Spm. nr. US 10

Tak, formand, og tak til statsministeren for at stille sig til rådighed. Jeg har tænkt meget over, hvad vi skulle tale om, og jeg tænker meget over det hver gang, for jeg synes, at vi har været lidt på kant med hinanden på det seneste. Der er vel nærmest ikke nogen i Danmark, statsministeren ikke har været på kant med, både kirken, fagbevægelsen, oppositionen i Folketinget osv. Derfor tænkte jeg også, at vi måske skulle prøve at finde noget at tale om, hvor vi kunne finde hinanden, og en af de ting, som vi i hvert fald i valgkampen – i sådan små lyse stunder – kunne finde hinanden om, var at skabe et arbejdsmarked, som i højere grad tager højde for vores seniorer, med en større grad af fleksibilitet osv.

Jeg så forleden dag på forsiden af Berlingske nogle beregninger fra Danica Pension, hvor man kunne se, at stadig flere lægger til side for at kunne selvpensionere sig. Og ud over at det skaber nogle økonomiske problemer for statsfinanserne, giver det i hvert fald et billede af, at folk i Danmark, især når man nærmer sig 50'erne og 60'erne, begynder at tænke over at vægte familielivet og fritidslivet meget højt. Man vil sådan set gerne forringe sin købekraft op igennem de produktive år, hvis man kan bruge det udtryk, for til gengæld at have noget mere familieliv og fritid, når man kommer op og bliver senior. Det synes jeg der er noget interessant i, og det er noget, vi skal eftersøge. Vi vil i hvert fald godt i Dansk Folkeparti være med til at skabe et arbejdsmarked, hvor man får en større grad af rummelighed og frihed, når man måske er i 50'erne, eller 10 år før man går på pension.

Vi talte jo i valgkampen om det her med at få lagt et loft over pensionsalderen, som jeg tror er enormt vigtigt, i hvert fald for nogle grupper, som kan se frem til først at kunne trække sig tilbage, når de bliver 72-73 år, endog folk, der har sådan fysisk hårdt krævende jobs.

Så for nu at finde noget, vi kunne være enige om – og ikke et ord om store bededag her – så vil jeg høre, hvad statsministeren tænker om det, altså at gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt for seniorerne og sikre mere rummelighed og respekt for, at folk gerne vil prioritere deres familie og fritid.

Statsministeren.

Først og fremmest er jeg jo glad for, at spørgeren har søgt i sin sjæl efter et sted, hvor vi er enige. Jeg tror nu ikke, man behøver at søge så dybt en anden gang, for der er faktisk rigtig, rigtig mange områder, hvor spørgeren og svareren er enige om rigtig mange ting.

Når vi taler om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, er det jo også et område, hvor vi traditionelt har arbejdet tæt sammen, bl.a. omkring Arnepensionen. Og jeg er jo selv af den meget, meget klare overbevisning, at når man er nedslidt og har været mange år på arbejdsmarkedet, skal man kunne trække sig værdigt tilbage. Det er derfor, vi i sin tid foreslog Arnepensionen og i øvrigt har arbejdet meget tæt sammen omkring det.

Nu lægger jeg mig så ud med endnu flere, men jeg må bare være ærlig at sige, at jeg godt nok bliver bekymret, hvis vi begynder at sige, at man allerede, når man er i 50'erne, skal begynde at overveje at arbejde mindre. For det, jeg hører alle steder fra, er, at alle ønsker at arbejde mindre, og der må jeg jo bare være lyseslukkeren, eller hvad det nu hedder på moderne dansk, for hvis alle gerne vil arbejde mindre og kravene til velfærdssamfundet bliver ved med at stige, hænger det jo ganske enkelt ikke sammen – det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Så jeg tror, vi bliver nødt til at tage det modsatte udgangspunkt, nemlig at den skandinaviske velfærdsmodel grundlæggende bygger på arbejde og beskæftigelse, og at vi sætter en ære i at forsørge os selv, har fritidsjob med det samme, når vi kan, som børn og unge, og arbejder ved siden af, mens man tager en uddannelse. Både mænd og kvinder er på arbejdsmarkedet, og man bliver ved, så længe man kan. Hvis det er det, der er vores udgangspunkt, så har vi også frihed til at hjælpe dem, der af forskellige årsager ikke kan arbejde undervejs. Det er grundtesen. Begynder vi at afvige fra den, falder det her velfærdssamfund fra hinanden. Det er det første, jeg vil sige.

Det andet – og det er så et tilsagn – er, at jo mere fleksibilitet, vi kan lægge ind på vores arbejdsmarked, jo bedre. Altså, jeg er 45 år selv, og det er lige før, spørgeren begynder at pensionere mig. Og det ville spørgeren selvfølgelig gerne. (Munterhed). Det er om 5 år, jeg er i 50'erne, men selvfølgelig skal jeg jo ikke arbejde mindre om 5 år, end jeg gør i dag, for der er jeg midt i livet. Men fleksibilitet, når man er rigtig senior, og det er jo langt senere, end når man er 50 år, vil jeg gerne være med til at diskutere.

Spørgeren.

Men, altså, fakta er bare, at sidste år var der 64.000 danskere over 60 år, som gik ud af arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen og levede af deres egen pensionsopsparing. For 10 år siden var det 21.000. Så danskerne ønsker mere fritid og mere fokus på familien. Derfor er vi jo nødt til at gøre det modsatte af det, statsministeren lægger op til. Vi er nødt til at starte med at sige: Hvordan gør vi, så folk, også når de er i 50'erne, 60'erne og 70'erne, synes, at de kan få det til at passe sammen med at være på arbejdsmarkedet.

Nu forstår jeg, at man her i Københavns Kommune er gået over til at lave en 4-dages arbejdsuge. Kunne det f.eks. være en vej at gå? Kunne man sige, at man i 5 år op til folkepensionsalderen får et retskrav på over for sin arbejdsgiver at kunne få en 3-dages arbejdsuge eller en 2-dages arbejdsuge for at gøre det mindre hårdt, men også for at gøre det mere attraktivt at være i arbejde?

Kunne man f.eks. lave nogle ordninger, som vi lancerede i valgkampen med »Bedstes første sygedag«, sådan at man rent faktisk har mulighed for at hjælpe sine forældre og sine bedsteforældre og tage med på hospitalet, til lægen, eller hvad det er, fuldstændig som man har, når ens barn bliver sygt. Altså, kan vi gøre nogle ting, så vi ikke pisker og straffer folk til at skulle finansiere hamsterhjulet, velfærdsstaten osv., som selvfølgelig er vigtigt, men så vi faktisk gør det attraktivt og rummeligt, så man kan have både et arbejdsliv og et familieliv til at gå hånd i hånd?

Statsministeren.

Det er meget svært, for det er jo en reel værdidiskussion. Altså, for mig er det jo ikke en straf at gå på arbejde, ikke engang når jeg skal i Folketingssalen. Det er jo ikke at piske folk, at de skal kunne forsørge sig selv. Jeg ved jo, at spørgeren har rødder i den kristne tro, og det er jo en af de stærkeste protestantiske værdier, at man yder noget for det samfund, man er en del af. Det er i øvrigt også en meget, meget central dansk værdi, at man gør sig umage. Det er jo hele fundamentet, hvorpå vores samfund står, at vi går på arbejde og i øvrigt sætter en ære i at gøre det. Det er ikke noget, vi er pisket til. Vi vil gerne gå på arbejde, og vi vil gerne forsørge os selv.

Hvis vi begynder at fravige den måde at betragte os selv på som individer i et fællesskab, krakelerer fællesskabet. For vi kan jo godt få det til at lyde som noget sådan lidt abstrakt, at det handler om noget finansiering af et velfærdssamfund, men det er jo f.eks. kræftbehandling, vi taler om. Hvis ikke vi går på arbejde og betaler skat, er der ikke nogen ordentlig kræftbehandling, og det ønsker vi jo.

Jeg tror simpelt hen, at vi bliver nødt til at forholde os til det her værdimæssigt, altså sætte en ære i at gå på arbejde, og så skabe rum for, at når livet af den ene eller den anden årsag tilsiger, at man ikke kan arbejde så meget, som man har kunnet på andre tidspunkter – sygdom, alder – så skal det være så fleksibelt som overhovedet muligt. Men jeg tror virkelig, vi skal holde fast i at sætte en ære i at gå på arbejde.

Spørgeren.

Men jeg er nødt til at sige til statsministeren, at der nok er en grænse for, hvor meget hun kan bestemme over det her, for folk vælger det selv. Jeg går ikke ud fra, at statsministeren vil ekspropriere folks pensionsopsparinger og sige, at de ikke må udbetales før tid – det ville være et ret radikalt synspunkt, og det mente jeg ikke positivt. Altså, det her handler om at lave et arbejdsmarked, som folk kan se sig selv i, og hvor de ikke føler trang til inden pensionsalderen at begynde at hæve deres pension, men hvor man rent faktisk kan se, at der er den skånsomhed og fleksibilitet, og at der er mulighed for at lade det gå hånd i hånd med et familieliv, sådan at folk bliver der og finansierer kræftbehandling, skoler, tilbagetrækningsordninger for de nedslidte osv.

Det, jeg er bekymret for, er, at statsministeren er så optaget af kun at sørge for, at folk arbejder mere og mere – helligdage væk osv. – med effektiviteten i højsædet. Dem, der så har råd til igennem et langt arbejdsliv at lægge penge til side, gør det så bare. De selvpensionerer sig fuldstændig, uagtet hvad statsministeren måtte sige til dem. Men hvad så med dem, der ikke tjener nok? De kan så være en del af det hamsterhjul, som statsministeren mener skal finansiere det hele. Og der synes jeg og mit parti, at vi skal tale om, hvordan vi indretter et arbejdsmarked, så folk ikke føler sig presset så hårdt, at de trækker sig ud af arbejdsmarkedet, inden de egentlig burde gøre det, men at fleksibiliteten i forhold til familieliv, tilrettelæggelse af arbejdstid osv. er der, og at man derfor har lyst til at blive længere.

Statsministeren.

Se, nu kommer vi ind til noget, der er rigtig interessant. Det der var jo faktisk hele bevæggrunden for at lave Arnepensionen, og det tror jeg faktisk begge partier fremhævede dengang, nemlig at dem, der har haft mulighederne, altid selv har kunnet definere, hvornår de gik ud af arbejdsmarkedet, og det ønskede vi to i fællesskab også skulle gælde for den nedslidte ufaglærte/faglærte, som har behov derfor. Så det er jeg meget, meget enig i.

Selve idéen om, at man skal kunne se sig selv i et arbejdsliv, også ind i seniortilværelsen eller sågar i pensionstilværelsen, hvis det kan lade sig gøre, vil jeg meget, meget gerne være med til at diskutere. Jeg tror bare ikke, vi kommer udenom, også sådan folkekulturelt, at forholde os til vores tid og i hvert fald have en ærlig snak om, at hvis det bider sig fast, hvad jeg kan fornemme er en del af den offentlige diskussion nu, nemlig at alt handler om, at vi skal arbejde mindre, så kommer det med en pris. Og så må folk jo også ædrueligt være med i en diskussion om – det gælder også her i salen – hvad det så er, vi ikke skal bruge penge på i det her samfund. For hvis vi fortsætter med, at vi vil bruge flere og flere penge på f.eks. psykiatri, men at alle gerne vil arbejde mindre, så kommer det regnestykke i hvert fald ikke til at hænge sammen.

Det afsluttede spørgsmålet. Vi siger tak til hr. Morten Messerschmidt.

Jeg giver ordet til hr. Torsten Gejl.