Det næste punkt på dagsordenen er:

5) Forhandling om redegørelse nr. R 6:

Udenrigsministerens redegørelse om udviklingen i EU-samarbejdet.

(Anmeldelse 08.02.2023. Redegørelse givet 08.02.2023. Meddelelse om forhandling 08.02.2023).

Vi skal nu i gang med endnu en redegørelsesdebat, og det indebærer, at ordførerne skal sidde på de forreste rækker og logge ind dér. Placeringerne er lidt anderledes end dem, vi lige har haft under den forrige forhandling. Vi holder derfor en kort pause, til vi er på plads.

Så tror jeg, vi er ved at være klar.

Forhandlingen er åbnet. Første ordfører på talerstolen er hr. Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for ordet, formand, og tak til udenrigsministeren og til regeringen for redegørelsen om udviklingen i EU-samarbejdet. Jeg har set meget frem til at diskutere netop den redegørelse og det tema her i dag. For man må sige, at når vi kigger på det år, der er gået, og den tid, vi står i i Europa, så er der jo virkelig meget at tale om. Vi står på alle måder i en afgørende tid for det europæiske samarbejde og for Europas rolle i verden.

Lad mig derfor også bare starte med at slå fast, at Danmark hører til og skal være i hjertet af Europa. Det er vel på mange måder den vigtigste lektie fra det seneste års udvikling, hvor EU jo i det store hele og på mange måder har formået at stå sammen om at løse de grænseoverskridende problemer. Det har vi gjort i fællesskab, selv om udfordringerne står i kø. Danmark som land nyder godt af de mange fordele, som EU har ført med sig. Dansk engagement i EU bidrager med vækst og beskæftigelse i Danmark, for det er også udfordrende at være en lille åben økonomi i en stor og usikker verden. Det afgørende for os er et EU, der leverer løsninger på tidens store udfordringer. Derfor er der brug for et stærkt, forpligtende europæisk samarbejde med en klar retning, der sætter mennesker før aktier og klimaet før kapitalen. Vi har brug for politiske løsninger, der bygger på en sund balance mellem økonomisk ansvarlighed og social retfærdighed.

Krigen i Ukraine har jo kastet lys over, hvordan vi i Danmark, men særlig i Europa har været alt for afhængige af russisk energi. Det har været stærkt medvirkende til den energikrise, som Europa nu oplever. Energikrisen skaber rekordhøj inflation og har sendt priserne på himmelflugt. Fælles for alle de kriser, vi står med i Europa, er, at de både er grænseoverskridende og gensidigt forstærkende. Energikrisen har forstærket behovet for europæisk uafhængighed på energiområdet og dermed også behovet for en endnu hurtigere grøn omstilling til gavn for klimaet, til gavn for de næste generationer, men også af hensyn til vores fælles sikkerhed. Danmark spiller en vigtig rolle i Europa som den grønne stemme, der skal vise vejen med ambitiøse mål, men også med konkrete handlinger, der skal bidrage til Europas egen forsyning af grøn energi og bæredygtig omstilling. Sådan en redegørelse som den, vi behandler her i dag, kan jo af gode grunde ikke komme i dybden med alle aspekter af EU-samarbejdet, måske særlig ikke i en tid, hvor der er så meget på spil på så mange dagsordener, ikke mindst sikkerhedspolitisk.

I Europa har vi jo nok haft en tendens til at forestille os, at resten af verden tænker og gør som os. Vi troede i for mange år, at handel og vækst pr. automatik ville føre til fredelig sameksistens, frihedsrettigheder, demokrati og en international retstilstand. Vi tænkte vel, at alle andre måtte kunne se de klare fordele ved vores måde at leve på. Vi nedrustede, da de andre oprustede, og vi har på en række områder gjort os selv for afhængige af andre. Nu ser vi, at vi var for naive, og vi står vel på mange måder på tærsklen til en ny tid.

Derfor var det vel også en særlig stolt stund for Danmark, da vi sidste år meldte os helhjertet ind i det europæiske samarbejde om forsvar og sikkerhed med afstemningen om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet. Europa skal stå stærkere selv, og Danmark skal stå sammen med vores europæiske allierede. Det var samtidig også et meget klart signal fra danskerne om, at Danmark hører til i kernen af EU-samarbejdet, og at tiden kalder på samarbejde om de fælles udfordringer, vi står over for.

EU har jo stået sammen om entydig opbakning til Ukraine. Mange europæiske lande har doneret penge, våben og humanitær bistand til ukrainernes frihedskamp for deres selvstændighed og frihed. Samtidig har EU gennem ni sanktionspakker indført omfattende sanktioner mod Rusland og russiske magthavere, der skal stække den russiske økonomi, isolere Rusland i verden og forhindre, at europæiske penge går til finansieringen af den russiske krigsmaskine. Den uhyrlige og ulovlige russiske invasion af et frit og selvstændigt europæisk land skaber jo på mange måder helt nye opgaver for EU. Heldigvis har svaret indtil videre været europæisk sammenhold, sammenhold om opbakning til Ukraine og fordømmelse af Rusland.

Migration er et andet tema, som i stigende grad også bliver sikkerhedspolitik. De ydre grænser i Europa er under pres. Vi ser eksempler på, hvordan flygtninge og migranter bliver brugt aktivt til at destabilisere Europa. Tilstrømningen til Europa er alvorlig og er en udvikling, som vi alle bør følge tæt. Og for at løse de grundlæggende udfordringer med irregulær migration til Europa arbejder regeringen som bekendt også for en reform af det europæiske asylsystem. Det er jo i en erkendelse af, at det nuværende asylsystem er ødelagt. Incitamenterne er der til at risikere livet i hænderne på menneskesmuglerne på farlige ture hen over Middelhavet, og det tiltrækker alt for mange til Europa uden et beskyttelsesbehov. Derfor er der både brug for en ny og en mere langsigtet tilgang til asyl og migration i EU.

Asylsystemet burde jo i virkeligheden handle om at beskytte verdens mest sårbare mennesker fra krig og forfølgelse. Men det asylsystem, som vi har i dag, skaber incitamenter til det modsatte. Det skaber incitamenter til menneskesmugling og til politisk afpresning, og det lader de svageste af verdens flygtninge stå tilbage. Det er jo grundlæggende inhumant, og det er uretfærdigt. Derfor gør det mig rigtig glad, at den danske regering går forrest i EU for et nyt, mere retfærdigt og mere humant asylsystem. Fornemmelsen er vel også, at tiderne er ved at være modne til forandring rundtomkring i Europas hovedstæder.

Den nye sikkerhedspolitiske situation i forhold til Rusland, men jo også i forhold til den stadig voksende stormagtsrivalisering mellem USA og Kina og i forhold til Kinas mere aggressive rolle i verden skaber også nye udfordringer for europæiske virksomheder og for europæisk økonomi. Erhvervs- og industripolitik bliver i stigende grad også et sikkerhedspolitisk spørgsmål. Derfor er det også klogt og rigtigt, at EU i den her tid bevæger sig i diskussionen om statsstøtte og om sikringen af adgang til kritisk infrastruktur. For ligesom vi ikke kan lade Europa være afhængig af russisk energi, kan vi heller ikke lade Europa være afhængig af mikrochips fra Kina.

Jeg synes på mange måder, det seneste år har vist, at EU er i stand til at håndtere de store internationale kriser, som rammer os, og det har jo i særdeleshed også vist, at vi som enkeltlande ikke kan klare det alene. Derfor er det godt, at EU lykkes med at håndtere udfordringerne. Det er godt for danskerne, og det er også derfor, Danmark hører til i hjertet af Europa. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Trine Pertou Mach. Værsgo.

Tak for det. Og tak for ordførerens tale. Jeg blev rigtig glad for at høre det her med klima før kapital som en del af indledningen. Men mit spørgsmål går i virkeligheden på det sidste, ordføreren sagde omkring migration, altså at det asylsystem, som er brast sammen – det tror jeg vi alle sammen kan være enige om; det fungerer ikke efter hensigten – skaber incitamenter til menneskesmugling i stedet for at beskytte de allersvageste. Så mit spørgsmål til ordføreren er: Er det ikke korrekt, at incitamenter til menneskesmugling er afhængige af, at mennesker er villige til at betale for at kunne flytte sig derfra, hvor de er født, og hen et andet sted, mere end at det er systemet som sådan, der skaber incitamenterne?

Ordføreren.

Nej, som jeg ser det, er problemet jo i virkeligheden, at når du først sætter fødderne på europæisk jord, har du retten til at søge om asyl i Europa. Og hvis du har et beskyttelsesbehov, har du også ret til ophold i Europa. Dermed bliver kampen for verdens flygtninge at komme derhen, hvor man kan sætte sine fødder på europæisk jord, og det skaber jo incitamentet til menneskesmugling. Det er det, der gør, at menneskesmuglerne har guldrandede forretninger, og det er også det, der gør, at det vel alene er, hvor succesfulde menneskesmuglerne er i deres arbejde, der afgør, hvor mange asylansøgere der står i Europa. Og det er derfor, vi er nødt til at få et nyt asylsystem, hvor vi sætter en stopper for den spontane asylansøgning, altså den, hvor man bare flytter sig og sætter fødderne på europæisk jord, og i højere grad tager de flygtninge til Europa, som har det største beskyttelsesbehov. Det vil både være mere retfærdigt, det vil være mere humant, og det vil give Europa muligheden for at tage ansvar for de flygtninge i verden, som har mest brug for beskyttelse, og ikke dem, som har ressourcerne til at betale en menneskesmugler.

Spørgeren.

Tak for det. Er det ikke korrekt, at det asylsystem, som eksisterer, faktisk er sat i verden for at beskytte de allersvageste og de udsatte, og at en af de måder, man håndterede det, at det ikke fungerer, på, var, at man modtog flere kvoteflygtninge? Og vil Danmark, vil Socialdemokraterne, vil regeringen i virkeligheden arbejde for, at man i EU, samtidig med at man måske arbejder på at ændre asylsystemet, så også gør sin pligt som stærke EU-lande og modtager flere kvoteflygtninge, end man gør for nuværende?

Ordføreren.

Jeg synes, det er et rigtig godt spørgsmål, for jeg synes, at de to diskussioner netop er sammenhængende. Altså, hvis man først får sat en stopper for den spontane asylansøgning, åbner det også op for, at man kan tage flere kvoteflygtninge og dermed også tage de flygtninge, der faktisk har det største beskyttelsesbehov. For det er jo ikke nødvendigvis dem, der står på europæisk jord i dag. En rigtig stor del af dem, der står i Europa i dag, har i virkeligheden ikke et beskyttelsesbehov og har ikke ret til asyl, men er migranter. Men kunne man sætte en stopper for den trafik, ville det jo netop åbne op for, at man ville kunne tage flere kvoteflygtninge – gerne i en solidarisk fordeling mellem de europæiske lande.

Så har vi en kort bemærkning mere, og det er fra fru Marianne Bigum fra SF.

Mange tak. Jeg vil lige følge op på den her debat. Det, jeg ikke hørte ordføreren sige noget om, var behovet for udviklingspolitik. Som det fremgår af ordførerens tale, flygter folk, på grund af at vi har et asylsystem i Europa, men er ordføreren enig i, at folk flygter af andre årsager, f.eks. fordi der er tørke, der ikke er mad, der ikke er fremtidsmuligheder eller jobs eller uddannelse, og at folk ikke flygter for sjov?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, der er nogen, der vil påstå, at folk flygter for sjov. Mange af de årsager, som spørgeren nævner, er jo helt reelle, og dertil kan vi lægge væbnede konflikter, klimaforandringer og andet, som skaber både flygtningestrømme og migration fra Afrika mod Europa. Derfor er jeg fuldstændig enig i, at der da også er brug for et Europa, som er mere til stede på det afrikanske kontinent. Det er klart, at også med den nye sikkerhedspolitiske situation er det blevet mere besværliggjort, og kombinationen af kinesiske investeringer og russiske lejesoldater gør det måske endnu sværere også at holde kontakten og hjælpe og bidrage til en positiv udvikling i de afrikanske lande, hvor vi jo får mange flygtninge og migranter fra. Men det ændrer ikke på, at det kun bliver vigtigere, at Europa er til stede dér og hjælper udviklingen på vej, samtidig med at EU jo skal gå forrest, også globalt, i klimaspørgsmålet for også at forhindre klimaforandringer, som også vil skabe endnu større migrationsstrømme mod Europa.

Spørgeren.

Mange tak. Er ordføreren så ligeledes enig med mig i, at vi i EU også skal have en mere ambitiøs udviklingspolitik, som løser nogle af de her kriser fremfor at symptombehandle, og at flere af de penge, vi bruger, skal gå til, at vi også sætter flere penge af til rent faktisk at forhindre, at kriserne i det hele taget opstår, i stedet for udelukkende humanitær bistand, altså at der skal gå flere penge til den langsigtede udviklingsbistand?

Ordføreren.

Det er jo det, der er den evige balance i udviklingspolitikken. Vi ved godt, at den langsigtede udviklingspolitik nok har den største effekt, men på den lange bane. Og her og nu står katastroferne og kriserne i kø for at blive løst på den korte bane, og det er jo de balancer, man skal finde. Og ja, jeg synes, at Europa skal spille en endnu større rolle i udviklingsbistanden og udviklingspolitikken og bidrage til en positiv udvikling af Afrika, både på klimadelen, men også på at skabe anstændige, gode jobs, så der er en fremtid at se frem til, og i særdeleshed også for at stå op for nogle af de rettigheder, som vi arbejder for, menneskerettigheder, kønnenes ligestilling, demokrati og andet. Men det er klart, at med den påvirkning, vi ser fra Rusland og Kina, bliver det spørgsmål jo kun sværere.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre.

Tak for det, og tak for anledningen til at tale EU. Lad mig starte med at slå fast, at i Venstre er vi tilfredse med den udvikling, som EU-samarbejdet har været igennem her i den forgangne tid, og hvis vi kigger på året 2022, har det på mange måder været et bevis på, at EU er uundværlig: Det er det for Danmark, det er det for Europa, og det er det sådan set også for udviklingen i resten af verden. EU agerer jo som en stormagt, i hvert fald på de regulatoriske område, skaber et positivt mellemstatsligt samarbejde og gunstige vækstbetingelser for danske virksomheder samt ikke mindst sådan noget som forbrugerbeskyttelse og fornuftige standarder for befolkningen. Så der er kort sagt stor værdi i EU-samarbejdet for den helt almindelige dansker og ligeledes stor værdi for danske virksomheder i grænseoverskridende handel. Det er sådan, at tre ud af fire af de største samhandelslande er andre EU-medlemsstater, og det er en udvikling, der vil fortsætte i fremtiden, og det er nok også den vigtigste enkeltparameter for, at dansk medlemskab af EU er en rigtig god idé. Men der er også mange andre væsentlige årsager til, at EU og Danmark er et godt partnerskab.

Selv om EU selvfølgelig påtager sig mange nye opgaver på socialområdet, sundhedsområdet og erhvervsområdet, er der også områder, hvor vi som danskere en gang imellem kan slå os lidt på samarbejdet, eksempelvis på sådan et område som minimumslønninger, men så er der jo altså heldigvis fortsat et nærhedsprincip og traktatens rammer, som beskytter enkeltstaternes særlige måde at gøre forskellige ting på – den danske model, eksempelvis – og som jo giver Europa-Kommissionen en række begrænsninger i, hvad de kan foretage sig i forbindelse med formulering af ny lovgivning. Og i Venstre mener vi fortsat, at det er fornuftigt, at der er sådan en balance i systemet. Helt generelt og kort sagt ønsker vi ikke mere magt til Kommissionen, og EU skal fortrinsvis blive bedre til at koncentrere sig om, hvad der ligger inden for rammerne af den nuværende traktat, og det er ikke et selvstændigt mål for EU at blive større eller for den sags skyld mindre.

I 2022 har det naturligvis været Ruslands invasion af Ukraine, som har fyldt, både når vi taler sikkerhed, forsvar og energi, men også på fødevareområdet, og så har krigen i øvrigt vist, hvor vigtig strategisk autonomi er for EU. Der bruges rigtig mange penge på krigen, det gør der i Danmark, det gør der i EU, det synes vi fra Venstres side er helt fantastisk, altså at det er lykkedes at skabe denne enighed. Putin må ikke vinde denne krig! Bl.a. derfor var afskaffelsen af forsvarsforbeholdet jo altså også skelsættende tilbage i 2022. To ud af tre stemte for at afskaffe forbeholdet og altså gå fuldtonet ind i forsvarssamarbejdet i EU, og jeg vil gerne sige tak til de mange danskere, der satte deres kryds ved et ja, så Danmark kan spille en større rolle på dette vigtige område.

Venstre ser det som en helt naturlig udvikling af sikkerhedsarbejdet i EU, at det fortsat udvikler sig videre med et stærkt samarbejde mellem EU og Storbritannien på den ene side og USA på den anden side, og modstanderen er jo Rusland, Putins antidemokratiske kræfter, men der er også en større gruppe af lande, som tydeligt gør det sværere for demokrati og frihedsrettigheder at udvikle sig i verden. EU med Danmark som flittig deltager er i denne sammenhæng en aktiv partner med de andre vestlige lande i de næste år i forbindelse med at modsætte sig flere konflikter i verden, hvor demokratiske lande påvirkes i deres suveræne ret til at bestemme over eget land og egen befolkning. Det vil komme til at koste mange penge at udvikle EU's forsvar sammen med NATO-partnerne, men det er nødvendigt, det er vigtigt i de kommende år, og det er noget, som Danmark skal prioritere.

Den grønne dagsorden er i både Danmark og EU indrammet af Fit for 55-planen, og det er en aftale, som efter Venstres mening vil skabe udvikling af en fælles ambitiøs grøn dagsorden, der hjælper rige og fattige lande hurtigt videre, og som med konditionalitet udbetaler mange milliarder kroner til både digitalisering og en bæredygtig transition af transport-, bygnings- og fødevareområdet inden for de næste ca. 10 år. Et ordentligt CO2-kvotesystem er helt afgørende, mener vi i Venstre.

Hvis vi kigger på sådan noget som covid-19-indsatsen i EU, er det nok den mest succesrige bekæmpelse af en pandemi, som verden endnu har set. Den satte helt nye standarder for samarbejde og hurtighed i samarbejdet og bekræftede, hvor vigtigt samarbejdet mellem stater og multinationale virksomheder er for beskyttelsen mod fremtidige pandemier.

I 2022 kom EU endelig ud af denne krise, men knap var den altså realiseret, før en ny krise viste sig på tværs af EU-landene og på verdensplan. Inflationskrisen kom efter den afslutning, som vi troede kriserne fik med afslutningen på covid-19. Genstarten lukkede forsyningslinjer på grund af mangel på råstoffer og fødevarer, og derfor er EU's succes med bekæmpelse af covid-19-pandemien også et bevis på, hvor vigtigt det er, at EU fremover tænker bredt i den strategiske autonomi, og at EU øger koordinationen af indsatsen på erhvervs-, sundheds- og sikkerhedsområdet. Der er i 2022 skabt tydelige bånd mellem industrier og stater i EU som følge af denne udvikling.

I Venstre bifalder vi en udvikling, der sikrer danske EU-virksomheder konkurrencekraft, og i den sammenhæng er det vigtigt at se USA som en partner i denne udvikling. Statsstøtte er ikke godt, men det kan i en transatlantisk akse godt give mening på kort sigt for at give retning på klimadagsordenen og sikkerhedsdagsordenen. Det er her, Kina skal omfavnes som både en modstander og en samarbejdspartner, hvis de kan overtales til at være med på det.

I Venstre mener vi, at verden har brug for mere samarbejde, men også et samarbejde, hvor der stilles krav om menneskerettigheder, om klima, demokratiudvikling og fred samt frihed. Og det gælder også for udviklingen af et EU med nye lande, for vi skulle altså gerne have flere lande med i EU. Retsstatsprincipperne kan i den sammenhæng ikke forhandles; det står ikke til diskussion. De er normative; de kan og skal konditionaliseres, som det er sket med Ungarn og Polen i forhold til eksempelvis lgbt+-rettigheder.

Fremtidens EU skal indeholde en tættere dialog mellem borgerne og lovgiverne i EU og nationalstaterne, og det viste konferencen om EU fremtid tydeligt. Der er generelt stor tilslutning til EU i EU-landene, men denne tilslutning er betinget af, at borgerne løbende høres, og der var, da vi holdt debatten her i Danmark, 320 forslag, som både indeholdt mulige og også nogle umulige forslag, og det, der kan ske inden for traktatens rammer, skal vi jo så drøfte i parlamenterne, Europa-Parlamentet og på rådsmøder fremover. Og med de ord vil jeg sige, at Venstre støtter ministerens og regeringens redegørelse. Jeg ser frem til debatten.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Og den næste ordfører er fru Karin Liltorp fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet. Det er jo en fornøjelse at stå her i dag, hvor vi kan konstatere, at samarbejdet mellem EU-landene er godt, stabilt og ikke mindst har vist sig meget handlekraftigt i 2022. Det er selvfølgelig ikke et samarbejde helt uden konflikter og uenigheder, men sådan må det jo være i et alsidigt fællesskab. Det vigtigste for mig er dog, at 2022 blev året, hvor EU viste sig som en stærk og handlekraftig aktør, der træder i karakter, når der er allermest brug for det. Jeg vil i den forbindelse berøre krigen i Ukraine, den grønne omstilling og migrationen.

Det er over 50 år siden, at danskerne sagde ja til at træde ind i EF-fællesskabet, og siden da har det fællesskab cementeret sig som en stærkere union. Indimellem har der for os danskere været en vis skepsis forbundet med samarbejdet. Vi har været bekymrede for, at de andre skulle blande sig for meget i vores interne forhold, men nu kan vi, om end på en meget ulykkelig baggrund, igen konstatere, at EU-samarbejdet fungerer. Det skal nemlig ses i lyset af Ruslands invasion af Ukraine og den nye situation med krig i Europa.

I 2022 er det nemlig blevet klart, at EU-samarbejdet ikke blot er forankret i det indre marked, men også i et bredere demokratisk værn mod krigsoprustningen fra øst. Og blot for at understrege aktualiteten og nødvendigheden af sådan et værn er det på lørdag 9-årsdagen for Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim.

Ruslands aggressioner bliver dermed også en påmindelse om, at vi lever i en verden, hvor frihed, rettigheder og demokrati ikke er selvfølgeligheder, og det tror jeg står soleklart for danskerne. 2022 blev nemlig året, hvor et overvældende flertal i solidaritet besluttede sig for, at Danmark skulle afskaffe EU-forsvarsforbeholdet og træde kompromisløst ind i EU-samarbejdet om sikkerhed, forsvar og fred.

EU er for mig et fællesskab, hvor vi forpligter hinanden på at arbejde for en verden uden krig og ødelæggelse og for en mere harmonisk sameksistens, hvor vi sammen tager hånd om nutidens og fremtidens problemer. Det ansvar har vi løftet i EU. Vi har stået side om side med Ukraine. Vi har også vedtaget en række historisk hårde sanktioner mod Rusland og ydet omfattende økonomisk støtte til Ukraine, både militært, økonomisk og humanitært. Men vores frihedskamp er ikke slut, og EU vil være der for ukrainerne, indtil de forhåbentlig kan sige, at de endnu en gang er herre i eget hus.

Krigen i Ukraine har også haft en indvirkning på vores europæiske energimarked, og både virksomheder og forbrugere har mærket de markante prisstigninger på el og gas. Men med en fælles indsats for europæisk uafhængighed af russisk gas og håndtering af energiforsyningskrisen kan vi sammen komme helskindet ud på den anden side. EU er kommet og kommer vedvarende med en række initiativer, der skal understøtte den forandring, som også understøtter en grønnere fremtid. Og som det ofte er med kriser, rykker vi med lovgivningsarbejdet, og det er positivt, specielt for den grønne omstilling.

En acceleration af den grønne omstilling skal fjerne importafhængigheden af russisk gas og sikre vores forsyningssikkerhed for fremtiden. EU står over for et væld af grønne muligheder, hvor vi skal spille hinanden gode med respekt for de enkelte landes konkurrenceevne. Og det gør vi ved at samarbejde om Kommissionens grønne lovgivningspakke Fit for 55, herunder REPowerEU-planen, der skal understøtte omstillingen til vedvarende energi, så vi når vores klimamålsætninger. EU byder på et væld af nye fælles muligheder, og som et lille land i en stor verden står vi alene, hvis vi ikke ser mod det fælles europæiske samarbejde.

Jeg har sammen med Udenrigsudvalget netop været i Uganda, som er et af verdens fattigste lande. Der fik vi ved selvsyn bekræftet det, vi alle godt vidste: Alle er ikke så privilegerede, som vi er her i Vesten. Og der er ikke noget sige til, at en del af de mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, kan være inspireret til at søge mod vores del af verden, og med klimaforandringerne er der ikke udsigt til, at migrationspresset på EU bliver mindre.

I EU forsøger vi lige nu at finde den rigtige balance mellem ansvar og solidaritet, og lige nu er fokus på at styrke de ydre grænser og hjælpe de medlemsstater, der oplever det største migrationspres. Det løser selvfølgelig ikke det grundlæggende problem med migration, så samtidig diskuteres det, hvordan vi bedst forebygger behovet for migration. Det er helt sikkert et dilemmafyldt område, men vi tror på, at de bedste løsninger findes i fællesskab.

Som jeg startede med at sige, er det en fornøjelse at være vidne til en union, der fungerer og tager ansvar, når der er allermest brug for det. Og for fremtiden vil jeg som Moderaternes EU-ordfører gøre mit til, at vi understøtter den solidaritet, der udspringer af EU-samarbejdet. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Marianne Bigum fra SF.

Først vil jeg gerne sige tak til ministeren for den udmærkede redegørelse. Det har været interessant læsning, for selv om jeg ikke var til stede i salen, sidst redegørelsen om EU-samarbejdet blev debatteret, står det klart for alle og enhver, hvor voldsom udviklingen har været.

Jeg er overbevist om, at vi endnu ikke i fuldt omfang har forstået, hvad krigen i Ukraine kommer til at betyde for EU-samarbejdet. Der er overhovedet ingen tvivl om, at vi står i en helt ny virkelighed efter februar 2022. Krigen har allerede sat sine spor, og særlig energikrise og inflation er udfordringer, som nu dominerer billedet overalt i EU. Det har sat fællesskabet på en voldsom prøve, men medlemsstaterne har svaret klart, løftet i flok og vist betydelig solidaritet og handlekraft, også i en grad, der har overrasket mange. Sanktionspakkerne er gode eksempler, ligesom REPowerEU-planen er med til at fjerne vores afhængighed af russisk gas og fremtidssikre energiforsyningen på tværs af EU.

Et særligt presserende emne for EU lige nu er den grønne omstilling. Her er EU i gang med klimaloven Fit for 55, og siden sidste redegørelse er vi kommet langt med vigtige dele af pakken, bl.a. omkring energieffektivitet, vedvarende energi-planer, klimatold og andre ting. Den er stadig ikke så ambitiøs, som den skulle have været, men vi er i gang, og det er vigtigt. Vi arbejdede i SF for at øge målsætningerne dernede, men som en, som, før jeg blev valgt ind i Folketing, har siddet med i det her arbejde, kan jeg sige, at det, vi er i gang med nu, også er omfattende og meget, meget ambitiøst, og jeg er glad for, at vi er i gang. Kvotehandelssystemet er blevet udvidet, så det nu også omfatter flyindustrien, vejtransport og bygninger, sådan som vi i SF har ønsket det længe. Klimapolitikken skal indtænkes i alle EU's politikområder, og den næste store opgave bliver nu, at krigen og dens afledte effekter ikke sætter den grønne omstilling i stå.

Så vil jeg også gerne komme omkring et emne, som står mig meget nært, og som ofte er en undervurderet hjørnesten i den grønne omstilling, nemlig den cirkulære økonomi, som ministeren kort berører i redegørelsen sammen med udfordringen omkring afhængigheden af kritiske råstoffer. Det er vigtigt for miljøet, men også for fremtidens erhvervsliv, at vi får sænket vores ressourceforbrug, får øget genbruget og får øget højkvalitetsgenanvendelsen. Det er simpelt hen vigtigt at gøre det her til en nøgledel af fremtidens økonomi. Derfor deler jeg også ambitionen i transportforordningen om, at vi får skabt en cirkulær økonomi, og jeg er særlig glad for stoppet for eksport ud af EU af vores affald. Men jeg er ikke betrygget nok i, at det mandat, regeringen har søgt på en transportforordning, vil føre til den her højkvalitetsgenanvendelse og vil føre til mindre forbrænding af affald i Danmark. Tværtimod ser det ud til at gå den anden vej.

Retsstatsmekanismen trådte i kraft første gang i 2022 med det formål at lukke pengekassen for de medlemsstater, som ikke overholder grundlæggende retsprincipper. Det er godt, at EU her sætter foden ned. For SF er det vigtigt, at Danmark fortsætter rollen som kritisk vagthund i værnet omkring retsstatsprincipperne og de grundlæggende rettigheder. I Ungarn ser vi i øjeblikket en giftig propaganda mod lgbt+-miljøet, og i Polen er det retsvæsenets helt nødvendige uafhængighed, der forsøges underløbet. Retsstatsprincipper er afgørende for sammenhængskraften i EU, og når frie medier, ytringsfrihed og minoritetsrettigheder er på spil i visse medlemsstater, skal vi stå helt fast.

Af samme grund har vi i SF med glæde noteret os, at flere lande er gået ind i retssagen, som Kommissionen har anlagt mod Ungarns anti-lgbt-lov. Senest har Portugal og Irland meldt deres støtte, det samme bør Danmark gøre, og jeg håber, vi her i dag kan få udenrigsministerens klare tilsagn om, at også Danmark vil intervenere i sagen til støtte for Kommissionen.

Og når vi nu er ved EU-Domstolen, er det godt, at der nu fra dansk side anlægges et annullationssøgsmål ved domstolen om direktivet om passende mindstelønninger. Løn er nu engang et spørgsmål, som arbejdsmarkedets parter tager sig af, og ikke noget, Europa-Kommissionen skal fifle med. Vi bakker til gengæld fuldt op om at styrke den europæiske sociale dialog og sikre, at arbejdsmarkedets parter bliver fuldt inddraget, og vi er glade for, at der nu er mere løngennemsigtighed på vej. Det er en af de sager, mine dygtige kollegaer i Parlamentet har arbejdet hårdt for. Direktivet sender et stærkt og nødvendigt signal om ligestilling på arbejdspladsen. Også platformsarbejde står over for at blive reguleret, og her skylder regeringen at vise, at man ikke lader platformsbudene sejle deres egen sø uden elementære lønmodtagerrettigheder.

Redegørelsen kommer kort omkring skattespørgsmål, og hvordan der er opnået enighed om OECD-aftalen om minimumsbeskatning. Det er en sejr, at vi fik Ungarn til at løfte blokaden af lovforslaget, og derfor kan det undre, at aftalen ikke er uddybet nærmere i redegørelsen her.

Redegørelsen om udviklingen af EU-samarbejdet rummer som sagt mange gode elementer, men kampen mod skattely er igen i år underlig fraværende. Har regeringen helt glemt denne kamp? For det har vi i hvert fald ikke i SF. Jeg vil gerne minde regeringen om, hvor undergravende skattesnyd er for det indre markeds integritet og i sidste ende også for EU-borgernes velfærd.

En anden vigtig sag, der glimrer ved sit fravær i redegørelsen, er kampen for mere åbenhed i EU's institutioner. Vi vil gerne gentage vores opfordring til, at regeringen kaster sig ind i denne sag med alle kræfter. Lukkethed i Ministerrådet er et stort problem, og det udgør reelt det demokratiske underskud, som EU ofte beskyldes for at have. Tak for ordet.

Vi siger også tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Og så går vi videre til næste ordfører, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak, formand, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Som ministeren også skriver i redegørelsen, indeholder den en overflyvning over mange temaer, som er relevante i forhold til EU-samarbejdet i 2022, uden at den går i detaljer. Ét tema har naturligvis fyldt meget det seneste år: krigen i Ukraine. Det har fyldt på mange planer, både i forhold til selve krigen, sanktioner, humanitær støtte i Ukraine og støtte til dem, som har været nødsaget til at flygte fra Ukraine. Det er en støtte på mange planer fra EU's side, som vi fra Danmarksdemokraterne støtter fuldt op om. Ud over selve krigen og de direkte følger i og omkring Ukraine har krigen også haft en lang række følgevirkninger, som også har skullet håndteres. Energimæssigt stod vi med en afhængighed af bl.a. gas fra Rusland, som naturligvis gav Rusland en magt, som vi var nødt til at komme fri af. Derfor er det også godt, at EU samlet har kunnet tage initiativer til at finde alternativer til gassen og bredt skabe et grundlag for at skære på energiforbruget, hvilket har gjort, at vi energimæssigt er kommet nogenlunde godt igennem den netop overståede vinter. I den sammenhæng har det været rigtigt at give EU værktøjer til at sikre forsyning og styring af priserne. Det sidste er en balancegang, fordi priserne som udgangspunkt bør være markedsstyrede, men samtidig har vi et behov for at undgå, at nogen udnytter en helt særlig markedssituation og mangelsituation. Som vi ser det i Danmarksdemokraterne, har balancen i tiltagene været fornuftige.

Overordnet set mener vi i Danmarksdemokraterne, at det er vigtigt, at EU koncentrerer sig om de fælles ting: støtte til Ukraine, energiforsyning osv. Kort sagt er det det, som relaterer sig til det indre marked. Derfor er det også vigtigt, også for legitimiteten af hele EU-projektet i befolkningerne, at der ikke indsniges regler om ting, som ikke nødvendigvis skal gøres i fællesskab. Det er vigtigt at fastholde, at nationalstaterne skal have så meget selvbestemmelse og suverænitet som muligt. Derfor er det også godt, at regeringen har anlagt et annullationssøgsmål på mindstelønsdirektivet. Der er brug for, at regeringen og Danmark står fast på, at vi skal gøre tingene, som vi gør i Danmark, dvs. at vi kan fastholde den danske model på arbejdsmarkedet. Det er også vigtigt, at vi ikke bare lader stå til i forhold til kvoter på bestyrelser og regler om barsel. Hvorfor skal EU bestemme det? Hvorfor er det ikke noget af det, vi selv skal bestemme herhjemme? Og det er også vigtigt at skelne skarpt, når der tales om platformsarbejde; så kan det være godt og rigtigt at have regler i fællesskab, fordi ansættelserne går over grænserne. I Danmarksdemokraterne ønsker vi en klarere grænse mellem, hvor EU har kompetencen, hvor EU kan blande sig, og hvor EU ikke har. På de områder, hvor EU ikke har kompetencen, bør EU ikke bruge ressourcer på at blande sig, f.eks. på det sociale område, hvor EU har en holdning til børnepasning – skal det foregå i hjemmet eller institution? – og kvaliteten af pleje. Jeg ved godt, at jeg nok bliver belært om, at det jo er noget, vi selv kan beslutte og bestemme, men når det er det, hvorfor skal EU så overhovedet bruge sine begrænsede ressourcer på at arbejde med det? Det kan være, at ministeren senere hen kan opklare det for mig.

Endelig har vi et tema, som det er meget afgørende at få arbejdet med, og som desværre er rigtig, rigtig aktuelt: Migrantsituationen er udfordret. Senest, som beskrevet i medierne de seneste dage, forsøger mange flygtninge og migranter sig med sejlads over Middelhavet, mange skibe går ned, og mange drukner i forsøget. Det er tragisk for dem, som det går ud over, og vi er nødt til at forholde os til, hvordan vi kan imødegå det. Og det, vi har brug for, er naturligvis, at regeringen tager fat og får løst udfordringen med etablering af et modtagecenter uden for EU, som regeringen selv har beskrevet i regeringsgrundlaget. Jeg synes, det bliver ekstra bekymrende, når de ulykkelige hændelser fører til, at man overvejer at skabe lovlige ruter ind i EU. Det, vi har brug for i første omgang, er, at der sikres rammer, så man kan håndtere flygtninge og migranter uden for EU. Jeg savner derfor i redegørelsen en klar beskrivelse af, hvor langt regeringen er kommet med et modtagecenter, og hvilke planer regeringen har for at få det opfyldt. Vi kan ikke bare se mennesker drukne i forsøget på at nå EU, men vi kan heller ikke bare åbne grænserne for dem, som måtte ønske at komme hertil, for så vil vi snart stå i en situation som i 2015. Derfor er det helt afgørende, at regeringen kommer i gang og lever op til sine mål.

Jeg ser frem til at høre ministerens svar og kommentarer hertil. Tak for ordet.

Der er, indtil videre i hvert fald, en enkelt spørger. Det er hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Tak for det. Og velkommen i EU-debatten til Danmarksdemokraterne. I er jo et nyt parti, som vi andre ikke sådan helt ved hvor står på EU-dagsordenen, og derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge lidt mere ind til retsforbeholdet.

Vi havde for nylig en gennemgang af retsforbeholdet i Justitsministeriet, hvor vi fik at vide, at det er en operationel begrænsning for dansk politi; det gør simpelt hen dansk politi dårligere i stand til at få fat på internationale forbrydere, altså ved grænseoverskridende kriminalitet oplever dansk politi ulemper i forhold til politiet i de øvrige EU-lande. Hvordan forholder Danmarksdemokraterne sig til, at Danmark kunne tilslutte sig Europol fuldt og helt?

Ordføreren.

Jamen helt overordnet set synes vi sådan set, det er fint, at vi fortsat har retsforbeholdet. Jeg anerkender ikke, at der er voldsomme praktiske problemer i forhold til politiets udførelse af deres opgaver i den der sammenhæng.

Fremadrettet må vi selvfølgelig se på, hvordan vi kan skelne. Men når jeg i dag gør meget ud af at sige, at det, der er vigtigt for os i Danmarksdemokraterne, er, at vi skelner meget klart mellem vores kompetence i Danmark og kompetencen i EU, så er vi nødt til at være meget skarpe på den grænsedeling, før vi kan gå ind i diskussionen om, hvordan vi åbner op for nye områder.

Spørgeren.

Nu kan man selvfølgelig altid diskutere, hvornår et problem er voldsomt, men det fremgår klart og tydeligt af redegørelsen fra Rigspolitiet, at dansk politi ikke har de samme muligheder for eksempelvis at tjekke nummerplader, personers identitet, pas osv. op mod Schengenregistrene. Det er sådan, at man simpelt hen skal tage sin telefon, og så skal man ringe til en medarbejder og sige: Kan du lige slå den her nummerplade op, for jeg kunne godt lige tænke mig det og det? Og det kan man sige sig selv er langt mindre effektivt, end hvis man bare kan gå ind at tjekke det automatisk på sin device.

Altså, kan Danmarksdemokraterne pege på, hvilke fordele dansk politi har af, at vi ikke er fuldt og helt medlem af Europol? For Rigspolitiet kunne nemlig ikke pege på sådan en fordel.

Ordføreren.

Altså, med de besøg, jeg har været på, hos politiet også i grænseområdet, oplever jeg faktisk, at det, de fortæller mig, er, at de ikke har alvorlige problemer med det her – men tværtom at de faktisk har de muligheder, som de har brug for.

Så er den næste spørger fru Theresa Scavenius.

I forhold til annullationsspørgsmålet vil jeg bare høre, om ordføreren er klar over eller vil anerkende, at spørgsmålet ikke handler om, hvorvidt det her passende minimumsdirektiv er i konflikt med den danske model – tværtimod understøtter det faktisk den danske model – men primært handler om de lande, hvor der er en mindsteløn, som ikke fungerer, og hvor folk har et arbejde, men stadig kan klassificeres som fattige. Så anerkender ordføreren det?

Ordføreren.

At direktivet handler om det – er det det, spørgsmålet handler om? Undskyld. (Theresa Scavenius (ALT): Ja). Jamen det, der er væsentligt for os i Danmarksdemokraterne, er, at vi egentlig sætter foden ned der, hvor direktiver vil kunne udfordre den danske model. Det er heller ikke vores holdning, at vi i Danmark skal være med til at bestemme, hvordan arbejdsmarkedets regler skal være i de andre EU-lande. Det er det, jeg hører spørgeren sige at man går op i, altså at vi er med til at bestemme den vej rundt.

Spørgeren.

Det handler om, hvorvidt vi vil tage et fælles ansvar for, at vi i fællesskab har et Europa, hvor der ikke er fattige mennesker, der har et arbejde. Så er spørgsmålet selvfølgelig: Vil vi bidrage til det fra dansk side, eller vil vi ikke? Det er selvfølgelig et politisk spørgsmål. Det, jeg bare gerne ville spørge ind til, var, hvorvidt du anerkendte, at lige præcis det her direktiv ikke handler om den danske model. Det er bare det, jeg synes er rigtig vigtigt, altså at vi ved, hvad vi snakker om.

Ordføreren.

Men det, der ligger i direktivet, udfordrer den danske model, og det er jo dilemmaet i det med at lave fælles regler, i og med at vi har forskellige ordninger og forskellige arbejdsmarkedssammensætninger rundtomkring i EU. Derfor vil der også være behov for forskellige regler og ikke fælles regler på det her område.

Så siger vi tak til ordføreren. Og så er den næste ordfører hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance. Velkommen til.

Tak for ordet, formand, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Det er jo en redegørelse, som kommer vidt omkring: krig i Ukraine, energikrise, grøn omstilling, indre marked, digitalisering, EU's udvidelse, sikkerhed og forsvar og meget, meget andet. For et nyvalgt folketingsmedlem som mig, som indtil nu har betragtet europæisk politik lidt på afstand, og som i dag står her på Folketingets talerstol for allerførste gang, bliver det ekstra tydeligt med denne redegørelse, at 2022 på mange måder blev et skelsættende år for Europa, og at EU's rolle er utrolig vigtig.

For mig har Putins overfald på Ukraine overskygget næsten alt andet. Krigen har fuldstændig vendt op og ned på livet for millioner af mennesker og har ændret den geopolitiske situation og sat fokus på vigtigheden af stærke internationale fællesskaber, der kan stå sammen om at stå imod. I EU har medlemslandene over en bred kam stået sammen om vores støtte til Ukraine både gennem donationer af militært udstyr og ved at vedtage meget omfattende økonomiske sanktioner mod Rusland. Krigen har bevist, at sammenholdet i EU er stærkt. På trods af interne uenigheder har vi hurtigt og kontant været i stand til at svare igen på den russiske aggression, og det er her, EU-samarbejdet virkelig har vist sit værd. Det er et smukt eksempel på det, jeg mener er en af EU's kerneopgaver, nemlig at sikre fred i Europa – i dette tilfælde ikke gennem hård militær magt, men ved at bruge den økonomiske magtposition, EU har, til at presse vores fjender til forhåbentlig snart at komme på bedre tanker.

Men EU skal også have de rå militære muskler til at kunne forsvare sig selv, til at kunne opretholde freden i landene omkring os og til at kunne beskytte Europas ydre grænser. Derfor har vi i Liberal Alliance også i flere år været fortalere for, at Danmark skulle melde sig fuldt og helt ind i det europæiske forsvarssamarbejde ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. Det er endelig sket, og det er vi selvsagt rigtig glade for. Vi kommer til at holde øje med, hvordan det samarbejde kommer til at udvikle sig. Men når det giver mening, skal Danmark naturligvis være med helt inde i kernen af forsvarssamarbejdet. Derfor støtter vi også dansk medlemskab af Det Europæiske Forsvarsagentur og deltagelse i Det Permanente Strukturerede Samarbejde på forsvarsområdet.

I juni tildelte Det Europæiske Råd kandidatstatus til Ukraine. Den beslutning bakker vi hundrede procent op om i Liberal Alliance. Det var med til at fjerne enhver tvivl om EU's opbakning til Ukraine, som ellers længe var blevet dyrket af Rusland. Ukraine kæmper både for deres egen og for vores frihed, og de betaler en høj pris hver eneste dag i form af tabte menneskeliv og ødelæggelse af deres land. Der kan i min optik ikke være nogen tvivl om, at krigen og ukrainernes modstand mod Rusland har vist os, at Ukraine hører til i Europa. Derfor mener jeg også, at Danmark bør arbejde aktivt for, at der hurtigst muligt bliver sat gang i forhandlingerne om Ukraines fulde optagelse i EU.

Der, hvor EU-samarbejdet virkelig kan noget, er, når vi står sammen over for grænseoverskridende udfordringer, som vi i sagens natur ikke kan løse alene i Danmark. Et godt eksempel var den energikrise, Europa pludselig stod i bl.a. som følge af krigen i Ukraine og ønsket om at mindske afhængigheden af gas fra Rusland. Energipriserne steg og steg og pressede også danske familier på deres økonomi. EU's tiltag i form af reduktionsmål, fælles gasindkøb, solidaritet i forhold til forsyning af gas på tværs af grænser osv. virkede, og gaslagrene i Europa blev fyldt op igen.

Et andet område, hvor EU kan og skal spille en vigtig rolle, er i den grønne omstilling. Danmark kan ikke løse klimakrisen alene. Det er vores andel af den globale CO2-udledning simpelt hen for lille til. Men vi kan presse på for, at EU går forrest i den grønne omstilling, og det mener vi skal ske gennem ambitiøse fælles reduktionsmål og en udvidelse af EU's kvotesystem. På den måde kan vi lade markedskræfterne drive omstillingen fra fossil til grøn energi. Derfor er det også godt, at EU har vedtaget nye ambitiøse mål og har udvidet kvotesystemet til at omfatte vejtransport og bygninger.

Der skal ikke være nogen som helst tvivl om, at vi i Liberal Alliance helt grundlæggende mener, at medlemskabet af EU er en stor gevinst for Danmark, og vi ønsker, at Danmark vedbliver med at være en aktiv medspiller i det europæiske samarbejde. Men jeg bliver også nødt til at sige klart og tydeligt, at vi mener, at EU på en række områder er ved at rykke sig langt væk fra den oprindelige idé med EU og blander sig i ting, som udelukkende bør være et anliggende for medlemsstaterne. Øremærket barsel, mindsteløn og minimumsskat er bare nogle af de områder, hvor EU allerede har udvidet eller arbejder hen imod at udvide deres indflydelse i den seneste tid. Den retning er vi lodret imod i Liberal Alliance.

EU skal fokusere på det, som EU er skabt til, nemlig at sikre fred, frihed og frihandel. EU skal ikke udvikle sig til en social union, som blander sig i løndannelsen på det danske arbejdsmarked; EU skal ikke blande sig i, hvordan danske familier fordeler barslen mellem mor og far; og EU skal ikke blande sig i, hvordan vi beskatter virksomheder i Danmark.

I år er også året, hvor det indre marked fylder 30 år. For os er det netop kernen i EU, og hvad EU oprindelig var tænkt som: en frihandelsunion, hvor varer, tjenesteydelser og arbejdskraft frit kan bevæge sig inden for unionens grænser. Det er en kæmpe succeshistorie ikke mindst for Danmark. På grund af det indre marked og vores medlemskab af EU er det danske bnp 140 mia. kr. større, end det ville have været, hvis vi havde stået uden for. Så det er entydigt en god ting, at Danmark som en lille åben økonomi er en del af det store fællesskab i Europa.

På nogle områder er grundidéen om det indre marked og den fri bevægelighed dog udfordret. Det kollaps af det europæiske asylsystem, som vi oplevede i 2015, har betydet, at landene har lukket sig mere om sig selv og dermed også lukket deres grænser – og med god grund, for der er ikke styr på situationen. Det var der ikke i 2015, og det er der ikke i dag. Hver dag ankommer nye både med migranter til Italien, Spanien og Grækenland, og vi overlader stort set problemerne til de lande, der befinder sig i grænselandet mellem EU og Afrika.

Det er Liberal Alliances ønske, at vi hurtigst muligt får fjernet grænsekontrollen mellem Danmark og vores nabolande. Den er til stor gene for mange mennesker, der hver dag krydser grænsen, og den koster virksomhederne millioner af kroner hvert år, når deres lastbiler skal holde i kø på vej ind og ud af Danmark. Men det forudsætter, at vi styrker EU's ydre grænser, og at vi finder en holdbar løsning, så vi ikke efterlader alle problemerne i grænselandene. Også derfor er det vigtigt, at Danmark har meldt sig fuldt og helt ind i det europæiske forsvarssamarbejde.

Her til sidst vil jeg gerne pege på et område, hvor jeg mener at EU kommer til at spille en meget vigtig rolle i fremtiden, nemlig digitaliseringsområdet. Det er endnu et eksempel på et område, der af natur er grænseoverskridende, og som det ikke giver mening at vi forsøger at finde vores egne løsninger på. For at sikre et velfungerende digitalt indre marked skal EU levere regulering på områder som platformsarbejde, kunstig intelligens, onlinemarkedspladser, anvendelse af data osv., så hvert land ikke opfinder deres egne regler. Gennemtænkt fælles regulering vil være til glæde og gavn for både forbrugere og virksomheder. Men som med al anden regulering skal vi passe på, at den ikke bliver så stram, at den kvæler ethvert potentiale eller fremskridt. Vi skal beskytte forbrugeren, men vi skal samtidig finde en balance, hvor ny teknologi giver grobund for innovation og mulighed for at kunne gøre tingene smartere, hurtigere og mere fleksibelt. Danmark er et foregangsland inden for digitalisering, og vi har derfor en oplagt mulighed for at dele vores viden og erfaringer med de andre medlemslande. Jeg håber, regeringen vil deltage aktivt i det samarbejde. Tak for ordet.

Så siger vi også tak til ordføreren. Undskyld, var der korte bemærkninger? Beklager, det så jeg ikke. Det vælter jo ligefrem ind. Den første er fra hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre. Værsgo.

Man skal da ikke have sin debut på Folketingets talerstol uden at få stillet spørgsmål. Det ville næsten være tarveligt. Tak for en rigtig fin tale. Velkommen i dette fine Ting, hvor vi træffer store beslutninger.

Med hensyn til store beslutninger var det ikke en stor beslutning at læse Simon Emil Ammitzbøll-Billes bog, men i bogen står der noget om store beslutninger, og en af dem var dengang, hvor Liberal Alliance anbefalede befolkningen at stemme nej til en ophævelse af retsforbeholdet og i stedet for at indføre en tilvalgsordning. Hvor står Liberal Alliance henne i dag? Deler man sin forhenværende partifælle Simon Emil Ammitzbøll-Billes konklusion om, at det var en fejl, at man gik ud og anbefalede et nej?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg har ikke haft mulighed for at læse bogen endnu – jeg er startet på den, men jeg er ikke kommet så langt – så jeg ved ikke, præcis hvad det er, han har skrevet i den bog. Men jeg kan sige så meget, at vi står det samme sted i dag, som vi gjorde dengang, nemlig at vi mener, at det er fornuftigt med et retsforbehold.

Spørgeren.

Det er jeg rigtig ked af at høre, og jeg vil anbefale at læse bogen rigtig grundigt, for han kommer med nogle virkelig gode argumenter for, hvorfor det ikke var så smart, at Liberal Alliance indtog det standpunkt dengang.

Ordføreren.

Jamen jeg ser også frem til at få den læst, når jeg lige får lidt tid til det. Jeg vil gerne anerkende, at der er nogle dele af det, som er lidt problematiske, særlig i forhold til Europol-samarbejdet, som vi også deltog i en teknisk gennemgang af for nylig. Og der vil jeg bare opfordre til, at regeringen gør alt, hvad de kan for at sikre, at Danmark kan være mest muligt med i det samarbejde, også uden at vi behøver at ophæve retsforbeholdet.

Så er det fru Karin Liltorp.

Tak for det. Jeg vil først og fremmest også sige tak for en god jomfrutale. Og derudover vil jeg bare sige, at jeg glæder mig til, at vi kan få lov at lukrere noget mere på din viden om det digitale område i Europaudvalget. Det tror jeg bliver til stor gavn for os alle sammen.

Ordføreren.

Tak. Som jeg også sagde i talen, tror jeg, det bliver et af de rigtig vigtige områder i den kommende tid, og jeg håber, det er noget, vi kan have nogle gode diskussioner om i Europaudvalget og i Udvalget for Digitalisering og It. For det er jo et område, som vi er nødt til at arbejde sammen om i flere udvalg for at sikre, at vi kan komme længst muligt i forhold til at anvende digitalisering til at opfylde nogle af de ting, som vi rigtig gerne vil forbedre. Det kunne f.eks. være den grønne omstilling. Så det glæder jeg mig til at samarbejde med jer alle sammen om.

Så er det fru Theresa Scavenius.

Ordføreren siger, at EU ikke skal gå ind og forholde sig til sociale spørgsmål som f.eks. barsel osv. Men er det korrekt forstået, at Liberal Alliance heller ikke går ind for, at vi i Danmark laver særlig meget regulering inden for det sociale område, herunder f.eks. barsel?

Ordføreren.

Nu kommer jeg lidt væk fra mine ordførerskaber. Regulering kan jo være fornuftig. Jeg kan ikke stå her og sige, at vi er for eller imod meget regulering. Altså, regulering skal laves, når det giver mening. Og vi er slet ikke afvisende over for at lave regulering, men det skal selvfølgelig give mening, og der tror jeg bare, at vi er bedre til at gøre det i Danmark i forhold til at overlade den kompetence til Europa.

Spørgeren.

Min pointe er bare, at der måske er nogle politiske uenigheder om, hvorvidt man synes, at der politisk skal håndteres nogle sociale udfordringer, herunder f.eks. regler for barsel, versus at det faktisk er et europæisk spørgsmål. Så i stedet for det der med, at det bliver formuleret som en kritik af EU, kunne man jo også bare sige: Vi går slet ikke ind for den regulering, hverken i Danmark eller i Europa. Altså, den type politisk samtale kunne jeg godt tænke mig at komme hen til, i stedet for at man hele tiden skal bruge EU som skydeskive i forhold til noget politik, man egentlig heller ikke går ind for herhjemme.

Ordføreren.

Altså, vi mener jo grundlæggende, at familier selv skal kunne indrette deres barsel, som de har lyst til, at man selv skal kunne vælge, om det er far eller mor eller begge to, der tager barslen. Og det er, fordi vi tror på, at det ved familierne bedst selv. Det ved jeg ikke, altså hvordan andre familier bedst kan indrette deres hverdag. Og på samme måde ved EU ikke, hvordan vi skal indrette vores barsel herhjemme. Eller det mener jeg i hvert fald ikke at de ved bedre, end vi selv ved.

Så siger jeg tak til ordføreren. Nu ser det ud til, at der ikke kommer flere til. Vi går til næste ordfører, og det er fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

For ca. 25 år siden var jeg i Ukraine til en jobsamtale. Det var ikke ligefrem et sted, jeg havde forestillet mig jeg skulle komme til at arbejde, og det kom jeg så heller ikke til; jeg fik ikke jobbet. Men det gav mig dog trods alt et besøg i Ukraine. Jeg var der i en periode, og det var ikke, så lang tid efter koldkrigen var ophørt. Det gjorde et stort indtryk på mig. De fejrede deres situation, og bl.a. var det helt store samtaleemne, at man lige havde åbnet en McDonald's – den første i Ukraine. Jeg boede på byens måske eneste hotel, i hvert fald et meget sparsomt hotel, ved siden af en sytøjsforretning. Og jeg kan huske, at selv om jeg ikke fik jobbet, kom jeg hjem med en fornemmelse af, at her er et land med håb, med fremtid og med en ny selvstændighed. Og den situation, vi så står i i dag, og det indtryk, jeg fik af den redegørelse, der er forelagt, satte tankerne i gang og tilbage til det håb, der var, og frem til den situation, vi så står med nu, som er så begrædelig. Så mange tak til udenrigsministeren for redegørelsen.

Som ny her i Folketinget er redegørelsen værd at reflektere over, for den viser jo, hvor dynamisk og kritisk bare et enkelt år kan være, og tænk, at redegørelsen kun dækker et enkelt år, 2022. Jeg vil derfor gerne kreditere for, at man har valgt at fokusere på den overordnede udvikling i EU-samarbejdet, for alene den overordnede gennemgang er ret fortættet.

2022 var 50-året for Danmarks afstemning om indtræden i EU eller måske rettelig EF, og i forbindelse med jubilæumsåret fik vi jo her i Folketinget mulighed for at deltage i en borgerhøring på Teams, hvor man i en gruppe blev matchet med borgere. Jeg tænkte, at som ny var det måske en meget god idé at få det input, der kunne være i den sammenhæng, så jeg havde sådan en aften med en række borgere. De var samledes først og havde haft en diskussion og blev så hægtet op på et enkelt medlem af Folketinget, og der er måske flere her, der gjorde det samme. Men i den gruppe, jeg var i, den gruppe, som jeg diskuterede med, var der især én ting, der kom frem som en stor bekymring. Det var krigen i Europa, og ikke bare krigen i Europa, men vores deltagelse i den krig, og hvordan Danmarks ageren er med de andre lande i EU. Den bekymring er så rigeligt tilgodeset i redegørelsen. Redegørelsen handler selvfølgelig om mange delemner, men det store fokus, som også mange andre ordførere her har været inde på, er Ukraine, hvor EU i et tæt parløb med USA og andre NATO-allierede har indført omfattende og hårde sanktioner for at isolere Rusland, og dette er fulgt op af genopbygningsplatformene for Ukraine. Og så kommer hele energiområdet, hvor vi atter bliver mindet om vigtigheden af en accelereret grøn energiomstilling, så vi ikke længere har importafhængigheden af russiske fossile brændsler. Og endelig som en konsekvens er der hverdagen med den høje inflation og en vækst med trange vilkår.

Vi havde som bekendt valg den 1. november, og 5 måneder tidligere havde vi jo også et valg, nemlig om EU-forsvarsforbeholdet. Igen er der her et link til den ukrainske krig, fordi vi jo med to tredjedeles flertal, og tak for det, fik et ja. Det betyder, at vi nu har ikke blot muligheden, men også retten til at deltage i EU's militære missioner og operationer. Det er et arbejde, som vi som land tager alvorligt, for det er alvorligt. Og i en situation med krig i Europa er det ikke overraskende, men alligevel bemærkelsesværdigt, at EU's udvidelse bliver så varmt et emne. Vi har set, at krigsnære områder som både Moldova og Georgien har ansøgt om medlemskab, og også andre lande som Albanien og Nordmakedonien er i optagelsesforhandlinger. Det vidner om EU's styrke – et EU, som indtil nu primært har fungeret i fredstid. EU har en berettigelse, måske især i krigstid, og vi kommer tilbage til det egentlige formål med etableringen af fællesskabet.

Til slut vil jeg blot sige tak, igen, til udenrigsministeren for en god redegørelse, som Konservative tager til efterretning.

Der er ikke nogen, der har meldt sig ind, så jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak for det, og tak for redegørelsen. Jeg skal sige, at jeg står her, fordi min kollega Søren Søndergaard er på rejse. Det er ham, der er partiets EU-ordfører normalt.

At det europæiske samarbejde står i og står over for kolossale opgaver, udfordringer og problemer, er ikke svært at se, og det er heller ikke svært at se, at internationalt og europæisk samarbejde på flere stræk er noget, vi har kolossalt brug for; der er også brug for politisk handling og for knofedt for at få det internationale og europæiske samarbejde til at løse de store, store kriser, som verden står med.

I Europa står vi over for en lang række udfordringer og problemer, som kræver politisk handling, og hvor et internationalt samarbejde er fuldstændig nødvendigt og i øvrigt også ønskeligt for at løse dem. Det europæiske samarbejde burde spille en helt central rolle i at løse mange af de her udfordringer. Derfor har vi jo også, synes vi i Enhedslisten, brug for et velfungerende europæisk samarbejde til at understøtte, løfte og tage udfordringerne seriøst. Men desværre er det sådan, at det EU, vi har i dag, ikke hele vejen igennem er en medspiller, tværtimod.

Bare for at nævne et par eksempler vil jeg starte med klimaet. Nogle gange må man konstatere, at EU ikke lever op til løfterne om, at man gerne vil bekæmpe klimaforandringer. EU lever ikke op til Parisaftalen, og på flere områder blokerer EU for, at de enkelte EU-lande kan vælge at gå videre end det, som man har vedtaget i fællesskab. F.eks. er det positivt, at EU har vedtaget et forbud mod fossilbiler i 2035. Det positivt, at man har gjort det, men det er alt, alt for sent, og derfor er det også et problem, når EU's regler blokerer for, at vi i Danmark kunne vedtage at gøre det tidligere. Den tidligere danske regering havde den position, at det skulle træde i kraft i 2030, men det var det, der blev udfordret af EU-spillereglerne.

Et andet godt eksempel er kampen mod skattely og skatteunddragelse. Vi ved, at multinationale selskaber hvert år snyder statskasserne i Europa og ikke mindst i det globale syd for milliarder af kroner. EU's egne skattely, bl.a. Luxembourg, spiller en helt central rolle i det her, men EU's skattelyliste eller sortliste af skattely fritager fuldstændig automatisk EU's egne skattely og giver i øvrigt et fripas til en lang række af de lande, som tilhører verdens værste skattely. Det er helt håbløst, når man påtænker, hvor store skatteindtægter EU-landene og landene i det globale syd mister, fordi multinationale selskaber er i stand til at gemme deres penge et andet sted. Det er en meget, meget stor del de skatteindtægter, som Danmark mister til skattely, som går til skattely i EU.

Et tredje eksempel er kampen mod social dumping. Skruppelløse arbejdsgivere kan fortsat importere og udnytte billig arbejdskraft fra udlandet, og EU understøtter løndumping ved at begrænse myndighedernes og fagbevægelsens muligheder for at kontrollere virksomhederne, samtidig med at man vil vedtage et indgribende direktiv om lønforhold, som en samlet fagbevægelse i Danmark ellers er enige om risikerer at undergrave hele den danske arbejdsmarkedsmodel med kollektive overenskomster.

Det gælder også kampen for at sikre, at der ikke er farlig kemi i forbrugernes produkter. Lange, bureaukratiske, uigennemsigtige og virksomhedsvenlige EU-lovgivninger svækker myndighedernes muligheder for at handle hurtigt. Og så gælder det kampen for værdier som demokrati og modstand mod reaktionære og undertrykkende regimer, hvor EU ofte i alt for høj grad ser til, mens lande som Polen og Ungarn bevæger sig i en mere og mere reaktionær og antidemokratisk retning, og hvor man fortsat vælger at gøre det økonomiske samarbejde med undertrykkende regimer større.

Mange af de her problemer kan i vid udstrækning føres tilbage til grundlæggende problemer med den måde, som EU-samarbejdet er skruet sammen på. Det er nemlig et samarbejde, hvor hensynet til markedet og virksomhedernes profitter alt for ofte sættes først. Men skal EU være et europæisk samarbejde, som reelt skal løse de mange problemer, som vi står over for, er der brug for at gøre noget ved traktatgrundlaget, så det ikke er markedet, der er det ultimative centrum, men så det er fælles værdier og kampen for at løse grænseoverskridende problemer som klimakrisen, skattely, økonomisk ulighed osv., der står i centrum.

Når det er sagt, er det også værd at bemærke, at problemerne ikke kun er noget, der ligger i EU's grundlag. Det er en lang, sej kamp at skulle ændre det. Men et andet lige så stort problem, som vi oplever, synes vi i hvert fald i Enhedslisten, er, at vi har en fodslæbende regering; en regering, som ikke ønsker eller forsøger at udnytte de muligheder, der kan være for at udfordre status quo i EU nu og her. Alt for ofte bruges EU-reglerne som en undskyldning for politisk passivitet i Danmark.

Igen vil jeg komme med et par eksempler. Vi ser det, når regeringen til trods for direkte opfordringer fra Europa-Kommissionen ikke vil udelukke skattelyvirksomheder fra at kunne modtage offentlige skattekroner i form af hjælpepakker. Vi ser det, når EU lægger op til at fjerne momsfritagelsen for kunstnerisk virksomhed med henvisning til EU-retten, selv om uafhængige jurister har fastlagt, at det behøver regeringen ikke. Og vi ser det, når regeringen uden at blinke eller at tage kampen op vil indføre regler, som gør det langt dyrere for brugerne af sundhedstilbud som fitness, yoga eller danseskoler, alene fordi EU har bestemt det – heller ikke her vil man fra regeringens side udfordre det.

Men det er muligt at udfordre det, og det kan faktisk også være en politisk pligt at forsøge at udfordre EU-lovgivningen, når det taler for det. Vi håber, at det er noget af det, vi kan gøre sammen i det kommende folketingsår og i den indeværende regeringsperiode. Vi håber på det – vi vil gøre vores fra Enhedslistens side. Tak for redegørelsen.

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Theresa Scavenius.

Ordføreren kritiserer den europæiske klimapolitik og siger, at den ikke er ambitiøs i forhold til den danske. Så vil jeg bare spørge ordføreren, hvorvidt ordføreren er vidende om, at Klimarådet lige har udgivet en rapport, der siger, at den europæiske klimapolitik er mere ambitiøs end den danske, og at den vil presse den danske klimapolitik de næste par år.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg kender desværre ikke alle Klimarådets rapporter i detaljer, men pointen var måske også mere at sige, at på nogle områder lægger EU en bremse på, at man i de enkelte lande kan gå videre, f.eks. når det gælder forbud mod biler, der kører på fossilt brændstof.

Spørgeren.

Ja, men der indsniger sig en misforståelse på en lang række punkter. Men så kan jeg spørge på en anden måde: Hvordan tænker du at vi fra dansk side, hvis nu vi slet ikke havde EU, så ville kunne løfte byrden i forhold til klimapolitikken og skattely, som jeg hører ordføreren interesserer sig for? Hvordan skulle vi gøre det uden et europæisk samarbejde?

Ordføreren.

Det spørgsmål tror jeg ordføreren skal stille til et andet parti. Jeg står faktisk og argumenterer for, at begge dele er noget af det, vi gerne vil se et europæisk samarbejde være med til at løfte.

Så er det fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Tak for det. Ordføreren nævner de problematiske forhold, der nogle gange er i Polen og Ungarn, og jeg vil høre, om ordføreren anerkender, at det faktisk er gennem EU, vi har mulighed for at lægge pres på de her lande for at få forbedret de her forhold.

Ordføreren.

Ja, det anerkender jeg, og jeg ville ønske, at man gjorde det.

Spørgeren.

Så vidt jeg er informeret, lægger man jo netop pres på dem. Bl.a. har man forhindret Ungarn i at modtage de udbetalinger, de ellers skulle have, netop med henvisning til at de bliver nødt til at rette op på forholdene. Det ved jeg ikke om ordføreren har nogle kommentarer til.

Ordføreren.

Vi mener i Enhedslisten, at der skal gøres væsentlig mere for at bekæmpe de reaktionære tendenser, der er i bl.a. Polen og Ungarn, også fra EU's side.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren, og jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Theresa Scavenius fra Alternativet. Velkommen til.

Tak for det. Nu er vi alle sammen ved at være trætte, tænker jeg, efter en lang dag med mange spændende diskussioner, og vi har lyttet intenst, og jeg tror efterhånden, jeg er den sidste, som skal sige nogle bemærkninger om det.

Jeg synes egentlig grundlæggende, jeg er ret pessimistisk, når vi snakker global politik – det gælder klimapolitikken, sikkerhedspolitikken, demokratiet osv. – jeg er rigtig pessimistisk, men når jeg nogle gange er lidt optimistisk, så er det faktisk, når jeg kigger på, hvad der foregår nede i Bruxelles og i den europæiske politik. Det er også derfor, jeg er rigtig ærgerlig over, at vi i den danske sammenhæng ligesom endnu ikke har forstået, hvor vigtigt Europa er i forhold til det her bolværk imod resten af verden, som i hastig grad bevæger sig væk fra demokrati, retssikkerhed, klimapolitik, miljøpolitik osv. Så jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi på et tidspunkt kom derhen, hvor vi havde normaliseret europapolitikken, så det bare handler om de politiske uenigheder, altså om vi synes, at vi skal lave regler for barsel, eller om vi ikke synes det, og at det ikke handler om en diskussion om et for eller imod Europa, men det handler om et for eller imod en regulering af sociale alle andre områder. Så en normalisering af den europæiske politik ville simpelt hen være så godt, og det er jo det her med, at vi skal forstå, hvad Europa er.

Det er jo et efterkrigstidsprojekt, et vildt eksperiment, hvor vi har lavet nogle institutioner, hvor det handler om, at vi ikke bekriger hinanden, og hvor det ikke handler om territoriale interesser, men hvor det handler om, at vi bor inden for den samme region, og at vi skal finde ud af det i fred og fordragelighed og herunder understøtte bæredygtige vilkår for os alle sammen. Så hvis man virkelig forstår det på den måde, har Europa jo været en kæmpe succes, og det synes jeg virkelig også vi selv i Danmark har lukreret rigtig meget på, og det ville jo også være rigtig passende, hvis vi politisk kunne snakke om det på den måde, sådan at EU ikke bliver brugt som den der skydeskive, hver gang man politisk er uenige. For det underminerer borgernes tillid til det europæiske fællesskab, og det er rigtig problematisk i en tid, hvor resten af verden bevæger sig væk fra et velfungerende vidensbaseret politisk fællesskab.

Så er der selvfølgelig masser af bagsider af det samfund, vi har skabt, og det er jo også det, som redegørelsen går rigtig meget ind i, og den her bagside af det europæiske fællesskab handler om det økonomiske, og hvordan det generelt er i verdenssituationen. Vi kan også kigge på det moralske i forhold til flygtninge, og vi kan også kigge på klimapolitikken. Men det, jeg faktisk godt kunne tænke mig at fokusere på, er lidt, hvad det er for nogle konsekvenser, der er af det europæiske samarbejde. For ja, det har haft en positiv effekt for rigtig mange lande, herunder Danmark, men det har også haft rigtig mange negative effekter. Der har man jo så i mange årtier været lidt ligeglade med, at vi har haft en landbrugspolitik, hvor vi bruger 36 pct. af vores ressourcer på at støtte vores eget landbrug, hvilket måske så ligesom har haft negative konsekvenser for f.eks. Nordafrika. Det har vi så politisk set været ret ligeglade med, fordi det har gjort os selv godt.

Udfordringen i dag – og det er der, hvor det bliver ret interessant – er, at man begynder at kunne se, at der er en sammenhæng mellem de negative effekter, vores politik har, f.eks. i Nordafrika, altså at det sikkerhedspolitisk, flygtningepolitisk og klimapolitisk har en effekt på den sikkerhed, vi havde herhjemme. Det vil sige, at der bliver det her hjul, som vi ligesom bliver spundet ind i, og det går nu op for rigtig mange. Derfor er det, at vi, når vi snakker klimapolitik, og at nye politikker skal løse alle de her ting – og jeg synes jo, at redegørelsen har alle emnerne, altså Afrikapolitik osv. – bliver nødt til at gribe i egen barm og sige, at vi f.eks. ikke kan have en ny Afrikapolitik oven på den landbrugspolitik, vi har, men at vi også bliver nødt til at have en revision af den måde, vi bedriver landbrugsstøtte på herhjemme. Så det synes jeg var en af mine vigtigste pointer, altså at vi bliver nødt til at forstå, at vores handelspolitik og landbrugspolitik har negative effekter, og at vi, hvis vi bekymrer os for det økonomiske, handelspolitiske og sikkerhedspolitiske, så ligesom burde starte herhjemme.

Så min anden pointe er det her med, at der faktisk er ved at ske et rigtig interessant skifte i det europæiske fællesskab. For der har i rigtig lang tid været fokus på det her med konkurrence, og at vi ligesom bare skulle konkurrere på det globale marked, men der er jo faktisk ved at ske et politisk skifte, og det er jo også det, der kommer frem i dag, med industriplanen og en lang række andre politikker. Der sker lige nu et skifte i Europa, hvor der kommer en ny økonomisk politik, en ny forsvarsforståelse, en ny sikkerhedspolitik og dermed også en ny socialpolitik. Der vil jeg bare sige til alle jer, der er lidt kritiske over for det, at jeg tror, I bliver nødt til at acceptere, at det er den vej, Europa lige nu går, og at vi, hvis vi ikke bliver medspillere, bliver modspillere, og at vi bliver set lidt som sådan en eller anden provins. Det er lidt, ligesom når nogle lidt ironisk kigger på de små lande oppe fra nord, så vil der i Bruxelles blive set sådan på os: Hvad er det for et skørt land oppe i Nordeuropa, som ikke har forstået, hvad det egentlig er for en verden, vi er i?

Så lad os komme ud af det her provinshul og faktisk se os selv som en medspiller i det globale spil i stedet for hele tiden at kigge indad. Og det er jo også her, jeg bliver nødt til at nævne det her med annullationsspørgsmålet. Jeg synes, det er dybt problematisk, at vi stadig væk ikke har forstået, hvor vigtigt Det Europæiske Fællesskab er, og det her med, at vi igen bruger EU til at lave politisk drama, i stedet for at vi faktisk siger, at det da er megafedt med et direktiv, der sikrer, at der er en hel masse fattige mennesker i Europa, der får bedre vilkår. Hvordan kan man i et velfærdsland som Danmark have den luksus at synes, at det skal et europæisk fællesskab ikke være med til at bestemme? Det synes jeg er enormt egoistisk af os i Danmark, så jeg håber, at det på et tidspunkt bliver trukket tilbage, eller at det ikke bliver til noget.

Min næste pointe er det her med, at jeg synes, vi bliver nødt til at have en ærlig samtale om, hvordan vi laver de her forskellige politikker, og der synes jeg netop igen, at redegørelsen nævner alt det rigtige, men at den på en eller anden måde også er lidt tam. For den bliver meget redegørende og overfladisk.

Så jeg synes, vi ligesom skal grave et spadestik dybere og sige, hvad det egentlig er, vi vil med det europæiske samfund, og hvad det er for en linje, og det er derfor, jeg glæder mig til, at udenrigsministeren vil komme med den her europapolitiske diskussion eller strategi, eller hvad det skal være. For det handler ligesom om at forstå, hvad der er det næste step i det europæiske fællesskab. Der er der jo netop igen lige nu masser af gode takter i det europæiske fællesskab, hvor der f.eks. kommer de her tekster om industripolitikken, og der er også det her med konkurrencepolitik og klimapolitik, og jeg tænker bare, at det er meganyt i Danmark, at det faktisk står skrevet i Bruxelles. Så jeg er lodret uenig med Enhedslisten, der tidligere sagde det her med, at EU-klimapolitisk er en bagstopper. Det er det modsatte. Det er dem, der lige nu er godstoget, som hiver os med, og det er sindssygt vigtigt i en verden, hvor vi generelt set har det, som jeg kalder et governance collapse med rigtig mange udfordringer. Det gælder social ulighed, det gælder bæredygtighed, det gælder klima, det gælder rent vand og fødevareforsyning. Der er så ekstremt mange ting, som vi ikke formår at løse. Og en del af problemet er jo, at vi har nogle meget svage internationale institutioner, og i det perspektiv er EU igen en meget, meget vigtig spiller i at stoppe op og dæmme op for det her internationale institutionelle kollaps.

Der synes jeg nemlig, det er rigtig vigtigt – som der også blev diskuteret lige før – at EU faktisk har lavet nogle mekanismer, der siger, at man kun kan uddele penge, hvis der er nogle retsstatsprincipper, men også hvis der er noget klimapolitik. Der er det her med genopretningsfaciliteten, som kører nu, jo rigtig interessant, fordi det netop handler om, at de kun udbetaler de her penge, hvis vi laver rigtig klimapolitik. Og det er jo så noget af det, som den nye EU-arbejdsgruppe skal kigge på og følge, altså om vi egentlig lever op til det her og vi faktisk laver god klimapolitik herhjemme, så vi kan få de her penge udmøntet. Jeg har siddet og kigget lidt i den genopretningsfacilitetspakke, og jeg synes faktisk, der er rigtig meget, som man kan arbejde med og skrue op for.

Så samlet set er mine pointer bare mere EU, men også at have en mere reel politisk diskussion og ikke bruge EU som skydeskive. For EU er faktisk den sidste demokratiske internationale organisation, vi har, og det bør vi virkelig værne om.

Der er et par spørgere, der ønsker en kort bemærkning. Den første er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak for det. Når jeg hører ordføreren sige, at vi flytter den politiske diskussion væk, vil jeg sige, at jeg oplever det stik modsatte. Når vi taler barselsregler, har jeg faktisk haft en oplevelse af, at nogle her har ønsket, at vi her i Folketinget skulle lave nye barselsregler, som man ikke kunne komme igennem med, og så er man trukket ned i EU, og så er man glade for, at beslutningen blev truffet i EU.

Det, jeg bare gerne vil høre ordføreren om, er: Er der slet ingen grænse for, hvad der skal besluttes nede i EU? Altså, er der ingenting, som vi kan sige om, at det holder vi faktisk heroppe, fordi det er i Danmark, det skal besluttes, altså vi bestemmer selv? Jeg ville jo synes, at vi selv skulle bestemme her, hvordan barselsreglerne skulle være.

Jeg oplever et EU, der begynder at tænke på, hvordan børnene skal passes – om de skal være i daginstitution, eller om de skal være hjemme. Er det også noget, som ordføreren vil sige at de skal bestemme i EU? Er det ikke noget, hvor vi må få lov til stadig væk at have suverænitet i Danmark?

Ordføreren.

Ja, altså, jeg vil sige, at det jo ikke er EU, der bestemmer det. Det er jo os selv i fællesskab med de andre, der bestemmer det. Og det er måske også der, jeg gerne vil hen, altså til en normalisering: Det er jo bare os, der er med til at bestemme det, og så er der en hel masse andre med, så derfor blæser de politiske vinde i forskellige retninger.

Så vi er med, når der sker noget nede i Bruxelles – jeg er lidt kritisk over for den distance, du laver, ved at sige, at de dernede bestemmer over os. Det er os selv, der er med til at bestemme det. Vi er faktisk 1 ud af de her 27 lande, når de sidder på de der forskellige poster og i de der forskellige dele.

Så pointen er: Det er os selv. Og derfor vil jeg sige, at ja, de kan være med til at beslutte alting der, hvor giver mening. Der kan være nogle ting, det giver mening at vi beslutter her lokalt, men for mig at se bliver vi nødt til at forstå, at verden er ret stor; vi har et lillebitte territorie; næsten alle de politiske diskussioner, vi har, kræver et transnationalt samarbejde; de færreste ting kan vi løse herhjemme; hvis du lukkede alle grænser, ville det være virkelig svært at få fødevarer ind, medicin ind, og hvad ved jeg.

Spørgeren.

Lige nu har vi trods alt stadig væk en opdeling: Der er noget, der er EU-kompetence, og der er noget, der stadig væk er national kompetence. Og vi bestemmer selv, hvad vi lægger over til EU som deres kompetence. Så er det rigtigt, at vi er med dernede – altså, vi har parlamentarikere, og selvfølgelig er vi med i dén sammenhæng.

Det, jeg egentlig bare spørger til, er, om der slet ikke er nogen grænse for, hvad der egentlig skal bestemmes i det store fællesskab. Altså, mener ordføreren reelt set, at vi godt kunne nedlægge Folketinget og sige, at alle beslutninger simpelt hen træffes nede i Bruxelles?

Ordføreren.

Nej, det tror jeg ikke. Det tror jeg ikke giver mening. Det er jo ligesom, at vi også har kommuner. Altså, jeg går da meget ind for, at vi har nogle forskellige lag der, hvor det giver mening. Jeg går også ind for og vores parti går også ind for stærke kommuner, der har meget lokal beslutningskraft.

Så selvfølgelig er det vigtigt med nogle nationale regeringer, som også har noget vigtig beslutningskraft i forhold til nogle nationale territorier, men i koordination og fællesskab med et større hele – lidt ligesom relationen mellem kommunerne og nationalstaten.

Så er det fru Karin Liltorp.

Tak for det. Det er i virkeligheden ikke så meget et spørgsmål, men mere en kommentar, for jeg blev så ked af det, da ordføreren sagde, at hun var meget pessimistisk og syntes, at vi altid brugte EU til at skyde på. Jeg er ikke sikker på, at ordføreren har hørt den samme debat, som jeg har hørt, for jeg synes faktisk, at de fleste af os, der har udtalt sig, har været utrolig positive og set alle mulighederne i EU-samarbejdet. Så derfor vil jeg bare gerne korrigere ordførerens forståelse af, at vi bare bruger EU som en prygelknabe. Det synes jeg bestemt ikke vi gør.

Ordføreren.

Ja, det er faktisk rigtigt. Jeg er glad for den korrigering. Det er rigtigt, at det er nogle enkelte partier, der oftest gør det, men heldigvis er der rigtig mange, der har et andet forhold til EU.

Der er lige en spørger mere. Jeg skulle bare lige sikre mig, at der kun var ét spørgsmål fra spørgeren, og det var der, så nu er det fru Trine Pertou Mach. Værsgo.

Tak for det. Med al respekt for fru Theresa Scavenius er det næsten som at høre De Radikale i 1990'erne tale om EU; at det hele er mennesker og menneskers vilje til at træffe beslutninger og der er ingen strukturer og ingen rammer, som i virkeligheden regulerer noget af det, vi kan. Men spørgsmålet til ordføreren er egentlig: Mener ordføreren, at EU altid leverer klimapolitik, der fremmer Danmarks muligheder for at træffe ambitiøse klimapolitiske beslutninger?

Ordføreren.

Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken og sige »altid«. Men det, der grundlæggende er linjen, er jo ikke, at jeg er vild med alt, hvad der foregår nede i Europa. Jeg vil bare gerne have en politisk samtale om, hvad der skal ske, og hvad vi skal bruge europapolitikken til. Og der kan man bare se, at der sket et skifte lige her på det sidste på klimapolitikfronten, og jeg har generelt været kritisk over for, at der ikke er sket nok, og historisk set har Danmark været mere ambitiøs, end man har været i Europa, men det er bare ved at skifte lige nu, og det er bare det, man skal være opmærksom på.

Spørgeren.

Men er ordføreren så ikke også enig i, at det i virkeligheden er ærgerligt, at det i den her debat, når det i virkeligheden helst skulle handle om substansen, bliver til et spørgsmål om, at Enhedslisten ikke ønsker at diskutere EU's klimapolitiske, hvad kan man sige, rammesætning eller muligheden for, at man fra dansk side kan levere en bedre klimapolitik? Det er jo netop – faktisk som Moderaternes ordfører her sagde – at gå ind konkret og forholde sig til, om den lovgivning, som EU laver, løfter Danmarks muligheder eller ikke løfter Danmarks muligheder. Det er jo den politiske kamp.

Ordføreren.

Men så vil jeg bare sige, at det er en misforståelse; at jeg misforstod dig. For jeg hørte det, som om du sagde, at du var ked af, at man i Europa ikke var særlig ambitiøs i forhold til Danmark, og det mener jeg ikke er rigtigt. Men hvis du mener, at det handler om at lave rigtig meget europæisk klimapolitik, er vi jo bare politisk enige.

Man skal stadig væk passe på med direkte tiltale. Jeg ved, det er svært – der er nogle, der har været her i mange år, som heller ikke altid kan finde ud af det, men vi forsøger at hjælpe hinanden.

Den næste er fru Marianne Bigum. Værsgo.

Mange tak. Jeg kan forstå, at ordføreren efterspørger den ærlige samtale fra det sure provinshul, særlig oven på den tamme EU-redegørelse. Hvad jeg også bed mærke i, var, at ordføreren nævnte et egentlig interessant punkt omkring, at afrikapolitikken kræver en ny landbrugspolitik i Danmark, og jeg vil spørge, om ordføreren kunne uddybe det forslag.

Ordføreren.

Tak for den gode opsummering af, hvad jeg har snakket om. Som jeg også sagde tidligere i forhold til den arktiske diskussion, er det jo meget, meget komplekse spørgsmål, så jeg har ikke alle svarene. Jeg kan bare se, at vi bliver nødt til at kigge på, hvilke konsekvenser vores landbrugspolitik i Danmark og i Europa har for vores nærområder. Der er masser af rapporter, der viser – og jeg er sikker på, at spørgeren også kender alle de rapporter – de negative effekter, det har. Og hvis vi så bekymrer os for flygtninge og vi bekymrer os for alle mulige andre ting, bliver vi nødt til at kigge på: Hvad er årsagen til, at man flygter fra f.eks. Nordafrika? Jamen det er klimaforandringer, manglende produktion af landbrugsprodukter, som vi med europæiske midler underminerer og udkonkurrerer. Det synes jeg vi skulle kigge på, og det håber jeg der på et tidspunkt bliver politisk villighed til.

Der er ikke flere spørgsmål. Så siger jeg tak til ordføreren. Og så er den næste ordfører hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Jeg kunne jo holde en kort tale og bare sige, at jeg i det store hele er dybt uenig i stort set alt det, ordføreren før mig har sagt, men jeg tror nu, jeg vil holde mig til den tale, jeg har skrevet hjemmefra.

Lad mig starte, hvor regeringens redegørelse slutter, nemlig med konferencen om Europas fremtid – et storslået projekt, måtte man forstå, hvor særligt udvalgte EU-borgere i gruppearbejde og på kryds og tværs skulle komme med forslag til alt muligt mellem himmel og jord, som EU lige skulle tage sig af og løse; et projekt, man satte belgieren Guy Verhofstadt i spidsen for, og med Verhofstadt som pennefører skriver mange af konklusionerne jo næsten sig selv på forhånd. Verhofstadt er en af de mest EU-begejstrede politikere i hele EU-systemet, og det siger ikke så lidt.

Konferencen om Europas fremtid bør stå som et dystert eksempel på, hvad det er, vi har i vente. Det er over 300 forslag, der, hvis de gennemføres, vil få nogle meget vidtrækkende konsekvenser for Europas fremtid og for os alle sammen. Og det er forslag om alt muligt – pensionssystemer, børnepasningstilbud, skattelovgivning, arbejdsmarkedspolitik, alle mulige velfærdsordninger og et fælles omfordelingssystem for migranter. Og det er jo bare et lille udpluk. Er man interesseret i at se mere, kan man jo selv gå på jagt i hele den store sluttekst, der på dansk strækker sig over omkring 50 sider, og det er jo altså en ganske lang ønskeliste. Jeg behøver ikke at understrege, hvor vidtgående det vil være, hvis de her forslag nogen sinde gennemføres. Det vil skabe langt større ensretning af Europa, og det er jeg ikke tilhænger af.

Når jeg synes, konferencen om Europas fremtid er så relevant at nævne og at starte min ordførertale med, er det, fordi den står som kongeeksemplet på, at EU desværre har draget en helt forkert konklusion af brexit – en konklusion, hvor jeg frygter, at man giver befolkningerne netop det, briterne reagerede negativt på ved EU, og som de var trætte af, da de havde afstemningen, hvor flertallet af briterne stemte sig ud. Så det er min analyse, at det skyldes et alt for omsiggribende EU, der vil styre og regere alt, som aldrig får nok af magt, som altid vil bestemme mere. Konferencen om Europas fremtid reflekterer ikke tilstrækkeligt over det faktum, at mange borgere gerne ser et samarbejdende Europa, hvor landene og EU-systemet i højere grad end i dag respekterer hinanden og landenes forskelligheder og landenes mangeartede løsninger på almindelige menneskers virkelige problemer.

Europas lande har jo mange måder at søge at løse problemer på – bare tag spørgsmålet om lønninger. I Danmark har vi den danske model, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere sammen tager ansvar og til fælles bedste finder frem til løn- og arbejdsforhold. I andre lande er det politikerne, der lovgiver. Det er to meget forskellige systemer. Jeg tror ikke, vores system ville virke i Italien eller mange andre lande, men Danmark bliver heller ikke noget bedre land af at leve med andres modeller på arbejdsmarkedet. Eksemplet med minimumsløn er desværre ét af mange eksempler på, at EU søger at løse påståede problemer ved at foretrække én løsning, som man så ønsker at trække ned over alle lande. I Danmark risikerer vi minimumsløn – jeg er klar over, at der er en politisk proces i gang, som vi støtter op om, men eksemplet står jo stadig væk. Hvorfor ikke omfavne det mangfoldige og forskelligartede Europa frem for at søge at ensrette det? Jeg begriber det ikke. Men det er ikke desto mindre den kurs, vi er på, og som jeg både frygter og forventer vi vil få mere af i fremtiden.

En af de dagsordener, EU ikke har formået at få styr på, er den voldsomt store illegale indvandring til det europæiske kontinent. Det er ellers ikke nogen ny sag. I 2015 brød Europas grænser sådan for alvor sammen. Godt hjulpet på vej af en uforsigtig, dårligt forberedt og naiv tysk kansler brød de ydre grænser simpelt hen sammen, og mere end 1 million mennesker vandrede ind samme år. Det er de dage og uger, der står skarpest i min erindring – frustrationen, magtesløsheden, men også fraværet af de nødvendige politiske beslutninger for at sikre grænserne og fædrelandet. Det var på alle måder totalt uansvarligt.

Men hvad sker der, hvis historien gentager sig? Hvad sker der, hvis vi får en ny krise a la den, vi så i 2015? Er EU rustet til at håndtere det? Det korte og rigtige svar er nej. EU's ledere har ikke forstået situationens alvor. Kommissæren for indre anliggender, svenskeren Ylva Johansson, har ikke forstået, at den katastrofe, som hun og hendes parti har nedkaldt over Sverige, ikke bør gentages på det europæiske kontinent.

EU prioriterer desværre hensynet til illegale migranter højere end hensynet til europæernes ret til eget land og sikre grænser – desværre. Indvandringskrisen vil mange steder i Vesteuropa blive en demografikrise, hvor stor befolkningstilvækst og massiv indvandring til Vesteuropa vil betyde, at de vesteuropæiske landes befolkningssammensætning vil forandre sig markant. Vil man se, hvad Vesteuropa har i vente, kan man jo bare tage toget til Malmø. Jeg har ikke lyst til mere af den politik. Vestens største problem er demografikrisen.

Der er ikke tilstrækkelige fremskridt i EU-systemet. Heldigvis er der fremskridt i en hel del af medlemslandene, heriblandt en stor del af de østeuropæiske lande, hvor man for nylig viste, at det er muligt at styre indvandringen og håndhæve grænsekontrol ved de ydre grænser simpelt hen ved at gøre det, som EU-eliten hverken kan, tør eller vil – ved at opsætte hegn og mure. Polakkerne, ungarerne og andre har vist en formidabel evne og vilje til at løse de reelle problemer, Europa står over for ved vores grænser, med rigtig grænsekontrol. Tak til dem. Det er lande, som Danmark bør arbejde tæt sammen med for at løse problemerne på migrationsområdet.

Vores nabolandes kurs vil jeg til gengæld gerne advare kraftigt imod. I Tyskland har den nye regering vedtaget en politik, der gør det muligt at opnå tysk indfødsret efter bare 3 år. Den nye tyske regering synes at have kopieret alt det på udlændingeområdet, der har vist sig ikke at virke i den såkaldte humanistiske stormagt Sverige. Men ikke nok med det – i relation til redegørelsesdebatten, vi har i dag, er det også interessant at se de sigtelinjer, den tyske regering har lagt frem i sit politiske program, der vedrører EU og omverdenen. Den tyske regering ønsker tilsyneladende, at konferencen om Europas fremtid skal ende med et forfatningsgivende konvent, der skal føre til en egentlig føderal europæisk forbundsstat. Det skriver de tilmed.

Lad mig sige det, som det er: Danmark deler ikke mange dagsordener med de lande, der ligger tæt på os og egentlig burde være vores nære forbundsfæller. I stedet bør vi søge samarbejde om de vigtige dagsordener med lande, der hverken går ind for en føderal forbundsstat eller ønsker at lade grænserne stå pivåbne for den næste strøm af uindbudte migranter. Det vil være min klare opfordring til udenrigsministeren.

Sidste år vendte jeg hjem til det danske Folketing efter at have været medlem af Europa-Parlamentet i omkring 3½ år. Det har været en stor ære for mig at repræsentere de næsten 300.000 danskere, der stemte på Dansk Folkeparti til europaparlamentsvalget i 2019. Men jeg har også en bøn. Jeg synes, vores medier og debatten i Danmark levner alt for lidt plads til de vigtige og store dagsordener, der udspiller sig bl.a. i Europa-Parlamentet, hvor danske europaparlamentarikere generelt har store opgaver at løfte og stå til ansvar for. Mit ønske for debatterne om Europa og EU skal derfor være, at de får et større fokus. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Karin Liltorp, Moderaterne. Værsgo.

Tak for det. Nu kunne jeg forstå, at ordføreren mener, at EU har svigtet totalt i forhold til migrationsproblemet. Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstod det – mener ordføreren, at alle problemer med migration vil blive løst, hvis bare vi opsætter et hegn?

Ordføreren.

Nej, jeg mener, at vi skal bygge Fort Europa.

Er der yderligere en kort bemærkning? Nej. Så siger vi tak til fru Karin Liltorp. Så er der en kort bemærkning til fru Theresa Scavenius, Alternativet. Værsgo.

Jeg vil bare spørge ordføreren, om ordføreren vil være interesseret i at lave politik for det, der er årsagen til, at der er nogle, der flygter, i stedet for bare at ville sætte et hegn eller en mur op.

Ordføreren.

Jamen det vil jeg gerne, for jeg vil gerne løse problemer ude i verden. Jeg tror bare, at hvis man kigger på indvandring, så er det mere realistisk at beskytte grænserne, end det er at løse alle Afrikas problemer.

Værsgo.

Men er ordføreren f.eks. klar over, hvilke negative økonomiske konsekvenser vores landbrugspolitik har for Nordafrikas muligheder for at have en bæredygtig, selvstændig økonomi?

Ordføreren.

Tag ikke fejl – jeg ønsker Nordafrika og det afrikanske kontinent og alle andre lande ude i verden alt godt og alt det bedste, og hvis vi kan føre en politik, der er til glæde for dem og til glæde for os, så er det absolut kun dejligt. Så nej, jeg har ikke som sådan noget imod, at vi fører en politik, som andre også har noget ud af. Jeg synes bare, det er nærliggende også at kontrollere vores ydre grænse og se, hvem det er, der kommer ind.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke, at der er flere korte bemærkninger, og så går vi videre til udenrigsministeren.

Tak for det, og tak for de mange gode indlæg. Det har faktisk været, synes jeg, rart at sidde og lytte til sådan en bred europapolitisk debat. Til hr. Peter Kofod vil jeg sige: Ja, man godt kunne ønske sig, at danske medier også interesserede sig mere for EU-spørgsmål, for dækning af parlamentet og for så vidt også dækning af det her parlaments europapolitiske debat, men det ligger jo uden for, hvad vi har direkte indflydelse på. Til gengæld synes jeg sådan set, at der er rigtig meget, der går igen, når man lytter til ordførerne, om end afsættet selvfølgelig er naturligt forskelligt – der er mange partier her på Christiansborg. Der er dog mange, der argumenterer for behovet for et handlekraftigt EU, der kan håndtere de store udfordringer, og det er også der, regeringen står.

Jeg vil fokusere på nogle af emnerne i redegørelsen, som jeg tror bliver centrale i den kommende tid: krisen i Ukraine, de afledte konsekvenser deraf, grøn omstilling, konkurrencepolitik, forsvar og sikkerhed, pres fra irregulær migration og retsstatsprincippet. Der er jo rigtig, rigtig mange ting.

Som flere også har været inde på, er det år, som den her redegørelse redegør for, nemlig 2022, jo et ganske særligt år, og det kommer til at stå mejslet ind i historiebøgerne ligesom året med 9/11 og ligesom året med Berlinmurens fald, og det vil det gøre på grund af Ruslands ulovlige angrebskrig mod Ukraine: vor tids største geopolitiske udfordring og noget, vi kommer til at håndtere konkret. Det gælder krigen, men også de afledte konsekvenser mange år frem.

Jeg synes, det, der står tilbage, jo trods alt er det håbefulde, at EU kan levere. Vi har vedtaget ti pakker med hårde sanktioner mod Rusland, over 1.000 individer og enheder er omfattet, mange sektorer er underlagt import- og eksportbegrænsninger, og det betyder, at Rusland ikke længere har adgang til vigtige produkter og teknologi. Det er også en udfordring for os selv, men EU-enigheden har holdt. Det er jo et af de steder, hvor Putin totalt har fejlanalyseret situationen, da han gik ind i Ukraine. EU har ydet omfattende økonomisk støtte med over 7 mia. euro i bistand, 18 mia. euro i lånegarantier, og for første gang i EU's historie har vi bidraget til levering af dødbringende våben – håndvåben, artilleri, kampvogne og mere – for over 3 mia. euro. Og vi fortsætter nu med drøftelser om, hvordan vi kan bringe ny ammunition til ukrainerne. Så Europa leverer, når det gælder.

Men vi står naturligvis på flere ben. EU har også leveret omfattende livreddende humanitær assistance i Ukraine. Vi har taget imod millioner af flygtninge, som har fået adgang til bolig, uddannelse og sundhedsydelser. Særlig vores polske venner og de øvrige grænselande har holdt for. Det sætter vores egen indsats noget i perspektiv, men vi har ydet vores bidrag politisk, militært, økonomisk og humanitært. Der er mange ting, man kunne fremhæve, men jeg vil nøjes med at fremhæve, at vi jo senest har doneret hele vores artilleri til Ukraine, har indgået et samarbejde med Tyskland og Nederlandene om en donation af mindst 100 Leopard 1-kampvogne – det er meget betydelige og højt efterspurgte bidrag – og lige nu kigger vi så i EU på, hvordan vi i fællesskab kan sikre den nødvendige ammunition til Ukraine og vores egne våbenlagre både på kort og på længere sigt. Og det forhold, at vi fik fjernet forsvarsforbeholdet, vil jo også betyde, at vi, når Folketinget har håndteret de beslutningsforslag, som følger af det, mere aktivt kan gå ind i den indsats og koordinere med de andre lande.

Der har været handlet, og det har ikke kunnet være anderledes, for Ukraines frihedskamp er jo også vores kamp og Europas kamp for den frihed, som vi har vundet gennem århundreder og fortsat må kæmpe for, og i dag er det med støtte til Ukraine på alle de måder, vi kan det. Ukraine, Moldova og Georgien søgte kort tid efter krigens start om medlemskab af EU, og helt ekstraordinært valgte EU i juni at tildele kandidatstatus til Ukraine og Moldova, og Georgien blev stillet kandidatstatus i udsigt mod opfyldelse af en række betingelser. Det viser jo et perspektiv, og det er også noget, vi kommer til at skulle håndtere de kommende år, for nogen helt enkelt sag er det ikke. Men regeringen støtter et EU-medlemskab for Ukraine på sigt og vil stå fast på en åben og meritbaseret udvidelsesproces, og i mellemtiden må vi knytte Ukraine tættere til EU på andre måder. F.eks. er Ukraine blevet koblet til det europæiske elektricitetsnet, og der er et arbejde i gang for at knytte Ukraine tættere til det indre marked.

Krigen i Ukraine har mange følgevirkninger. Forbrugere og virksomheder i EU har i det forgangne år oplevet store prisstigninger på el og gas, og vi har med en lang række nødtiltag samarbejdet i EU om at nedsætte gasforbruget, det er faldet med 20 pct., og fylde gaslagrene op til vinteren. Vi har indført fælles indkøb, indtjeningsloft og solidaritetsbidrag på fossile producenter og meget mere. Og vi har måttet gøre op med afhængigheden af russisk gas. Danskere og hele Europa har været nødt til at spare på energien, og samtidig har vi sat turbo på udrulning af de grønne alternativer med hjælp fra EU’s genopretningsfond og den såkaldte REPowerEU-plan. Der er som et nødtiltag blevet vedtaget hurtigere godkendelsesprocedure for udbygningen af vedvarende energi. Og det er alt sammen i Europas, Ukraines og ikke mindst klodens interesse.

Det har ikke været nemt at blive enige om alle disse tiltag. Det var nødvendigt at gribe ind over for de tårnhøje priser. Men omvendt er det ikke nogen hemmelighed, at Danmark var og stadig er skeptisk over for nogle af idéerne til indgreb. Vi mener grundlæggende, at EU’s energimarked er velfungerende, og vi skal derfor tænke os godt om, før vi griber ind i markedet. Og i dag er Kommissionen så kommet med et forslag til en reform af elmarkedet, og set fra dansk side skal reformen snarere være en evolution end en revolution. Men det rokker ikke ved, at der er handlet i et hidtil uhørt omfang.

Klimaet står fortsat højt på regeringens dagsorden, og Danmark er gået i front i EU for at sikre et højt ambitionsniveau. Det var også til debat her, altså hvordan man flytter den her sag mest. Er det med nationale tiltag eller europæiske tiltag? Og så kan man sige, at et mellemlangt skridt for hele menneskeheden rykker os alle sammen lidt længere end et meget stort skridt, som jeg alene tager. Hvis vi skal flytte noget her, er der brug for et europæisk perspektiv, og den grønne omstilling er et vigtigt middel til at gøre os fri af russisk gas. Vi er nu på vej i mål med forhandlinger om den store klimapakke »Fit for 55«, vi har besluttet at reformere og udvide EU's kvotehandelssystem, og lige nu forhandler vi i slutfasen om en højere ambition på vedvarende energi og energieffektivitet. Det er ambitiøse tiltag, som vil kunne mærkes af alle europæiske borgere, ikke mindst af danskerne. Klimapakken vil bidrage til at realisere vores egen ambitiøse målsætning for 2030 om en reduktion af CO2-udledninger på 70 pct. Men EU kan selvfølgelig ikke løfte opgaven alene, og derfor går EU med Danmark i spidsen også forrest i det internationale klimadiplomati. Vi skal have de største udledere til at sætte højere ambitioner, men også understøtte de grønne løsninger og en retfærdig energiomstilling i udviklingslandene, og derfor skal EU’s internationale investeringsstrategi, den såkaldte Global Gateway, også bidrage med massive investeringer, så udviklingslande vælger den grønne vækstvej. I det lys er det jo så også positivt, at USA nu har meldt sig fuldtonet ind i den grønne klimakamp, kan man sige. Store investeringer på begge sider af Atlanten vil sætte den grønne omstilling op i gear.

Men der er jo ikke noget, der er enkelt. Alt rummer en kompleksitet, og det gør det her jo også. For det skaber selvfølgelig også en bekymring om, om den amerikanske klimalovgivning, Inflation Reduction Act, risikerer at trække produktion og investeringer fra EU til USA. Og derfor har vi været i god dialog med USA om de mere problematiske forhold i lovgivningen og om et styrket partnerskab for den grønne omstilling, og vi er på vej med forslag om, hvordan Europa skaber bedre betingelser for grøn produktion og investeringer hjemme. Og på torsdag, altså i overmorgen, ventes Kommissionen at foreslå en net zero industry act med det formål.

Det er ikke noget forslag, jeg har nærstuderet endnu, men jeg og regeringen deler ambitionen om, at EU skal være førende globalt på den grønne teknologi. Grønt lederskab styrker vores konkurrenceevne og sikrer grøn, stabil energiforsyning, og derfor er der behov for smidigere regler og hurtigere godkendelsesprocedurer, der kan sætte tempo og turbo på udbredelsen af vedvarende energi til fordel for Europa, Ukraine, Danmark og fremtidige generationer.

Også den her problemstilling er bredere end som så. Den verden, som vi har været vant til, er forandret, og den globale samhandel har ændret karakter. Vi står over for en ny globalisering, hvor EU skal finde sin plads, samtidig med at vi ser mulighederne og sætter dagsordenen. International samhandel handler nu også om sikkerhed mere end det har gjort længe, og derfor kommer Kommissionen også på torsdag med et forslag om kritiske råstoffer, fordi vi jo på nogle områder er blevet for afhængige af omverdenen og af enkeltlande, f.eks. på det her område med de kritiske råstoffer, som er centrale for vores grønne omstilling.

Hvis vi i fremtiden skal undgå at være sårbare på kritiske områder som f.eks. energi, så er der behov for en robust handels- og industripolitik, der understøtter europæisk forsyningssikkerhed og sikrer EU's rolle i morgendagens teknologier, uden at EU lukker sig om sig selv. Det er også derfor, at regeringen går åbent ind i diskussionen om EU’s regler for statsstøtte. Men vi står samtidig står klippefast på, at eventuelle ændringer af dem skal være målrettet og fokuseret dér, hvor vi har et konkret behov. For det er ikke i Danmarks eller Europas interesse at accelerere et statsstøttekapløb, hverken internt i EU, hvor vi skal holde fast i det indre marked, eller globalt. Det er det, der er fundamentet for vækst og konkurrenceevne i Europa.

Vi skal også udnytte EU's bilaterale handelsdagsorden og satse på at styrke EU's modstandskraft ved at diversificere forsyningskæder gennem handelsaftaler og økonomiske partnerskaber med pålidelige globale partnere. Vi skal gøre det endnu mere attraktivt at investere og innovere i EU, men det skal ske med vores værdier i behold. Sidste år tog vi nogle skridt for at holde trit med den digitale omstilling. Vi fik tæmmet techgiganterne med nye regler for indholdsmoderation på deres platforme og fair konkurrence på digitale markeder. Og i forlængelse af det fik vi etableret et nyt digitalt diplomati for EU. Vi skal ikke være bange for at sætte standarder i Europa, som kan blive til globale normer.

Så vil jeg også gerne sige et par ord om det fortsatte immigrations- og flygtningepres på Europa, som også har været adresseret her i debatten. Og det er jo rigtigt, at visse medlemslande nu oplever et ankomsttal på højde med situationen i 2016. Det er min overbevisning, at tænkningen har flyttet sig. Der er større enighed i EU-kredsen nu om behovet for at kontrollere strømmene og beskytte EU's ydre grænser, end der var, og man kan fornemme, at der er interesse, også for bl.a. danske tanker om at finde nye måder at håndtere presset mod Europa på. Der er også taget store skridt siden 2015. Vi har bl.a. fået ti migrationshandleplaner for særligt prioriterede lande til at forhindre og forebygge den irregulære migration mod EU, og Kommissionen har fremlagt to regionale handleplaner for Vestbalkan og det centrale Middelhav. Der er også enighed om, at vi skal have styr på EU's ydre grænser, og at EU nu skal investere betragtelig mere i infrastruktur for at styrke EU's ydre grænser, og at vi skal hjælpe de medlemsstater, der oplever størst migrationspres. Så det er et EU, der handler mere, og det er der også brug for, for den geopolitiske udvikling betyder, at vi har brug for et stærkt EU. Vi er blevet mere fokuseret på ligeværdige og interessedrevne internationale partnerskaber og på at bruge EU's økonomiske muskler til at forsvare interesser og værdier. Det er godt, og det er nødvendigt i den fremtid, vi ser ind i.

Partnerskabet mellem EU og USA er stærkt og i udvikling. Vi har set det i samarbejdet om sanktioner mod Rusland, men vi skal også være bedre til sammen at sætte standarder for nye teknologier som kunstig intelligens og kvanteteknologi, og ikke mindst udvikle dem sammen. Siden redegørelsen kom ud, er der sket en positiv udvikling i forholdet til Storbritannien i form af den nye aftale om implementering af Nordirlandsprotokollen. Vi er ved at kigge nærmere på den aftale, og vi ser frem til, at vi nu forhåbentlig kan komme videre i at udvikle vores forhold til UK, som er en tæt partner, ikke mindst i lyset af den geopolitiske situation. Og apropos den, så er sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU jo i rivende udvikling, og derfor er det meget glædeligt, som jeg også berørte det til en start, at Danmark sidste år stemplede fuldt og helt ind med den historiske afskaffelse af det danske EU-forsvarsforbehold. Vi har udsendt vores første bidrag til en militær EU-operation i Bosnien-Hercegovina sidste år, og vi har netop besluttet at genudsende bidraget i anden halvdel af 2023. Samtidig arbejder vi jo som bekendt med at melde os ind i forsvarsagenturet og forsvarssamarbejdet PESCO. Det er i proces i Folketinget.

EU har etableret to nye militære missioner i 2022 til støtte for henholdsvis Ukraine og Niger, og vi undersøger netop nu, om relevante danske træningsaktiviteter af ukrainske soldater kan tilmeldes EU's militære mission til støtte for Ukraine. Den europæiske fredsfacilitet har vist sig at være et effektivt redskab i forhold til at understøtte finansiering af våben til Ukraine, og EU har foreslået yderligere samarbejde om fælles forsvarsindkøb, så vi øger produktionen uden at overbyde hinanden, når vi fortsat skal støtte Ukraine militært og samtidig fylde vores egne våbenlagre op.

Jeg glæder mig også over, at EU og NATO i januar i år underskrev en ny fælleserklæring om et styrket samarbejde. Den understreger, at de to organisationer har meget at samarbejde om og meget at tilbyde hinanden, og at vi ikke skal duplikere, men supplere til gavn for vores fælles sikkerhed. Alt det her hviler jo så på et sæt fælles værdier, som er fundamentet for det europæiske samarbejde, og derfor er det selvfølgelig også helt afgørende, at alle medlemslande efterlever vores værdier, ikke mindst retsstatsprincippet.

Sammen med Kommissionen og ligesindede lande vil Danmark fortsætte sit stærke engagement for, at det sker, også ved EU-Domstolen, når det er påkrævet. Manglende efterlevelse af vores fælles værdier bør have konsekvenser. Af samme årsag ser jeg også positivt på den udvikling, som vi så i 2022, hvor manglende efterlevelse ledte til økonomiske konsekvenser. Det så vi med retsstatsmekanismens anvendelse mod Ungarn, der ledte til suspenderingen af midler svarende til ca. 47 mia. kr. Og vi så med den polske og den ungarske genopretningsplan, hvor opfyldelsen af en række retsstatsrelaterede milepæle er en betingelse for udbetaling af EU-midler. Og ja, vi følger løbende det, der bl.a. blev rejst som et spørgsmål, nemlig lgbt-rettigheder, og forsøger at holde os på den proaktive side af den streg. Det er vigtigt. Nu ser vi så både polske og ungarske forsøg på at leve op til kravene og milepælene på retsstatsområdet, som genopretningsplanerne og retsstatsmekanismen kræver, og det vil vi fra dansk side naturligvis følge nøje. Det er også vigtigt i lyset af fremtidige udvidelser af EU. Det sender jo et signal til dem, der står i kø for at blive medlem.

Lad mig så her til sidst i den her tour de force, som jo i virkeligheden dækker over, at der er sket ufattelig meget i EU i 2022 – det var den debuterende ordfører for Liberal Alliance også inde på – sige, at når man står her og ser det i en sammenhæng, så bliver man jo næsten forpustet. Men jeg vil gerne vende tilbage til et gennemgående tema i redegørelsen, også i det, jeg har sagt her, nemlig at de seneste år har vist, at EU kan håndtere de store internationale kriser, som rammer os, og som vi som enkeltlande ikke kan klare alene hver især; som vi ikke har en kinamands chance for at håndtere hver især. Det er ikke altid kønt, og det er ikke altid lige bull's eye, i forhold til hvad man kunne sidde på sit eget studerekammer og tænke, f.eks. at noget ville være den optimale, rigtige løsning, og hvis alle bare kunne se det. Og det tager tid, for der er 27 lande, der skal blive enige. Det er ikke altid nemt at blive enige om sanktioner, det er ikke altid nemt at finde de gode løsninger på de høje energipriser, og alle skal undervejs gå lidt på kompromis.

Men jeg synes bare, at det, der står tilbage, når man læser den her redegørelse, også når man lytter til debatten her i dag, er, at uden det her EU-samarbejde, som vi for 50 år siden meldte os ind i, så ville vi have stået meget svagere i håndteringen af de seneste års kriser. Det står tilbage. Og det står også tilbage, at EU har vist større sammenhold og større beslutningskraft, end de fleste havde ventet, og det er bundlinjen for det, jeg vil sige. Det er godt, det er godt for Europa, men det er jo i særlig grad også godt for et lille land som Danmark. Tak for debatten.

Tak til udenrigsministeren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra fru Theresa Scavenius fra Alternativet. Værsgo.

Jeg er rigtig tilfreds med, at ministeren har en rigtig god tilgang til Europa og netop fokuserer på værdierne. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi netop fokuserer på det og ser det som et fælles politisk projekt, hvor vi deler værdierne. Det er også derfor, jeg tænker, at vi på den måde kan tale EU op som et politisk fællesskab. Og det, jeg bare vil bemærke, er, at det her med annullationsspørgsmålet så går lidt i en anden retning.

Men det, jeg i virkeligheden gerne vil spørge om og bruge tiden på, selv om der jo er tusind ting, man kunne spørge om, er det her med statsstøttekapløbet. For vi har et andet instrument, og det er, at vi kan regulere og vi kan udfase den sorte energi. Det vil faktisk skabe det bedste rum for, at de frie markedsaktører selv kan finde ud af, hvad de rigtige løsninger er. Jeg er enormt bange for den statsstøtteordning, der kommer nu, hvor man fra statslig side skal lave en hel masse puljer, som ødelægger markedet, og jeg er sikker på, at ministeren måske netop er politisk enig i det. Men hvordan sikrer vi, at vi ikke får den der uhensigtsmæssige statslige indgriben i et marked i stedet for netop at understøtte det frie marked?

Udenrigsministeren.

Jamen jeg skal da sige helt åbent, at vores tilgang til spørgsmålet om statsstøtte – og med vores taler jeg om regeringens og dermed også Danmarks, for det har egentlig været positionen under skiftende danske regeringer – jo er under en eller anden form for revision, ikke? For Danmark er en lille åben økonomi. Vi lever af fri handel, level playing field, og der skal ikke være en konkurrence på statskasser eller gældsætning. Over for det står jo så den virkelige verden, vi lever i, hvor vi er nødt til at forholde os til, at vi udfordres som kontinent af et fremadstormende Kina, som jo har en noget anden økonomisk model end den, vi bruger hertillands, og et USA, der nu også virkelig flytter sig. Det er vi jo nødt til at forholde os til, og så skal vi finde det rigtige gensvar.

Det rigtige gensvar kan ikke bare være statsstøtte. Det rigtige gensvar kan heller ikke bare være regulering. Altså, det rigtige gensvar må være et balanceret gensvar. Og fokuseret statsstøtte, hvor vi så samtidig også står vagt om at fastholde det indre markeds autonomi, så vi ikke pludselig får en konkurrence mellem de 27 lande, er en del af det, men det står selvfølgelig ikke alene.

Tak. Er der en anden kort bemærkning?

Hvad angår det balancerede, er der sikkert flere instrumenter, man skal bruge. Jeg vil bare gentage, at det her med udfasning af den sorte energi faktisk er et godt instrument. Jeg har lige været til debat i Dansk Erhverv og Green Power Denmark, hvor de netop snakker om den her grønne elektrificering af hele vores industri. Og det kunne måske være et redskab, man kunne bruge som en del af den her pakke med løsninger, vi kunne lave.

Udenrigsministeren.

Men det er jo også en del af det, altså at sætte sig nogle ambitiøse mål for, hvordan vi udfaser de fossile brændstoffer – det, der ligger i Fit for 55 – for det er jo vejen til, hvordan vi flytter noget ved ikke at gøre det i 27 nationale tiltag, men ved at gøre det sammen, hvorved vi så også netop bevarer den her level playing field-tilgang altså en fair konkurrence landene imellem og i øvrigt også kan sætte et internationalt eksempel, ikke? Så det understreger jo bare pointen om, at det ikke bare er ét værktøj, man skal tage op og hamre løs med, men at man skal gøre mange ting på samme tid.

Så er det hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Jeg vil gerne spørge ind til Tyskland i den her sammenhæng. Det er Europas største land, den største økonomi. Man kan også godt sige, at det i mange EU-sammenhænge også er det væsentligste land i Europa, når det kommer til magten. Og jeg synes, at når man sådan kigger tilbage på de sidste år, må man sige, at den tyske elite har truffet enormt mange dårlige beslutninger, som på et eller andet tidspunkt kommer til at ligge Europa til last. Altså, jeg kan huske, at da Rusland væltede ind i Ukraine, var der repræsentanter fra de tyske mainstreampartier, regeringspartierne, der i Europa-Parlamentet stadig ikke ville anerkende, at energipolitik hang sammen med sikkerheds- og udenrigspolitik. Det kom bag på alle os andre. Jeg tror også, der er en bred konsensus om, at den tyske linje på migrationsområdet har været et problem, at eurokonstruktionen har været et problem osv. osv.

Så mit spørgsmål til udenrigsministeren er i virkeligheden: Har Danmark ikke brug for en ny tilgang til Tyskland, en ny tysklandspolitik, der tager højde for den her totalt afkoblede tyske elites dårlige beslutninger og investeringer på Europas vegne?

Udenrigsministeren.

Jeg ser nok en lille smule anderledes på det. Vi har ikke brug for en ny tysklandspolitik; vi har brug for at stå vagt om den, vi har, som sådan set hviler på at have et større bilateralt engagement med Tyskland, fordi Tyskland på mange måder er nøglen til at flytte Europa. Og hvis man synes – og det har man lov at synes, og det oplever jeg sikkert også selv fra tid til anden – at der er tyske positioner, som ikke er sammenfaldende med ens egne, kan svaret jo ikke være at vende ryggen til Tyskland og bede om et andet Tyskland. Altså, så må svaret jo være at engagere sig med Tyskland.

Jeg synes f.eks. ikke, man skal undervurdere den tale, som kansler Scholz holdt, og den effekt, den har haft, også på resten af Europa. Den var direkte udslagsgivende for, at man på et nævnsmøde her i Danmark, samme aften, hvor den blev holdt, i virkeligheden initierede det, der blev det nationale kompromis. Altså, det var jo direkte et dansk gensvar på, at en tysk kansler sagde, at nu er Tyskland nødt til at træde i karakter.

Hr. Peter Kofod for sin anden korte bemærkning.

Tak for det. Jeg synes bare, man må anerkende, at når man ser på nogle af de store udfordringer, Europa har haft over de seneste år, er der kommet bedre svar fra Warszawa, end der er fra Berlin. Migration og Rusland er vel i virkeligheden de to væsentligste eksempler, som polakkerne advarede os om, mens tyskerne ikke forstod situationens alvor. Og mit spørgsmål til udenrigsministeren er meget simpelt, for jeg ønsker ikke, at vi skal lukke døre til Tyskland. Tyskland er et stort land, en væsentlig økonomi, så det kan man ikke. Mit spørgsmål er, om Danmark har den rigtige linje over for Tyskland, eller om vi i stedet for skulle lægge vores æg i en anden kurv i det europæiske samarbejde.

Udenrigsministeren.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad det betyder at lægge sine æg i en anden kurv. Altså, jeg tror, det bliver svært at drive EU fremad uden om Tyskland. Og det er jo så i øvrigt også mere åbenlyst nu efter brexit. Indtil brexit havde Tyskland vel sådan en eller anden balancerolle, altså tit og ofte mellem nogle londonpositioner og nogle parispositioner, og Tyskland var mediator. Og nu skal det jo ikke være et historisk evalueringsmøde om den tidligere tyske kansler, men jeg synes faktisk også, at når man betragter den tidligere tyske kansler, er man altså også nødt til ligesom at have for øje, hvad det var for en mediatorrolle, hun spillede.

Tyskland er en central aktør, og vi skal præge Tyskland. Og det er på en meget, meget trist baggrund, men det, man kan glæde sig over, er, at krigen i Ukraine også har ført til, at noget af det støv, der faldt ned fra anden verdenskrig, og som et eller andet sted altså handlingslammede Tyskland i forhold til at tage et internationalt ansvar, på en eller anden måde er blevet børstet af. Og det er jo det, vi skal bygge videre på.

Så er det fru Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Tak igen til ministeren for hans redegørelse. I redegørelsen er der en passage om EU's grundlæggende værdier, herunder retsstatsprincipperne. Jeg lagde mærke til, at ministeren også selv bragte det op i forhold til Europa-Kommissionens sagsanlæg mod Ungarn. Jeg vil spørge ministeren, om den proaktive side, som ministeren siger Danmark tager i den her sag, også kommer til at indebære, at regeringen i lighed med andre ligesindede europæiske lande vil intervenere til støtte for Europa-Kommissionen i sagen om Ungarns anti-lgbt-lov. Det er i håb om, at vi kan spare et samråd, som vi haft svært ved at finde tid til.

Udenrigsministeren.

Så vil jeg håbe, at det samråd ligger lidt ude i fremtiden – ikke ret langt, men så langt, at jeg kan nå at afklare det spørgsmål på en for spørgeren tilfredsstillende måde. For at være helt åben om det er det spørgsmål i proces. Men jeg har en god fornemmelse af, at processerne fører til, at den danske position bliver sådan, at samrådet kan spares.

Er der en anden kort bemærkning? Ordføreren, værsgo.

Det er der. Og så vil jeg så bruge anledningen til at spare mit opfølgende spørgsmål – tak for tilkendegivelsen – og komme med en kommentar. Ministeren fortalte om individuelle skridt kontra mellemstore skridt i fællesskab, og jeg vil bare for en kort bemærkning minde om, at de her klimaskridt, der skal tages, jo også helst skal være store nok, sådan at det hele ikke når at kollapse omkring os, inden vi når i mål.

Udenrigsministeren.

Det er jeg fuldstændig enig i. Jeg har det med at bruge billeder en gang imellem, og de er ikke nødvendigvis altid lige gennemtænkte. Men det var egentlig bare et forsøg på at tale ind i det, at nogle advokerer lidt for og med streg under nationernes Europa, og at det ikke er ambitiøst nok, og at vi skal gøre tingene selv. Der hviler det jo tit på den antagelse, at så vil resten af flokken fortsat være lige så ambitiøse, som de er uden vores aktive deltagelse. Ved at tage nogle større skridt selv vil vi flytte det hele længere. Jeg synes bare, at man glemmer det forhold, at når man laver kompromiser i Europa, trækker det begge veje. Dem, der er ambitiøse, trækker jo også de mindre ambitiøse op, så de bliver forpligtet kollektivt på nogle fælles kollektive skridt. Det tror jeg grundlæggende vi er enige om, og så kan man altid diskutere, hvordan de der balancer skal være. Men det er i hvert fald uomgængeligt, at vi jo ikke løser den grønne omstilling her i Folketingssalen, hvis ikke resten af Europa arbejder med.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Og tak for det, jeg hører udenrigsministeren sige, om, at der på migrationsområdet er en større enighed i EU, og at der også er en opbakning til at styrke de ydre grænser og gøre noget ved det. Men et af de værktøjer, som regeringen selv har lagt op til skal bruges, er jo, som der står i regeringsgrundlaget, at der skal oprettes modtagecenter uden for EU. Så derfor bliver jeg nødt til at spørge udenrigsministeren: Hvad er status på det her center? Hvornår sker der noget, og hvordan er stemningen for det i de andre EU-lande?

Udenrigsministeren.

Jamen der sker jo noget hele tiden, for det her spørgsmål om migration er jo genstand for en løbende drøftelse og var det også på det seneste topmøde og bliver det igen, fordi tallene jo desværre begynder at vokse oven på bl.a. covid-19, som var en af grundene til, at de faldt. Så vi har vel aktuelt i Europa et samlet asyltal i en størrelsesorden af millioner. Og der går vi jo ind i det med den danske vinkel, som jo i virkeligheden er holistisk, og som jo handler om at gøre mange ting på en og samme tid.

Nu lagde jeg mærke til den ordveksling, der var, om, hvorvidt vi skulle kere os om f.eks. Afrika. Det er jo nødt til at være en strategi, der hviler på, at vi både rækker ud til f.eks. Afrika med stærkere partnerskaber, så der tændes et håb om, at der også er en fremtid i Afrika, at vi, sådan at vi får noget for noget, understøtter det i Global Gateway, mod at der bliver bedre tilbageleveringsaftaler, mod at vi har særlige partnerskabsaftaler med udvalgte lande, at vi hjælper dem med at beskytte deres egne kyster osv. Det er jo den diskussion, der pågår, og der siger jeg bare – også med den erfaring, jeg har, fordi jeg sad der i 2015 – at der opleves de danske synspunkter ikke så isolerende, som de måske gjorde dengang. Så tingene er i bevægelse, men det er ikke det samme, som at man er i mål.

Der er yderligere en kort bemærkning til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak for svaret. Jeg synes jo ikke helt, jeg fik svar på spørgsmålet, der helt præcist handlede om modtagecentret, som regeringen nævner i regeringsgrundlaget. Hvordan ser det ud med det? Hvornår ser vi nogle tegninger til det eller planer for det? Hvad sker der i hele taget i den sag?

Udenrigsministeren.

Jamen hvis man læser regeringsgrundlaget, så vil man jo se, at regeringen har den ambition at ville prøve at få det her koncept gennemført i en europæisk ramme, og ud af det kan man jo modsat også slutte, at regeringen ikke har en ambition om, at det skal gennemføres i en bilateral øvelse alene mellem Danmark og et afrikansk land. Vi forsøger at forfølge det spor og få det her koncept op at stå i en europæisk ramme, og der er det, jeg siger, at der er en større lydhørhed over for det her koncept, for den her tænkning, end der var før. Så det er det spor, vi forfølger.

Så er det fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og mange tak for ministerens afrunding her med de mange facetter, som den her debat rummer og også har haft i eftermiddag, og som EU-debatten jo skal have. Så tak for faktisk også at tage debatten alvorligt der, hvor den står her i salen – kompliment for det.

Mit spørgsmål er følgende: Jeg er egentlig enig med ministeren i, at man ikke kan løse problemer i verden ved at være sig selv nok, og jeg er også enig i – det var også det, jeg gjorde rede for i ordførertalen – at vi skal have et europæisk samarbejde; det er nødvendigt, og det er også ønskeligt. Vi er givetvis ikke enige om, hvordan det skal skrues sammen, og hvad præmissen skal være for det. Men derfor vil jeg også gerne spørge lidt ind til regeringens syn på EU's rolle i den store verden. Altså, en ting er, at man nu går ind på et spor, der handler om de her modtagecentre – der er Enhedslistens synspunkter velkendte – men en anden ting er i virkeligheden årsagen til, at mennesker drives på flugt, og EU's rolle i verden i forhold til at bekæmpe årsagerne til flugt og fordrivelse.

Udenrigsministeren.

Det er jo i virkeligheden et kæmpestort spørgsmål. Men først og fremmest vil jeg notere mig, at vi er enige om, at EU har en rolle at spille her, og det var egentlig også det, jeg forsøgte at antyde ved at sige, at man nok er nødt til at have en mere holistisk tilgang. Altså, hvis man vil passe på Europa, gøres det jo ikke kun ved at bygge et hegn; hvis man vil passe på Europa, må man også yde sit bidrag til, at resten af menneskeheden kan passe på sig selv der, hvor resten af menneskeheden befinder sig. Og det handler jo bl.a. om at have en strategi for f.eks. Afrika, som hviler på at tilbyde Afrika et udviklingsmæssigt perspektiv – at man strategisk åbner sine egne markeder for Afrika; at man som alternativ til illegal migration har visse døre stående åbne for legal migration; at man laver programmer, hvor unge afrikanere kan komme til Europa og studere og dygtiggøre sig med det sigte, at de vender hjem igen.

Det er nødt til at være det. Det er jo nødt til at være den brede tilgang. Det er jo bl.a. også derfor, at regeringen selv i sit eget regeringsgrundlag har annonceret en Afrikastrategi. Vi overtager formandskabet for EU i 2025, og jeg skal jo ikke stå her og sige, at de ting hænger sammen en til en, men det ville da være oplagt, at vi fra dansk side bl.a. presser på for at fremme sådan et europæisk perspektiv, når vi får chancen for at sidde for bordenden.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så siger vi tak til udenrigsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)