Det næste punkt på dagsordenen er:

20) Forhandling om redegørelse nr. R 15:

Klima-, energi- og forsyningsministerens energi- og forsyningspolitiske redegørelse 2023.

(Anmeldelse 11.05.2023. Redegørelse givet 11.05.2023. Meddelelse om forhandling 11.05.2023).

Sammen med dette punkt foretages:

21) Forhandling om redegørelse nr. R 16:

Klima-, energi- og forsyningsministerens redegørelse for klimaeffekter.

(Anmeldelse 11.05.2023. Redegørelse givet 11.05.2023. Meddelelse om forhandling 11.05.2023).

22) Forespørgsel nr. F 19:

Forespørgsel til klima-, energi- og forsyningsministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om regeringens fremtidige energi- og forsyningspolitiske initiativer set i lyset af den energi- og forsyningspolitiske redegørelse?

Af Lea Wermelin (S), Linea Søgaard-Lidell (V), Karin Liltorp (M), Signe Munk (SF), Lise Bech (DD), Steffen W. Frølund (LA), Mona Juul (KF), Søren Egge Rasmussen (EL), Samira Nawa (RV), Morten Messerschmidt (DF) og Theresa Scavenius (ALT).

(Anmeldelse 16.05.2023. Fremme 17.05.2023).

23) Forespørgsel nr. F 20:

Forespørgsel til klima-, energi- og forsyningsministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om regeringens fremtidige klimapolitiske initiativer set i lyset af redegørelsen om klimaeffekter?

Af Lea Wermelin (S), Linea Søgaard-Lidell (V), Karin Liltorp (M), Signe Munk (SF), Lise Bech (DD), Steffen W. Frølund (LA), Mona Juul (KF), Mai Villadsen (EL), Samira Nawa (RV), Morten Messerschmidt (DF) og Theresa Scavenius (ALT).

(Anmeldelse 16.05.2023. Fremme 17.05.2023).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 25. maj, 2023.

Vi skal nu i gang med en redegørelses- og forespørgselsdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig af deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind. Så vi holder lige en kort pause, til alle er på plads.

Så er alle ordførere og ministre på plads. Den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, fru Lea Wermelin, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg skal her til at starte med gøre det lidt kort. Det er jo sådan, at energiordførerne og klimaordførerne fra næsten alle Folketingets partier traditionen tro har valgt at indbyde klima-, energi- og forsyningsministeren til både en forespørgselsdebat i forbindelse med årlige energi- og forsyningspolitiske redegørelse og en forespørgselsdebat om den årlige redegørelse om klimaeffekter, som vi behandler samtidig dag. Og jeg vil da gerne på vegne af ordførerne takke ministeren for at stille op i dag. Jeg tror, vi alle sammen glæder os meget til debatten. Og så vil jeg sådan set ikke sige mere til at starte med.

Til besvarelse byder vi så velkommen til klima-, energi- og forsyningsministeren.

Tak for ordet og for invitationen til at fortælle om regeringens klima- og energipolitiske initiativer. Med regeringsgrundlaget har vi sat os det mest ambitiøse klimamål nogen sinde for Danmark. Vi har fremrykket målet om klimaneutralitet til 2045, sat et nyt mål om 110-procentsreduktion i 2050 i forhold til 1990. Desuden vil vi foreslå et ambitiøst reduktionsmål for 2035, og vi vil hæve de globale ambitioner for Danmark ved at opstille et mål for effekten af dansk eksport af energiteknologi og -tjenesteydelser. Vi vil bygge vejen færdig til 2030-målet, bl.a. gennem indfrielse af det bindende reduktionsmål for land- og skovbrugssektoren, og vi vil tage hånd om de implementeringsrisici, der er på vejen, f.eks. i relation til fangst og lagring af CO2. Vi har hævet ambitionerne, fordi de globale klimaforandringer truer, ikke bare vores samfund, men levevilkårene for mange, mange mennesker. Vi har hævet ambitionerne, fordi Danmark som et rigt land har en forpligtigelse til at tage ansvar og understøtte både fald i de indenlandske emissioner og ansvar for at bidrage til udviklingen af grøn energi og grønne teknologier.

Desværre er klimaudfordringen ikke den eneste udfordring, der presser vores land. Krigen i Ukraine har sat europæisk energiforsyning under voldsomt pres. Det gælder i fysisk forstand, hvor Rusland for bare halvandet år siden var den ubetinget største leverandør af olie og gas til vores Europa, det gælder i økonomisk forstand, hvor europæiske og danske energikunder sidste år oplevede ekstreme prisstigninger på især el- og gasmarkedet.

Danmark og Europa står i dag et bedre sted. Vores eksportafhængighed af Rusland er reduceret markant. Det skyldes lavere forbrug, og at Europa har forbedret sine muligheder for import fra andre dele af verden. Vejret har også været med os. Vinteren blev ikke så kold som frygtet, og vi er derfor kommet igennem fyringssæsonen på fornuftig vis, og de europæiske gaslagre er generelt mere fyldte end normalt. Og det giver os heldigvis et bedre afsæt for at kunne få dem fyldt op igen til den kommende fyringssæson.

Men krisen er ikke ovre. Sommeren kan blive varm, og sker det, øges gasforbruget til at producere den el, som er nødvendig for at køle mange europæiske hjem. Nedbør kan svigte igen, og så får vi mindre energi fra vandkraft. Der kan ske havarier og svigt i forsyningskæden til Europas kul og a-kraftværker, og internationalt kan uventede ting ske, som kan true vores forsyning. Så energikrise er desværre ikke et afsluttet kapitel, men heldigvis for nu har den skiftet karakter fra akut til en strukturel, strukturel fordi Europas importafhængighed fortsat er alt for stor.

Heldigvis er der på mange stræk overlap mellem det, som skal øge Europas energiuafhængighed, og det, som skal sikre, at såvel Danmark som Europa kan levere på vores klimaløfter. Det er mere vedvarende energi i form af sol og vind til elproduktionen støttet af biogas, udfasning af olie- og gasfyr i vores huse og industri, udfasning af biler med forbrændingsmotorer og indsats mod energispild. Vi skal derfor i de kommende år holde fast i vores ambitioner for udbredelse af vedvarende energi, udfasning af fossil energi på forbrugssiden og udvikling af nye svar som CO2-fangst og -lagring og produktion af brint som led i at levere energi til de sektorer, som næppe lader sig fuldt elektrificere.

Når jeg siger »vi«, er det i erkendelse af, at der ligger en stor opgave hos os alle, bl.a. her i Folketinget. Vi skal implementere en meget omfattende samling af energi- og klimapolitiske aftaler. Vi deler langt hen ad vejen de samme ambitioner og har de samme drømme for fremtiden. Den opgave, der ligger foran os, er at bygge bro for at aftaler, der indeholder mål og ambitioner, ved lovgivning kan føre til handling.

Som mange andre er jeg og regeringen bevidst om, at de forandringer, som vi skal igennem, er meget store, vil kræve betydelige milliardinvesteringer, påvirke den offentlige økonomi, påvirke danskernes hverdag og påvirke mulighederne i vores erhvervsliv. Og selv om den grønne fremtid på mange måder tegner lys, vil ikke alle opleve forandringerne som en gave til deres livsvilkår. Det samme gælder for dele af erhvervslivet, som mest direkte rammes af de klimapolitiske tiltag.

Regeringen er derfor bevidst om, at omstillingen af det danske samfund skal ske med danskernes opbakning, og det forudsætter, at vi bruger både den faste og den kærlige hånd. Den faste, der sikrer, at vi når de klima- og energipolitiske mål, den kærlige, som sikrer, at de befolkningsgrupper og de erhverv, som bliver presset, også oplever, at der gives nye muligheder og tages hånd om deres bekymringer.

Jeg ved godt at den klimapolitiske debat ofte handler om manglende tempo. Det kommer den sikkert også til at handle om i dag. Nogen vil sikkert spørge: Hvorfor har I ikke allerede introduceret en CO2-afgift for landbruget, eller, som Enhedslisten har foreslået, stoppet for salget af nye biler med forbrændingsmotorer 2025?

I begge tilfælde gælder det, at gør man kun det ene, så efterlader flertallet regningen og de tabte muligheder hos de få, som rammes direkte. Det er ikke fair, og det vil, hvis vi ikke passer på, risikere at vende en folkelig opbakning for den grønne omstilling til en folkelig modstand, og det kan for alvor truet indfrielsen af vores klimamål.

Det handler derfor om i de kommende år at holde fast i ambitionen om at skabe grøn forandring på en facon, som danskerne kan se sig selv i. Svaret på at stoppe med at brænde sort energi kan jo ikke være ingen energi. Svaret på udfasning af biler med en forbrændingsmotor kan jo ikke være ingen biler, eller svaret på udledning fra landbruget kan jo ikke kun være ingen produktion. Vi skal hele tiden finde de rette balancer.

Regeringen har nu været i gang i 5 måneder. Sammen – og her vil jeg også gerne takke for samarbejdet i diverse forligskredse i Folketinget – har vi skabt fremskridt, og vi har bane vejen for endnu flere resultater i de kommende år. Vi har godkendt investeringer i el- og gasnettet for for over 3½ mia. kr. for at gøre infrastrukturen klar til mere grøn gas og mere grøn strøm. Vi har netop vedtaget en lov, der skal bane vejen for geografisk differentieret forbrug, så vi får direkte elektricitetsforbindelser mellem forbrug og produktion. Vi har indgået en samarbejdsaftale om brintrør til Tyskland, som bliver afgørende for, at vi kan høste den økonomiske gevinst, der ligger gemt i vores fælles ambitioner, når det gælder produktionen af grøn brint i vores land. Vi har igangsat ptx-udbud til 1,25 mia. kr., og vi har netop i dag indgået aftale om muligheden for at etablering af brintinfrastruktur, fordelingen af rollerne til henholdsvis Energinet og Evida. Vi er ved at afslutte første udbudsrunde, og det vil sige ccus-puljen. Vi er ved at skrive kontrakt med Ørsted om fangst og lagring af 430.000 t CO2 årligt i form af negativ udledning fra 2026. Vi har banet vejen for billig CO2-lagring på land og givet den første tilladelse til storskala CO2-lagring i Nordsøen. Og i marts blev CO2 for første gang pumpet ned i den danske undergrund. Vores undergrund kan potentielt gøre Danmark til europæisk center for CO2-lagring. Vi har tildelt 200 mio. kr. yderligere til afkoblingsordninger og fjernvarmepuljen til at hjælpe husstandene af med gasfyret og fjernvarmeselskab med udrulning af fjernvarme. Vi har vedtaget lovgivning, der skal bane vejen for det første geotermiske anlæg i storskala i Danmark, og vi er aktuelt i fuld gang med forhandlinger om udbud af 6 GW traditionelle havmølleparker og 3 GW ved Energiø Bornholm. Og på det grønne Marienborg-møde i sidste måned foreslog vi at fordoble det havareal, der udlægges til vedvarende energi, og give aktørerne mere frihed til at stille mere og havvindskapacitet op på de udvalgte arealer.

Der vil også være højt tempo på det grønne område fremover. Sammen skal vi sikre større opbakning til udbygning af vedvarende energi på land, bl.a. ved at evaluere VE-ordningerne, og vi skal gøre mere for at få udfaset gas i vores boligopvarmning. Den løbende afrapportering fra NEKST skal give os et bidrag hertil. Regeringen har fuldt fokus på at skabe rammerne, der kan muliggøre en firedobling af den samlede elproduktion for solenergi og landvindmøller frem mod 2030. Vi vil følge op på, hvordan staten kan spille en aktiv rolle med at realisere store energiparker på land. Det danske elnet skal udbygges betydeligt i de kommende år for at imødegå den store udbygning af vedvarende energi.

Med Klimaaftale om grøn strøm og varme fra 2022 er der igangsat et analysearbejde om mulige yderligere tiltag, og der bliver løbende afrapporteret i 2023 og 2025. Vi skal have styrket rammerne for fangst og lagring og udnyttelse af CO2, bl.a. ved at fremrykke analyserne af, hvordan CCUS kan etableres for affaldsforbrændingsanlæg. Klimarådet fremhæver fangst og lagring som en af de store implementeringsrisici på vej mod 2030, og det lytter vi naturligvis til. I efteråret glæder jeg mig til at se konklusionerne fra ekspertgruppen for grøn skattereform, og vi skal inden for kort tid samles og diskutere regeringens og partiernes forslag til yderligere reduktioner i 2025. I regeringen har vi præsenteret vores forslag til, hvordan den nuværende CO2-manko i 2025 kan lukkes. Her ønsker vi at øge fortrængningskravet i transporten og sætte et loft over førstegenerationsbiobrændstoffer. Det kan vi implementere hurtigt, og dermed vil vi kunne indfri 2025-målet.

Vi skal huske, at vores sikkerhed, når det gælder energi og vores muligheder for for alvor at gøre en forskel i verden, er uløseligt forbundet med det europæiske samarbejde. Regeringen arbejder for og samarbejder med andre lande for et ambitiøst 2040-klimamål i EU og en klima- og energipolitik, der bidrager til EU's uafhængighed af russisk fossil energi. I regeringens første måneder er langt det meste af lovgivningen som følge af Fit for 55-pakken landet. Nu skal den implementeres, hvorfor EU-lovgivning også bliver en del af det arbejdsprogram, der ligger foran os. At sikre danskerne adgang til sikker grøn energi til priser, som er til at betale, er ikke en simpel opgave, og det er heller ikke nogen opgave, hvor jeg tror at vi nogen sinde vil sige til hinanden, at nu er der ikke flere optimeringsmuligheder.

Det samme gælder de fortsatte ambitioner om reducere CO2-udledning fra det danske samfund. Vi skal dog huske på, at hvor de sidste to-tre års fokus i dansk klimapolitik har handlet om at indgå brede klimapolitiske rammeaftaler og sætte mål, så er vores fokus nu på at implementere dem. Og jeg tror, vi må sande, at det ofte er lettere at beslutte, hvad man vil gøre, end at beslutte, hvordan man vil gøre det. At implementere målene er mærkeligt nok ikke lige så politisk storslået som at sætte dem, og det giver ikke altid en forside på en avis. Og jeg kan høre på debatten, at man ikke ser det at implementere en aftale, gennemføre et lovforslag eller gøre et mål konkret med nye politiske initiativer som noget heroisk. Det er simpelt hen forkert. Det er jo de enkelte tiltag, der er vigtige, og som skal sikre, at vi reelt opnår de reduktioner, vi skal.

I regeringen vil vi nøje følge udviklingen, så vi hele tiden sikrer, at vi er på rette kurs med implementeringen. Regeringen stræber efter at skabe en bedre fremtid. Vi vil nå vores klima- og energipolitiske mål, vi vil implementere og indføre politiske aftaler, vi vil samarbejde med Folketinget, fagbevægelsen, erhvervslivet, Foreningsdanmark og kommunerne. Vi vil samarbejde med vores nabolande og med vores europæiske og globale partnere. Jeg tror på, vi kan finde gode løsninger i fællesskab. Jeg ser frem til det videre samarbejde. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er nu adgang til en kort bemærkning fra ordførerne, og den første er hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Det der med at sikre den folkelige opbakning og sikre samarbejdet med alle dele af civilsamfundet synes jeg jo sådan set er vigtigt. Og jeg håber jo også, at ministeren tager det helt ind i hjertet, når vi forholder os til kommunerne og den affaldslovbehandling, som vi har lige nu med L 115, hvor kommunerne jo ikke er tilfredse med, at der efterlades en regning ude hos dem, og at vi ender i en situation, hvor vi får en affaldssektor, som ikke leverer de CO2-reduktioner, vi har aftalt.

Det, jeg vil spørge ind til, er den der folkelige opbakning. Der, hvor der ikke er konflikt, er jo sådan set, når folk gerne vil have fjernvarme, og jeg har noteret mig, at fjernvarmepuljen er løbet tør. Jeg har fået at vide, at det lige er sket, og der er allerede ansøgt for 439 mio. kr. i år. Så vi står altså over for, at der er en masse projekter, som venter på at blive realiseret. Kan ministeren sige, at der kan findes nogle uforbrugte midler, så vi kan undgå, at der kommer et stop i tildelingen af midler fra fjernvarmepuljen?

Ministeren.

Ja, det er rigtigt: Nyheden er kommet frem i dag, og derfor har regeringen selvsagt heller ikke forholdt sig til det, men det er jo sådan – og det burde spørgeren egentlig vide – at vi har en finanslov, hvor man har prioriteret midler for i år. Der er indgået en aftale om finansloven mellem en bred kreds af partier. Der blev også afsat yderligere penge til fjernvarmepuljen, og alle må have været vidende om, at der potentielt kunne komme et større træk på puljen end den mængde penge, der har været afsat.

Men jeg har godt set nyheden, og eftersom den er kommet ud i dag, har jeg ikke så meget yderligere at tilføje til den andet end det måske lidt mere principielle, og det er, at jeg anser det som urealistisk, at vi kommer til at støtte den fulde konvertering væk fra naturgas til fjernvarme på den måde, vi har støttet det i starten. Det ligger også lidt i det, jeg sagde før, om, at krisen er gået fra at være akut til strukturel. Men det er jo grundlæggende et spørgsmål, der afgøres i de årlige forhandlinger om finansloven.

Så er der en kort bemærkning til fru Signe Munk, SF. Værsgo.

Når man læser klimaredegørelsen, har regeringen, i hvert fald efter egen påstand, fremlagt et forslag til at nå 2025-målet. Jeg tror, at vi andre ikke helt er indviet i, præcis hvad det forslag er, andet end at vi kan se, at det handler om at putte biobrændstoffer i de danske forbrændingsmotorer. Og der er fire professorer, der netop har taget fat i det løsningsforslag – det er bl.a. Henrik Wenzel og Jørgen Olesen – og de skriver, og nu citerer jeg: Vi vil gerne slå fast her, at iblanding af biodiesel i brændstoffer i vejtransporten er ikke den rigtige vej at gå, og det fører ikke til en reduktion af klimagasser.

Det er altså om regeringens forslag til at nå 2025-målet, og derfor vil jeg bare høre, om klimaministeren er enig i det udsagn.

Ministeren.

Nej, det er jeg ikke enig i. Det, som regeringen har sagt er vores forslag, er – og jeg er med på, at der er en forskel mellem første og anden generation – at der skal lægges et loft over mængden af førstegenerationsbiobrændstoffer, fordi vi ønsker at se mere avancerede biobrændstoffer i det, der blandes i.

Så er jeg i øvrigt nysgerrig efter – når vi inviterer til forhandlinger om regeringens forslag – at lytte til, hvad partierne har af alternative forslag. Og der vil jeg særlig være glad, hvis partierne også har gjort sig nogle overvejelser omkring de andre forhold, der fremgår af klimaloven, nemlig hvordan vi sikrer, at forslagene er finansierede, hvordan vi sikrer social balance, regional balance osv., sådan at det er den fulde pakke af hensyn, der fremgår af klimaloven, der er med. Men jeg lytter gerne efter, når vi indkalder til forhandlinger, om folk har alternative forslag.

Det er jo en given ting, at vi kommer til at have biler med forbrændingsmotorer på vejene frem mod 2030, og derfor skal vi også arbejde med at gøre det brændstof, som bruges frem mod 2030, grønnere og grønnere, og det mener jeg at en model med et loft over første generation kan bidrage til.

Tak. Så er det fru Theresa Scavenius, Alternativet. Værsgo.

Jeg beklager, at jeg kom for sent. Ministeren siger, at vi er på rette kurs. Kan ministeren uddybe det, for ifølge Klimarådet er vi ikke på rette kurs? Så måske kan ministeren uddybe det.

Det andet spørgsmål handler om det her med, at ministeren siger, at der ikke er så meget shine omkring, hvordan man laver klimapolitik. Men er det ikke også, fordi det bliver meget svært og det er en proces, som jeg i hvert fald har oplevet den de sidste par måneder, hvor man nægter at lytte til saglige og faglige diskussioner, sådan at vi netop sørger for, at man faktisk kunne fejre de implementeringer, man lavede, og netop lyttede til kommunerne, som Enhedslisten også nævner? For så kunne man faktisk lave noget, vi alle sammen kunne være stolte af, i stedet for noget, som alle kritiserer og derfor nødvendigvis bliver noget, som ingen kan tage æren for.

Ministeren.

Lige nu har vi en lang forhandlingsrække omkring offshorevind, og jeg spurgte ovre i mit ministerium, hvad den sådan umiddelbare mavefornemmelse var: om man havde brugt længst tid på at beslutte sig for, hvor meget havvindmøllekapacitet man ville bygge, kontra hvor meget tid vi har brugt på at forhandle om at implementere aftalen. Og jeg konstaterer bare, at partierne, og det har jeg dyb respekt for, har behov for, at vi i implementeringsdelen også har den nødvendige tid, så partierne kan stille spørgsmål, som ministeriet kan besvare, så vi kan understøtte gode lovgivningsprocesser. Derfor er det bare fakta, at det at implementere også er hårdt arbejde, og at det ikke kaster så store overskrifter af sig.

Jeg har respekt for de processer. Det er klart, det hele ville være meget lettere, hvis regeringen lagde et forslag på bordet, som partierne bare umiddelbart tilsluttede sig. Så kunne vi sætte tempoet op. Men jeg har sådan set respekt for, at partierne kan have synspunkter, der skal have lov at komme på bordet, og uddybende spørgsmål osv., som skal kunne adresseres i de processer.

Så det var sådan set bare et forsøg på at sige, at det at implementere også er rigtig hårdt arbejde, og at det også involverer de relevante ordførere. Derfor er jeg også glad, hver gang ordførerne prioriterer tid til at komme til de forhandlingsmøder, vi har.

Så er det hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg er lidt med på et afbud fra vores ordfører på området, så jeg må jo gøre det så godt, jeg kan. En af de ting, jeg undrer mig lidt over, når vi kigger på klimaområdet, er jo, at vi i Danmark har en relativt lav afgift på diesel sammenlignet med vores nabolande, som de facto betyder, at vi er et, skal vi kalde det skattely for optankning af diesel her oppe i Norden. Tænker ministeren, at det er en fornuftig tilgang til afgifter på noget, vi gerne vil have mindre af?

Ministeren.

Først og fremmest velkommen til spørgeren i dette hus. Jeg tror ikke, at vi har nået at være her sammen før, så det vil jeg lige huske at få sagt. Det er sådan, at iblandingskravet også har en effekt for priserne, så det er en del af, at det har en vis virkning for at imødegå den situation, der spørges til, men jeg lytter gerne. Hvis Radikale Venstre har alternative forslag til regeringen, så bliver I inviteret ind til at komme med dem, og jeg lytter jo særligt til mennesker, der også har forslag til finansieringen med, men som også har gjort sig overvejelser omkring de andre hensyn, der er i klimaloven. Og der skal vi bare alle sammen huske på, at der findes grønne veste, og der findes også gule veste, så den balance er jeg og regeringen meget optaget af, for vi skal jo sørge for, at der er en vedvarende bred opbakning i den danske befolkning, der tager hensyn til det sociale, regionale og er ansvarlig økonomisk osv., så vi sørger for, at vores klimapolitik hænger sammen, også på den lange bane. Men har Radikale Venstre gode forslag, glæder jeg mig til at høre dem – og specielt, hvis de er finansieret.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Jeg skal gøre opmærksom på, at der efter ønske fra ordførerne gives mulighed for en taletid på op til 15 minutter.

Så er det ordføreren for forespørgerne, fru Lea Wermelin fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Der er utrolig meget at sige, når det både er hele klimadebatten på en eller anden måde og også den energi- og forsyningspolitiske situation. Men jeg har egentlig lyst til at starte med det første og med et citat, som – nu vover jeg pelsen – jeg ikke engang ved, om jeg må læse op, fordi det jo sådan set ikke er på dansk: »... everything, everywhere, all at once.« Det var ordene fra FN's generalsekretær, i forbindelse med at FN's klimapanel her for nylig lancerede deres rapport.

Budskabet er jo ikke til at tage fejl af. Det er jo alle alarmklokker, der bimler og bamler, og derfor er det, vi gør, både i Danmark, men også i resten af verden, i forhold til at handle på klimakrisen, helt afgørende. Og hvis vi bare spoler tiden en lille smule tilbage, lavede vi for lidt mere end 3 år siden med klimaloven en utrolig ambitiøs målsætning om at nå 70 pct.'s reduktion i 2030.

På det tidspunkt gjorde vi det jo uden at vide, hvordan vi skulle nå i mål, og vi gjorde det jo også på en måde, hvor vi sagde: Vi ønsker, at Danmark skal være et foregangsland. Det var altså, at den måde, vi gør det på, også skal vise vejen for andre lande – at vi både kunne vise, at vi kunne lave en helt afgørende grøn omstilling i Danmark, men samtidig også bevare det velfærdssamfund, som er så utrolig vigtigt, også for os socialdemokrater, og altså blive ved med at skabe arbejdspladser, men i den grønne afdeling.

Hvad skete der så i den sidste regeringsperiode? Ja, der lavede vi lidt mere end 75 grønne aftaler – det svarer cirka til sådan en grøn aftale hver anden uge – og jeg tror også, vi samlet set øremærkede mere end 110 mia. kr., som nu har bragt os ca. tre fjerdedele af vejen til målet i 2030. Så vi står lige nu på et fundament, hvor vi lige pludselig godt kan sandsynliggøre en vej frem til 2030-målet. Altså, da vi for 3 år siden startede, anede vi ikke, hvordan vi skulle lykkes med det, og nu kan vi se en sti, der fører derhen.

Hvad skete der så, da den nuværende regering tiltrådte? Ja, der var det jo fortsat vigtigt for os at sige: Vi har vores 2030-mål, og det skal vi jo så bygge oven på. Og derfor har vi ud over dét mål også sat målet og fremrykket målet om, hvornår vi skal være klimaneutrale, til 2045, og i 2050 skal vi være klimapositive. Det vil sige, at vi skal finde en måde også at lave det, man kalder negative udledninger, på.

Men for os i Socialdemokratiet er det klart, at det ikke er nok at sætte de her mål. Vi skal også komme i mål, og det kommer vi også, for vi er jo klar til at træffe de nødvendige beslutninger, der skal til, for at vi når hele vejen. Og jeg synes, nogle af de ting, som ministeren også var inde på, og som vi allerede er kommet i gang med også i den her regeringsperiode, vidner om, at vi tager fat på en lang række områder.

Det er jo alt lige fra CO2-lagring til fjernvarmepuljen til brintinfrastruktur, direkte linjer, og hvordan vi kan sikre, at vi også kan bruge den brint, der kan produceres i Danmark, til en national energikrisestab, som skal hjælpe os med at fjerne barrierer for at levere på den grønne omstilling.

Så vi er i gang på rigtig mange områder. Noget af det, der selvfølgelig ligger ligefor, og som jeg tror mange af os har været spændte på, og som på en eller anden måde bliver den første målestok for den danske klimapolitik, også oven på klimaloven, er jo vores 2025-mål. Og der var jeg selv rigtig glad for, at vi på Marienborgmødet her i april i år både kunne sige, hvor langt vi egentlig er fra målet, og også fra regeringens side vise vores bud på, hvordan vi så kommer helt i mål med 2025-målet.

For det er selvfølgelig en milepæl at nå det mål på vejen som en trædesten frem mod 2030. Så ud over at vi kan sikre, at vi kommer i mål i 2025, skal vi jo stadig have øjnene stift rettet mod 2030. Og derfor er der også en lang række beslutninger, som fortsat udestår. Noget af det, som vi skal videre med, og hvor vi har lavet en meget bred klimaaftale, er hele omstillingen af dansk landbrug, hvor vi jo ikke skal afvikle vores landbrugsproduktion, men hvor vi bliver nødt til at sige, at den klimaomstilling, der skal være, ikke kun gælder nogle sektorer; den gælder alle sektorer.

Derfor ser jeg også utrolig meget frem til at modtage Svarerudvalgets anbefalinger i forhold til en CO2-afgift for landbruget, som ud over alle de andre tiltag, der er besluttet, skal hjælpe os med, at vi kommer i mål med de her 55-65-procentsreduktionsmål i 2030.

Jeg kunne også nævne flyrejserne som et andet fokuspunkt, hvor vi også har været meget ambitiøse ved at sige, vi tror på, at vi fra dansk side også skal være med til at levere en grøn indenrigsrute om ganske kort tid.

Så står vi også lige nu midt i nogle helt afgørende forhandlinger om havvindmøller. Jeg tror, det vi er i gang med, er ganske historisk, og man skal passe på med at tage det ord i sin mund her fra sådan en flot talerstol som den her, men lige nu er vi en gang med en udbygning af havvindmøllekapaciteten i Danmark, som er helt enorm, både de 6 GW, som vi tror kan blive helt op til 10 GW, men altså også Danmarks første energiø, Bornholm, hvor vi har øen, men skal bygge meget mere havvindmøllekapacitet i fremtiden. Og det er nødvendigt med den udbygning på havet ikke bare i forhold til al den strøm, vi kommer til at få brug for i Danmark, men også i forhold til al den strøm til brintproduktion, som kan hjælpe os med at blive uafhængige af de fossile brændsler i resten af Europa. Så Danmark kan ikke alene på det her område spille en vigtig rolle for vores grønne omstilling – altså forsyningen til vores elbiler og til opvarmning af vores huse – men jo også for de lande, som ligger i resten af Europa.

Så er der al den strøm, som vi kan undgå at bruge. Hvordan sikrer vi, at vi kan blive mere energieffektive? Det må jo sådan set være den billigste og grønneste vej til at sikre nogle reduktioner, at vi bruger mindre. Derfor synes jeg også, at det fortjener et par ord med på vejen, når vi også i dag diskuterer en energi- og forsyningspolitisk redegørelse, at den energikrise, som vi har stået midt i, og som vi fortsat ikke er ude af, som følge af Ruslands angreb på Ukraine, jo også har betydet, at hvis ikke vi i forvejen var overbevist om, at vi er nødt til at handle på klimakrisen, så må vi kunne se, at det er helt uomgængeligt, at vi er nødt til at blive uafhængige af de fossile brændsler også fra Rusland, og at det i den forbindelse også handler om vores sikkerhed i Europa og altså også om nationalt at sørge for, at vi står langt bedre rustet i vores energiforsyning i fremtiden. Der kan man jo se i redegørelsen, at vi sådan set har truffet mange kloge beslutninger i forhold til at handle på det, og danskerne har også været enormt gode til at spare, hvor de kan, og derfor står vi også godt rustet til den kommende vinter, selv om vi lige nu står – og det er måske ikke lige i dag, at solen skinner – og kan se en sommer nærme sig. Vi kan se, at vi ikke er ude af det til næste vinter, men at vi trods alt står et langt bedre sted i dag.

Så vil jeg bare afslutningsvis sige, at for Socialdemokratiet er det helt afgørende, at Danmark er med til at gå foran. Det har vi gjort, siden vi vedtog måske verdens mest ambitiøse klimalov tilbage i sidste regeringsperiode, og det er jo det, vi bygger videre på nu. Og det skal vi gøre sammen med resten af EU og sørge for, at Europa er vores allierede i at sikre den grønne omstilling, der skal til, for vi skal rent faktisk ikke bare anerkende, at det er vores generations største udfordring, men også sikre, at vi er den generation, der løser den udfordring.

Så vil jeg gerne læse følgende vedtagelsestekst op på vegne af S, V, M og LA:

Forslag til vedtagelse

»Klimaforandringer er vor generations største udfordring og kræver en gennemgribende omstilling af samfundet på tværs af sektorer.

Folketinget anerkender, at med regeringsgrundlaget og de seneste års aftaler er Danmark rykket tættere på at indfri sine klimamål, og at regeringen har præsenteret politik, der kan lukke den nuværende 2025-manko. Folketinget pålægger regeringen at sikre hastighed i klimaindsatsen og den grønne omstilling, så der træffes yderligere beslutninger de kommende år.

Folketinget noterer, at regeringen bl.a. har indledt forhandlinger om udbudsbetingelser for 6 GW havvind og Energiø Bornholm samt igangsat ptx-udbuddet på 1,25 mia. kr.

Folketinget noterer, at første udbud af CCUS-puljen vil sikre CO2-reduktioner på mindst 0,4 mio. t i 2026, og at regeringen har nedsat en national energikrisestab (NEKST), der skal identificere løsninger på grønne udfordringer.

Folketinget pålægger regeringen at fremme danske grønne løsninger i EU og global samt arbejde for ambitiøs og omkostningseffektiv klima- og energiregulering i EU.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 21).

Tak til ordføreren. Det kan godt være, solen ikke skinner udenfor, men det gør den herinde. Der er en masse glade ordførere, som gerne vil have en kort bemærkning, og den første er hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten. Værsgo.

Jeg synes, det er godt, at det regner derude. Nu sagde ordføreren, at man kan sandsynliggøre, at man når i mål med 2030-målet. Det er jo ikke det, som Klimarådet siger til os, hverken for 2025 eller 2030. Så med hensyn til at komme frem til at nå i mål med 2025-målet er det ikke kun et spørgsmål om, at man skal gøre det. Og det er så det, som man påstår man gør ved at brænde mere biobrændstof af. Man skal jo også gøre det på den bedste måde, og det synes jeg ikke man gør. Så jeg ser frem til de forhandlinger.

Nu står vi over for et lovforslag, som skal liberalisere affaldssektoren, og jeg synes, at der er grund til at revurdere den aftale, for det, der ligger nu med lovforslaget, er jo ikke, at vi sikrer CO2-fangst. Det sikrer ikke, at vi forhindrer import af affald. Vi står med et kæmpe problem. Kan ordføreren ikke se, at det er et problem, at om de der 0,7 mio. t, som den aftale egentlig skulle give, siger Klimarådet: Det når I ikke; det kommer til at medføre øget CO2-udslip. Er ordføreren parat til revurdere den aftale?

Ordføreren.

Tak for det. Landmanden i Enhedslistens ordfører fornægter sig ikke ved at glæde sig over regnen derude. Jeg tror, vi andre håber på lidt mere sol. Men fred nu være med det. Det skal ikke skille os ad i dag.

I forhold til Klimarådet var jeg selv i debat med Klimarådets formand for nylig. Det er rigtigt, at Klimarådet peger på en lang række usikkerheder, bekymringspunkter og andre ting, som vi så skal handle på. Det er jo det, de er sat i verden til. Men de siger også selv – og det anerkendte formanden også – at vi for første gang har anskueliggjort en vej til 2030. Og så er der jo en række ting, som vi skal forholde os til, og det er præcis det, vi er i gang med. Men alt andet lige kommer vi tættere og tættere på det mål, og det synes jeg også man kan se i det, som Klimarådet skriver, vel vidende at de har mange ting, som de peger på vi skal gøre mere af.

I forhold til at nå 2025-målet kommer vi til at have nogle drøftelser. I forhold til affald er Enhedslisten jo ikke med i aftalen, og det kan jeg da godt forstå at man ærgrer sig over, men så mister man også lidt muligheden for at være en del af det, som vi diskuterer og forhandler i den forbindelse.

Tak. Jeg kan ikke se, at der ønskes endnu en kort bemærkning. Jo, værsgo.

Tak for at give mig chancen. Jeg havde lige troet, at man var nede på et lavere antal. Det er godt, det er sådan her.

Jeg synes, det er en skam, at vi ikke har mere tid til at komme helt i bund med den affaldslovgivning. Og det er sådan, at Enhedslisten sidder i Folketinget, så vi er sådan set med til at behandle det lovforslag, der er, selv om vi er trådt ud af den der, hvad skal man sige, liberaliseringsjunta, der kører det her igennem. Kan ordføreren ikke se, at det er et problem, at man ikke når i mål med de CO2-reduktioner, som var hensigten med at lave den klimaaftale for vores affaldssektor?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at alle kan debattere. Det er jo det, vi gør her i Folketinget, og vi vedtager også lovgivning. Men nu blev der bare sagt, at man skulle kigge på aftalen igen. Og så vil jeg bare sige til dem, der kunne finde på at sidde og følge med her, at Enhedslisten jo var med i aftalen, havde sat sit navn på papiret, valgte så at træde ud, og det er helt fair. Men det er klart, at den aftalekreds af partier så diskuterer videre, bl.a. i forhold til hvordan vi sikrer CO2-fangst. Og så kommer vi forhåbentlig til også at stemme den her lovgivning igennem og nå de reduktioner, der ligger i det. Det er i hvert fald det, der er vores klare forventning.

Tak. Så er det fru Signe Munk, SF. Værsgo.

Tak for det. Nogle gange var det bedre i gamle dage, og det er faktisk en lille smule relevant i forhold til den her debat at sige, at den er god nok. Der var nemlig engang, hvor ordførerens parti sad i regering, og der lavede ordførerens parti en bilaftale i forbindelse med den grønne omstilling af transporten og brændstoffet med bl.a. SF, Enhedslisten og Radikale. Og i den aftale var Socialdemokratiet, altså ordførerens parti, som var regeringspartiet, rørende enig med os i de andre partier om, at det var ret vigtigt, at når man puttede biobrændstoffer, som blandes i diesel og benzin, i tanken, så talte man det fulde klimaaftryk med, og det skulle faktisk tælles med fra 2025. Men desværre er ordførerens parti jo kommet med i en anden regering, og så er det lige pludselig ikke længere vigtigt at tælle det fulde klimaaftryk med, når man bruger biobrændstoffer. Eller er der noget, der er glippet for mig?

Ordføreren.

Jeg synes altid, at det er dejligt, når SF's ordfører taler varmt om socialdemokrater, og det var jo trods alt os, der sad i regering i sidste periode. Så den del vil jeg tage med mig. Så hørte jeg også, at der var lidt sådan til sidebenene, men det skal man jo også have lov til. I forhold til det konkrete spørgsmål om bilaftalen undrede det mig også, at SF's ordfører tidligere var inde på den her bekymring i forhold til det, som vi lægger op til fra regeringens side for at sikre, at vi når i mål i 2025 ved bl.a. at bruge det her værktøj. For der lå jo allerede det i det dengang, at vi netop skulle sikre en større iblanding. Og det, der jo i hvert fald er vigtigt for os i Socialdemokratiet, er jo også et loft i forhold til førstegenerationsbiobrændstoffer, og der kan jeg se, at der har været lidt diskussion derude, men det er jo noget af det, vi kommer til at tale om i de drøftelser, der vil være i forhold til 2025-målet.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jamen det, der jo var finten ved at sætte et krav ind for 2025-målet om, at man skulle tælle det fulde klimaaftryk med, så ville man udmanøvrere førstegenerationsbiobrændstofferne, og det er dem, der har et forfærdelig ringe klimaaftryk, og det var Socialdemokratiet enig med SF om i sidste periode. Så skal jeg bare høre, hvad det er, der har ændret sig for Socialdemokratiet, siden det ikke er vigtigt mere at tælle det fulde klimaaftryk med for f.eks. førstegenerationsbiobrændstoffer.

Ordføreren.

Uden at jeg skal prale af sådan at have fotografisk hukommelse, for det tror jeg ikke at jeg har, så husker jeg i hvert fald aftaleteksten på den måde, at man her i 2023 skulle mødes og tale om, hvordan man skulle forholde sig til hele det her spørgsmål omkring for fortrængningsafgiften. Og det er jo så også det, vi kommer til at gøre i forbindelse med forhandlingerne om 2025-målet. Så jeg tænker, at Socialdemokratiet står der, hvor vi hele tiden har stået, i forhold til at vi ønsker at komme i mål med 2025-målet. Vi tror på, at det her kan være et værktøj til at nå det, og i forhold til den konkrete model kommer vi også til at tage de drøftelser i forbindelse med 2025-målet.

Tak. Så er det fru Theresa Scavenius, Alternativet. Værsgo.

Ordføreren siger, at Klimarådet har rost regeringen for, at der er en vej, men det er jo én sætning. Kunne ordføreren ikke forholde sig til Klimarådets kritik i stedet for det her med at sige, at der er en sætning, der siger, at det faktisk er imponerende, at der er fundet en vej. For grunden til, at de siger det, er fordi det har været helt absurd de forrige perioder, hvor man ikke engang har tænkt over, hvordan vi når de her mål. Og så er der jo stadig væk den her store såkaldte manko, som viser, at vi ikke har en vej endnu – det er ikke sandsynliggjort. Så kan ordføreren ikke forholde sig til substansen af det?

Jeg kunne også godt tænke mig at nå et til spørgsmål. Ordføreren siger: Vi anede ikke, da vi lavede klimaloven, hvordan vi skulle komme i mål. Det er jo en absurd udtalelse. Mener ordføreren virkelig, at ordføreren ikke anede det? Så er der altså tonsvis af rapporter, man kunne tage fat i, hvis man ikke anede det. Så kunne ordføreren lige uddybe, hvorfor ordføreren ikke vidste noget som helst om, hvordan man kom i mål med det her?

Ordføreren.

Jeg skal se, om jeg kan nå hele vejen omkring. Et enkelt minut er jo ikke nødvendigvis nok til at nå omkring al klimapolitik. Først i forhold til Klimarådet vil jeg sige, at jeg ikke sagde fra talerstolen, at Klimarådet havde rost regeringen – jeg tror, det var det udtryk, som Alternativets ordfører brugte – men det, jeg sagde, var, at vi for første gang har vist en vej til 2030. Og det er jo det, der står. Men jeg sagde jo så også, at der er en masse ting, som Klimarådet peger på – anbefalinger og bekymringer og nogle af de risici, som vi skal have elimineret for netop at sikre, at vi når i mål i 2030. Og det er jo det, vi skal bruge den rådgivning til. Og det er jo også derfor, vi kigger meget konkret på de anbefalinger, der kommer fra Klimarådet.

Så står det for spørgerens egen regning at, kan man sige, sætte tillægsord på de udtalelser, vi kommer med her fra talerstolen. Jeg tror, at alle, der sad og forhandlede klimaloven på det tidspunkt, var vidende om, at vi netop ikke kunne vise en vej til målet i 2030. Og havde der bare været en opskrift, havde det været let nok, men det er der jo sådan set ikke.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Hvis ordføreren så gerne vil lytte til Klimarådet, kunne man så ikke gøre det i forhold til affaldsloven? For der har Klimarådet jo faktisk nogle klare anbefalinger i forhold til CO2-reduktioner – at vi skal sætte det på pause, fordi den netop ikke gør det, den skal. Så kunne ordføreren forholde sig til den kritik? For ordføreren har netop lige sagt, at vi faktisk skulle lytte til Klimarådet for at komme i mål. Og hvis vi ikke lytter til Klimarådet, kan vi i hvert fald være hundrede procent sikre på, at vi ikke kommer i mål.

I forhold til et andet aspekt af den her liberalisering: Hvordan kan ordføreren som socialdemokrat – for jeg tænker, at det at være socialdemokrat var sådan noget med at skabe et velfærdssamfund, der var trygt for kommunerne og borgerne – i den her periode, hvor vi også er i en krisetid geopolitisk, sælge ud af vores kritiske infrastruktur? Kan man virkelig som socialdemokrat stå inde for det anno 2023?

Værsgo.

For at tage det sidste først i forhold til den store veneration for Socialdemokratiet – det er jo altid dejligt, at der er så mange andre, der har bud på, hvordan man er en rigtig socialdemokrat – vil jeg sige, at vi er et bredt parti, og man er velkommen any time. Så man bare kan skrive under på indmeldelsesblanketten.

I forhold til hvordan man så kan være en del af affaldsaftalen vil jeg sige, at der jo fortsat er majoritetsejerskab i kommunerne i forhold til de anlæg, som skal selskabsgøres, så den bekymring deler jeg ikke. I forhold til klimaeffekten har vi jo brugt rigtig, rigtig meget tid, både i udvalget og her i salen, på at diskutere det, og der ligger også rigtig mange skriftlige svar på det.

Tak. Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Jeg hører egentlig ordførerens tale som en positiv tale om, at vi traf nogle beslutninger i Folketinget, men man aner ikke, hvordan vi lige kom dertil, men nu har vi så pludselig fundet vejen dertil. Så i morges var jeg hos Landbrug & Fødevarer, og sidst jeg var det, endte en af talerne med at blive minister. Det er nogle kloge mennesker, der er derovre. Og i dag fortalte de faktisk fra SEGES, at landbruget godt kan komme i mål med deres CO2-udledninger, helt uden CO2-afgifter. Det kunne de, helt uden CO2-afgifter. Og så behøver vi ikke at snakke om det længere, så behøver ikke at lægge regningen der, hvor jeg kommer fra, vel, for at få stemmerne i hus herinde i byen. Så vil Socialdemokraterne stå fast på, at der bliver indført en CO2-afgift på landbruget? Vi udvikler os hele tiden, vi bliver klogere hele tiden på det her, og det er superfint, og rammerne er blevet sat. Men hvis nu landbruget kommer i mål uden CO2-afgift, er vi enige om, at selv Socialdemokraterne så ikke har tænkt sig at nedlægge 25 pct. af dansk landbrug med en CO2-afgift? Er vi ikke enige om det? Altså, ingen afgift, hvis de kommer i mål uden?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at nogen pludselig har fundet en vej til 2030. Mig bekendt har både alle os, der er her i salen lige nu, men jo også dem, der har knoklet for at skabe klimahandling i Danmark, også i den sidste regeringsperiode, brugt ufattelig mange timer på netop at sikre, at vi vil levere reel klimahandling. Så det er ikke sådan noget, vi bare er snublet hen over, det er noget, der reelt har krævet rigtig mange politiske prioriteringer og også meget finansiering og også meget hårdt arbejde, og det vil det også gøre frem til 2030.

I forhold til landbruget har de lavet deres eget udspil i forhold til klima, og det er sådan set godt. Der ligger jo også lidt finansiering på skatteborgernes skuldre i den forbindelse. Det, vi ser for os i regeringspartierne, og hvis jeg skal tale for Socialdemokratiet specifikt, er det jo dels, at vi lever op til den brede landbrugsaftale, der ligger i forvejen, de 55 til de 65-procentsreduktion i 2030, dels en CO2-afgift, som skal hjælpe os med at nå dertil. Det gælder for landbruget, lige så vel som det gør for industrien.

Spørgeren.

Men ordføreren kan godt selv høre, at det ikke giver mening. Vi skal bruge en CO2-afgift for at nå dertil, men hvis vi når dertil, er der jo ikke brug for en CO2-afgift. Det giver ingen mening. Ud over det vil jeg sige, at hvis det her bare skal være dyrt for landmændene, sådan at vi spiser mindre kød og får nogle lavbundsjorde og går den vej, så vi ødelægger landbruget, er det superfint, hvis Socialdemokraterne mener det.

Et andet spørgsmål: Der bliver hele tiden snakket om, at vi alle sammen skal ofre os, at det kommer til at koste lidt, men hvor meget kommer det til at koste? Hvad skal en dansker betale for at nå 2030-målet? Hvad er forskellen for en dansker, før I fik den brillante idé og efter? I kroner og øre per mand.

Ordføreren.

Jeg tror lige, der er et par mellemregninger, som ordføreren sprang over. I hvert fald blev der lagt nogle ord i munden på Socialdemokratiet, som jeg ikke kan skrive under på, og vi mener bestemt ikke, at landbruget hverken skal afvikles eller ødelægges eller nogen af de ord, der blev brugt fra Nye Borgerliges side. Tværtimod tror vi på, at fremtiden for dansk landbrug er at vise den grønne vej, det er at levere på, at man også i den sektor skal levere reelle klimareduktioner. Det kan jo ikke være sådan, at alle andre sektorer i Danmark skal levere på klimaet, mens landbruget ikke skal. Så selvfølgelig må det være ens, og der ved vi jo, at en CO2-afgift er den billigste vej til at komme dertil, og derfor er det også en del af regeringens politik.

Så er det hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, tak for talen. Nu spurgte jeg også ministeren om det her med, at vi har relativt lave afgifter på diesel i Danmark sammenlignet med vores nabolande, og ministeren kvitterede med, at hvis vi kommer med forslag, vil man lytte til det, især hvis de er finansieret. Men det gode ved at hæve en afgift er jo, at det giver et provenu, så der er jo penge at hente her. Så hvad tænker ordføreren, hvis vi nu hæver afgiften på diesel og får et provenu, som vi måske kunne bruge til at omstille vores flåde af fartøjer i Danmark, så vi kan komme i mål med nulemissionslastbiler eksempelvis? Det kan måske hjælpe regeringen med rent faktisk at komme i mål med 2025-målene – så er det ikke en god idé at forfølge?

Ordføreren.

Det er altid så dejligt med hjælpsomme kolleger, også fra Radikale Venstre, som kommer med gode idéer. Mit svar vil jo være det samme som ministerens, forstået på den måde, at vi jo er enige om, hvad det er, vi synes skal være værktøjet til at nå 2025-målet. Og så tror jeg, at der er bred anerkendelse af, at der også kan være andre forslag, og derfor vil der jo også være drøftelser i forhold til det, regeringen har lagt frem, og der kan man jo også fra Radikales side komme med forslag og indspark.

Spørgeren.

Tak for det. Jamen så må jeg spørge om noget andet. Jeg er jo desværre ikke klimaordfører, men efter at jeg er kommet tilbage, er jeg blevet transportordfører, så hvad har regeringen ambitioner på det område i forhold til klima, for det er jo et område, der virkelig batter, når vi snakker klima og udledning af CO2. Så hvad vil man konkret gøre for, at vi får en mere om ikke neutral CO2-udledning, så i hvert fald reduktion af vores CO2-udledning fra transport?

Ordføreren.

Så kan jeg starte omvendt, for nu er jeg jo ikke transportordfører, men klimaordfører, men jeg kan jo forsøge at svare alligevel. Det, der i hvert fald er helt åbenlyst, er jo, at der, hvor der er en meget stor opgave, er i transportsektoren. Så jeg tror, at vi i den grad har behov for at have allierede blandt transportordførerne, når vi klimaordførere kommer og banker på døren og siger: Der skal virkelig leveres noget her. Vi har jo bl.a. også set hele spørgsmålet omkring vejafgifter og andre ting, som så bidrager jeg i den forbindelse – og der vil også være behov for flere tiltag.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Linea Søgaard-Lidell fra Venstre. Værsgo.

Tak. Den grønne omstilling er vores generations største udfordring. Det er efterhånden sagt rigtig mange gange, og det er også på nippet til at blive en floskel. Så rettere sagt: Klimaforandringerne er en global trussel, en trussel med potentielt uoverstigelige og uforudsigelige konsekvenser, konsekvenser, som tvinger os til handling.

Klimakampen er også en frihedskamp. Vi skal sikre frihed og muligheder til dem, som kommer efter os. Tallene taler jo deres tydelige sprog. Danmark kan ikke gøre nok alene, men vi kan og vi skal løfte vores del af byrden. Og vigtigst: Vi skal være et foregangsland. Derfor er det jo sådan set også en smule skuffende, at vi først nu kan vise, at vi når vores 2025-mål. Jeg er personligt utålmodig på klimaets vegne, og derfor ærgrer det mig jo også, at vi ikke har set et højere tempo i klimahandlingen i de forløbne år. For hvis vi skal gå forrest og gribe de muligheder, som den grønne omstilling rummer, så nytter det ikke, at vi kun er en lille smule foran de andre; vi skal også turde tage nogle spring.

Heldigvis er vores 2030-målsætning om en 70-procentsreduktion meget ambitiøs, men jeg håber også, at vi ikke først i midten af 2028 skruer på nogle knapper, der skal få os helt i mål. Jeg håber i stedet, at vi tager afgørende fat i de kommende år. Det er vi nødt til, hvis vi vil sikre en troværdig sti mod klimaneutralitet i 2045, som regeringen har sat sig som mål, ligesom vi skal presse på for, at resten af EU-landene er på en lige så troværdig sti mod at nå deres klimamål.

Når vi står her igen om et år, vil vi være midt i et EU-valg. Vi vil se ind i en ny Europa-Kommission, der får den vigtige opgave at lægge sporet til, hvordan vi fra 2030-klimamålene går imod et klimaneutralt EU. Og det håber jeg sådan set vil få lige så stor opmærksomhed i den danske debat, som f.eks. vores egne delmål får. Vi har brug for, at hele blokken omstiller sig, og at vi ikke efterlader nogle lande på perronen, både for klimaets skyld og også for landenes udviklings skyld. Fremtidens efterspørgsel er nemlig grøn, og vi er alle bedst tjent med, at hele EU kan være med til at levere på den efterspørgsel.

Jeg er faktisk fortrøstningsfuld med hensyn til vores klimaindsats, i hvert fald mere end jeg har været tidligere, også i forhold til at vi kan ramme de vigtige balancer, som er skrevet ind i den danske klimalov, nemlig at vi skal omstille os på en måde, hvor vi stadig har konkurrenceevne, hvor det er omkostningseffektivt, og hvor vi i samfundet stadig væk har en sammenhængskraft og en social balance. I SVM-regeringen har vi jo en historisk mulighed for at skubbe på og tage fat om de svære problemstillinger, der stadig ligger foran os.

Den grønne omstilling er en stor omstilling, og den er så stor, at det for mig at se også er ualmindelig vigtigt med et politisk samarbejde hen over midten, altså at det ikke bliver op til én fløj herinde, hvordan vi gør det. Det er min og Venstres klare holdning, at den chance, vi har, må vi ikke forspilde. Danmark kan nemlig godt, og når vi øger ambitionerne, har vi også en forbandet forpligtelse til at leve op til dem. Det handler ikke bare om klimaet; det handler også om, at politikere ikke bare skal holde skåltaler, men turde gøre det nødvendige.

Heldigvis er markedet ved at komme med os. Massive prisfald og skalafordele har vist sig inden for sol- og vindenergi; elbilerne er bedre, end man havde turdet håbe på; de store rederier bestiller skibe, der drives af nye grønne brændsler godt hjulpet på vej af presset fra EU's kvotehandel. Den grønne bølge ruller, og vi skal sikre, at den fortsætter.

Alt tyder på, at vi kommer til at få brug for en lang række nye virkemidler herhjemme og i resten af verden, og det er nok også hævet over enhver tvivl, at vi politikere ikke kan forudsige den teknologiske udvikling, som sker i markedet, eller kan være 100 pct. sikre på, hvordan markedet udvikler sig. Vi kan skabe – og det skal vi – forudsigelige rammevilkår for samfundet, for vores virksomheder, og så skal vi ellers skabe frihed til udvikling og til innovation.

Hvis vi på forhånd afskriver bestemte teknologier, kan omstillingen ende med at blive unødvendigt dyr og vil sætte et dårligt eksempel. Når vi skal sikre lokal opbakning og samtidig være det gode forbillede, så er det afgørende, at vi har fokus på en markedsdrevet udvikling og er åbne over for alle teknologier. En for dyr omstilling vil koste i opbakningen, fordi den danske udledning alligevel kun er en minimal del af den globale udledning.

Derfor skal vi hele vejen have fokus på det større billede. Hvis vi ikke formår at sætte et eksempel til efterlevelse med teknologi og viden, der kan eksporteres, så mener jeg at vi har fejlet. Derfor mener jeg også, at et kategorisk nej til atomkraft i alle afskygninger er en fejltagelse. Alt tyder på, at den traditionelle atomkraft vil passe rigtig dårligt til Danmarks behov, men både eksisterende og nye værker er jo allerede en vigtig del af det sammenhængende europæiske energisystem. Derfor kan vi heller ikke bare lukke øjnene for udviklingen her, hvis vi reelt vil den grønne omstilling, også uden for Danmarks grænser. Vi skal ikke bilde os ind, at vi kan forudsige al teknologiudvikling frem i tid, og derfor kan vi ikke tillade os at afskrive en udvikling i bestemte teknologier – om det så er atomkraft eller andet.

Men lad os nu glæde os over, at de grønne teknologier bliver udviklet og forbedret, og at den private kapital investerer i netop det grønne, så løsningerne kan komme ud i den virkelige verden og få betydning for vores udledninger, og at danske virksomheder er med helt fremme. Og lad os glæde os over, at der er politisk vilje og handlekraft til at nå nogle af de mest ambitiøse klimamål i verden. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra fru Signe Munk, SF. Værsgo.

Tak for ordførerens tale. Jeg kan ikke lade være med at bide mærke i utålmodigheden, og det er skønt. Nu har jeg diskuteret klimapolitik med ordførerens parti i snart 4 år, og jeg har altid undret mig lidt over nogle principper i Venstre, som tilsyneladende stod lidt højere end klimaet. Enten handlede det om et skattestop, eller også handlede det om hensynet til landbruget. Jeg tænker, at vi bare kan få det gjort op nu med nogle ret simple spørgsmål. Er det okay for Venstre, at det bliver dyrere at købe en ny fossilbil, en diesel- og benzinbil, i Danmark, hvis det kan reducere klimabelastningen fra transporten?

Ordføreren.

Ja, det er sådan set okay, bare det samlede skattetryk ikke stiger. I Venstre har vi også kæmpet for at udvide kvotehandelen til persontransport i EU-systemet.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det er jo opløftende nyt, for ordførerens parti hældte en stor bilaftale i skraldespanden i sidste periode, hvor man netop gjorde det dyrere at købe en fossilbil og billigere at købe en elbil, med argumentet om skattestoppet. Så det er godt at vide, at det godt må blive dyrere at købe en ny fossil- og dieselbil.

Det andet spørgsmål er, om landbruget, der fylder 60 pct. i areal af Danmark, godt må blive mindre for at indfri klimamålet for landbruget.

Ordføreren.

Hvis du spørger til arealanvendelsen af det danske landbrug, tror jeg, at langt de fleste, også landbruget selv, er interesseret i, at vi får produceret fødevarer mere effektivt og mindre klimabelastende, og også, at vi frigiver noget land til vild natur.

Så er det hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Jeg noterer mig, at ordføreren lagde vægt på, at der skal være politisk samarbejde hen over midten, og at vi sådan set skulle bruge nye virkemidler og der skulle være lokal opbakning – det må ikke være for dyrt. Jeg var til et møde for nylig herovre på Børsen ved Dansk Erhverv og SYNERGI, som undrede sig meget over, at der ikke blev bakket op om Enhedslistens forslag om energieffektivitet. og at det ikke var blevet vedtaget i Folketinget for ligesom at lave en god plan for, hvordan vi kunne udnytte det fulde potentiale ved at lave energieffektiviseringer og energibesparelser, og for at vi sådan set måske kunne være på et niveau, hvor vi gjorde det lidt bedre end EU. Hvis man har et større potentiale i et land, er det med at udnytte den energibesparelse og den energieffektivitet, der kan være. Når man så har et samlet energisystem med fjernvarme og elproduktion, der fungerer godt, er det sådan set nye løsninger, der må være muligt. Så jeg undrer mig over, at Venstre ikke, når nu Konservative, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet stemmer for det forslag, kunne være med, når nu man prioriterer det der politiske samarbejde hen over midten.

Ordføreren.

At der ikke bliver lavet en national strategi, som ordføreren foreslog, betyder jo ikke, at der ikke bliver arbejdet for energieffektivitet. Og der er jo flere stykker EU-lovgivning på vej, som netop kommer til at højne ambitionerne helt vildt på det her område.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Så må jeg bare konstatere, at vi har en flertalsregering, og den kan gøre, hvad den vil, for den har jo flertal for det. Nu nævnte ordføreren, at det her med klimaforandringer også er en frihedskamp. Det tror jeg sådan set at det er for mange ude i den fattige del af verden, som oplever de her klimaforandringer, som gør, at det er sværere at leve i bestemte egne af Danmark. Så jeg vil egentlig høre, om ordføreren mener, at vi skal øge vores klimabistand og leve op til de aftaler og løfter, vi har givet i forhold til Parisaftalen osv. For jeg kan ikke rigtig se i den sidste finanslov, at man har prioriteret det.

Ordføreren.

Jeg er helt enig i, at klimaforandringerne rammer socialt skævt. Altså, det kommer det til at gøre i Danmark, og det gør det allerede verden over. Jeg vil også sige, at det sådan set også er mit klare indtryk, at ministeren på udviklingsområdet har et ekstremt stort fokus på netop at bruge de danske udviklingsmidler til at understøtte både en klimasikring og en klimaomstilling.

Så er det fru Theresa Scavenius, Alternativet. Værsgo.

Ordføreren er bekymret for klimakrisen og lignende ting, kan jeg forstå. Er det så ikke også vigtigt, at al lovgivning på en eller anden måde peger i den rigtige retning? Og Folketinget kommer til at vedtage en affaldslov, som går i den modsatte retning. Det vil sige, at der er den her sorte sektor, som er sindssyg vigtig i forhold til en grøn omstilling og hele vores samfund. Nu er der så en massiv kritik af den, og jeg ved godt, at jeg ikke skal stille spørgsmål, for ordføreren vil, hvis jeg spørger, bare spørge: Hvad er det gode argument? Vil du gentage alle de ting, som rigtig mange har sagt?

Så jeg vil mere bare spørge, om ordføreren er bekymret for, at hendes bekymring omkring klimakrisen ikke bliver løftet, når der er så massiv kritik af et lovforslag lige præcis i forhold til klimaområdet. Er det overhovedet ikke en bekymring, som trænger ind i en eller anden celle i din krop, eller er det simpelt hen bare noget, der preller af på dig?

Ordføreren.

I forbindelse med den kritik, der har været, af affaldslovgivningen har jeg egentlig hæftet mig mere ved nogle af de andre kritikpunkter end netop lige klimaet. Vi skal huske på, at det jo også handler om at få nedbragt vores affaldsmængder, hvilket jo er rigtig godt, også for vores miljø, altså at vi får genanvendt, hvad vi kan, af vores affaldsmængde i stedet for bare at brænde det af. Det er jo sådan set rigtig godt, og det betyder også, at vi skal have kapaciteten ned på vores affaldsforbrænding.

Så jeg mener sådan set, at det er et skridt i den rigtige retning. Og jeg må sådan set også lige tilføje, at et hensyn i den lovgivning jo også handler om, at der har været ekstremt store prisforskelle for forbrugerne på det her område, og det har vi jo også en interesse i at sikre at der ikke bliver ved med at være.

Så er det spørgeren, som skal være opmærksom på ikke at anvende direkte tiltale. Værsgo.

Ja. Jeg forventede heller ikke et andet svar fra ordføreren. Jeg har et andet spørgsmål. Jeg tænker, at som person fra Venstre er man også interesseret i konkurrenceevne og et godt marked. Er ordføreren klar over, at vi sådan på europæisk terræn er ved at miste ret meget sådan konkurrenceevne til Kina og USA i forhold til en klimapolitisk industripolitik? Derfor er klimapolitik også industripolitik, og derfor burde vi også understøtte den grønne omstilling ud fra et industripolitisk perspektiv og et konkurrenceevneperspektiv.

Ordføreren.

Jeg er helt enig i, at klimahensyn bliver et konkurrenceparameter fremadrettet. Det er det allerede. Altså, hvis vores SMV-lag vil være underleverandør til de store virksomheder, så skal de kunne redegøre for, hvad klima- og miljøaftrykket er på det, de prøver at sælge. Det er også noget af det, som vi arbejder for, og det bliver der jo også arbejdet på i EU-regi. Og jeg oplever sådan set, at det bliver taget ekstremt alvorligt.

Tak. Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Da jeg kørte herover søndag, læste jeg den nærmest mest frygtelige besked, jeg havde set længe. Det var, at Alternativet ville det være Danmarks landbrugsparti. Men det er selvfølgelig en flanke, der er helt åben, for Venstre er jo løbet væk fra at være Danmarks landbrugsparti, så hurtigt som man næsten kan rende. Men jeg er jo en rar mand, så jeg vil godt hjælpe Venstre med at få lidt af landbrugsstemmerne tilbage. Så når nu landbruget selv siger, at de kan komme i mål med deres reduktion uden en CO2-afgift, står Venstre så fast på, at der stadig væk skal indføres en CO2-afgift på landbruget?

Ordføreren.

Jeg synes, det er rigtig, rigtig godt, at landbruget byder ind med løsningsforslag og endda gør det med kendte teknologier. Det, der står tilbage i det udspil, som Landbrug & Fødevarer er kommet med, er jo, at de efterlader en meget stor regning for det hele hos skatteborgerne, og det synes jeg også vi er nødt til at forholde os til. Jeg mener sådan set, at en CO2-afgift er et godt værktøj til at sikre omstillingen, også på en omkostningseffektiv måde.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jeg forstår ikke det der med, at det er på skatteborgernes regning, for da kilometerafgiften blev indført nu her, var et af argumenterne, at det i sidste ende er forbrugeren, der betaler. Skal vi ikke slå fast, at det jo ikke er landmændene med de 600 søer, der spiser alle grisene? Det er det jo ikke, det er skatteborgerne. Så hvorfor er det, at det død og pine er så vigtigt? Min bekymring går på, at den klimaafgift – det fik jeg at vide af nogle meget kloge eksperter her tidligere på året i Folketinget – ville koste dansk landbrug 25 pct. Så ret mig, hvis jeg tager fejl, når jeg siger, at Venstre går ind for, at der er en klimaafgift, fordi det går ud over skatteborgerne, vel vidende at det risikerer at ødelægge 25 pct. af dansk landbrug.

Ordføreren.

Jeg synes sådan set, at en CO2-afgift, hvis vi får den indrettet rigtigt, kan være et virkelig godt værktøj til at sikre en markedsdrevet grøn omstilling og en omkostningseffektiv grøn omstilling af fødevareerhvervet, ligesom det gælder for andre sektorer. Jeg synes også, det er værd at huske på, at vi fra dansk side også har en interesse i, at det er vores fødevareerhverv, der er med til at finde løsningerne på, hvordan vi omstiller til at have et lavere klimaaftryk på vores fødevarer. Resten af verden står jo også over for den her omstilling.

Tak. Så er det hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak for talen. Jeg deler den utålmodighed, jeg også hører ordføreren give udtryk for her. Det her er et problem, som jo rammer kommende generationer hårdt, hvis ikke vi gør noget. Det tror jeg vi er mange der er enige med ordføreren i. Ordføreren siger også, at det her er et grænseoverskridende problem, og det er jo ganske rigtigt. CO2 overholder ikke landegrænser, og ordføreren nævnte også EU som et sted, som helt berettiget skal være med til at løse de problemer, vi står over for.

Så kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren kommentere lidt på, at vi fra Danmarks side har valgt at presse på for at få ændret kravene til biomasse i EU, i forhold til hvad man kan tillade sig at kalde for grøn biomasse, så man nu kan tage det, man kalder primær biomasse, og så fælde en skov, som jo ellers binder CO2 og faktisk er positiv for klimaregnskabet, med det ene formål at brænde træet, modsat det, man egentlig ønskede fra EU's side, hvilket var at bruge affaldstræ, altså sekundær biomasse. Det vil sige, at vi aktivt fra Danmarks side har fået EU til at træffe et valg, som er dårligt for klimaet. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Det er absolut ikke mit indtryk, at nogen fælder skov for at brænde træ af. Man fælder skov for at bruge træ som materiale til også at gøre andre industrier grønnere, bl.a. byggeriet skal man bruge rigtig meget træ til Og så er det jo restproduktet, som ligesom bliver brugt, fordi det andet har en større værdi. Det er også mit indtryk, at Radikale Venstre i Europa-Parlamentet bakker op om kaskadeprincippet.

Spørgeren.

Men det kan jeg så fortælle ordføreren ikke er korrekt. Der bliver fældet skov med det ene formål at brænde træet. Hvis det var med det formål at lave tømmer, hvad vi alle sammen kan se et formål med, og at resten så blev brændt, ville det være fint. Så har vi jo et affaldsprodukt, der har et formål, men pointen var netop, at man nu har valgt at sige, at det også er grønt at fælde skov med det ene formål at brænde træet, hvilket CO2-mæssigt ikke giver meget mening. Så det er desværre ikke helt korrekt, hvad ordføreren har af opfattelse på det her område.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, jeg kan kommentere så meget på det ud over det, jeg har sagt.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til fru Karin Liltorp fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordet. I er nok ikke i tvivl om, at vi arbejder hen imod en 70-procentsreduktion af CO2 i 2030, og overordnet kan vi jo nå det her mål ad flere veje. Man kan sørge for, at den energi, man bruger, er CO2-neutral; man kan rydde op efter sig ved at lagre CO2 i undergrunden; man kan forbruge mindre energi; og man kan reducere udledningen af drivhusgasser, f.eks. i landbruget; og der er fokuseret på alle de grene i regeringens klimapolitik. For at starte med det meget positive forventer vi at nå både 2025- og 2030-målet, og det er da fantastisk. Det skyldes de mål, der er indskrevet i regeringsgrundlaget, samt de klimaaftaler, der er vedtaget på tværs af de fleste partier her i salen, og det er de aftaler, regeringen har fokus på at implementere.

Med hensyn til mere grøn energi er vi allerede det sidste halve år gået fra mål til handling i forhold til flere af de her aftaler. Det betyder, at vi nu har banen klar til produktion af power-to-x, som inden længe skal kunne bidrage til brændstof til flytrafikken og til den tunge industri, og som I nok også alle ved, forhandler vi lige nu om 9 GW havvind, en massiv investering og udbygning af grøn energiproduktion, som vil føre til, at vi vil have rigelig med grøn el både til os selv, til produktion af nye grønne brændsler og til at hjælpe Europa af med russisk gas og olie. Udbygningen af havvind vil alene kunne forsyne mere end 10 millioner husstande, hvilket er meget mere, end vi selv kan forbruge i de danske hjem. Netop inden for produktion af grøn energi kan vi nok godt tillade os at sige, at vi er med helt fremme på verdensplan, og det er vi, fordi vi agter at udnytte de unikke ressourcer, vi har, til en udbygning af havvind.

Men de unikke ressourcer skal ikke udnyttes med et snæversynet fokus på en nedbringelse af CO2-udledningen. Vi skal i de nye udbud hæve barren for social og bæredygtig ansvarlighed, og hvis det ovenikøbet lykkes med at kombinere en opsætning af vindmøller med en øget biodiversitet, hvilket mere tyder på, da vindmøllerne kan fungere som nye rev, så er det jo en vind-vind-situation.

Der er dog også noget, der kan optimeres inden for energisektoren. Vi er stadig på et tidligt stadie, når det kommer til lagring, og vi kan jo ikke indrette vores samfund, så vi kun må bruge energi, når det blæser, eller når solen skinner. Der er vi helt enige med Klimarådet. Der er brug for at tænke i tiltag, som kan sikre, at forsyningssikkerheden også er på det høje niveau, vi allerede kender i Danmark, selv om vi skridt for skridt bevæger os væk fra de kraftværker, der kører på sorte energiformer, som kan producere uanset vejrforholdene. Og heldigvis er der en rivende udvikling i gang, en udvikling, som vi i regeringen selvfølgelig også er meget opmærksomme på. Og vi er helt enige med Klimarådet i, at vi f.eks. skal understøtte et mere fleksibelt elforbrug, noget, som danskerne bl.a. under energikrisen sidste år også har vist er muligt. Med relativt enkle tiltag kan vi således bevare den høje forsyningssikkerhed, vi kender i Danmark, selv når hele den danske energiproduktion stammer fra vedvarende energikilder, og det synes jeg da også er fantastisk.

Ifølge IPCC-rapporten om klodens tilstand er det dog ikke nok, at vi producerer grøn energi, men vi skal gøre endnu mere for at reducere CO2-udledningen i atmosfæren, og her kommer ccs, CO2-fangst og -lagring uundgåeligt til at spille en rolle. Vi skal nemlig sørge for, at den CO2, vi udleder, fanges og sendes tilbage i jorden, hvor den ikke gør nogen skade, og i den forbindelse er Danmark også rigtig godt med. Ja, vi er faktisk mere end godt med. For vi har givet tilladelse til, at virksomheder kan begynde at lagre den CO2 i vores undergrund. Alt tyder nemlig på, at vores undergrund er velegnet til formålet, og heldigvis er der rigtig mange investorer, der er klar til at gå i gang. De første projekter indikerer endda, at man opnår den reduktion, som man forventer, så selv om teknologien er forholdsvis ny, er det måske ikke så usikkert et kort, som nogle frygter. Og den næste gren handler jo om at bruge mindre energi og reducere udledningen af drivhusgasser, og som det også allerede er nævnt, skal vi kigge på landbruget, som står for en meget stor del af udledningen. Landbruget har heldigvis vist sig at være utrolig tilpasningsdygtigt, og de vil gerne den grønne omstilling, så jeg tror på, at vi i fællesskab med dem kan finde gode løsninger. Den tunge transport er også en udfordring, og vi skal prøve at finde det rigtige niveau for at drive omstillingen. Den seneste vejafgift er et skridt på vejen, men det har bestemt ikke været uproblematisk for branchen. Så har man jo heldigvis på EU-niveau besluttet, at fossile biler skal udfases senest i 2030, og der har Danmark presset på, for at det skulle være endnu tidligere. Men det var det kompromis, man kunne blive enige om.

Så skal vi også fokusere på energieffektivisering, som det også er nævnt. Vi skal nemlig implementere direktivet for energieffektivisering samt bygningsdirektivet, når det er forhandlet endeligt på plads i EU. Vi kan gøre mere, for at vores bygninger bliver mere energivenlige, og det har EU's direktiver fokus på, og generelt skal vi bare bruge energien mere effektivt. Det sikrer vi bl.a. ved at elektrificere vores forbrug, ved at køre i elbiler frem for biler med en forbrændingsmotor eller ved at skifte oliefyret ud med en energivenligere varmepumpe. Det kan alt sammen bidrage til at reducere vores energiforbrug.

Sidst, men ikke mindst, skal jeg nævne den globale klimaindsats. For uanset hvordan vi vender og drejer det, får vi altså ikke reddet klimaet i verden alene. Danmark gør allerede en stor indsats og har været en storeksportør af grønne løsninger, og det er altafgørende, at vi får de store økonomier med i den grønne omstilling, og her tænker jeg bl.a. på lande som Indien og Kina. I Indien har vi senest haft et meget vellykket eksportfremstød, og her ser vi tydeligt gevinsterne af, at vi i Danmark har så mange virksomheder, der er teknologiske frontløbere, og som kan vise en grønnere vej ude i verden, en grønnere vej, som netop bliver efterspurgt, fordi den også skaber vækst og fremskridt. Danmark skal være et grønt foregangsland, men for at være en inspirationskilde for andre kræver det, at vi finder løsninger, som de fleste kan se sig selv i. For som klimaloven også foreskriver, skal vi tage hensyn til danske virksomheders konkurrenceevne og den sociale balance. Vi skal sætte den grønne barre højt, men samtidig skal vi have alle godt og sikkert med ind i den grønne fremtid, en fremtid, der indeholder mange muligheder, og hvor vi passer godt på klimaet.

Derfor skal løsningerne findes i samarbejdet med de forskellige aktører i branchen og med befolkningen. Der er ingen tvivl om, at det kræver en stor indsats, og at det bliver dyrt, men eftersom vi alle sammen er enige om, at vi skal gøre, hvad der skal til, er jeg jo ikke i tvivl om, at vi nok skal nå i mål. Jeg ved jo, at I, der deltager her i dag, er meget optagede af den grønne omstilling, og jeg glæder mig til at høre, hvilke tiltag I selv vil bringe i spil. For det er jo selvfølgelig en del af det politiske spil – så garvet er jeg allerede blevet – at man skal kritisere regeringen for, at det hele går for langsomt. Men så vil jeg sige, at man selvfølgelig også skylder at fortælle, hvad det er, man selv vil, og hvilke konsekvenser det har for danskerne. Så jeg glæder mig til at høre jeres input. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Signe Munk, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror nu alligevel, at jeg lige vil starte med at spørge ordføreren om Moderaternes klimapolitik, og så er ordføreren velkommen til at spørge undertegnede her om SF's klimapolitik.

Jeg vil høre, om Moderaterne som princip går ind for en ensartet CO2-beskatning, altså som vi er begyndt at indføre i industrien. Går Moderaterne ind for en ensartet CO2-beskatning på tværs af sektorer i Danmark?

Ordføreren.

For mig at se er det jo i virkeligheden et lidt teknisk spørgsmål. Vi går ind for en klog CO2-beskatning, der tager hensyn til de balancer, der også er indskrevet i klimaloven. Om den skal være ensartet, kan jeg ikke umiddelbart stå her og sige. Det kan være, der er specielle hensyn, der skal tages, men selvfølgelig skal der være en CO2-afgift.

Så er det spørgeren for anden korte bemærkning.

Men kan ordføreren så blive mere præcis på, hvorvidt ordføreren mener, at det niveau, der ligger, på 750 kr. pr. ton CO2 i industrien, skal være det niveau, man også spejler ovre i landbrugssektoren?

Ordføreren.

Nej, for der venter vi stadig væk på ekspertudspillet. Jeg vil ikke lægge mig fast på, hvad det bliver i landbrugssektoren. Det tænker jeg vi finder ud af i samarbejde med dem. I forhold til om det bliver nøjagtig det her niveau, vil jeg jo gerne afvente eksperternes vurdering af, hvad det er, der giver mening, for vi skal igen tage hensyn til de forskellige balancer. Og igen vil jeg sige, at det jo ikke nytter noget, at vi sætter så høj en afgift på landbruget, at vi må lukke landbruget ned og begynde at importere alle vores landbrugsvarer. Det er jo der, det gælder om at finde en eller anden fornuftig størrelsesorden, så der også bliver taget andre hensyn.

Tak. Så er det hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Hvis vi lige må gøre den med landbruget færdig, må man sige, at Klimarådet og Det Miljøøkonomiske Råd jo sådan set har anbefalet, at vi har en høj ensartet CO2-afgift i Danmark. Det er sådan set en rimelig enkel model, og det er det, som de agiterede for over for Folketingets partier, og det er måske det nemmeste at indføre. Så jeg undrer mig egentlig over, at det skal være så svært at svare på.

Jeg kender et landbrug ude på Djursland, som lavede sin egen CO2-handlingsplan og faktisk kom frem til med ret få midler at kunne reducere temmelig meget. Der var noget lavbundsjord, man ikke burde dyrke. Man kunne godt plante lidt skov i hjørnet af den bedrift. Man kunne nedsætte sin kvægbesætning med 10 pct., og så kom man faktisk ret langt. Jeg synes ikke, man skal være så bange for at komme frem til en ensartet CO2-afgift. Hvorfor er det, at landbruget skal have en særstatus, bare fordi den historisk har været dygtig til at forurene den danske natur?

Ordføreren.

Jeg synes måske heller ikke, at jeg i min tale plæderer for, at de nødvendigvis skal have en positiv særaftale. Jeg siger, at vi skal tage højde for de forskellige forhold, der er i det, og jeg synes jo, at det er nogle utrolig positive fortællinger, hr. Søren Egge Rasmussen kommer med, i forhold til hvad landbruget kan gøre. Vi hører jo også i det nye udspil, de selv kommer med, at de faktisk synes, at de har en masse idéer til, hvordan de kan reducere udledningen. Men vi synes jo ikke nødvendigvis, at det skal være nemt, selv om det selvfølgelig er den nemme løsning, for vi går generelt i Moderaterne ikke ind for one size fits all. Vi går ind for, at det skal gøres klogt, og det skal gøres, så vi sikrer, at landbruget ikke nødvendigvis bliver nødt til at lukke ned for at leve op til de her mål.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Vi skal gøre tingene klogt, og nu står vi med et lovforslag på affaldsområdet, som ikke medfører de CO2-reduktioner, der var forudsætningen. Vi efterlader en konflikt med kommunerne. Vi kunne vælge at komme frem til, at vi skulle have noget CO2-fangst på de her affaldsanlæg, som egentlig ville være det allerklogeste. Kan ordføreren ikke se, at vi har det problem med lovforslaget, at det simpelt hen er for gammeldags? Det bygger på en aftale, der er 3 år gammel. Vi kommer ikke i mål med CO2-reduktionerne. Vi får ikke lavet en CO2-fangst.

Ordføreren.

Nu konkluderer ordføreren, at vi ikke får den forventede klimaeffekt, men det er jo så baseret på ordførerens antagelser, fordi Klimaministeriet jo faktisk har konkluderet, at vi kommer i mål med det, og samtidig er det konkluderet, at hvis det mod forventning ikke skulle gå i den rigtige retning, bliver vi nødt til at se på nye tiltag. Så helt overordnet er det jo ligesom regeringens forventning – eller i virkeligheden er det meget mere end en forventning – at vi skal i mål med de her 2025-mål. Og ud over det ser jeg meget, meget gerne, at der kommer fangstanlæg på alle affaldsværkerne.

Så er det hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak for talen. Nu blev der spurgt til CO2-afgifter. Jeg kunne godt tænke mig at høre noget andet. Ordføreren nævnte blandt meget andet i sin gode tale power-to-x og ccs og andre fine begreber. Flytrafik er jo bl.a. noget af det, der udleder CO2 ikke bare i Danmark, men i sagens natur uden for landets grænser for det meste. Hvad tænker Moderaterne om en flyafgift, så vi kan prøve at dæmpe vores flytrafik og måske bruge de penge fra en afgift på at investere i en omstilling af vores flytrafik til power-to-x?

Ordføreren.

Det synes jeg da er en helt fantastisk idé, og det er også derfor, regeringen netop barsler med det samme, nemlig at der bliver indført en flyafgift, hvor pengene netop bliver brugt til den grønne omstilling. Så det er jeg da glad for at ordføreren også synes er en god idé. Den støtter vi.

Spørgeren.

Tak for det. Det er jo godt at høre. Det har vi haft som princip i adskillige år. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren kan være lidt mere konkret. Altså, hvilket niveau ligger vi på, og hvor langt er I i regeringen, og hvornår vil der komme noget? Vi er klar; vi har snakket om det her i lang tid.

Ordføreren.

Uha, nu vil jeg sige, at generelt går det hurtigt på klimaområdet. Jeg synes, jeg bruger størstedelen af min tid på ny lovgivning inden for klimaområdet. Og så vidt jeg husker, og nu vil jeg ikke hænges op på det, hvis det er forkert, så snakker vi om en afgift på i omegnen af 100 kr. på en flyrejse.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Moderaterne er uden tvivl det parti i regeringen, som mindst kan lide os, der bor uden for byerne. Det var helt klart efter den tale. Der skal CO2-afgift på landbruget, det var bare top til kilometerafgiften, og bygningsdirektivet skal bare implementeres, som dybest set kommer til at betyde, at vi hverken kan sælge eller belåne vores huse ude på landet. Men tak for det. Altså, det er jo altid rart at vide. For det er svært med Moderaterne at vide, hvor de står, og det bliver jo tydeligere og tydeligere, at de hvert fald ikke står der, hvor de skal hente stemmer uden for byskiltet.

Vi snakker også energi her, og lige om lidt, her den 1. juli, indfører regeringen vel også det med de 85 øre i forhold til energien. Så mit spørgsmål til Moderaterne er: Når Moderaterne ikke har nogen problemer med at sende regningen for de fine holdninger herinde i Folketinget ud på landet, kunne vi så forvente, at Moderaterne så siger, at el i hvert fald er renere, end når man brænder dæk af i fyret, og at vi måske kunne få lov til at spare lidt på strømmen ude på landet? Vi får ikke fjernvarme derude, for der er ingen fjernvarmeanlæg, der gider at føre en ledning 9 km ud til den nærmeste forbruger. Vi skal gøre det gennem el – så i forhold til de 85 øre nu kunne det være, I kunne få en enkelt stemme uden for byerne igen.

Ordføreren.

Nu er jeg måske en lille smule forvirret over spørgerens generelle opfattelse af min tale, for jeg hørte ikke, at jeg sagde noget, der var specielt mod folk, der bor på landet, og for folk, der bor i byerne. Så den snak må vi nok tage senere.

Men når det kommer til fjernvarme, er vi netop interesseret i, at alle gasfyr skal udfases, og det er jo derfor, der er lagt utrolig mange penge til side netop til fjernvarmepuljen, og at vi står til rådighed med anbefalinger til de byer og de områder, hvor fjernvarme måske ikke er den optimale løsning. Det kunne netop være, at de i stedet for skulle have varmepumper osv. Så der er skam fokus på hele landet, og jeg er da ked af det, hvis spørgeren ser det, som om vi er negative over for folk, der bor på landet.

Spørgeren.

Nej, jeg tror, det er sådan en generel grundholdning, Moderaterne har – jeg tror ikke, det er specielt negativt ment. Men virkeligheden er, at fjernvarme ikke virker, når du kommer ud i landzonerne. Nej, vi skal have de her varmepumper, og COP-værdien på det vil nok også vise, at det skulle man nok også have inde byerne, hvis det kom man på det.

Men når ordføreren nu står deroppe og siger, at vi alle sammen skal bidrage, og at det er dem ude på landet, der skal bidrage mest – det er dem i Produktionsdanmark, der skal have vindmøllerne stående – vil jeg sige, at vi også snakker affaldsforbrænding. Og med hensyn til affaldsforbrænding vil jeg give Alternativet og venstrefløjen fuldstændig ret – det, vi laver nu her, er helt gak-gak. Men vi kunne jo så høre på Moderaterne, at hvis vi f.eks. lukkede for affaldsforbrænding i byerne fra i morgen af, kunne vi alle sammen sådan betale lidt af regningen.

Ordføreren.

Nu tror jeg igen, jeg vil komme tilbage til, at vores udgangspunkt ikke er, at alting skal være let, så derfor vælger vi heller ikke de lette løsninger. Vi prøver faktisk at overveje alternativerne og ligesom vende de forskellige ting for at finde ud af, hvad der kunne være det smarteste. For igen vil jeg sige, at jeg ikke kan genkende, at det skal gå ud over landområderne, heller ikke i forhold til affaldsforbrænding. Så der kan jeg måske ikke helt se, hvor spørgeren står henne.

Tak. Så er det fru Theresa Scavenius, Alternativet. Værsgo.

Jeg vil gerne læse lidt op fra Moderaternes klimapolitik eller i hvert fald fra det, der står om jeres politik på området i afsnittet »Grøn konsekvens«:

»Vores beslutninger og investeringer skal hvile på evidens og faglighed. Det vi gør, skal være det rigtige – ikke bare føles rigtigt. Når der er bred opbakning til de danske reduktionsmålsætninger, som også Moderaterne støtter ... «

Senere står der igen noget med, at man skal føre politik baseret på evidens og best practice. Det lyder rigtig fantastisk, og jeg tænker, at Moderaterne jo er et relativt nyt parti, og det er jo dejligt med nye partier, ligesom vi jo også relativt set er det Alternativet.

Mit spørgsmål til ordføreren er: Hvordan synes ordføreren det går i den regering, ordføreren er en del af, i forhold til at lytte til evidens og fakta? Her taler jeg specifikt om Klimarådet , CO2-reduktioner, den generelle klimapolitik i Danmark, men også specifikt affaldsloven, altså den her massive ekspertbaserede kritik, der er rettes mod affaldsloven? Hvordan kan ordføreren være en del af et parti, der laver politik baseret på evidens, når man ikke lytter til eksperterne i den her sammenhæng?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at fru Theresa Scavenius anerkender, at det er en meget flot formuleret klimapolitik, vi har i Moderaterne. Men jeg anerkender ikke præmissen om, at vi ikke lytter til evidens. I forhold til affaldsforbrændingloven ved jeg, at den jo har været diskuteret virkelig grundigt, og der er meget debat om de antagelser, man har gjort sig, men det er jo mange ting, der bliver blandet sammen i den her debat – det handler jo ikke kun om klimahensyn, men om også kommunernes økonomi. I virkeligheden er det, der vægter højest for mig, at målet netop er at reducere CO2-udledningen, og vi har beregninger, der netop viser, at det reducerer CO2-udledningen. Det er for mig er det centrale, og så er de andre ting, der handler om, hvordan det kommer til at påvirke økonomien, i virkeligheden sekundære i forhold til det overordnede mål.

Spørgeren.

Her er vi jo ved kernen i problemet, nemlig at vi har et Folketing og nogle folketingsmedlemmer, som ligesom skal stole på ministeriets tal, og jeg regner med, at når ordføreren bruger ordet vi, så taler du om regeringens politik.

Udfordringen er jo, at loven bliver udsat for massiv kritik, og det er jo det, man ikke forholder sig til. Så derfor vil jeg spørge igen: Er der ikke en diskrepans? Jeg roste i øvrigt ikke Moderaternes klimapolitik; jeg roste bare, at der var et fokus på, at man ønskede at lytte til eksperter, og så kom jeg med en problematisering af, hvad der så sker, når man tydeligvis ikke gør det. For det, ordføreren siger, er jo bare, at man stoler på det, som ministeriet siger, så man har netop ikke lyttet til kritikken.

Jeg må minde spørgeren om ikke at anvende direkte tiltale. Ordføreren.

Tak for det. Jeg synes jo i virkeligheden, at der i forbindelse med spørgsmålet om affaldsforbrænding har været en meget uheldig tendens til at mistænkeliggøre vores embedsværk, hvilket jeg personligt har været meget ked af, og det har påvirket rigtig mange. Jeg kan ikke se, hvem der har fået noget ud af den her mistænkeliggørelse. For igen vil jeg sige, at det centrale for mig er, at alle beregningerne er lagt frem, så hvis man skal kritisere det, må man gå ind og kigge på beregningerne og pege på den antagelse, der ikke holder, og så lave en ny beregning og vise, hvordan det skal være. Det andet synes jeg er ekstremt uheldigt, og jeg synes i virkeligheden, at det er meget skadeligt, at der bliver skabt sådan en manglende respekt for det embedsværk, der virkelig kæmper for at holde den her armslængde og gøre det så fagligt funderet som muligt.

Tak til Moderaternes ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så går vi videre i ordførerrækken til fru Signe Munk fra SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg er ved at læse en bog med titlen »Engang troede vi på fremtiden«. Bogen er skrevet af Christian Bennike, som fortæller, hvordan fremtidsgejsten var næsten uknækkelig vi 1990'erne og i begyndelsen af 00'erne, hvor han var barn og ung. Jeg husker lidt den samme tidsånd. Jeg er barn af 1990'erne. Alle ville blive rigere og gladere og friere, og da vi gik i skole, fik vi at vide, at verden lå åben, mulighederne var uendelige, og ressourceknaphed fyldte intet i den brede bevidsthed. Og når bare landene handlede sammen, skulle de nok blive enige om, at demokratiet var bedst, og hvis alle så tv-serien »Friends«, ville de stræbe efter at være ligesom os i Vesten. Tiden emmede af, at politik ikke var rigtig vigtigt. Den frie økonomi klarede for os at bringe verden hen et sted, hvor det hele blev bedre. Og globaliseringen gjorde verden mindre som en fin, hjælpende hånd for fremskridtet. Men sådan ser verden ikke ud længere. Det er forfatterens pointe. Tidsånden er gået fra optimisme til sortsyn, mener han. Men det er netop også hans pointe, altså at sortsynet faktisk kan redde os.

Så tænker I måske: Er hun ikke gået forkert, hende fru Signe Munk; det her er ikke en bogklub, det er jo en klimadebat? Men netop her synes jeg også, der er en væsentlig pendant til klimakrisen, for det er ikke ukuelig optimisme, der kommer til at redde os, det er nærmere den dybe bekymring og det sortsyn, om man vil kalde det det, som har indfundet sig. Danskerne er bekymrede for klimaforandringerne på et niveau, vi ikke tidligere har set. De ved godt, at klimaet gennemgår massive forandringer, de ved godt, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og de ved godt, at vi ikke får styr på den globale opvarmning uden at lægge samfundet om og træffe politiske beslutninger. Globaliseringen, teknologien, rige mænd med store virksomheder klarer det ikke for os, økonomien bliver ikke grøn af sig selv. Klimaforandringerne er her, og de bliver mere voldsomme med de temperaturstigninger, som verden nu stirrer ind i, og det kan grundlæggende kun bekymre, og derfor er sortsynet på sin vis velbegrundet. Men, som Christian Bennike også skriver: Sortsynet kan hjælpe os. Og det skal være min pointe. For når vi kender og erkender alvorligheden af klimakrisen, kan vi også lave den politik, det kræver af os.

Nu til det lidt mere konkrete: For vi står også med en klimaredegørelse, som regeringen har lagt frem, og man kan sige, at den jo vidner om, at der er lavet mange politiske aftaler, som tager fat på den grønne omstilling. Der er lavet flere grønne energiaftaler, der er lavet en CO2-afgift for industrien, hvor elbilerne er blevet billigere, mens de sorte biler er blevet dyrere. Der er lavet massive investeringer i CO2-fangst – alt sammen meget godt, SF er med i aftalerne, og jeg har selv været med til at lave de fleste af dem. Men det ændrer bare ikke på, at det ikke er nok, der skal mere til. Særlig én klimamilepæl er lige om hjørnet, og det er 2025-målet. Regeringen skriver i sin klimaredegørelse, og jeg citerer: »i løbet af regeringens første dage har vi fremlagt politik, der kan indfri 2025-målet.« men helt ærligt, det er jo bare blændværk. Regeringen har fremlagt en grøn folder, ja, den var altså grøn, på et møde på Marienborg, hvor de skriver, at mængden af biobrændstoffer i diesel og benzin skal hæves. hvor meget ved vi ikke, og vi ved ikke, hvad det koster, og vi ved heller ikke rigtigt, hvordan de har tænkt sig at gennemføre det. Det var så den venlige kritik.

For det forslag, der står i folderen, er jo reelt et grønt tilbageskridt. Fra tidligere aftaler, hvor vi ville regne hele klimaaftrykket med, når biobrændstoffer skulle vurderes, er det nu ikke længere tilfældet. Regeringen vil kun lave det halve regnestykke. Måske ser det godt ud på papiret, men klimaet gavner det ikke nødvendigvis. Det er en ommer. Så klimaminister, når du nu tager 2025-målet alvorligt, så indkald til forhandlinger nu, så vi kan finde en grøn løsning på at nå 2025-målet. Det er en pligtopgave, og det skal nås inden sommer.

I dag ser vi også på energipolitikken, og jeg synes faktisk, at energiredegørelsen altid er ret interessant at læse, for den giver et godt overblik over, hvad det er for nogle energipolitiske beslutninger, der er truffet i løbet af året. 2022 er et særligt år, for her fylder forsyningssituationen og behovet for at spare på energien mere, end det tidligere har gjort, og det er jo på grund af Putins krig mod Ukraine. Dønningerne fra Putins kyniske krig mod et frit europæisk land mærker vi her med højere energipriser og knappe energiressourcer.

Vi både kan og skal støtte Ukraine ved at føre en grøn energipolitik, som endegyldigt bringer Danmark og resten af Europa fri af russisk naturgas og olie, men det kræver altså også, at vi gør mere i Danmark end bare det, der bliver listet op i energiredegørelsen. Vores energibesparelser har i det forgangne år været store, særlig er der blevet skåret ned for varmeforbruget. Men vi skal ikke hvile på laurbærrene, vi skal blive endnu dygtigere til at spare på energien og energieffektivisere, hvor vi kan. Samtidig er der kommet mere vedvarende energi op i landet: Der er blevet opsat 1,3 GW-solceller i 2022. Det er faktisk ret vildt, det er mere end en havvindmøllepark. Så nu er tiden til at rette fokus mod solcellestrategien, så vi får planlagt klogt, hvor solcellepakkerne skal være henne, og når vi skal lave energipakkerne på land, skal vi sørge for, at vindmøllerne faktisk også får en plads.

Den grønne strøm skal også ud i stikkontakterne, og her ligger fortsat en stor opgave. På trods af politiske aftaler om grønne investeringer i elnettet, er reguleringen strandet for elnetselskaberne, og det er simpelt hen uholdbart. Det samme er havvindmølleparkerne under åben dør-ordningen, og jeg må indrømme, at jeg undrer mig over, at der står i redegørelsen, at en udbudsmodel synes at være løsningen på åben dør-projekterne, men vi har fortsat ikke set noget konkret fra regeringens side.

Sluttelig vil jeg bare understrege det behov, der er for, at vi holder fast i vores store ambitioner for havvind, ikke bare for, at de danske hjem kan blive lyst op, men fordi vi også kan hjælpe resten af Europa. Og i mit sind er der ingen tvivl. Danmarks bedste våben i klimakampen i den grønne omstilling og for at vriste Europa fri af Putins kløer er vores havvind. Og ja, alting er blevet dyrere, fra smør til vindturbiner, men det skal altså ikke få os til at vakle. Vi skal bygge vores energiøer, vi skal have meget mere havvind, som kan levere den grønne strøm, som vi har så meget brug for, og som kan skabe det, som Olaf Scholz meget fint kaldte frihedsenergi.

Med de ord vil jeg gerne sige tak for ordet. Der var lige en klog formand, som spurgte, om ikke der var en vedtagelsestekst, og det havde den kloge formand ret i. Jeg vil gerne på vegne af Enhedslisten, Radikale, SF og Konservative fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Den nyeste klimarapport fra IPCC viser, at konsekvenserne af den globale opvarmning er endnu værre end hidtil antaget. Det gør det endnu mere afgørende, at alle lande skærper deres klimamål, og også at de overholder dem. Det vil skade klimaet, Parisprocessen og troværdigheden, hvis et land ikke overholder sine mål, og det gælder i særdeleshed for et land som Danmark, der markedsføres som et grønt foregangsland. Så med udsigten til, at Danmark ikke når vores 2025-mål for reduktion af vores klimaforurening, opfordrer Folketinget regeringen til inden sommerferien at indkalde til forhandlinger og snarest fremlægge og søge at få vedtaget virkemidler, der skal sikre, at vi når målet, og at det sker gennem reelle reduktioner. Samtidig understreger Folketinget, at regeringen har handlepligt til at sikre, at 2030-målet nås.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 22).

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Det er først fra fru Karin Liltorp, Moderaterne. Værsgo.

Tak for det. Det var super glædeligt at læse engang i marts, at Konservative og SF har lavet sådan en grøn klimapagt, og det er jo dejligt, at vi alle sammen brænder for den grønne omstilling.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvilke konkrete planer og hvilke konkrete forslag I har udarbejdet siden da, for jeg kan forstå, at det forslag, regeringen kommer med, om det øgede CO2-fortrængningskrav, bestemt ikke lige er sagen. Så jeg vil gerne høre, hvad det er for nogle forslag, I sådan går og barsler med.

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg med respekt for Det Konservative Folkeparti skal lade ordføreren derfra fremlægge, hvad De Konservative har tænkt sig at lægge på bordet, men jeg vil meget gerne fortælle om SF's overvejelser.

Helt specifikt i forhold til CO2-fortrængningskravet mener jeg faktisk, at det er et godt værktøj. Det er jo noget, som både brændstofbranchen ved Drivkraft Danmark og faktisk også de grønne organisationer bakker op. Pointen er, hvad der ligger inde i maven af det CO2-fortrængningskrav, for der synes jeg i al beskedenhed, at vi fandt en god model sammen med den tidligere socialdemokratiske regering, hvor vi aftalte, at fra 2025 tæller man det samlede klimaregnestykke for biobrændstoffer med. For det betyder i realiteten, at man stiller de avancerede biobrændstoffer, men i særdeleshed de vedvarende energi-baserede brændstoffer langt bedre. Og det mener jeg faktisk skaber en reel og meget bedre grøn omstilling af transporten, og ordføreren skal være så velkommen til at tage det forslag tilbage til regeringen.

Spørgeren.

Jeg havde nok misforstået det. Jeg troede i virkeligheden, at der lå i den der grønne alliance, I havde lavet sammen, at I havde siddet og snakket sammen om, hvilke tiltag der kunne implementeres med kort varsel.

Så jeg skal bare lige forstå, om SF er blevet enige med Konservative om, at det f.eks. er en god idé med en høj CO2-afgift eller en høj dieselafgift. Eller hvad er det for nogle konkrete ting, I er blevet enige om kunne være en bedre vej frem? For jeg går ud fra, at det lidt er det, der ligger i, at I sådan har lavet et partnerskab.

Ordføreren.

Jeg oplever egentlig, at ordføreren spørger til to forskellige ting. Den ene er, om SF har et grønt samarbejde med Det Konservative Folkeparti. Ja, det har vi. Hvis man sådan kigger på, hvad vi har stået sammen om, er det bl.a. energieffektiviseringer. Vi er også begge partier med i industriaftalen om CO2-afgiften.

Så spørger ordføreren også specifikt til 2025-målet. Og der må man bare sige, at det er vi jo enige om at nås. SF er klar med forskellige tiltag. Det er både at lave om på det der CO2-fortrængningskrav, at se på en dieselafgift og også at se på en fremrykning af biogas. Jeg er faktisk villig til, at vi diskuterer mange forskellige veje dertil.

Tak. Så er det fru Theresa Scavenius, Alternativet.

Jeg synes, det er rigtig dejligt, at ordføreren refererer til IPCC-rapporten, men så kan jeg jo ikke lade være med at spørge om noget – og jeg tænker også, at ordføreren sikkert ikke er overrasket over, at jeg spørger om det. Hvordan kan SF så gå med i en aftale, som gør en sektor mere sort, end den var i forvejen? Altså, hvis målet er at udfase og skabe en grøn omstilling, er det mig fuldstændig ubegribeligt, at man så samtidig med den anden hånd kan stemme en affaldslov igennem og i øvrigt også være med til at lave flere udbudsrunder og acceptere dem. Der er et eller andet i mit hoved, der bliver meget Greta Thunberg-agtigt. Jeg synes, det er helt fair, at man tænker, at klimapolitik er dyrt, at det ønsker man ikke at gøre, og at det har man et argument for, men når ordføreren netop anerkender IPCC-rapportens konklusioner, kan jeg slet ikke forstå, at man kan ende med at stemme for sådan et slags forslag.

Ordføreren.

Jeg oplever, at ordføreren laver en falsk modsætning. Det er jo fair nok, at vi kan være uenige om nogle konkrete politiske aftaler. Altså, hvis man først og fremmest tager affaldsaftalen, er det jo en aftale, som Alternativet selv skrev under på, også med den konkurrencemodel, der ligger til grund for lovforslaget. SF har hele tiden været kritisk over for det. Det, der er det afgørende i den aftale og i den lov, er, at CO2-reduktionerne skal nås. I SF mener vi og står gerne på mål for, at forbrændingskapaciteten i Danmark skal ned. Vi ser så også gerne en løsning, hvor man over tid og i en mellemliggende periode arbejder med CO2-fangstsanlæg på de resterende anlæg.

Når det kommer til aftalen om Nordsøen, som ordføreren også refererer til, vil jeg bare helt ærligt sige, at der ingen tvivl er i mit sind om, at det er et af de største klimafremskridt, der er lavet i den sidste periode. Og det var vildt vigtigt for SF, at vi fik lavet den aftale. Vi er det første olie- og gasproducerende land i verden, som sætter en stopdato for olie- og gasproduktion i 2050. Det er helt fantastisk vigtigt, og det er netop det, IPCC siger at man skal gøre. Man skal ikke kun kigge på forbrug, men også produktion af fossile brændsler. Så er det rigtigt, at der også ligger kompromiser i den aftale.

Spørgeren.

Jeg refererede sådan set ikke til CO2-fangst. Jeg refererede til de nye udbudsrunder i forhold til at hive mere gas op af Nordsøen. Jeg ved, at ordføreren er med i Nordsøaftalen, som står bag den aftale. Så det er mere det, jeg synes er det allervigtigste. Det er for mig fuldstændig umuligt at forstå, hvordan man kan gøre det.

I forhold til affaldsaftalen er det jo sådan, at ordføreren ligesom taler ind i, at det handler om, at politisk logik og forligskredsen åbenbart er vigtigere end det faglige indhold i nogle lovforslag. Og det undrer mig også, at ordføreren siger, at vi når de CO2-reduktioner. Det ved vi jo godt at vi ikke kommer til at gøre. Og det med CO2-fangst kommer jo heller ikke inden for affaldssektoren, for når vi liberaliserer, er det EU-retten, der gælder, og så kan vi ikke lave CO2-fangstsanlæg på vores egne forbrændingsanlæg.

Tak. Ordføreren.

Der er jo mange antagelser i det, ordføreren siger. Det er påstande, som man ikke kan nå at redde ud heroppefra. Altså, ordføreren refererer i forhold til udbudsrunder i Nordsøen til Nordsøaftalen, og det er rigtigt, at der er mulighed for miniudbud. Det har jeg sagt til ministeren at jeg synes at han skulle droppe. Men det er rigtigt, at det er en del af den aftale. Jeg synes ikke, at det er en god idé. Det tror jeg også står helt tindrende klart, selv hvis man ikke gider læse, ude i offentligheden. Og så er det bare helt entydigt for SF, at en politisk aftale skal levere de reduktioner, der står på papiret – præcis den aftale, som Alternativet også selv har skrevet under på. Og det kommer vi til at forfølge. Jeg synes, det bliver enormt vigtigt at monitorere den indsats, og jeg havde da også håbet på, at KL selv havde leveret en lukket liste.

Tak. Så er det fru Lea Wermelin, Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for talen. Det er jo rigtigt, at ordføreren har været med i mange af de klimaaftaler, om ikke alle, som er blevet lavet i sidste periode. Derfor er jeg jo også vant til, at SF's ordfører kan revse regeringen lidt, også med lidt kærlighed, hvis man er heldig. Vi er også altid klar til at piske os selv med skorpioner, men når nu det er ordføreren, der står på talerstolen, kan jeg ikke undgå at bemærke, at der bliver talt om ih og åh, og at der skal ske mere i 2025 i forhold til det, som regeringen har lagt frem, og den vedtagelsestekst, der blev læst op. Og kan det så virkelig passe, at ordføreren ikke kan nævne et eneste konkret forslag, som man er blevet enig med Konservative om, når man står og bryster sig af en grøn alliance? Altså, der er ikke et eneste i forhold til 2025-målet, som ordføreren står og siger er det absolut vigtigste og skal ske nu. Man kan ikke nævne et lillebitte forslag, bare et lillebitte, som man er enige om?

Ordføreren.

Først og fremmest kunne jeg sige meget om kærligt revseri og at piske sig selv med skorpioner. Det er jo en disciplin, man er rigtig god til på venstrefløjen, altså det der med at piske sig selv. Men det skal jeg ikke underholde for meget med.

Jeg kan til fulde stå på mål for, at SF gerne diskuterer mange forskellige forslag til at nå 2025-målet. Det er jo sådan, at ordføreren er medlem af en flertalsregering. Så det vil sige, at vi jo ikke kan præsentere et alternativt forslag med et flertal, al den stund at vi skal have regeringen med. Men jeg vil sige, at jeg er meget villig til at diskutere både biogas, CO2-fortrængningskrav, højere dieselafgift, nitrifikationshæmmere i landbruget og hurtigere indfasning af en afgift på anvendelse af lavbundsjorder. Det vil jeg rigtig gerne diskutere med ordførerens parti og andre partier.

Spørgeren.

Okay, en anden disciplin, som man er god til i Folketinget, er udenomssnak. Og med al respekt er det et konkret spørgsmål: Er der bare et eneste forslag i forhold til 2025-målet? Det kan være den procent, man skal nå, og det kan være det virkemiddel, man skal bruge, og som SF er enig med Konservative om, når man står og bryster sig af en grøn alliance. Er der et eneste forslag?

Ordføreren.

Det er rigtigt nok, at det er en disciplin i politik at tale udenom; det er også en disciplin i politik hele tiden at flytte spillevæggen, vi spiller på. Det gør ordføreren jo så her. Det er kort og godt sådan, at vi bare helt ærligt fra SF's side og fra Konservatives side har sagt, at vi er kritiske over for en regering, som rykker så langsomt, at klimaministeren var ude at sige, at der ikke ville komme klimapolitik de første 100 dage. Så stiller vi os i al beskedenhed til rådighed for at finde nogle politiske resultater. Ordføreren ved jo godt, at i SF er vi faktisk ret gode til at finde det.

Så er det hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Hvis nu vi skulle ikke bare nøjes med det politiske slagsmål på Christiansborg, men skulle forfølge det her 2025-mål, var det måske en idé at inddrage flere i den proces. Vi har kun 5 uger, til der er sommerferie. Vi skal gøre noget mere for at nå 2025-målet. Jeg synes, at der også ligger i klimaloven, at man skal have mest klima for pengene, og det er det jo ikke, når regeringen bare kommer med, at der skal fyldes mere biobrændstof i tanken. Så jeg vil egentlig høre ordføreren, om det ikke var en idé, at vi laver en eller anden form for konference, hvor vi involverer andre uden for Christiansborg.

Jeg står her med »Akutpakke for klimaet«, som der er 20 grønne organisationer der har lavet. De siger: Sådan kan man komme frem til 54-procentsreduktion i 2025. Og så har vi CONCITO, som også har lavet et udspil, »Sådan når Danmark klimamålet i 2025«. De har jo så forskellige løsninger, men kunne det ikke være en idé, at vi laver en eller anden form for konference, hvor vi får uddybet, hvad det er, de organisationer kan give os af input til de forhandlinger, som vi skal have med regeringen? For jeg er helt enig med SF i, at vi skal frem til at have nogle gode forhandlinger, hvor vi finder andre virkemidler.

Ordføreren.

Det kunne sagtens være et redskab. Jeg vil også sige, at jeg faktisk synes, at det er ret fint, at både CONCITO og de grønne organisationer sammen har lavet den her klimaakutpakke, for det er jo faktisk nogle tiltag, som man kan tage at læse, og det er godt, at klimaministeren lige nu får dem overleveret; det er jo et samarbejdende folkestyre. Men bl.a. påpeger CONCITO jo, at man kan arbejde med nitrifikationshæmmere. De påpeger også forskellige andre ting, man kan gøre i forhold til landbruget. Det er bare for sige, at vi allerede også har hentet lidt inspiration i det katalog, men en konference er aldrig af vejen. Jeg må indrømme, at jeg synes, det vigtigste er, at klimaministeren meget snart får indkaldt til de forhandlinger, så vi kan komme i gang.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak for muligheden ... [Lydudfald] ... Det lyder godt. Men jeg synes jo, at vi så skal skynde os at lave den her konference. Jeg tror sådan set, at når der er organisationer, der har udarbejdet sådan nogle grundige papirer, så vil de sådan set gerne udfolde, hvad det er, de mener, og det kunne jo også være, at vi som politikere, som stiller mange spørgsmål, kunne have nogle spørgsmål, som kunne uddybe, hvorfor de har valgt de virkemidler, hvorfor vi ikke skal skrue lidt op og ned for dem. Jeg synes, det er spændende, at de 20 organisationer kommer frem til en reduktion af vores animalske produktion. Hvordan har de regnet sig frem til det? Hvordan kan vi sikre, at det sker? Så jeg betragter det lidt som tilsagn om, at vi godt kan nå en lille konference.

Ordføreren.

Nu er SF ikke alene herre over tidsplaner, men jeg vil i hvert fald gerne give tilsagn om, at det lyder både spændende og godt. Jeg vil bare også sige til Enhedslistens ordfører, at det, der ligger mig allermest på sinde, er, at vi snart får lavet en aftale. Jeg synes simpelt hen, at det har været frustrerende fodslæbende. Først den socialdemokratiske klimaminister, men nu også den nuværende klimaminister har simpelt hen skubbet 2025-målet foran sig, imens deadline jo helt ærligt bare er uhyggelig tæt på.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er det Danmarksdemokraternes ordfører, og det er fru Lise Bech.

Tak for ordet. Og tak til ministeren for redegørelserne, hvoraf den ene jo præsenterer en status for effekterne af regeringens klimapolitik på drivhusgasudledningerne i Danmark, mens den anden giver en status på landets energibehov og forsyningsmuligheder.

»Vi har travlt«, starter redegørelsen om klimaeffekter med at pointere med en henvisning til FN's seneste klimarapport, som tegner et dystert billede af fremtidens klima. Samtidig kan vi også læse, at regeringen vil skrue yderligere op for tempoet af den grønne omstilling og fremrykke målet for klimaneutralitet til 2045 og sætte et nyt mål om 110 pct.s reduktion i 2050.

I Danmarksdemokraterne deler vi opfattelsen af, at vi har travlt, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling og indfri 2025-målene og 2030-målene, som vi bakker hundrede procent op om. Vi er samtidig optaget af, at vi når i mål på en måde, der ikke fejer benene væk under danske husholdningers økonomi og danske virksomheders omsætning. I den forbindelse vil jeg gerne kvittere for, at der i redegørelsen står, at regeringen ønsker at være ambitiøse på klimaområdet, men samtidig føre en klog klimapolitik, som tager hensyn til erhvervsliv, beskæftigelse og social balance, og som udnytter vores styrkepositioner på f.eks. de grønne teknologier. De intentioner vil Danmarksdemokraterne egentlig bare opfordre regeringen til at handle på, så vi når i mål med de målsætninger, der er aftalt, før vi nedfælder nogle nye på papiret.

I februar måned udkom Klimarådet med deres årlige statusrapport, der vurderer, at risikoen er stor for, at regeringens klimaindsats ikke vil bringe Danmark i mål. Og det er fint, når vi kunne høre ministeren sige, at man kan føle i hjertet, at vi når målet, men det er jo ikke en strategi, vi sådan kan forlade os på.

Det fremgår af regeringsgrundlaget og redegørelsen, at den resterende del af reduktionsmankoen i 2030 bl.a. skal komme ved at realisere reduktionsmål i landbrugssektoren. I den forbindelse venter vi jo på, at ekspertgruppen fremlægger deres konklusioner og regeringen fremlægger et forslag til en klimaafgift på landbruget. Og jeg vil gerne med det samme sige i den her forbindelse, at Danmarksdemokraterne ikke bakker op om en CO2-afgift på landbruget. Vi mener ikke, at en afgift på en af de mest klimaeffektive landbrugsproduktioner i verden lyder som en god idé. Det er desuden en afgift, som ifølge Klimarådet vil afvikle en stor del af dansk landbrug. Vi ser hellere, at man udvikler frem for afvikler dansk landbrug og sørger for, at produktionen og udledningerne ikke bare flytter til udlandet. De to elementer er jo netop guidende principper i klimaloven. Vi deler dog opfattelsen af, at landbruget skal spille en rolle i den grønne omstilling, og det gør de jo allerede.

Under forhandlingerne om forskningsreserven for 2023 kæmpede vi netop for, at der blev afsat midler til at understøtte udviklingen af nye teknologier og løsninger på landbrugsområdet. Således blev der afsat 110 mio. kr. til forskning på området, og med det finanslovsforslag, vi havde, afsætter vi yderligere midler til en forskningspulje på 40 mio. kr., der skal understøtte forskning i klimavenligt foder, biogasanlæg, pyrolyse og alternative klimabidrag fra landbruget, der kan nedbringe CO2-udledningen. Landmændene vil gerne reducere deres udledning, og de er i fuld gang med at realisere reduktionen af drivhusgasser med 55-65 pct. frem mod 2030, som det blev aftalt med landbrugsaftalen fra 2021.

Der er altså ingen grund til, at vi skal nedlægge gode danske landbrug. Det vil også være tosset, hvis vi nedlægger tusindvis af arbejdspladser i landbruget og sender dem til udlandet i en tid, hvor Rusland har foretaget et helt uberettiget angreb på Ukraine og bruger energi- og fødevareforsyning som politisk våben. Med ét har man drejet på hanerne til energiforsyningen til Europa og sat en stopper for, at ukrainske skibe kan forlade deres havne og sejle ud i Sortehavet og levere de fødevarer, som millioner af mennesker i hele verden er afhængige af. I Danmarksdemokraterne ønsker vi ikke at gamble med vores forsyningssikkerhed. Derfor håber vi, at vi kan samarbejde med regeringen om at udvikle dansk landbrug frem for at afvikle det.

I forhold til det videre samarbejde er vi helt på linje med regeringen, når man skriver, at vi skal frigøre os fra russisk gas. Det siger sig selv – vi kan ikke være afhængige af energi fra lande, der afpresser sine handelspartnere og forsøger at udvide sine grænser med magt. Vi skal sørge for, at energi kommer fra pålidelige partnere, og investere i udrulningen af grønne energiprojekter som f.eks. havvindmølleparker og bedre boliger, så vi kan forsyne os selv og bruge vores energi så effektivt som muligt i fremtiden.

Derfor er vi grundlæggende positive over for satsningerne og de aftaler, som er sat i søen nationalt såvel som internationalt, der skal udvide kapaciteten for havvind. I den forbindelse bakker vi op om, at Danmark fremover skal bruge 30 pct. af det samlede havareal til havvindmøller, så vi hurtigere og i langt højere grad kan blive selvforsynende med energi. Udrulningen af havvindmøller skal selvfølgelig ske med respekt for fiskeriet i vores farvande og biodiversiteten i vores have. Regeringen har i den forbindelse også lovet, at der kommer en national energikrisestab på havvindområdet. Og måske kan ministeren give en status på det arbejde.

Redegørelsen peger også på, at energikrisen endnu ikke er afblæst, på trods af at danskerne kom godt igennem vinteren med fantastisk disciplin og nye sparevaner. Hvem havde troet, at vi alle ville begynde at stå op midt om natten for at tænde for vaskemaskinen og bruge mere tid på at tjekke elpriser end sociale medier på telefonen? Men redegørelsen pointerer også, at et totalt stop for russisk gas og kolde vejrforhold fortsat er risikofaktorer i næste fyringssæsonen, og at det er vigtigt, at danskerne bibeholder de gode sparevaner. Her må regeringen jo også komme på banen med en strategi for energieffektivitet, der anviser en ansvarlig vej til at sænke forbruget. Vi kan ikke lægge alt ansvaret over på danskerne og på vores virksomheder.

I samme boldgade nævner redegørelsen også, at importen af rørført russisk gas til EU er faldet fra at udgøre ca. 40 pct. af EU's samlede energiimport i 2021 til ca. 8 pct. i første kvartal af 2023. Vi skal fortsat arbejde for at frigøre os fra Rusland, og vi er enige i, at det skal ske så hurtigt som muligt uden at kompromittere forsyningssikkerheden. I den forbindelse er der behov for et servicetjek på de foranstaltninger, der skal sættes i værk, hvis vi ikke skal stå i en situation, hvor der ikke er strøm eller gas nok i nettet, så vi sikrer, at der altid er energi til samfundskritiske opgaver.

Desuden vil jeg lige hejse et flag for, at regeringen også fremskynder udvidelsen af biogasproduktionen i Danmark. Det er et potentiale, vi slet ikke har fået løst. Det er afgørende, at vi også her kommer i gang, når vi omstiller til grøn energi fra vind og sol, som ikke sviner, men hvor forsyningerne er afhængige af vind og vejr, som vi som bekendt ikke kan styre. Det er en sårbar position at være i, at en kold vinter med lange vindstille perioder kan udfordre elforsyningen i EU. Derfor er det også positivt, at genåbningen af Tyrafeltet snart fører til en forbedret forsyningssikkerhed. Dog leverer Tyrafeltet jo også til det europæiske marked, og det er usikkert, hvornår feltet er oppe på fuld kapacitet og kan bidrage til forsyningssikkerheden. Måske kan ministeren i forbindelse med det redegøre for, hvordan man forbereder sig til en fyringssæson uden afbrud i el- og gasforsyningen. Det er vigtigt for store virksomheder som Danish Crown, men også for små virksomheder – den lille lokale tandlæge – at få svar på.

Samtidig er det afgørende, at vi sikrer, at der er el i stikkontakterne og varme i radiatorerne hos de 5,9 millioner danskere og de 2,7 husholdninger. Redegørelsen peger på, at de danske husholdninger står for 33 pct. af det samlede endelige energiforbrug, og i den forbindelse kunne ministeren måske også redegøre for, hvordan man vil sikre, at vi får en boligmasse, der er energieffektiv. Vi så gerne, at regeringen kom på banen med nogle større ambitioner på vegne af de danske boligejere. Det gælder særlig for boligejere i landdistrikter – der, hvor jeg selv bor – som i mange tilfælde ikke har nydt godt af de voksende friværdier, som mange i byerne har oplevet. I nogle områder af boligpriserne faldet, og man har derfor ikke på samme måde kunnet udmønte friværdier til energiforbedringer i boligen. For de boligejere er håndværkerfradraget og boligjobordningen en stor hjælp, og derfor vil vi i vores finanslovsforslag genindføre ordningen. Vi vil alle sammen få glæde af en renoveret boligmasse, der er mere energieffektiv og skærmer forbrugerne mod højere priser på fossile brændsler.

Jeg er klar over, at det, der kommer nu, ikke lige er ministerens ressort, men så kan ministeren jo tage det med tilbage til sin kolleger i regeringen. Det er afgørende, at vi får flere faglærte i fremtiden, som kan sætte vores vindmøller og solceller op, installere vores varmepumper og renovere vores huse, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling og sikre energiforsyningen. Så jeg håber, at vi ser noget fra regeringen, der kan vende den her bekymrende udvikling i søgstallet til erhvervsskolerne. Det er afgørende for den fremtidige succes på klima-, energi- og forsyningsområdet.

I Danmarksdemokraterne ønsker vi i det hele taget, at den grønne omstilling sker med gulerod frem for med pisk. Vi ønsker ikke at sende store regninger til danskerne og danske virksomheder under dække af, at vi fører en ambitiøs klimapolitik. Man kan f.eks. tage den kilometerbaserede vejafgift på lastbiler, som også kort nævnes i redegørelsen om klimaeffekter. Regeringen har vurderet, at tiden er til at skifte diesel til lastbiler ud med grønt brændstof, og lægger nu en vejafgift på lastbilerne for hver kilometer, som vognmændene tilbagelægger. Forslaget skal reducere Danmarks årlige CO2-udslip med 0,3 mio. t, men vi har jo et udslip på 44 mio. t, så det her er ikke noget, der batter. Vi får en lille gevinst med store konsekvenser for dansk erhvervsliv og danskerne.

Så vi må lige trække i håndbremsen, for jeg ved ikke, hvad det er, vores ministre ser ud af bilruderne, når de kører på landets motorveje og landeveje. Der, hvor jeg kommer, ser jeg ikke et vejnet, der har en masse ladestandere og tankstationer, der flyder over med brint, som lastbilchaufførerne kan fylde på tanken. Her er ligeledes en grund til at fremme produktionen og brugen af biogas i transportsektoren, så vognmændene i højere grad får et alternativ til fossilt brændstof. Med den nuværende ordning for den kilometerbaserede afgift frygter vi at mange virksomhedsejere må dreje nøglen om, ligesom mange vil være nødsaget til at sende regningen videre til forbrugerne.

I Danmarksdemokraterne mener vi grundlæggende, at infrastrukturen skal være på plads og teknologierne tilgængelige, før vi pålægger branche og borgere at omstille sig i klimaets navn. Vi har travlt, men vi skal sørge for, at virksomheder og borgere bliver medejere af omstillingen og ikke tilskuere til den. Det er helt afgørende at sikre opbakning og medejerskab, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling. For i mål, det skal vi, og i mål, det kommer vi. Og det skriver ministeren jo også i redegørelsen.

Som jeg nævnte indledningsvis, vil vi holde regeringen op på løftet om den kloge klimapolitik og holde øje med, om den nu også bliver udmøntet i praksis – altså at regeringens klima-, energi- og forsyningspolitik ikke efterlader danskerne og de danske virksomheder på perronen med tomme lommer, tabte indtægter, vindmøller i baghaven. Og i forhold til det med vindmøller i baghaven blev det med klimaaftalen for grøn strøm aftalt, at man ville udpege 10-15 områder, der egnede sig som energiparker til udbygning af vedvarende energi på land. De skulle have været udpeget i efteråret 2022 – måske ministeren kan give en status på det arbejde. Industrien efterlyser et svar. De står klar til at komme i gang og sætte tempo på den grønne omstilling med udbygning af grøn energi.

Det var det, jeg ville sige i dag. Tak for ordet.

Tak for det. Den første korte bemærkning er til fru Lea Wermelin

Tak for det. Det er jo helt fair, at der er meget, som man har forventninger om hos regeringspartierne i forhold til 70-procentsmålet. Jeg har noteret mig, at Danmarksdemokraterne bakker op om målsætningen i 2030 og dermed jo også om et 2025-mål, som er lige om hjørnet, og hvor der er en manko. Hvad er Danmarksdemokraternes bud på, hvordan man lukker den manko? Altså, hvad er deres konkrete klimapolitik til at sikre, at vi når 2025-målet?

Ordføreren.

Man kunne jo i første omgang kigge på den plan, der er kommet fra Landbrug & Fødevarer, hvor man ligesom i stedet for at indføre en CO2-afgift på landbruget er kommet med en plan. Og ja, det koster nogle penge, men vi kan komme i mål, og endda med mere end det, man i forvejen har pålagt landbruget.

Fru Lea Wermelin.

Jeg er helt med på de virkemidler, som også bliver nævnt i landbrugsaftalen, og som vi jo er i gang med at arbejde på. Udfordringen ved dem er jo, at de bl.a. ikke er anerkendt i de opgørelsesmetoder, vi har. Så det er i hvert fald ikke nogen, der kan tælle med i målsætningen lige nu, men selvfølgelig skal vi arbejde videre med det.

Det, jeg spørger til, er: I forhold til de virkemidler, som så er anerkendt, har Danmarksdemokraterne så et bud på, hvordan man kan lukke den manko i 2025?

Ordføreren.

Altså, nu er vi jo ikke med i nogle aftaler, af den årsag, at vi ikke eksisterede dengang, hvor de der forlig og aftaler blev lavet; og bortset fra landbrugsaftalen sad jeg i Folketinget for et andet parti. Men vi vil rigtig gerne være med til at finde ud af, hvordan vi kommer derhen rigtig hurtigt – altså, det vil vi gerne hjælpe med til. Og det er jo ikke, fordi jeg kan stå her i dag og sige: Det er lige det her. Men vi kan jo sammen nå derhen. Det er bare ikke lige altid, vi har de samme måder at komme derhen på, men det kunne vi jo tale om. Jeg er helt sikker på, at jeg kunne tale med ministeren.

Så er det fru Karin Liltorp.

Tak for talen. Det er ikke så meget et spørgsmål, jeg har, det er mere en kommentar. Jeg vil bare gerne rose ordføreren for ligesom at tænke hele vejen rundt og tænke på alt det, der skal være på plads, for at klimaet ligesom kan nå i mål. Her tænker jeg specifikt på det, ordføreren nævnte, nemlig at vi skal sikre, at vi har de rette studerende og de folk, der faktisk kan udføre det hårde arbejde. Den dimension synes jeg bare er vigtig at få med i debatten.

Ordføreren.

Tak for det. Det mener jeg også, og det var derfor jeg tog det med. Vi er alle sammen så optaget af klima og grøn omstilling, og vi skal nå en hel masse, men hvis vi ikke har nogen, der kan hjælpe os derhen, nogen, der kan udføre jobbet rent fysisk, så når vi altså ikke ret langt.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Og vi kan gå videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Carsten Bach.

Tak for det, formand. Tak til ministeren for redegørelserne, som er meget detaljerede, og som jeg er sikker på, at Liberal Alliances klimaordfører har læst meget grundigt. Jeg vil overhøre ham i dem i morgen. Desværre er min kollega hr. Steffen W. Frølund, klimaordfører for Liberal Alliance, blevet syg her til eftermiddag, og derfor står jeg her i stedet for. Og jeg skal undskylde hr. Steffen W. Frølunds fravær. I hans fravær skal jeg så udlægge teksten på Liberal Alliances vegne, og det vil jeg forsøge at gøre efter bedste evne og måske lidt mere kortfattet og nøgternt, end hr. Steffen W. Frølund ville kunne gøre det.

Det korte af det lange er, at vi i Liberal Alliance er meget optaget af, at vi på markedsvilkår får udbygget produktionen med vedvarende energi så hurtigt som muligt, så vi kan imødekomme det stigende strømforbrug. Vi ser, at vi får udfaset brugen af fossile brændsler, og at vi på sigt også gerne får begrænset brugen af biomasse. Skal man sikre, og det skal vi jo, en hurtig udbygning, så skal vi også sikre investeringer i elnettet. Der er masser af sol- og vindprojekter på land, hvor flaskehalsen faktisk alene er, hvornår der kan ske en tilslutning til elnettet. Efter vores opfattelse kunne man meget fint investere statsligt i elnettet og opnå en sikker effekt af det i stedet for at kaste mange milliarder kroner efter projekter med negativ projekt- og samfundsøkonomi.

I forhold til udbygningen af havvind er Liberal Alliances ønske også her, at man udbygger hurtigst muligt og i videst muligt omfang undgår at statsstøtte projekterne. Efter Liberal Alliances opfattelse har bølgen af rentable havvindmølleprojekter i ind- og udland affødt, at der nu tages alle mulige andre hensyn end den hurtige udbygning. Debatten om statslig ejerskab og behandlingen af åben dør-projekterne er åbenlyse eksempler på, at vi nu er mere optaget af statslig provenu og mærkværdig symbolpolitisk markering end hurtig udbygning med grøn strøm. Det synes vi er en trist udvikling.

Forslaget om statslig ejerskab er nok måske mest at betragte som symbolpolitik i sin reneste form. Hvis man ønsker, at staten skal have en bid af kagen økonomisk, så kunne man jo sådan set også sikre det ved at bruge CfD-udbud, hvor staten får en andel af gevinsten over en vis elpris. Og man kunne måske endda også indkassere mere end de 25 pct. af gevinsten i de perioder, hvor strømprisen er meget høj; men i stedet vælger man så en model, som risikerer at forsinke udbuddene, alene fordi det lyder lidt smart i en fart måske.

Vi noterer os, at udbygningen af havvind ikke længere er et svar på at nå 2030-målet. Vi når ikke at bygge mere havvind, end der allerede er planlagt, inden 2030. Det illustrerer sådan set problemet ved at stå tilbage i startblokken for længe: Jo længere tid, vi venter, jo flere værktøjer spiller vi os af hænde, og dermed gør vi også den grønne omstilling dyrere end nødvendigt. Samme problematik kan ses, i forhold til at 2025-målet skal nås ved at øge CO2-fortrængningskravet, og det er jo så en idé, som flere ordførere før mig også har omtalt, men som Klimarådet kalder ineffektiv og kortsigtet.

Samlet set står LA lidt tilbage med nogle alvorlige bekymringer over udviklingen i Danmarks energi- og klimapolitik. Hvis ikke vi når vores mål med teknik og ikke foretager en grundlæggende omstilling, vil vi ikke kunne vise en grøn vej frem, som er attraktiv for lande uden for Europas grænser, hvor vi jo rent faktisk har langt de største af de globale udledninger.

Samlet set vil jeg og Liberal Alliance tage ministerens redegørelse til efterretning, og så vil vi tilslutte os den vedtagelsestekst, som blev oplæst tidligere af Socialdemokratiets ordfører. Tak for ordet.

Tak for det. Den næste korte bemærkning er til fru Lea Wermelin.

Jeg skal forsøge at balancere det, når det jo ikke er partiets ordfører, der står på talerstolen. Så enten kan ordføreren vælge at kvittere for mit spørgsmål og tage det med videre, eller også kan han svare. Det er op til ordføreren. Jeg har fuld respekt for, at man, når man dækker ind for en kollega, der er syg, så ikke nødvendigvis er helt inde i det hele. Men jeg ved jo fra en tidligere periode i Folketinget, at det er en dygtig ordfører, der står på talerstolen. Så lad os nu se.

Det, jeg sådan set godt kunne tænke mig lige at få en refleksion fra Liberal Alliances ordfører om – som jo går ind i det her om havvind, som vi jo sidder og forhandler om nu, og det gør vi selvfølgelig i forhandlingslokalet – er det om medejerskab. Og det om medejerskab står Socialdemokratiet og regeringen jo ved er en vigtig del af det, vi ønsker for at sikre en gevinst til danskerne af vores fælles havareal i fremtiden. Så bare lige for at få det skåret ud i pap for dem, der måtte lytte med: Når Dansk Industri, Dansk Erhverv og Vestas er ude og sige, at de sådan set godt kan bakke op om det – det plejer jo også og være nogle af Liberal Alliances gode venner, altså industrien, nogle af dem, man lytter til, og som skal skabe det her eksporteventyr og de grønne arbejdspladser, gør det så ikke indtryk?

Ordføreren.

Det gør altid indtryk, hvad diverse brancheorganisationer har af indvendinger til forskellige politiske tiltag i den her sammenhæng, vil jeg sige. Ligesom på mange andre områder er statsligt ejerskab ikke Liberal Alliances kop te. Vi mener ikke, at statsligt ejerskab gør nogen gavn i den her sammenhæng. Som jeg også gav udtryk for i min tale, skulle man jo indrette udbuddene sådan, at der bliver et økonomisk provenu til statskassen, hvis det er det, man går efter. Så den del kan klares på den vis.

Tidligere udbygninger af havvind er jo sådan set også foregået uden statsligt ejerskab, så det tænker vi faktisk også godt kan foregå fremadrettet. Og generelt betragter vi det egentlig, som om der er en række uheldige eksempler på statsligt ejerskab og medejerskab, hvor det at drive kommerciel virksomhed ikke går helt godt og kunne gøres væsentlig bedre, hvis man udelukkende opererede kommercielt med kommercielle interesser.

Fru Lea Wermelin.

Tak for det. Som sagt forhandler vi jo i et lukket lokale, så det er jo ikke for at tage forhandlingerne herind i Folketingssalen. Men når nu debatten alligevel er derude, vil jeg sige, at noget af det, som Vestas peger på, er, at det jo faktisk kan accelerere udbygningen af havvind, hvis altså staten er medejer. Det er jo også sådan i Nordsøen i dag med Nordsøfonden, at staten er medejer allerede i dag. Så det er jo en konstruktion, man kender i forvejen.

Derfor kan vi for de første ikke følge de bekymringer, som Liberal Alliance her fremhæver. Og for det andet er nogle af de gevinster, vi får med – ud over, kan man sige, at havvinden er blevet så kommercialiseret, som den er, hvad den jo ikke har været tidligere, og derfor er der også ny situation – også et spørgsmål om at sørge for at kapitalisere på de fælles havarealer, vi har i dag, også for de fremtidige generationer. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Jeg kan ikke gøre rede for, hvad energibranchen har af holdninger til, hvad der vil gå mere eller mindre hurtigt. Jeg vil måske betvivle, at statsligt medejerskab vil kunne speede nogle processer op. Det vil sådan lige umiddelbart intuitivt være min erfaring fra andre områder, at statsligt medejerskab ikke er med til at speede processen op, men nærmest det modsatte.

Mange tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er fru Mona Juul.

Tak for ordet. Op til den her debat i dag var jeg inde at kigge på nogle af de tidligere taler, jeg har holdt i forbindelse med redegørelser og forespørgsler her på klimaområdet. Der talte jeg om generationskontrakten og glæden ved at have de her fælles mål og stå sammen i aftalerne, at kigge på den internationale del osv. Og så havde jeg det bare sådan lidt: Det er også relevant, det er også vigtigt. Men hør her: Jeg skal gøre det kort. Jeg vil gå direkte til fadet, og jeg kommer ikke til at rose noget som helst. For prøv at høre: Vores 2025-mål hænger simpelt hen i en tynd tråd, og der er flere og flere, der begynder at tale om, at vi heller ikke når vores 2030-mål. Det er faktisk ikke særlig godt.

Men der bliver også talt om, at der er forhastede tiltag, der kan gøre mere skade end rent faktisk hjælpe med at nå målene. Det synes jeg er bekymrende. Jeg er oprigtigt bekymret. For det tager alt for lang tid fra aftaler til handling. Og det kan godt ske, at det lyder som en gentagelse, særlig for de socialdemokrater, der har siddet i regeringen før. Men det er jo, fordi da vi stod med et klimamål, havde jeg da også en forventning om, at vi så ville reagere hurtigere, end vi har gjort. Den tidligere regerings kampagneplanlægning var en decideret forhindring for, at vi kunne tage fat på f.eks. landbruget. Vi står nu her, 4 år efter den socialdemokratiske etpartiregering kom til, og vi har stadig væk ikke lavet en aftale om landbruget. Hvorfor er det, at vi står her nu og mangler den? Det er en opgave, der stadig ikke er løst, og som ikke er blevet nemmere af den grund.

Vi står nu med en regering, der siger, at vi har travlt. Det er jeg enig i. Og som noget af det første klasker døren i til åben dør-ordningen, så der heller ikke ad den vej kommer havvindmøller op. Vi står med en regering, der pludselig mener, at staten skal være medejer af havvindmøller, vel vidende at det forsinker processen. Vi står med en regering, der moser kilometerafgift igennem, uden at der findes elbiler eller elladestandere. Og vi står med en regering, der i hidtil uset grad beskyldes lidt for at sminke lidt på nogle klimaberegninger, så det ser lidt bedre ud, altså i forhold til om vi når det ene eller det andet, og hvad der skal med, og hvad der ikke skal med. Og det gør ondt. For vi er jo som folketingsmedlemmer nødt til lægge til grund, at ministeriets beregninger er rigtige, og vi skal have tillid til det. Jeg håber derfor også, at vi også kan få større tiltro til tallene bag de politiske aftaler, vi skal lave. For vi står altid klar til at forhandle og være med i politiske aftaler, der bringer os videre i den nødvendige grønne omstilling. Det har vi vist gang på gang med en bred palet af partier i Folketinget.

Så lad os få tempoet op. Lad os få nogle konkrete datoer på, frem for det, som nogle vil kalde en syltekrukke, som jo f.eks. er den her nationale energikrisestab, NEKST, som jeg synes er en god idé. Det er et rigtig godt udgangspunkt, for der er nogle bump på vejen, og det er vigtigt, der er nogle, der kigger på de bump. Men jeg er bange for, at det også er en af de ting, der tager for lang tid. Og uanset hvad ved jeg ikke så meget om det, for det er jo ikke Folketingets partier, der er involveret i det, selv om vi måske godt kunne give et par fif med på vejen. Det er også vigtigt, at vi får tænkt mere internationalt nu og lader vores erhvervsliv komme tættere på det politiske arbejde. De her klimapartnerskaber, som den tidligere regering startede, kan noget. Det var faktisk vigtigt. Det var en god måde at arbejde på at styrke den grønne omstilling via erhvervslivet.

Jeg tror også, det er vigtigt, at vi får sikret, at befolkningen er med – altså både dem, der synes, det går for langsomt, men også dem, der synes, de får trukket nogle løsninger ned over hovedet uden ligesom at kunne se idéen. Og så skal vi måske også droppe de der ideologiske håbløsheder og halve løsninger. For det gør bare, at vi står rigtig dårligt sammen. Det er jo sådan, at vi kan bøje os mod hinanden, og det er kun, når vi bøjer os mod hinanden, at vi laver holdbare løsninger, der viser, at vi rent faktisk er et foregangsland. Tak.

Mange tak for det. Den første korte bemærkning er til hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak til ordføreren også for at være med på den vedtagelsestekst, der ligesom siger til regeringen, at der nu skal indkaldes til forhandlinger om 2025-målet. Det synes jeg er rigtig godt.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan ordføreren har det med den her affaldslov, hvor det jo er tydeligt, at Klimarådet klart siger til os, at der ikke kommer nogen CO2-reduktioner med den. Forudsætningen var ellers 0,7 mio. t., og det er virkelig noget, vi har brug for, og samtidig har man jo ikke en løsning for at sikre CO2-fangst fra affaldssektoren, og man har en kæmpe konflikt med kommunerne, og vi har jo egentlig brug for et godt samarbejde med kommunerne. Nu får jeg jo hele tiden at vide, at jeg er trådt ud af det dårlige selskab, og at jeg ikke er med i aftalen, og det er jo også helt korrekt. Men jeg er jo trods alt med til at behandle lovforslaget, og jeg kunne da godt tænke mig at høre ordføreren, om ordføreren ser en løsning. For der er jo lagt op til, at vi på torsdag skal konkludere på sagen. Vil det ikke være en bedre løsning ikke at vedtage det her lovforslag på den her side af sommerferien?

Ordføreren.

Jeg synes, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, i forhold til affaldsforbrændingslovforslaget, altså stillet ændringsforslag og prøvet at dykke ned i, hvad der er op og ned. Jeg har også udtalt, at jeg synes, at ministeren skulle trække vejret helt ned i maven og så lige mærke rigtig godt efter og måske lige ånde stille og roligt ud og måske lige udskyde det her.

For der er udfordringer i det lovforslag, og det falder i to store puljer. Det ene handler om, om der er en klimareduktion, og det andet handler om den økonomiske del, hvor jeg er meget, meget bekymret. Det er sådan, jeg ser det lige nu, og jeg er desværre ikke fuldstændig overbevist om, at vi står på det sted, hvor vi så bare lige kan sige, at så er den hjemme. Jeg er ved at nærlæse det hele forfra, og jeg prøver virkelig at forberede det, så vi rent faktisk også kan træffe den rigtige beslutning i den konservative folketingsgruppe.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Det lyder spændende, og det er jo især godt, at de refleksioner bliver hørt af andre politikere. For der skal jo et flertal til på det udvalgsmøde på torsdag til at konkludere, at der ikke afgives betænkning, og så kan man få noget mere tid til at kigge grundigt i det. Jeg synes også, det er lidt svært, når man skal sætte sig ind i 110 svar, som kommer ret sent, fordi der er en presset tidsplan, fordi Folketinget har nogle helt urimelige arbejdsvilkår. Så tak for det engagement i den lovproces.

Ordføreren.

Tak og i lige måde. Det er vigtigt, at vi på tværs af partierne kan finde hinanden – om det er den ene eller den anden løsning, vi prøver at kigge på – og jeg synes i hvert fald, det har været en fornøjelse, og jeg har talt med rigtig mange partier om affaldsforbrænding. Så kan det være, at vi deler os i, hvordan vi så kommer til at stå. Men det er i hvert fald en fornøjelse, at vi kan have den demokratiske snak.

Så er det fru Lea Wermelin.

Tak for det. Jeg vil gerne spole tiden lidt tilbage, ikke så meget tilbage, men i hvert fald til den del af debatten, hvor jeg jo spurgte SF's ordfører, om man var blevet enig om nogle forslag mellem SF og Konservative. Man har udråbt sig selv som den her grønne alliance. Det var lidt småt med svarene, tror jeg godt jeg kan sige, fra SF's side. Der kom ikke et svar – altså ikke et eneste svar med et eneste konkret forslag fra den såkaldte alliances side, og derfor vil jeg selvfølgelig også spørge den konservative ordfører om det.

Når nu man står her på talerstolen og siger, at der skal ske noget med 2025-mål, vedtagelsestekst osv., har Konservative så et eneste forslag til, hvordan man kommer i mål med 2025-målet? Er man enig med nogen af de partier, man har lavet vedtagelsestekst med? Hvad er det for en procentsats, som Det Konservative Folkeparti mener at man skal nå? Det ville jo være enormt opløftende og oplysende for debatten, hvis ordføreren kunne redegøre for det.

Ordføreren.

Jeg synes, det er så dejligt at få lige præcis det spørgsmål, og jeg kunne næsten mærke, hvordan ordføreren boblede for at få lov til at stille det. Selvfølgelig har vi rigtig gode idéer til det her, fru Lea Wermelin; det er klart, men inden ordføreren så siger, at jeg ikke kommer til at svare, vil jeg også skynde mig lige at sige, at det faktisk ikke er min opgave. Det er regeringens opgave. Det er lige præcis regeringens opgave at sørge for at komme med de forslag, der skal til, for at vi når vores mål. Det er regeringen, der har handlepligten. Det er faktisk ikke mig.

Og selvfølgelig er der gode forslag, men inden jeg kommer med et eneste, vil jeg sige: Vær nu opmærksom på, at for hver dag der går, bliver feltet efterhånden godt nok snævert. For havde vi nu haft den her snak, da regeringen trådte til og vi ikke skulle vente de klassiske 100 dage, hvor der heller ikke skete noget, så havde vi jo allerede der haft nogle muligheder, som vi kunne se effekten af. Men mulighederne bliver færre og færre, men herfra er vi villige til at se på nogle afgifter, som vi kan fremrykke, så vi rent faktisk kan sikre, at vi når vores 2025-mål. Det er jo i hvert fald et af de steder, hvor jeg tror vi kan blive enige med forskellige partier. Vi vil sandsynligvis finansiere det forskelligt, og det ved ordføreren udmærket godt.

Fru Lea Wermelin.

Det er da dejligt, hvis man kan mærke den boblerne begejstring. Jeg er ligesom alle andre, tror jeg, utålmodig for det, vi skal på klimaområdet, og det tror jeg også den konservative ordfører er.

Jeg er fundamentalt uenig i, at det skulle være regeringens opgave alene at sørge for, at vi når i mål på 70-procentsreduktionen i 2030. Vi påtager os gerne den opgave, selvfølgelig, men jeg havde bare forstået det sådan, at når man er en del af en grøn alliance og man er et politisk parti herinde og der er mulighed for at stille spørgsmål og selv være boblende omkring nogle ting, så havde man nogle forslag, man gerne ville lægge på bordet. Det er jo sådan set bare det, jeg efterspørger. Vi har jo lagt en plan frem. Vi kan godt lukke 2025-mankoen, men i den vedtagelsestekst, som Konservative sætter sit navn på, vil man jo gerne noget andet eller noget mere, eller vi ved det ikke, og der er i hvert fald stadig ikke kommet svar på spørgsmålet.

Ordføreren.

Der er jo lige præcis kommet svar på spørgsmålet, og det, jeg også vil sige til ordføreren, er, at det jo ikke har skortet på beslutningsforslag i Folketingssalen, også på klimaet. Det er jeg bare nødt til at sige. Det har heller ikke skortet på forslag, hverken fra Det Konservative Folkeparti eller andre, i presse og i forskellige meldinger. Der er bare ikke blevet bidt til bolle fra regeringens side.

Selvfølgelig har vi alle sammen forpligtelser til at nå det klimamål, som vi har bundet os til, men det er trods alt regeringen, der sidder med serveretten; det må ordføreren dog også give mig ret i. Det er trods alt en regering, der har hele embedsværket bag sig. Prøv at høre her: Jeg er i et parti med ti mand. Jeg har syv ordførerskaber. Jeg tror faktisk godt, at hvis regeringen vil, kan de komme med lidt flere forslag, end jeg kan en gang imellem, men det virker lidt, som om vi kommer med lidt flere, end regeringen gør.

Så er det fru Theresa Scavenius.

Jeg vil bare sige tak for en god tale og i øvrigt det gode samarbejde. Jeg synes, at ordføreren agerer som en god parlamentariker, som lytter til kritik, kommer til høringer, forholder sig til tingene og netop tager individuel stilling til lovforslag i stedet for at køre en eller anden magtkamp om, at man skal trynes, hvis man stemmer for noget, man ikke har aftalt på forhånd osv. Så stor tak for det.

Jeg vil også sige tak for den måde, du svarer ordføreren for Socialdemokratiet på, for det er jo selvfølgelig fuldstændig uretfærdigt, at en ordfører, som repræsenterer et parti, som har siddet mange år ved magten og netop har misset chancen for at nå de mål, stiller små partier det spørgsmål. Og det er jo det, der er udfordringen. Klimarådet siger, at vi ikke når det, fordi dem, der har siddet på magten, har misset det. Når man så forsøger at skyde det over på os eller nogle andre – for jeg får sikkert de samme spørgsmål, som I andre har fået – så passer det jo ikke, for det har jo ikke skortet på gode forslag de sidste 10 år. Så det er godt nok en skræmmende måde at argumentere på.

Men tak for den måde, du besvarede det på.

Ordføreren.

Selv tak. Altså, jeg synes jo bestemt, at vi havde flere muligheder for et år siden, end vi har nu, i forhold til at nå vores 2025-mål – det er jo ikke nogen hemmelighed. Men det er altså ikke mig, der har besluttet, at vi f.eks. ikke har en CO2-afgift på landbruget endnu. Det er ikke mig, der har besluttet, at vi ikke har arbejdet med en national plan for energieffektiviseringer, bare for nævne noget andet. Vi kunne jo rent faktisk fremrykke nogle af de afgifter, vi allerede har aftalt. Det kunne jo være en vej til at nå vores mål.

Jeg vil også sige en ting nu, hvor jeg lige har ordet. Sådan noget som klimatilpasning – det ligger jo så på miljøområdet; det ved den tidligere miljøminister – synes jeg jo også er en af de ting, der haster rigtig meget. Der er flere, der her fra talerstolen har nævnt elnettet, og det synes jeg også er rigtig vigtigt. Nej, det giver ikke en klimareduktion, men vi skal også passe på, at vi ikke har skyklapper på, for der er også mange andre ting inden for den grønne omstilling, vi skal have øje for.

Fru Theresa Scavenius.

Jeg har faktisk ikke noget at tilføje. Jeg ville bare sige tak for samarbejdet.

Så går vi videre til hr. Kim Edberg Andersen.

Jeg tager ordet, fordi jeg synes, at ordføreren for Socialdemokraterne blev meget skarp omkring, hvem det var, der skulle få tingene til at ske inde i Folketinget. Jeg er jo ny i Folketinget, så det kommer lidt bag på mig. For min oplevelse har været, at jeg nogle gange har fået besked om, at regeringen har flertal, og at vi derfor skal hoppe, når den siger, at den afskaffer store bededag osv. Så vil ordføreren for Konservative, som jeg har reverens for, ikke bare lige forklare mig, om det ikke er sådan, at hvis man laver en aftale i Folketinget, så er det regeringen, altså dem, der har et flertal, som ligesom skal føre den ud i livet. Og hvis man har et permanent flertal, kan jeg ikke se, hvad det er, der bremser det, og hvorfor man ikke bare går i gang med at føre den aftale, man har, ud i livet, og når de mål, man har og skal nå. Altså, vi er ikke med i aftalen, men jeg bliver lidt forvirret over, hvordan demokratiet virker herinde, så vil ordføreren ikke bare lige klargøre for mig, at det er regeringen, der har serveretten og pligten til at udføre de ting, de har indgået aftaler om?

Ordføreren.

Tak. Jamen det er i særdeleshed regeringen, der har serveretten. Naturligvis er det det, og en rigtig dygtig regering – og det kan den her regering godt være; jeg har set det i glimt – sørger selvfølgelig for at inddrage Folketingets partier, når de synes, at det kan et eller andet. Det kan det jo oftest, for partierne har noget at byde ind med, og det synes jeg også at vi viser gang på gang.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen. Han frafalder, og så går vi videre til fru Linea Søgaard-Lidell.

Hvis man kalder sig et grønt parti, må vi jo også forvente, at der kommer nogle grønne forslag. Vil ordføreren ikke forklare os, hvilke grønne forslag Konservative er kommet med siden valget?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Bl.a. har vi fokuseret rigtig meget på energieffektivisering, og der kom vi bl.a. med et forslag til en ordning, der skulle sørge for, at vi kunne energieffektivisere vores boliger i højere grad. Det gav også en klimareduktion og var faktisk en rigtig fin ordning i forhold til at sørge for, at vi ligesom fik gang i den her effektiviseringsbølge, som jeg synes vi savner rigtig meget. Så det var i hvert fald et af dem.

Fru Linea Søgaard-Lidell frafalder. Så siger vi mange tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak. Regeringen er dumpet af Klimarådet for tredje år i træk. Det er ikke sandsynliggjort, at 2025- eller 2030-CO2-målet nås med de vedtagelser, som regeringen og Folketinget har lavet, lyder kritikken fra Klimarådet. Derfor skal regeringen sikre, at klimalovens handlepligt aktiveres. En flertalsregering skal vel også overholde klimaloven. Regeringen skriver i redegørelsen, at regeringen sætter de mest ambitiøse klimamål nogen sinde. Det er nemt at skrive, at man i 2045 vil være klimaneutral, samtidig med at regeringen på den korte bane ikke når målet, som reelt burde sættes op fra 70 til 80 pct. i 2030. Det var det, som der er under valgkampen faktisk var opbakning til blandt det tidligere parlamentariske grundlag. Men Socialdemokratiet har fået nye venner, som ikke prioriterer klimaindsatsen så højt, som det parlamentariske grundlag for den tidligere regering gjorde.

Landbrugets klimabelastning skal sættes ned, men regeringen har bestilt flere analyser, så beslutningen om indsatsen er udskudt et halvt år mere. Regeringen vil køre en liberalisering af affaldssektoren igennem på en måde, som medfører øget affaldsimport og stigende CO2-belastning, uden at investeringer i CO2-fangst sikres. Regeringen har stoppet åben dør-projekter for havvind og genåbnet døren for nogle få. Regeringen vil ikke vedtage en ambitiøs strategi for energieffektiviseringer, som ellers efterspørges af erhvervslivet – en strategi, som bør udnytte det fulde potentiale for energieffektiviseringer og ikke kun leve op til minimumskravene fra EU. Regeringen støtter, at der bygges en fossil gasledning til Lolland-Falster. Regeringen støtter, at der åbnes nye olie- og gasfelter i Nordsøen.

Regeringen vil ikke have det folkelige engagement med i klimaomstillingen. Det kan stadig ikke betale sig for kommunerne at sætte solceller op på kommunernes egne tage, og lovforslaget om borgerenergifællesskaber blev en samling af snubletråde og benspænd i stedet for at sikre, at lokale investeringer i mere vedvarende energi kunne blive udbredt i boligforeninger og andelsboligforeninger i fællesskab og i landsbyer eller i forbindelse med helt nyetablerede løsninger – alle de steder, hvor mere vedvarende energi kan placeres, uden at elnettet skal belastes. Det havde været en rigtig god løsning at lave et andet lovforslag. Enhedslisten mener, at det folkelige engagement skal have langt bedre muligheder i klimakampen.

Folketinget har i sidste periode vedtaget, at der skal udarbejdes en solcellestrategi, og det er bekræftet i den aftale om en firedobling af vedvarende energi på land. I redegørelsen står der, at der omsider sker noget inden sommerferien. Det ser jeg frem til. Vi har også spurgt ministeren, hvor mange store sager og forhandlinger vi skal nå inden den 1. juli. Det har af klima-, energi- og forsyningsministeren ikke svaret på indtil nu, så jeg er spændt på, hvor travlt vi får de næste 5 uger.

Der, hvor Danmark mangler mest i klimaindsatsen, er i forhold til omstillingen af landbruget. En halvering af den animalske produktion er Enhedslistens bud på et nødvendigt første skridt. Det kan også ske alene ved at omlægge til økologisk landbrug; så ville man reducere antallet af husdyr. Udtagning af lavbundsarealer er et af de mest effektive virkemidler. Der er brug for, at udtagningerne sker i et langt højere tempo. Samlet set skal vi reducere landbrugsarealet. Der skal være plads til mere skov, natur og vedvarende energi, og der skal være mindre plads til svinefoder. Og ja, vi skal have en CO2-afgift, og den skal følge de anbefalinger, som Klimarådet og Det Miljøøkonomiske Råd har givet os, nemlig en ensartet CO2-afgift på alle sektorer i Danmark.

Der er i klimaloven defineret en handlepligt. Vi oplever, at klimaforandringerne sker hurtigere og mere voldsomt, og eksperterne dokumenterer, at også ved en global temperaturstigning på under 1,5 grader er konsekvenserne voldsomme. I Danmark lever vi livet, som om der var fire jordkloder. Der er grund til mere klimahandling og ikke til regeringens klimasvigt. Er vi et grønt foregangsland? Vi er dygtige til at producere vindmøller. Vi har et velfungerende energisystem med meget vedvarende energi, og vi har velfungerende fjernvarme. Men bagsiden er ikkebæredygtig import af biomasse, en landbrugsproduktion med alt for mange dyr, planer om at køre den gale vej med flere motorveje og en Kattegatbro samt et materielt forbrug, som er helt ude af trit med vores eneste klodes ressourcer.

Vi har som politikere og mennesker en handlepligt – en handlepligt over for de næste generationer og en handlepligt i forhold til den internationale solidaritet, hvor Danmark er massivt bagud med den lovede klimabistand til den fattigste del af verden. Regeringen arbejder for flygtningecentre i Afrika, men de vil ikke prioritere klimabistand i finansloven. En handlepligt burde også gælde for biodiversitetskrisen, hvor arter uddør som følge af klimaforandringer. Sidste år blev Pakistan ramt af heftig regn. Der var 33 millioner indbyggere, som blev ramt omfattende og af langvarige oversvømmelser. Nu er det Norditalien, der rammes af unormale mængder regn. Klimaforandringerne er gået i gang, og jeg synes, at vi har en kæmpe handlepligt.

Der er 20 grønne organisationer, som har foreslået en akutpakke for at hjælpe politikerne med at nå klimamålene i 2025. Det er et udspil, som viser vejen for regeringen og Folketingets partier. Det er et virkemiddelkatalog med en række politiske tiltag, der kan få Danmark til at leve op til en 54-procents-CO2-reduktion i 2025. Og CONCITO har lavet en analyse, der handler om, at sådan når Danmark klimamålet i 2025. Enhedslisten støtter forslagene om mere handling, og vi opfordrer til, at regeringen indkalder til forhandlinger, som kan sikre reelle reduktioner, inden sommerferien. Regeringens plan om mere biobrændsel i tanken synes vi ikke er løsningen. Jeg vil opsummere det sådan, at den danske klimaindsats er ved at blive et skrækeksempel på, hvad man ikke skal gøre for at nå ambitiøse målsætninger. Indsatsen er sandet til, megen handling udebliver, demokratiet frakobles, og regeringen affejer al kritik med optimistiske mavefornemmelser og anekdotisk udenomssnak. Det er så langt fra klimalovens ånd og kan resultere i et klimasvigt af rang. Sadles der ikke akut om, taber vi Danmarks klimaindsats på gulvet. Vi ser frem til mere klimahandling i Enhedslisten. Vi vil fortsat presse på, og vi vil stille krav og forslag. Vi vil forhandle, og vi vil lytte og have dialog med bevægelser og foreninger uden for Christiansborg.

Der er også en energipolitisk redegørelse, som behandles i dag, og jeg synes, der er god grund til at komme tilbage til normalen. Der er god grund til, at vi to gange om året har chancen for at kritisere regeringens klima- og energipolitik. Det er den normale praksis, at vi har en energipolitisk debat og en klimapolitisk debat med cirka et halvt års afstand, og det skal vi have igen. Energi- og forsyningspolitikken er flyttet op på den politiske dagsorden efter Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Vi skal hurtigt gøre Europa uafhængig af russisk gas. Det er opgaven. Mange danskere har været hårdt ramt af høje energipriser, og mange har sparet mere, end hvad der er godt for helbredet, indeklimaet i boligen eller for boligen. Det er vigtigt, at vi politisk prioriterer omstillingen af energiforsyningen væk fra fossilt kul, gas og olie. Der står i redegørelsen, at det er nødvendigt, at Danmark får mere fart på omstillingen fra sort til grøn energi. Det er vi helt enige i. Vi har netop hørt, at Energistyrelsen har gjort op, at fjernvarmepuljen er overansøgt med 58 mio. kr. Der er allerede i år søgt om næsten 440 mio. kr. Vi står over for en situation, hvor fjernvarmeselskaber gerne vil udfase naturgassen og har opbakning i befolkningen til det. Det er nødvendigt, at vi finder en løsning. Det er nødvendigt, at regeringen kommer med udspil til, hvordan vi igen kan få midler i fjernvarmepuljen.

Når jeg lytter til debatten her, er det jo nogle gange sådan, at det lyder, som om korttidshukommelsen er meget kort. Vi bliver ligesom afkrævet, hvad vi vil stille af forslag. Jamen vi har jo lige stemt om energieffektiviseringer i et beslutningsforslag. Hvordan kan det dog være, at det ikke var et enigt Folketing, der vedtog det? Jeg ved jo godt, at det var en ambitiøs tidsplan, vi havde lagt, at det skulle ske inden sommerferien, men så kunne man for pokker da bare have sat det til nytår. Man kunne have lyttet lidt og være kommet frem til det. Jeg er da glad for, at der er en række partier, Konservative, Radikale, SF og Alternativet, som godt kunne se, at det kunne være sådan, men sådan blev det ikke. Og hvordan gik det, da vi havde L 37 til forhandling? Man kan jo nemt være enige om, at vi skal sørge for, at der er nogle nye vilkår, når man skal have et elkabel fra et vedvarende energi-anlæg ind til et brintanlæg. Så skulle vi samtidig lige finde en løsning, der kunne imødekomme nogle borgerenergifællesskaber. Den sidste del af opgaven blev ikke løst, på trods af at det stod i en aftale. Det er sådan nogle eksempler, der gør, at jeg tænker: Hvor er lige det samarbejdende folkestyre?

Der er i den her redegørelse om energipolitikken henvist til en masse klima- og energiaftaler, og når jeg ser på det og tænker på den lange liste, der sådan set er af gode aftaler, der blev lavet i sidste regeringsperiode, så har vi jo nået noget. Vi har nået noget, fordi vi i 2019 fik lavet en regeringsforståelse, hvori vi definerede, at der skulle laves en klimalov med et ambitiøst mål. Så blev der efter det forhandlet og lavet aftaler, og meget af det, som sker nu, er jo sådan set implementering af de aftaler. Jeg tænker på, at da vi havde debatten for et år siden med en anden minister, var den minister egentlig åben over for at genbesøge aftaler for ligesom at se, om der var noget, vi kunne gøre bedre end det, der var aftalt, og det tror jeg egentlig man kan. Men den åbenhed er der jo ikke helt, lidt afhængigt af hvad der sker på torsdag. For hvis man kommer frem til, at den affaldsaftale, vi indgik i 2020, ikke er god nok, fordi den jo ikke kommer frem til reelle CO2-reduktioner og den ikke kommer frem til at håndtere, at vi får lavet CO2-fangst fra affaldssektoren, så er det jo ikke en god aftale, og så efterlader man en kæmpe konflikt med kommunerne. Jeg synes ikke, man skal bruge kræfterne i retssale. Man skal sådan set have et godt samarbejde med kommunerne og med fjernvarmeselskaberne.

I Enhedslisten er vi klar til at indgå flere aftaler, også om statslig medejerskab af kommende havvindmøller. Vi er hundrede procent klar til forhandlinger om mere handling, så vi kan nå en 54-procents-CO2-reduktion i 2025. Det er muligt, regeringen har et mål om det, som er lidt lavere. Hvis man ser på den nyeste klimarapport fra IPCC, viser den jo, at konsekvenserne af den globale opvarmning altså er værre end hidtil antaget, så vi står egentlig i en situation, hvor fokus burde være på at hæve vores målsætninger til f.eks. 80 pct. i 2030 og ikke bare have så meget fokus på, hvad man kunne forestille sig i 2045, som regeringen har. Tak for ordet.

Tak for det. Den første korte bemærkning er til fru Theresa Scavenius.

Tak for en meget, meget præcis gennemgang af alle de problemer, vi står over for, netop både globalt, men også nationalt, og jeg synes, det er rigtig vigtigt, at du få nævnt det her med problemerne ved det samarbejdende folkestyre. Hvis der ikke bliver lyttet til alle de partier, som borgerne faktisk har valgt ind, og som repræsenterer nogle synspunkter, nogle borgere ønsker, så har vi ikke et velfungerende demokrati. Derfor er det ret problematisk, at der ikke bliver lyttet nok til os mindre partier, og mange af de eksempler, du nævner, er jeg meget enig i.

Den sidste ting, jeg også bare vil nævne, og som jeg er meget enig i, er det her med, at vi, når vi sammenblander energipolitiske samtaler med klimapolitiske samtaler, så får det lidt for bredt og med for mange emner, og at vi ikke bliver så præcise, og at det hele bliver lidt på det her floskelsniveau, hvor regeringen kan smyge sig uden om den reelle kritik, der er. Men tak for talen, og tak for samarbejdet.

Ordføreren.

Selv tak omkring samarbejdet. Det er jo tit sådan, at man, når man er inde i Folketinget, hvor man jo er valgt ind, fordi man er en del af demokratiet, og man jo indimellem også tror på det, det gør man jo, så siger, at nu har man virkelig en god sag, argumentet er bare helt i orden, og det må da gå lige ind, og man har nogle gode samarbejder med nogle uden for Folketinget, og at det her da bare er lige ud ad landevejen. Men det er det altså ikke, og vi står så over for, at regeringen skal presses, og det er lidt specielt. Jeg tror jo, at klimaloven er skrevet ud fra, at man ikke forestillede sig, at man kunne have en flertalsregering. Så hvor er det lige, vi får den handlepligt, som Folketinget kan pålægge en regering? Så skal man da have et regeringsparti med til at sige, at der nu er en handlepligt, vi skal køre efter, og den har vi jo så mest i forhold til 2030.

Men nu er vi i 2023, og der er nogle af de ting, som vi vedtager, der først har en CO2-effekt om nogle år, og derfor synes jeg sådan set, den vedtagelsestekst, som SF, Radikale, Konservative og Enhedslisten har, hvor man i den sidste sætning påpeger, at der er en handlepligt, er korrekt. Jeg ved ikke ... Ja, nu er der lys her ved panelet, det var der ikke før, undskyld.

Så er det fru Lea Wermelin.

Jamen det er så dejligt med alt det engagement, og som socialdemokrat er det jo også dejligt at høre Enhedslistens ordfører drømme sig tilbage til de gode gamle dage med en socialdemokrat i spidsen for regeringen. Det kan man jo kun glæde sig over, og jeg synes også i al beskedenhed, at vi, som ordføreren er inde på, fik vedtaget rigtig mange vigtige politiske aftaler i forhold til klimaet, både når det handler om klimaloven, men jo også mange af de brede politiske aftaler, vi har lavet siden da, og man kunne jo godt lidt høre ordførerens tale sådan, at der ikke skete så meget. Så sent som i dag – det kan ordføreren jo også bekræfte – er der lavet en aftale, som er meldt ud, i forhold til brintinfrastruktur. Så der sker jo rigtig mange ting, og der skal også ske rigtig mange ting.

Det, jeg så gerne vil spørge ordføreren ind til, er det her omkring 2025-målet, som fylder lidt i vedtagelsesteksten og også i det, som ordføreren var inde på: Hvilket procentmål har Enhedslisten sat, og har man lavet en liste over de tiltag, som man mener konkret skal til, og hvordan det skal finansieres? For så er det jo rart for os som andre partier at høre det.

Ordføreren.

Vi vil gerne lægge højder på, så 54 pct. synes vi er et godt mål. Vi har jo ikke 1.000 medarbejdere til at regne på det. Men jeg kan nævne nogle eksempler, og nu er der igen ikke lys her ved panelet, så jeg går ud fra, at jeg kan tale uendeligt, og det vil være rigtig godt, for så kan jeg nævne mange eksempler. Der er bestilt en solcellestrategi, og når vi får den, skulle den gerne synliggøre, hvordan kommunerne kan komme frem til at opstille solceller, boligforeningerne er klar derude, man kan måske bare justere lidt på skruerne, og så er vi der, hvor vi får gang i en solcelleudbygning på eksisterende tage. Så synes jeg, at man skal ophæve anlægsloftet for energirenoveringer i kommuner. Det kan man putte ind i en kommuneaftale i år lige om lidt. Kommunerne har regnet på det ene og det andet, og de er klar til de der vinduesudskiftninger og efterisoleringer, og hvad der ellers er, som rummer det her vedligeholdelsesefterslæb.

Så vil vi gerne lave en statslig fond, som kan opkøbe landbrugsjord, så vi kan få gang i den her udtagning af lavbundsarealer, BNBO-områder og statslig skov, og så synes vi, at vi skal gå tilbage og vedtage noget omkring energieffektiviseringer, selv om I ikke ville være med sidste gang, og så kan vi genbesøge lovforslaget omkring borgerenergifællesskaber og sænke momsen til 19 pct. på økologien.

Så tror jeg ikke, at min tid er til at sige mere, men jeg har måske 30 sekunder om lidt.

Lige nøjagtig.

Så er det fru Lea Wermelin.

Uden at jeg skal være CO2-økonom her i Folketingssalen, vil jeg jo sige, at der i hvert fald både er en række af de tiltag, som ligger i forhold til klimafremskrivningen, og også noget af det, som Klimarådet, CONCITO og andre peger på, som ikke umiddelbart vil kunne give den effekt i 2025, som får os op på de 54 pct., og det er jo derfor, jeg spørger. For det er jo fint nok at stå her i Folketingssalen og sige, at man sådan set er parat til det. Men det, jeg også synes ville være fair – og så kan man jo bede de gode embedsfolk i Klimaministeriet om at forholde sig til det og regne på det osv., det kan man jo sagtens gøre som folketingsmedlem – er jo, at man, hvis man fremlægger sådan en ambition, også har en plan, der følger med. Og det er måske det, vi lidt mangler fra Enhedslistens side.

Ordføreren.

Der mangler ikke noget fra Enhedslistens side. Vi var sådan set det første parti, der udarbejdede en klimaplan for 70-procents-CO2-reduktioner i 2030. Så den kan man blade i og finde meget inspiration, og så kan jeg jo ikke indsende spørgsmål til en forhandling, som regeringen ikke har indkaldt til. Altså, helt ærligt. Se da for pokker at få lavet en tidsplan for det, og så skal jeg gerne indsende spørgsmålene. Men man kan da ikke forvente, at jeg skal sige, om mine forslag, som jeg lige remser op, giver en reduktion på 53 pct., 52 pct. eller 54 pct. Måske er der nogle i Socialdemokratiet, der er vant til at have en kæmpe regnemaskine i ryggen. Det har vi ikke i Enhedslisten. Vi har visionerne, men vi har ikke den store regnemaskine med 1.000 medarbejdere.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Radikale Venstres ordfører, og det er hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det, formand, og jeg kan jo starte med at erkende, at jeg ikke er Samira Nawa. Vi bliver tit forvekslet med hinanden, når vi går på gangene, og jeg har jo kun været tilbage på Christiansborg i en lille måneds tid, og allerede i dag har jeg fået lov til at være stedfortræder for Samira Nawa, så det er jo en karriere i raketfart. Hun kunne desværre ikke være her, og jeg har så lovet at være standin for hende og skal ydmygt gøre mit bedste, og nu står jeg her og fabler for at bruge tiden.

Klimakrisen er skabt af vores generation og generationerne før os, men den rammer jo de generationer, der kommer efter os, og det er ikke en balance, vi i Radikale Venstre kan se os selv i. Vi kan og må ikke give en klode i ubalance videre til vores børn og børnebørn. For det er ikke kun regningen, der efterlades i børneværelset, det er også den manglende mulighed for handling.

Den nyeste klimarapport fra FN's klimapanel IPCC taler sit eget tydelige sprog. Vi har travlt, vi har meget travlt, og vi – regeringen – gør ikke nok. Regeringen proklamerer, at der er fremlagt en politik, der kan indfri målet i 2025. Men den glemmer, at det altså ikke er nok, og det handler ikke blot om tal i et regneark, for så er det jo nemt at komme i mål, så kan man bare hæve målet for iblandingen af biobrændstof i benzintankene. Men 2025-målet er lige rundt om hjørnet, og ganske snart skal vi forhandle den sidste finanslov, som kan bringe os tættere på at opfylde målene, og her skal det for alvor vise sig, om regeringen mener det alvorligt, når den siger, at klimakrisen er vor tids største udfordring.

Vi har netop landet en aftale om fremtidens infrastruktur til grøn brint, så strøm fra danske vindmøller kan bidrage til et grønnere og mere sikkert Europa. Det vækker grøn begejstring i vores lille parti, når grønne radikale visioner kan inspirere regeringen, og inden vi går på sommerferie, har vi forhåbentlig også en aftale om rammerne for et historisk udbud af havvind på hele 9 GW, og igen er flere af delene med et radikalt aftryk. Der er meget, vi ikke er enige om. Men vi deler ønsket om en hurtigere grøn omstilling af vores samfund, og med det netop afsluttede ccs-udbud har vi vist, at der ikke altid er unødvendig langt fra politik til konkret klimahandling. På under 2 år er vi gået fra køreplan til udbud, og tænk sig, hvad vi kunne, hvis denne vilje til resolut handling kunne smitte af på NEKSTs arbejde med en udrulning af fjernvarme og varmepumper eller sætte et tempo på udbygningen af vedvarende energi på land. Men selv om NEKST er en god idé, ligner det desværre mere en syltekrukke end en krisestab, og netop i dag kan vi jo så konstatere, at fjernvarmepuljen igen – fristes jeg til at sige – er løbet tør og er oversøgt for knap 60 mio. kr. Det må og skal vi gøre bedre.

På mange områder besidder Danmark førstepladsen, men når det gælder vores forbrug af tøj, kød, flyrejser og andre produkter, som skader klimaet, så er det ikke en førsteplads, vi skal være stolte af. Klimakampen er global, og Danmark må trods vores nationale klimamål aldrig blive fanget i den hjemlige andedam. Vi skal tage et globalt ansvar, også for vores udledninger uden for Danmarks grænser. Et politisk mål for vores forbrug og en strategi for et mere cirkulært forbrug vil være en førsteplads, vi kunne være stolte af.

Klimakrisen, energikrisen og biodiversitetskrisen er ikke afblæst – nu er der så ikke strålende sol, som der var tidligere, da jeg sad og skrev det her – selv om blomster og træer igen er sprunget ud og gaslagrene er fyldte og regeringen vil nå 2025-målet ved at blande flere afgrøder i vores benzintanke. Men verden er et fantastisk sted, og vi skal blive ved med at minde hinanden om, at vi kun har den til låns. Tak for ordet.

Mange tak for det. Den første korte bemærkning til hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak for at nævne finansloven for 2024 og lægge et massivt pres på regeringen for, at det er der, hvor man også skal handle, for den sidste finanslovsproces efterlod jo et indtryk af, at det var et spil ludo. Så der skal jo noget mere til. Jeg vil også sige tak for at nævne den globale klimakamp og for, at der er flere partier, der ikke kun tænker på, hvad vi gør i Danmark, men også tænker på, at vi sådan set også har nogle forpligtelser i forhold til Parisaftalen, og i forhold til hvad de fattige lande, altså de lande, der bliver ramt hårdest af klimaforandringerne, er blevet lovet, og som vi ikke har indfriet endnu. Og jeg kan huske nogle finanslove, som Enhedslisten og Radikale har været med i, hvor vi fik hævet den der klimabistand, men jo stadig væk kun med nogle få hundrede millioner, via en proces. Så det er rigtig godt, og tak for at nævne det med den globale klimakamp, og at der er en forventning til regeringen i forhold til den næste finanslov.

Ordføreren.

Jamen selv tak. Som ordføreren nævner, har vi jo lavet nogle gode aftaler, ikke nok, men vi har sammen med andre gode parter herinde været med til at presse på for at komme videre, end vi ellers var kommet, i det seneste år. Og det husker vi også, når vi skal til at forhandle finanslov her lige om lidt, selv om vi lige har vedtaget en. Sådan er det jo, når tidsplanen skrider. Og det er jo der, hvor vi har mulighed for at gøre noget, og det håber jeg at regeringen er bevidst om. Ellers skal vi jo nok – og jeg er sikker på, at vi ikke er de eneste – minde dem om, at det er nu, at der skal handles. Og det her er jo en global problemstilling. Det er naivt at tro, at det er noget, vi kan gøre i Danmark alene. Vi skal også sætte ambitionerne højt, for det vil inspirere andre lande, og vi skal komme med de løsninger, der kan bruges uden for landets grænser.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Jeg synes også, at vi har lavet nogle gode finanslovsaftaler med den tidligere regering. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis nu De Radikale ikke havde været så ultimative i deres krav om et valg i utide, så kunne vi faktisk have lavet en finanslov mere, og så kunne vi sådan set have haft et normalt folketingsarbejde og have haft et folketingsvalg lige om lidt. Synes ordføreren stadig væk, at det var en god idé at presse det folketingsvalg igennem?

Ordføreren.

Nu var stemningen lige så god, synes jeg. Man må jo nok erkende, at hvis man kigger tilbage retrospektivt med, hvad vi ved i dag, så var det måske ikke den klogeste beslutning, heller ikke for os som parti. Det må vi nok erkende. Men altså, kontrafaktisk historieskrivning er ikke noget, der ligger mig ligefor.

Så er det fru Theresa Scavenius.

Tak for talen. Jeg ved, vi deler ønsket om at have mere fagligt baseret politik, hvor man lytter til eksperter osv. Derfor undrer det mig bare, at Radikale Venstre kan være med i f.eks. Nordsøaftalen og f.eks. også klimaaftalen, der blev indgået i sidste periode, og at man, som jeg forstår det, vil stemme for lovforslaget om affaldsforbrænding. Vi ved jo, at klimapolitik først og fremmest handler om udfasning, og det her er eksempler på steder, hvor man ikke udfaser, men åbner op for mere fossil infrastruktur, og derefter kan vi så snakke om indfasning af alle de grønne teknologier. Men kan ordføreren for Radikale Venstre ikke forklare, hvorfor Radikale Venstre kan have den her position, som ikke rigtig er fagligt baseret?

Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald gøre mit bedste. Nu har jeg ikke siddet og forhandlet affaldsaftalen, men jeg ved, at I havde debatten i sidste uge eller i hvert fald for nylig, og jeg ved også, at Samira Nawa under både debatten og forhandlingerne har påpeget mange af de problemer, der er blevet fremhævet især af Alternativets ordfører.

Det her er, som jeg forstår det uden at kende til alle detaljerne, en del af en meget større aftale, og så kan man diskutere, om det er nok til at forlade en aftale, og det er det, politik altid handler om. For det er jo en del af en meget, meget stort og kompleks aftale, som så også har været undervejs i 3 år, og det viser måske også problemet i at lave en politisk aftale, som der så går 3 år før man implementerer, for der kan ske meget i løbet af 3 år.

Hvad angår affaldsdelen, så er der nogle oplagte problemer, som vi også hører fra vores kommunalt valgte, f.eks. i forhold til forsyningssikkerhed. Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på. Men det har jo også givet os mulighed for, når nu vi sidder med derinde, at rent faktisk arbejde for at gøre det nemmere at arbejde for at få carbon capture, altså ccs på de anlæg, der måtte være tilbage, for i hvert fald at få en mere klimaneutral forbrænding.

Fru Theresa Scavenius.

Tak for det ærlige svar, som også på en måde var opklarende. Det vil sige, at det er det her med, at forligskredskulturen er vigtigere end virkeligheden. Jeg tænker bare, at almindelige borgere derude ikke kan forstå – det regner jeg med, for jeg kunne i hvert fald ikke som almindelig borger, der var ny det her hus, forstå det – hvordan man i det her hus har skabt nogle bestemte kulturelle logikker, der er vigtigere end samfundet. Altså, det her jo noget, folk kommer til at miste penge på, og det her er eksempler på, at vi laver lovgivning, som vi påstår er en klimaplan, men hvor der ikke er nogen klimareduktioner.

Så er ordføreren ikke bekymret for, at man måske inden for de her mure kan forstå logikken, mens man i resten af samfundet ikke kan forstå logikken? Jeg er dybt bekymret med hensynt il borgernes tillid til det demokratiske system, og jeg synes, det her er et eksempel på, at man virkelig ikke lytter til borgernes bekymringer.

Ordføreren.

Det vil altid være et problem, hvis borgerne ikke har tillid til det, der foregår herinde, og ikke kan forstå de logikker, der er herinde. Jeg tror dog ikke, at ordførerens fremstilling af aftalen her er helt retvisende, i hvert fald ikke, som jeg forstår den. Det er jo ikke som sådan en klimaaftale. Det handler om noget andet, og så er der en privatiseringsdel og en liberaliseringsdel med, som nogle partier f.eks. af ideologiske årsager ikke har lyst til at være med i. Så det er en rimelig kompleks aftale, som det her er en del af. Jeg tror mere, det er det, man skal kigge på. Det handler ikke om forligskultur og alt mulig andet; det er en aftale, som har mange aspekter, hvor der kan være nogle dele, man ikke er hundrede procent enig i, og andet, man synes er rigtig godt, og så er det altid en afvejning, om man hellere vil stå udenfor, eller om man vil være med og så kunne påvirke den i en mere positiv retning.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Jeg ser ikke umiddelbart nogen fra Dansk Folkeparti, så vi går videre til Alternativets ordfører, og det er fru Theresa Scavenius.

Hvorfor er alt det her med klimapolitik så vigtigt? Vi er jo i et samfund, hvor der er masser af moralske udfordringer. Der sidder børn i syriske flygtningelejre, vi har tusinde problemer, vi har masser af moralske udfordringer. Hvorfor er det, at klimapolitik er særlig vigtigt? Hvorfor skal det prioriteres, hvorfor skal vi diskutere det? Hvorfor er det vigtigt, at det foregår i et bestemt tempo? Hvorfor er det vigtigt, at vi når de her mål – både i 2025 og i 2030? Hvorfor er det vigtigt at blive inden for 1,5-gradersmålsætningen? Hvorfor var Parisaftalen vigtig? Hvad var det, der blev skrevet i den?

Den bedste måde at se det på, som jeg ser det, er at se det som spørgsmål om risici. Der er nogle forskere, der i et tidsskrift, der hedder Nature, har lavet en definition af, hvad en nødsituation er. Det handler om, hvad for en risiko man står over for og i hvilket omfang, og så handler det noget om, hvilken skade den her risiko kan medføre. De har ligesom lavet en formel for det, og de siger, at hvis vi kigger på den tid, vi har til at løse problemet, og de voldsomme konsekvenser, de her risici kan have, så er det en nødsituation. Det handler om, at det er en krise, som har et tidsperspektiv. Det er ikke bare, som hvis vi siger, at vi ønsker os mere social retfærdighed – hvilket jeg også går ud fra mange af os gør – for det har ikke den samme risiko i sig i forhold til negative konsekvenser. Det her handler jo ikke bare om, at det er dårligt for os, for vi er nogle af dem, der kommer til at mærke det mindst; det handler jo om, at det er en global krise, hvor der er nogle udfordringer, som har nogle store konsekvenser. Derfor er det en moralsk udfordring: Hvor meget kan vi holde til at kigge på, at temperaturerne stiger i Indien, hvor de stiger sindssygt meget, og hvordan kommer det til at være i Nordafrika, der laver et pres på hele Europa, fordi det bliver umuligt at bo i Nordafrika? Det er jo den type politiske spørgsmål, vi skal tage stilling til. Hvad gør vi med det her?

Derfor handler klimapolitik grundlæggende om en risikovurdering. Hvad er det for en risiko, vi tør løbe på vores planets vegne? Det tænker jeg vi sikkert har forskellige vurderinger af. Hvis det var vores børn, der var syge, ville vi have forskellige risici: Hvor meget tøj synes man de skal have på for at undgå at blive forkølet osv.? Det kan man have lidt forskellige vurderinger af. Det er også der, vi måske skulle have den ærlige politiske samtale: Hvor stor en risiko vil vi gerne løbe? Vil vi gerne løbe den risiko, at mange steder i Nordafrika bliver ubeboelige? Er det en fair verden – en verden, vi synes er okay? Hvis man synes det, er det jo fint nok, at man siger, at så laver vi en politik for, hvordan vi gør det rart at bo heroppe i Nordeuropa. Det kan man sikkert gøre. Og så kan man sige, at vi fokuserer på nogle andre ting.

I Alternativet synes vi, at det er den vigtigste moralske krise, vi står over for, og derfor skal vi lave mere klimapolitik. Vi har et ansvar. Og et sted, hvor vi faktisk er lykkedes med at gøre det og have den samme indstilling, var f.eks. i coronapolitikken. Der havde vi faktisk den her moralske forståelse af, at det ikke nødvendigvis handlede om, om det var dig eller mig, der blev syg, men at man gjorde ting af et samfundshensyn, af et hensyn til, at nogle andre ikke blev syge. For det var en risiko, man ikke ville løbe. Man ville ikke risikere, at en masse mennesker, der var ældre eller sårbare, blev syge.

Så det kan godt være, at det lyder svært at sige, at politik handler om risiko, men grundlæggende er det noget, vi bør tænke i, og vi gør det andre steder, og vi gjorde det i særdeleshed i forbindelse med coronapolitikken. Det interessante ved coronapolitikken var netop, at det var et eksempel på, at det også var meget fagligt baseret. Der havde man ikke en diskussion om smittetal, og om det var noget, man syntes, og om man skulle stole på tallene osv. Da havde man et meget stærkt fagligt fundament for at diskutere og sige: Her har vi et smittetryk. Og så kunne der derefter være en politisk diskussion om, hvorvidt det var frisørerne, som skulle åbne først, eller om det var nogle andre virksomheder, da man lavede den her genåbningspolitik, og hvorvidt skolerne skulle lukke osv. Det vil sige, at der er masser af steder, hvor man kan have nogle politiske diskussioner, men smittetrykket var ikke noget, man ligesom diskuterede politisk.

På samme måde synes jeg, det er rigtig vigtigt, at vi også i klimapolitikken i højere grad forstår, at den skal hvile på et fagligt højt niveau. Der er masser af ting, som ikke skal diskuteres politisk. Det handler ikke om, hvorvidt man kan stole på nogle tal; det handler om, hvorvidt man kan dokumentere, sandsynliggøre og verificere nogle tal. Og der står vi altså i en bekymrende situation i øjeblikket.

Grundlæggende er det jo sådan, at vi står i en situation, hvor regeringen fortsætter den her hockeystavspolitik, hvor det handler om, at man hele tiden udskyder udledningsreduktionerne, selv om Klimarådet siger, at det ikke er sandsynliggjort, at vi når det. Det betyder jo, at vi lige nu er i gang med at skyde over Parisaftalens 1,5-gradersmålsætning. Og igen vil jeg sige, at ja, vi vil ikke mærke det her, vi synes, det er rart, at det bliver lidt varmere, for så er det faktisk en dejlig sommer osv. Men der er altså andre steder, hvor det virkelig ikke er sjovt, og det gælder ikke bare Canada, men også Sydeuropa osv. Så jeg synes, at den alvor slet ikke har sneget sig ind i den her debat i dag. Vi har alt for meget en klimasnak, der er på floskelniveau, og det er altså faktisk virkelig skræmmende og sørgeligt.

Derfor er jeg også bare dybt bekymret og kan bare gentage nogle af de spørgsmål, jeg allerede har stillet. Jeg synes, det virkelig er underligt, at vi ikke i tilstrækkelig grad er i gang med at udfase de fossile kilder. Vi står i en situation, hvor man laver nye udbudsrunder; vi står i en situation, hvor vi har en affaldssektor, som man gør mere sort. Det er altså en voldsom virkelighed at være i. Og når vi så står inde i den her sal, bliver der snakket om foregangsland og optimisme. Heldigvis er det ikke alle, og jeg vil gerne kvittere over for De Konservative og i særdeleshed Enhedslisten for, at de netop har det her realistiske billede. Det er virkelig den front, vi står over for her, hvor vi har nogle, der har en mere fagligt baseret kritik og manglende optimisme, og så har vi dem her, der forsvarer det her glansbillede og forsvarer alle de politikker, der er. Det er det politiske clash, vi virkelig står over for. Hvor det måske i gamle dage var de røde og de blå, og hvor det var der, de ideologiske kampe var, har vi altså nu en ny frontlinje, alt efter om man har en mere fagligt baseret tilgang til politik, eller man ikke har det, og hvorvidt floskler og greenwashing er noget, man er okay med at stå her på talerstolen og tale om.

Jeg synes i hvert fald, at det er hyklerisk, når der refereres til klimarapporter, samtidig med at man stemmer for en sort affaldslov og i øvrigt direkte modarbejder de faglige diskussioner, nogle af os har forsøgt at etablere både i fagudvalg og på forskellige møder.

Der har allerede været nogle eksempler fra debatten her i dag, man bare lige kan nævne, og derfor kan man sige, at nej, der bliver ikke lyttet til eksperter. Og der er mange eksempler på, at der virkelig er behov for det, for vi havde en diskussion om biomasse lidt tidligere, hvor der var en ordfører, som stod og fortalte noget, som ikke var rigtigt. Hvad gør man så ved det, at man ikke ved nok om et specifikt emne? Det er jo selvfølgelig helt fair, at man ikke gør det – og der er tusind ting, jeg ikke ved nok om – men det, der er vigtigt, er jo, at man er lidt nysgerrig på at høre den kritik, nysgerrig på det og siger: Gud, er det rigtigt, ordfører for Radikale Venstre, jeg vidste faktisk ikke det der; og jeg må jo tage det med hjem og revidere hele min forståelse af det her.

Det er den der manglende nysgerrighed over for det faglige input, som jeg synes er så bekymrende. Der har affaldsloven også været et rigtig godt eksempel på, at hver gang der er blevet rejst ønske om en høring, er der en masse, der har talt imod. Der har ikke været nysgerrighed for at få afdækket det og få sandheden at vide. Man har bare fået den der »vi skal bare stole på tallene« på en papegøjestaccatoagtig måde.

Så jeg kunne godt tænke mig mere ærlighed fra alle. Jeg synes igen, der er masser af politisk uenighed, vi kan diskutere, så man behøver ikke at tale nogle fakta op, som ikke findes. Grundlæggende synes jeg derfor, man bare må sige, at det faglige niveau for den klimapolitik, der bliver ført af regeringen, altså er alt for lav. Vi bliver nødt til at have det faglige niveau højere op, hvis vi skal være os selv bekendt både internt og i udlandet. Og det handler måske også lidt om, at der bliver lyttet mere til nogle, der har økonomiske interesser i den fossile infrastruktur, end der bliver lyttet til Klimarådet og eksperter osv.

Noget af det handler også om det her med de reformer, der blev lavet for 20 år siden, hvor man nedlagde en hel masse råd og nævn, som netop kunne give den der mere kvalificerede faglige debat i det hele taget, så både journalister, embedsmænd og politikere var lidt mere kvalificerede til at tage de her debatter. Jeg synes, der er alt for meget papegøjesprog, og det bliver en lidt tam debat, når alle skal være lidt enige, og vi alle sammen er enige om, at der er en klimakrise, som skal løses. For så er det jo lidt den reelle politiske debat, der bliver skjult, for det er jo ikke sådan det foregår i realiteten. Jeg synes bare, man skal være ærlig og sige, at der er forskellige politiske prioriteringer, forskellige måder, man ser moralske hensyn på, og der er forskellige vurderinger af det.

Men det, vi burde være enige om, er, at regeringen burde tage lovarbejdet mere seriøst, give os mere tid til at lave en reel bearbejdning, der er kvalificeret, og netop se Folketinget, som Enhedslistens ordfører også sagde, som et sted, hvor vi samarbejder om at finde de fælles bedste løsninger for Danmark og i verden. Det burde være det, der var vores fælles interesse.

Så jeg er også meget ærgerlig over at se, at den her ærlige politiske samtale bliver overskygget af al den her christiansborgsnak. Jeg ved godt, at jeg er ny i det her hus, og at der er nogle, der har været her i mange år og åbenbart har vænnet sig til, at det her er christiansborgfnidder og forligskredssnak, og at partipolitik og partidisciplin er vigtigere end det politiske indhold. Jeg synes altså, at vi alle sammen burde være bedre, og det håber jeg så også vi bliver. Jeg vil appellere til jer alle sammen om at tænke jer mere om og sige, at det her altså handler om vores samfund; det er borgernes økonomi. Hvis vi f.eks. laver den her affaldslov og kommer ud på gaden og ser, så er det altså reelle mennesker, det gælder. Frederiksbergs borgmester har netop sagt i dag, at de er deres kommune måske går konkurs. Det er reelle mennesker, som måske mister et handicaptillæg eller noget andet. Jeg synes, det er virkelig beskæmmende, at man overhovedet ikke forholder sig til den kritik, men bare vil køre det igennem.

Det er jo helt fair, at man er ideologisk og siger, at man vil liberalisere en sektor. Det kan man sagtens have et konsistent argument for, men så skal man bare samtidig tage det med, at man siger, at der så vil være nogle sociale ydelser, som så ikke vil blive givet. Det er jo helt fair; det er der jo nogle politiske partier der synes; det kan man jo godt have som synspunkt. Men det der med at blæse og have mel i munden samtidig er altså ikke et folkestyre værdigt.

Grundlæggende har jeg altså lidt mistet tilliden til, at regeringen kan løfte den her opgave, så vi bliver nødt til at have nogle flere almindelige mennesker ind her på Christiansborg, som kan tale borgernes og folkets sag, kan tale klimaets sag, og som ikke er trænede i at snakke papegøjesprog og være partisoldat, men ser, at det er vigtigere at tale for borgerne, miljøet og klimaet.

Jeg synes, hvis vi kigger specifikt på nogle af de her klimaredegørelser og energiredegørelser, som vi jo egentlig skulle snakke om i dag, at den klimaredegørelse er en meget tynd omgang. Det er få sider, det drejer sig om. Jeg havde håbet på en 400 sider lang rapport, hvor fokus netop var på risici og udfordringer og muligheder. Det her med, at der er redegørelser, som kun lister alle de fine ting op og slet ikke lister alle problemerne op, er altså en kæmpe udfordring. Kan vi ikke få nogle rapporter, der viser alle problemerne, i stedet for at man hele tiden laver det her pæne, pæne billede af, at det nok går, og at vi nok skal nå det, og at alting selvfølgelig nok skal lykkes? Jeg vil gerne have en rapport om de udfordringer og risici, der er.

Der refereres også rigtig meget i den redegørelse til nogle gamle politiske aftaler, men heldigvis har debatten her i dag også meget godt og fint illustreret, at det altså ikke er nok at lave nogle politiske aftaler. Det handler også om at få dem implementeret og at få implementeret alle delene af dem. Der har vi altså eksempler på, at målsætningen og hensigterne med aftalerne ikke bliver implementeret, og det gælder både affaldsloven, og det gælder det, som Enhedslisten nævnte tidligere, L 37, hvor det her med energiselskaber lige pludselig røg ud. Det vil sige, at det altså ikke er nok at snakke om politiske aftaler. Vi bliver nødt til kun at forholde os til, hvad der er implementeret.

Så vil jeg også meget gerne appellere om, at ord som ambitiøs og foregangsland bliver slettet både fra tekster og taler. Det er altså ikke relevante ord at bruge hele tiden i en teknisk redegørelse for, hvordan vores klimapolitiske tilstand er. »Ambitiøs« er ikke en teknisk term. Det er et værdiladet ord, der som en sprogblomst skal pynte på noget, som mest af alt bliver greenwashing.

Så det, der er det reelle, er jo nok lidt, at vi må erkende, at vi er ved at misse at bidrage til at undgå den globale klimakrise. Det må vi tage moralsk ansvar for. Alle de mennesker, der sidder her i dag, skal tage det moralske ansvar på sig. Vi er ved at misse det. Vi misser desuden også at understøtte danske og europæiske virksomheder, der er grønne foregangsvirksomheder. De står alle sammen og tørster efter at få lov til at få en bedre lovgivning. Det misser vi også.

Lige nu er Kina, Indien og USA i gang med massivt at understøtte deres grønne virksomheder. Ligesom vi mistede solcelleindustrien, er vi også ved at risikere at miste vores vindmølleindustri, fordi man slet ikke tænker nok i grøn industripolitik.

Nu er der jo også en forsyningsmæssig redegørelse i dag, og forsyningsmæssigt er det jo også dybt problematisk, at vi ikke laver en stærkere grøn omstilling, og at vi f.eks. bare i forhold til fjernvarme ikke får den udrullet nok på grund af den her affaldslov.

Vi står i en situation, hvor vi ikke har et energisystem, som er baseret på demokratiske lande. Rusland er et af dem, men det er også olielande, så vi bliver ligesom nødt til at tænke i, at den grønne omstilling også er en lokalt baseret energiforsyning, som faktisk kan sikre os forsyningsmæssigt.

Igen synes jeg, at redegørelserne mangler at adressere de bekymringer, som vi burde kigge på. Der er også en bekymring om, at der ikke er fokus nok på, hvordan vi undgår en ny priskrise. Jeg synes, der er en kæmpe risiko forbundet med den vinter, vi havde, hvor vi havde ekstremt høje gaspriser. Det bliver slet ikke løftet, hvordan vi undgår det igen. Der siger man ligesom bare: Nu går det lige okay, og så kigger vi ikke mere på det. Man siger, at gaslagrene er fyldte, og så er det tilstrækkeligt.

Man skal bare huske på, at alt det her er ekstremt dyrt for borgerne og for virksomhederne, og i forvejen er der, når vi er ved at skabe et mere og mere ulige samfund, masser af mennesker, der ikke vil lide ved det, men der vil være en bund, hvor det faktisk ikke længere bare handler om, at det bliver lidt dyrere, men at det reelt skærer helt ind til deres livsgrundlag. I England så vi i vinters, hvordan nogle måtte slukke for køleskabet osv. – altså, hvor man sådan virkelig, virkelig tænker: Hvad er det her? Er vi fuldstændig ved også at kollapse vores velfærdssamfund? Et er, at vi ikke kan finde ud af at lave klima- og miljøpolitik – den har jeg fanget – men at vi også er ved at underminere vores velfærdssamfund, er altså dybt bekymrende.

Så er det selvfølgelig fint med mere havvindmøllekapacitet og brintinfrastruktur. Det er vi selvfølgelig i Alternativet også med på, altså alle de forhandlinger og alt det, der skal ske med det. Og det er selvfølgelig rigtig fint. Og som det også bliver beskrevet i redegørelsen er potentialet for el fra havvindmøller kæmpe, kæmpe stort. Det er også derfor, vi er meget ærgerlige over, at vi stadig kun snakker om etcifrede gigawattmængder og så puster det op, som om det er vildt ambitiøst. Nu tjekkede jeg lige hollænderne bl.a., og de er i gang med at planlægge 21 GW i 2030. Så jeg vil bare minde alle, der forsøger at sige, at vi er ambitiøse og et foregangsland i det her land, om, at det er vi ikke. De andre har overhalet os. Lad os acceptere den realitet og sige, at det er der, vi står, og hvis vi gerne vil være et foregangsland igen – og det synes jeg vi skal være – skal vi altså op på et helt andet niveau i udbygningen af vores vedvarende energi-system.

Nu er jeg kommet til de sidste pointer, jeg lige vil nævne, og det er det her, at der også står noget om REPowerEU. Der er pointen, at vi har fået 17 mia. kr. plus 1 mia. kr. fra Europa, men vi bruger dem ikke på nye tiltag. Det er ret beskæmmende.

Men grundlæggende vil jeg bare sige, at klimapolitisk synes jeg, at jeg typisk taler for døve øren, og jeg synes, det er meget trist, at vi med den her affaldslov igen kører direkte mod en betonklods. Men heldigvis lever vi i et demokrati, hvor det er borgerne, der bestemmer, så det er dem, jeg vil appellere til, hvis der skal laves mere klimapolitik i det her land.

Tak til ordføreren. Der er foreløbig tre, der har korte bemærkninger. Hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for en ambitiøs tale, hvis jeg må bruge det ord i den sammenhæng. Nu inddrog ordføreren den her parallel til corona, og hvad der blev taget af beslutninger der. Det synes jeg egentlig er lidt interessant, for det bør man nok analysere bagefter. Der var jo faktisk en stor handlevillighed. Og set her bagefter kan man sige: Nå ja, der døde nogle mennesker, men så mange var det alligevel ikke. Der blev brugt ret store beløb i den periode. Hvordan kommer vi frem til, at vi kunne prioritere klimaindsatsen lige så højt, hvis man tog klima lige så alvorligt som corona? Den vinkel synes jeg faktisk er interessant. Det er lidt svært at få en debat om det på 2 minutter, men vi bør jo lære af den der coronatid. Havde vi demokrati i den periode? Ja, det havde vi vel, men et begrænset demokrati. Kan vi lære af det i forhold til klimakampen? Det synes jeg kunne være interessant at få en debat om.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at vi skal lære af den måde, man udfordrede de demokratiske processer på. Jeg synes netop, at corona var et eksempel på, hvordan man med demokratiske processer godt kunne lave noget hurtig lovgivning, som netop var fagligt baseret og forholdt sig akut til de kriser, der var. Der var også en villighed til at finde de penge, der var nødvendige. Så jeg synes helt klart, at det bestemt er noget, vi skal lære af. Det er ret interessant, at der var villighed til det. Jeg har tænkt lidt over det, og jeg er ikke kommet frem til det fulde svar endnu. Men jeg tror, at noget af det var, at det var vores egne ældre mennesker, der var i risikozonen, og derfor var der åbenbart en anden villighed til at lytte. Men hvis det ikke lige er inden for vores egne grænser, er man lidt mindre bekymret. Problemet er bare, skal man altid huske, at en global krise også har effekter nationalt, så man behøver ikke kun at være globalt orienteret for at interessere sig for klimakrisen. Der kommer også nogle effekter både økonomisk og materielt til Europa.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Nu havde ordføreren en kritik af vores manglende demokratiske energiforsyning. Jeg synes ikke, det er korrekt, for vi har sådan set på elsiden andelsejede energiselskaber, som fylder meget i den sektor, vi har fjernvarmen, som er kommunalt ejet og kommunalt styret, kan man sige, og vi har den overordnede infrastruktur i form af gas og el og fra i dag også brintinfrastruktur, som er ejet af staten, hvor vi jo har en mulighed for at styre det fra Folketingets side. Så jeg mener faktisk ikke, at den kritik er korrekt. Der mener jeg sådan set at vi har en mulighed for demokratisk indflydelse. Og så har vi så også Folketinget.

Ordføreren.

Heldigvis er vi ikke et totalt ikkedemokratisk samfund endnu. Og det er jo rigtig godt, at vi her i den her sal stadig væk har beslutningskraft. Udfordringen er bare, at mange af de reelle beslutninger ligger ovre i ministeriet, og derfor er jeg bare ret bekymret over, hvorvidt man faktisk kan have den der folkelige og demokratiske forankring i forhold til lovgivningsprocesserne. Derudover kan jeg også se, hvordan der bliver flyttet beslutningskompetencer fra Folketinget til ministeriet. Så jeg er bekymrer over, hvordan det foregår, men selvfølgelig er det rigtigt, at vi stadig væk er et demokrati. Det er også derfor, jeg appellerer til borgerne og siger, at hvis de ønsker mere klimapolitik, skal de jo stemme på dem, der faktisk kommer til at lave det og ikke kun snakker om det.

Hr. Carsten Bach, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for en meget spændende tale. Jeg vil også lige dvæle lidt ved ordet ambitiøs. Som afløser her i dag er jeg meget glad for, at klimaministeren ikke er helt så ambitiøs som fru Theresa Scavenius og dermed ikke har lavet en klimaredegørelse på 400 sider. Det havde været meget vanskeligt for mig som afløser i sidste øjeblik at være nået 400 sider igennem og få en sammenhæng i det. Så tak til ministeren for ikke at være ambitiøs – så ambitiøs som Alternativet på det her område.

Som afløser vil jeg sige – for at illustrere for ordføreren, at ordføreren ikke taler for døve øren – at det faktisk var min indgangsvinkel, da jeg overtog den her debat, at yes, nu skal jeg høre fru Theresa Scavenius' tale. Og det er jeg faktisk meget glad for, for jeg synes, at der var nogle meget interessante perspektiver, som også Enhedslistens spørger tidligere var inde på.

Jeg ved, at fru Theresa Scavenius jo også er forsvarsordfører, og analogien med det her med risikovillighed, og hvor meget tøj man skal give sine børn på for at undgå sygdom, vil jeg prøve at drage parallellen over til forsvarsområdet, hvor vi jo gerne vil budgettere med 2 pct. af bnp på forsvarsbudgettet for at opnå det, vi gerne vil. Kunne det være en vej, som Alternativet kunne foreslå omkring klimapolitikken?

Ordføreren.

Jeg forstår måske ikke helt spørgsmålet. Jeg ved ikke, om man kan få stillet spørgsmålet igen.

Hr. Carsten Bach for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak. Spørgsmålet er simpelt hen, om Alternativets klimapolitik kan gøres op i en procentdel af bnp – og i så tilfælde, hvad den procentdel så ville være.

Ordføreren.

Det synes jeg er en rigtig interessant måde at se det på. Det kan måske netop være meget illustrativt, og så kan man igen have den der politiske diskussion af, hvordan vi skal sikre vores land. Jeg er faktisk meget optaget af at se på risici, men også at se det som det, der hedder samfundssikkerhed. I øvrigt ser jeg også en parallel til, at meget forsvarspolitik også er en form for klimapolitik – eller omvendt: Klimapolitik er også forsvarspolitik, både i forhold til i Europa, men faktisk også i forhold til Arktis. Så grundlæggende er svaret: Ja, det synes jeg er en god måde at se det på.

Hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Tak for talen, og tak for engagementet. Ordføreren og jeg har jo begge to haft en hverdag uden for Christiansborg i forskningsverdenen – godt nok to forskellige dele af forskningsverden – men for os begge to har det handlet om klima, om end jeg har siddet med fingrene mere i jorden, end jeg formoder at ordføreren har. Derfor synes jeg, at det var en spændende tale, og at det var spændende at høre, hvordan ordføreren har oplevet det at komme ind på Christiansborg. Jeg hører en del kritik, og det har man også kunnet læse andre steder.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre, for jeg kan ikke personligt genkende det en til en i hvert fald, om ikke ordføreren ser nogen fordel, nogen værdi i forligskulturen – for at bruge det ord, der er herinde – altså de brede aftaler og det, at man bliver i en aftale, man har indgået. Er der nogen værdi i det, eller er det kun skidt, sådan som ordføreren ser det?

Ordføreren.

Det er det givetvis ikke. Og primært ser jeg det faktisk også sådan, hvis ordføreren refererer til affaldsaftalen, at jeg jo netop ønsker, at formålet med aftalen bliver implementeret. Det er en klimaplan, hvor målet er en klimaneutral sektor i 2030, plus at det er de mindst miljøvenlige, der skal lukke. Det kommer ikke til at ske med den her liberalisering, som foregår lige nu. Det kan sikkert være fint, at man laver nogle aftaler, men man skal jo være enige om målet og ikke lige pludselig bruge et virkemiddel, som har den modsatte effekt. Så derfor er den her aftale lidt særlig; ellers kunne man jo også bare nemt sige, at man gik ud af aftalen, at man ikke var enig. Men her er vi faktisk enig i formålet med aftalen, mens altså et flertal bag aftalen siger, at de ikke ønsker at være sikre på, at de opnår det mål, som aftalen egentlig har til hensigt.

Hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Så det vil sige, hvis jeg forstår det korrekt, at ordføreren og ordførerens parti stadig er med i aftalen, men uenig i en del af den, og det var jo det, der var min egen pointe. Hvis man er med i en aftale, kan det godt være – for sådan er det jo i et folkestyre – at man ikke kan få alt det, man gerne vil. Så skal man have en flertalsregering eller et parti med flertal i sig selv – ellers er det vanskeligt. Så det er jo i et demokrati vel et spørgsmål om, hvor vægtningen ligger henne. Så kan ordføreren blive mere konkret om, hvor meget ordføreren kan gå med på at give køb på den perfekte løsning for at få en mindre god løsning?

Ordføreren.

Jeg kan nævne et eksempel på det i forhold til havvind. Der kan vi sagtens gå med til, at det er få gigawatt, vi snakker om, i stedet for mange flere. Det er et eksempel på, at det kan vi sagtens.

Her handler det om noget andet. Her handler det om det faglige og saglige grundlag. Der er jo tale om en affaldslov, og den startede med at blive præsenteret for forligskredsen som noget, der er en god forretning for kommunerne, som bliver billigere for borgerne og i øvrigt har gode klima- og miljømæssige mål. Når jeg så graver ned i det, finder jeg ud af, at alle ting er det modsatte, og når jeg så ønsker at få en debat omkring det, er der en ekstrem modvilje mod at have den debat.

Så man kan sige, at udfordringen her er ikke, hvorvidt man kan lave et eller andet kompromis; det handler om at sige, at det faglige grundlag ikke er i orden, og det synes jeg ikke at det her hus kan acceptere, altså at et lovforslag går igennem, som ikke er fagligt og sagligt i orden.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til fru Theresa Scavenius fra Alternativet. Jeg byder nu velkommen til hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Tak for det, formand. Først tak til ministeren for at have sendt de her to ganske korte og overskuelige redegørelser – det er jeg glad for. Jeg kan godt forstå fru Theresa Scavenius, som har et meget fagligt indblik i det. Jeg har godt nok været ked af at have haft 800 sider, der skulle læses til i dag. Men jeg bliver også nødt til at sige, at når jeg hører debatten i dag, er jeg glad for at være en af dem, der ikke er med i aftalen. Det var en meget rød klimaplan, der blev lavet med de 70 pct. i sin tid. Når man først er blevet rød, er skaden sket, og resten hopper med på den. Så kan jeg godt forstå, at folk nu sidder herinde og siger: Så få dog fingeren ud, kom i gang, 2025 er lige om lidt. Jeg tror, en af løsningerne – det er til Enhedslisten – i forbindelse med det der med, om vi når det i 2025, er, at jeg ikke er sikker på, at der står 1. januar 2025, og så har de købt sig et helt år og endnu en finanslov i hvert fald, inden de er i mål der, men så har vi da købt os lidt tid. Det er nok det, der er problemstillingen i det her, for i Nye Borgerlige er vi ikke med, og skaden er sket, men vi vil selvfølgelig være behjælpelige med at udbedre så mange skader, som vi kan, for den danske befolkning.

Lige nu ser vi, at regningen bliver lagt ude på landet. Det er det, vi ser, og det er vores mavefølelse. Den er ikke skrevet ned på 400 sider, men det er en mavefornemmelse. Når vi kommer ud i virkeligheden og vi ser en vinter som den, vi er kommet igennem, så havde dem inde i byerne fastprisaftaler på deres affaldsforbrænding, både på strøm og på varme, så det ramte dem ikke. Men ude ved os kunne folk ikke få briketter. De havde ikke råd til at fyre med gas. Så hører jeg en ordfører sige, at vi også skal have taget EU's bygningsregler og have sat dem ind over, og så bliver alle vores huse listet som »G«, og så må vi ikke sælge dem, eller det må vi godt, men der er ikke nogen, der kan låne penge til dem. Vi glemmer udkanten, men det er et dejligt sted at stille vindmøllerne, det er et dejligt sted at stille vindmøllerne. Så sætter vi alle vindmøllerne ud i vandet vest for Jylland. Som gammel entreprenør siger jeg held og lykke med at finde dem, der skal nå at grave de kabler ned. Jeres gode forslag, jeres 70-klimating, som jeg hørte en anden ordfører sige var en dejlig klimating hver anden uge, rammer virkeligheden lige nu, og det er derfor, det er et problem. Lige nu rammer vi en virkelighed, hvor vi alle sammen rent ideologisk har været nede at se Tvindmøllen, og har sagt, at det skal være vindmøller, der driver det hele. Så ingen atomkraft, det er noget fy, og det snakker vi ikke om. Atomkraft kunne løse mange af infrastrukturproblemerne, for infrastrukturen lige nu gløder som små røde strenge ud fra alle vores kraft-varme-værker rundtomkring, og hvis de blev byttet ud med atomkraftværker, var det CO2-frit, og infrastrukturen var på plads – vi rammer virkeligheden – og det skal vi have løst, hvis vi skal i mål.

Jeg anerkender fuldt ud, at alle dem, der sidder her i dag, har sagt, at vi skal nå 70 pct. Det når vi forhåbentlig. Jeg er ikke sikker på, at vi når det i 2030, det bliver jeg bare nødt til at sige som en af dem, som godt kan tillade sig at sige det, fordi jeg er uden for aftalen. Det, der også er virkeligheden, er, at vi har sat os et mål i 2030, og der skal Socialdemokraterne faktisk have ros, for de sagde – det var der, de fik skudt det med en hockeystav i skoene – at de kendte noget af vejen, og det sidste vidste de ikke rigtig. Nu har de så købt ind på det. Men det er dyrt at gøre tingene forhastet. Landbruget sagde det i dag, og hvis vi nu også havde sagt, at vi skulle nå de her reduktionsmål over 20 år, kunne vi have gjort det, uden at det ville koste skatteborgerne en krone. Landmændene ville gerne være med til det. Men når vi skal nå det i 2030, koster det 3 mia. kr. om året, og cirka. 3 mia. kr. om året er så 500 kr. i skat, og det svar har jeg jo efterspurgt tidligere. Hvad koster det her for en almindelig dansker? Vi har siddet i Folketingssalen og ville godt sige de fede ting, vi har læst meningsmålingerne og har sagt, at klima er det nye sorte, så det er dér, vi får stemmerne. Så vi er alle sammen for klimaet, vi er alle sammen grønne. Det er vildt, som alle folk lige pludselig blev grønne. Nu er DF her ikke, men de blev også grønne lige pludselig. Mette blev grøn, før hun var rød.

Vi glemte virkeligheden, og det er det, jeg er bekymret for. Lige nu får vi de her redegørelser, og vi glemmer lidt virkeligheden. Vi glemmer lidt de der helt basale ting som problematikker omkring f.eks. at grave hul i jorden, som vores fine mål herinde har lagt op til. Og der giver jeg fru Mona Juul ret, det er regeringen, der skal finde ud af, hvordan vi løser det. Det er det. I har banket os i hovedet med, at I har flertal, lige siden Folketinget blev sat, og på det første møde, jeg havde med en minister, fik jeg at vide, at hvis ikke jeg sagde ja til det, regeringen kom med, kunne jeg ikke være med til de næste forhandlinger. Og det må jo betyde, at hvis man kan gøre sådan, er man også dem, der bestemmer, og hvis man bestemmer, er det jo bare at komme i gang. Men det er jo komplekst, vi ved godt, det er komplekst, for vi rammer virkeligheden.

Jeg synes, det er nogle gode redegørelser. Jeg synes, det er synd, at alting bliver pakket ind i klima. Kilometerafgift var klima, men det er 0 pct. klima og 100 pct. skat. Men det hele bliver pakket ind i klima, og vi slår det hele sammen som klima. Energi er vigtig for sig selv, og vi kunne godt have lavet en redegørelse for det alene. Jeg ved godt, jeg ikke har haft tid til at være i udvalget, men den ene stemme, jeg har, havde jo ikke flyttet det her.

Men klima for sig selv, energi for sig selv. For det er fuldstændig korrekt, som det er blevet sagt heroppefra, energi er også sikkerhedspolitik. Nu oplevede vi jo – Gud forbyde, at det vil ske igen for et andet land – at Rusland lige pludselig ikke var den der venlige kæmpe østpå længere, og pludselig kunne vi ikke sørge for at holde vores egne borgere varme om vinteren. Gud forbyde, at det havde været en isvinter, det havde været frygteligt. Energipolitik er sikkerhedspolitik. Derfor tror jeg også, vi skal til at gentænke, om det kun skal være vindmøller og solceller, eller om vi rent faktisk skal smide den der nej tak til atomkraft-badge ud og så sige, at atomkraft måske kunne være en løsning. Hvorfor? Fordi det er en stabil, CO2-fri energikilde. På de dage, hvor vi har nok sol, kan vi lave noget carbon capture på den, vi kan da suge noget CO2 ud. Det skal bare bruge energi, og det ved ministeren jo godt. Man kan godt suge CO2 ud af luften igen, men det bruger bare en masse energi. Men hvis vi nu har en masse dejlige atomkraftværker, som bare stod og lavede energi, kunne de også suge noget af det ud. Så kunne vi putte det ned i undergrunden, for den danske undergrund egner sig vældig godt til carbon capture, det gør den rigtig mange steder. Så det tror jeg er en god løsning.

Det eneste, der faktisk har glædet mig i dag, var, at regeringen er kommet med, at vi bare skal bruge noget mere biobrændsel. Det er jeg jo glad for, for jeg er stor bilentusiast og har både gamle Corvetter og dieselbiler derhjemme, og hvis det er en del af løsningen også i 2030, kommer jeg til at støtte meget op om det, for så bliver det lige pludselig med en finger nede i mulden, nede i virkeligheden. Vi kommer ikke i mål, vi kommer ikke til at have nok mennesker, der kan grave kablerne ned, og det er virkeligheden. Men selvfølgelig skal vi ikke give op, for vi skal jo derhen. Som fru Theresa Scavenius siger, er det også noget moralsk. Kim fra Nye Borgerlige, er du mere bekymret for Jens ude i Vestjylland, end du er for en, der bor i Sahara? Ja, jeg vil modsat fru Theresa Scavenius vælge Jens ude i Vestjylland, det ville jeg, og sige, at jeg godt kunne leve med, at Jens ikke skulle suges tør for penge, fordi vi død og pine skal nå et tåbeligt mål rent økonomisk til 2030. Det kunne jeg godt leve med. Det er jeg godt klar over jeg ikke kan få flertal for, men jeg kunne godt leve med det. Vi skal også være store nok til at se hinanden i øjnene og sige, at vi kommer forskellige steder fra. Det bliver vi nødt til at se i øjnene. Så jeg vil ikke sådan være efter jer, for jeg synes virkelig, at alle er kommet med rigtig, rigtig gode indspark, og det gælder helt fra Enhedslisten og næsten til ministeren, men tæt på.

Men jeg tror, vi enten skal sætte tempoet gevaldigt op, og det er ikke for at beskylde regeringen for noget, men det er jer, der har serveretten, eller også skal vi måske til at have en snak med vores vælgere om, hvad det koster. Det er det første. Hvis vi skal nå det i 2030, hvad koster det så? Hvor mange penge skal du smide efter den næste, du stemmer på, hvis det er det, du vil? Sat over for, hvad det koster i 2031 eller i 2032. Jeg tror, at debatten og den snak, der har været, har været givtig, for den har sat nogle rammer, den har sat mange, store hjerner i Produktionsdanmark til at tænke på, hvordan vi når i mål. Men vi er lige straks i 2025, og der når vi det måske ikke helt, og så lige 5 år senere, altså i 2030, skal vi nå det. Der er masser af gode idéer derude, men jeg er bare bekymret for, om vi når helt i mål med dem til 2030. Og så er jeg meget bekymret, hvis vi sidder herinde og bare blindt siger, at vi sagde 2030, og det skal være 2030, så vi ikke lige har de der 30 sekunder ekstra til at sige, at 2032 er det gode mål, for der gør vi det med hjernen og ikke med maven.

Men tak for en supergod redegørelse, som jeg har nydt. Især har jeg med stor glæde set, at solceller har overhalet havvinden. Det var ikke det, der var planen, det er jeg sikker på. Nye Borgerlige kommer til at stemme for, at du får meget mere havvind. Vi kommer ikke til at stemme for, at du kommer til at få store solcelleparker på land. Mere havvind. Så ser jeg gerne en løsning.

Det kunne være, at ministeren kunne besvare et enkelt spørgsmål, og det er bare for min egen nysgerrigheds skyld, det er ikke fra partiet, men den der energiø, der skulle bygges over mod England, hvornår bliver den første slæbepram sat derud, og hvornår bliver der smidt sand i vandet til den? Den synes jeg er forsvundet en lille smule, og det var da også noget af en gimmick, som sjovt nok blev brugt og kastet i hovedet på os som noget, man skulle bruge i en valgkamp. Og se, det er der, problemet er, vi har brugt det her klima i en valgkamp, men vi har glemt at spørge den lokale entreprenør, om han havde nogen, der kunne grave et hul. Tak for det.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Det er først fra fru Theresa Scavenius, Alternativet. Værsgo.

Tak til ordføreren for den her meget ærlige tale og også det her med, at vi har forskellige prioriteringer, og at det er helt fair. Det er så dem, som det er interessant at diskutere, og så kan vi jo samtale om dem og måske overbevise hinanden lidt, og der er forskellige hensyn.

Grundlæggende er jeg meget enig i ordførerens fokus på at have borgeren i centrum. Jeg synes, at der er alt for lidt fokus på det. Der bliver lavet alt for meget politik, som er sådan økonomisk baseret på, at man forfordeler de store økonomiske interesser og slet ikke ser den enkelte borger. Og det gælder altså både i forhold til den grønne omstilling, men altså også i forhold til mange andre områder. Vi er jo netop sådan nogle, der går ind for både energifællesskaber, men også for billigere kollektiv trafik, og i det hele taget for at sørge for, at der er mindre forurening.

Man skal huske på, at for den enkelte borger er det jo også rigtig dyrt at være forbruger i det sorte samfund. Altså, det er jo det her med, at det tit bliver italesat sådan, at det er det grønne, der er dyrt, men faktisk er det jo omvendt; det er det sorte samfund, som forurener meget, og som har rigtig mange ekstraomkostninger. Et eksempel er det her med – det er så dog mere i forhold til miljødelen – at det skaber luftforurening, som er skadelig for folkesundheden, og det tænker jeg måske at ordføreren også interesserer sig for. Og så er der bare en lille ting i forhold til affaldslovforslaget, som jo netop nok vil øge luftforureningen og dermed øge antallet af mennesker, der dør af luftforurening, dvs. have en negativ effekt på folkesundheden.

Ordføreren.

Jeg når ikke at svare på det hele, fru Theresa Scavenius. Vi er jo ikke enige om selve idéen i det, men vi er enige om, at borgerne betaler prisen i stor stil. I forhold til hvordan vi så når derhen, er fokus nok lidt mindre på stat og lidt mere på menneske i vores tilgang til det.

I forhold til affaldsaftalen er der jo i dag blevet argumenteret fuldstændig validt, ud fra at vi jo bare importerer noget mere affald og brænde. Jeg blev inviteret ned at se en pram, der var kommet til København, med en mængde affald, så det kan jo svare sig allerede nu. Så der er ingenting i sol og måne, der siger, at det holder vi op med. Vi importerer bare noget mere, hvis ikke vi må brænde vores eget af eller vi kommer i konkurrence. For det er lukrativt at brænde affald af, og tyskerne eller englænderne har sikkert noget, de gerne vil sælge os, hvorved vi kan få øget vores lokale varmeværk med de importerede varer.

Så virkeligheden er, at jo, det rammer ganske almindelige mennesker, og det, jeg så i den vinter, vi er kommet igennem, var grimt. Altså, det var jo mødre og fædre med børn ude i huse, der måske ikke var for godt isoleret, som gik for lud og koldt vand og sad med stearinlys for at holde varmen.

Fru Theresa Scavenius.

Ja, det er også nogle af de ting, jeg er meget bekymret over, både ud fra et forsyningssikkerhedsmæssigt perspektiv, men netop også ud fra, hvordan vi overhovedet skal få vores samfund til at fungere, hvis vi ligesom taber flere og flere mennesker på gulvet. Derfor er jeg også rigtig glad for, at ordføreren siger det her med, at klima er blevet meget sådan et valgkampstema, men man glemmer det altså, når man så skal stemme for f.eks. en affaldslov.

Så jeg vil bare kvittere for de gode samtaler, og måske kan jeg overbevise ordføreren hen ad vejen om, at vi faktisk har nogle af de samme bekymringer. Jeg ser det så ud fra, at vi bliver nødt til at lave noget mere klimapolitik for at sikre borgernes ve og vel bedre.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg er jo altid villig til at forsøge at opnå, at vi bliver enige. Vi bliver også enige nogle steder – det er jeg sikker på – på trods af at vi ellers er så langt fra hinanden.

Men der er en helt reel bekymring. Hvad angår forsyningen, ved vi, at Udkantsdanmark sidste år havde store problemer med at købe træbriketter. Jeg kan huske den tidligere minister, der sagde, at nu skulle han søreme skaffe nogle træbriketter, og han har ikke skaffet dem endnu. Så jeg kunne jo godt tænke mig, at den her minister sørgede for, at lagrene blev fyldt inden den næste vinter, for virkeligheden er, at de ikke når at få sat varmepumper op eller få alternativ energi til næste vinter. Det kan jo blive en isvinter, og det er også noget, regeringen har et ansvar for allerede nu.

Hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre, værsgo.

Tak for talen. Der er jo flere ting, vi er enige om på tværs herinde. Altså, bekymringen for borgerne rundtomkring i landet og for folk, der ikke har råd til at varme deres hjem op, er vi alle sammen enige om er et problem. Vi er muligvis ikke enige om vejen til løsningen, men problemet er vi jo enige om. Og det er det, jeg synes er så skønt ved det danske folkestyre: at vi alle sammen har en idé om, at vi gerne vil have et bedre samfund. Vi er ikke nødvendigvis enige om, hvad det er i detaljen, eller hvordan vi kommer derhen.

Ordføreren nævnte et par gange, at vi glemmer virkeligheden – vi, der er med i aftalen, glemmer virkeligheden, når vi sidder og snakker om alle de her forskellige klimamål. Det er uklart for mig, og det er jo nok, fordi jeg er ny her i forsamlingen – jeg sad hurtigt og prøvede, om jeg kunne finde det på hjemmesiden – men jeg kunne godt tænke mig at høre: Kan ordføreren gøre mig klogere på Nye Borgerliges holdning til virkeligheden, altså klimarapporter fra FN osv.? Altså hvad er ordførerens opfattelse af klimaproblemet? Er det et reelt problem, eller er det ikke noget, vi ikke behøver at bruge så meget krudt på, som vi gør herinde?

Ordføreren.

Jamen vi kan sagtens bruge krudt på det herinde, hr. Stinus Lindgreen. Det kan vi godt. Men når vi sætter os urealistiske mål, i forhold til hvor hurtigt vi kan grave sådan noget simpelt noget som kabler ned i jorden, er jeg bare ked af at sige, at så skal vi gentænke det herinde. Og det var ikke ment til dem, der var med i aftalen. Det var sådan ment generelt herinde, også Nye Borgerlige. I kunne bare være kommet og have spurgt tidligere. Så havde vi også sagt tidligere til jer, at det ikke kan nås at grave kabler ned. Så det er bare en lavpraktisk ting, jeg siger.

Om klimaproblemet er reelt eller det ikke er, jamen det er det sikkert. Er det hele menneskeskabt? Det er jeg ikke sikker på. Skal vi gøre noget ved det? Vi skal jo altid passe på. I gamle dage kaldte vi det miljø. Vi skal passe på naturen. Så hvis vi kan finde en bedre løsning, som skader naturen mindre, er vi da fuldt ud med på den. Det, vi ikke er for, i Nye Borgerlige, er at sige, at det skal død og pine være næste torsdag kl. 12.00, når vi ved, at det ikke er muligt. Det er der, hvor vi gerne vil have, man lige tager tænkehatten på igen og så går ud og ser sine vælgere i øjnene og siger til dem: Hør nu her. Vi er godt nok kommet til at være lige lidt for smarte for at få nogle stemmer. Det bliver altså først i 2032 den 4. marts.

Hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Ordføreren nævnte også noget andet, som jeg er meget enig i: Energipolitik er også sikkerhedspolitik, mener jeg ordføreren sagde. Det er jeg enig i. Jeg mener også, at klimapolitik er sikkerhedspolitik. Jeg mener så ikke, at ordføreren har helt ret: Altså, miljø og klima er to forskellige problematikker. Der kan være overlap, men det er to forskellige problematikker.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvis nu vi hæver blikket fra Danmark og kigger mere globalt på det: Mener ordføreren, at klimaforandringer er et problem for sikkerhedspolitik globalt set og derved også for Danmark som nation?

Ordføreren.

Det kommer an på, om man køber ind på den her påstand om, at det kommer til at vælte ind med klimaflygtninge, kan man sige. Så har jeg jo et forslag om, at vi laver noget, så vi sikrer den ydre grænse for Europa til at starte med. Og så er det jo ikke et kæmpemæssigt sikkerhedsmæssigt problem for os. Det kan være et menneskeligt problem, et moralsk problem – alt det er fint nok, men er det et sikkerhedsmæssigt problem? Det er ikke det, der er problemet med vores energipolitik eller klimapolitik. Det er et problem, hvis vi vil gøre os afhængige af lande som Rusland. Det kan være Tyskland eller Norge, for den sags skyld, der bliver dem, der tager vikingehjelmen på næste gang og angriber os. Det, jeg bare siger, er, at det er kritisk infrastruktur. Vi burde kunne producere vores energi selv, gerne CO2-frit.

Tak for det. Og der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Vi er nu igennem ordførerrækken, og jeg giver derfor ordet til klima-, energi- og forsyningsministeren.

Tak, hr. formand. Tak til alle ordførerne for debatten. Vi må lige have talerstolen tilpasset, så den passer til ministerens ringe højde. Regeringen vil nå de fastsatte klima- og energipolitiske mål. Vi vil nå 2025-målet. Vi har peget på øgning af fortrængningskravet, et krav, der sidst blev hævet i transportaftalen med opbakning fra Enhedslisten, Radikale og SF.

Jeg lavede et lille forsøg, da jeg sad og lyttede til talen, og derfor bliver jeg nødt til at komme med en disclaimer, for ministeren har prøvet at regne procentregning selv og ikke fået det verificeret af sit ministerium. Så det kan jo være, at jeg har regnet lidt galt, men alligevel – det er ikke decimalerne, der tæller her – vil jeg sige: Min hovedregning siger mig, at vi har nået 98,5 pct. af 2025-målet.

Det, vi diskuterer nu, er den sidste 1,5 pct. i at nå det. Hvorfor siger jeg det? Jo, for det er alligevel fantastisk, at det, diskussionen i dag – i hvert fald noget af den – har handlet om, er, hvordan vi når målet, med hvilket virkemiddel, og målet er inden for rækkevidde, og regeringen vil nå det. Det er jo ret fantastisk.

Jeg hører ønsket om flere ambitioner, men meget få konkrete forslag til politik, der har reel CO2-effekt. Enhedslisten peger bl.a. på nogle forslag fra en række miljøorganisationer til, hvordan vi kunne nå et 54-procentsmål i stedet for et 50-procentsmål. Og jeg skal ikke gøre det, der står i det forslag, til Enhedslistens politik, men jeg vil måske bare sådan som almindelig folkeoplysning lige nævne nogle af konsekvenserne af det, der står der. Det er f.eks., at vi skal gennemføre en politik, der reducerer, i forhold til fremtidige behov for personbiler, antallet af personbiler i Danmark med 680.000 biler. 680.000 biler – det er immer væk en slat biler.

Der er et forslag om, at vi skal forbyde salg af nye biler med forbrændingsmotorer i 2025. Det har vi haft en debat om i Folketingssalen; det er ikke muligt lovgivningsmæssigt at gøre det, så der er forslag, der simpelt hen ikke lovligt kan gennemføres. Der indgår en markant øgning af diesel- og benzinafgifterne – og jeg kunne blive ved.

Se, alle forslagene ville ganske rigtigt have CO2-effekt, men regeringen er sådan indrettet, at vi bakker op om klimaloven – hele klimaloven – og det vil også sige de balancerende hensyn. Og det er dem, vi skal huske, for hvis vi kun laver klimapolitik med den hårde hånd, hvor det er krav, forbud og afgifter, men vi ikke har den kærlige hånd med, der gør, at vi også tager hånd om de mennesker, hvis livsvilkår bliver ændret, når vi fører klimapolitik, på en god måde, så er det min angst, at vi kommer til at skabe modstand og ikke opbakning.

Jeg har været enormt glad for at lytte til debatten. Det er første gang, jeg som minister har været i en debat som den her. Det her er jo en slags fokusgruppe for sammensætningen af den danske befolkning, og der har været mange forskellige perspektiver, og de er alle sammen relevante at lytte til.

Jeg glæder mig først og fremmest over – og hr. Stinus Lindgreen spurgte til det – at vi i Danmark har en politisk debat, hvor vi graver grøfter, og så har vi en anden politisk debat, hvor vi laver resultater sammen, og min oplevelse er, at begge årer skal være i politik, men at ønsket om at finde løsninger sammen alligevel er den stærkeste åre, og det glæder jeg mig til at fortsætte med.

Forsyningssituationen i Europa er fortsat udfordret; importen af fossil energi fra Rusland er gået ned, men Europa importerer stadig væk meget, meget store mængder fossil energi. En væsentlig del af svaret på det er udbygningen med vedvarende energi. Der kan Danmark noget særligt. Jeg håber, vi snart kan have en aftale om yderligere havvindenergi – det ser jeg frem til. Danmark kan noget særligt der, og det skal vi forfølge.

Det er jo ikke sommerferie endnu, men jeg kunne alligevel ikke undgå under debatten at sidde og tænke på sommerferie. Altså, det jo ikke, fordi jeg sad og trængte til at holde sommerferie, sådan skal det ikke forstås. Men jeg tror, at det for mange danskere er sådan, i takt med at energipriserne er faldet, særlig på el- og gasmarkedet, at krisen er kommet lidt på afstand for os alle sammen. Jeg har derfor et personligt håb for den kommende sommer: Jeg håber, det regner, jeg håber, det blæser. For det kan blive et bidrag til, at Europas energiforsyningssikkerhed er opretholdt. Men jeg siger det, fordi verden altså kan ændre sig, også i de kommende måneder, også inden den kommende vinter, hvor vi kan komme tilbage til, at den del af redegørelserne, som ikke er debatteret så meget i dag, nemlig den energi- og forsyningsmæssige del, kommer til at være mere alvorlig.

Til sidst vil jeg sige til fru Signe Munk: Du refererede en forfatters betragtninger, og det fik mig til at tænke på en andens betragtninger, og jeg husker det, som at det var Ulrik Wilbek – og det er ikke, fordi jeg nødvendigvis vil tage en Venstremand. Han var, som jeg husker det, træner for det danske håndboldlandshold, og han sagde, at der findes to slags håndboldspillere i verden – der er dem, der går på banen og er bange for at tabe, og så er der dem, der går på banen og glæder sig til at vinde, og det er som regel, de sidste, der bliver verdensmestre. Derfor vil jeg bare tillade mig at dele dette: Jeg mener, at der også sker rigtig gode ting, når man kigger ud af vinduet. Vedvarende energi, vind og sol, er faldet dramatisk i pris – vi kan bygge det uden at støtte det. Det er fantastisk. Elbilerne falder hele tiden i pris; de bliver tilgængelige for bredere og bredere dele af den danske befolkning – det er inden for rækkevidde. Prisen på grøn brint ser ud til at falde; det gør det lettere at nå nogle af de sektorer, som er svære at få ud af fossil energi, fordi de ikke direkte kan elektrificeres. Og jeg hører mange stemmer i dansk erhvervsliv, som er villige til at investere endog meget store summer i at lave teknologiudvikling til fremtiden.

Så jeg tillader mig bare at sige uden at være jubeloptimist eller noget, at min livsindstilling nu alligevel er, når jeg går på banen, at jeg hellere vil gå på banen for at vinde, og jeg er ikke drevet så meget af angsten for at tabe. Men der kan man jo have forskellige livsanskuelser. Det gør jo ikke noget, bare vi samles om at lave gode aftaler i fællesskab. Tak til alle for debatten.

Tak for det. Der er lige en række korte bemærkninger til ministeren. Og inden vi starter på dem, så bare en venlig henstilling om ikke at bruge den direkte tiltaleform – den prøver vi at undgå. Det er bare en venlig henstilling. Den første, der får ordet, er hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for responsen, og tak for allerede at begynde at kigge på, hvad de 20 grønne organisationer har lavet af forslag, og vi har jo også et CONCITO-udspil. Så jeg ser frem til, at vi får en god proces, hvor ministeren indkalder til drøftelser og vi får mulighed for at udvælge de bedste forslag til at komme i mål. Og så kan man jo vælge at være ambitiøs og gå op til 54 pct. i stedet for at nøjes med 50 pct. i 2025.

Mit spørgsmål går på: Hvad så i forhold til 2030? For jeg forventer, at der er en bestemt tekst, der bliver vedtaget om et par dage, og at der ikke er flertal for den tekst, som SF, Radikale Venstre, Konservative og Enhedslisten lavet. Men der har vi jo præciseret:

»Samtidig understreger Folketinget, at regeringen har handlepligt til at sikre, at 2030-målet nås.«

Jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren, om ministeren kan se, at den handlepligt sådan set er nødvendig at aktivere allerede nu i forhold til 2030-målet, fordi Klimarådet har sandsynliggjort, at vi ikke kommer i mål.

Ministeren.

Jeg tror, at spørgeren udmærket er klar over, at den store manko, der er i at have vedtaget politik for at nå 2030-målet, vedrører landbrugssektoren. Og spørgeren ved udmærket godt, at der er nedsat et ekspertudvalg, som sidst på året hører med til at give svaret på det. Og det vil regeringen følge op på, når vi har svaret fra ekspertudvalget.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Tak. Jamen det opfatter jeg sådan, at ministeren ikke mener der er en handlepligt nu. Men vi kan jo komme en situation, hvor regeringen ikke rigtig tør gennemføre noget, som sikrer, at landbruget bidrager CO2-mæssigt. Altså, det er jo fuldstændig uvist. Jeg vil bare gøre opmærksom på den der handlepligt, for sådan set er også en flertalsregering jo forpligtet til overholde klimaloven. Vil ministeren ikke vedstå, at klimaloven altså også gælder for en flertalsregering?

Ministeren.

Regeringen vil følge op på landbrugsaftalen og nå målet for 2030. Det er lagt frem. Og Klimarådet anerkender, at den her regering er den første regering, der har anvist en vej. Så er det rigtigt, at Klimarådet også siger noget andet, nemlig at der er usikkerhed om en række af punkterne. Et af punkterne er CO2-fangst og -lagring, og det er et af fokusområderne for mig at bidrage til, at risiciene bliver sat ned. Så regeringen handler.

Fru Theresa Scavenius, Alternativet.

Tak for ministerens bemærkninger. Jeg synes, det er rigtig interessant, at ministeren siger det her med det balancerede hensyn, og han nævner så i den sammenhæng det her med, at det er borgerne, vi skal fokusere på. Så mit spørgsmål er bare helt konkret: Hvad betyder det så i forhold til affaldsloven, som jo netop vil have nogle negative effekter for kommunernes økonomi? Så hvis det handler om at balancere klima med borgernes økonomi, hvilket jo kan være et argument, så er affaldsloven i hvert fald et eksempel på det modsatte.

Og et relateret spørgsmål: Jeg kunne se, at ministeren i går har udtalt til DR, at ministeren vil kigge på, hvis det var rigtigt nok, at der ikke var de CO2-reduktioner, som vi forventede, da der blev lavet en politisk aftale. Hvornår vil ministeren kigge på det? Og jeg synes faktisk, at det var mest hensigtsmæssigt, hvis det var, før loven blev vedtaget, sådan at vi kunne have et mere korrekt oplyst grundlag at træffe en beslutning ud fra.

Ministeren.

Det er ministeriets vurdering, at konkurrenceudsættelse af affaldssektoren vil medføre lavere omkostninger på affaldsgebyret og vil medføre en lavere varmeregning. Så det giver samlet set en besparelse for borgerne.

I forhold til det andet spørgsmål om, hvornår der skal følges op, har vi jo en enighed blandt de partier, der står ved de forlig, de indgår, at det vil vi overvåge og følge, og det vil selvfølgelig ske løbende, i takt med at vi bevæger os fremad. Så det kan jeg ikke sætte nogen fast dato på. Men vi vil løbende overvåge, om der sker den forventede kapacitetstilpasning – og hvis ikke, så fremgår det jo af aftalen med partierne, at vi vil vende tilbage og kigge på yderligere tiltag, der kan sikre, at det, der er formålet med aftalen, nemlig at reducere den danske affaldsforbrændingskapacitet, også kommer til at ske.

Fru Theresa Scavenius.

Men hvordan forholder ministeren sig så til, at der er nogle kommuner, hvor man simpelt hen bliver så hårdt presset på økonomien – som f.eks. Frederiksberg eller nogle af de nordsjællandske kommuner – og vil miste rigtig mange penge, som så skal findes et eller andet sted i kommunebudgettet? Det vil jo gå ud over borgerne et sted – det er det ene spørgsmål.

Det andet er egentlig om noget andet, nemlig det her med, at sol og vind er blevet så billigt. Hvordan kan ministeren forsvare, at vi laver en ny udbudsrunde, som laver mere fossil energi, netop når sol og vind er så billigt og vi kan lave en billig grøn omstilling? Og som den sidste bemærkning vil jeg bare lige bruge anledningen til at sige, at Alternativet kan støtte det forslag til vedtagelse, som Signe Munk og andre har skrevet.

Ministeren.

Det er sådan, at der blandt de partier, der står ved de aftaler, som de indgår, på affaldsområdet, er en enighed om, er der afsat 200 mio. kr., og hvis ikke det er tilstrækkeligt, kigger vi på det igen. Det var den ene del af svaret.

Ordføreren spørger også til miniudbuddet i Nordsøen. Det er sådan, at det indgår i Nordsøaftalen, og det var en præmis for Nordsøaftalen, at miniudbud kunne gennemføres og skulle gennemføres, hvis der blev ansøgt om det, og hvis dem, der ansøgte, levede op til kriterierne. Det er tilfældet her. Den produktion, som så vil komme fra EU's territorie, vil være et bidrag til at sikre EU's langsigtede forsyningssikkerhed. EU vil bruge naturgas i en overskuelig årrække, altså mange år endnu, og derfor er det i virkeligheden bare et spørgsmål om, om vi ønsker, at den gas skal komme fra Putin uden for EU, eller om vi ønsker, at den gas skal komme fra EU. Og der er regeringens holdning klar: Af de valgmuligheder foretrækker vi, at den gas, som Europa kommer til bruge, bliver produceret i EU.

Fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Og tak til ministeren. Jeg tror, vi er mange, der gerne vil vinde kampen – det er der ikke nogen tvivl om. Og jeg tror også, at ministeren skal se sådan et toptunet klimaordførerskab, der er her. Så lad os endelig mose på.

Jeg lyttede mig til, at regeringen er meget optaget af 2025-målet, ligesom vi andre er. Hvornår bliver vi indkaldt til forhandlinger om det?

Ministeren.

Regeringen vil snart indkalde til forhandlinger om fortrængningskravet. Så det kommer snart.

Fru Mona Juul.

Tak for det utrolig upræcise svar. Måske ministeren kunne tænke sig at svare på, om regeringen har andre forslag end det høje fortrængningskrav, og om det forslag lever op til kriterier for, hvad sådan nogle forslag egentlig skal indeholde i forhold til at være grønne nok?

Ministeren.

Altså, opgørelsesmetoderne af fortrængningskravet er ikke noget, regering opfinder – det er jo fastsat fagligt. Og i forhold til, om regeringen har andre forslag, vil jeg sige, at regeringen jo har fremlagt – og det er også det, fru Mona Juul har efterspurgt – hvad vores forslag er. Og det er det, vi vil tage udgangspunkt i, når dialogen med partierne tages.

Den næste, som har bedt om ordet, er fru Signe Munk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg sad og spekulerede over, om man skulle arbejde videre på ministerens sportsterminologi. Jeg kan informere ministeren om, at jeg har spillet fodbold, siden jeg var 11 år, og jeg tror, at i hvert fald en og nok også flere fodboldtrænere har ment, at jeg ligesom var bedst, når vi var bagud, og det har faktisk bragt mig til at sidde på bænken i Danmarks bedste kvindeliga. Så lidt kan man også som SF'er, selv om man anerkender, at situationen er svær. Og det er egentlig det, der er pointen, nemlig at vi bliver nødt til at forstå den alvorlighed, vi står i rent klimapolitisk, for at lave den politik, der skal til.

Men så til det mere seriøse: Jeg kan forstå på ministeren, at regeringen ikke er klar til at kigge på øgede dieselafgifter og ikke er klar til at fremme et forbud mod salg af nye diesel- og benzinbiler. Okay, fair nok, så er vi da kommet så langt. Men er man så klar til at kigge på f.eks. en afgift på lavbundsjorder eller kigge på nitrifikationshæmmere, som også er en del af forslaget fra Concito, eller at fremrykke biogasudbuddet? Der er jo flere ting, der kan gøre noget for at reducere klimagasudledningen i 2025, end det, ministeren selv nævnte fra talerstolen.

Ministeren.

Ja, altså, regeringen har lagt sit forslag frem om en øgning af fortrængningskravet, og når vi kommer til dialogen om det, hører jeg gerne, hvad partierne har af andre forslag, og så vil vi drøfte det i den proces. Jeg afviser i princippet ikke noget på forhånd, men jeg har lagt frem, hvad der er regeringens forslag.

Fru Signe Munk.

Skal man forstå det med forhandlinger snarest muligt som forhandlinger inden sommerferien?

Ministeren.

Ja.

Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for talen. Nu er der blevet refereret både forfattere og håndboldtrænere, kan jeg forstå. Tidligere blev der refereret til coronahåndteringen i forbindelse med det her. Det minder mig om et andet citat fra nogen, der arbejdede lidt tættere på: »Håb er ikke nogen strategi.« Til dem, der ikke var i Folketinget i sidste periode, var det ovre fra Statsministeriet, at det kom. Og det er jo rigtigt. Og jeg hører også, at ministeren anerkender, at der er usikkerheder omkring mange af de elementer, der ligger i regeringens plan. Der er usikkerheder i forhold til eksempelvis carbon capture; det hørte jeg også at ministeren forleden var ude at kommentere på. Klimarådet har påpeget, at der er usikkerheder. Der er vist en vej, men det er ikke givet, at vejen fører til målet.

Så jeg vil bare høre, om man – ud over ministerens følelse i maven, og at han går efter det her for at vinde og håber på det bedste – kan blive lidt mere konkret. Altså, hvor sikker er ministeren på, at vi rent faktisk når de mål, vi har aftalt? For jeg er ikke sikker med det, regeringen har lagt frem.

Ministeren.

Det er jo næsten et journalistisk trickspørgsmål, der her stilles. Det er sådan, når man laver en fremskrivning til 2030, at så modtager regeringen den, forudsætningerne lægges frem, det er i høring, der kommer fagligt tilbagespil, og der er dialog. At bilde nogen ind – og det tror jeg heller ikke at spørgerens parti kan – og påstå, at der ikke er usikkerheder, og at verden kan ikke kan forandre sig frem mod 2030, vil da være helt forkert. Helt forkert. Energipriserne kan falde, de kan stige, der kan komme teknologiudvikling, og der kan komme andre ting.

Derfor er den måde, regeringen arbejder på, helt i henhold til klimalovens årshjul. Det er, at vi gør status hvert år og tager bestik og korrigerer kursen. Det skal vi gøre. Sidste år, tror jeg det var, kommenterede CONCITO den daværende regerings klimafremskrivninger, og de havde to kritikpunkter, som tit bliver glemt, nemlig at man undervurderede, hvor hurtigt udbredelsen af elbiler kom til at foregå, og hvor hurtigt udfasningen af naturgas kom til at foregå. Der lå altså en vurdering, som regeringen modtager fra centraladministrationen, og som var for pessimistisk.

Så det seriøse svar på det her er: Ja, selvfølgelig er der usikkerheder, men spørgsmålet er, hvordan man arbejder med det. Det gør vi løbende, og vi adresserer de største usikkerheder. Klimarådet har bl.a. peget på ccs, og derfor har jeg fokus på, om vi kan minimere de usikkerheder. Men at nogle vil påstå, at de kan forudse, præcis hvad der sker fra nu af og til 2030, opfatter jeg som halvuseriøst.

Hr. Stinus Lindgreen.

Tak. Det var overhovedet ikke pointen. Selvfølgelig er der altid usikkerheder. Der er jo ingen af os, der kan forudse, hvad der kommer til at ske bare den næste måned. Det var ikke pointen.

Pointen er, om det gør noget indtryk, at rigtig mange peger på, at det er usikkert, om det, der er lagt frem, er nok. Ministeren har nævnt nogle gange, og det er jeg enig i, at det er en balance. Altså, man kan ikke bare hæve afgiften helt vildt meget, uden at det får nogle andre konsekvenser – fuldstændig enig. Omvendt kan vi heller ikke komme uden om, at det her kommer til at ændre folks vaner. En del af det er vel, at vi skal ændre vores vaner, ændre, hvordan vi spiser, hvor meget vi flyver, hvor meget vi kører i bil. Er ministeren ikke enig i det? Det handler også om at lave nogle tiltag, som rent faktisk påvirker folks vaner.

Ministeren.

Jo, jeg tror såmænd, at vi i fremtiden, når vi bevæger os 7 år frem, har nogle andre vaner i Danmark end dem, vi har i dag. Men jeg er heller ikke sådan optimistisk, i forhold til om danskerne vil acceptere at leve i et land, hvor adgangen til en personbil ikke er til stede. Det tvivler jeg på går. Det er bare for at tage et eksempel. Derfor er en del af svarene på det her, at i takt med at den teknologiske udvikling kommer – og det er jo fantastisk med den udvikling, der er på elbilerne – kan vi godt begynde at se det Danmark for os, hvor transport f.eks. kan blive drevet af grøn energi og ikke sort energi, og det ligger også i fremskrivningerne mod 2030. Det er jo fantastisk. Så der vil altid for os her i Folketinget, når vi skal gøre det ansvarligt, være et samspil med, hvordan verden udvikler sig uden for dette lokale, hvad de teknologiske muligheder er, og hvordan det rammer folks hverdag. Derfor bliver vi også nødt til at have de balancerede hensyn i klimaloven lige så stærkt i hovedet som det, der er helt åbenlyst, nemlig at vi skal nå de fastsatte klimamål.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til klima-, energi- og forsyningsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 25. maj 2023.