Tak. Jeg synes, at Alternativet kommer med et rigtig godt forslag her, og jeg vil gerne afsløre, at vi i Enhedslisten støtter forslaget. Jeg vil godt sige, at jeg synes, det er et dejligt tilfælde, at det er planlagt sådan, at det her forslag kommer efter en stribe forslag, som kun handler om at slå flygtninge oven i hovedet. Så jeg synes, det er dejligt, at vi kan slutte på en lidt mere opløftende debat.
Danmark var som bekendt et af de første lande, der skrev under på FN's flygtningekonvention. Inden da havde verden set ufattelige lidelser og oplevet, hvad konsekvenserne kan være, når folk er nødt til at flygte fra deres hjemland blot for at opdage, at andre lande ignorerer deres bøn om hjælp.
Både i dag, men også i de seneste år har vi hørt igen og igen fra den talerstol, jeg står på nu, at Danmark bliver overrendt af asylansøgere. Det er blevet gentaget så mange gange, at det virker, som om alle tager for givet, at det er sandt, og igen og igen bliver det brugt som argument for, at vi i Danmark er nødt til at være så hårde i udlændingepolitikken som overhovedet muligt.
I pressen ser vi også tit politikere udtale, at flygtninge kun kan sendes tilbage til deres hjemlande, hvis Flygtningenævnet vurderer, at det er sikkert. Sådan er det bare ikke helt. For i 2015 vedtog SR-regeringen sammen med blå blok et lovforslag, som betyder, at der nu skal skelnes mellem på den ene side de flygtninge, som har asyl efter flygtningekonventionen, og på den anden side de flygtninge, som har asyl på baggrund af især Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Dem, der ikke har asyl på baggrund af flygtningekonventionen, og som ikke vurderes som individuelt forfulgte, men dog stadig i enormt stor fare – for ellers var de jo ikke flygtet, kan man sige, og så havde de slet ikke fået ophold – kan nu sendes ud af Danmark, selv om der ikke er sikkert i deres hjemland.
Faktisk kan de sendes ud, bare der er sket en lillebitte forbedring af forholdene i det land, de er flygtet fra, selv om forholdene fortsat er »alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige«. Tænk engang, det står i dansk lovgivning, at det kan vi sende mennesker tilbage til – til forhold, som er alvorlige, og som må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Det betyder, at Danmark som et af de eneste af de lande, vi normalt sammenligner os med, nu f.eks. kan give afslag til flygtninge fra Syrien.
Helt konkret betyder det, at flygtninge får inddraget deres opholdstilladelse, at familier med flygtningebaggrund bliver adskilt. Helt konkret betyder det, at familier sidder på udrejsecentre i Danmark. Helt konkret betyder det, at familier, som er i Danmark, bliver skilt ad, fordi vi har lavet en politik, som ikke længere er i overensstemmelse med det, vi har stået på i rigtig, rigtig mange år i det her land, nemlig flygtningekonventionen.
Mange af de mennesker, som nu sidder på udrejsecentre, kan vi ikke engang sende tilbage til det land, de er flygtet fra, da vi ikke samarbejder med styret i de lande, som de er flygtet fra. Det gælder flygtninge fra Syrien, fra Afghanistan. Det betyder, at alle de syrere, der får frataget deres opholdstilladelse lige nu, bliver sendt på udrejsecentre, hvor de kan få lov til at sidde i årevis og rådne op under det, man kalder motivationsfremmende foranstaltninger.
Det er inhumane vilkår at leve under. Dansk Røde Kors beskriver børn med angst og stresssymptomer, unge og voksne i mismod, ja, listen over, hvad det er for nogle forhold, som mennesker lever under på vores udrejsecentre, er desværre alt for lang. Derfor er det vigtigt, at vi får lavet et system, hvor flygtninge ikke får inddraget deres opholdstilladelse, hvis der ikke kan gennemføres tvangsudsendelser, så familier ikke skal bo og børn ikke skal vokse op på udrejsecentre.
Jeg synes, det på en eller anden måde burde give sig selv, at vi i Danmark selv har skabt et system, som skaber den situation, der er på udrejsecentrene i Danmark. Det har vi, fordi vi har lavet en udlændingelovgivning, hvor vi insisterer på at sende mennesker tilbage til lande, hvor der stadig er krig, men også til lande, som vi ikke har aftaler med, og så tænker vi: Det er da bare supersmart at have de her mennesker til at sidde på et udrejsecenter og glo ind i væggen.
Engang var der en udlændingeminister, der sagde – og nu citerer jeg frit fra hukommelsen – at han ikke syntes, der var nogen, der var tjent med at sidde og glo ind i væggen på et udrejsecenter. Og jeg må sige, det er sjældent, jeg er helt enig med hr. Mattias Tesfaye, men lige i den her situation er jeg. Enhedslisten kan meget varmt støtte det her beslutningsforslag fra Alternativet.