Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 49:

Forslag til folketingsbeslutning om adskillelse af asylpar i asylsystemet, når mindst den ene ægtefælle er under 18 år.

Af Pia Kjærsgaard (DF) m.fl.

(Fremsættelse 14.03.2023).

Jeg kan se, at ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, ønsker at begrunde forslaget. Værsgo, 2 minutter.

Tak, formand. I Danmark har vi på mange områder været foregangsland på udlændingepolitikken, og det gælder ikke mindst i forhold til den diskussion, der de seneste år har været, om det modbydelige fænomen i dele af den muslimske verden, hvor ældre mænd kan gifte sig med unge kvinder – ja, man fristes til at sige børn. Det bør vi ikke acceptere. I Danmark er det sådan, at man kan indgå ægteskab, når man er 18 år. Desværre er der ikke konsekvens i lovgivningen, så det er sådan i dag, at man accepterer – i gåseøjne – ægteskaber blandt udlændinge, der kommer til Danmark som asylansøgere, selv om ægteskabet ikke kunne være indgået i Danmark, fordi begge parter ikke er over 18 år.

Den slags barnebrude skal vi selvfølgelig beskytte, og derfor går det her forslag i al sin enkelthed ud på at ændre den praksis og ændre de regler, som desværre har eksisteret i Danmark i rigtig mange år, sådan at der sker en automatisk adskillelse af de to, hvis den ene er under 18 år. Jeg håber, ikke mindst i lyset af den lange debat, vi har haft i forskellige afskygninger og variationer her de seneste år, at det er noget, som kan have stor opbakning blandt alle Folketingets partier. Jeg håber ikke, at vi er uenige om, at vi skal beskytte pigerne, og at vi skal passe på pigerne, og det er præcis det, som det her forslag handler om. Så tak for at kunne fremlægge det, formand.

Selv tak.

Forhandlingen er hermed åbnet, og den første, der får ordet, er udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Tak for det, formand. Med det her beslutningsforslag pålægges regeringen at fremsætte et lovforslag, der sikrer en automatisk adskillelse af asylpar i asylsystemet, hvis den ene part er under 18 år. Samtidig foreslås det, at regeringen ændrer eller udtræder af de nødvendige konventioner, som er til hinder for en automatisk adskillelse af asylparrene.

Det er sådan i dag, at Udlændingestyrelsen som udgangspunkt indkvarterer en mindreårig udlænding, der er gift eller samlevende, separat fra sin partner, medmindre hensyn til familiens enhed tilsiger fælles indkvartering og dette ikke er i strid med den mindreåriges tarv. Er den ene part under 18 år, iværksættes dog altid separat indkvartering.

Det er en ordning, der er med til at sikre, at indkvartering i asylsystemet ikke bidrager til at fastholde en mindreårig i et tvangsægteskab eller et tvangssamliv. Den mindreårige får mulighed for at få et pusterum til at overveje, om forholdet er frivilligt og udtryk for vedkommendes eget ønske. Samtidig varetager ordningen også hensynet til at sikre, at der i de tilfælde, hvor der foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv, fortsat kan ske fælles indkvartering. Det vil således være tilfældet, hvor Udlændingestyrelsen konkret vurderer, at der ikke foreligger tvang, og at hensynet til den mindreårige ikke taler for separat indkvartering. Det skal vi også lytte til, for så kan og skal den separate indkvartering jo ikke længere begrundes med et beskyttelseshensyn til den mindreårige.

Så skal vi huske på, at der jo ikke kun er tale om par, hvor aldersforskellen er meget stor. I nogle tilfælde kan der være tale om 1 eller 2 års forskel, f.eks. en 17-årig, der er sammen med en 19-årig, og derfor har vi et system, der altid foretager en konkret og individuel vurdering, når et asylpar, hvor den ene er mindreårig, skal indkvarteres, og det mener jeg vi skal blive ved med at have. Det er vigtigt for mig at understrege, at der altid iværksættes separat indkvartering, hvis der foreligger et tvangselement, eller hvis den mindreårige er under 15 år. Sådan må og skal det naturligvis også være.

Det er også blevet foreslået, at regeringen ændrer eller udtræder af de nødvendige konventioner, som er til hinder for en automatisk adskillelse af asylpar. Konventionerne er det bedste grundlag for at sikre det enkelte individs rettigheder. Regeringen arbejder på at styrke det regelbaserede internationale samfund, og derfor fastholdes Danmarks medlemskab af konventionerne.

Det ændrer dog ikke på, at der findes uhensigtsmæssigheder ved dele af vores konventioner og tolkningen af dem. Det er derfor, at vi, som det fremgår af regeringsgrundlaget, er klar til at udfordre og afsøge de rammer, som konventionerne har sat op, således at deres negative bivirkninger minimeres. Det mener jeg dog ikke er tilfældet, når det kommer til indkvarteringen af asylpar. Den ordning, vi har i dag, sikrer, at myndighederne kigger på hvert enkelt asylpar, der skal indkvarteres, og giver den mindreårige et pusterum til at overveje forholdet. Det skal vi lytte til, for separat indkvartering kan ikke altid begrundes med et beskyttelseshensyn til den mindreårige.

Det er efter min opfattelse en meget fornuftig ordning, vi har i dag, og derfor kan jeg ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår, hvorfor regeringen vægrer sig her. Vi taler om par, der kommer, hvor den ene er under 18 år – typisk pigen – hvorfor ægteskabet derfor ikke ville kunne være lovligt indgået i Danmark. Så hvis man har en dreng på, skal vi sige 25 år, og en pige på 15 år, så antager man, at det er helt i orden; de skal bare bo sammen. Altså, hvad med at have det modsatte udgangspunkt og sige: Det er ikke i orden; vi vil gerne beskytte pigerne, og derfor adskiller vi dem selvfølgelig automatisk? Så kan man efterfølgende finde ud af, om tingene er i orden, men udgangspunktet bør da være, at der sker adskillelse for at beskytte pigerne.

Ministeren.

Altså, jeg er klar over, at hr. Morten Messerschmidt havde gang i en anden samtale, mens jeg holdt min tale, men det var jo præcis det, jeg sagde, nemlig at man som udgangspunkt bliver adskilt, men at der kan være konkrete hensyn, der taler for, at man ikke gør det. Så næste gang vil jeg egentlig opfordre til, at man måske hører det, første gang det bliver sagt, i stedet for at jeg skal gentage det. Men uanset hvad vil jeg sige: Jeg tror, at hr. Morten Messerschmidt udmærket er klar over, hvorfor jeg ikke følger det her forslag. For hver dag jeg går ind på mit kontor, kan jeg se, at der hænger et portræt af en person, som gjorde det, og som endte med at få en rigsretsdom imod sig netop af den årsag. Så jeg tror godt, at hr. Morten Messerschmidt er klar over det, uanset at man tager teaterminen på, når man fremsiger det.

Spørgeren.

Jeg må desværre sige, at ministerens taler sjældent er af en sådan karakter, at man behøver at bruge begge ører for at høre dem og forstå dem, og her hørte jeg det også ganske tydeligt. (Udlændinge- og integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek): Tilsyneladende ikke). Men pointen her er jo sådan set, at vi gerne vil have, at det er et ufravigeligt udgangspunkt, at man beskytter pigerne, og der skal jeg bare høre, om det, når regeringen siger, at det vil man ikke, altså så skyldes, at der er nogle internationale konventioner, der gør, at man ikke må, eller om det skyldes, at regeringen rent faktisk har en politik, der tilsiger det.

Ministeren.

Altså, personligt for mig som minister handler det om, at jeg egentlig ikke har lyst til at skulle rende rundt med fodlænke på, som det har været tilfældet i den her situation – det vil jeg da gerne medgive. Men det ændrer ikke ved, at det her drejer sig om, at vi som udgangspunkt skal sørge for at adskille de par, hvor der er meget stor aldersforskel, men at der selvfølgelig kan være tilfælde, hvor det ikke gælder, eksempelvis når det drejer sig om en 17-årig og en 19-årig, der har et relativt normalt samliv. Der skal være en individuel vurdering.

Så er det fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Ja, man kan selvfølgelig godt gøre sig morsom. (Udlændinge- og integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek): Jeg gør mig ikke morsom). Jeg synes bare, det er en alvorlig sag. Det, det drejer sig om, er jo, at den her konvention gør, at det er umuligt, og hvorfor ikke sige: På det her punkt er det ufravigeligt, fordi det er børn, det drejer sig om? Det er ganske unge piger, det drejer sig om. Men man siger, som man plejer at gøre: Konventionerne binder os. Og det synes jeg at udlændingeministeren skulle se at komme videre fra.

Ministeren.

Jamen det er jo det rene snak. Altså, jeg siger præcis, at vi adskiller folk som udgangspunkt, men der skal jo være en individuel vurdering. Hvis du har en 19-årig og en 17-årig, som lever i et relativt ligeværdigt forhold, så forstår jeg da godt, at man siger: Det er fair nok, at de bliver sammen; der kan være familiemæssige årsager, man kan have børn, og der kan være andre ting. Selvfølgelig skal det være sådan, at man vurderer folk individuelt. Det er da ikke nogen stor konsekvens af vores konventioner. Jeg kunne nævne ti ting bare på stående fod, som er større konsekvenser og langt mere vidtrækkende. Det her er ikke nogen stor konsekvens, altså at man foretager en individuel vurdering af hvert par, som bor sammen, og hvor den ene kan være under 18 år.

Fru Pia Kjærsgaard.

Jamen hvis vi nu siger 15-17 år, tager man hensyn – altså, hvis man synes, at det er det, man skal gøre, og det må jo være det, der er ministerens personlige holdning, som ministeren sagde før. Jeg synes, at det er lidt svært, når en minister står deroppe og siger: Det er min personlige holdning. (Udlændinge- og integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek): Det har jeg ikke sagt). Den gælder altså ikke, når man er minister. (Udlændinge- og integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek): Det har jeg ikke sagt). (Anden næstformand (Jeppe Søe): En ad gangen). Nu skal ministeren høre efter, sådan som ministeren sagde at Morten Messerschmidt skulle gøre før. Det gælder ikke, når man er minister. Der må man gøre det ud fra, hvad regeringen, samfundet og Folketingets flertal i øvrigt mener er det rigtige.

Så er det ministeren.

Jamen tingene bliver jo ikke rigtige, fordi Dansk Folkeparti gentager dem flere gange, hvis det ikke er rigtigt. Altså, jeg har ikke sagt, at det var min personlige holdning; jeg har sagt, at det her er den her holdning, regeringen repræsenterer. Jeg repræsenterer selvfølgelig regeringen, når jeg står i Folketingssalen. Det burde fru Pia Kjærsgaard da have lært efter snart 40 år her i salen. Sådan er det. Så der er sådan set ingen slinger i valsen. Det her er sådan, at man som udgangspunkt bliver adskilt. Men der kan være tilfælde, og man skal lave en personlig vurdering individuelt hver gang.

Dermed tak til ministeren. Første ordfører i ordførerrækken er hr. Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet. Dansk Folkeparti foreslår at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, der sikrer, at alle ægtefæller, der kommer til Danmark, bliver adskilt, hvis den ene eller begge parter er under 18 år. Beslutningsforslaget er en genganger fra sidste folketingssamling, hvor det ligeledes var Dansk Folkeparti, der fremsatte det, og hvor et bredt flertal af Folketingets partier stemte forslaget ned. Der har jo så i øvrigt også været omdrejningspunktet for en rigsretssag for nylig mod en tidligere minister.

I Socialdemokratiet er vores holdning til forslaget uændret. Som vi også meddelte til førstebehandlingen sidste år, kan vi ikke – heller ikke denne gang – bakke op om forslaget. Ligesom det er Dansk Folkepartis udgangspunkt, og ligesom jeg vil gå ud fra at det er alle partier her i Folketingets udgangspunkt, er vores udgangspunkt selvfølgelig, at vi ikke kan acceptere barnebrude i Danmark – hverken i Danmark, men for den sags skyld heller ikke i andre dele af verden, hvor der er alt for mange børn, unge piger, som bliver tvangsgiftet væk til voksne mænd.

Det forholder sig jo heldigvis allerede sådan i dag, at Udlændingestyrelsen som udgangspunkt altid indkvarterer en mindreårig udlænding, der er gift eller samlevende, separat fra deres partner for at sikre, at den mindreårige udlænding ikke fastholdes i et ægteskab med tvang. Der er dog undtagelser, og det mener vi også at der skal være. Det kan være eksempler på par, hvor den ene i forholdet er 17 år, mens den anden er 19 år gammel. Og i de tilfælde giver det vel meget god mening, at myndighederne gør en undtagelse fra hovedreglen og dermed ikke indkvarterer parret separat. Og det kan man jo kun gøre, fordi man laver en individuel vurdering af sagen, og det er også ret centralt i den måde, hvorpå vi i Danmark forvalter det, at myndighederne kan træffe beslutninger, der har magt over borgerne. Og så er det jo selvfølgelig sådan – og heldigvis for det – at hvis en af ægtefællerne er under 15 år, vil der altid ske separat indkvartering.

Som nævnt sker adskillelsen allerede som hovedregel, og derfor kan vi ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Men problemet med begrebet hovedregel er jo, at der altid så er undtagelser. Jeg vil sige, at i Dansk Folkeparti er vi meget bekymret for pigerne, som måske i en alder af 15 år er gift med, nu siger jeg så en på 17 eller 18 år, og i den alder kan det være en stor forskel. Hvorfor vælger man ikke at sige, at alle adskilles, for at beskytte pigerne? Og så kan man efterfølgende se, om beskyttelsesbehovet tilsiger noget andet. Ville det ikke være den tilgang, vi i de fleste andre sager, når vi taler om små piger, ville have?

Ordføreren.

For det første ville det jo være ulovligt. Det har vi Rigsrettens ord for at man ikke kan. For det andet synes jeg faktisk også, at det er en god dansk forvaltningstradition, at når myndighederne kan træffe beslutninger, der har magt over borgerne, så foretager man en individuel sagsbehandling. Der er en partshøring, man vurderer den enkelte sag for sig selv og vurderer, hvad der er det rigtige, og der ville sikkert kunne være en sag, hvor en 15-årig og en 18-årig blev adskilt, og der vil måske kunne være en sag, hvor en 17-årig og en 18-årig fik lov at bo sammen. Men hele pointen med at foretage en individuel sagsbehandling og vurdering fra myndighedernes side er jo at kigge ned i sagen og sige: Hvad er det for et forhold, der er tale om?

Hr. Morten Messerschmidt.

At det skulle være ulovligt, må vist være en fortalelse fra hr. Kasper Sand Kjærs side. Det er trods alt Folketinget, der vedtager lovene her i landet, så det afgør vi. Folketinget kan jo ikke vedtage noget, der er ulovligt, altså noget, der strider mod grundloven. Men vi har lige haft en debat om vold i ægteskaber. Kunne man ikke forestille sig, at den samme psykologiske effekt, som man kender fra den debat, vil slå igennem her, hvor en dominerende 17-18-årig har fået sin unge barnebrud til ikke at sige til myndighederne, at hun faktisk gerne vil have, at de adskilles, og at måden, som vi bedst beskytter pigerne på, er, at vi selvfølgelig adskiller parrene til at starte med?

Ordføreren.

Men det gør vi jo også som hovedregel, og der må jeg bare sige, at jeg har meget stor tillid til, at Udlændingestyrelsen i det eksempel, som hr. Morten Messerschmidt kommer med her, selvfølgelig vil vælge at adskille parret. Jeg har intet, der skulle tale for, at det ikke er det, der sker i dag, når Udlændingestyrelsen vurderer sagen – intet.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Der er vist ingen, der kan være uenig i, at problemstillingen om børneægteskaber er vigtig. Det er vigtigt, at vi ikke på en eller anden måde medvirker til, at den problemstilling, man har i tredjeverdenslande, med børn, hvis skolegang bliver afbrudt osv. på grund af tvangsægteskab, ikke overføres til danske forhold. Det er også vigtigt for os i Venstre, at den ordning, der findes i det danske asylsystem, ikke bidrager til at fastholde mindreårige piger i tvangsægteskaber. Det har hele tiden været vores holdning.

Derfor er jeg også glad for, at det i udgangspunktet er Udlændingestyrelsens praksis at adskille en mindreårig udlænding, der kommer til Danmark med en voksen partner, fra denne partner, og hvis den mindreårige udlænding er under 15 år, iværksættes der altid adskillelse og separat indkvartering. Vi mener ikke, at vi altid skal adskille asylpar. I tråd med udlændingesystemets praksis mener vi ikke, at asylpar skal adskilles, hvis hensynet til familiens enhed tilsiger fælles indkvartering og det i øvrigt ikke er i strid med den mindreåriges tarv. For der kan være undtagelser, og de sager skal baseres på en konkret individuel vurdering. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor den ene part er 17 år og den anden part er 18 år. Der kan være børn, der spiller ind, og der kan være andre relevante forhold, der skal tages i betragtning, og som man er nødt til at kigge på i en individuel vurdering.

Derfor mener vi i Venstre, at det er en god og fornuftig ordning, vi har i asylsystemet i dag, og vi kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Mohammad Rona fra Moderaterne.

Tak for ordet. Jeg forstår forslagsstillernes bekymring for den problemstilling, som de forsøger at løse med beslutningsforslaget. Over 700 millioner af verdens nulevende piger blev gift som børn, mere end en tredjedel var ikke engang fyldt 15 år. Piger, der bliver gift som børn og teenagere, er mindre tilbøjelige til at gennemføre en uddannelse, og de er i højere risiko for at opleve vold og komplicerede graviditeter.

I langt de fleste tilfælde er vi enige med forslagsstillerne i, at vi har et ansvar for at adskille asylpar, hvor den ene part er et barn. Det kan der ikke herske nogen tvivl om. Men der er også situationer, hvor det er mest hensigtsmæssigt at lade parterne blive sammen, som vi også hørt før, f.eks. i tilfælde, hvor de f.eks. er 17 og 18 år. Derfor er vi i Moderaterne glade for, at der altid foretages en individuel vurdering, og den praksis vil vi ikke lave om. Moderaterne kan ikke støtte forslaget, da vi allerede nu har et regelsæt, som vi skal overholde. Tak.

Selv tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Carl Valentin fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak til Dansk Folkeparti for den her lejlighed til at tale lidt om, hvad en retsstat egentlig er for en størrelse. Jeg undgår nok heller ikke at gentage mig selv fra tidligere, hvor vi har haft den her debat i Folketingssalen. Jeg har ikke det mindste tilovers for tvangsægteskaber eller barnebrude eller alle mulige andre religiøse vederstyggeligheder. Det hører ikke hjemme i Danmark, det hører sådan set ikke hjemme nogen steder i verden. Derfor er jeg også glad for, at man som udgangspunkt – som ministeren også redegjorde for tidligere her på talerstolen – adskiller flygtningepar, hvor den ene part er under 18 år. Det er jo sådan, reglerne er i dag.

Det, som forslaget her går ud på, er bare, at vi skal bryde med den basale rettighed, som alle mennesker i en retsstat har, nemlig at man taler med folk, før man griber ind med tvang i deres privatliv. Det er en rigtig god minimumsstandard, og jeg har meget svært ved at se, hvorfor det nu skulle være et problem. Så det her forslag fra DF handler ikke om at beskytte piger mod religiøse overgreb, det handler om at erstatte det religiøse overgreb med et statsligt i stedet for. Det må jeg indrømme at jeg ikke helt forstår logikken i og heller ikke forstod logikken i, da fru Inger Støjberg ville det, og jeg forstår det stadig væk ikke, når man faktisk kan få i pose og sæk. Vi kan både overholde menneskers basale rettigheder og sørge for at adskille parrene. Det er retstilstanden i dag, og det håber jeg det bliver ved med at være.

Jeg synes, det er paradoksalt, at man i Dansk Folkeparti på den ene side plæderer for, at det er pigerne i ægteskaberne, som man kerer sig om, men at man på den anden side ikke mener, at de bør have mulighed for at give udtryk for deres egne holdninger, før staten griber ind i deres liv. Så SF kommer selvfølgelig ikke til at støtte det her forslag, og jeg vil med spænding se frem til, at Dansk Folkeparti melder sig på banen med nogle mere seriøse forslag til, hvordan vi kan stoppe social kontrol og overgreb. Nu har man jo lige i den debat, vi havde for lidt siden, været modstander af noget, som faktisk ville gøre en konkret forskel for mennesker, som lever i nogle forhold, de måske ikke burde være i. Og så skulle jeg hilse fra Radikale Venstre, som også er imod forslaget. Tak.

Så er det fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg synes jo bare, når jeg sidder her og hører debatten, at det er så underligt. Vi bor i Danmark, og i Danmark er det ikke lovligt at blive gift, når man er under 18 år. Men kommer man hertil fra udlandet, er det lovligt. Det er den forskel, jeg har så svært ved at forstå at nogen herinde accepterer. Og det ser det ud til, i hvert fald indtil videre, at de øvrige partier gør. Det kan ikke nå inden for min rækkevidde. Hvorfor skal det være på den måde? Hvorfor?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at vi skal acceptere barnebrude. Det har jeg lige stået og argumenteret for at vi ikke skal. Men jeg synes heller ikke, at vi skal acceptere at fjerne retten til partshøring, og det er det, det her forslag handler om. Og det forstår jeg ikke hvorfor man foreslår. Altså, der er ikke nogen partier her i Folketinget, som er tilhængere af barnebrude, så jeg synes, at det er en påtaget debat, som man bliver ved med at rejse, fordi der var meget strøm i den dengang med fru Inger Støjberg. Man gør ikke nogen forskel for pigerne; man fratager dem bare muligheden for selv at komme med holdninger til den sag, de står i. Og det kan vi ikke bakke op om i SF.

Spørgeren.

Jeg synes sådan set bare, man skal gøre det på et lovmedholdeligt grundlag. Det er derfor, vi har fremsat det her forslag. Kunne man forestille sig, at man havde partshøring i forhold til to danskere? Nå, den ene er 13 år, og den anden er 17 år, og I vil gerne giftes? Det er jo det, det hele handler om.

Ordføreren.

Hvis det var, hvad det hele handler om, forstår jeg ikke, hvad det handler om. For jeg forstår simpelt hen ikke Dansk Folkepartis pointe her. Jeg synes ikke, det giver mening. Jeg synes ikke, det giver mening, at man vil løse et problem med barnebrude ved at fratage pigernes rettighed til at sige deres mening. Altså, det er jo det eneste, det her forslag gør. Jeg kan simpelt hen ikke forstå det. Og jeg synes også, at det er mærkværdigt, at fru Pia Kjærsgaard taler om, at det bare handler om, at det her skal være på et lovmedholdeligt grundlag. Altså, mener Dansk Folkeparti ikke, at man agerer efter loven i dag? Det vil jeg da bestemt mene at man gør.

Tak til ordføreren. Næste ordfører på talerstolen er hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet. Forslaget, som vi behandler her i dag, skal sikre, at ægtefæller, der kommer til Danmark, automatisk bliver adskilt i asylsystemet, hvis den ene part er under 18 år. Det er jo en debat, som vi har taget før her i Folketinget, og i Danmarksdemokraterne mener vi også, at det er en vigtig debat, ikke kun i Danmark, men sådan set i hele verden – for barnebrude er jo et kæmpeproblem. Det er et problem, at man bliver tvunget ind i ægteskab i en alt, alt for tidlig alder mange steder i verden. Det er selvfølgelig ikke noget, vi skal acceptere i Danmark under nogen omstændigheder.

Barnebrude er i det hele taget noget, der ikke stemmer overens med danske værdier og normer. Det er så langt væk fra det, som Danmark repræsenterer, som man næsten kan komme. Og det er ikke noget, der skal foregå, og det er heller ikke noget, der skal høre til i Danmark, hverken nu eller i fremtiden. Derfor er det også vigtigt, at mindreårige udlændinge, når de kommer til Danmark med en voksen partner, som de enten er gift med eller samlevende med, som udgangspunkt adskilles og indkvarteres separat fra deres voksne partner. Og det er jo heldigvis også den praksis, som ministeren redegjorde for er situationen i dag. Det gør man efter en individuel vurdering, ja, men det gør man normalt altid. Og det er godt, at det er blevet sådan. Man kan selvfølgelig forestille sig en situation, hvor der kommer en familie til Danmark, som møder partneren i asylsystemet i et center – den ene er 17 år, og den anden er 18 år – og der kunne der måske være behov for en undtagelse, og det er jo også en del af den sag, som flere har været inde på tidligere under debatten. Men grundlæggende må det være sådan, at man følger den praksis, der er i Udlændingestyrelsen i dag, og det er sådan set en fin praksis.

Som jeg har forstået det i debatten, synes jeg egentlig også, at det virker, som om de fleste er enige om, at det skal være sådan. Så spørgsmålet er, hvor meget man når ved at gennemføre det her beslutningsforslag. Men under alle omstændigheder er det en vigtig debat, og det er vigtigt, at Folketinget sender nogle markante signaler over for omverdenen om, at det er sådan, vi vil have det, for vi vil ikke acceptere barnebrude.

Jeg skal hilse fra Det Konservative Folkepartis ordfører, Brigitte Klintskov Jerkel, og sige, at de i Det Konservative Folkeparti er enige.

Så er det hr. Carl Valentin fra Socialistisk Folkeparti.

Jeg tror, at der lige skete noget lidt bemærkelsesværdigt her i salen på en dag, hvor der ellers er en ret langtrukken debat, nemlig at Danmarksdemokraterne afviser det her forslag, som partiets leder tidligere er blevet dømt for at ville gennemføre. Er det rigtigt forstået, at Danmarksdemokraterne har tænkt sig at stemme imod det her og nu faktisk har lært en smule af historien?

Ordføreren.

Jeg tror altså ikke, hr. Carl Valentin helt har hørt, hvad jeg sagde. Jeg synes jo, det er en vigtig debat og et vigtigt forslag, for det er vigtigt, at vi sender et signal her fra Folketinget om, at barnebrude vil vi ikke acceptere. Jeg konstaterer så bare samtidig, at siden den sag med fru Inger Støjberg er der jo sket det, at praksis er, som ministeren også var inde på, at man adskiller, og at man laver en individuel behandling, og at barnebrude accepterer man ikke i Danmark. Og så nævnte jeg, at der jo kan være eksempler, hvor man møder partneren i et asylcenter, og hvor det altså ikke er en 12-årig, der er blevet gift i hjemlandet, men hvor det er nogle fra en højere aldersgruppe, der møder hinanden i Danmark.

Spørgeren.

Jeg hørte nu efter. Jeg hørte godt, at man sagde, at man syntes, det var en vigtig debat, og at man var imod barnebrude og alle de her ting. Jeg synes dog alligevel, at det virker ret tydeligt, at det, der sker nu, er, at Danmarksdemokraterne faktisk stemmer imod et forslag, som ret præcis handler om det, som fru Inger Støjberg gjorde i sin tid. Det vil jeg egentlig gerne rose, hvis det er det, der er tilfældet. Jeg ved det ikke helt.

Nu skulle man også hilse fra Konservative og sige, at de mener det samme. Jeg ved så ikke, om de så også kommer til at stemme imod det eller hvordan, men uanset hvad er jeg da i hvert fald glad, hvis man har lært lidt.

Ordføreren.

Jeg synes, det er glimrende, at hr. Carl Valentin er vågnet op under det her forslag og gerne vil deltage aktivt i debatten. Det er glimrende, at SF markerer sig, og jeg tror sådan set, at vi er meget enige. Jeg har ikke sagt, at vi vil stemme imod det her forslag eller for det her forslag. Jeg har bare sagt, at det her er en vigtig debat, og at det er vigtigt, at vi her fra Folketinget signalerer, at vi ikke accepterer barnebrude. Det var jo også det, som fru Inger Støjberg agerede efter, da hun var minister.

Fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Jamen altså, tusind tak for at sige, at det er en vigtig debat. Vi må håbe, at man i Afghanistan, Somalia og alle andre steder hører, at det danske Folketing sender det her signal.

Kan det blive mere politisk? Jeg synes, at hr. Peter Skaarup og Danmarksdemokraterne og måske også De Konservative – de er her ikke – men i hvert fald Danmarksdemokraterne specielt med den historie og den fortid er pligtige til at sige, om man stemmer for eller stemmer imod. Hr. Peter Skaarup siger: Jeg har hverken sagt det ene eller det andet. Nej, jeg kan næsten genkende det Radikale Venstre efterhånden, når hr. Peter Skaarup går på talerstolen. Det er synd, at hr. Christian Friis Bach ikke er her nu, for der er det jo efterhånden blevet sådan en holdning hos de to partier, at de ligger meget tæt på hinanden. Det er hr. Christian Friis Bach meget flink til at sige.

Jeg ved godt, at det har knebet mange gange med de forslag, vi har fremsat, som vi ellers tidligere har fremsat i fællesskab, og at nu har Danmarksdemokraterne og hr. Peter Skaarup en anden holdning. Men jeg må sige, at i den her sag, hr. Peter Skaarup og med lige præcis det her forslag synes jeg, at vi trænger til en klart svar: Stemmer man for, eller stemmer man imod?

Ordføreren.

Jeg ved ikke helt, hvorfor fru Pia Kjærsgaard lytter til det, jeg siger, som en vis herre læser Bibelen. Sagen er, at jeg hundrede procent sikkert kan sige, at den tale, jeg har holdt, har været positiv over for forslaget. Vi er tilhængere af, at man stopper barnebrude for enhver pris.

Jeg konstaterer bare, at der jo kan være tilfælde, hvor det kan være nødvendigt at have en individuel behandling, f.eks. i den situation, at der er nogle, der møder hinanden, efter de er kommet til Danmark – ikke da de blev gift som 12-årige eller 13-årige. Men hvis den ene er 18 år og den anden er 17 år og de møder hinanden i et asylcenter, skal der så ikke være en individuel behandling af de pågældende? Skal vi så bare sige: Nej, du bliver sendt hjem til dit hjemland, fordi du har mødt en i et asylcenter? Det kunne være to ukrainere, der har mødt hinanden. Jeg er ikke sikker på, at det er det, vi skal gennemføre. Dermed ikke være sagt, at vi ikke kan synes, at forslaget er virkelig godt.

Fru Pia Kjærsgaard.

Betyder det, at man, når forslaget er »virkelig godt«, så stemmer for det »virkelig gode« forslag? Jeg har ikke hørt det endnu: Stemmer man for, eller stemmer man imod? Hvor svært kan det være at finde ud af på Folketingets talerstol, om man vil give accept og sige, at man stemmer for, eller om man siger: Nej, det gør vi ikke, for vi er så konventionsbundne, og det har vi fundet ud af at vi skal være, at vi stemmer imod? Og faktisk synes jeg ikke, det er særlig sjovt, må jeg sige til hr. Peter Skaarup, at hr. Peter Skaarup åbenbart forsøger at smøre smilet på og lade, som om det hele er sjovt. Jeg synes, det er en dybt alvorlig sag, når man taler om barnebrude.

Tak. Ordføreren.

Jeg ved heller ikke, om jeg synes, det er sjovt. Jeg synes bare, det er påfaldende, at fru Pia Kjærsgaard i en debat som den her, hvor det vel handler om at slå løs på dem, der ikke istemmer med Dansk Folkeparti, altså dem, det ikke vil det, som Dansk Folkeparti har fremsat som forslag her – fru Rosa Lund kommer f.eks. på talerstolen om lidt, og der er andre partier, der bestemt heller ikke er så begejstrede, som Danmarksdemokraterne er – mener, at det er Danmarksdemokraterne, der skal have en masse vrøvl, fordi vi ikke vil det ene og ikke vil det andet. Jeg synes faktisk, vi klart under debatten her har sagt, at vi ikke accepterer barnebrude i Danmark, og at vi har en formand, der har ageret efter det.

Tak til ordføreren. Næste ordfører på talerstolen er hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance.

Tak, formand. Vi førstebehandler forslag til folketingsbeslutning om adskillelse af asylpar i asylsystemet, når mindst den ene ægtefælle er under 18 år. Som stort set alle andre partier er vi også imod idéen om barnebrude, vi er imod ufrivillige ægteskaber, og generelt er den her tradition i dele af den store verden med barnebrude ikke noget, vi gerne ser i Danmark.

Men forslaget her griber også ind i den bestemmelse, som vi synes er god, nemlig om individuel sagsbehandling, at man får en individuel vurdering. Det er et godt grundprincip at have i forvaltningsretten, og det har vi ikke lyst til at ændre på i Liberal Alliance. Så vi kommer til at være imod forslaget. Vi ser også, at systemet jo reelt set fungerer, ved at de her par, hvis de kommer til Danmark, i høj grad bliver adskilt automatisk af systemet efter en individuel sagsbehandling. Tak.

Tak til ordføreren. Sidste ordfører på talerstolen er fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak. Adskillelse af asylpar i asylsystemet, når mindst den ene ægtefælle er under 18 år, må altid bero på en individuel vurdering. Der vil utvivlsomt være tilfælde, hvor man efter en konkret og individuel undersøgelse og en partshøring kan træffe en begrundet afgørelse om at skille parrene ad. Det kan man allerede i dag. Så vores regler, som de er i dag, sikrer sådan set allerede barnets tarv. De sikrer en partshøring. Men de sikrer sådan set også, at hvis man er tvangsgift som mindreårig, er i et ægteskab og bor på et asylcenter, ja, så bliver man skilt fra sin ægtemand.

Der kan jo også være tilfælde, hvor der absolut ikke bør ske en adskillelse. Lad mig komme med et eksempel. Hvis der er tale om en 17-årig, der er gift med en 19-årig, og de sammen har to børn og er rigtig glade for hinanden, hvorfor skal man så skille dem ad? Hvordan hjælper det, at en 17-årig, der i forvejen er på flugt, er flygtet fra sit hjemland og har mistet alt, hvad den 17-årige har, også skal fratages sin partner? Det har jeg svært ved se.

Reglerne, som de er i dag, giver mulighed for at skille dem ad, som skal skilles ad, og de giver mulighed for at komme uden om tvangsægteskaber. De giver mulighed for at sikre unge kvinder frihed og retfærdighed på asylcentrene. Og reglerne, som de er i dag, er simpelt hen også udtryk for helt almindelig og rigtig god dansk forvaltningsskik, nemlig individuel sagsbehandling og partshøring. Derfor synes jeg, at det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti er overflødigt og strider mod god, glimrende dansk forvaltningsretlig tradition. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Vi er igennem ordførerrækken, og derfor er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. I Danmark er det ikke muligt at blive gift, hvis man er under 18 år. Men er to mennesker kommet hertil som ægtefolk fra udlandet som henholdsvis 17- og 29-årig og med et barn på 4 år og 2 måneder, ja, så har pigen været omkring de 12 år, da hun blev gravid, og manden 24 år. Hvornår de blev gift, hvis de overhovedet var det, og havde sex første gang, står hen i det uvisse. Var hun 10 år, og han 22 år? Vi ved det ikke. Men usandsynligt er det ikke. Og kan man overhovedet have sex i så ung en alder? For sex mellem to mennesker er noget, to mennesker indvilliger i. Eller er hun mere eller mindre blevet voldtaget?

De her par behøver slet ikke at være ægtefolk i den forstand, som vi forstår ægtefolk, altså to mennesker, som lovformeligt er blevet gift. De behøver heller ikke at være islamisk gift uden om landets normale love i en fjerntliggende lerhytte, for at vi anerkender dem som uadskillelige. Hvis de bare lever et beskyttelsesværdigt familieliv, jævnfør den europæiske menneskerettighedskonvention, artikel 8, stk. 1, ja, så er de uadskillelige for den danske stat, når de kommer hertil. Det vil i praksis sige, at voldtager fætter Muhammed på 24 år kusine Aisha på 12 år, og bliver hun dermed gravid og føder et eller flere børn senere, ja, så er det at betragte, som at de lever et beskyttelsesværdigt familieliv, som vi som samfund understøtter, når de kommer hertil.

At vi som land forsvarer den praksis, er jo vanvittigt og noget, som jeg ganske enkelt aldrig ville kunne forstå eller acceptere. Vælger man at lade dem blive sammen, accepterer vi, at vi her i Danmark lader en pædofil mand leve videre med det barn, han første gang misbrugte, da hun var en stor pige.

Der kom også et par; hun var 14, og han var 24 år. De blev adskilt, for hun var under den seksuelle lavalder og var i øvrigt også gravid. Godt nok bliver parterne partshørt, men kommer man som 17-årig fra den yderste afkrog af Afghanistan, og blev ens bryllup arrangeret, da man blev født, og fandt selve brylluppet sted, da man var omkring 10-11 år gammel, giver det så et reelt billede af, hvad man ønsker, nu man aldrig har kendt andet og det er en aftale, der er indgået imellem familierne, og man hele livet har vidst, at man skulle giftes med fætter Ali, når man var gammel nok, altså når man er ca. 10 år gammel? Jeg tvivler.

Men uanset hvad accepterer vi som samfund sådanne ægteskaber, ikke fordi vi sådan nede i vores maver føler, at det er rigtigt, eller vi er overbeviste om, at det er det rigtige, men fordi nogle forældede konventioner tilsiger, at vi skal acceptere det, altså, de konventioner, som vi, hvis vi vil, kan lave om.

Enhver må kunne tænke sig til, at et par på henholdsvis 17 og 29 år, som har et barn, der er 4 år gammelt, i henhold til dansk lov ikke bare har været for alt for unge til at indgå ægteskab, men ligeledes alt for unge til at have sex. For mon dog det er hende, et barn på 10-11 år, der ønsker at have sex med en voksen mand på 22-23 år? Jeg tror det ikke. Var det sket i Danmark, var han blevet dømt for pædofili, altså sex med en mindreårig, og deres samliv ville for fremtiden ikke være blevet accepteret uanset en individuel vurdering. Men nu underlægger vi os forældede internationale konventioner, og så accepterer vi, at de er ægtefolk, og respekterer en pædofil mands rettigheder. Det er skammeligt og helt urimeligt.

I Dansk Folkeparti siger vi klart nej tak til at lade os underkaste forældede konventioner, men i stedet ja tak til at følge dansk lov og sund fornuft. Derfor har vi fremsat det her beslutningsforslag, sådan at regeringen og andre partier ikke blot kan udtrykke deres foragt i forhold til barnebrude, altså udenlandske ægteskaber mellem små piger og pædofile mænd, men så vi sikrer, at regeringen aktivt gør noget for at forandre disse konventioner, netop for at beskytte pigerne. For det er jo dybest set det, det handler om, når man ønsker at forbyde barnebrude: at beskytte pigerne.

Og ja, der har været ordførere heroppe, som har sagt, at det var et godt signal, og som jeg sagde, håber jeg, at signalet breder sig helt nede i fjerntliggende lande. Jeg tror det næppe. Jeg ved ikke, om andre tror, at det er det, der sker. Jeg tror det ikke.

Men jeg må nok sige: Efter alt, man har været igennem med netop barnebrude, overrasker det mig trods alt – og det gør mig faktisk også en smule ked af det i forhold til de børn, som vi diskuterer – at man så ikke kan sige ja til det her forslag. Så kan man snakke om alt muligt om individuelle vurderinger. Jeg tror ikke et øjeblik på, at man, når man har levet i sådan et miljø, i sådan et land, tidligere, så fuldstændig frivilligt siger, hvad der egentlig ligger en på sinde, når man er en ganske ung, purung, pige.

Sådan er det. Vi har gjort vores i Dansk Folkeparti, og så må vi så se, hr. Peter Skaarup, hvem der kan tage sig sammen til, når vi kommer til en sidstebehandling, at stemme imod eller for det her forslag. Det var en ynkelig ordførertale, der kom fra et parti, som har haft det her så tæt inde på livet, altså at man hverken kan sige ja eller nej og bare står og siger nogle pæne ord. Tak.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Derfor siger jeg tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Pia Kjærsgaard.

Forhandlingen er nu sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.