Det næste punkt på dagsordenen er:

19) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 39:

Forslag til folketingsbeslutning om ligestilling af krav for opstilling til henholdsvis Folketinget og Europa-Parlamentet.

Af Søren Søndergaard (EL) m.fl.

(Fremsættelse 23.02.2023).

Jeg giver ordet til ordføreren for forslagsstillerne for en begrundelse. Ordføreren for forslagsstillerne er velkommen her på talerstolen, og så tænker jeg, at vi lige venter et minut, så der er lidt ro, så man også kan høre, hvad ordføreren for forslagsstillerne siger.

Jeg generer næppe nogen ved at sige, at Europa-Parlamentet gennem årene har kæmpet med et demokratisk legitimitetsproblem. Nogle gange har det været selvforskyldt, men bestemt ikke altid. Det gælder f.eks. det område, som vi skal behandle her i dag, nemlig landenes regler for, at partier eller lister overhovedet kan opstille til Europa-Parlamentet. Det afgøres nemlig fuldstændig suverænt af de enkelte lande.

I Danmark plejer vi jo at bryste os af, at vi er meget demokratiske. Vi har en relativt lav spærregrænse til folketingsvalg på 2 pct., og selv enkeltpersoner kan opstille til Folketinget. Det sidste kræver blot, at mellem 150 og 200 skriver under på, at de støtter det. Men helt anderledes forholder det sig med opstilling til Europa-Parlamentet. Her har vi nogle af de strengeste krav blandt samtlige 27 medlemslande i EU, hvis man altså ikke lige i forvejen er valgt og repræsenteret i EU eller i Folketinget. Af historiske årsager, som vi måske kan komme ind på senere, kræver det underskrifter – og nu også en besværlig godkendelse af underskrifterne – fra over 70.000 vælgere. Til sammenligning kræver det 4.000 underskrifter i Tyskland, 2.000 underskrifter i Finland og 1.500 underskrifter i Sverige. Det er altså vores nabolande.

Hvorfor har vi gjort det så svært i Danmark? Er der noget, vi er bange for? Muligheden for at stille op ændrer jo ikke på, at det stadig kræver 7 pct. at blive valgt. Vi håber med det her forslag at få flertal for nogle lidt mere demokratiske og inddragende regler, når det gælder valg til Europa-Parlamentet, f.eks. ved at kravene til opstilling til Europa-Parlamentet ligestilles med kravene til opstilling til Folketinget. Vi ser frem til debatten.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren. Værsgo.

Tak. Beslutningsforslaget her fra Enhedslisten omhandler et forslag om ligestilling af kravene for opstilling til Folketinget og Europa-Parlamentet. Med beslutningsforslaget foreslår Enhedslisten, at regeringen skal ændre reglerne, så det ikke kræver flere vælgererklæringer at stille op til europaparlamentsvalget, end det kræver at stille op til folketingsvalget i Danmark. Enhedslisten fremhæver, at det er vigtigt, at kravene til, hvornår man i Danmark kan stille op til valg, er både rimelige og proportionale. Og til det sidste kan jeg sige, at det er jeg helt enig i.

Hvis et parti i dag ønsker at opstille til Folketinget, skal partiet indsamle 20.195 vælgererklæringer. Det svarer til det antal stemmer, der i snit gik til 1 mandat ved sidste folketingsvalg. Hvis et nyt parti ønsker at stille op til europaparlamentsvalget i dag, skal partiet indsamle 70.680 vælgererklæringer. Det svarer til 2 pct. af samtlige gyldige stemmer ved sidste folketingsvalg. Kravet om de 2 pct. blev i sin tid fastsat, så det svarer til spærregrænsen ved folketingsvalg. Og det giver sådan set god mening, for et parti, der har passeret spærregrænsen og er blevet valgt ind i Folketinget, har også en ret til at stille op til europaparlamentsvalget. Derfor har Enhedslisten jo ret i, at det kræver flere vælgererklæringer at kunne stille op til europaparlamentsvalget, end det kræver at stille op til et folketingsvalg.

Men jeg synes også, der er en god grund til, at der er forskel på kravene. Det kræver nemlig også en langt større andel af stemmerne at opnå et mandat til Europa-Parlamentet, end det gør at opnå et mandat til Folketinget. Mens vi i Danmark fordeler 175 mandater til folketingsvalg, skal der her i landet kun fordeles 14 mandater til europaparlamentsvalget. Det kræver i gennemsnit ca. 7 pct. af stemmerne at opnå 1 af de 14 mandater til Europa-Parlamentet. Det svarer til ca. 197.000 stemmer. Der er alligevel et godt stykke i forhold til de 70.680 vælgererklæringer.

Når et parti skal indsamle vælgererklæringer, er det for at sikre, at et parti også har en eller anden grad af tilslutning fra vælgerne og dermed også en reel chance for at blive valgt. Det er et grundlæggende krav at stille til nye partier, som vi skylder vælgerne. Det er jo især risikoen for stemmespild, som vil være min bekymring, hvis vi fjerner eller slækker på kravene til, at en parti har en eller anden grad af tilslutning blandt befolkningen.

Enhedslisten nævner så reglerne omkring valgforbund som en løsning på den bekymring. Valgforbund har jo til formål at modvirke, at de store partier bliver favoriseret, og at mindske stemmespild. Men jeg synes ikke, det er det rette værktøj i den her sammenhæng. Jeg synes, det er mest fair over for vælgerne, at et parti har en vis opbakning fra vælgerne, før partiet kan stå på stemmesedlen. For når man i sidste ende sætter sit kryds på valgdagen, er det jo med en forventning om, at det pågældende parti kan opnå et mandat, og at stemmen, man har givet et parti med sit kryds, altså ikke lige pludselig går til et helt andet parti.

Enhedslisten nævner også, at andre EU-lande stiller færre krav til at blive opstillingsberettiget til europaparlamentsvalget. Og ja, der gælder forskellige krav fra land til land, for der er forskel på den måde, som EU-landene har indrettet deres valgsystemer på. Derfor synes jeg heller ikke, det er oplagt en til en at sammenligne andre landes krav med de danske krav. For det kan godt være, at det er muligt at opstille til europaparlamentsvalg i Østrig ved f.eks. at indsamle 2.600 vælgererklæringer, som Enhedslisten nævner. Men jeg kan så også forstå, at man samtidig skal stille op og indbetale et bidrag på 3.600 euro, som svarer til 26.800 kr. Det skal man altså ikke i Danmark – det hører jeg heller ikke Enhedslisten foreslå.

Jeg synes ikke, at forslaget, vi behandler her i dag, i sig selv bidrager til at skabe mere opmærksomhed omkring europaparlamentsvalget. Jeg synes generelt, det er positivt, at der er mange, der gerne vil oprette nye partier og ønsker at tage del i vores demokrati, men jeg synes også, at vi i Danmark generelt har nogle rigtig gode rammer for alle, der ønsker at danne et nyt parti. Vi har bl.a. i Danmark en meget velfungerende vælgererklæringsportal, som understøtter nye partier på en, må man sige, meget enkel og meget effektiv måde. Det er ekstremt nemt i Danmark at afgive en vælgererklæring derhjemme i sofaen fra mobiltelefonen. I Østrig skal man fysisk møde op på kommunen for at kunne skrive under for partiet.

Derfor vil jeg blot her afslutningsvis sige, at efter regeringens opfattelse er kravene til at stille op til europaparlamentsvalget rimelige og proportionale, og vi ser derfor heller ikke noget behov for at ændre reglerne, som de er i dag, og vi kan på den baggrund ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg har to spørgsmål. Det første spørgsmål går på: Hvorfor sammenligner man med folketingsvalg og ikke med det foregående EU-parlamentsvalg? Altså, når man udregner det antal vælgererklæringer, hvorfor tager man så folketingsvalg og ikke EU-parlamentsvalg? Og det andet spørgsmål er: Kan ministeren nævne et eksempel på et land i EU, der har nogle strammere regler på det her område, end Danmark har?

Ministeren.

Jeg kan ikke alle reglerne i alle de europæiske lande, og jeg tror også, der er oversendt et skriftligt svar på lige præcis det spørgsmål. Jeg tror ikke, at Folketinget er i besiddelse af et komplet overblik over andres landes krav på det her område.

Hvorfor sammenligner jeg med reglerne i forhold til opstilling til folketingsvalg? Jo, det gør jeg, fordi et mandat til Folketinget kræver de her ungefær 20.000 stemmer. Så er der Europa-Parlamentet. Hvor vi i Folketinget skal fordele 175 mandater, er der kun 14 mandater, der skal fordeles til europaparlamentsvalget. Så er det jo naturligt, at kravet er det større, når der skal fordeles kun 14 mandater op imod de 175 mandater, der skal vælges til Folketinget, hvoraf de sidste 4 bliver valgt blandt de nordatlantiske mandater. For til Europa-Parlamentet svarer det jo til de her ungefær 197.000 stemmer. Og der er altså et godt stykke op til det fra de her cirka 70.000 vælgererklæringer, som det i dag kræves at man skal stille med.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Det virker bare, som om det er sådan nogle argumenter, man lige finder på, for logisk hænger det jo ikke sammen. Altså, ministeren argumenterer ved at sige, at grunden til, at man skal indsamle 20.000 underskrifter, er, at man ligesom skal sandsynliggøre, at man kan nå op på de 2 pct. Det er fint nok. Men enhver ved jo, at andelen af folk, der stemmer til et EU-parlamentsvalg, er betydelig lavere, end det er til et folketingsvalg. Hvorfor er det så tallet for folketingsvalget, man bruger, når man skal argumentere for tallet til Europa-Parlamentet? Jeg forstår det simpelt hen ikke.

Ministeren.

Som jeg var inde på i min besvarelse, er kravet om de 2 pct. jo i sin tid blevet fastsat, så det svarer til spærregrænsen ved et folketingsvalg, hvor der altså skal fordeles 175 mandater, holdt op imod at når vi skal til europaparlamentsvalg i Danmark, skal der alene fordeles 14 mandater. Derfor synes vi, at det giver god mening, at der sådan set er en difference, i forhold til at man skal sandsynliggøre, at man har en eller anden grad af vælgeropbakning. For alternativet til det er sådan set blot, at vi accepterer, at der kommer et markant større stemmespild. Det synes jeg ikke er udtryk for noget mere demokratisk.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Det var egentlig et opklarende spørgsmål, for jeg kom til at tænke på, at vi lavede en regel om, at hvis man sidder i Folketinget, kan man også få lov til at stille op til Europa-Parlamentet uden at skulle samle underskrifter ind, og derfor har man jo også den her regel, som ministeren også selv nævnte, at når man er opstillingsberettiget til Folketinget, er det en en hundrede og femoghalvfjerdsindstyvendedel, altså cirka 24.000 stemmer. Hvis man får 20.000 stemmer til et folketingsvalg, får man et kredsmandat, og så er man jo i Folketinget, og så kan man også stille op til Europa-Parlamentet. Er det ikke korrekt forstået? Så giver det ikke god mening, at man ligestiller de to ting? Hvis man kan komme i Folketinget med 20.000 stemmer, er det så ikke meget repræsentativt, at man så også kan stille op til Europa-Parlamentet?

Ministeren.

Jeg må korrigere, for man kan ikke være medlem af Folketinget og Europa-Parlamentet på samme tid. Men det er korrekt, at hvis man har passeret spærregrænsen som parti og er blevet indvalgt som parti i Folketinget, så har man også ret til at stille op til europaparlamentsvalget.

Ønskes der en anden kort bemærkning? Ja. Hr. Dennis Flydtkjær, værsgo.

Undskyld, jeg glemte at trykke mig ind, formand. En anden ting er, at for et par uger siden behandlede vi et beslutningsforslag, også fra Enhedslisten, omkring partistøttereglerne, altså det her med pengeklubber, og hvad beløbsgrænsen skal være på og sådan nogle ting. Og der var regeringen faktisk ret åben og sagde, at man ville indkalde til forhandlinger for at kunne få en bred drøftelse om det. Og der undrer det mig, at man ikke bare har den samme tilgang til det her, altså at man i samme omgang kunne drøfte, hvor mange stillere der skulle være for at stille op til de forskellige valg. Så kunne ministeren ikke genoverveje det? Det er jo fair nok, at man har et eller anden ideologisk imod det, men man kunne måske trods alt sige, at det kunne være, at det kunne være en del af de forhandlinger, vi så har før sommerferien, eller hvornår de kommer.

Ministeren.

Jeg synes, det er to meget forskellige ting. Men hvis det handler om et behov for bredere drøftelser omkring valg, hvad enten det vedrører lokalvalg til kommuner og regionsråd eller folketingsvalg, planlægger regeringen sådan set at fremsætte et lovforslag med en række forslag til forskellige ændringer på forskellige områder, som vi får rig lejlighed til at drøfte blandt Folketingets partier.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Birgitte Vind, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Demokratiet er noget af det fineste, vi har, og vi skal forvalte det med stor omtanke. Jeg plejer at sige, at demokrati er som et træ, der skal gødes og plejes, og hvis det skal være levedygtigt, skal det også have de rette betingelser. Jeg er enig med Enhedslisten i, at det er et væsentligt element i vores folkestyre, at partier og grupper af vælgere har mulig for opstille til valg og dermed søge at spille en rolle i vores demokrati. Det er også i den forbindelse meget vigtigt, at kravene til, hvornår man i Danmark kan opstille til valg, er både rimelige og proportionale. Og det synes vi i Socialdemokratiet faktisk er tilfældet i dag.

Det er rigtigt, at det kræver en langt større andel af stemmerne at opnå mandat til Europa-Parlamentet end til Folketinget. Mens der i Danmark skal fordeles 175 mandater til et folketingsvalg, skal der her i landet kun fordeles 14 mandater til Europa-Parlamentet. Til et folketingsvalg skal et nyt parti indsamle 20.195 vælgererklæringer for at stille op, og for at blive valgt ind kræver det normalt 2 pct. af stemmerne, hvilket svarer til cirka 70.000 stemmer. Til europaparlamentsvalget skal et nyt parti indsamle 70.680 vælgererklæringer. Faktisk kræver det i gennemsnit 7 pct. af stemmerne at opnå 1 af de 14 mandater, hvilket svarer til 197.000 stemmer. Som ministeren også nævnte i sin tale, er formålet med at indsamle vælgererklæringer jo at sikre, at der er tilslutning til et nyt parti, og at der er en rimelig chance for, at der opnås valg. Hvis for mange oplever, at deres stemme ikke omsættes til et mandat, er vi Socialdemokratiet bange for, at det medfører en manglende interesse for og tro på, at ens eget kryds rent faktisk kan være med til at gøre en forskel. Og det mener jeg ikke er gavnligt for demokratiet. Det kan faktisk blive en trussel for demokratiet.

Når et parti skal indsamle vælgererklæringer, er det jo altså for at sikre, at partiet har en vis tilslutning fra vælgerne og dermed også en reel chance for at blive valgt. Så er det heller ikke uvæsentligt, og det nævnte ministeren også, at partier, der har opnået valg til Folketinget, i hovedreglen også er opstillingsberettiget til Europa-Parlamentet.

Så alt i alt mener vi i Socialdemokratiet ikke, der er brug for at sidestille reglerne for opstilling til Folketinget og Europa-Parlamentet. Men vi hilser det rigtig velkommen at diskutere, om demokratiet har de bedste muligheder. Det er en forpligtelse, vi har, men vi mener som sagt, at de nuværende regler både er rimelige og proportionale, og vi kan ikke støtte beslutningsforslaget. Jeg skulle hilse fra Radikale Venstre og sige, at de heller ikke kan støtte det. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Eva Kjer Hansen fra Venstre. Værsgo.

Tak, formand, og tak til Enhedslisten for at fremsætte det her beslutningsforslag, da det jo er en udmærket anledning til at gå vores regler efter og lige få overvejet, om vi nu har den rigtige proportionalitet, om vi har den rigtige sammenskrivning af de regler, som vi synes der skal være i det danske folkestyre. Jeg skal ikke trætte forsamlingen med at gentage, hvordan proportionerne er. Det har både den socialdemokratiske ordfører og ministeren allerede gjort, men jeg vil sige, at vi i Venstre synes, at vi der har fundet en fin afspejling af, hvor mange vælgererklæringer man skal opnå i forhold til de mandater, der er tale om. Der synes vi, det er fuldt ud rimeligt, at der er en forskel på, hvordan vi gør det til Folketinget, og hvordan vi gør det Europa-Parlamentet. Vi synes, der er fundet en udmærket balance, som vi ikke bør ændre på.

Derudover fremgår det af beslutningsforslaget, at det er svært at skabe et folkeligt engagement omkring EU-valgene. Ja, det har forslagsstillerne jo ret i, og også i det hele taget i forhold til hele den europapolitiske diskussion. Her noterer jeg mig så blot, at Danmark er blandt de lande, der jo ikke har stemmepligt og heller ikke giver bøder for ikke at stemme, og vi har faktisk den næsthøjeste valgdeltagelse, når vi ser på det seneste europaparlamentsvalg. Så på den måde, når vi sammenligner os med de andre lande, er vi jo faktisk godt med i forhold til et engagement blandt de danske vælgere.

Det fremgår af beslutningsforslaget, at det i andre lande, f.eks. i Østrig, er nemmere at blive opstillingsberettiget til Europa-Parlamentet, fordi der kræves færre vælgerklæringer. Men sagen er jo, at vi ikke kan sammenligne landene en til en, for f.eks. er der i Østrig også andre krav, som vi ikke har i Danmark. F.eks. kræves der dér en betaling for overhovedet at kunne stille op. Og det er jo så et eksempel på en vej, som vi i Venstre i hvert fald ikke ønsker at gå. Så Venstre synes, vi har et nemt, overskueligt, rimeligt og proportionalt system i Danmark, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Jeg skal lige sige til dem nede på de bageste rækker, at skal man diskutere eller snakke højlydt, bedes man gå ud i gemakkerne, for det kan være forstyrrende for ordføreren, der holder tale.

Der er en kort bemærkning til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Det er da godt, at forslaget har engageret salen. Tak til ordføreren for Venstre. Jeg har blot en enkelt ting: Det der med, at man skal betale et meget beskedent beløb i Østrig, er jo fuldstændig korrekt. Har ordføreren en idé om, hvad det koster at skulle etablere en kampagne, der skal samle 70.000 underskrifter?

Ordføreren.

Jeg må sige, at i min research og mit arbejde forud for debatten i dag er det ikke et element, der er indgået, så det kan jeg ikke svare på. Men det kræver i hvert fald rigtig mange timers frivilligt arbejde at opnå så mange vælgererklæringer.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Ja, det gør det, og det er jo også det, der gør, at nu f.eks. den bevægelse, der hedder Volt, som er en meget proeuropæisk bevægelse – jeg er meget uenig med dem, men det er jo fuldstændig ligegyldigt i den her sammenhæng – og som meget gerne vil opstille til EU-Parlamentet, reelt ikke har en chance. For hvis vi siger, at man kan samle seks, måske syv underskrifter i timen på gaden på en god dag, så kan man jo regne ud, hvor mange timer der skal investeres for at samle 70.000. Så skal de så sendes til vælgerne og retur igen. Så er realiteten ikke i det her, at selv grupper, der er meget interesserede og også har en vis opbakning, f.eks. på 2 pct., ikke er i stand til at samle de her underskrifter?

Ordføreren.

Vi har jo massevis af historiske eksempler på, at det kan man godt, og at det er muligt. Når jeg og talerne før mig har talt meget om proportionalitet, synes jeg jo faktisk, at vi har fundet en rigtig god dansk løsning ved at sige, at det at stille op til Europa-Parlamentet ikke skal følge de samme regler, som der er til Folketinget. Det er jo, som både den socialdemokratiske ordfører og ministeren har været inde på, den forskel, der er i, at der er 175 mandater herinde, mens der er 14 til Europa-Parlamentet. Så hvis vi skulle følge samme tilgang, ville det blive et ualmindelig højt antal vælgerunderskrifter, man skulle samle ind. Der har vi jo i virkeligheden lavet et godt kompromis på de 2 pct.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Mike Villa Fonseca fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Hos Moderaterne ønsker vi, at de danske betingelser for valg er rimelige, og Moderaterne og jeg mener bestemt, at de nuværende regler er udtryk for dette, hvorfor vi må afvise det fremsatte forslag, som er til behandling i dag. Jeg er uenig i hr. Søren Søndergaard og Enhedslistens kritik af de nuværende regler. Jeg mener, de er fair, og at det er rimeligt, at der er forskel imellem de to valg, da der er kæmpe forskel på mandatantallet – 175 mod 14. Så må det være fair, at det også kræver en langt større andel af stemmerne at opnå et mandat til Europa-Parlamentet ved europaparlamentsvalget.

Reglerne er til for netop at sikre, at der er seriøse kandidater med reelle chancer, der kan stille op, hvilket betrygger mig. Jeg ønsker bestemt ikke, at politik skal være en lukket klub, men vi skal sikre, at politikerne forvalter vores samfund og gør det med en seriøs interesse. Reglerne er der, så de agerer sikkerhedssele i den bil, der er vores demokrati. Og jeg ved ikke med Enhedslisten, men jeg foretrækker at køre med sikkerhedssele. Tak for jeres tid.

Tak. Der er en kort bemærkning til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Det lyder jo godt – og nu har jeg hørt det fra tre regeringspartier – det lyder godt, og vi skal tælle til rigtig mange, for det koster rigtig mange stemmer at få et mandat. Det kan jeg forstå er argumentet. Men er virkeligheden ikke, at underskriftsindsamlinger er noget, vi har, sådan at vi mener, at der er en demokratisk opbakning til os i det danske samfund? Danmark vokser jo ikke, bare fordi det er et EU-valg. Så hvorfor kræver det større opbakning i en befolkning, hvis man synes, et parti skal have lov til at stille op til et valg? Jeg er fint med på, at man, når man så er godkendt til at stille op, skal have flere stemmer for at få et mandat, men 25.000 stemmer betaler jo heller ikke for et mandat herindtil som udgangspunkt. Så hvad er problemstillingen? Hvorfor er det, man skal være mere demokratisk eller have større opbakning i befolkningen for at kunne stille op til europaparlamentsvalg, andet end at det måske er rigtig attraktivt for de store partier af dem, der sidder herinde, ligesom at holde en lukket fest?

Ordføreren.

Jamen jeg mener og synes, at der skal være en vis form for krav om, at et nyt parti har en vis vælgeropbakning. Det synes jeg er rimeligt.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Der sidder mindst to partier herinde nu, som overraskede de andre partier herinde, ved at de blev valgt ind og havde så stor en opbakning i samfundet – to partier. Det ene parti sidder herovre til venstre for mig, og det andet er jo repræsenteret oppe på talerstolen lige nu. Så hvordan skal vi gøre os til dommere over, hvem de vil have ind? Er det ikke bare, fordi de store partier frygter det? Tænk nu, hvis der kom en udefra og tog en af de eftertragtede EU-pladser, hvor man kan få en god pension.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, det handler om pension, trods alt, for lige at svare på det. Men jeg synes, det er rimeligt, at der er en vis form for opbakning, når det er, at man skal stille op ved et valg som nyt parti. Så er det jo op til demokratiet og op til folket at stemme efter, hvad de mener og tror på.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Dennis Flydtkjær, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Hvis man skal bruge det argument, at der skal være en vis opbakning – det går jeg ud fra er det, der er spørgsmålet – skal man vel også skal ændre det i forhold til kommunalvalg. I f.eks. Herning Kommune, hvor jeg kommer fra, var der 47.000, der afgav deres stemme sidste gang, og der er 31 pladser i byrådet. Det betyder, at et mandat koster cirka 1.500 stemmer. Men man skal kun have ca. 150 underskrifter for at få lov til at stille op.

Hvis det skal afspejle det, som ordføreren står og siger på talerstolen, og som regeringen også mener, går jeg ud fra, at man også vil ændre valgloven, så man så i Herning Kommune skal have 1.500 underskrifter for at stille op. For ellers er der jo ikke rigtig nogen logik i det; der er ikke nogen linje i det. Sådan har vi det jo heldigvis ikke. For vi vil også gerne have, at det er nemt at stille op i et lokaldemokrati. Derfor er jeg også uforstående over for, hvorfor det ikke også skal være nemt at stille op til et europaparlamentsvalg.

Så skal folk i Herning Kommune fremover kunne stille med 1.500 underskrifter for at kunne få lov til at stille op til et kommunalvalg?

Ordføreren.

Nu er det her et beslutningsforslag, B 39, om ligestilling af krav for opstilling til europaparlamentsvalget, og nu spørger ordføreren ind til noget kommunalpolitik.

Det, jeg adresserer her, er, at jeg synes, at der skal være en vis vælgermængde, når man opstiller. Der er en forskel imellem folketingsvalget og europaparlamentsvalget, som jeg også adresserede i min tale. Jeg er meget uenig, desværre, i Enhedslistens kritik af de nuværende regler.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg er med på, at mit spørgsmål handler om noget andet, men i Herning Kommune skal man for at stille op have ca. 10 pct. af det, det koster for at få et mandat, hvilket gør, at man faktisk godt kan stille op uden nødvendigvis at være i nærheden af at få et mandat, når man er kommet på listen.

Det er jo lidt det samme, man er ude i her med debatten om Europa-Parlamentet, altså at hvis man kan få 20.000 stillere, kan man få lov til at stille op. Hvorfor er det urimeligt, at man for at stille op ikke nødvendigvis skal være tæt på at få sit eget mandat fra starten? Er det demokratisk set ikke en god ting, at man kan komme på listen og repræsentere de vælgere derude, som måske er enige? Om man er modstander eller man er tilhænger, er jo i princippet lige meget.

Ordføreren.

Jeg synes, at der er nogle forskelle her i forhold til de krav, vi stiller til kommunalvalg, regionsvalg, folketingsvalg og for den sags skyld også europaparlamentsvalg, som vi snakker om i dag. Jeg synes ikke, at jeg kan svare ordføreren på det, han spørger om lige nu.

Tak. Der er en kort bemærkning til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Værsgo.

Det var til det der med en lukket fest. Hvorfor skal der være en særlig favorisering af partier, der sidder i Folketinget? Altså, hvad er det, der gør, at det, at man sidder i Folketinget, specielt favoriserer en til at opstille til europaparlamentsvalg, i modsætning til andre partier?

Ordføreren.

Der kan man sige, at hr. Kim Edberg Andersen også lidt nævnte, at der er to nye partier her i Folketinget, så der kan jo godt komme nye partier ind ved et folketingsvalg. Nu er det jo så europaparlamentsvalget, vi snakker om, og der synes jeg, at der er en forskel på de her mandatfordelinger, der er ved folketingsvalg og europaparlamentsvalg, i forhold til at det er 175 her i Folketinget, og at det er 14 til europaparlamentsvalget. Jeg synes, der skal være en vis forskel mellem de to ting.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg synes ikke, ordføreren svarer på spørgsmålet. Altså, ved sidste europaparlamentsvalg var der to folketingspartier, der gratis fik lov til at opstille til europaparlamentsvalget, og som fik mindre end et parti, der ikke var i Folketinget. Hvad er logikken i det? Hvorfor skal de præmieres? Når man nu snakker alt det der med størrelse osv., hvorfor skal de så præmieres, bare fordi de sidder i Folketinget?

Ordføreren.

Der må jeg være ærlig og sige, at lige det konkrete eksempel, ordføreren fremhæver her, faktisk ikke er noget, jeg er bekendt med. Så det kan jeg ikke svare dig på.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Theresa Berg Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. I SF har vi bakket op om de gældende regler for indsamling af vælgererklæringer. Til et europaparlamentsvalg kræver et mandat ca. 300.000 kr. stemmer, plus/minus afhængigt af valgforbund, og selvfølgelig kræver det sidste mandat lidt færre. Et mandat til Folketinget kræver langt færre stemmer. Der må gerne være forskel på vælgererklæringer, men hvorfor så stor en forskel? Er det rimeligt? Den debat vil vi i SF gerne være med til at tage. Vi anerkender også Enhedslistens forslag her, for der er noget, der er helt skævt, når vi træffer beslutninger om tilsagn til det ene eller det andet.

Det er vælgererklæringer, vi debatterer i dag, men alligevel undres jeg også en smule, når det er sådan, at vi politisk sætter et antal og procenter på forskellige erklæringer. For der skal 50.000 støtteerklæringer til et borgerforslag, for at det kan blive behandlet her i Folketingssalen. Der skal 20.000 vælgererklæringer til for at kunne stille op til et folketingsvalg. Og der skal hele 70.000 vælgererklæringer til for at stille op til et europaparlamentsvalg.

Vi anerkender, at det kan være svært for et ikkeetableret parti at stille op. Vi anerkender fuldt ud, at der er en kæmpe forskel, og vi vil gerne være med til at debattere den her grænse. Men der er også flere nuancer, jeg tænker der skal med ind i debatten her, for igennem tid har vi nemlig set rigtig mange partier stille op til diverse valg. I dag kan vi jo kigge os omkring i Folketingssalen her, hvor der er repræsenteret 12 partier, og det er mange. Jeg lader mig fortælle af mange borgere, som jeg møder på min vej, at de faktisk synes, det er svært at finde rundt i alle de gode budskaber og debatterne, og det kan tit også pulverisere debatten. Det får mig til at tænke på, hvor langt eller hvor vidt vi skal gå, og hvor svært eller hvor let det skal være at stille op til et folketingsvalg. Måske skal der mere end 20.000 erklæringer til for at kunne stille op til et folketingsvalg.

I SF er vi ikke helt sikre på, at forslaget her er den rigtige vej at gå, altså at ensarte ud fra det laveste antal vælgererklæringer, men vi vil gerne være med til at kigge på en mulighed for at gøre det muligt. Vi vil gerne være med til at lande en beretning og noget, der bidrager til en løsning på det her, og vi er klar til at stille op til at kigge på de muligheder. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for viljen til at diskutere det. Altså, vi har jo heller ikke lagt os fast på noget. Vi snakker om en ligeberettigelse, og det andet spørgsmål om, om det skal være lidt højere eller lidt lavere, kan man sagtens diskutere.

Men det principielle, som jeg godt kunne tænke mig at høre SF's holdning til, er, om der ikke er noget lidt underligt i, at der sidder en kreds af folketingspartier og siger: Vi skal have nogle særlige fordele i forhold til at opstille til europaparlamentsvalget. For kravet om de 70.000 vælgererklæringer gælder jo ikke for alle. Det gælder kun for dem, der ikke har nået de 2 pct. til Folketinget. Så kan et parti være blevet splittet op fem gange, og der kan være én tilbage – det er sådan set ligegyldigt – og det kan opstille til parlamentsvalget og få ingen stemmer. Det betyder ikke noget. Det er sikret retten til at stille op, bare fordi det på et tidspunkt er kommet i Folketinget.

Altså, er der ikke noget galt i og for meget lukket fest over, at folketingspartierne klapper hinanden på ryggen og sidder og bliver enige med hinanden om, at der ikke er grundlag for at gøre det lettere for andre end dem selv?

Ordføreren.

Det anerkender vi i SF fuldt ud. Der er noget, der er hamrende skævt her, og det er også derfor, jeg åbner op for, at vi gerne vil være med til at kigge på det her. Man kan jo se, at det er lykkedes for mange, men man kan jo spørge sig selv, om det var lykkedes, hvis de skulle ud at samle 70.000 vælgererklæringer. Jeg har mine tvivl. Så derfor mener jeg også, det er en debat, der er værd at tage for at finde en mulig løsning på det her.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til hr. Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Jeg kan starte med at sige, at vi i Danmarksdemokraterne kommer til at støtte det her beslutningsforslag, hvis det kommer til afstemning. Vi synes egentlig, de argumenter, der bliver fremført i beslutningsforslaget, giver god mening, og de handler om, at det er for svært at blive opstillet til Europa-Parlamentet ved europaparlamentsvalget i Danmark med 70.000 stillere. Det gælder, både når man sammenligner med det antal, man skal bruge til et folketingsvalg, men også sammenlignet med det, man skal bruge i andre lande, som hr. Søren Søndergaard også har nævnt her i debatten; det er virkelig utrolig svært. At gå ud at finde 70.000 stillere er ikke noget, man bare lige gør, og det synes jeg egentlig er ærgerligt.

Jeg køber præmissen om, at det selvfølgelig ikke er det samme som det, der skal til for at få et mandat til et europaparlamentsvalg, som jo ligger langt højere, men jeg synes ikke, det gør, at de mennesker, som faktisk skulle føle sig repræsenteret af et parti, ikke skal have lov til at få det opstillet, så det kan kæmpe for det. Så er det jo i en valgkamp, det kan kæmpe for at komme op på at få et mandat. Så jeg synes egentlig, det er et fornuftigt forslag, at man sidestiller de to ting.

Så vil jeg også godt lige bruge lidt tid på at nævne det forslag, jeg spurgte ministeren om. Vi havde jo et forslag for et par uger siden, også fra Enhedslisten, om partistøtte, altså en grænse for, hvor meget man må donere, brug af pengeklub og alt muligt andet, hvor regeringen faktisk var ret åben og sagde: Lad os indkalde til nogle drøftelser om det og prøve at finde et eller andet kompromis omkring nogle af de der regler, der har været. F.eks. var der blevet brugt en fidus for at skjule, hvor meget man fik igennem de her pengeklubber.

Jeg synes jo, det ville være oplagt at tage sådan en diskussion med her, og det kunne jo også være SF's synspunkt om, at det er for nemt at stille op til Folketinget, man kunne drøfte i sådan en forhandling. Så jeg synes, det er en oplagt mulighed for, at man prøver at sætte sig sammen i partierne og kigger den problematik igennem med pengene, men også det her med, at det er rigtig svært at stille op til Europa-Parlamentet.

Som jeg startede med at sige, er budskabet fra Danmarksdemokraterne, at vi støtter det her beslutningsforslag fra Enhedslisten.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og så går vi videre i ordførerrækken til fru Louise Brown fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg har fået den fornøjelse at vikariere for min meget gode og afholdte kollega, hr. Lars-Christian Brask, i dag, så I må slå jer til tåls med mig.

Kravet om, at man skal anskaffe sig et givent antal underskrifter for at stille op til et valg, skal trykteste, om et politisk projekt er levedygtigt, før det får lov til at stille op. Der er en demokratisk omkostning ved at have et meget højt krav, da det gør det svært at udfordre de etablerede partier. Men der er også en demokratisk omkostning ved at have et for lavt krav. Hvis det bliver meget let at blive opstillingsberettiget, vil man kunne opleve et meget stort antal partier deltage i valg, selv om de måske reelt ikke rigtig har gang på jord. Det kan være forvirrende for vælgerne, hvis de skal forholde sig til et meget stort antal politiske projekter, som hver især skal gives en rimelig repræsentation i mediedækningen.

Står vi så i en situation med et for lavt eller et for højt krav i forhold til opstillingskravet til Folketinget? LA mener klart, der er tegn på, at kravet er blevet for lavt. I takt med muligheden for digitale underskriftsindsamlinger er en lang række projekter blevet opstillingsberettigede uden at kunne opnå valg. Ved seneste valg drejede det sig om Veganerpartiet, Frie Grønne og Kristendemokraterne. Ved valget før drejede det sig om Klaus Riskær Pedersen, Stram Kurs og Kristendemokraterne.

De danske vælgere oplever et relativt stort menukort af levedygtige projekter, når de går til folketingsvalg. Når man tillader en masse projekter, som ikke har den nødvendige folkelige klangbund til at deltage på lige fod, skaber det forvirring, og jeg synes egentlig, at den seneste valgkamp er et meget godt eksempel på det. LA er jo et relativt nyt parti, og vi skal selvfølgelig ikke lukke den her dør bag os. Det er afgørende, at frustrationer med Folketingets partier i befolkningen kan udmønte sig i, at status quo udfordres. Det er demokratisk afgørende. Men for os at se nås balancen bedst, hvis man hæver kravet om underskrifter til et folketingsvalg.

I forhold til selve beslutningsforslagets substans er vi enige med forslagsstillerne om, at det er mærkeligt, at man ikke har samme krav til henholdsvis Europa-Parlamentet og Folketinget, når det på begges vedkommende drejer sig om et landsdækkende valg. Men når nu vi synes, at kravet til Folketinget er blevet for lavt, er det svært at sænke det til det her niveau. Vi ønsker os i stedet, at man finder et niveau et sted midt imellem det nuværende for Folketinget og det nuværende for Europa-Parlamentet, som kan gælde for begge valg. På den baggrund kommer vi til at stemme imod beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til Enhedslisten for at rejse debatten. Jeg er her i dag som substitut for Lise Bertelsen, der er ordfører på området i det daglige. Hun er desværre forhindret i dag.

Det har aldrig nogen sinde været så let at indsamle vælgererklæringer, som det er i øjeblikket. Vi kan bare tage eksemplet med fru Inger Støjberg, der inden for 1 døgn samlede 40.000 vælgererklæringer. Når man sammenligner med tidligere, hvor man skulle ud på gader og stræder i snestorm og regnvejr, og hvad ved jeg, og indsamle vælgererklæringer, var det jo et hestearbejde uden lige at skulle indsamle alle de vælgererklæringer. I dag kan det altså lade sig gøre ganske hurtigt, gelinde og nemt at samle eksempelvis 40.000 inden for 1 døgn, hvis man ellers har en sag, som man kan argumentere for og der er opbakning til. For det er jo det, der skal være. Der skal være opbakning til, at man kan stille op til Europa-Parlamentet, i et omfang, som jeg også mener bør være væsentlig højere end det, der kræves til Folketinget.

Hvis det er sådan, at man i en kreds stiller op til Folketinget, kan man alene blive valgt til Folketinget. Vi har jo set løsgængere blive valgt til Folketinget, og den mulighed synes jeg også der skal være. Hvis det er sådan, at man som privatist eksempelvis skulle vinde et mandat til Europa-Parlamentet, skal der jo i omegnen af et par hundrede tusinde stemmer til. Der er en spærregrænse på ungefær 6 pct. eller noget i den stil.

I Det Konservative Folkeparti synes vi sådan set, at reglerne er okay, som de er. Der er kun de 14 pladser, og der skal altså en vis tilslutning til, for at man kan få lov til at stille op til Europa-Parlamentet, og det synes vi også er rimeligt, også ud fra en betragtning om at undgå stemmespild. For hvis det er sådan, at man sænker det og der kommer alt for mange lister og partier, vil der jo være en stor risiko for at få stemmespild. At de politiske partier har mulighed for at stille op uden at skulle ud at indsamle vælgererklæringer, synes jeg sådan set er ganske naturligt. I øjeblikket er der 12 partier, og det er jo politik, det handler om, og partier, som har en stor tilslutning i befolkningen, behøver nødvendigvis ikke at skulle ud at indsamle vælgererklæringer.

Så i Det Konservative Folkeparti mener vi, at reglerne er acceptable og okay. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Og vi går til hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Enhedslisten har fremsat det her forslag om at ligestille, hvor mange vælgererklæringer man skal have for at kunne opstillet til Folketinget, og hvor mange vælgererklæringer man skal have for at kunne opstille til Europa-Parlamentet. I Dansk Folkeparti er vi sådan set helt overordnet enige med Enhedslisten i, at det er et meget højt krav, der er sat op for at kunne stille op til Europa-Parlamentet, i forhold til kravet for at kunne stille op til Folketinget. Og så er det selvfølgelig også betydelig sværere at blive valgt ind i Europa-Parlamentet, end det er at blive valgt ind i Folketinget, al den stund der jo kun er 14 pladser mod de 175, som vi fordeler til Folketinget her i den sydlige del af kongeriget.

I mine øjne er det i hvert fald besynderligt, at antallet af underskrifter, som man skal kunne samle for at opstille til europaparlamentsvalget, er hægtet op på det sidste folketingsvalg. Der skal man nemlig samle 2 pct. af de stemmer, der er blevet afgivet til det sidste folketingsvalg, for at blive opstillingsberettiget. I stedet burde man måske kigge på, at antallet af underskrifter kunne være hægtet op på valgdeltagelsen ved europaparlamentsvalget, og det alene vil jo sådan set kunne reducere antallet af underskrifter til ca. 56.000 fra de nuværende 70.680. Og så vil jeg sige, at 56.000 jo selvfølgelig stadig væk er meget højt, men hvis det skal helt ned på et niveau svarende til det, der gælder ved folketingsvalg, er det måske sådan lidt voldsomt i ét hug, al den stund der jo også skal være mulighed for, at det pågældende parti eller den pågældende liste rent faktisk bliver præsenteret i Europa-Parlamentet.

Men til slut vil jeg i hvert fald sige, at vi ser fuldstændig fordomsfrit på Enhedslistens forslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Noah Sturis fra Alternativet. Værsgo.

Tak for ordet. Og tak til Enhedslisten for at fremsætte forslaget, som har til hensigt at styrke vores demokrati ved at ligestille vilkårene for opstilling til Europa-Parlamentet med vilkårene for opstilling til Folketinget. I Alternativet støtter vi Enhedslistens forslag, for i dag er der nemlig en betydelig forskel mellem kravene til opstilling til Europa-Parlamentet og kravene til opstilling til Folketinget, og det gør det uforholdsmæssig svært for nye partier at deltage i EU-valgene.

Vi mener, at det er problematisk, og at det er med til at skabe en kløft mellem etablerede partier og den brede befolkning i spørgsmål vedrørende EU. Så ved at ligestille kravene for opstilling styrker vi vores demokrati og er med til at skabe en mere inkluderende politisk arena. Så vi synes, det er et helt rigtigt skridt mod et stærkere og mere repræsentativt demokrati i Danmark i forhold til vores repræsentation i Europa. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Jeg blev helt rørt, da jeg hørte Konservatives Per Larsen fortælle om, dengang de samlede underskrifter ind i sne og regn, og jeg håber, at hr. Per Larsen, selv om han naturligvis er blevet lidt gråhåret, ikke var med til at samle underskrifter ind, da Konservative stillede op første gang. Det synes jeg alligevel ville være for meget forlangt.

Jeg køber ikke helt præmissen om, at det skal være dyrere, fordi der er færre mandater – det gør jeg ikke. Jeg vil sige, at den præmis lidt gør, at det bliver den lukkede fest, jeg snakkede om. Vi sidder herinde nu og er blevet valgt ind ved at have fået 25.000 eller 22.000 underskrifter – eller hvor meget det er – og lige pludselig skal det være 70.000. Så der er noget i logikken, der ikke giver mening. Det ville give god mening, at et land med x antal borgere krævede x antal underskrifter for opstilling til et valg til Europa-Parlamentet eller Folketinget. Det ville give meget god mening.

Med hensyn til hvor niveauet skal ligge, er vi meget positive over for, at vi kan finde et passende niveau. For jeg er også enig i, at der er blevet nemmere at samle de 25.000 underskrifter, og vi kan se, at det også kan blive udnyttet. Man skal også som parti herinde være opmærksom på, at mange af dem, som hævder, at det skal gøres sværere, er folk, der allerede sad i Folketinget, og som så laver et nyt parti, hvorefter de så siger, at det skal gøres sværere for alle de andre. Demokrati er en smuk ting, og det er det også, hvis der stiller 15 eller 16 partier op.

Det er selvfølgelig træls, når man er i fjernsynet, at der ikke er ret meget taletid, fordi debatten skal afvikles på halvanden time. Men vi skal også prise os lykkelige for, at f.eks. et parti som Nye Borgerlige rent faktisk var ude at få underskrifterne. I havde mistet glæden ved at have mig på talerstolen i dag, hvis ikke det var muligt at stille op med 25.000 underskrifter. Vi ville da være kede af skulle samle 50.000 underskrifter, skoene ville være blevet slidt noget tynde under indsamlingen af den sidste halvdel.

Jeg anerkender præmissen, og jeg har også en fornemmelse af, at det måske er Folkebevægelsen mod EU, man henviser lidt til, og jeg savner også, at de stiller op til et valg til Europa-Parlamentet, for det ville være dejligt som EU-skeptisk højrefløjsparti at have et EU-skeptisk venstrefløjsparti, så man fra begge sider af det politiske spektrum, kunne fortælle danskerne, at EU ikke altid er af det gode. Så derfor kommer Nye Borgerlige naturligvis til at bakke op om forslaget. Vi så gerne, at vi fandt en løsning, så tallet måske var en lille smule højere til Folketinget og noget lavere til europaparlamentsvalget, men det er jeg sikker på at hr. Søren Søndergaard også er villig til at tage en snak om.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Det, der lidt er udgangspunktet for debatten, er jo, at Danmark så markant skiller sig ud fra andre EU-lande, ved at vi gør det sværere at opstille til Europa-Parlamentet. Så kan man selvfølgelig sige: Nåh jo, men i Østrig skal man også aflevere 2.000 kr. eller 26.000 kr. osv. Ja, det er fuldstændig rigtigt. Man kan også få én parlamentariker til det. Men det ændrer jo ikke ved, at det er meget besværligere i Danmark, og jeg synes ikke, at de argumenter, der kommer for, at det skal være besværligere, er særlig gode.

Hvis det er de argumenter, som er kommet her, som er de gældende, så må jeg indrømme, at jeg ikke føler mig overbevist. For man veksler hele tiden mellem på den ene side Europa-Parlamentet, og hvor mange mandater der er der, og hvor meget det kræver at komme ind, og så på den anden side nogle tal, der tager udgangspunkt i Folketinget. Hvordan de to ting er oversat til hinanden, er fuldstændig uforståeligt. Altså, det er et tilfældigt tal, man har valgt. Det er jo fint, at man har valgt et tilfældigt tal, og at man så siger, at det er det rigtige. Det har man helt lov til at sige at det er, men det er bare ikke logisk funderet.

Derfor kan jeg jo heller ikke komme uden om, at jeg har meget stærkt på fornemmelsen, at det handler om, at etablerede partier – og det kunne også være Enhedslisten – forsvarer deres egne privilegier. Vi har nogle særlige muligheder, og dem udnytter vi. For hvis vi nu ser på det med den folkelige genklang, kan vi jo tage sidste europaparlamentsvalg. Hvor mange stemmer var det, Liberal Alliance fik der? 2,2 pct. Hvorfor skulle Liberal Alliance have lov at opstille? Alternativet fik 3,4 pct., og Folkebevægelsen mod EU fik 3,7 pct. Hvad er præcis grunden til, at dem, der har fået færre stemmer, skal have lov til at opstille til det efterfølgende europaparlamentsvalg, men ikke dem, der fik flere stemmer? I min verden giver det ikke nogen mening, ud over at vi har fået nogle privilegier, i og med vi er blevet valgt til Folketinget, og så holder vi fast ved dem.

Det må jeg indrømme at jeg synes man skal passe på med, og jeg synes måske især, at man skal passe på med det, når vi snakker EU, hvor det jo gang på gang viser sig, at der er nogle understrømme i befolkningen, som går en anden vej – både den ene og den anden vej, vil jeg næsten sige. Det så vi ved den sidste folkeafstemning, hvor der var et fuldstændig eksorbitant flertal for at afskaffe forsvarsforbeholdet – det var næsten større, end det var i Folketinget – men andre gange har vi jo set det stik modsatte, nemlig at det flertal, der var i Folketinget, f.eks. for at afskaffe retsforbeholdet eller for at afskaffe kronen og indføre euroen, bare blev underkendt af befolkningen. Derfor synes jeg, man skal være varsom. Jeg synes, at man skal passe på. Jeg synes, man skal give mulighed for, at de strømninger, vi ved er derude, også får mulighed for at blive repræsenteret, og ikke bare henvise til noget, som i min logik altså ikke hænger sammen.

Jeg vil selvfølgelig sige tak til SF, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige for at stille sig positivt over for det, der ligger her. Jeg vil sige til Nye Borgerlige, at ud over en undren over, hvor meget vi adskiller os fra alle andre lande, så er det, der har været anledningen til, at vi har taget det her op, sådan set en henvendelse både fra Folkebevægelsen mod EU og fra den organisation, der hedder Volt. Det er en organisation, som er meget EU-positiv, og som egentlig ikke rigtig ønsker at komme ind i Folketinget, men ønsker at være repræsenteret i Europa-Parlamentet. Nu har de så stillet op til det hollandske valg, hvor de mig bekendt blev valgt ind det hollandske parlament.

Jeg bliver da nødt til at sige til dem: Prøv lige at høre, det kan godt være, at I ikke egentlig mener, at I skal være i det danske Folketing, men hvis I vil i Europa-Parlamentet, så er det smarteste, I kan gøre, da at samle underskrifter til at blive opstillet til det danske Folketing; lav endnu et parti, og kom ind og få 2 pct., for hvis I bare får 2 pct., er I sikret retten til at stille op til Europa-Parlamentet. Det synes jeg er en underlig og mærkelig logik, men det er jo det, man bliver nødt til at sige til folk er deres bedste mulighed. For der sidder altså et flertal, ser det ud til, herinde i Folketinget, som ligesom holder fast ved de privilegier, vi som folketingspartier har i forhold til opstilling til Europa-Parlamentet.

Jeg tror, at vi i udvalgsbehandlingen skal prøve at få en gennemgang af – hvad skal vi sige – logikken i det her. Jeg tror, vi skal prøve at undersøge nogle af de tal, som bliver nævnt, nærmere. Jeg tror også, at det vil være godt, at vi faktisk får et komplet billede af, hvordan situationen er i andre EU-lande, sådan at vi også har det at forholde os til. Så den her diskussion fortsætter, og jeg siger i hvert fald tak for, at der foreløbig er seks partier i Folketinget, som stiller sig positivt over for at gå videre med det. Tak.

Tak til ordføreren, og der er en kort bemærkning til fru Birgitte Vind, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Og endnu en gang tak for at rejse den her demokratiske debat; det er altid godt. Jeg er så lidt ked af, at ordføreren på den måde ligesom prøver at insinuere, at de etablerede partier i Folketingssalen, som taler imod forslaget, bare er ude på at bevare egne rettigheder og ikke give nogen rettigheder til andre. Det ærgrer mig rigtig meget.

Men det, jeg gerne vil høre ordføreren om, er: Anerkender ordføreren, at jo flere partier der stiller op til europaparlamentsvalget, jo sværere er det at få et af de 14 mandater?

Ordføreren.

Nej, det er hverken mere eller mindre svært. Altså, de 14 mandater er 14 mandater, og dem, der stiller op, kæmper om mandaterne, og der vil dem, der vil få flest, få flest. Dem, der indgår valgforbund, fordi de indgår valgforbund med nogle, der er beslægtede, præsenterer jo så det for vælgerne, og det tager vælgerne stilling til. Så nej, der er det min opfattelse, at det er fuldstændig ens.

Men må jeg ikke godt lige sige til det der med privilegierne, at jeg jo intet havde imod, hvis nu folk stillede sig op og sagde: Nå men, vi synes egentlig også, at Folketingets partier skal samle 70.000 underskrifter ind. Det er for ikke at komme i den situation, som Liberal Alliance kom i, hvor de jo fik meget få stemmer, i forhold til hvad der var krævet, og var langt fra at få et mandat i Europa-Parlamentet og i den forstand ikke havde nogen berettigelse i forhold til det.

Hvis man er villig til – så at sige – at drikke sin egen medicin, synes jeg det ville være strålende, og så skal jeg da bestemt holde igen med enhver form for antydning af, at der også i det her kan ligge en vis privilegieblindhed. Det er ikke bare rettet mod Socialdemokratiet, det er ikke bare rettet mod Venstre eller Moderaterne; det er lige så meget rettet mod os selv, for det tror jeg vi alle sammen kommer til at lide af.

Ønskes der en anden kort bemærkning? Ja. Så skal man huske at trykke sig ind. (Birgitte Vind (S): Undskyld. Jamen kan jeg nå det?). Ja, værsgo.

Tak. Tak for svaret, som jeg nu heller ikke blev ret meget klogere af. For er der f.eks. 17 partier, der stiller op, og er der kun 14 mandater, så siger det jo sig selv, at der er nogle af de her partier, der ikke opnår et mandat. Men jeg vil egentlig også bare anerkende, at debatten bliver rejst.

Så vil jeg også bare lige høre ordføreren: Anerkender ordføreren, at når man så er herinde, man har stiftet et parti og man er kommet ind i Folketinget, er vejen til Europa-Parlamentet jo sådan set klar? Så kan man jo stille op, og på den måde behøver man ikke at samle over 70.000 underskrifter.

Ordføreren.

Ja, sådan er reglerne, men det er bare ikke nogen garanti for, at man får nogen stemmer. Det, at man sidder i Folketinget, er ikke nogen garanti for, at man er i nærheden af at komme i Europa-Parlamentet. Det har vi jo set konkrete eksempler på.

I forhold til det andet spørgsmål er det jo nøjagtig ligesom til folketingsvalg. Altså, de partier, der opstiller, fordeler de mandater, der er, mellem sig, og det er klart, at jo flere kandidater der er, jo flere kandidater bliver ikke valgt ind, og at jo flere partier der er, jo flere partier bliver ikke valgt ind. Sådan er det, men jeg har den opfattelse, at en valgkamp er meget, meget mere end det at blive valgt ind.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Nu nævnte ordføreren Folkebevægelsen, og Folkebevægelsen har jo tidligere kunnet samle vælgererklæringer selv under mindre gunstige forhold, end der er i dag. Så jeg ville da umiddelbart tro, at der var en god mulighed for, at Folkebevægelsen også i dag, hvis der ellers er liv i dem, ville kunne samle vælgererklæringer.

Men er der en forbindelse, i forhold til at der måske, hvis det var sådan, at Folkebevægelsen stillede op, kunne indgås et valgforbund med Enhedslisten, og at man på den måde kunne stemmeoptimere?

Ordføreren.

Ja, og det kunne være, at Volt ville indgå et valgteknisk samarbejde med Socialdemokratiet og SF og Radikale. Det har jeg ingen anelse om. Men den tanke synes jeg da bestemt er værd at fremføre, så folk kan tage stilling til den. Jeg synes bare ikke, det ændrer ved den principielle diskussion. Og må jeg så ikke godt bare anfægte det der med, at det er blevet lettere at samle underskrifter? Det er det ikke. Altså, hvis man inden for en kort periode har en enorm pressedækning af en sag, er det blevet lettere. Men ellers er det ikke. Så var det faktisk lettere med det gamle knofedt, og vi har jo set det meget tydeligt med forskellige partier, altså at det har været båret af, at der var nogle folk, som virkelig var i pressens søgelys, og som gjorde det godt, og som var fremme, og som derfor kunne være drivende. For det er faktisk lidt besværligt at få underskrifterne ind, fordi man ikke bare skal have dem samlet ind én gang, men man skal have dem samlet ind to gange.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.