Tak for det, formand, og tusind tak til de forslagsstillere, som nu igen har rejst det her forslag, så vi igen får mulighed for at få den her helt centrale debat hernede i Folketingssalen. Jeg synes, det er en grundlæggende uretfærdighed, at tandlæge ikke er en del af det offentlige sundhedsvæsen. Jeg har ufattelig svært ved at forstå, hvad forskellen er på at knække en tand og brække et ben. Hvorfor er det ens pengepung, der skal være afgørende, i forhold til hvilken behandling man kan få? Jeg synes, det bør være en forudsætning i et velfærdssamfund, at sundhedsvæsenet er uden egenbetaling, at der er den reelle lige og fri adgang til behandling, uanset om det er en tand eller det er en næse, man brækker. Sådan er det ikke i dag, og derfor er jeg fuldstændig enig med forslagsstillerne i, at den urimelighed skal vi have gjort op med.
Jeg må også sige, at jeg bliver en lille smule harm, når jeg hører noget af den argumentation, der kommer her fra talerstolen – også fra regeringspartierne – om, at man er fuldstændig enig i intentionen, at man gerne vil se positivt på det, men at det ikke kan lade sig gøre, fordi der ikke er finansiering. Jeg vil gerne sige, at Enhedslisten kun fremsætter forslag i Folketingssalen, vi finder finansiering til. Vi har tidligere fremsat forslag om at afskaffe egenbetalingen for tandlægebehandling og fremlagt finansiering til det. Derfor vil vi naturligvis også gøre det her.
Vi har også tidligere spurgt efter, hvad det her egentlig vil koste. Jeg tror, sidst vi spurgte var tilbage i 2017-18, hvor vi fik det svar, at det ville koste omkring, jeg tror, det var 6,8 mia. kr. at afskaffe egenbetalingen. Men man sidder jo og regner grundigt på sådan noget ovre i Finansministeriet, og der forventer man så, at udgifterne til tandplejen, hvis man fjerner egenbetalingen, vil stige til det dobbelte. Så er der også nogle ting omkring tilbageløb og alt muligt andet, man sidder og regner på ovre i Finansministeriet, men det ændrer ikke på, at det, de ender på, er, at man kommer op på et beløb på omkring 11 mia. kr., uden at man så indregner de positive effekter ved den forebyggende effekt, der vil være, i forbindelse med at man fjerner egenbetalingen.
De penge kan man selvfølgelig finde. Det er ikke, fordi det er svært. Dengang spurgte vi efter, hvad det ville betyde, hvis man hævede bundskatten. Jeg tror, den skulle hæves med 0,6 pct. Det ville betyde, at købekraften gennemsnitligt ville blive forringet med 200 kr. om året for hver dansker. Det er klart, at hvis man ser på udgiftsprofilen i forhold til indtægtsgrænser, vil det betyde en merudgift, jo rigere man er, hvorimod det vil være en nettoindtægt for de fattigste, fordi der jo netop er en enorm social ulighed i forhold til tandlægebehandling. Derfor vil en skattefordeling over bundskatten også virke mere retfærdig. Men det ændrer jo ikke på, at hvis vi skulle foreslå det, ville vi ikke foreslå, at man skulle hæve bundskatten; så ville vi tværtimod foreslå, at man skulle hæve topskatten, at man ligestillede beskatningen af kapitalindkomst med arbejdsindkomst, at man beskattede overnormal profit yderligere – alt sammen finansieringskilder, som vil være med til at sikre, at vi kan få det her indført. Så det er ikke finansieringen, der er problemet i det her.
Men det er klart, at der vil være en udfordring i forhold til kapaciteten, i forhold til hvor mange tandlæger vi har, og derfor vil det formentlig også kræve en vis form for indfasning, så vi kan sikre, at der både er tandlæger og tandplejere nok til at løse den her opgave.
Men selvfølgelig kan vi gøre det. Og jeg mener ikke, det er rimeligt, at vi har et samfund, hvor folk ikke har råd til at få sikret den mest basale tandsundhed. Og det er jo rigtigt, at vi har masser af tilskudsordninger. Jeg har selv arbejdet inden for udsatteområdet. Jeg har selv haft borgere, for hvem det, at der er en egenbetaling på 600 kr., er tilstrækkeligt til, at man ikke vil gå til tandlægen, fordi man ikke har de 600 kr. Der kan det være fuldstændig lige meget, om det er 600 kr., eller om det er 6.000 kr. – det er så stort et beløb, at man ikke har det, og derfor kan man ikke gå derop. Jeg har haft med borgere at gøre, der har haft kronisk sygdom – der har været kræftpatienter – som pludselig får enorme regninger, som de ikke har råd til at betale, så de bliver sat i en fuldstændig umulig situation, fordi de ikke kan betale en regning og derfor må fravælge behandling. Jeg har haft med borgere og socialt udsatte at gøre, som siger, at det at gå til tandlægen virker, som om man får smidt en håndgranat ind i munden, og at det også ser ud derefter. Det er simpelt hen ikke en rimelig tilstand at være i for vores mest udsatte borgere.
Derfor er jeg fuldstændig enig i, at vi skal have afskaffet egenbetalingen på tandbehandling. Og vi kommer til at stemme for det her beslutningsforslag. Vi er villige til at finde finansiering til det. Og jeg synes, det er en grundlæggende urimelighed, som vi bør gøre op med, hellere i dag end i morgen.