Tak for det, formand. Skal Lucky sendes hjem? Ja. Skal Folketinget blande sig i, om Lucky skal sendes hjem? Det er i hvert fald ikke umuligt, at vi kan – det er helt tydeligt, at man ikke vil. Når man ikke vil sende Lucky hjem, kan man så gemme sig bag enten at sige, at det er konventioner, eller at man ikke ønsker, han skal sendes hjem, og at det er synd for en mand at bo i Nigeria med ét ben.
Undskyldningerne kan hobe sig op fra venstrefløjen til Venstre, men virkeligheden er, at Lucky aldrig skulle have været kommet hertil. Og det er jo uheldigt, at man havde en regering dengang, der syntes, at en behandling i Ghana for et dårligt ben ikke var nok i sig selv. Han kunne have været blevet lukket ud af sygehusstuen sammen med sine tre andre venner, som ikke blev retsforfulgt, for så havde vi været fri for at skulle forsørge ham til evig tid i Danmark. For Lucky har allerede sagt, at han ikke tager hjem igen, og vi ved jo alle sammen, at så vil vi ikke sende folk hjem, altså hvis de ikke selv vil hjem, frivilligt.
Så Lucky kommer til at være i Danmark til evig tid med sin danske benprotese og højst sandsynligt med en masse danske skattekroner i lommen. Det er alt sammen noget, der er betalt på grund af det danske Folketing og deres frygt for at gå imod internationale konventioner – eller endnu værre at være modige som voksne og sige: I det danske Folketing kan man lovgive om alting, helt ned på enkeltpersonsniveau, hvis man vil.
Vi kan sagtens lovgive om, at Kim Edberg Andersen skal smides ud af Nordjylland eller et eller andet. Det kunne vi godt. Det er det, demokratiet er, nemlig. Så kunne jeg selvfølgelig gå til en domstol bagefter og se, om jeg kunne få det prøvet, og hvis der var en dum lov, der så sikrede, at jeg kunne blive i Nordjylland, er jeg sikker på, at der var nogle, der kunne sige: Jamen så skal vi have lavet den lov om. For det er et spørgsmål om vilje. Det er et spørgsmål om, om man mener, at et menneske, der har angrebet danske soldater, skal være i Danmark eller ej.
For vi ved alle sammen nu, at nu går komedien i gang: Lucky søger asyl; Lucky får at vide, at han ikke kan få asyl; Lucky bliver sendt hjem. Så siger Lucky: Det vil jeg ikke. Så får han tålt ophold; så skal han være på Kærshovedgård, men han skal ikke rigtig melde sig, for det forhold møder vi heller ikke, så Lucky kommer til at gå rundt og gøre, lige som det passer Lucky, med danske skattepenge i lommen, for han skal selvfølgelig have noget at købe og leve for, mens han er i Danmark på tålt ophold.
Det er et komediespil. Det er skræmmende, at der ikke er flere partier end to herinde, som er imod, at konventionerne skal blande sig i noget så elementært som, om en fremmed kriminel, der har angrebet vores soldater, skal have lov til at være her. Jeg synes, det er vanvittigt. Men der er da ingen tvivl om, at hvis man skal gemme sig bag en flig af noget, vi kan bruge til noget positivt, er det naturligvis, at der står i regeringsgrundlaget, at det her vil man have set på. Så skal politikere med længere erfaring i Folketinget, end jeg har, jo naturligvis nok fortælle heroppefra, om det er sket før, at man har fundet på en syltekrukke, man kan gemme sig bag.
Nu skal vi have en ambassadør for konventioner. Hvilket land skal han bo i? Altså, er det sådan noget, der går på tur, sådan at man efter en lang politisk karriere rigtig kan få ambassadørposten for konventionsindkig og så eventuelt have den i Guatemala eller Brasilien eller et andet eksotisk sted, hvor det er vigtigt, at man har god tid og palmeblade til at kigge på noget så tåbeligt som at være ambassadør for konventioner? Det er alligevel vildt.
Men hey, i skattekassen har man jo fundet en masse milliarder, lige umiddelbart efter vi fik at vide, at der ingen penge var. Så det er jo rart. Der er penge nok til frås. Der er penge nok til, at Lucky kan blive finansieret resten af sit liv. Og der er slet ingen tvivl om, at jeg skal blive herinde lige så længe, som fru Pia Kjærsgaard har været indtil videre, før jeg kan have den mindste forhåbning om, at der bliver ændret det mindste i en konvention.
For det er jo virkeligheden: Man gemmer sig bag konventionerne, for de er dejlige at gemme sig bag, når man skal til bal i EU eller FN, eller hvor end man søger en international stilling, når man skal på politisk rekreation. Jeg synes, det er sørgeligt. Jeg synes, det er skammeligt. Det er ikke Folketinget værdigt. For naturligvis kan et flertal i Folketinget bestemme, om Lucky skal sendes hjem. Naturligvis kan vi det. Men Folketinget vil ikke. Tak for det.