Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 106:

Forslag til folketingsbeslutning om nedlæggelse af Statens Kunstfond og oprettelse af en kulturpulje, der styrker dansk nationalidentitet og historie.

Af Mikkel Bjørn (DF) m.fl.

(Fremsættelse 17.03.2023).

Jeg kan forstå, at ordføreren ønsker at give en begrundelse for forslaget. Værsgo.

Tak. Kære medlemmer af Folketinget, kære ordførere. Vi ønsker i dag at rejse en vigtig og nok også kontroversiel debat, der tidligere, men for efterhånden en del år siden, er blevet drøftet her i salen, nemlig en debat om Statens Kunstfond. Hvor Statens Kunstfond blev indført som et forsøg på at skabe armslængde mellem kunsten og diverse politiske og ideologiske interesser, må vi efterhånden konstatere, at politiseringen af kunst- og kulturverdenen kun er blevet styrket yderligere de senere år.

Vi har med andre ord været naive. Vi har levet i en falsk forestilling om, at kunstverdenen ikke som verdenen herinde på Christiansborg kan blive gennemsyret af politik. Og konsekvensen af vores naivitet er, at kunsten er blevet et værktøj for ensretning af den politiske samtale eller udskamning af anderledes tænkende frem for en mangfoldig og pluralistisk arena for udfoldelse og udtryk. Armslængdeprincippet og i forlængelse heraf Statens Kunstfond er i stedet blevet et værktøj for en politisering, der ikke står til ansvar over for nogen overhovedet.

Vi foreslår på den baggrund at nedlægge Statens Kunstfond til fordel for oprettelsen af en pulje, der efter indstillinger fra et uafhængigt kunstudvalg og efter beslutninger truffet af Folketingets partier skal udmøntes i en fokuseret støtte til kunst og kultur, der styrker danskeres fælles historie, identitet og demokratiske forståelse. Vi ønsker derudover en grundig evaluering af den eksisterende kunststøtteordning for at afdække omfanget af og udfordringerne med interessekonflikter og politisk bias i forbindelse med tildelingen af kunststøtte.

Vi håber og tror på, at dette vil skabe en mere mangfoldig vifte af kunstudbud, der afspejler det samfund, som de fleste danskere bevæger sig i, frem for at pode befolkningen med indimellem ideologisk propaganda for deres egne penge. Tak for ordet.

Tak til ordføreren.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er kulturministeren. Værsgo.

Tak for det, formand. Tak for muligheden for at drøfte principperne for kunststøtte her i dag. Det er altid en fornøjelse.

Inden vi går videre til at tale om sagens kerne, synes jeg det er vigtigt at tale om, hvilken afgørende rolle kunsten spiller i samfundet. Heldigvis ved jeg, at flere af ordførerne i salen deler min store entusiasme for, hvordan kunst og kultur bør nyde en større politisk prioritering, end tilfældet er i dag. For kunst og kultur er det bærende fundament, vi står på som samfund, det, der binder os sammen som venner, familie og land, i kraft af vores fælles kulturarv, i kraft af frivillige og forpligtende fællesskaber på tværs af postnumre, uddannelsesmæssig baggrund og løncheck og i kraft af de oplevelser, erkendelser og indsigter, som kunsten og kulturen giver os hver især. Kunst og kultur løfter os, samler os og skaber rum for debat og giver os mod, vilje og styrke til at tænke nyt.

Derfor er det også min klare holdning, at alle danskere skal have adgang til kunstoplevelser af høj kvalitet, og at der skal være plads til diversitet og alsidighed i kunsten. Det kan ikke overdrives, hvor bekymret jeg er, hvis vi bevæger os ned ad en vej, hvor kunsten udelukkende dikteres af politikere. Vi behøver jo blot at kaste et historisk blik ikke engang 100 år tilbage til regimer, der har fyldt i både syd, øst og vest, for at se, hvor galt det kan gå. Sovjetunionen i nogle tilfælde og Tyskland i 1930'erne og 1940'erne i andre tilfælde brugte kunsten til et indoktrinerende og totalitært regime, hvor propaganda fulgtes hånd i hånd med politiske projekter med katastrofale menneskelige følger. Det er bestemt ikke det, jeg siger at hr. Mikkel Bjørn og Dansk Folkeparti ønsker. Jeg forsøger blot at eksemplificere, hvordan det i nogle tilfælde er gået galt, hvis man går ad en sådan vej.

I Danmark valgte vi derfor – og det har man også gjort i mange andre frie lande – at gå i en anden retning, hvor det frie samfund går hånd i hånd med den frie tanke og den frie kunst. For kunsten skal ikke tjene politiske formål. Den skal være uafhængig, og derfor oprettede man i Storbritannien, efter at man havde afsluttet anden verdenskrig, et uafhængigt kunstråd med et armslængdeprincip. Nogle husker måske den anekdote, der er blevet fortalt om Winston Churchill, der under anden verdenskrig blev præsenteret for et budgetmæssigt forslag af sin finansminister, hvor man foreslog at nedlægge kulturdepartementet og overføre alle midlerne til krigsministeriet. Hr. Churchill svarede: Hvad kæmper vi så for?

Men det var ikke, så vidt jeg tolker det, ud fra et ønske om, at han skulle diktere, præcis hvilke billeder der skulle males, hvilke ord der skulle skrives, eller hvilken musik der skulle spilles, men fordi det, at man som samfund har fri kunstnerisk udvikling og udfoldelse, er fuldstændig afgørende for den frihed, den glæde og den lykke, som kan nydes af hvert enkelt individ i samfundet.

Den tanke adopterede vi i Danmark i 1956 ved at oprette Statens Kunstfond. Siden da har den uddelt kunststøtte med armslængdeprincippet. Er Statens Kunstfond så perfekt? Der tror jeg at svaret er nej. Men jeg synes sådan set, at den på en lang række områder gør sit arbejde formidabelt. Så er der en lang række andre områder, hvor der er behov for forbedringer, tænker jeg. Jeg har ikke været kulturminister længe nok til at pinpointe dem alle sammen, men jeg er altid åben for, hvordan Statens Kunstfond kan gøre sit arbejde dygtigere, og hvordan vi som politikere kan skabe bedre rammer for den frie kunst.

Men jeg tænker, at det helt afgørende vel i virkeligheden er, at vi skaber de bedste rammer, og at vi afsætter midler til det, vi ønsker at støtte, men at vi så også holder os ude af tegnestuen eller designrummet eller musikkonservatoriet og lader de mennesker, der har den kunstneriske indsigt, støtte projekter ud fra ansøgninger og kriterier ud fra kunstneriske kompositioner. Det gælder jo også Det Kongelige Teater, Team Danmark og museer, at vi fra politisk side fastsætter rammerne, men lader det være op til kulturinstitutionerne selv at træffe de faglige afgørelser.

Jeg ville være enormt ked af at skulle debattere med hr. Kasper Holten nede på Det Kongelige Teater, hvad det kommende program skulle indeholde. Det tænker jeg at han trods alt er dygtigere til, end jeg måtte være. Det samme gælder jo sådan set de forskellige udstillinger rundtomkring på vores spændende kunstmuseer eller vores historiske museer. Jeg tænker sådan set, at de mennesker, der har studeret det igennem flere år, har haft en lang karriere og har indsamlet viden, er dygtigere til at sikre sammensætningen og den museale oplevelse, end vi er her i Folketinget. Så håber jeg omvendt, at mange af de mennesker, der arbejder i vores kulturliv, er glade for, at vi politikere står for den lovgivende ramme og forhåbentlig prioriterer de midler, der måtte være, og som jeg mener i langt højere grad også bør prioriteres til kunsten og kulturen, netop til de formål.

Omvendt er det her jo en spændende debat, og jeg hilser den velkommen og vil egentlig også sige tak til Dansk Folkeparti og hr. Mikkel Bjørn for at rejse den. For debatter om principper for kunst, frihed og kultur synes jeg fylder for lidt i vores samfund. Selv om det er onsdag – medmindre dagen er gået hurtigere, end jeg har forudset, og vi sidder i Folketinget efter midnatstid – er det en vigtig debat at tage. Så jeg er åben og lydhør over for Dansk Folkepartis efterspørgsel efter mere viden om de eksisterende rammer, som kan danne grundlag for videre dialog om kunstens vilkår.

Den kulturpolitiske redegørelse, den første af sin art i 25 år, bliver sendt til Folketinget allerede i morgen, den 11. maj. Det er jo, dagen efter vi har førstebehandlet beslutningsforslag B 106. Jeg ser frem til at præsentere et mere faktuelt afsæt for debat om fremtidig dansk kulturpolitik. Så endnu en gang tak til hr. Mikkel Bjørn og Dansk Folkeparti for at tage hul på dialogen. Jeg ser frem til debatten.

Tak til ministeren, og der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Ministeren nævner i sin, ja, afvisning af forslaget, at han er tilhænger af alsidighed og pluralisme i kulturlivet og i kunstverdenen. Derfor er jeg lidt nysgerrig på, om ministeren er uenig i, at der er med Statens Kunstfond ikke er foregået en vækst i alsidighed og pluralisme, men derimod en ensretning inden for kunst- og kulturverdenen, altså at armslængdeprincippet og i forlængelse heraf også Kunstfonden i stedet er blevet et værktøj for politisering, som netop ikke står til ansvar over for nogen, fordi vi har stadfæstet det her princip om armslængde i dansk kulturliv.

Ministeren.

Når der er noget, man ved for lidt om, skal man jo sætte sig ind i det. Derfor står jeg – og det kan ordføreren selvfølgelig ikke se – med et dokument foran mig, der viser organiseringen bag Statens Kunstfond. Der er en bestyrelse med 12 udvalgsledere; der er et repræsentantskab med 49 medlemmer fra kulturlivets brancheorganisationer; der er fem tværgående udvalg – der er udvalg for musik, billedkunst, scenekunst, litteratur, kunsthåndværk og design, film og arkitektur – og under hvert af de her tværgående udvalg ligger der støtteudvalg besat med medlemmer, der inden for deres område fagligt er vurderet til at høre til blandt de mennesker i landet, der er bedst til at træffe beslutninger om støtte objektivt.

Så kan der være områder, hvor man har mindsket det, ordføreren ønsker? Ja, det kan der måske. Men at sige, at det generelt forholder sig sådan, ser jeg ingen evidens for.

Tak. Der var lige en, der nåede at trykke sig ind. Værsgo for den anden korte bemærkning.

Jeg beklager. Er ministeren uenig i, at det er en naiv forestilling, at Statens Kunstfond i modsætning til alle mulige andre organer i samfundet ikke også kan blive dybt politiseret? Altså, er Statens Kunstfond et eller andet særligt organ, som er, hvad skal man sige, afholdt fra at kunne blive politiseret som alt muligt andet?

Ministeren.

Jeg bryder mig sjældent om at tale i absolutter. En af mine yndlingsforfattere, C. S. Lewis skrev jo »Løven, heksen og garderobeskabet«, hvor de fire søskende kommer til Narnia, som på det her tidspunkt er kontrolleret af isdronningen, og her er alting ondt og frossent. Omvendt, når Aslan kommer, bliver det hele godt igen. Jeg tror jo ikke, at man kan se absolutter på den måde.

Nu løber min tid ud om lidt, og jeg har lovet formanden at overholde taletiden. Men Statens Kunstfond er jo ikke vaccineret mod at lave fejl, og jeg vil vedvarende lytte til gode forslag til, hvordan vi gør Statens Kunstfond både dygtigere og bedre, og hvordan den mere effektivt kan varetage sit arbejde.

Tak til ministeren, som snart skylder formanden kage. Så går vi videre til den næste i ordførerrækken, som er hr. Mogens Jensen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand, og også tak for kulturministerens indledende bemærkninger omkring beslutningsforslaget her. Jeg kan sige på Socialdemokratiets vegne, at vi er fuldstændig enige i det, ministeren har sagt, både det, der blev sagt om kunstens og kulturens betydning for os som mennesker og som samfund, som jo alt for ofte undervurderes, men også den betragtning, som jo var tydelig heroppefra, nemlig at vi skal fastholde armslængdeprincippet i vores kunststøttesystem, sådan som det også praktiseres i dag på glimrende vis i bl.a. Statens Kunstfond. Og det er jo det vigtige princip, som Dansk Folkeparti vil gøre op med og erstatte med en proces, hvor det i sidste ende er politikere, som træffer beslutningen om at støtte de enkelte kunstprojekter. Nu har jeg jo været i Folketinget i mange år og har også fulgt Dansk Folkeparti, så det undrer mig ikke, at man fremsætter det her forslag, for det er jo hørt og set tidligere fra partiets side, og det passer godt med det ønske, som Dansk Folkeparti jo har om at fremme den kunst, som partiet synes er den rigtige og passer ind i det samfunds- og menneskesyn, som Dansk Folkeparti abonnerer på.

Det ses bl.a. i beslutningsforslaget, når man skriver, at de projekter, der skal have mulighed for at få støtte, skal bygge videre på en allerede etableret tradition. Og det vil jo sådan set sige, at al ny udvikling og nye kultur- og kunstformer ikke får en chance, og hvem skal så skabe den nye guldalder for dansk kunst? må man vel berettiget spørge. Den tankegang falder helt i tråd med tidligere forslag fra Dansk Folkepartis side, f.eks. da man ville stoppe filmstøtten til Lars von Trier, fordi man ikke brød sig om indholdet i hans film, og da man ønskede at udpege historiske konsulenter til DR for at kontrollere manuskripterne til DR Dramas produktioner, og da partiet for ikke så længe siden mente, at staten nu måtte lave en dansk sangkanon, fordi man ikke brød sig om udviklingen af Højskolesangbogen, hvor der blev optaget sange, som ikke passede ind i Dansk Folkepartis smag.

Jeg tror, at alle kan høre, at det her er helt skævt, for kunst og kultur i Danmark skal selvfølgelig være fri og ikke styres af politiske ideologier eller politiske smagsdommere. Derfor har vi et kunststøttesystem i Statens Kunstfond, som bygger på armslængde, og hvor det er fagfolk, der kender til de enkelte kunstområder og kan vurdere kvaliteten i de enkelte projekter, som uddeler støtten, sådan som det i øvrigt også praktiseres i bl.a. vores nabolande Norge og Sverige og i Storbritannien, der, som ministeren jo i øvrigt også sagde, var det første land til at etablere en kunstfond på netop de principper allerede under Winston Churchill i 1946.

Det system skal vi holde fast i – ikke at der ikke kan ske ændringer i Statens Kunstfond; selvfølgelig kan der det. Det skal vi altid være klar til at drøfte, for virkeligheden ændrer sig hele tiden, men de grundlæggende principper skal vi holde fast i. Jeg synes i øvrigt, at Kunstfonden gennem de senere år er blevet langt stærkere, f.eks. i deres kommunikation om projekter og uddelinger, så det i dag er mere synligt og langt lettere at følge med i, hvilke projekter og hvilke kunstnere der støttes.

Så som det nok klart er fremgået, kan Socialdemokratiet ikke støtte beslutningsforslaget. Jeg skal på vegne af Venstres hr. Jan E. Jørgensen meddele, at det kan Venstre heller ikke. Men selvfølgelig tak til forslagsstillerne og Dansk Folkeparti for, at vi får mulighed for at tage debatten.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren spørger: Hvem skal skabe en ny dansk guldalder, hvis vi afskaffer Statens Kunstfond? Jeg kan oplyse ordføreren om, at sidst vi havde en dansk guldalder, havde vi ikke nogen Statens Kunstfond, så mon ikke det hele løser sig hen ad vejen?

Så siger ordføreren også, at han ønsker en kultur- og kunstverden, der er fri for politisk smagsdommeri. Jeg synes grundlæggende, det er en uærlig tilgang til kunst og kultur, som ordføreren giver udtryk for. Når vi på finansloven eller helt generelt foretager politiske prioriteringer i forhold til det ene eller det andet, når vi vælger, at Det Kongelige Teater skal have x antal midler, at Vikingeskibsmuseet skal have x antal midler, når vi helt generelt foretager politiske prioriteringer herinde, hvad end det er på en finanslov eller andre steder i kunstverdenen – jeg har lige siddet med kulturministeren og været med til at fordele midler på det kulturelle aktstykke, hvor hvert parti skulle byde ind med, hvad for nogle projekter de syntes var relevante – så foretager vi jo politiske prioriteringer, og det er jo politisk smagsdommeri. Så jeg synes grundlæggende, at det er en uærlig tilgang til dansk kultur.

Ordføreren.

Nu var det her jo mest en kommentar fra Dansk Folkepartis ordfører, men jeg må sige, at jeg ikke stillede spørgsmålstegn ved, hvem der skulle skabe en ny guldalder, hvis Statens Kunstfond blev afskaffet. Det går jo på, at Dansk Folkeparti skriver i sit beslutningsforslag, at de projekter, der skal støttes, skal bygge videre på en allerede etableret tradition. Hvor er så det nye? Hvor er så mulighederne for at få støtte til ny kunst og til nye kunstformer? Jazzen ville jo ikke have haft en chance i sin tid, hvis det havde været sådan nogle kriterier, der havde dannet grundlag for, hvad man fra offentlig side kunne støtte. Så det er sådan set det, min kritik går på.

Jo, der er da også kunstprojekter eller konkrete aktiviteter, som vi træffer beslutning om her i Folketinget, men jeg synes, det er væsentligt, at vi generelt har et kunststøttesystem, der bygger på armslængdeprincippet.

Spørgeren.

Udfordringen er bare, at det har vist sig, at man med den armslængde primært har prioriteret de projekter inden for kunst og kultur, som ligger til venstre for den politiske midte. Og så kan man godt mene, at der skal være armslængde og alt muligt andet, men her er der jo ikke armslængde. Her er der jo ikke politisk armslængde. Det er jo en dyb inficering af politik i det organ, der skal sidde og fordele skatteydernes penge til kunstnere.

Ordføreren.

Jamen jeg glæder mig til at høre Dansk Folkepartis ordfører redegøre for heroppe, hvad for nogle kunstprojekter det handler om, og hvor der er politisk bias. Jeg tror, at ordføreren vil få ballade med hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti for at bruge ordet bias i beslutningsforslagets tekst, for der vil han nok alligevel mene, at der skulle bruges et dansk ord, men det kan vel på en eller anden måde nå at blive rettet endnu. Men jeg glæder mig til at høre, hvad det er for en bias, som Dansk Folkeparti mener der er. Jeg mener, at vi har en Statens Kunstfond, som er multifacetteret, og som støtter mange forskellige projekter.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Lean Milo fra Moderaterne. Værsgo.

Mange tak. Og tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte dette beslutningsforslag. Det er altid godt med en debat, og det er altid godt og meget sundt at forbedre, hvor vi kan. Men det er på ingen måde klogt at ændre noget, når man ikke forbedrer det.

Med dette beslutningsforslag ønsker Dansk Folkeparti at nedlægge Statens Kunstfond og i stedet oprette en kulturpulje. Dette sker på baggrund af mistillid fra DF's side til Statens Kunstfond, som DF mener uddeler midler til kunst og kultur, der ikke bidrager til hverken vores fælles historie eller identitet. Samtidig beskyldes Statens Kunstfond for at varetage særinteresser. Dette syn deler vi ikke i Moderaterne. Vi har tillid til Statens Kunstfond, som hvert år siden 1956 har uddelt økonomiske midler til projekter og kunstnere for at fremme dansk kunst og kultur.

Med den nuværende ordning er staten med til at støtte kulturen, men ikke definere den. Politikere og offentlige institutioner har naturligvis ret til at udtrykke deres mening om kunst og kultur, men bevillinger skal på ingen måde baseres på politisk smagsdommeri. Det vil fratage kulturen muligheden for nytænkning og vigtigst af alt muligheden for at være fri. Kunsten skal eksempelvis kunne være samfundskritisk med en frihed til at rette en kritik mod os, der er samlet her i dag. Forslaget om at oprette en kulturpulje, som i højere grad underlægges Folketingets parlamentariske kontrol, mener vi i Moderaterne vil begrænse kunst og kultur og netop skabe et system, hvor politikere unødigt blander sig i kulturlivet. I Moderaterne mener vi, at armslængdeprincippet er absolut centralt, fordi det sikrer kunstnerisk frihed til kritisk tænkning, og vi er derfor imod forslaget.

Forslaget får det til at lyde, som om en kulturpulje er en mere retfærdig ordning, men det er i vores optik ikke tilfældet. Forslaget vil skabe et ekstra lag af bureaukrati og skabe unødvendige forhindringer for støtten til kunst og kultur. Vi værdsætter, at DF sætter fokus på vilkårene for dansk kunst og kulturliv, herunder Statens Kunstfond. Vi er i Moderaterne åbne over for at se på strukturerne i og administrationen af Statens Kunstfond for at sikre, at kulturstøtten i Danmark fordeles demokratisk og med respekt for kunsten og kulturen, men vi er på ingen måde enige i, at løsningen er at nedlægge Statens Kunstfond. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren nævner i sin tale, at kunst og kultur skal kunne være samfundskritisk. Synes ordføreren, at det er rimeligt, hvis den samfundskritik alene handler om samfundskritik af borgerlige, traditionelle værdier og aldrig om samfundskritik af eksempelvis venstreorienterede normer eller værdier?

Ordføreren.

Som sagt i talen er det vigtigt for os i Moderaterne, at kunsten og kulturen er fri. At den ikke bliver underlagt en parlamentarisk mening, er utrolig vigtigt for os i Moderaterne. Med frihed forstås, at man har mulighed for at gå ind kunstnerisk og kulturelt og understøtte i den tid, vi er i. Det kan være politisk. Det kan være i en tid med krig, som vi er i i øjeblikket. Jeg og Moderaterne mener, at vores Statens Kunstfond helt objektivt har mulighed for at gå ind og understøtte og levere til kunst og kultur, og at de gør det meget objektivt, og det har vi tillid til fortsætter.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Kulturen og kunsten skal være fri, nævner ordføreren. Synes ordføreren, at kunsten og kulturen er fri, hvis de mennesker, der sidder og fordeler pengene til kunst og kultur, alle sammen er mennesker med nogenlunde de samme politiske holdninger, som sidder og fordeler skatteydernes penge til kunst- og kulturprojekter, der primært er i overensstemmelse med deres egne politiske holdninger?

Ordføreren.

Det er blevet sagt tidligere, at Statens Kunstfond består af 54 personer, og der er formanden så udpeget af kulturministeren. Ud over det er der jo 12 udvalg: Der er seks legatudvalg, fem projektudvalg, og så er der et samlet arkitekturudvalg. Der er en bestyrelse. Det er meget svært at forestille sig, at vi her står med folk, som er indspiste og ikke gør det objektivt for kunsten og kulturens skyld. Så her er der for mig at se et meget hypotetisk spørgsmål og ikke noget, som jeg på den måde kan forholde mig til.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Lad mig, inden jeg adresserer forslaget direkte, tage jer med en 60 års tid tilbage i tiden til Danmarks første kulturminister, idémanden til Statens Kunstfond, Julius Bomholt, en selvbevidst ener med blikket rettet mod fællesskabet. Og det var lige netop fællesskabet i kulturen, som Bomholt var særlig optaget af. Kulturen skulle demokratiseres; vi skulle repræsentere forskelligheden for at repræsentere befolkningen og for at kunne repræsentere fællesskabet. Og hvor havde Bomholt ret.

En af Bomholts første handlinger som kulturminister var da også at få vedtaget loven om folkebiblioteker tilbage i 1964. Med den blev alle kommuner forpligtet til at oprette et folkebibliotek og dermed sikre alle borgere fri og lige adgang til information. Han ville bringe kulturen inden for den enkeltes rækkevidde med fri og lige tilgængelighed for alle borgere.

Men de velfærdsorienterede kulturpolitiske visioner kommer ikke kun til udtryk i udbygningen af biblioteksvirksomheden, fortsatte Bomholt; man skulle sikre en tilvækst af nye medier og mange forskellige kulturelle aktiviteter og formidlingsformer for biblioteket – børneteater, filmforestillinger, udstillinger, både fra Danmark og fra resten af verden. Denne udvikling fik bibliotekerne til at vende blikket mod brugerne og ikke mindst ikkebrugerne af biblioteket, og det skete bl.a. ved at tilføje nye og mere populære kulturelle medier til bibliotekernes samlinger og ved at opprioritere repræsentation af de dengang noget mere marginaliserede kulturformer, bl.a. af kvinder.

Af ren nysgerrighed bliver jeg nødt til at høre forslagsstillerne, hvordan en eventuel kulturpulje ville være anderledes end Statens Kunstfond. Hvem er det, der skal bestemme kulturpuljens repræsentantskab? Det foreslås, at det skal være fagpersoner, men de personer, der varetager ansvaret i dag i Kunstfonden, er jo også fagpersoner – det er jo også en lang række fagligt kompetente folk, som både er uddannet inden for de forskellige kunstarter og i virkeligheden også udøver kunst. Det ser vi i SF absolut ikke som nogen udfordring, vi ser det faktisk som en styrke – hellere det, end at politikerne skal beslutte under snævre rammer, alt efter hvilket politisk flertal der er, hvad kunsten og kulturen skal kunne udtrykke.

Der står i beslutningsforslaget, at det skal støtte kunst og kultur, der styrker danskernes fælles historie, identitet og demokratiske forståelse. Det klinger lidt hult, at vi ved at nedlægge en kunstfond så på den måde skaber mere demokratisk forståelse, som så – skal vi forstå – skal være inden for en ramme af, hvad Dansk Folkeparti synes er okay og ikke okay.

Jeg har mange forskellige gode eksempler på, at Kunstfonden allerede i dag lige præcis understøtter – og også tidligere har gjort det – den slags initiativer i kulturverdenen. Der er Carl Emil, der for 10-15 år siden fik et legat fra Kunstfonden, og som har lavet meget populære albums sammen med Ulige Numre og også er gået solo, men som også har et nummer med i Højskolesangbogen. Der er Randers Kammerorkester i Randers Kommune, hvor jeg selv bor, som vi holder utrolig meget af, og som har meget, meget stor betydning lokalt for, at vi også har den klassiske musik tæt på. De musikere, der sidder i Randers Kammerorkester, er også de musikere, der underviser i musikskolen, og det er absolut også en stor fordel for befolkningen. Det seneste eksempel er Teater Apropos, et lille teater for børn og unge, som har turneret rundt i hele Danmark, hvor man har produceret forestillinger på skolerne helt ude i de mindre byer og i samarbejde med børn og unge. Så på den måde har Kunstfonden igennem mange år via deres faglighed og deres knowhow om, hvordan branchen er inden for de forskellige kunstarter, jo i virkeligheden udmøntet det, som Dansk Folkeparti siger, i hvert fald overordnet set.

Så i SF kan vi ikke – og det er nok heller ikke nogen overraskelse for forslagsstillerne – støtte det her forslag. Vi synes, at den nuværende konstruktion er fin.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal gerne uddybe det for ordføreren. Altså, det er jo skatteydernes penge, vi bruger på kunst og kultur, og derfor synes vi bare i Dansk Folkeparti, at det er helt legitimt, at skatteyderne selvfølgelig har en medbestemmelse, med hensyn til hvad det er for en form for kunst og kultur, som får deres støtte. Der synes jeg, at det er en demokratisk forståelse, at befolkningen, hvis penge vi sidder og forvalter, faktisk har en medindflydelse på, hvad det er for en kunst og kultur, som får støtte.

Vores mål med det her forslag er sådan set, at kunst ikke bliver et værktøj for ensretning af den politiske samtale, men derimod bliver bredt ud. Vi har med Statens Kunstfond set, at der desværre er og foregår en ensretning af den politiske samtale og en udskamning af anderledes tænkende gennem den form for kunst, som får støtte. Det er det, vi ikke er tilhængere af, og derfor ønsker vi, at befolkningen får en større medindflydelse på, hvad det er for en form for kunst og kultur, som får støtte gennem deres skattekroner.

Ordføreren.

Så må forslagsstilleren hjælpe mig med at fortælle, hvordan befolkningen kan få mere indflydelse på en ny kulturpulje i modsætning til denne. Jeg forestiller mig ikke, at befolkningen skal sidde og stemme om, hvad det er, man skal give penge ud til, i hvert enkelt tilfælde.

Jeg må bede hr. Mikkel Bjørn om at redegøre for, hvad det egentlig er for nogle begrænsninger, helt konkrete begrænsninger, som har gjort, at Dansk Folkeparti ser sig nødsaget til at lave det her beslutningsforslag, for det er ikke noget, som vi i SF har samme referenceramme for. Vi mener i virkeligheden, at de i den grad lever op til formålsbeskrivelserne.

Jeg er sådan set enig i, at det er helt fair, at når man laver nogle politiske initiativer, så sætter man også nogle rammer for, hvad det egentlig er, man gerne vil have at de her penge skal gå til. Men det skal være overordnede rammer. Det skal ikke være os politikere – det mener vi meget dybt og helhjertet i SF – der ud fra vores egne personlige referencer skal beslutte, hvilken kunst der kan støttes, og hvilken kunst danskerne kan få, for så bliver vi et fattigt samfund, og det er der ingen af os der har gavn af.

Hr. Mikkel Bjørn for sin anden korte bemærkning.

Det er anderledes derved, at Kunstfonden jo ikke står til ansvar over for nogen overhovedet. Medlemmerne af det kunstudvalg, vi gerne vil nedsætte, skal jo være politisk udpegede. Det betyder ikke, at vi som politikere sidder og kontrollerer kunsten ned i detaljer eller, som ministeren nævnte, detailregulerer, hvordan Det Kongelige Teater skal tilrettelægge deres forestillinger, eller noget som helst andet.

Det handler om, at de medlemmer, der sidder og forvalter skatteydernes penge, er underlagt en eller anden form for politisk kontrol.

Ordføreren.

Det tror jeg nok bekymrer mig endnu mere end det, jeg kunne læse mig til i selve forslaget. Altså, vi har jo en lang tradition for politisk udpegede på forskellige bestyrelsesposter, og personligt må jeg også sige, at det ikke er noget, jeg kan se i sig selv gavner et bredt spekter.

Det handler for os at se i virkeligheden om, at vi skal have fagligheden ind i det, og ikke så meget om, at der er nogle politikere, der sidder og bestemmer, om de bedst kan lide klassisk eller jazz eller lige præcis den her kunstart, for så kommer vi til at begrænse befolkningen. Og det skal ikke være politisk betinget af det nuværende flertal.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg kan sagtens forstå, at fru Charlotte Broman Mølbak selvfølgelig er imod det her forslag. At støtte det ville jo være at save den gren, man selv sidder på, over, når man er socialist. Altså, sagen er jo, at langt hovedparten af danske kunstnere er socialister af bekvemmelighedsårsager, fordi man ved, at det er ad den vej, man får adgang til penge. Og dem, der har deres sunde fornuft velbevaret og er borgerlige, er kloge nok til ikke at sige det højt. Det er jo det, der er virkeligheden. Og hele den her konstruktion med Kunstfonden er jo et stort forsøg på at hytte sit eget skind, og det er selvfølgelig fru Charlotte Broman Mølbaks venner, der hytter skindet.

Derfor vil jeg bare sige, at for os at se i Dansk Folkeparti er det her jo et demokratiseringsforsøg, altså at sige, at der også er kunstnere derude, hvilket vi måske også skulle fremme, som har en ikkesocialistisk dagsorden, som ikke er identitetspolitiske krigere osv. De skal også have adgang til midler, ligesom fru Charlotte Broman Mølbaks venner og veninder og de 72 andre køn har det. Og derfor synes vi sådan set, at man skal nedlægge Kunstfonden og lade nogle mere uvildige folk arbejde med den sag.

Ordføreren.

Jeg kan starte med at informere hr. Morten Messerschmidt om, at mit efternavn er Mølbæk. Derudover kan jeg også informere om, at de der godt 6.000 modtagere af støtte fra Statens Kunstfond ikke er nogen, jeg socialiserer med på daglig basis. Så ville jeg godt nok have vanvittig travlt.

Jeg vil egentlig bede Morten Messerschmidt om at gøre rede for den lange række af beskyldninger. Hvor er de der store undersøgelser, der dokumenterer påstanden om, at alle modtagerne af støtte fra Statens Kunstfond er venstreorienterede? Og hertil kan jeg tilføje: Mener hr. Morten Messerschmidt i virkeligheden, at hele Randers Kammerorkester er venstreorienterede? For det tror jeg måske nok der er en del af dem der har nogle andre holdninger til.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg vil godt korrigere mig selv. Lige Randers Kammerorkester er hamrende højreorienteret, men resten er altså virkelig socialistiske, og det er jo det, der er udfordringen her. Hele det dogme, der præger dansk kulturliv, er jo sovset ind i socialisme, identitetspolitik osv. osv. Og der kan jeg egentlig ikke forstå, at hvis vi kommer med et demokratisk udgangspunkt, så har man et problem med at korrigere for det.

Det er jo helt åbenlyst med den lemmingeeffekt, vi ser blandt kunstnere i Danmark: Hvis der er nogen, der stiller sig foran med et eller andet frelst, politisk korrekt synspunkt, så er køen jo helt herfra og ned til Jerusalem for at skrive under, men er der en kunstner, der kommer til at sige et borgerligt ord, så slår man syv kors for sig. Og jeg troede faktisk, at SF havde en mere demokratisk tilgang til det her og også kunne se, at det var et problem.

Ordføreren.

Jeg kan konstatere, at ordføreren, hr. Morten Messerschmidt, ikke lige får konkretiseret den lange række beskyldninger. Jeg vil se frem til at modtage materiale og nogle dokumenterede beviser på de beskyldninger om, hvem det er, der modtager de her penge.

Jeg kunne også opfordre Dansk Folkeparti og hr. Morten Messerschmidt til at prøve at kigge lidt indad og se, hvorfor det er, at der er så mange i den kunstneriske verden, der ikke har lyst til at kigge den vej. Det kunne måske også have noget at gøre med den måde, man taler om kunstnere generelt set her i Folketingssalen. Den er helt ærligt uklædelig.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder velkommen til hr. Søren Espersen fra Danmarksdemokraterne.

Mange tak. Forslaget her er jo fremsat af Dansk Folkeparti og går kort fortalt ud på at nedlægge Statens Kunstfond og i stedet oprette en pulje, som mere fokuseret skal støtte kunst- og kulturprojekter, som styrker danskernes fælles historie, identitet og demokratiske forståelse. Dansk Folkeparti vil sikre, at puljen fordeles efter indstillinger fra et uafhængigt kunstudvalg og efter beslutninger truffet af Folketingets partier med henblik på at øge den parlamentariske kontrol med kunststøtten.

Selve det erklærede formål med B 106, nemlig at styrke danskheden, kan Danmarksdemokraterne uden betænkningstid varmt støtte. For os er Danmarks kunstliv vigtigt, for den arv, kunstnere skaber, er afgørende vigtig for at binde os danskere sammen som folk. Desværre er dette kunsttilbud ofte blevet for de færreste og sjældent for de fleste. I Danmarksdemokraterne ligger det os på sinde, at kunstarven og kulturlivet netop bliver for alle danske. Vi bør overalt, uanset hvor vi bor, have adgang til væsentlige kunst- og kulturinstitutioner. Udfordringen er i dag, at der på landsplan er en skæv fordeling af kulturmidlerne, og det bør der rettes op på, og det bør ske meget hurtigt. Vi må i fællesskab her i Folketinget finde en vej til at løse det problem, men om det lige skal være ved oprettelse af en pulje, som det her i forslaget beskrives, er jeg knap så sikker på. At Folketinget på den måde direkte skal involveres i projektet, er jeg heller ikke så sikker på.

For tiden er Statens Kunstfond uddeler af midler for 500 mio. kr. pr. år til støtte af 6.000 projekter. Det er dog vigtigt at erindre, at det samlede kulturbudget, altså de samlede kulturmidler, som Folketinget beslutter anvendelsen af, ligger omkring de 12 mia. kr., og når alle disse penge skal fordeles, er det jo Folketingets partier, som beslutter, hvad der skal støttes og med hvor meget. Så på den måde er Folketinget jo allerede i stor stil stedet, hvor udvælgelsen af projekter foregår, og på det aktstykke, der nu foreligger, er der jo snesevis af projekter, som netop har til hensigt at styrke danskernes fælles kulturarv. Det er projekter inden for musik, scenekunst, film og litteratur, ligesom der i høj grad er afsat meget store midler til beskyttelse af arkitekturen og bygningsarven. Det er så i høj grad muligt, at Statens Kunstfond skal ændres, og det vil vi gerne være med til at kigge på.

Sluttelig vil jeg sige, at Danmarksdemokraterne hilser debatten om kulturlivet meget velkommen. Det er en debat, som jeg i øvrigt synes Statens Kunstfond meget gerne må engagere sig i. Men som nævnt skal vi gå i gang med at drøfte en lang række væsentlige problemstillinger. Om det så nødvendigvis betyder Statens Kunstfonds nedlæggelse, må vi finde ud af, når vi har undersøgt sagerne mere til bunds. Mange tak.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger, først fra hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes, at ordføreren bringer nogle relevante pointer ind i debatten og nævner også det her med, at kunsten ofte er for de færreste og sjældent for de fleste. Derfor undrer det mig også, at ordføreren ikke griber den her idé om at nedlægge Statens Kunstfond med åbne arme. Så kan det godt være, at ordføreren er kritisk over for nogle andre dele af forslaget. Det må vi så drøfte. Men specifikt det her med nedlæggelse af Statens Kunstfond forstår jeg ikke at Danmarksdemokraterne ikke griber. For jeg opfatter egentlig Danmarksdemokraterne som et parti, der i hvert fald opfatter sig selv som et parti for danskerne, som de er flest. Derfor undrer det mig, at man synes, det er rimeligt at bede skatteyderne møde tidligt på arbejde hver dag for at medfinansiere projekter, der egentlig primært appellerer til en lille gruppe af de mest yderliggående venstreradikale mennesker i Danmark.

Var det ikke oplagt simpelt hen bare at nedlægge Statens Kunstfond, bakke op om den idé – eventuelt stille et ændringsforslag, som specifikt vedrører det, man er kritisk over for – og så bakke op om det, fordi Statens Kunstfond jo har vist sig ikke at være garanten for kunst for danskere, som danskere er flest?

Ordføreren.

Det vil jo så vise sig, hvad den såkaldte pulje skal gøre, og hvad den er til for, og hvem der sidder i den, og hvor meget de bestemmer, og hvordan og hvorledes. Det kan jeg så måske stille som et modspørgsmål: Hvad er det, der udgør den endelige forskel på Statens Kunstfond og så en pulje udpeget af præcis de samme politikere, præcis de samme folketingsmedlemmer som før? Det vil jeg gerne vide.

Så synes jeg i øvrigt, jeg bliver lagt nogle ord i munden, jeg ikke har sagt. Jeg vil som sagt gerne være med til at kigge på, hvad det er, der kan gøres bedre med Statens Kunstfond. For selvfølgelig vil det kunne lade sig gøre. Og kan det ikke lade sig gøre, må vi se på nogle andre løsninger, som jeg ikke har i dag.

Hr. Mikkel Bjørn.

Tak for det. Forskellen er jo, at medlemmerne af Statens Kunstfond ikke er underlagt nogen form for kontrol. Det vil sige, at de ikke står til ansvar over for nogen mennesker overhovedet. De mennesker, vi foreslår at udpege politisk, står jo til ansvar over for befolkningen gennem deres ansvar over for os som politikere, folkets repræsentanter. Derfor får borgerne jo større indflydelse på, hvad det er for en form for kunst og kultur, der får støtte, og det ville jeg da umiddelbart tro var en dagsorden, som Danmarksdemokraterne ville bakke op om.

Ordføreren.

Jeg bryder mig ikke om formuleringen, at der skal være kontrol. Det er det, den nye pulje åbenbart skal – have kontrol med, hvad der uddeles. Jeg synes netop, det, som må være idéen, er, at det, der foregår, på en eller anden måde er uafhængigt.

Men at det lige pludselig skulle være mere retfærdigt at have en pulje end at have Statens Kunstfond, er det, jeg umiddelbart har svært ved at finde ud af. Det er derfor, jeg måske kunne foreslå, at vi prøver at få en granskning af, om det er korrekt, at de uddelinger, der har været igennem nogle år, har en slagside. Jeg har ikke set nogen beviser på det, men det kunne være interessant at få det undersøgt, og så stiller vi os jo ganske anderledes til det.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg kan ikke forestille mig noget mere retfærdigt, end at det er os, der bestemmer. Altså, jeg mindes da f.eks. de skønne rigsdagsdebatter, der var tilbage i 1870'erne, hvor De Radikale, der dengang sad hos Berg, ville have Drachmann på finansloven, lige indtil han så droppede sit radikale sværmeri og sprang ud som Højremand, hvorefter de kastede sig lige så energisk ind i det for at få ham af finansloven igen. Det er da dramatisk, og det er da demokratisk. Og så får man det hele til fuldt skue. Så ved vi, hvad det er for nogle positioner, der bliver forsvaret. Det er da langt bedre end en flok pseudosocialistiske kunstnere, der sidder gedulgt i et eller andet fagligt skær og deler penge ud til højre og venstre, men primært til venstre.

Lad os nu få det ind i Folketingssalen. Kunst er politik. Politik kan også være kunst, så hvorfor skal det ikke også være demokratisk, hr. Søren Espersen?

Ordføreren.

Nu er det jo ikke sådan, at jeg ikke har engageret mig i kulturdebatten i mit politiske liv. Det har jeg i høj grad. Men jeg har nu aldrig søgt ekstra kontrol med, hvad det er, der bliver bragt. Det bryder jeg mig ikke om.

Jeg kan godt personligt ærgre mig over, at de to, der sidder foran Det Kongelige Teater, Adam Oehlenschläger og Ludvig Holberg, aldrig bliver spillet mere, og det har jeg også tilladt mig at sige. Det er der jo ingen mening i. Altså, det er netop noget, som jeg finder er vigtigt. I øvrigt synes jeg også, at vi folketingsmedlemmer skal blande os. Jeg synes, vi faktisk er forpligtet til at blande os i alt, hvad der foregår i det her land, og også gerne kritisere, hvis der er noget, man er uenig i, som f.eks. nogle af de tv-stykker og film, som er blevet vist i tidens løb – noget, som jeg selv har engageret mig meget i.

Hr. Morten Messerschmidt.

Ja, det er jeg meget enig i. Men det er ikke mere end et år siden, at man kunne se »Den Stundesløse« på Grønnegårds Teatret og i Vilhelm Andersens oversættelse og med Carl Nielsens musik kunne se »Maskarade« på Det Kongelige Teater. Så Holberg lever dog endnu. Med hensyn til Oehlenschläger mangler vi noget – det er jeg enig i.

Mener hr. Søren Espersen stadig væk, at Statens Kunstfond skal erstattes med seks regionale kunstfonde, som han mente i 2018?

Ordføreren.

Det er muligt, at jeg har foreslået det – jeg er ikke helt klar over, i hvilken sammenhæng det var. Har jeg sagt det, lyder det da egentlig meget fornuftigt – altså at prøve at få undersøgt sagerne. Det er jo egentlig bare det, jeg beder om. Men man kan jo tit finde noget, hvor man synes at man nogle år tilbage har sagt noget andet. Jeg synes i øvrigt, det er kedeligt at have den samme holdning hele livet igennem – i alle samfundets forhold. Det er lidt kedsommeligt. Det er ikke, fordi jeg vil udnævne Morten Messerschmidt til at være kedelig – det er han bestemt ikke.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Søren Espersen fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Vi er i LA enige i problemformuleringen, idet en evaluering af kunststøtteordningen kunne være interessant for at få afdækket omfanget af og udfordringerne med interessekonflikter og politisk bias i forbindelse med tildeling af kunststøtte.

Som det er nu, skal vi politikere jo overholde armslængdeprincippet, men det er da bemærkelsesværdigt, at man kan finde kunstnere, som har modtaget 100.000 kr. 7 år i træk, eller at man kan finde en kunstner, som først modtager en 3-årig støtte på knap 900.000 kr. efterfulgt af 5 år med 80.000-100.000 kr. om året. Denne person blev endvidere begavet med støtte i går. Og bevares, det er da dygtige folk, men vi er så heldige i Danmark, at vi har afsindig mange dygtige kunstnere, som har gang i spændende projekter. Gives pengene til de samme år efter år, skævvrider det jo muligheden for at klare sig for alle dem, der trods alt også har stort talent og potentiale, men som aldrig får støtte.

Samtidig hører jeg blandt kunstnerne selv også om en stor frygt for at rejse debat om eller kritik af kunststøtteordningen, for gør de det, kan de potentielt risikere at ødelægge fremtidige muligheder for at opnå støtte. Omvendt kan vi også se, at pengene måske smøres lidt for tyndt ud, således at man løfter for få.

LA er dog ikke enig i løsningen med at starte helt forfra og sikre større parlamentarisk kontrol med udvælgelsen af de konkrete projekter. For vi ser jo masser af eksempler med reserver og puljer, hvor politikere deler millioner ud, og hvor det kan synes noget tilfældigt og lemfældigt, i forhold til hvem de gives til. Derudover ser vi i LA en tendens, hvor kunstnere i større og større omfang køber ind på politikernes dagsordenener for at opnå støtte. De har for længst fundet ud af, at der er bedre adgang til pengekassen, hvis man får det til at handle om klima, krig og repræsentation eller på anden vis bruger kunsten som middel og ikke som mål.

Denne tendens bekymrer LA, hvad enten det er Kunstfonden eller politikerne, der i virkeligheden sætter dagsordenen. Det er jo ikke mange uger siden, at vi på et samråd hørte kulturministeren sige, at han ikke vil indføre kønskvoter, men at han i øvrigt ikke ser nogen problemer i, at f.eks. Kunstfonden stiller repræsentative krav. Kønsregnskaber og andre politiske dagsordener er ødelæggende for den kunstneriske frihed. LA ønsker at støtte tiltag, der øger chancen for, at pengene gives til superdygtige mennesker med kompetencerne i orden og med absolut kunstnerisk frihed. Dette tror vi ikke nødvendigvis politikerne er bedst til.

Vi anerkender i LA, at der er kunst og kultur, som ikke er levedygtigt uden støtte fra staten. Vi anerkender også, at kunst og kultur er en vigtig del af vores samfund. Den har den stærke bånd i forhold til vores historie og dannelse, men kunst og kultur er også med til at fremme værdier som demokrati, frihed og tolerance, og det er centrale værdier for vores samfund.

I LA ønsker vi, at al den mainstreamkunst, som kan klare sig på markedsvilkår og med egen kapital, skal gøre netop dette. Ellers er det ikke fair over for alle de andre selvstændige danskere, som hver dag slider for det, de nu brænder for. Og her vil vi jo også lige nævne, at vores forslag om at gøre de første 7.000 kr. skattefri og herefter have en flad skat på 40 pct. jo faktisk også vil hjælpe kunstnerne til bedre at kunne klare sig.

LA støtter ikke forslaget.

Tak for det. Og der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fra hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak til ordføreren for en, synes jeg, egentlig fin tale med nogle gode analyser af, hvordan bl.a. Kunstfonden bliver brugt som værktøj til at gennemtrumfe politiske dagsordener. Den analyse og den kritik er vi jo helt enige med Liberal Alliance i.

Der, hvor jeg så undrer mig lidt, er i forhold til afvisningen af forslaget. For det her er jo et skridt i retningen af en demokratisering af den måde, som midlerne fordeles på, og LA er jo et parti, der har nogle dagsordener, der drejer sig om, at det er borgerne, der bedst selv ved, hvordan deres penge bliver brugt.

Jeg forstår, at man vil markedsgøre noget af det, men er det ikke fair, at den del, der ikke er markedsgjort, rykker et skridt tættere på borgerne med bl.a. det her forslag – frem for at det er nogle elitære mennesker, som ikke står til ansvar over for nogen i et politisk organ, der sidder og forvalter de midler?

Ordføreren.

Hvis vi som et Folketing her repræsenterer Danmark og vælger kulturtilbud derude, sådan så man kan se at danskere gør det, så er det jo lige præcis mainstreamkunsten, som folk vil ønske at pengene skal gå til, og det ønsker vi ikke i LA.

Hr. Mikkel Bjørn? Nej. Så går vi videre til den næste, som er hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Værsgo.

Måske misforstod jeg ordføreren, eller jeg forstod i hvert fald ikke rigtigt, hvad hun mente. Sagde ordføreren, at det var et problem, hvis kunstnere forholdt sig til nogle af de allermest brændende spørgsmål, der var oppe i tiden?

Ordføreren.

Det er et problem, hvis man begynder at rette sine ansøgninger eller sine kunstneriske projekter med udgangspunkt i at få Enhedslisten til at give en nogle penge eller få en kunstfond eller andet til at give en nogle penge. Det er et problem.

Vi ønsker, at kunstnere skal have kunstnerisk frihed til at lave den kunst, de brænder for, og som de synes skal på banen. Det kan så være noget med klima eller andre populære politiske dagsordener, men det skal komme af egen fri vilje og ikke for at få nogle penge.

Hr. Søren Søndergaard.

Altså, nu bliver man jo nok relativt fattig, hvis man retter sin indtægt efter, at det er Enhedslisten, der skal bevilge pengene. Men jeg bliver jo nok nødt til at sige, at jeg stadig væk ikke forstår det.

For selvfølgelig skal kunsten da være fri, men noget af det bedste kunst, vi kender, er da kunst, der netop forholder sig til de mest brændende samfundsspørgsmål: den antifascistiske kamp i 1930'erne, Solsjenitsyn mod diktaturet i Sovjetunionen og i dag selvfølgelig klimaspørgsmålet. Det er da oplagt. Kunstnere vil da være i en glasboble, hvis ikke de forholder sig til de vigtigste spørgsmål.

Ordføreren.

Jeg er i hvert fald enig i, at kunstnere ville blive fattigere med Enhedslistens politik, for I vil støtte så mange velmenende ting, at skatten sættes op og sættes op, og det vil ikke komme kunstnere til gode.

Fru Zenia Stampe, Radikale Venstre.

Jeg kunne bare ikke forstå det argument, som ordføreren brugte, nemlig at kunsterne vil løbe efter dagsordener, som vil være populære hos Enhedslisten. Nu er det jo ikke Enhedslisten, der sidder i Kunstfonden – det er jo kunstnerne selv. Så derfor kunne jeg bare godt tænke mig høre: Hvad er det for nogle populære dagsordener, som den ene kunster skal fedte for den anden kunstner for at få nogle penge til?

Ordføreren.

Jamen det er jo primært de venstreorienterede dagsordener. Og så er det jo også bare de politiske dagsordener, som rører sig, og som man kan se bliver debatteret i pressen. Det er jo helt tydeligt, at det ikke længere er nok at sige, at vi skal have musik i folkeskolen, fordi musik er vigtigt, fordi det er vigtigt at lære at udtrykke sig selv og spille på et instrument, for det har mennesket gjort siden stenalderen. Det er ikke længere nok i sig selv. Nej, nu skal vi have musik i folkeskolen, fordi man så bliver god til matematik. De har lært, at de er nødt til at sælge det som et middel til noget andet. Musik eller kunst er ikke længere nok i sig selv, og det er, fordi de løber efter politikernes dagsorden.

Fru Zenia Stampe.

Nu synes jeg faktisk ikke, at man politisk kan tage patent på meget store dagsordener såsom klimakrisen. Men jeg kunne godt tænke mig at høre om de der venstreorienterede dagsordener. Jeg kommer jo ikke fra et venstreorienteret parti, men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad det er for nogle venstreorienterede dagsordener, som kunstnerne løber efter, og som de bliver styrket og motiveret til at løbe efter gennem Kunstfonden? Må jeg lige høre igen, hvad det er for nogle dagsordner? Der var klimadagsordenen, og hvad var det mere, der var af venstreorienterede dagsordener?

Ordføreren.

Jeg tør i hvert fald sagtens give venstrefløjen det, at det er de yderste partier, bl.a. Enhedslisten og andre, som har været med til at bringe klimadagsorden på banen, ligesom DF og andre har været med til at bringe udlændingepolitikken på banen. Sådan nogle dagsordener kommer tit fra fløjene – det er i hvert fald ikke midterpartierne, der på den måde får nye spændende ting til at ske. Men at det så har spredt sig siden hen til, at vi er blevet enige om, at det er en vigtig dagsorden, er da dejligt for os alle sammen.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg vil gerne rose ordføreren. Jeg synes, det var en fremragende tale, og jeg synes også, det vidner om, at vi i blå blok – hvis der findes sådan et begreb – måske ikke altid er enige om, hvad det er for nogle løsninger, men dog alligevel ser, at der er nogle problemer, som skal håndteres. Og selvfølgelig har fru Katrine Daugaard ret. Altså, hvornår har man senest set en kunstnerisk manifestation hylde dansk landbrug for at være det mest klimavenlige i verden? Hvornår har man senest hørt en kunstnerisk manifestation for, hvor meget godt vi har gjort i Afrika med al den ulandsbistand og berigelse og knowhow? Nej, det handler altid om en fuldstændig forudsigelig sang om, hvad der skete i 1700-tallet osv. osv. Kunstnere er lige så forudsigelige som politikere med den væsentligste forskel, at de ikke er på valg, men det vil vi nok ikke indføre, for de må mene, hvad de vil, og lave den kunst, de vil. Men vi kunne da i hvert fald sørge for, at den støtte, de får, så er underlagt de samme kriterier som for politikerne.

Ordføreren.

Jamen så vil jeg da rose igen. For jeg synes faktisk, at Dansk Folkeparti har bragt kulturpolitikken virkelig flot på banen. Jeg synes, at I formår at få nogle utrolig fede debatter om kultur i gang, gang på gang. Så det er en stor ros tilbage.

Hr. Morten Messerschmidt.

Skal vi ikke lave et sjovt projekt, fru Katrine Daugaard? Nu har vi snart sommerferie, og så kommer vi ned på en arbejdsuge på omkring 50 timer. Så har vi tid til andet, og det betyder, at så kan vi sætte os sammen, og så laver vi et rigtig højreorienteret kulturprojekt. Så søger vi støtte, men vi gør det under andre navne, og så kan vi se, om det lykkes. Det gør det næppe.

Ordføreren.

Jeg er altid frisk på kulturprojekter, også med Dansk Folkeparti.

Så er det hr. Mogens Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Ordføreren siger jo, at man som kunstner skal indordne sig efter en bestemt politisk dagsorden for at få støtte til sin kunst. Kan ordføreren bare nævne et af udvalgene i Statens Kunstfond, der har stillet sådan nogle betingelser for, at man kan få støtte til sin kunst? Kan ordføreren nævne – når man nu siger, at det gælder det hele – bare tre projekter, som er udtryk for det, altså hvor kunstnerne ligesom har et bestemt politisk udgangspunkt, som ordføreren siger?

Altså, man må jo kunne komme med nogle eksempler på, at det sker, når man siger, at det gælder generelt for Statens Kunstfond.

Ordføreren.

Jeg siger ikke, at det gælder generelt for Statens Kunstfond. Jeg siger, at det er noget, vi ser generelt ude i kultur- og kunstbranchen, både når det gælder undervisning i kunst og kultur, og når det gælder teaterforestillinger osv.

I forhold til hvem der får penge fra Kunstfonden, er der da masser af eksempler, hvor jeg, selv om jeg er uddannet på musikkonservatoriet, kan tænke: Okay, jeg kan overhovedet ikke se, hvad der er af kvalitet i det. Sådan er vi så forskellige, og der er det jo, vi har et armslængdeprincip; det er ikke op til os, fordi vi har valgt at have et armslængdeprincip her, og det hylder vi i LA.

Hr. Mogens Jensen.

Ja, undskyld, men jeg mener bestemt, at jeg hørte ordføreren sige, at for at få støtte til sin kunst fra Statens Kunstfond skal man løbe efter nogle bestemte politiske dagsordener – venstreorienterede dagsordener.

Så er det bare, jeg beder ordføreren om at give os bare et eksempel på et projekt, hvor det er tilfældet, eller et udvalg under Statens Kunstfond, der har stillet sådan nogle betingelser. Det må man da kunne komme med, når man kommer med den påstand, tænker jeg.

Ordføreren.

Nu sagde jeg som sagt ikke i Kunstfonden specifikt, men jeg kan komme med masser af eksempler, f.eks. i forhold til at få filmstøtte; der skal du komme med kønsselvangivelse for at få støtte.

Jeg har selv arbejdet i musikskole, og der havde vi masser af dagsordener, som gik ud på sådan noget som: Tænk nu, hvis vi kunne bruge den her undersøgelse fra en professor i Aarhus for at bevise, at man bliver klogere, at man bliver bedre til matematik, hvis man går til musik; at børn får bedre motorik, hvis de går til musik; at børn bliver bedre, altså, til det ene og det andet og det tredje, hvis de går til kunst og kultur.

Altså, det har virkelig fyldt ekstremt meget ude i kunst- og kulturbranchen.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Jeg byder velkommen til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

Det er altid vigtigt at debattere, hvordan vi bruger skatteborgernes penge på bedst mulig vis, og vi skal til enhver tid diskutere, hvordan vi bruger dem, og hvordan de deles ud. Så debatten er velkommen – og tak til forslagsstillerne for at sætte fokus på det.

Statens Kunstfond har bl.a. som opgave at gøre sådan, at dansk kunst kan blive udbredt i udlandet, og at bane vejen for talentfulde danske kunstnere. Det er en fornem opgave, og når kunstnere får tilskud, får de tilskud til at få ro omkring deres arbejde. De slipper for at skulle spæde til husholdningen ved at undervise, køre taxa eller lave andet arbejde, der kan passes ind, og det ender med, at vi andre får mere kvalitet ud af det, for så bliver der tid til fokus og tid til kvalitet, måske endda international kvalitet.

Jeg kan godt lide sætningen: Ingen fremtid uden fortid. Det er derfor, jeg er imod, at vi hiver statuer ned eller river helligdage ud af kalenderen for den sags skyld. Vi skal værne om fortiden. Fortiden er netop springbrættet til fremtiden, også kulturelt, så det gør mig bekymret, når det i forslaget bl.a. pointeres, at kunststøtte skal gå til »projekter, der bygger videre på en allerede etableret tradition«. For hvor er så fremtiden?

Jeg mener ikke, at vi skal have Folketinget til at bestemme over vores kunstneriske udvikling. At give kunststøtte til en politisk styret dagsorden er ikke vejen frem for os. Hvis kunsten først bliver politisk styret, bliver jeg først alvorlig bange for samfundet. Vi skal huske armslængdeprincippet, og jeg mener, sætningen om at støtte en allerede etableret tradition vidner om en ideologisk retning, en politisk retning, og hvis andre partier her i salen foreslog, at vi kun skulle støtte kunst, der f.eks. støtter klassekampen, ville jeg også stemme nej.

Jeg ønsker kvalitet i kunsten, og jeg er bange for, at det her forslag netop kan være med til at forhindre kvalitet. Jeg ønsker ikke en kultur, der fungerer på markedspræmisser, for så får vi jo aldrig den snævre, den provokerende undergrund, som måske netop forbliver niche og undergrund, men måske bliver noget større og måske bliver noget internationalt.

H.C. Andersen var blot 14 år, da han først fik hjælp eksternt af finansiering i en tid, hvor vi ikke havde statslige støtteordninger. Men han var aldrig blevet sendt på rejse til Italien for at udvikle sig, hvis der ikke var nogen, der støttede ham, ligesom guldaldermalerne blev sendt på rejse til Rom og Sydeuropa betalt af adelen eller rigmænd uden at give en eneste forsikring om, hvor det kunne ende, og hvilket resultat der ville komme ud af det. Nu har vi gudskelov en kunstfond, men med det fremsatte forslag ville vi jo netop være i risiko for aldrig at få morgendagens H.C. Andersen eller morgendagens Wilhelm Marstrand; forslaget ville være en barriere.

Når det er sagt, er det korrekt, at der har været interessekonflikter i Statens Kunstfond-regi. Så hvis man endelig skulle gå så drastisk til værks, burde man måske i det mindste have en foranalyse af, hvor stort omfanget af interessekonflikter er, før man så på et eventuelt oplyst grundlag kunne tage stilling til, hvad der skal ændres. Det foreslår forslagsstillerne sådan set også, men jeg synes måske bare, rækkefølgen er vendt lidt på hovedet.

Vi skal have transparens – vi skal vide, hvem der søger, hvem der uddeler, og hvem der får – og det har ikke altid været tilfældet. Men det har netop været et skridt, der er blevet taget af modtagerne selv, og det vidner om, at man ønsker transparens, og det skal vi også have. Har Statens Kunstfond begået fejl? Ganske givet. Begår Statens Kunstfond fejl? Ganske givet. Men at gå derfra og så til at sige, at fonden skal nedlægges, er i vores optik for langt og forkert, og Konservative kommer ikke til at støtte forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, og vi siger tak til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten.

Jeg synes egentlig, at det er vigtigt at have en diskussion om Statens Kunstfond og også en diskussion om Statens Kunstfond her i Folketinget. Hvad er det, der støttes? Hvilken funktion har det i forhold til samfundsudviklingen? Hvilken funktion har det i forhold til at komme ud i hele landet? Er vi i en situation, hvor Danmark har et så lille miljø, at der er risiko for nepotisme? Den diskussion har der været tidligere. Det er altid relevant at kigge på Statens Kunstfond.

Derfor blev jeg, må jeg også sige, en lille smule skuffet over det forslag, der kom fra Dansk Folkeparti. Man beskriver jo sådan set Kunstfondens opgaver fint. Der er penge til produktion og formidling af billedkunst, film, litteratur, musik, scenekunst, arkitektur, spillesteder, teaterfestivaler, forfatterarrangementer, kunst på skoler og hospitaler samt oversættelse af litteratur, altså en masse ting, som man skitserer at der gives til. Alligevel er konklusionen, at det altså skal nedlægges, og hvorfor? Begrundelsen for, at det skal nedlægges mangler. Hvad er det i alle de her ting, der gør, at det er helt forkert? Vi hører noget om noget venstreorienteret – jeg synes nu, der er meget borgerlig kultur, men okay, den diskussion er sådan set ligegyldig. Men hvad er det? Er det f.eks., når en person, en landskabsarkitekt, får livslang ydelse for at bidrage til landskabet omkring Moesgaard Museum eller monumentområdet i Jellinge? Er det det, der ligesom er problemet? Vi får det ikke at vide. Debatten fortaber sig i nogle tåger og nogle påstande om, at der er et eller andet, der er galt, og det synes jeg måske er problemet.

Kunstfonden gør jo som sagt en masse ting. Kunstfonden har en masse uddelinger, arbejdslegater, projektlegater, honorarstøtte og huskunstnerordning. Alle de der ting er ting, som man laver. Det er jo ikke bidrag, der forgylder nogen. Selv den livsvarige ydelse modregnes jo, hvis man bare har en vis, begrænset indtægt. Det er udelukkende for, at folk, der gennem mange år har vist deres værd, får noget ro til at præstere noget mere. Men okay, det kan vi da diskutere, og vi har jo også diskuteret det. Vi er jo også f.eks. i forhold til den livsvarige ydelse gået ind og har sat nogle begrænsninger og sådan noget, og det er fint nok, men jeg synes ikke, det er det, der lægges op til her. Her lægges der op til en nedlæggelse.

Så er jeg uenig i Dansk Folkepartis kultursyn. Jeg er uenig i den politiske underlæggelse, som så klart fremgår af papiret: »... alle støttemodtagere vil skulle godkendes af et uafhængigt udvalg, der udpeges af Folketingets partier«. Vi tager den lige igen: Alle støttemodtagere skal godkendes. Jamen altså – uh! – jeg tænker mig tilbage til nogle regimer og nogle systemer, der var i det forrige århundrede, og nogle af dem eksisterer sådan set stadig væk, hvor man gjorde sådan nogle ting, nemlig at støttemodtagere skulle godkendes af nogle, som var politisk udpeget. Hvad forestiller man sig? Vi kan jo tage den diskussion, der har været lidt oppe, omkring de meget begrænsede kulturmidler, som partierne går ind og præger. Der kan man jo tydeligt se, når man tager det over en årrække, at dér har vi haft en borgerlig regering, dér har vi haft en socialdemokratisk regering og så har vi haft en borgerlig regering. Det kan man jo se på, hvad det er for nogle, man har peget på. Det er heldigvis et meget lille beløb, og vi er kommet så langt, at vi har sat os sammen og sagt, at det bliver vi nødt til at kigge på om er en fornuftig måde at gøre det på, fordi vi er bange for den politiske indblanding. Og så kommer Dansk Folkeparti med et forslag om, at støttemodtagere skal godkendes af nogle, der er udpeget politisk. Det kultursyn er jeg uenig i.

Jeg er også uenig i det kultursyn, og bl.a. Konservative var inde på det, hvor man er så tilbageskuende i sin måde at kigge på det på. Selvfølgelig skal vi tage udgangspunkt i vores fælles historie; det manglede da bare. Men hvad er det, en god kunstner kan? Altså, en god kunstner har jo evnen til at gå ud i fremtiden, se noget derude og komme tilbage og give det til os. Hvis vedkommende er en god kunstner, gøres det på en måde, så vi kan forstå det, men sådan er det ikke, hvis det er en dårlig kunstner. Der vil jeg så bare til allersidst med formandens tilladelse citere Salman Rushdie, som jeg synes har sagt det meget fint:

Kunstens opgave er at nævne det unævnelige, at udpege bedrag, at tage parti, at starte skænderier, at forme verden og at forhindre den i at falde i søvn.

Det er det centrale ved kultur og kunst. Det er at forhindre os i at falde i søvn. Tak.

Tak for det. Der er to med korte bemærkninger. Først hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil bare sige, at det ikke overrasker mig, at Enhedslisten ikke støtter det her forslag om at være villig til at give andre partier i Folketinget medindflydelse på, hvad det er for en form for kunst og kultur, der får støtte. For den kunst og kultur, som får støtte gennem Statens Kunstfond, er jo kunst og kultur, som, hvad skal man sige, langt hen ad vejen ligger fint i tråd med Enhedslistens dagsordener helt generelt i forhold til antiracisme, kolonialisme osv. osv., feministiske dagsordener, klimadagsordener, som ligger inden for det venstreorienterede spektrum osv. osv. Så det kommer ikke som den store overraskelse for mig eller for Dansk Folkeparti, at Enhedslisten ikke bakker op om den dagsorden. Det er jo dem, der sidder på hele pengekassen i øjeblikket – altså indirekte set.

Ordføreren.

Jeg synes jo, det interessant, at man kan komme med så mange påstande uden nogen som helst form for belæg, konkrete eksempler. Altså, det er bare påstande. Jeg kan påstå, at halvdelen af dem, der får støtte fra Statens Kunstfond, er folk, der tilhører Dansk Folkeparti. Men det bliver det ikke mere rigtigt af.

Men det, jeg synes er interessant – og det anede mig nok – er, at Dansk Folkeparti erklærer klimadagsordenen som en venstreorienteret dagsorden. Væk med alt det grønne. Og så er vi tilbage til der, hvor hr. Morten Messerschmidt var for nogle år siden, hvor man lavede kampagner sammen med klimaskeptikerne. Altså, hvis den grønne omstilling er en venstreorienteret dagsorden, så okay, fint.

Hr. Mikkel Bjørn.

Det er måske mere den måde, klimadagsordenen italesættes på, som ligger i tråd med Enhedslistens synspunkter, og ikke så meget den grønne dagsorden eller det, at vi passer på vores jordklode helt generelt. Den dagsorden bakker Dansk Folkeparti fuldstændig op om.

Når jeg kritiserer, at specifikke kunstprojekter ligger i tråd med venstreorienteredes og Enhedslistens holdninger, er det jo, fordi vi har eksempler på det. Altså i 2021 fik en aktivistisk revolutionær kommunalvalgskandidat 50.000 kr. af skatteydernes penge i legat fra Statens Kunstfond. Der er også Katrine Dirckinck-Holmfeld-sagen, hvor en kunstner ødelægger dansk kulturarv med henvisning til vores kolonialistiske fortid. Og det er i hvert fald nogle ord, som går meget fint i tråd med, hvad Enhedslisten også taler om.

Ordføreren.

6.000 bevillinger om året – 6.000! – og så har Dansk Folkepartis ordfører fundet et eksempel fra 2021.

Så var der det med den buste, der blev maltrakteret. Hvad har det med Enhedslisten at gøre? Vi har jo haft en debat om det. Var det noget, Enhedslisten udtrykte støtte til? Altså, hvad har det med Enhedslisten at gøre? Måske havde det noget med kolonialisme at gøre – ja, vi er imod kolonialisme – men skal det forstås på den måde, at det er Dansk Folkeparti ikke? Er Dansk Folkeparti tilhængere af kolonialisme?

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg fik den største sympati for hr. Søren Søndergaard under hans tale, fordi han jo som kulturordfører må befinde sig i en permanent søvntilstand. Altså, med det citat fra Salman Rushdie om, at kulturen skal forhindre os i at falde i søvn, må man sige, at dansk kulturliv må være noget af det mest søvndyssende overhovedet – i hvert fald det politiske, for der har hr. Mikkel Bjørn jo fuldstændig ret: Der er ingen overraskelser i de udlægninger, vi får fra kulturlivet i Danmark. Det handler om, at kristendommen er undertrykkende, det handler om kolonitiden, det handler om den feministiske dagsorden, og det handler om, at den eneste måde vi løser klimaproblemerne på, er ved at lukke ned for produktion – teknologiforskrækkelsen er total. Derfor er der jo ikke nogen overraskelser i kulturlivet, og det er måske, fordi der er en så indædt og, ja, indlejret en socialistisk tænkning.

Men det, jeg egentlig ville frem til, når hr. Søren Søndergaard efterspørger en undersøgelse af, om det nu også kan passe, det, Dansk Folkeparti siger, er, om vi så i fællesskab kan få igangsat en sådan undersøgelse, for så vil vi da gerne samarbejde om det.

Ordføreren.

Jeg synes, det er en rigtig god idé, at vi, i forbindelse med at vi tager den diskussion i Kulturministeriet om, hvordan vi fordeler kulturelle midler, også tager en diskussion om, hvilke undersøgelser der vil være relevante at få for at se, hvordan andre kulturelle midler bliver fordelt, også geografisk.

Men igen er det påstande og påstande, ingen konkrete eksempler. Og det er jo hr. Morten Messerschmidts problem: Morten Messerschmidt er rejsende i påstande og ikke i konkrete eksempler. Og det kan godt være, at det overbeviser hr. Morten Messerschmidts lille menighed – måske endda ved at bruge et eksempel fra 2021 – men det overbeviser jo næppe ret mange andre.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det, der var spørgsmålet, er, at når nu hr. Søren Søndergaard efterlyser fakta, kan vi så i fællesskab samarbejde om at fremskaffe de fakta? Det var faktisk en del af forslaget, hvad hr. Mikkel Bjørn lige gjorde mig opmærksom på, netop at få en evaluering. Det ville jo også være godt for hr. Søren Søndergaard, hvis han så igennem den evaluering kan finde ud af, at enhver påstand om sådan en kulturradikal og socialistisk slagside i danske kulturmidler bare er en påstand. Så kan Enhedslisten og Dansk Folkeparti samarbejde om at få lavet en sådan undersøgelse, så vi får syn for sagn: Er der en politisk slagside i de midler, der bliver brugt i Kunstfonden?

Ordføreren.

Når man laver et landskab omkring Moesgaard, ved jeg ikke rigtig, hvordan det der skal opgøres, om der er en politisk slagside. Men hvis det handler om nogle konkrete eksempler, som vi skal undersøge, så meget gerne.

Men det, vi behandler her – og jeg undrer mig egentlig over, at formanden ikke allerede har grebet ind – er et forslag til folketingsbeslutning, der hedder forslag til folketingsbeslutning om nedlæggelse af Statens Kunstfond og oprettelse af en kulturpulje, der styrker dansk nationalidentitet og historie. Og jeg bliver bare nødt til at sige, at det forslag støtter vi ikke.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Jeg byder nu velkommen til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre.

Denne debat understreger jo vigtigheden af en uafhængig kunstfond, der ikke kan spændes for en politisk vogn. Betyder det, at kunst altid skal være upolitisk? Nej. Men der er forskel på, om kunst bliver brugt af politikere som et instrument, eller om kunsten selv på baggrund og grundlag af kunstnerisk frihed bevæger sig ind på områder, som for nogle kan synes politiske. Jeg tror faktisk, at når vi om 20 år kigger tilbage på klimakrisen, vil vi ikke mene, at det var en politisk krise. Vi vil nok mene, at det var en eksistentiel krise for menneskeheden, for vores klode – men sådan er der jo så meget.

Når vi er begejstret for Kunstfonden, er det jo netop for at sikre den kunstneriske frihed, den kunstneriske uafhængighed. Det er ikke for at undgå, at kunst er politisk. Jeg synes faktisk, at det er meget svært som politiker at vurdere, hvornår kunsten er politisk, og hvordan den er politisk, og det skal jeg heller ikke have nogen mening om – eller det må jeg jo godt, men jeg må bare ikke styre derudfra. Men Kunstfonden er jo også vigtig for at sikre kvalitet i anvendelsen af midler til kunst, og det sikrer vi jo netop ved, at det er fagfolk, der sidder i Kunstfonden og uddeler støtte.

En debat, som jeg tror vi alle sammen følger løbende, er jo, om kunstmiljøet er så lille i Danmark – vi er jo et lille land – at der er nogle gange er lidt for tætte relationer mellem kunstnere. Det er en debat, der optager mig, men det er en debat, der optager kunstnerne endnu mere. Og jeg er egentlig ret tryg ved de foranstaltninger, som Kunstfonden selv har foretaget for at sikre, at der ikke opstår habilitetsproblemer eller beskyldninger om nepotisme osv., for det er kunstnere jo selv interesseret i at undgå. De vil have armslængde, men de vil også godt undgå, at det bliver vennetjenester, kammerateri, nepotisme. Men det er en debat, som vi gerne involverer os i, også især når den bliver rejst af kunstnerne selv.

Men lige tilbage til det der med, hvad det så er, der kommer ud af Kunstfonden, for i dag har vi jo hørt nogle fuldstændig absurde beskyldninger mod Kunstfonden. Jeg tror, at hvis man tog en liste over de 6.000 modtagere af støtte fra Kunstfonden, ville det være ganske få eksempler, man kunne tage ud og sætte et eller andet stempel på som vild wokeisme eller antikolonialisme, eller hvad det alt sammen hedder. Rigtig meget handler jo om mennesker, der sidder og komponerer musik eller laver billedkunst, som på ingen måde – så skal man i hvert fald have en ret vild tankegang – kan fortolkes som politisk.

Men når vi nogle gange alligevel ser ting, som kan provokere, fra Kunstfonden, så er det jo også, fordi det er det, den kunstneriske frihed skal bruges til. Vi giver statslig støtte til kulturlivet på omkring 12-13 mia. kr. En halv milliard går f.eks. til Det Kongelige Teater. Det har de i år bl.a. brugt til at sætte et program i søen med rigtig mange klassikere – altså noget, der bygger på en tradition, noget med stærke, magtfulde mænd – og det er så fint. Det er en halv milliard. Der går også en masse penge til vores landsdelsorkestre, til vores landsdelsscener, til vores museer, vores kulturarv – altså sådan noget, man kunne kalde for traditionsbundet, solid, borgerlig kultur. Og hvor er det skønt. Og det må godt være der, og det er fantastisk, for kulturen skal jo sørge for, at vi er historisk bevidste, at vi er bevidste om, hvad vores nation bygger på osv. osv.

Men det er jo også kunsten, der skaber forandring. Det er jo det, der er det fantastiske ved kunst. Kunst cementerer det, der er, men kunst er også det, der skaber nybrud, udvikling, forandring. Og det er jo noget af det, som voksede ud af Kunstfonden, for det er ikke store institutioner; det er små kunstnere – billedkunstnere, musikere osv. Og det er rigtigt, at nogle gange provokerer de, og nogle gange kritiserer de magten – og det har vi så sørget for at der er rum for ved at sætte et lille beløb af ud af den store statslig kulturstøtte. Og ved I hvad? Det er det, der fortæller noget om, hvor stærkt et demokrati vi er – at vi har et frit og levende kulturliv.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren nævner, at når kunsten indimellem provokerer, så er det det, som den kunstneriske frihed kan; det er det, den skal bruges til. Derfor er jeg lidt nysgerrig på, om ordføreren mener, at da Katrine Dirckinck-Holmfeld i 2022 fik støtte fra Statens Kunstfond til at udstille et stykke dansk kunst- og kulturarv, som hun havde destrueret og stjålet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, så var det en legitim del af den kunstneriske frihed. Mener Radikale Venstre det?

Ordføreren.

Det mener jeg faktisk ikke rigtig at jeg kan tage stilling til, men det er der nogle fagfolk der har taget stilling til. Men så vil jeg bare minde om de kunstnere, som vi i dag skatter og synes er en vigtig og helt ukontroversiel del af vores kulturarv. Altså, Hammershøi var jo alt for moderne for sin tid, og han blev kritiseret. Villumsen var også for vild og blev kritiseret. Fynboerne var åndløse og blev også kritiseret. Det er først nu, at Anna Sygberg, den kvindelige fynske maler – nu er hr. Mikkel Bjørn også selv fra Fyn – bliver anerkendt, for hun var jo kvinde, og det var også et problem i datiden. Selv guldaldermalerne skabte jo også et nybrud. De gik jo ud og malede Danmark i stedet for at male sådan opstillede kongefamilier; så tog de ud og malede den danske vilde natur osv. Det var alt sammen nybrud, som faktisk var temmelig provokerende. Men det er sjældent, når nybrud sker, at man forstår, hvad der bare er vildt og provokerende og måske vil gå i glemmebogen, fordi det ikke er god kvalitet, og hvad der faktisk vil stå tilbage som noget, der var skelsættende. Det ved vi ikke.

Hr. Mikkel Bjørn.

Ordføreren siger, at hun ikke mener, at hun kan tage stilling til, om det er en del af den kunstneriske frihed, at skatteydernes penge går til destruktion af dansk kulturarv. Mener ordføreren heller ikke, at hun ville kunne tage stilling til det, hvis Statens Kunstfond eksempelvis støttede at brænde Christiansborg ned til grunden? Ville det også være en legitim handling inden for den kunstneriske frihed, eller mener ordføreren heller ikke, at hun ville kunne tage stilling til det?

Ordføreren.

Det tror jeg ikke ville falde inden for den kunstneriske frihed, og det ved ordføreren udmærket godt. Og så er der lige en lille detalje, for hr. Morten Messerschmidt sagde: Hvilke kunstnere ville rose det danske landbrug? Jeg kan faktisk pege på en fantastisk dansk kunstner, der hedder Allan Otte, som er opvokset på en gård i Nordjylland, og som laver nogle helt fantastiske moderne landskabsmalerier af det moderne landbrug. Og der er nogle, der ser dem som en kritik af det danske landbrug – det er de slet ikke. Det er bare malerier af, hvordan det industrialiserede danske landbrug ser ud, men det er ikke en kritik, og de er fuldstændig fantastiske. Så ja, danske kunstnere, også nuværende kunstnere, kan altså også godt omfavne noget af det, som jeg tror at ordføreren lægger vægt på og sætter pris på.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg synes, det var dejligt og rørende at høre den interesse, som fru Zenia Stampe også har for den romantiske periode – Peder Mønsted og Syberg osv. Jeg vil bare høre: Hvordan tror fru Zenia Stampe, at de nogen sinde overlevede? Altså, jeg mener, det er jo før Kunstfonden og før hele den her indsovsning i offentlige midler osv. Hvad levede de mennesker af? Luftsteg og vindfrikadeller?

Ordføreren.

Altså, Anna Syberg gik jo hjemme med sine børn. Og så vil jeg sige om lige præcis Fynboerne, at mange af dem ikke blev anerkendt og ikke kunne komme ind på Kunstakademiet, og derfor startede man jo en alternativ kunstskole i København med undervisere, som underviste frivilligt. Det var netop, fordi de ikke præsterede det, som man synes var traditionsbundet på det tidspunkt. Derfor var de udelukket fra det gode selskab. Der er vi jo så heldige i dag, at vi har en bred Kunstfond, hvor 6.000 mennesker modtager støtte. Det vil sige, at de nok havde haft bedre muligheder for at få støtte i dag, end de havde dengang.

Hr. Morten Messerschmidt.

Nej, der synes jeg da, at fru Zenia Stampe kommer lidt for let omkring sin egen logik. Altså, alle disse prægtige mennesker, som har provokeret og gjort sig selv til pariaer i samtiden, hvordan kunne de leve, mens moderne kunstnere ville ligge som sultens slavehær, hvis ikke der var offentlige kroner i Kunstfonden og på finansloven osv.? Hvordan kan det hænge sammen? Altså, nu afprøver jeg bare en forkætret tanke: Kunne det være, fordi de rent faktisk fandt nogen, der ville købe deres kunst, og ikke behøvede at ulejlige skatteyderne?

Ordføreren.

Nej, mange af de her store kunstnere levede på familiers nåde. Købke var jo ikke en stor, anerkendt kunstner før meget senere. Det er helt alment kendt, at Hammershøi heller ikke kunne sælge sine billeder i sin egen tid og også først blev opdaget meget senere. Men der har været nogle generøse familiemedlemmer eller nogle enkelte godgørende mennesker, som har set guldet og så finansieret det. Men vi havde givet haft meget mere kunst- og kulturarv, hvis man havde haft en kunstfond dengang, som vi har i dag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre. Det afsluttede ordførerrækken, og jeg giver nu ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Som en nation, der har en så rig kunst- og kulturhistorie som Danmark, har vi selvsagt en forpligtelse til at værne om vores kunst- og kulturarv og sørge for dens bevarelse og formidling til de kommende generationer. Kunst skal være med til at forme vores syn på verden, give os mulighed for at udtrykke os selv, udfordre vores egne forståelser eller fordomme og ikke mindst skabe en følelse af samhørighed med andre end os selv. Kunst er derfor også en indflydelsesrig platform for kommunikation, og i et demokratisk samfund som det danske er det derfor afgørende, at kunsten ikke udnyttes til at marginalisere bestemte personer eller grupper i samfundet, og at kunst ikke bliver et værktøj for ensretning af den politiske samtale eller udskamning af anderledes tænkende. Det skal forblive en mangfoldig og pluralistisk arena for udfoldelse og udtryk.

Vores såkaldte værn mod en sådan tendens har i mange år været det såkaldte armslængdeprincip. Det er et princip og en idé om, at hvis vi som politikere bare uddelegerer beslutningskompetencen, når det kommer til kunststøtte, vil man dermed også have sikret en objektivitet og uafhængighed fra ideologiske og politiske interesser. Det har i mange år været en dybt naiv forestilling. Armslængdeprincippet og i forlængelse heraf Statens Kunstfond er i virkeligheden blevet et værktøj for en politisering, der ikke står til ansvar over for nogen overhovedet. Det er en ensretning af kunst og kultur, hvor kunstnerisk diversitet bliver undertrykt til fordel for politisk korrekte budskaber eller ideologisk propaganda. Paradokset er, at der faktisk var bedre balance og ikke mindst gennemsigtighed i fordelingen af støttemidler dengang, hvor der ikke var noget, der hed armslængdeprincippet. Balancen røg først, da man oprettede Statens Kunstfond, som i årtier har prioriteret at støtte dekonstruktivistisk og postmodernistisk kunst med en tung ideologisk vægtfordeling radikalt til venstre for den politiske midte. Vi har dermed mistet mangfoldigheden i dansk kunst. Indgangsportalen Statens Kunstfond har ensrettet kulturen i Danmark.

Det er ikke rimeligt at bede skatteyderne møde tidligt på arbejde hver dag for at medfinansiere projekter, der primært appellerer til en lille gruppe af de mest yderliggående venstreradikale mennesker i Danmark, og som i flere tilfælde er decideret kulturfjendtlige i deres udgangspunkt, eller som tilsidesætter almindelige regler for inhabilitet. Mindst 25 gange har medlemmer af Statens Kunstfonds udvalg fået støtte til deres egne projekter eller institutioner. I 2017 fik en kunstner 35.000 kr. af skatteydernes penge til at producere en video, hvor hun med automatvåben skyder på mål efter borgerlige politikere. I 2014 fik et nystiftet parti, Dukkepartiet, 300.000 kr. af skatteydernes penge til deres politiske arbejde. I 2021 fik en aktivistisk revolutionær kommunalvalgskandidat 50.000 kr. af skatteydernes penge i legat fra Statens Kunstfond. Og i 2022 fik tidligere institutleder på Det Kongelige Danske Kunstakademi Katrine Dirckinck-Holmfeld 35.000 kr. af skatteydernes penge til at udstille den ødelagte buste af Kunstakademiets stifter, Frederik V, som hun selv året forinden stjal fra akademiets festsal, ødelagde og smed i Københavns havn.

Statens Kunstfond er ikke garantien for armslængde i fordelingen af kunststøttemidler. Det er antitesen til armslængde. Vi foreslår derfor en ny ordning, der vil sikre en uafhængig kunstfaglig støtteordning med et tilstrækkeligt niveau af parlamentarisk kontrol samt en evaluering af den eksisterende kunststøtteordning for at afdække omfanget af og udfordringerne med interessekonflikter og politisk partiskhed i forbindelse med tildeling af støtte. Det må ikke være sådan, at bestemte kunstnere eller kulturinstitutioner, der ikke passer ind i den politiske dagsorden, bliver overset og ikke får støtte, fordi de ikke opfylder bestemte politiske krav eller idealer. Vi har en ambition om at frigive midler, som fremover kan gå til projekter, der på en eller anden vis bidrager til at formidle og styrke danskernes fælles historie, identitet og demokratiske forståelse. Vi ønsker at styrke mangfoldighed, pluralisme og inklusion i kulturen og sikre, at alle stemmer bliver hørt og repræsenteret. Tak for ordet.

Tak for det. Der er to korte bemærkninger, først fra hr. Mogens Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til ordføreren. Det fyger jo ud med alle mulige påstande om, hvordan Statens Kunstfond uddeler sin støtte, og nu må vi have noget fakta og noget dokumentation fra ordførerens side. Når ordføreren siger, at de, der sidder og uddeler kunststøtte, har den samme politiske holdning, hvor er dokumentationen så for det? Man siger, at der kun bliver understøttet venstreorienterede kunstnere. Hvor er dokumentationen for det? Ordføreren har lige nævnt tre eksempler over 3 år, hvor det altså er tre eksempler ud af 18.000 kunstuddelinger. Har vi et problem her? Jeg ser det ikke.

Så synes jeg, at det ville klæde ordføreren at give os en dokumentation for, at de påstande, som man er kommet med her i dag, rent faktisk har hold i virkeligheden.

Ordføreren.

Spørgeren kunne jo eventuelt dykke ned i bevillingerne af kunststøtte og så kigge på, hvor meget af den kunst, der får støtte, der ikke er enten dekonstruktivistisk eller postmodernistisk af natur. Altså, jeg kunne spørge spørgeren lige over, hvor meget kunst eller hvor mange kunstprojekter han kan se der har fået støtte, og som – hvad skal man sige – har til formål at værne om vores nationale identitet, vores traditioner eller skabe sammenhængskraft på tværs af mennesker her i Danmark. Jeg har umiddelbart svært ved at se, hvad det specifikt er for nogle kunstprojekter, der har det som formål.

Hr. Mogens Jensen.

Det vil jeg garantere for at ordføreren sagtens kan finde ud af 18.000 uddelinger på 3 år. Ordføreren siger også, at de projekter, der støttes, kun appellerer til en lille gruppe af venstreorienterede. Er det vores huskunstnerordning, der gør, at kunstnere kommer ud på rigtig mange folkeskoler rundtomkring i landet og møder børn og unge med deres kunst? Er det spillestederne, Fermaten i Herning, Turbinen i Randers, Alfa i Aars og Slagelse Musikhus, der kun er for en lille venstreorienteret gruppe mennesker?

Ordføreren.

Næh, mange af de projekter er absolut glimrende, og de ville formentlig også få støtte med Dansk Folkepartis forslag til en ny indretning af den her model. Men udfordringen er jo, når vi ser, at der eksempelvis er projekter som bl.a. Katrine Dirckinck-Holmfelds destruktion af dansk kulturarv, der får støtte af mennesker, der sidder i det her udvalg. Så er det jo nogle mennesker med nogle prioriteter, der er fuldstændig på månen, i forhold til hvad det er, de mener fortjener støtte af et dansk kunstudvalg.

Fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Værsgo.

Ordføreren slutter jo af med at sige, at alle stemmer skal blive hørt. Men det, jeg hører ordføreren sige, er, at der er nogle stemmer, der ikke må høres, altså de der venstreorienterede dekonstruktivistiske osv. osv.

Så må jeg ikke lige høre, hvem det er, som ikke må få penge fremover? Og kan ordføreren nævne bare fire konkrete eksempler på projekter, som gør sig skyldige i det her vilde venstreorienterede dekonstruktivistiske et eller andet?

Ordføreren.

Nej, det handler sådan set ikke om, at der er nogle typer kunst, der ikke må få støtte ud over de – hvad skal vi sige – relativt absurde eksempler, jeg nævner i min tale, som jeg helt afgjort ikke mener burde få støttekroner af skatteydernes penge. Altså, hvorfor skal vi betale 35.000 kr. af skatteydernes penge til at producere en video, hvor en kvinde med automatvåben skyder på mål efter borgerlige politikere? Det har jeg svært ved at se at skatteyderne har nogen som helst interesse i at finansiere.

Fru Zenia Stampe.

Det var ét eksempel, og så var der det med busten. Kunne vi få et par flere eksempler på, hvad det er, der giver ordføreren belæg for at sige, at alle modtagere er venstreorienterede dekonstruktivister?

Ordføreren.

Det har jeg ikke sagt. Så det mener jeg ikke.

Den næste, der får ordet, er hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg er jo lidt ked af, at diskussionen bliver så fuldstændig unuanceret, fordi man ikke tager nogen baggrund med. Altså, umiddelbart, hvis der er nogen, der spørger mig om en video til 35.000 kr. for at skyde efter nogle borgerlige politikere, vil jeg sige, at det er absurd, fuldstændig vanvittigt. Men hvad er konteksten? For jeg kunne jo forstå, at det var lidt langt tilbage i tiden. Er konteksten f.eks., at der florerede en video, hvor en række venstreorienterede blev likvideret, og hvor det her ligesom var en måde til at skabe et modbillede, eller hvad? Jeg ved det ikke, og det viser jo bare, at på trods af at man går så lemfældigt til sagen, så skal man vistnok helt tilbage til 2014, hvor det første eksempel var. Det vil sige, at man ud af 50.000-60.000 bevillinger bliver ved med at komme tilbage til de samme tre.

Kan vi ikke blive enige om, at det her forslag nu går i udvalget, og at det nu bliver behandlet der, og at der bliver mulighed for, at I opregner alle eksemplerne på udvalgsdelen til det her forslag, og at vi så diskuterer videre ud fra det?

Ordføreren.

Jamen det er jo sjovt, som så mange ordførere fra særlig den venstreorienterede side af det politiske spektrum her siger, at de mangler data, at de mangler flere eksempler. Der er jo faktisk i det her forslag implementeret et forslag om, at der skal laves en evaluering af den kunststøtte, der er, og om der er en skævvridning i den måde, som midlerne bliver fordelt på.

Vi stiller gerne et ændringsforslag, der deler det her forslag op, så Enhedslisten eller andre ordførere her i Folketinget specifikt kan bakke op om den dagsorden, så vi får en evaluering og en afdækning af, om der rent faktisk er en skævvridning i den måde, midlerne bliver fordelt på. Hvis Enhedslisten kan bakke op om den dagsorden, er vi da meget tilfredse og glade for det i Dansk Folkeparti.

Hr. Søren Søndergaard.

Vi laver jo kun undersøgelser, hvis vi identificerer, at der er et problem. Altså, det er klart. Er der et problem, eller er der noget, der tyder på, at der er et problem, så laver vi en undersøgelse. Og jeg bliver bare nødt til at sige, at tre eksempler ud af mellem 50.000 og 60.000 ikke overbeviser mig om, at vi har et problem, vi skal bruge en del millioner kroner på at lave en undersøgelse af, især ikke når det er pakket ind i et klart politisk formål, hvilket det jo er, det står jo i overskriften i forslaget. Undskyld, hr. ordfører. Men jeg vil da foreslå, at vi får noget dokumentation for, at der er et problem, og så er vi villige til at gå videre.

Tak for det, og der er ikke flere korte bemærkninger – jo, der kom lige en ind. Det var i sidste øjeblik. Lean Milo, Moderaterne, værsgo.

Tak for ordet. Jeg kan jo stå og sidde her og lytte til, at det åbenbart enten er venstrefløjen eller den borgerlige del, som skal markere sig i en debat som den her. Nu er jeg jo moderat, jeg er kunstsamler igennem 15 år, og jeg har været til flere arrangementer, hvor vi efterhånden, lidt længere ud på aftenen, får en god snak om, at man faktisk er utrolig store tilhængere af den politik, Moderaterne fører – mange af dem er kunstnere.

Så hvad er det, der gør, at ordføreren for Dansk Folkeparti mener, at det er den venstreorienterede kulturstøtte, der gives, og at det ikke er mere ovre i en lejr, hvor det er, at det godt kan være, man har en politisk holdning, men at det måske ikke er den, der præger støtten, men at det er den, der kan skubbe til grænserne? Så hvor ligger belægget for, at det her skal være en venstrefløjsaktivistisk måde at gå til det på?

Ordføreren.

Det skal det jo helst heller ikke. Det er derfor, vi har fremsat det her forslag. Men vi har bare gennem en årrække nu set flere eksempler på, at et relativt lille udvalg af mennesker sidder og fordeler flere tusind kroner af skatteydernes penge, flere hundredtusind kroner af skatteydernes penge, til projekter, som er dybt, dybt absurde og i nogle tilfælde decideret antikulturstøttende, altså en destruktion af dansk kulturarv.

Hvis der sidder et lille udvalg og foretager så absurde prioriteringer, er det udtryk for, at der er et eller andet galt i den politiske sammensætning af det her udvalg.

Hr. Lean Milo.

Der er jo ingen tvivl om, at når man står i en situation, hvor man skal uddele midler, kan der ske fejl, og Moderaterne er naturligvis også klar til en debat om, hvordan vi kan forbedre det, hvis der er noget at forbedre.

Det er bare vigtigt for mig her i aften også at give udtryk for, at vi har en bred del inden for kunsten, hvor det uanset hvad – jeg mener ikke, at de skal krydse af, i forhold til hvad de stemmer på eller hvilken politisk retning de har personligt, for at kunne få nogle midler – er vigtigt, at vi også forholder os til, at det er mennesker, som egentlig forholder sig til kunsten mere end til politik.

Der kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre ordføreren her, om ikke det kunne være interessant at gå ned i dybden i dag og sige: Den kunst, der er, flytter nogle grænser uanset den politiske holdning.

Ordføreren.

Jeg synes, det er rigtig fint at flytte grænser. Udfordringen er bare, hvis de grænser altid bliver flyttet i én retning; det skal jo gerne være sådan, at grænser bliver flyttet i alle mulige retninger. Og så vil jeg sige: Vi har jo fremsat det her forslag om en evaluering af det her. Så hvis man ikke mener, der er et problem, så lad os da få undersøgt det, og så kan man jo udstille Dansk Folkeparti i samtlige medier, i forhold til at det ikke har nogen gang på jord.

Så siger ordføreren, at der kan blive begået fejl alle steder. Jeg har svært ved at se, hvordan eksempelvis støtten til Katrine Dirckinck-Holmfeld – ødelæggelsen af busten – kan være en fejl. Altså, den sag har været omtalt i samtlige medier igennem flere måneder, og så et år efter bevilger det her udvalg støtte til det her projekt. Jeg har svært ved at se, hvordan det skulle kunne være en fejl.

Nu er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Kulturudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.