L 150 Forslag til lov om restriktioner på transaktioner med kontanter og værdipapirer i danske kroner til Rusland og Belarus.

Af: Erhvervsminister Simon Kollerup (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 29-03-2022
1. behandlet / henvist til udvalg 29-03-2022
Betænkning afgivet 30-03-2022
2. behandlet/direkte til 3. behandling 31-03-2022
3. behandlet, vedtaget 31-03-2022
Ministerområde:
Erhvervsministeriet
Resumé:
Lovforslaget indfører restriktioner på salg af kontanter og værdipapirer i danske kroner svarende til de europæiske sanktioner, der er vedtaget for så vidt angår transaktioner i pengesedler og værdipapirer i euro til Rusland eller Belarus.

Forslaget indfører et forbud mod at sælge, levere, overføre eller eksportere pengesedler og mønter i danske kroner til russiske og belarussiske statsborgere eller fysiske personer, der er bosiddende i Rusland eller Belarus, eller juridiske personer, enheder eller organer, der er hjemmehørende i Rusland eller Belarus. Det bliver endvidere forbudt at sælge omsættelige værdipapirer i danske kroner, der er udstedt efter den 12. april 2022, eller andele i institutter for kollektiv investering, der leverer eksponering mod sådanne værdipapirer, til russiske eller belarussiske statsborgere eller fysiske personer, der er bosiddende i Rusland eller Belarus, eller juridiske personer, enheder eller organer, der er hjemmehørende i Rusland eller Belarus.

Overtrædelse af forbuddene kan sanktioneres med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år.

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Loven ophæves pr. 1. april 2023, dvs., at restriktionerne i loven automatisk ophæves pr. denne dato, med mindre Folketinget inden beslutter at forlænge reglernes gyldighedsperiode.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 103 (S, V, SF, RV, EL, KF, DF, NB, LA, FG, ALT, Karina Adsbøl (UFG) og Lise Bech (UFG)), imod stemte 1 (Marie Krarup (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.