Det næste punkt på dagsordenen er:

13) Forespørgsel nr. F 8:

Forespørgsel til udlændinge- og integrationsministeren:

Vil ministeren redegøre for den stigende islamisering af Danmark, herunder for de i det skjulte fungerende shariadomstole, og redegøre for de tiltag, som regeringen vil tage for at vende udviklingen?

Af Marie Krarup (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Morten Messerschmidt (DF).

(Anmeldelse 07.10.2020. Fremme 20.10.2020).

Forhandlingen er åbnet.

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 17. november 2020.

Vi starter med begrundelsen, og det er ordføreren for forespørgerne, fru Marie Krarup. Værsgo.

Tak for det. Religion betyder noget. Religion giver et verdenssyn og et værdisæt. Men man har de sidste 50 år undervurderet både islam og kristendommen her i Danmark. Islamiske værdier går ikke væk, fordi folk kommer til Danmark, får en fin bolig og et arbejde og lærer dansk. Forhøjet levestandard plus lavere temperatur giver ikke af sig selv danske, kristne værdier, for man bærer sin kultur med sig, og man reproducerer den i høj grad også her under de nordligere himmelstrøg.

Islamiseringen af Danmark betyder, at danskere ufrivilligt bliver underlagt muslimske regler, og at muslimer, der ønsker at bryde ud af et kulturelt parallelunivers, fastholdes i det. Danskere skal ikke tvinges til at høre på muslimsk bønnekald, spise halalkød eller holde fri på muslimske helligdage. Man skal heller ikke finde sig i, at det er farligt for en lærer at bruge Muhammedtegningerne i undervisningen, eller at man ikke må synge julesalmer i skolerne. Vi skal ikke gå på kompromis med vores kultur og vores frihed, som udspringer af vores egne frie danske og kristne værdier.

Men for at bevare den frihed, vi har, skal vi gå op imod islamiseringen. Det bør regeringen skubbe på for. Man kan studere det østrigske fortilfælde, hvor man er i gang med at lukke moskéer og begrænse islams indflydelse, og man kan se på det franske forslag, der nu også begynder at rette sig imod at begrænse islams indflydelse.

Det er godt, at man er vågnet op udeomkring i verden. Man må bare håbe, at det ikke er for sent. Kulturkampen for vores egen kultur er helt afgørende for at stoppe islamiseringen, men det er klart, at den skal gå hånd i hånd med asylstop, hjemsendelser, repatriering og afvikling af parallelsamfund. Vi håber, at denne debat kan sætte mere gang i tiltagene mod islamiseringen i Danmark.

Tak for nu. Det var begrundelsen. Så går vi videre til besvarelsen og giver ordet til udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Tak. Hvem er vi? Hvem er vi danskere? Ja, man kunne starte med en lille historisk anekdote: I 1970’erne ønskede man at bygge et nyt almennyttigt boligområde ude på Amager på et område, hvor der lå kolonihaver. Og det skabte en del utilfredshed. Den folkekære sanger, kunstner og filmmager Erik Clausen skrev i den forbindelse en sang, »Mormors Kolonihavehus«, som jeg tror vi alle sammen kan synge med på. De tabte kampen om kolonihaverne dengang. I stedet fik vi Urbanplanen, men sangen vandt en plads i Højskolesangbogen og er blevet en del af dansk kulturarv. Men i dag tabte Kolonihavedanmark igen. Sangen er nemlig røget ud af den nye højskolesangbog. Til gengæld har vi fået en ramadansang.

Så hvem er vi? Hvem er danskerne? Et sted at slå op er jo i Højskolesangbogen, som vi traditionelt alle sammen har kunnet spejle os i, måske ikke været enig i det hele, men man kunne se vores eget land og vores eget folk i de tekster og de melodier, der står i den bog.

En anden måde at få diskussionen om, hvem vi er, på, er at rejse en forespørgselsdebat som den, Dansk Folkeparti i dag har rejst, og det vil jeg gerne takke for. For mig at se handler det om, hvordan vi beskytter et frit, åbent, demokratisk, solidarisk samfund mod ekstremisme, mod kræfter, der åbenlyst forsøger at splitte befolkningen i Danmark og sabotere integrationen. For det er rigtigt, at der i Europa er problemer med ekstrem islamisme og negativ social kontrol. Og det ser vi desværre også i Danmark.

Tilstedeværelsen af muslimer eller islam i Danmark er ikke et problem i sig selv. Det danske demokrati har heldigvis altid være stort nok til at kunne rumme forskellige grupper, forskellige trosretninger, forskellige livsopfattelser, og det er samfundet også i dag. Det er vi også i dag, og det skal vi også være fremover.

Religionsfriheden er helt grundlæggende, og den står regeringen selvfølgelig vagt om. Problemerne, jeg her fremhæver, handler om udfordringer forbundet med islamisme, en bevægelse, der undergraver vores åbne demokrati og den frie levevis, som langt hovedparten af befolkningen ønsker sig. Det handler om klanstrukturer, som med religiøse argumenter forsøger at undertvinge andre mennesker deres vilje og deres livsopfattelse. Vi har i årtier set, hvilke ødelæggende konsekvenser de kræfter har haft uden for Danmarks grænser, særlig i Mellemøsten og i landene omkring Mellemøsten, med store konsekvenser for befolkninger og for samfund.

Det er samfund, der gennem historien har bidraget med så meget til alle os andre. Vi kender alle 1001 Nats Eventyr, vi ved måske, at tallene oprindelig var arabiske. Nogle ved også noget om medicinen og astronomien og meget andet, der er bidraget med af persere, arabere, tyrkere og mange andre folkeslag gennem historien.

Vi har set, hvordan autoritære regimer har trukket ødelæggelser gennem de her samfund, gennem deres økonomi, gennem deres videnskab og gennem deres kultur. Det er heldigvis ikke virkeligheden i Danmark, men vi må nok erkende, at vi ser eksempler på, at de samme idéer forsøger at vinde indpas i vores samfund, og hvordan de forsøger at vende den muslimske del af befolkningen imod de værdier og imod de normer, som er bærende for vores samfund.

Vi har alle hørt om sagen fra Odense, hvor en ung kvinde ifølge en artikel i Berlingske skulle have skrevet under på en skilsmissekontrakt med en lang række uhyrlige krav for at kunne blive skilt fra sin mand og for ikke at miste samværsretten til sine børn. Og pressen har også for nylig berettet om, hvordan religiøse råd og imamer angiveligt styrer hele bydele og agerer dommere over andre menneskers liv, særlig kvinders. Og vi hører endda historier om imamer, der tager penge for at udarbejde kvindeundertrykkende skilsmissekontrakter.

Sådan noget er selvfølgelig helt uacceptabelt. Det har ikke noget at gøre i et demokratisk samfund som vores, men det er tilsyneladende de vilkår, som nogle forsøger at påtvinge kvinder i Danmark. Ekstrem islamisme undergraver dermed demokratiet, men det udfordrer også sikkerheden i vores land, og det er en voldsom barriere for integration.

En klar første forudsætning for at komme udfordringerne til livs er, at vi tør adressere dem åbent og ærligt, og det har vi nok været lidt for sene til i Danmark, men vi er dog kommet et stykke i indsatsen mod de her antidemokratiske kræfter. Socialdemokratiet var sammen med andre partier med til at indgå den brede politiske aftale i 2016 om religiøse forkyndere, også kaldet imamloven, som kom i forlængelse af nogle tv-udsendelser, der hed »Moskeerne bag sløret«.

Vi har også igangsat forandringer i nogle af de mest udsatte boligområder, der skal sikre en ny beboersammensætning i Vollsmose, i Gellerup, i Mjølnerparken og mange andre steder. En mere blandet beboersammensætning er nødvendig, hvis vi skal undgå splittelse og parallelsamfund og i stedet forsøge at samle det her land.

Efter samme filosofi har vi givet landets gymnasier mulighed for midlertidigt at ændre på elevsammensætningen, hvis for mange elever ligner hinanden, hvis deres baggrunde ligner hinanden, og hvis de klumper sig sammen på enkelte gymnasier, ligesom vi arbejder på en model, som skal sikre, at børn og unge med forskellige baggrunde møder hinanden i dagtilbud, skoler og på ungdomsuddannelser.

Der er også taget en lang række øvrige initiativer imod ekstrem islamisme og antidemokratiske kræfter i samfundet. Det kan handle om maskeringsforbuddet, om regulering af krav til opholdstilladelse for imamer og en hadprædikantliste med henblik på at undgå, at de mest radikaliserede prædikanter indrejser til Danmark.

Derudover har regeringen netop i går fremsat et lovforslag, der skal stoppe tilstrømningen af penge fra fundamentalistiske og antidemokratiske kræfter, herunder til de religiøse organisationer her i landet, og vi ser også på, om der kan skabes større åbenhed om de prædikener, der afholdes på andre sprog end dansk. Hertil kommer, at regeringen inden jul vil fremsætte et lovforslag, der skal styrke indsatsen mod social kontrol. Religiøse vielser af mindreårige skal være forbudt. Vi skal sikre, at der ikke er tvivl om, at negativ social kontrol udgør kerneområdet for psykisk vold. Vi vil derfor hæve straffen for personer, der fastholder andre i ægteskaber eller andre ægteskabslignende forhold mod deres vilje.

Ud over alle de konkrete tiltag er det også meget vigtigt, at vi har et stort fokus på at forebygge, at problemerne i det hele taget opstår. Vi skal bl.a. have bedre og mere præcis viden om problemet. I den forbindelse kan jeg fortælle, at ministeriets årlige medborgerskabsundersøgelse i 2021 vil have fokus på forholdet mellem religion og samfund i Danmark, herunder særlig muslimsk praksis og særkrav – det kunne være i forbindelse med folkeskolen, svømmehaller eller det offentlige rum generelt.

Jeg er også af den holdning, at vi skal have nogle mere ærlige tal, der fortæller os mere klart, hvor og hvordan problemerne er. Er der særlige grupper i samfundet, hvor der er særlige problemer, ja, så er det dér, vi skal sætte ind. Der er måske ikke de samme udfordringer med indvandring fra Fjernøsten, som der er fra Mellemøsten; også det arbejder vi på.

Der er i dag knap 300.000 personer i Danmark, der er indvandrere eller efterkommere fra muslimske lande, og en stor del af dem er blevet danske statsborgere. De er her nu, og de vil være her i fremtiden. De er vores bekendte. De er vores naboer. De er os selv. De sidder i Folketinget. Jeg tror måske faktisk, der er en håndfuld gode kolleger i Folketinget, der enten selv er indvandret fra de lande eller har forældre, som er det. Målet må være, at muslimer i Danmark definerer sig selv som danske medborgere, ligesom de for længst har gjort, og ikke som medlemmer af et muslimsk modsamfund.

Målet må være, at loyaliteten og solidariteten er til det samfund, hvor man bor. Målet må være, at man accepterer borgerrettighederne og pligterne, sådan som de står i grundloven og ikke som begrundet i Koranen. Målet må være, at vi lever sammen og ikke bare ved siden af hinanden i kulturelt adskilte samfund i samfundet. Vi er én nation i Danmark. Vi skal ikke være et multikulturelt samfund.

Vi har gjort noget for at imødegå den sociale kontrol og for at bekæmpe ekstrem islamisme og for at bekæmpe, at det slår rod i vores samfund. Vi har som regering, som jeg har nævnt, flere forskellige forslag på vej, men vi må heller ikke være naive. De ekstremistiske kræfter, vi også ser i Danmark, er ikke tilhængere af medborgerskab. De dyrker modborgerskab. De er båret af en ekstrem og en fundamentalistisk tilgang til tilværelsen, og deres modstand mod grundlæggende værdier, som vores demokrati og vores livsførelse bygger på, er rimelig indgroet. Indsatsen mod ekstremismen og den sociale kontrol tror jeg derfor kommer til at blive en langvarig affære.

Jeg tror heller ikke på, at den kan gennemføres, ved at vi her i Folketinget mødes en eftermiddag og vedtager et lovkatalog, og så er det overstået. Vi kommer til at drøfte det her i mange år fremover, og jeg tror, der bliver behov for stædigt, tålmodigt, principfast og også politisk bredt at samarbejde om at håndtere den ekstreme islamisme i Danmark og sørge for, at der ikke er nogen, der splitter den muslimske befolkning fra resten af det danske samfund.

Så jeg vil gerne slutte af med at sige, at i den diskussion om, hvordan vi passer på nationen, fællesskabet og demokratiet og folkestyret i Danmark, er vi meget åbne fra regeringens side. Flere af de initiativer, vi kommer til at fremlægge de kommende måneder, har vi sådan set stjålet med arme og ben fra partier her i Folketinget, fra andre lande og fra kloge hoveder, akademikere, der blander sig i debatten og har holdninger til spørgsmålet.

Tak for det. Der er jo så nu den her særlige adgang til én kort bemærkning for hver af ordførerne, og den første er til fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg er glad for, at ministeren er imod ekstrem islamisme, negativ social kontrol og klanstrukturer. Det er jeg også. Men jeg hørte bare ikke ministeren sige, at islamiseringen skal stoppes, og det er det, som det drejer sig om. Ministeren sagde, at islam i sig selv ikke er et problem. Det er jeg fuldstændig uenig i. Islam i sig selv er et problem, fordi der vokser den slags problemer, man lige omtalte, ud af islam, og fordi islam har et værdisæt, som er fuldstændig i modsætning til det traditionelt danske kristne.

Så der mener jeg, at ministeren er galt afmarcheret, og jeg mener simpelt hen ikke, at ministeren svarer på forespørgslen. Skal man stoppe islamiseringen, eller skal man ikke? Mener ministeren ikke, at det er et problem, at danskere ufrivilligt bliver underlagt islamiske krav, såsom at man ikke må tegne profeten Muhammed, at man nogle steder bliver tvunget til at spise halalkød, fordi folk af sære årsager synes, at det er vigtigere at opfylde muslimske spisekrav end almindelige traditionelle danske? Så bør man ikke begrænse muligheden for, at islamiske regler kan pålægges andre?

Ministeren.

Hvis jeg besøger en moské, tager jeg skoene af, fordi jeg er gæst i moskéen, ligesom jeg ikke sidder med kasket på i kirken. Men hvis imamer forsøger at påtvinge resten af det danske samfund muslimske værdier og normer, er det ikke et udtryk for respekt, så er det jo et udtryk for underkastelse, hvis man accepterer det. Så i den forstand, at religiøse autoriteter og institutioner forsøger at påtvinge det danske samfund islamiske værdier og normer, jo, så skal det stoppes, og derfor er vi også varme tilhængere af maskeringsforbuddet. For det betyder jo, at det, som jeg betragter som en islamisering, nemlig en burka, der går ned ad Nørrebrogade, ikke er lovligt. På samme måde er vi også ved at undersøge det juridiske grundlag for, om det er muligt at forbyde bønnekald uden også at forbyde kirkeklokker, og på samme måde kunne man rejse masser af andre diskussioner, som jeg alle sammen synes er relevante. For vi skal ikke underkaste os en måde at fortolke islam på, som forsøger at påtvinge resten af det danske samfund de normer, som islam efter nogles opfattelse er bygget op efter.

Tak for det. Så er det hr. Marcus Knuth. Værsgo, én kort bemærkning.

Mange tak. Jeg vil jo gerne anerkende, at ministeren har samarbejdet med os på mange gode områder i forhold til de problemer, der er, i forhold til donationer osv., men en af de ting, som jeg tror springer rigtig mange danskere i øjnene, er jo netop de her larmende muslimske bønnekald fra moskéer, og der har ministeren jo været ude at sige, at det var en enlig svale osv. Efterfølgende har det jo vist sig, at der ligger adskillige ansøgninger fra moskéer, der gerne vil lave larmende muslimske eller arabiske bønnekald ligesom det, som man oplever i Sverige. Er det noget, som ministeren nu, hvor vi kan se, at det ikke bare var en enlig svale, reelt vil gribe ind over for?

Ministeren.

Vi er ved at undersøge juraen i, hvorvidt det er muligt at forbyde bønnekald om fredagen, når man er på vej ned efter fredagsslik, uden også at forbyde kirkeklokker om søndagen, og det er, fordi det er vores opfattelse, at kirkeklokker historisk og kulturelt hører til i det danske samfund, hvorimod bønnekald virker anmassende. Vi kommer ikke til at fremlægge lovforslag, som vil forbyde kirkeklokker i Danmark, og derfor er der her behov for at undersøge det juridiske grundlag.

Den næste for én kort bemærkning er fru Mette Thiesen. Værsgo.

Tusind tak. Ministeren nævner i sin tale to konkrete eksempler, og dem har jeg egentlig lyst til at tage op igen. Ministeren nævner det med, at det fra at være et dejligt område med kolonihavehuse – mormors kolonihavehus – bliver til Urbanplanen, og ministeren nævner også eksemplet med, at man har den her kolonihavesang, og vi har også haft den her Danmarkssang af Shu-bi-dua i Højskolesangbogen, som nu i stedet erstattes af en ramadansang.

Mener ministeren reelt set, at det er en positiv udvikling, eller mener ministeren, som vi i Nye Borgerlige mener, at det er en fuldstændig forkert og frygtelig udvikling, som vi i den grad skal modsætte os og arbejde imod?

Ministeren.

Min søn har gået i vuggestue i Urbanplanen, og det var en fremragende daginstitution med gode pædagoger og gode forældre og gode børn. Omvendt kan alle, der har læst den bog, der hedder »Planen«, også skrive under på, at der mildest talt også både er sociale og integrationsmæssige udfordringer i det boligområde. Jeg tror, og det er min generelle konklusion efter 50 års indvandring til Danmark, at det har bragt en masse godt med hertil, men det har også givet en masse enorme udfordringer for vores samfund, og derfor er jeg altid lidt skeptisk, hvis der er nogen, der siger, at det kun har været skidt, eller at det kun har været godt.

Tak for det. Jeg har ikke flere indtegnet til denne runde med én kort bemærkning. Vi siger tak til ministeren. Er der flere? Ja, og det når vi. Hr. Morten Dahlin, værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne fortsætte i sporet i forhold til de larmende bønnekald. For da vi havde drøftelsen her i Folketingssalen omkring det blå beslutningsforslag om at skride ind over for det her, gav ministeren den begrundelse, at ministeren ikke syntes, det var et stort nok problem til, at ministeren ville skride ind nu, men når det blev et stort nok problem, skulle ministeren nok skride ind.

Jeg vil egentlig bare høre, om ministeren i de måneder, der er gået, siden vi diskuterede det sidste gang, har skiftet holdning og nu godt kan se, at det her problem vokser, og at der er brug for, at vi skrider ind noget før.

Ministeren.

Jeg ved ikke, om det vokser; jeg har ikke hørt om noget konkret bønnekald siden dengang. Jeg har jo hørt om, at der er indgivet nogle ansøgninger til nogle kommuner, og at der er nogle kommuner, der ikke rigtig mener, at der er noget lovgrundlag at behandle de ansøgninger på. De er så blevet sendt ind i ministeriet, og vi konstaterer – ikke i mit eget ministerium, men i Kirkeministeriet – at der ikke er nogen lovgivning, der regulerer den slags, og derfor synes jeg, det er regulært nok at tage diskussionen op.

Hvis der skal være en lovgivning, er det efter min opfattelse nødvendigt, at vi finder ud af at kunne sondre mellem bønnekald og kirkeklokker, og det kræver en jurist at finde ud af, om man kan foretage den sondring. Hvis ikke man kan det, tror jeg, vi skal tænke os rigtig godt om, før vi f.eks. forbyder, at der bliver kaldt til bøn fra religiøse bygninger i Danmark, for det er alligevel 1.000 års kristen kulturarv, vi lige skal forholde os til der.

Tak for det. Så har jeg ikke flere i denne runde med kun én kort bemærkning. Så siger vi tak til ministeren i denne runde. Så kan vi gå over til selve forhandlingsrunden, og den første, der får ordet her, er ordføreren for forespørgerne, fru Marie Krarup.

Jeg skal igen sige, at her kan der så fremsættes forslag til vedtagelse.

Værsgo.

Mens der lige sker en udskiftning i formandsstolen her, kan jeg også lige med hensyn til demonstrationen og støjgenerne, de giver her i salen, sige, at Præsidiet har drøftet med Københavns Politi, om der er noget, man kan gøre. Jeg gik derned i dag og talte til dem og med dem, og jeg måtte så desværre konstatere, at det ikke har hjulpet stort, så jeg håber, at folketingsmedlemmerne kan fortsætte med at føre forhandlingerne under tålelige forhold.

Så vil jeg give ordet til fru Marie Krarup. Værsgo.

Tak. Vi må bare råbe højt så. Kulturkampen mellem dansk kultur og islamisering er den helt afgørende faktor for, hvordan fremtiden kommer til at forme sig i Danmark. Dansk kultur skal vinde, hvis vi skal bevare vores frie demokratiske hverdag. Det er derfor ikke nok at kræve af udlændinge, at de får et arbejde og en uddannelse. Værdierne er afgørende. Vi skal afvise islamiske værdier og islamisk levevis og sikre, at dansk kultur står stærkt og f.eks. dominerer overalt i danske offentlige institutioner. Samtidig skal vi gøre dansk kultur mere tydelig og nemmere at tilegne sig. Derfor vil vi opfordre regeringen til at stoppe islamiseringen, at skærpe tildelingen af statsborgerskab, at sikre dansk kulturel dominans i offentlige institutioner, at lukke radikale moskéer, at stoppe såkaldte shariadomstole, at beskytte frafaldne muslimer og at styrke danskhed og kristendom i Danmark, så man bliver bedre til at integrere de personer, der er i landet, og som ikke kan hjemsendes.

Det er kun de indvandrere, der selv har truffet et valg om at blive integreret, der rent faktisk er blevet danske. Disse personer ser desværre ud til at være et mindretal blandt de indvandrede. De øvrige, der ikke har ønsket at træffe et valg om at blive integreret, har i stort omfang videreført deres kulturelle normer i Danmark. Det har ført til kultursammenstød, parallelsamfund og negativ social kontrol i indvandrerfamilier. Den negative sociale kontrol skyldes meget ofte, at de kulturelle normer også er religiøse. Islam i sig selv er dermed en hovedkilde til dårlig integration. Religionen er sandsynligvis også årsagen til, at få muslimske indvandrere, både i første og anden generation, gifter sig med danskere, hvilket gør det vanskeligere at opnå fuld integration.

Islam er en lovreligion, der på en lang række områder adskiller sig fra kristendommen. Der er f.eks. ringe plads til ytringsfrihed, ligestilling, demokrati og eget valg af ægtefælle. Det ville dog næppe være et problem med muslimske menigheder i Danmark, hvis antallet af muslimer svarede til jødernes, nemlig cirka 8.000, men selve antallet af muslimer i Danmark bevirker, at det er nemmere at holde fast i hjemlandets kulturelle normer i parallelkulturelle grupper med samme sprog og normer. Det er derfor vigtigt at sørge for, at den muslimske andel af befolkningen ikke bliver større; helst skulle den blive mindre. Det kan den ved hjemsendelser, repatriering, genudvandring, integration og mission, og det er den vej, vi skal gå for at sørge for at modstå islamiseringen.

En prognose fra Pew Research Center viste i 2017, at antallet af muslimer i Danmark ved en middel indvandring i 2050 vil være 770.000 personer svarende til knap 12 pct. af befolkningen. Det er en meget voldsom ændring fra tiden før 1983, hvor vi stort set ikke havde muslimsk kultur repræsenteret i Danmark. For at sikre, at indvandrerne rent faktisk bliver integreret i Danmark, er vi nødt til at styrke vores evne til at videreføre den danske kultur. Det kræver en høj grad af tro på sin egen kulturelle værdi at kræve, at andre underordner sig eller overtager ens egne kulturelle normer. Den tro på eget værd er eroderet i Danmark de sidste 50 år. Et særligt slemt eksempel på det var den nylige SAS-reklame, hvor SAS siger, at intet er sandt skandinavisk, og at alt er kommet til os udefra. Med en så lille selvtillid er det klart, at man ikke kan integrere andre folk ind i sin kultur, og derfor er en styrkelse af den danske selvbevidsthed og det kulturelle selvværd en vigtig del af det, der skal til for at sørge for, at vi kan bekæmpe islamisering.

Vi er nødt til aktivt at opretholde og dyrke den danske kultur for at være sikre på, at den overlever, og for at de kulturfremmede udlændinge, der er i landet, og som der ikke er retsligt grundlag for at hjemsende, får mulighed for at blive en del af den danske kultur. Den danske kultur er ikke værdi- eller religionsneutral. Den bygger på et kristent grundlag. Derfor kan man godt synge salmer i danske skoler, og man kan have julearrangementer på hospitaler og plejehjem. Man kunne også lave lokalplaner, der siger, at områder ikke skal domineres af ikkedanske bygninger som f.eks. stormoskéer. Vi kunne også vedtage, at vi ikke vil have islamisk bønnekald, at vi ikke vil have, at skolerne holder fri på muslimske helligdage, at vi ikke vil have, at muslimske tørklæder er tilladt, at vi ikke vil have, at der bliver afholdt kønsadskilt svømmeundervisning, eller at vi ikke vil have, at man på andre måder underlægger sig en muslimsk levevis. Vi må nemlig ikke lade islamiseringen vinde frem, fordi vi tror, at neutralitet er en mulighed.

De danske institutioner står på en lang tradition af danskhed og kristendom, og det er vigtigt at huske, at det danske nationale symbol Dannebrog er et kristent kors. Det viser noget om, hvad den danske kultur består af, og det skal fastholdes. Dansk kultur skal vinde kulturkampen, hvis vi skal bevare vores frie, demokratiske hverdag, og derfor er det helt afgørende at få stoppet islamiseringen.

Jeg vil gerne på vegne af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der foregår en islamisering af Danmark, der betyder, at danskere risikerer ufrivilligt at blive underlagt muslimske regler, og at muslimer, der ønsker at bryde ud af et kulturelt parallelunivers, fastholdes i det.

Folketinget kræver, at regeringen sætter kraftigere ind for at modvirke og mindske islamiseringen, herunder sætter fokus på asylstop, hjemsendelser, udvisninger, afvikling af parallelsamfund og på fastholdelse og styrkelse af traditionel dansk og kristen kultur, så man overalt bliver bedre til at bekæmpe og undgå islamisering.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 11).

Tak siger vi. Jeg skal gerne bede om forslaget til vedtagelse. (Marie Krarup (DF): Det er blevet afleveret en gang). Det er i orden, glimrende!

Så skal jeg sige, at i øjeblikket står hr. Marcus Knuth fem gange på vores computer heroppe som indtegnet til at ville have en kommentar. Der er åbenlyst bøvl med vores it-system, og derfor må vi klare det, ved at man, hvis nogen ønsker ordet til fru Marie Krarup eller andre ordførere, indtil det her er ordnet, lige giver tegn på gammeldags facon op til mig, så noterer jeg det, og så kan man få ordet herefter.

Derfor spørger jeg nu ud i salen, om der er kommentarer eller spørgsmål til fru Marie Krarup her i første omgang. Det lader ikke til at være tilfældet. Så siger jeg tak til fru Marie Krarup. Så skal vi videre i ordførerrunden, og det er med hr. Rasmus Stoklund fra Socialdemokratiet.

Tak, formand. Især i venstre side af Folketingssalen sætter vi ofte fokus på problemer, der har rødder i noget materielt, forhold, der påvirker menneskers økonomi og dermed deres mulighed for og frihed til at skabe sig den tilværelse, som de ønsker. I værktøjskassen er det fordelingspolitik, socialpolitik, finans- og beskæftigelsespolitik, vi igennem årtier tit har sat vores lid til.

Udgangspunktet for os er, at folk, der har været uheldige i livet, skal have hjælp, så de igen kan blive herre over egen tilværelse. Vores udgangspunkt er en tro på, at den enkelte gerne vil være en del af det fællesskab, der griber os, når vi falder, men i årtier er vi i vores side af Folketingssalen blevet udfordret. Vores tro på det fællesskabsorienterede, pragmatiske og sekulære menneske er siden udlændingeloven af 1983 blevet udfordret af en for stor gruppe med oprindelse i Stormellemøsten, som fysisk var flyttet til Danmark, men mentalt forblev i den muslimske verden. Mange har tilpasset sig og bidrager på arbejdsmarkedet, i foreningslivet osv. Det er godt, og den gruppe kom måske, netop fordi de ville væk fra lande, domineret af islamiske værdier – sharia, diktatur. Det kunne f.eks. være iranere, der den dag i dag længes efter tiden før shahens fald. Men en anden gruppe, en for stor gruppe, har medført problemer. Som hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance tidligere har påpeget her i salen, kunne vi jo lukke Udlændinge- og Integrationsministeriet, hvis det ikke var, fordi konflikterne, som den stormellemøstlige indvandring har skabt, desværre fylder rigtig meget.

Migrationen til Danmark fra Stormellemøsten har i årtier været for stor. Problemet er selvforstærkende. Når der i forvejen i Danmark findes et stort mindretal fra et givent land, er det lettere for flere at følge i kølvandet, og hver gang det sker, søger folk sammen, og i stedet for at blive integreret i samfundet bliver for mange en del af parallelsamfundet. Når der kommer flere migranter i et lokalsamfund, skabes der langsomt større mistillid mellem minoritet og majoritet. Samtidig trækker den oprindelige befolkning sig, går mindre ud, har færre venner og ser mere tv. Det viser en stor undersøgelse foretaget af den amerikanske professor Robert D. Putnam, og Putnams eksempel sætter endnu en gang en tyk streg under, at det er de dårligststillede danskere og deres børn, der får lov til at betale prisen for årtiers fejlslagen udlændingepolitik. Derudover viser forskning, at der særlig blandt muslimer er en tendens til selvsegregering. Det skærper problematikken med den kontinuerlige tilstrømning og de holdninger og værdier, som er i modstrid med majoritetens.

Selv om vi i Danmark er 5,8 millioner mennesker, vil selv mindre indrejsetal give parallelsamfund ny næring og modvirke opgøret med de eksisterende parallelsamfund. Hver gang vi lykkes med en indsats, risikerer vi at blive slået tilbage. Forskellene på majoritetsbefolkningen og folk fra Stormellemøsten er generelt store. Sagen var en anden, hvis det var svenskere, tyskere eller nordmænd, der tog ophold i Danmark, og det billede bekræftes jo af både statistikker og værdiundersøgelser blandt folk med forskellige nationaliteter. En grundlæggende forskel på majoritetsbefolkningen og langt hovedparten af de flygtninge og migranter, der finder vej til Danmark, er religionens betydning, islams betydning. Danskerne er generelt ikke specielt troende, og i dagligdagen spiller kristendommen en forsvindende lille rolle for befolkningen. En undersøgelse fra Pew Research Center viser da også, at Danmark er det næstmindst religiøse land i verden.

Det forholder sig helt modsat i de lande, som migranterne kommer fra. Og når man ser verden gennem vidt forskellige prismer, er det ikke underligt, at der opstår sammenstød og konflikter. En del af problemet er, at der mangler selvjustits – forældre, der ikke opdrager deres børn eller ikke tager afstand fra landsmænd, der ser ned på danskere, har sympati for eller forståelse for terrorhandlinger. Undslår man sig som minoritet at sige fra, slår man en kile ind mellem majoritetsbefolkningen og minoriteten, og den sætter sig langsomt bedre fast.

Problemerne er store, og det er ved at være sidste udkald, hvis vi skal løse dem. Allerede i dag er andelen af muslimer i Danmark så stor, at de er en politisk magtfaktor, som man kan spekulere i at appellere til. Det gør nogle kyniske, når de f.eks. forsøger at få det til at lyde, som om andre partier har en generel modvilje mod muslimer.

Jeg skal slutte min tale med at sige: Opgaven med at fortrænge islamisme er sværere end de problemer, vi har stået over for, før masseindvandringen, og de værktøjer, jeg nævnte i min indledning – fordelingspolitik, socialpolitik osv. – er ikke tilstrækkelige. Vi skal begrænse indvandringen kraftigt, vi skal stille krav, og vi skal sikre konsekvens. Personer med indvandrer- eller flygtningebaggrund har pligt til at tage vores frihedsrettigheder til sig og fralægge sig problematiske værdier, hvor man ser ned på kvinder og danskere eller mener, at islam står over demokratiet.

Jeg har et forslag til vedtagelse med, som bakkes op af Radikale Venstre, så på vegne af Socialdemokratiet og SF skal jeg hermed fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget mener, at det er stærkt bekymrende, at islamistiske kræfter forsøger at vende muslimske medborgere imod Danmark og dermed splitte vores samfund.

Folketinget anser det som afgørende at få gjort op med ekstrem islamisme og de udfordringer, der er forbundet hermed, med henblik på at værne om sammenhængskraften og demokratiet i Danmark.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 12).

Forslaget til vedtagelse er behørigt afleveret og vil indgå i de videre forhandlinger.

Nu virker vores it-system igen, så nu trykker man sig bare ind på talerlisten. Der er tre, der indtil videre har trykket sig ind, og den første, der gjorde det, er hr. Marcus Knuth. Værsgo.

Tak til hr. Rasmus Stoklund for en rigtig, rigtig god og nuanceret tale. Jeg bed også mærke i det, som ordføreren sagde i forhold til herboende iranere, der ønsker sig et Iran fra før præstestyret; det tror jeg også der er mange iranere i Iran der er meget enige i – det ved man, hvis man har været der, og det er faktisk en meget interessant oplevelse.

Men jeg bed også mærke i det, ordføreren sagde omkring kristendom og vigtigheden af kristendommen. Da vi havde regeringsmagten, indskrev vi i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land, og det førte jo til stor opstand – bl.a. Mette Gjerskov fra Socialdemokratiet, tror jeg det var, syntes, at det kunne man da slet ikke skrive. Og jeg tror endda, hun truede med at melde sig ud af folkekirken. Derfor synes jeg jo, at Socialdemokratiet nogle gange taler lidt med to tunger, for her og nu i den her debat hylder man de kristne værdier og vigtigheden af kristendommen, men andre gange gør man det modsatte, f.eks. når vi i vores regeringsgrundlag skriver, at Danmark er et kristent land. Hvad mener ordføreren om det?

Ordføreren.

Først og fremmest tak for de pæne ord. Det er jo det gode ved de her debatter, altså at de ikke kun er polemiske, men at der også en gang imellem er nogle steder, hvor vi kan mødes om en vis fællesmængde.

Men jeg mener, det er fuldstændig uomtvisteligt, at Danmark er et kristent land – altså, dannebrog hænger lige over hr. Marcus Knuths hoved, og det er et stort kors, der er centrum i dannebrog. Men det var nu ikke noget, jeg brugte så meget tid på at tale om i min ordførertale, for det mener jeg er fuldstændig givet. Og man skal da også have fulgt ualmindelig dårligt med i historieundervisningen, da man var barn, hvis ikke man er klar over, at Danmark er præget af kristendommen, og at vi har en lang kristen kulturarv – lige siden munken Poppos jernbyrd overbeviste Harald Blåtand om, at det nok var tid til at skifte fra asatroen til kristendommen.

Hr. Marcus Knuth.

Det varmer helt ind i bunden af mit hjerte. Men så kunne jeg jo have håbet, at Socialdemokratiet ville have skrevet ind i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land. Men når nu man ikke har et regeringsgrundlag, er det selvfølgelig lidt svært at skrive det ind.

Vi så desværre under valgkampen, at nogle røde partier var ude at fiske i de muslimske miljøer, bl.a. blev der afholdt et vælgermøde i Fredens Moské i Aarhus, hvor kun røde partier var inviteret, og hvor moskéen bagefter opfordrede til at stemme på Radikale Venstre eller Enhedslisten. Der deltog Socialdemokratiet jo altså. Er det noget, man også fremover agter at gøre i Socialdemokratiet, altså deltage i vælgermøder i muslimske miljøer, hvor man kun inviterer røde partier?

Ordføreren.

Det er nyt for mig, at Socialdemokratiet deltog. Jeg troede faktisk heller ikke, at vi var inviteret. Og jeg skal hilse og sige, at selv om spørgeren og nogle af hans kolleger i blå blok indimellem har et ønske om at fremstille Socialdemokratiet, som om vi er meget venstreorienterede på udlændingepolitikken, så er det ikke den opfattelse, jeg generelt møder, når jeg taler med folk, der repræsenterer forskellige muslimske trossamfund f.eks. Og jeg har ikke kendskab til den der debat. Jeg var ikke klar over, at der var socialdemokrater til stede. Jeg går ud fra, at det er under sidste folketingsvalgkamp, at den skal have fundet sted, og jeg må være spørgeren svar skyldig, for det ved jeg ikke noget om.

Så er det fru Marie Krarup.

Jeg er glad for, at Socialdemokratiet i dag går ind for en stram udlændingepolitik – den er ikke stram nok, men det er dog et fremskridt – og at man kan se problemet i muslimsk indvandring. Men jeg er også ked af, at der ikke kommer nogen forslag om at bekæmpe islamisering. Islamisering er, at danskere ufrivilligt bliver underlagt muslimske krav, altså at man ikke kan vise Muhammedtegningerne, at danskere bliver tvunget til at deltage i kønsadskilt svømmeundervisning, eller at der laves særregler for muslimske børn om badning osv. efter gymnastik, så det efterhånden går i opløsning.

Hvad er det, Socialdemokratiet vil gøre ved alle de her bittesmå ting, som ændrer vores hverdag? Og hvad vil Socialdemokratiet gøre for at styrke dansk og kristen kultur, sådan at man bliver bedre til at modstå den her snigende islamisering, der sker på alle punkter? Det hørte jeg altså ikke noget om i talen, andet end at man vil stoppe indvandring, og det er rigtig, rigtig godt, men det er jo langtfra nok i forhold til de problemer, vi har i landet.

Ordføreren.

Jamen når det gælder spørgsmålet om, hvordan man vil styrke viden om eller troen på vores kulturarv, så mener jeg i høj grad, at vi her måske bør have tro nok på, at den er vi stærke nok til selv at bære videre. Her har vi jo altså også selv et ansvar for at tage vores børn med på museer eller vise dem seværdigheder og fortælle dem om vores historie osv. Hver eneste dag lærer danske børn i folkeskolen og gymnasiet om vores historie og kulturarv, så den del er jeg ikke så bekymret for.

Når det gælder det andet, har regeringen trods alt taget en række initiativer for netop at modvirke islamisering. F.eks. er der lovgivning på vej, som skal bekæmpe social kontrol og sætte hårdere ind over for det, altså bekæmpe, at der er folk, der fastholdes i ægteskaber, religiøse vielser af mindreårige, at man sender sine børn på genopdragelsesrejser, uden at det får tilstrækkelige konsekvenser. Altså, der gør vi da nu, hvad vi kan, for at sikre lovgivningen. Og der synes jeg, at pilen peger lige så meget den anden vej – det er jo lovgivning, der meget vel kunne være vedtaget år tilbage.

Fru Marie Krarup.

Jeg synes overhovedet ikke, der bliver gjort nok. Vi får ikke opbakning til de forslag, vi kommer med, om at forbyde muslimske tørklæder i offentlige institutioner, at forbyde kønsadskilt svømmeundervisning, at lave halalmærkning osv. osv. Vi fremsætter forslagene igen, for vi prøver igen og igen, så Socialdemokratiet vil få muligheden for at stemme ja her i løbet af kort tid. Med hensyn til styrkelse af dansk kultur og kristendom i Danmark har regeringen jo afviklet den kommission, der var nedsat til at forbedre kristendomsundervisningen i skolerne.

Så jeg ser altså ikke en regering, der gør tilstrækkeligt for at modstå islamiseringen og styrke dansk kultur. Det synes jeg er skuffende.

Ordføreren.

Jamen det er jo så nok en politisk uenighed, vi må erkende, at vi har. Mig bekendt har folkekirken stadig væk et meget højt medlemstal. Vi har masser af kulturelle tilbud, vi har masser af flotte museer, vi har gode folkeskoler, der underviser i dansk historie og kulturarv hver eneste dag. Har man et meget stærkt ønske om, at kristendommen skal fylde mere i ens hverdag, så er det jo nok noget, der primært må stå for ens egen regning, noget, man selv må sørge for, og hvor man selv må tage i kirke osv. Som jeg også refererede fra den her undersøgelse, er vi jo, selv om vi har kristne grundlæggende værdier, som vi har båret i os igennem mange år, og vi står på et kristent fundament af historie og kulturarv, ikke noget sådan i det daglige meget religiøst folkefærd.

Så er det hr. Morten Dahlin fra Venstre.

Kunne ordføreren sætte et par ord på, hvad de her bønnekald, som vi i stigende grad har oplevet i det danske samfund, er et symbol på? Hvad synes ordføreren de er et symbol på?

Ordføreren.

At sige, at det er i stigende grad, synes jeg måske er at tage munden lidt for fuld. Mig bekendt har der været et enkelt, som fik meget omtale, engang i foråret, tror jeg det var. Det har et meget stort flertal af os herinde jo hele tiden været enige om ikke er en tradition, vi ønsker at få indført i Danmark.

Morten Dahlin.

Hvis nu ordføreren og jeg står her igen om 10 år, vil det så være ordførerens gæt, at vi, hvis vi ikke indfører et forbud, ikke vil opleve flere bønnekald? Altså, har ordføreren en forventning om, at det her ikke er en udfordring, der vil vokse sig større? Og hvis ordføreren ikke har en forventning om, at det her problem vokser, kan ordføreren så pege på det andet vestlige land, hvor man i starten oplevede de her larmende bønnekald i det små, og hvor problemet ikke har vokset sig større?

Ordføreren.

Jeg har ikke sådan et landeoverblik, men jeg vil sige det på den måde, at hvis vi står her igen om 10 år, så vil jeg da tro – ellers er der gået noget galt – at vi stadig væk ikke vil have bønnekald i Danmark. Vi skal ikke have bønnekald i Danmark. Den her regering er trods alt gået i gang med at undersøge, hvordan man skal forholde sig, hvis det bliver et problem, der vokser. Hvad gør man så? Hvordan kan man lave et forbud? Hvordan kan man undgå, at det så også rammer ringen med kirkeklokker, som vel formelt set også er en slags bønnekald? Det ønsker vi ikke. Vi vil gerne have kirkeklokker, men vi vil ikke have bønnekald.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak, og tak for ordførertalen. For nogle uger siden var jeg i samråd sammen med ordføreren selv faktisk og udlændinge- og integrationsministeren – og erhvervsministeren i øvrigt også. Vi drøftede moskéer, som blev sneget ind under radaren, og der sagde udlændinge- og integrationsministeren, at islam skulle være partner til det danske folkestyre. Mener ordføreren også det?

Ordføreren.

Jeg kan ikke huske, hvilken formulering ministeren præcis brugte, men der har jeg tillid nok til ministeren til at vide, at det, han har ment med det, i hvert fald ikke har været, at islam skulle ind og spille en rolle her i Folketingssalen. Det synes jeg jo ministeren gør klart ved masser af lejligheder. Han har bl.a. det her berømte citat, at hvis demokratiet og religionen kommer i karambolage, er det Allah, der må vige. Ministeren gav jo også selv et andet eksempel i sin ministertale, hvor han sagde det her med, at besøger han en moské, tager han skoene af, men er vi ude i det frie samfund, har han en forventning om, at så er det ikke imamen, der skal tro, at han skal diktere, hvordan vi lever her.

Fru Mette Thiesen.

Men mener ordføreren, som ministeren sagde på det samråd, at islam skal være en partner til det danske folkestyre?

Ordføreren.

Jeg synes, det bliver en lidt underlig semantisk diskussion, men nej, jeg vil ikke lige umiddelbart bruge den formulering, som fru Mette Thiesen lægger op til her. Men jeg mener, at der er plads til islam i Danmark i en reformeret udgave. Og det er det, jeg synes er vores store udfordring, altså at der er nogle flere af de i mangel af bedre ord kulturmuslimer, som er moderate, og som går ind for demokrati og den frie verden, der ligesom bliver de toneangivende og bliver bedre til at svare igen, når der er nogen, der bruger islam til at udføre terror eller kriminelle handlinger eller asocial adfærd på anden vis. Der er vi jo nødt til at finde en vej, hvor de muslimer, der gerne vil Danmark, selvfølgelig også bydes velkommen.

Tak siger vi til ordføreren fra Socialdemokratiet. Så er det hr. Morten Dahlin fra Venstre.

Tak til Dansk Folkeparti for at tage initiativ til, at vi kan få den her debat i Folketingssalen. I den seneste tid har jeg ved flere lejligheder fundet mig selv nedtrykt på en måde, som jeg sjældent har været før. Jeg plejer ellers at have sådan et ret positivt syn på verden. Men når jeg har de her momenter med nedtrykthed, er det, fordi mine tanker kredser om islamisme. Vi kender godt de her nye eksempler fra udlandet med halshugninger og terrorangreb, og selv om der ikke er nogen i Danmark, der har fået hugget hovedet af, så findes de bagvedliggende årsager jo også herhjemme. Vi ser nu de her vanvittige shariakontrakter, der holder kvinder i voldelige ægteskaber. Vi oplever, at de her larmende bønnekald spreder sig. Forleden hørte vi om en lektor fra Nordsjælland, der fik så mange trusler, at hun måtte få hemmelig adresse. Hvad var det så, hun havde gjort? Hvad var hendes synd? Jo, hun har skrevet på Facebook, at hun havde tænkt sig at vise en Muhammedtegning i sin undervisning. Og det er heller ikke mange dage siden, at vi var vidner til, at Hizb ut-Tahrir demonstrerede på Kongens Nytorv i hjertet af København under deres sorte faner. Så jeg mener ikke, at man, hvis man vil bevare sin troværdighed, kan fortie det faktum, at vi også herhjemme har massive udfordringer med islamisme. Og det har vi, fordi der i årtier er blevet ført en alt for lempelig udlændingepolitik, som har gjort skade på vores land. Det har medført, at vi nu har en hel masse mennesker her i Danmark, som ikke abonnerer på de samme værdier som os andre. De sværger til nogle værdier, der hører til i Mellemøsten. Og i virkeligheden burde det ikke være så svært at sige: De værdier er dårligere end vores – det er jo det, der gør Vesten værd at flygte til og Mellemøsten værd at flygte fra.

Derfor er det også over min fatteevne, når mennesker, der er flygtet fra de her steder, med alle midler forsøger at omdanne vores vestlige samfund til præcis det, som de selv er rejst væk fra; jeg forstår det ikke. Og det er ikke bare en enkelt ekstremist – det er et større problem. Næsten fire ud af ti danske muslimer mener, at dansk lov skal bygges helt eller delvis på Koranen. Samtidig er 42 pct. af indvandrerne i Danmark enten helt eller delvis enig i, at religionskritik skal forbydes. Og det er ikke engang det mest skræmmende, for tallene bliver værre for efterkommerne. Altså bliver holdningerne mere ekstreme hos dem, der er født her i Danmark. Det skræmmer mig.

Men hvad betyder de her tal så? Vi kan jo bare lade være med at trykke tegninger af Muhammed – sådan kan man jo høre i debatten at der er flere der tænker. Hvad ændrer det egentlig i min hverdag ikke at vise en Muhammedtegning? Nå ja, det ændrer jo ikke det store. Og den tankegang fører bare til, at vi som samfund stille og roligt rykker os den forkerte vej. Så stopper vi med at vise Muhammedtegninger, for hvilken forskel gør det egentlig? Så stopper vi med at brokke os, når muslimske fædre vil have kønsopdelt svømning, for hvilken forskel gør det egentlig, at min datter ikke svømmer sammen med drengene? Og lige pludselig har vi rykket os så meget, at vi i Danmark oplever situationer som i Paris, hvor der står islamister på gadehjørner og udskammer kvinder, der efter deres mening går i for korte kjoler. Og så kan man jo stille det samme spørgsmål: Hvilken forskel gør det egentlig for dig at tage en lidt længere kjole på? Dér skal vi aldrig nogen sinde hen! Og derfor skal vi reagere kraftigt på sådan et fænomen som shariaråd, og vi skal være langt mere klare i spyttet, end vi har været tidligere. Og lad mig derfor citere min gode partifælle Mads Fuglede, som forleden skrev i et dansk dagblad:

Når man kommer til Danmark fra et land i Mellemøsten, så har man sig selv og sin kultur og sin tro med. Sådan må det være. Men det må samtidig også være sådan, at man har et ansvar for at tilpasse sig vores værdier og normer. Det ansvar er ikke ligeligt fordelt, men udelukkende et, der påhviler den, der får ly hos os.

Den sidste del er jo egentlig det væsentligste, for integration går ikke begge veje – det er en myte. Mødet mellem mennesker skal selvfølgelig være gensidigt, men det er integrationsprocessen ikke. Det handler ikke om at bøje os mod hinanden; det handler ikke om at finde et kompromis; det handler ikke om at bygge bro. Det handler om, at den, der kommer hertil, går over den bro, der allerede eksisterer. Og hvis man ikke vil krydse den bro, der hedder, at grundloven står over Koranen, at tegninger ikke fører til vold, at shariaråd ikke dikterer dagsordenen, så er det ikke Danmark, man skal kalde hjem.

For de lande findes – det er bare ikke Danmark. Og derfor er der brug for, at vi strammer op; at vi fører en stram og konsekvent udlændingepolitik; at vi kommer larmende bønnekald til livs; at vi sætter hårdt ind over for shariaråd; at vi stopper den massive sociale kontrol. Og der skal tages konkrete initiativer – snak er ikke nok. Så tusind tak for at tage initiativ til den her meget vigtige debat. Det synes jeg er godt. Men jeg må indrømme, at jeg stadig er trist. Og så vil jeg gerne læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Venstre, Konservative og Liberal Alliance:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget mener, at det er stærkt bekymrende, når islamistiske kræfter forsøger at undergrave det frie og demokratiske fundament, Danmark er bygget på. Eksempler som shariaråd, trusler mod undervisere, der vil vise Muhammedtegninger, og kvindeundertrykkende skilsmisseaftaler er alle udtryk for en yderst negativ udvikling, og det skal vi reagere stærkt imod. Folketinget konstaterer, at regeringen desværre tøver med at gribe ind, selv når det gælder f.eks. larmende bønnekald. Folketinget opfordrer derfor regeringen til straks at iværksætte initiativer for at imødegå denne udvikling.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 13)

Tak for det. Der er to, der har indtegnet sig til korte bemærkninger. Den første er fru Marie Krarup. Værsgo.

Tak for talen. Det lød i talen - men ikke så meget i forslaget til vedtagelse – som om Venstre faktisk vil støtte alle de forslag, vi kommer med, f.eks. om at forbyde muslimske tørklæder i danske offentlige institutioner, at forbyde kønsadskilt svømmeundervisning, at sørge for, at halalkød bliver mærket, at halalkød ikke indgår i standardmenuer i offentlige institutioner osv. osv., altså forslag vedrørende alle de områder, hvor danskere for øjeblikket risikerer at blive underlagt muslimske regler. Så det ser vi frem til at Venstre også stemmer for.

Jeg synes også, det er godt, at Venstre er klar til at sætte ind til støtte for de lærere, der vil undervise i Muhammedtegningerne. Det er jo en selvfølge, at man skal kunne det i Danmark.

Jeg hørte ikke Venstre sige noget om at støtte dansk kristen kultur. Jeg vil gerne høre, hvad man vil gøre der.

Hr. Morten Dahlin.

Tak for modtagelsen af talen – jeg opfattede det, som at den blev taget positivt imod.

For Venstre er det væsentligt at støtte den kristne kulturarv, vi har i Danmark, og det var også derfor, at vi, da vi sad i regering, skrev ind i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land, for det er det. Jeg ved også, at der var en dialog mellem vores tidligere undervisningsminister og bl.a. spørgerens parti i forhold til diskussionen om kristendomsundervisning i folkeskolen. Jeg kan forstå, at der er nogle juridiske udfordringer i forhold til at få det til at ske, men jeg vil da sådan helt privat gerne indrømme, at jeg kan huske fra min egen folkeskoletid, at jeg da syntes, det udgjorde en udfordring, at hver eneste gang vi havde kristendomsundervisning, rejste alle de brune børn sig op og gik ud og klassen. Det var et lidt absurd billede. Jeg tænker ikke, at min folkeskole var den eneste, hvor det skete, og det tror jeg da ikke fremmer integrationsprocessen.

Derfor tror jeg, det ville være positivt, hvis vi kunne samarbejde. Spørgsmålet er så, hvordan man gør det, for jeg ved, at der er nogle juridiske udfordringer i forhold til f.eks. at få folk med muslimsk baggrund til at deltage i religions- og kristendomsundervisning i folkeskolen, men jeg er da overbevist om, at det er noget, vi vil se positivt på.

Fru Marie Krarup.

Det skal bare en lovændring til, og den fremsætter vi også forslag om at man får gennemført, så det ikke bliver frivilligt, om man vil deltage i kristendomsundervisningen.

Men som jeg hører Venstre, så er man simpelt hen villig til endelig at begynde at bruge lovgivningsvåbnet for at sørge for at beskytte danskere mod islamisering i hverdagen, sådan at man ikke bliver tvunget til at blive undervist af folkeskolelærerinder med tørklæde på, til at deltage i kønsadskilt svømmeundervisning, til at spise halalmad, eller hvad der ellers kan være.

Ordføreren.

Jeg holdt ikke en tale, hvor jeg listede alle Dansk Folkepartis forslag op og sagde, at vi ville støtte dem. Men et af de punkter, hvor jeg ved at Venstre og Dansk Folkeparti er enige, er i forhold til den diskussion, vi også har haft – af et par omgange, tror jeg – her i salen om at få lavet noget lovgivning, der sætter ind mod de her larmende bønnekald, der spreder sig. Det synes jeg er en væsentlig ting, for det er ikke noget, der hører hjemme i Danmark. I Danmark er det kirkeklokkerne, der kalder til bøn, og ikke minareterne, så det holder vi fast i, og jeg tænker, at det ikke er sidste gang, vi får den her diskussion.

Så er det fru Mette Thiesen. Værsgo.

Tusind tak. Ja, det er jo dejligt, når den borgerlige blok kan mødes om et Nye Borgerlige-forslag om at forbyde bønnekald. Det er altid en fornøjelse. Jeg synes, det var en rigtig god tale, ordføreren for Venstre holdt. Jeg har mange gange tidligere hørt ordføreren sige alle de rigtige ting, men så derefter stemme lidt modsat af, hvad ordføreren så har sagt. Men jeg vil egentlig bare helt kort høre: Mener Venstre, at islam skal have indflydelse i det danske samfund?

Ordføreren.

Først og fremmest tak for rosen. Jeg lagde også godt mærke til, at der kom en lille stikpille der, hvor der blev sagt, at det var en god tale, hvor jeg sagde alt det rigtige, men at jeg så stemte alt det forkerte. Men jeg tror, startede min tale med at sige, at jeg da er et optimistisk menneske, så jeg vælger at tage den første del til mig.

I forhold til diskussionen om islam vil jeg sige, at der skal være plads til at være muslim i Danmark. Det syntes jeg skal stå over enhver tvivl. Det skal der. Men når man har sagt det, kan man lige så godt også bagefter tilføje, at vi oplever nogle massive udfordringer med muslimske parallelsamfund rundtomkring, og et af de emner, som Dansk Folkeparti jo nævner i forespørgslen i dag, er de her shariaråd, der er opstået – jeg ved da, at man har set dem i København, Aarhus og Odense, og nok også andre steder, der ikke har været i mediernes søgelys endnu. Og at sætte ind over for det, vil vi meget gerne. Sådan nogle shariaråd skal ikke have indflydelse i det danske samfund, for det er vitterlig noget af det værste, jeg kan komme i tanker om.

Fru Mette Thiesen.

Tak for det. Det var egentlig ikke helt hundrede procent svar på mit spørgsmål. Vi er sådan set enige i, at man må tænke og tro, hvad man vil, derhjemme, men mener Venstre, at islam skal have indflydelse i det danske samfund? Her tænker jeg ikke kun på parallelsamfund og shariakontrakter, men skal islam generelt set have indflydelse i det danske samfund?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg tror, det er væsentligt lige at få debatten sporet ind et sted, så det står krystalklart, hvad Venstre mener. Venstre mener, at der skal være plads til at være muslim i Danmark. Vi har religionsfrihed. Det betyder jo også, at en person, der er muslim, kan komme i Folketinget og dermed få indflydelse. Det synes vi er o.k., hvis personen er blevet valgt ind i Folketinget. Der er religionsfrihed i Danmark. Det står vi fast på.

Men det er vigtigt at understrege, at de ikke får os til at lukke øjnene for de problemer, der er i muslimske parallelsamfund, hvor f.eks. shariaråd udøver det, ordføreren spørger ind til, nemlig indflydelse, og den indflydelse vil vi gerne stække.

Så siger vi tak til hr. Morten Dahlin fra Venstre. Den næste ordfører i rækken er fra Radikale Venstre. Fru Samira Nawa, værsgo.

Tak. Da jeg skulle forberede mig til den her forespørgselsdebat, løb jeg hurtigt ind i nogle udfordringer, for jeg kunne forstå på ordlyden i forespørgslen, at Dansk Folkeparti gerne vil drøfte den stigende islamisering af Danmark og i øvrigt drøfte, hvordan vi kan vende den udvikling. Jeg er naturligvis helt med på, at islam sjældent er noget, som Dansk Folkeparti taler om i særlig positive vendinger, om end det synes at fylde ganske meget i partiet og måske endda mere end for de fleste muslimer. Heldigvis har vi en grundlov, der med sin § 67 sikrer, at:

»Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.«

Denne grundlovssikrede ret gælder naturligvis også for medborgere, der har andre religiøse overbevisninger end eksempelvis den kristne. Det har vi jo alle tilsluttet os ved at skrive under på, at vi vil holde grundloven. Den kan vi jo trods alt ikke ændre sådan en torsdag eftermiddag i Folketingssalen, heldigvis. Jeg formoder derfor også, at det at stoppe den stigende islamisering for forespørgerne ikke handler om at få færre til at kunne dyrke deres tro og dermed jo indskrænke religionsfriheden.

På nuværende tidspunkt har jeg i min tale et par gange sagt stigende islamisering, og man kunne tro, at jeg så har købt præmissen om, at det er tilfældet. Det har jeg ikke. Jeg er endnu i gang med at forstå, hvad der menes med det. I Radikale Venstre har vi nemlig ikke bemærket denne såkaldte stigende islamisering. Hvad vi til gengæld har bemærket, er Dansk Folkepartis modstand, til tider indædte modstand, mod, at borgere med ikkevestlig baggrund, med muslimsk baggrund, integrerer sig. Og så er der jo pludselig tale om en stigende islamisering, faktisk over det hele:

Det er i uddannelsessystemet, hvor unge med ikkevestlig baggrund har overhalet unge med dansk baggrund; på arbejdsmarkedet, hvor ikkevestlige indvandrere og efterkommere stod for 44 pct. af beskæftigelsesfremgangen i 2013-2018; i kulturlivet, hvor sangskrivere som Isam B og Özcan Ajrulovski bidrager til vores fælles sangskat med en smuk tekst om at holde ramadan i København; i samfundsdebatten, hvor danskere med minoritetsrødder engagerer sig – nogle finder endda vej ind i politik og ender med at indtage landets fornemste talerstol på sådan en helt almindelig torsdag eftermiddag i Folketingssalen.

Hvis det er den slags vellykket integration, som Dansk Folkeparti opfatter som stigende islamisering, må jeg blot sige, at det er vi ikke bange for i Radikale Venstre, vi hylder det. Faktisk forventer og kræver vi det af vores medborgere. Er det så her, det stopper? Er der så slet ikke mere at sige? Det synes jeg ikke, for som ministeren rigtigt sagde, er det ikke sådan, at tilstedeværelsen af muslimer i Danmark eller islam i Danmark er et problem.

Men det, der til gengæld skal adresseres som et problem, er ekstrem islamisme, radikalisering, undertrykkelse og social kontrol. Og her kan jeg helt uforbeholdent sige, at det tager vi alvorligt i Radikale Venstre. Vi kan naturligvis ikke acceptere, at nogen, hverken mænd eller kvinder, udsættes for kontrol og vold uden mulighed for tilstrækkelig støtte til at bryde med de undertrykkende miljøer.

Der findes heldigvis gode og stærke kræfter i de minoritetsetniske miljøer, som stædigt arbejder på at forebygge parallelsamfund, radikalisering og negativ social kontrol. Det er gode kræfter, som kæmper for ligestilling og medborgerskab og kæmper imod modborgerskab. De kræfter skal vi støtte og værne om, for de er et enormt aktiv med deres store kendskab til lokalmiljøerne. I Radikale Venstre har vi derfor i forbindelse med vores finanslovforslag afsat 31 mio. kr. til bekæmpelse af social kontrol og til at styrke netop de her gode kræfter, der allerede kæmper derude, men også til at være med til at forebygge social kontrol.

Radikale Venstre støtter det forslag til vedtagelse, som hr. Rasmus Stoklund læste op tidligere.

Tak for det. Så er det hr. Marcus Knuth for en kort bemærkning.

Mange tak. Jeg vil sige, at jeg er målløs over at høre ordføreren sige, at man i Radikale Venstre ikke har opdaget den stigende islamisering af Danmark. Altså, tilbage under folketingsvalget for halvandet år siden – som jeg nævnte før – inviterede Fredens Moské i Aarhus kun røde partier til vælgermøde. Bagefter anbefalede Fredens Moské, som der jo altså har været ret mange kontroverser om i forvejen, alle de muslimer, de nu engang har et netværk til, at stemme på Radikale Venstre eller på Enhedslisten. For mig er det alt andet lige et tegn på, at Radikale Venstre i stigende omfang er et talerør for de danske moskéer. Er det korrekt?

Ordføreren.

Nej, sådan vil jeg ikke stille det op. Det, som ordføreren til gengæld peger på, er en befolkningsgruppe, som jeg går ud fra – sådan opfattes det – ikke tidligere har deltaget ved valg eller er blevet inviteret til debatmøder. Der tænker jeg egentlig, at der måske er tale om en stigende demokratisering. Og i forhold til hvem der bliver inviteret, mener jeg ikke, at det er her i Folketingssalen, vi skal beslutte, hvem der skal inviteres til hvad. Jeg har været så heldig på et tidspunkt også at være inviteret ud til fagbevægelsens debatarrangementer, og dér var jeg den allermest blå, og jeg tror ikke, de opfordrede til, at der blev stemt radikalt efterfølgende.

Hr. Marcus Knuth.

Så ordføreren mener, at det er et eksempel på øget demokrati, når en moské som Fredens Moské kun inviterer røde partier og siger til Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Konservative og Venstre: I er ikke velkomne; og når man derefter anbefaler kun at stemme på enten Enhedslisten eller Radikale Venstre – er det et tegn på demokrati?

Ordføreren.

Det, der bestemt er et tegn på demokrati, er, at der er mennesker, der engagerer sig, og som stabler valgdebatter på benene. I forhold til det specifikke event, som hr. Marcus Knuth omtaler, så kender jeg ikke til det. Hvad der er blevet debatteret, og hvordan det er blevet debatteret, ved jeg ikke, men at der er borgere, der deltager i demokratiet, og som måske ikke tidligere har gjort det, oplever jeg faktisk som en stigende demokratisering, ja.

Fru Marie Krarup.

Det er jo sørgeligt at høre sådan en tale. Men det må selvfølgelig være dejligt at leve i sådan et parallelunivers uden problemer. Man må være lykkelig der med sine lyserøde briller, og jeg ved ikke hvad – euforiserende stoffer, måske. Men ude i den virkelige virkelighed er der altså problemer, og der er problemer, der skal løses, selv om ordføreren umiddelbart ikke kan se dem. Så hvad vil ordføreren gøre for at sørge for, at almindelige danskere ikke bliver underlagt muslimske leveregler, sådan som vi desværre ser det rundtomkring, altså kønsadskilt svømmeundervisning, der trækkes ned over alle, særlige kostregler, andre fridage, at man sløjfer julen for ikke at støde muslimer osv.? Hvad vil ordføreren gøre på de områder? Hvad vil ordføreren gøre for at styrke dansk kultur, så vi undgår den her form for islamisering?

Inden ordføreren får lov til at svare på det, skal jeg lige understrege, at man under ingen omstændigheder beskylder sine kolleger i Folketingssalen for at tage euforiserende eller ulovlige stoffer. Det vil ikke blive tolereret heroppefra.

Så giver jeg ordet til ordføreren.

Med det på plads vil jeg komme med en anden lille rettelse. Mine briller plejer ikke at være lyserøde, men magenta. Det er den farve, vi plejer at have. Jeg anser ikke de ting, som fru Marie Krarup nævner, som problemer og udfordringer. Vi har i Danmark – hvilket er en universel værdi, men jeg oplever det også som en dansk værdi – friheden til at leve vores liv forskelligt. Der, hvor jeg kan se problemer, og det nævnte jeg også i talen, er f.eks. med negativ social kontrol i nogle parallelsamfund, og der skal vi selvfølgelig iværksætte initiativer, og der er faktisk rigtig mange gode kræfter, der allerede arbejder derude og har etableret relationer. Dem mener vi i Radikale Venstre sagtens vi kan styrke.

Fru Marie Krarup.

Men problemet er jo, at friheden kan blive misbrugt. Altså, vi har jo set det med Muhammedkrisen, og vi har set det i Frankrig med den her helt forfærdelige hændelse. Det er man jo nødt til at være på vagt over for. Radikale Venstre bærer et meget, meget tungt ansvar for den opløsning og den ødelæggelse, der er sket i det danske samfund, og for de parallelsamfund, der desværre er opstået, fordi man har støttet en vanvittig indvandrerpolitik. Men hvad vil Radikale Venstre gøre for at sørge for, at man f.eks. trygt kan undervise i Muhammedtegningerne i skolen uden at blive truet?

Ordføreren.

Den tragedie i Frankrig, som fru Marie Krarup omtaler, er lige præcis en tragedie; det skal også understreges heroppefra. Som jeg nævner, er der nogle udfordringer med nogle ting enkelte steder, og de skal adresseres. Det skal vi jo gøre i et samlet Folketing, og jeg står jo netop også heroppe på vegne af Radikale Venstre og adresserer, at der er nogle problematikker. Vi har set afdækket i Berlingske, hvordan kvinder skriver under på skilsmissekontrakter og ikke kan komme ud af det og i hvert fald kan ikke se deres børn, hvis de ønsker en skilsmisse. Det er et problem, som skal løses. Når det kommer til badeforhæng og halalslagtning og halalmærkning, som fru Marie Krarup har nævnt over for tidligere ordførere, er det altså ikke noget, vi oplever som et problem.

Så er der ikke flere, der er indtegnet til korte bemærkninger til fru Samira Nawa. Så er det SF's tur. Fru Halime Oguz, værsgo.

Tak for det. Jeg vil starte med at takke Dansk Folkeparti for at indkalde til denne forespørgselsdebat, hvor vi skal diskutere den stigende islamisering i Danmark. I Danmark har vi én grundlov, én stat og ét retssystem. Det skal alle respektere. Intet er mere værdifuldt end at kæmpe for vores demokrati, ytringsfrihed, retsstatsprincipper og ligestilling mellem kønnene. Det vil jeg kæmpe for i al den tid, der er liv i mig. Så meget desto mere beskæmmende har det været for nylig at se, hvordan visse imamer har stavnsbundet kvinder i uønskede ægteskaber eller givet dem nogle skilsmissekontrakter, der har bundet dem på hænder og fødder. Og det er alt sammen sket i overensstemmelse med nogle principper, som vi i princippet ikke burde leve efter her i vor frie verden.

Jeg har længe kæmpet mod ekstremisme og negativ social kontrol, hvor man krænker især kvinders frihed og ret til at bestemme over deres eget liv. Men igen og igen ser vi, hvordan det alligevel finder sted i de miljøer, der her er tale om. For alle der føler, at de har ret til at diktere, hvad andre skal føle, hvad de skal have på, hvem de skal ses og sove med, hvor de skal bo, og hvordan de skal leve deres liv, skal vi derfor gøre det klart: I Danmark er man herre over sit eget liv, hvad enten man er mand eller kvinde.

Her på det sidste har jeg gennem de sociale medier kunnet konstatere, at flere kvinder i den offentlige debat trækker sig fra at ytre sig om negativ social kontrol på grund af frygt for repressalier. Det er simpelt hen så beskæmmende. For det smukkeste ved Danmark er jo netop, at vi kan diskutere og problematisere alt uden at skulle frygte for vores liv eller for at få familien inddraget i æresrelaterede konflikter. Vores ytringsfrihed og det smukke i at kunne føre uenigheder til debat er sat på prøve.

Nogle af de personer, der ønsker at holde liv i den negative sociale kontrol og at bruge kvinderne i et større spil, der handler om at bevare parallelsamfundene med alle deres triste og feudale normer, er ret aktive, og der er ikke grænser for, hvad de er i stand til. Det er bl.a. at benytte sig af henvisninger til folks private familieforhold for at bringe kvinderne til tavshed. Den negative sociale kontrol kan nemlig være ret raffineret, og hvis man kan intimidere en person ved at inddrage nogle af den pågældendes familiemedlemmer, så gør man det. Det skal stoppes øjeblikkeligt.

Men jeg vil understrege, at det i den her debat er vigtigt at skelne mellem islamister og almindelige lovlydige muslimer, for er der nogle, der er berørt af de forhold, som jeg netop har beskrevet, er det netop almindelige lovlydige muslimer, herunder kvinder og børn. Og hvordan er det kommet så vidt? Jeg prøver ikke at placere ansvaret på de politiske fløje. Jeg tror, at det her handler om, at vi som samfund ikke har været tydelige nok i vores værdier. Vi har bøjet os for meget, vi har relativiseret, taget særhensyn m.v., og alt det har fastholdt minoriteter i at forblive minoriteter. Den tilgang har sikkert været velment, men ikke hensigtsmæssig.

Så vil jeg sige, at SF støtter det forslag til vedtagelse, hr. Rasmus Stoklund læste op lige før. Tak.

Tak for det. Der er tre indtegnet til korte bemærkninger. Den første er hr. Marcus Knuth.

Tak. Jeg vil egentlig bare rose ordføreren for de mange kampe og de læserindlæg osv., ordføreren er kommet med. Jeg synes, det er meget modigt på et personligt plan, og jeg synes, det er skønt, at SF anerkender de problemer, der er, med islamisering og med nogle af de islamiske miljøer rundtomkring i Danmark – det glæder mig.

Jeg kunne ønske, at Radikale Venstre også åbnede øjnene og så nogle af de problemstillinger, som SF ser. Det ville i hvert fald klæde rød blok. Men det var egentlig bare en ros til ordføreren. Tak.

Ordføreren.

Jeg vil takke for de pæne ord, og så vil jeg understrege, at det for SF altid har været vigtigt at kæmpe imod antidemokratiske kræfter, undertrykkelse af kvinder. Det har været meget, meget vigtigt for SF, og det er det også nu, så tak.

Så er det fru Marie Krarup.

Jeg vil i lighed med Marcus Knuth takke for talen, som jeg synes var rigtig fornuftig både i forhold til kampen mod social kontrol, men også betragtningen om, at man ikke har været tydelig nok. Man har ikke vist indvandrere, hvor skabet skal stå, og at der ikke er plads til muslimske værdier i Danmark, kun i den private sfære – ikke ude i det offentlige rum. Det synes jeg er meget, meget vigtigt.

Men jeg vil godt lige stille ordføreren et spøgsmål. Når man taler om social kontrol, er det meget rettet mod kvinder, og jeg er enig i, at de i den muslimske kultur er det svage køn – det er omvendt hos os, hvor vi er det stærke køn. Men der er jo ét sted, som rammer både mænd og kvinder, og det er frafaldet fra islam – og i hvert fald når det gælder dem, jeg har været i kontakt med, så har det faktisk først og fremmest været mænd, der har haft problemer, når de har forladt islam. Er ordføreren ikke enig med Dansk Folkeparti i, at det er nødvendigt at sætte ind her og beskytte frafaldne muslimer, som bliver forfulgt af deres tidligere netværk?

Ordføreren.

I SF er vi enige i, at ingen skal underlægges eller underkastes en bestemt tro, religion, ideologi, eller hvad det nu kan være. Og selvfølgelig skal disse personer have beskyttelse – det er klart.

Fru Marie Krarup.

Det er jeg glad for at høre. Hvad med de øvrige forslag, som Dansk Folkeparti kommer med, altså at vi mener, at man skal være tydeligere med, hvor skabet skal stå? Det her med at være meget tydelig i sin kultur, styrke den danske kultur og så sige: I offentlige institutioner er det den danske kultur, der hersker – ingen muslimske tørklæder, ingen halalservering, ingen kønsadskilt svømmeundervisning osv. osv. Det går jeg så ud fra at SF også vil støtte.

Ordføreren.

Det, jeg vil sige, er, at vi i SF er imod religiøs undertrykkelse, og at nogle skal påduttes noget bestemt, og det gælder alle trosretninger, hvad enten det er islam eller kristendom. I SF går vi ind for religionsfrihed.

Hr. Morten Dahlin.

Tak til ordføreren for en interessant tale, og tak til ordføreren for – og det ved ordføreren også godt at jeg mener – et generelt virke i den offentlige debat omkring de her emner, som jeg er helt overbevist om både kvalificerer debatten og forhåbentlig også får bragt de politiske løsninger et bedre sted hen. Jeg er overbevist om, at Danmark ville være et dårligere sted, og også at vores udlændingepolitik ville være dårligere, hvis SF bestemte, men derfor kan fru Halime Oguz' indspark jo godt være ekstremt værdifuldt.

Et af de emner, som ordføreren berører i sin tale, og som ordføreren også almindeligvis beskæftiger sig med, er den her store udfordring, vi har med social kontrol. Og jeg tror ikke, der er noget quick fix – der er ikke en måde, man bare lige kan løse det her på. Men en af de ting, Venstre jo har foreslået, er, at vi skærper straffeloven, så det bliver sådan, at hvis man begår en forbrydelse med et element af social kontrol, er det en skærpende omstændighed, ligesom man kender det fra hadforbrydelser. Kunne det være et forslag, som SF kunne se sig selv i?

Ordføreren.

Tak for det. Og tak for spørgsmålet, men især også tak for anerkendelsen og rosen. SF har før Venstre været ude med et udspil om, at vi vil gøre det strafbart at udøve negativ social kontrol i lighed med fysisk og psykisk vold.

Hr. Morten Dahlin.

Det har jeg noteret, og det synes jeg sådan set er et sympatisk forslag. Det, Venstres forslag går ud på, er at sikre, at hvis du begår en hvilken som helst forbrydelse i relation til social kontrol, bliver det en skærpende omstændighed, ligesom det jo i dag f.eks. også er en skærpende omstændighed at begå vold i form af en hadforbrydelse mod en seksuel minoritet eller en etnisk minoritet; altså at vi får skrevet social kontrol ind i straffeloven, sådan at uanset hvilken forbrydelse du begår, bliver det, hvis den bliver begået i relation til social kontrol, en skærpende omstændighed og giver derfor mulighed for at give en højere straf. Kan SF støtte det forslag?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at jeg ikke skal stå her og behandle et beslutningsforslag fra Venstre. Men det, jeg vil sige, er, at vi er åbne over for at kigge på alle de initiativer, der kan være med til at sikre at bekæmpe negativ social kontrol. For jeg tror, det er et meget stærkt signal, i forhold til hvad det er, vi vil acceptere i Danmark. Og det er netop, som jeg også sagde i min tale, at have nogle faste rammer for, hvad det er for et land, vi er, og hvad det er for nogle værdier, det bygger på. Og det er sådan nogle lovforslag og beslutningsforslag netop med til at tydeliggøre, så derfor vil vi gerne kigge på det.

Så siger vi tak til fru Halime Oguz fra Socialistisk Folkeparti. Der er ingen repræsentant fra Enhedslisten, så jeg skal give ordet til hr. Marcus Knuth fra Konservative Folkeparti. Det skal være spændende at høre, om hr. Marcus Knuth kan hilse fra Enhedslisten.

Værsgo, hr. Marcus Knuth.

Mange tak, formand. Jeg ville ønske, at jeg kunne hilse fra Enhedslisten og fortælle, hvad jeg synes de skal gøre på vores vegne – eller omvendt.

Jeg vil gerne takke Dansk Folkeparti for at stille det her rigtig gode forslag om den stigende islamisering. Jeg vil lægge ud med at sige, at i modsætning til Radikale Venstre anerkender vi den stigende islamisering. Jeg er overrasket over, hvordan man kan gå rundt i det her samfund og ikke se de problemer, som jeg tror at mange af os tager meget alvorligt.

Konservatives synspunkt i dag – med de ting, vi har debatteret og lagt frem – tror jeg også er et godt eksempel på, at vi jo deler de bekymringer, som Dansk Folkeparti har. En af de sager, der jo har været fremme i medierne, er den om vores eget konservative byrådsmedlem Roya, der har dansk-iransk baggrund. I forlængelse af hendes helt almindelige skilsmisse – hvis man kan kalde det det – her i Danmark blev hun ringet op af den iranske ambassade, der sagde, at hvis hun ikke også blev skilt i den iranskstøttede Imam Ali-moské, så ville Iran som land ikke anerkende hendes skilsmisse. Det er jo helt vildt, for det betyder jo de facto, at hun ikke kan rejse tilbage og besøge familie og venner i Iran. Der har været eksemplerne på shariaråd, som de facto bliver brugt som en slags religiøse parallelsamfund til den danske retsstat osv. osv. Jeg har også brugt eksemplet, som jeg spurgte både Radikale Venstre og Socialdemokratiet om, altså om, hvordan moskéer går ind og blander sig i den demokratiske udvikling under valgkampe. Jeg synes, det er stærkt, stærkt problematisk.

Så er der også eksemplet med moskéer, der enten har lavet eller planlægger at lave larmende bønnekald på arabisk ud over de danske tage. Der havde jeg faktisk skrevet her, at jeg var meget ærgerlig over, at ministeren ikke har villet gøre noget. Jeg er faktisk glad for – og den ros skal ministeren have – at ministeren i hvert fald har iværksat et arbejde for at se, hvordan ministeren og regeringen muligvis vil imødegå det her. Det er da i hvert fald et skridt i den rigtige retning. Hvad der ikke er et skridt i den rigtige retning, er de asyllempelser, som regeringen jo kommer med – såsom at det er blevet nemmere at blive i Danmark, selv om der er fred i ens hjemland. Om det er for at imødekomme sine røde støttepartier, ved jeg ikke, men det er i hvert fald et tegn på et skridt i den forkerte retning.

Så vil jeg også gerne sige – som jeg sagde til ordføreren for SF, som nu ikke er her længere – at jeg synes, det er skønt, når man ser partier, der flytter sig politisk – jeg har også selv flyttet mig politisk, i hvert fald geografisk – og går ud og er så kritiske over for nogle af de problemer, der er med social kontrol i nogle af de muslimske samfund, som ordføreren for SF gjorde i stedet for som Radikale bare at sige, at der ikke er nogen problemer her, og at man ikke kan se den islamisering, der er. Det synes jeg er ærgerligt.

Så jeg vil bare komme med en opfordring til ministeren, og den er: Tak for de tiltag, man er kommet med. Vi synes, der skal gøres endnu mere, både i forhold til asylopstramninger og i forhold til muslimsk bønnekald fra moskéer. Ellers risikerer vi, at vores børn eller børnebørn ikke kan kende mormors kolonihavehus, som ministeren beskrev i sin tale. Tak.

Tak siger vi til hr. Marcus Knuth. Der er ikke nogen, der har valgt at stille spørgsmål til hr. Marcus Knuth, så vi går videre i ordførerrækken. Nu er det fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige.

Man skal have levet under en sten i Danmark, hvis man ikke er blevet konfronteret med eller er blevet bevidst om den stigende islamisering. Fundamentet under vores dejlige danske samfund eroderer under vores fødder, mens islam sniges ind under dække af mangfoldighed og kulturel berigelse. Intet kunne være mere forkert og ødelæggende. Islam er i opposition til alt, hvad vi skatter i Danmark. Islam er i direkte opposition til danske værdier som frihed, demokrati og ligestilling mellem kønnene. Siden den landsskadelige udlændingelov i 1983 er der langsomt, men sikkert sket et skred. Moskéer skyder op i flere byer, det kvindeundertrykkende muslimske tørklæde trives i institutioner og på skoler og offentlige arbejdspladser, halalkød og kønsopdelt svømning accepteres uden videre, indvandrerbanderne skyder løs på åben gade. Terrorsikring er blevet nutidens arkitektur. Politi, redning og hjemmehjælpere mødes med vold og hærværk i udlændingetunge områder, og kriminalitet begået af personer med mellemøstlig, udenlandsk eller arabisk udseende er dagligt læsestof i lokalmedierne. Ytringsfriheden er alvorligt truet.

I Nye Borgerlige ønsker vi ikke at se passivt til, mens grundlaget for vores samfund ødelægges. Vi vil handle. Derfor vil vi løse spørgsmålet om udlændingepolitikken fra bunden. Der skal indføres et totalt asylstop, kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent og efter første dom, alle udlændinge skal forsørge sig selv, dansk statsborgerskab skal ikke gives til indvandrere og efterkommere fra muslimske lande, hvor vi har statistisk belæg for, at indvandrere og efterkommere langt oftere begår kriminalitet end danskere, når de kommer hertil. Islam skal ingen indflydelse have i det danske samfund. Islam skal ingen indflydelse have i Danmark. Hvad man tænker og tror derhjemme, er ens egen sag, men islam skal ingen indflydelse have i Danmark.

Danmark er et kristent land. Vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed. Det skal vi heller ikke have. Dansk kultur, kristen kultur skal fastholdes og styrkes, vi skal værne om Danmark – det er vi valgt til af danskerne. I Nye Borgerlige tager vi det meget alvorligt. Det er nu, vi skal handle, før det er for sent, og det haster.

Der er ikke nogen, der har indtegnet sig for korte bemærkninger. Liberal Alliances ordfører er ikke til stede, så nu skal jeg faktisk give ordet til udlændinge- og integrationsministeren.

Jeg vil gerne starte med at takke ordførerne fra partierne for debatten her i dag. Jeg synes, det har været en god debat, hvor vi har fået vendt nogle af de udfordringer og dilemmaer, vi står over for i Danmark som følge af ekstrem islamisme og social kontrol, og hvor vi også har vendt spørgsmålet om, hvad der kan udgøre grundlaget for en succesfuld integration og et aktivt medborgerskab i Danmark.

Der er ingen tvivl om, at det er en vanskelig udfordring, hvilket debatten i dag også afspejler. Omvendt synes jeg også, vi kan konstatere, at vi er kommet et stykke ad vejen og er – vil jeg vurdere – enige om mere, end vi var for en årrække siden.

På den ene side er Danmark et demokratisk og rummeligt samfund med plads til mange forskelligheder, forskellige trosretninger og livsopfattelser. Vi har religionsfrihed, vi har ytringsfrihed, og det er grundlovssikrede rettigheder, det er kerneværdier, vi ikke må give slip på.

På den anden side må vi heller ikke lukke øjnene for, at vi har udfordringer med en ekstrem islamisme, der forsøger at underminere netop de her kerneværdier. Og nogle gange – og det er måske nogle gange det mest provokerende – udnytter de præcis samme frihedsrettigheder til at undergrave de selv samme frihedsrettigheder og kontrollere andre og putte dem i usynlige fængsler, som det kan være svært at slippe ud af. Det kan og skal vi selvfølgelig aldrig acceptere, men jeg vil også sige, at jeg efter dagens debat heller ikke er i tvivl om, at der her er fælles fodslag blandt alle partierne i Folketinget.

Som jeg startede forespørgselsdebatten med at sige, kommer vi formentlig til at drøfte de her udfordringer mange år frem, og vi bliver efter regeringens opfattelse nødt til løbende at følge udviklingen tæt, sætte ind med tiltag, når det er nødvendigt, når vi får idéerne, når vi ser problemerne, og også være opmærksomme på at kunne forebygge radikalisering og social kontrol i det omfang, det overhovedet er muligt.

Jeg nævnte i min indledende tale nogle af de initiativer, der er på vej. Jeg tror ikke, at der er behov for at gentage dem her, men det handler bl.a. om at forhindre antidemokratiske donationer til bl.a. religiøse institutioner i Danmark, at sikre hårdere straffe, når det handler om social kontrol, hvor man f.eks. vier mindreårige i nogle religiøse ceremonier eller fastholder folk i ægteskaber mod deres vilje, og at sikre, at det er tilgængeligt for andre mennesker i Danmark, hvad der bliver prædiket i religiøse institutioner i Danmark.

Med de ord vil jeg gerne sige tak for debatten. Tak for ordet.

Der er ikke nogen, der er indtegnet til korte bemærkninger, og dermed er forhandlingerne sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 17. november 2020.

Vi udsætter mødet i 5 minutter. Der er en minister på vej til det næste dagsordenspunkt.

Mødet er udsat. (Kl. 17:12).