Spm. nr. S 562

1) Til ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling af:

Fatma Øktem (V):

Hvad vil ministeren gøre for at hjælpe de muslimske kvinder, der er fastholdt i et ægteskab mod deres vilje, jf. VIVE's nye rapport »Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med fokus på muslimske praksisser«?

Værsgo for oplæsning.

Mange tak. Hvad vil ministeren gøre for at hjælpe de muslimske kvinder, der er fastholdt i et ægteskab mod deres vilje, jf. VIVE's nye rapport »Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med fokus på muslimske praksisser«?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. VIVE's rapport viser, at der i Danmark er etniske minoritetskvinder, der imod deres vilje fanges i et ægteskab, fordi deres lige ret til skilsmisse ikke anerkendes af familien eller nærmiljøet. Og den viser, at kvinderne lever med vold, undertrykkelse og en ekstrem social kontrol. Det er uacceptabelt, og det hører ikke til i Danmark. Den enkelte kvindes frihed til at bestemme over egen krop og eget liv må aldrig begrænses af hverken kultur, traditioner eller religion, og reglerne er klare. Der er kun én lovgivning i Danmark, og alle har ret til en skilsmisse. En afgørelse om skilsmisse efter dansk lovgivning skal selvfølgelig accepteres og efterleves. Rapporten peger også på, at det kan være svært for kvinderne at gennemskue konsekvenserne ved en skilsmisse, både socialt og juridisk. Der er brug for viden, og der er brug for et opgør med holdningen i de her miljøer. Mændene skal vide, at lovgivningen gælder for alle og også for dem, og kvinderne skal støttes i den frihedskamp, der er brug for at blive taget i de her miljøer.

Vi kan ikke som politikere tage kampen for den enkelte kvinde, men vi skal gøre, hvad vi kan for at oplyse både mænd og kvinder om retten til skilsmisse, og det forsøger vi faktisk med et nyt undervisningstiltag, et undervisningsmodul til kampagnen »Ret til ligestilling«, som vi gennemfører her i 2020, og den kampagne retter sig både mod mænd og kvinder. Derudover skal vi også se på, hvordan vi generelt kan styrke arbejdet med at forebygge negativ social kontrol. Men der findes jo desværre ikke nogen nemme løsninger til at ændre holdninger og kultur; det er det lange, seje træk i integrationsindsatsen, som her er centralt.

Tak. Og så har spørgeren 2 minutter til at uddybe.

Tak. Jeg er bestemt ikke i tvivl om, at ministeren ligesom jeg synes, at det var rystende læsning. Vi blev ikke alene bekræftet i, at der er et ekstremt parallelsamfund, vi får også et indblik i, at der er et parallelt retssystem, som overskygger dansk lovgivning, overskygger den lov, der siger, at alle er lige for loven, og at alle har ret til at udleve den, de nu er. Så det, ministeren siger, glæder mig, og jeg var bestemt heller ikke i tvivl om det, og som ministeren siger, tager det tid at ændre på en kultur, men det er nødvendigt, at vi presser på, og at vi måske også presser lidt mere på, end vi normalt ville have gjort, for vi står i en situation, som vi ikke er vant til, og der kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren om noget.

Jeg ved godt, at der er afsat 600.000 kr. til en kampagne, »Ret til ligestilling«, her i 2020, men den kampagne er jo et frivilligt kursus. Tror ministeren virkelig, at de her kvinder, der er underlagt så grov social kontrol, får lov til at deltage i et frivilligt kursus, der vil oplyse dem om deres rettigheder og muligheder? Vi lever jo i en tid, hvor man kan sige der er fri adgang til alle oplysninger, og hvis det ikke engang virker, tror ministeren så ikke, vi skal lidt længere ud end bare et kursus, hvor de har muligheder for at komme ind og høre om deres rettigheder?

Ministeren.

Som jeg sagde, så tror jeg, det er rigtig mange forskellige redskaber, vi skal tage i brug her for at løse den her problemstilling. Men i sidste ende handler det her om at give de kvinder, som oplever den her problemstilling, de bedste forudsætninger for at tage et opgør med den her kultur og den her kontrol, og en af vejene til det er jo at målrette oplysning, undervisningstilbud til de her kvinder, så de får bedre forudsætninger for at gøre det. Og heldigvis har de her kursustilbud været overtegnet, så vi nu skal lave yderligere, og det synes jeg kun er positivt og vil fremme – tror jeg – området.

Tak. Så er der ½ minut til at følge op på spørgsmålet.

Tak. Udlændinge- og integrationsministeren var ude at sige, at de her voldelige ægtemænd skal mærke myndighederne i nakken, og det synes jeg lyder rigtig fint. Men lige præcis hvordan ægtefællerne skal mærke myndighederne i nakken, har jeg lidt svært ved at se. Og i forhold til det med kurserne kunne ministeren så overveje, at det muligvis skulle være obligatorisk at deltage i de kurser i nogle bestemte områder, hvor vi kan se, at ligestillingen ikke trænger igennem? Så altså, hvordan skal de her ægtefæller mærke myndighederne i nakken? Og kan vi få den viden ud til de kvinder, uden at det er frivilligt?

Tak. Ministeren.

Det er klart, at man jo i forhold til spørgsmålet om, hvad udlændinge- og integrationsministeren har sagt, må henvise til udlændinge- og integrationsministeren. Jeg tager gerne imod gode råd til, hvad vi yderligere kan gøre ud over det, som der er lagt op til her. Og jeg byder gerne ordføreren på en kop kaffe, hvis der er gode ideer. Jeg tror, det handler om at få brudt den isolation, som mange af de her kvinder er i, og i øvrigt også nogle af mændene. Og derfor er det også vigtigt at sige, at regeringen jo ønsker at indføre en pligt til at bidrage med arbejde og uddannelse 37 timer om ugen for alle nytilkomne indvandrere med integrationsbehov. Og det tror jeg også er en del af vejen at gå.

Spørgeren.

Mange tak. For lidt siden, i starten, sagde ministeren, at det nogle gange skal være sådan, at kvinderne selv prøver at gøre op med miljøet. Men netop den rapport viser jo også, hvor svært de har ved at bryde med det miljø. Og det betyder også, at der måske er behov for, at der bliver grebet ind over for det. Det er rigtigt nok, at beskæftigelse er en rigtig god måde at frigøre sig på. Vil ministeren så ikke mene, at det at øge ydelserne, som regeringen har gjort, er den helt forkerte vej at gå?

Ministeren.

Den helt rigtige vej at gå er at sørge for, at vi får kvinder og mænd, også fra indvandrermiljøer, ud på arbejdsmarkedet, altså ud blandt andre kvinder og mænd, hvor man også lærer om, hvordan det danske samfund er skruet sammen – også når det f.eks. gælder retten til skilsmisse; det tror jeg hjælper. Men som sagt tror jeg ikke, at ordføreren og jeg har forskellige mål. Vi har faktisk ens syn på, hvad det er, vi gerne vil opnå her. Og jeg tager imod alle gode ideer til, hvad vi kan gøre i forhold til indsatsen, ud over det, jeg allerede har nævnt her, som regeringen gennemfører.

Tak til ministeren, og tak til fru Fatma Øktem.

Vi går videre til næste spørgsmål, spm. S 554, og det er til sundheds- og ældreministeren af fru Liselott Blixt.