Beretning af almen art

Samling: 2014-15 (1. samling)

Beretning af almen art 2014-15 (1. samling) nr. 5

Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 4. februar 2015
Beretningen handler om arbejdet i et underudvalg under Udvalget for Forretningsordenen, som blev nedsat på baggrund af en henvendelse fra regeringen til Folketingets formand i forbindelse med en planlagt rigsrevisionsundersøgelse af statens støtte til solcelleanlæg. Regeringen mente, at undersøgelsen gav anledning til meget væsentlige principielle overvejelser om forholdet mellem regeringen og Folketinget og om, hvilken rolle Statsrevisorerne og Rigsrevisionen skal have, navnlig med hensyn til undersøgelse af regeringens lovforberedende arbejde.

Underudvalget konstaterede i beretningen, at regeringens lovforberedende arbejde alene har været inddraget i meget få undersøgelser og generelt kun efter anmodning fra Statsrevisorerne, at undersøgelsen af solcelleområdet konkret kun havde fokus på regeringens vurdering af direkte økonomiske konsekvenser, at der ikke i lovgivningen er fastsat bestemmelser om lovforberedelsen som sådan, og at det lovforberedende arbejde således er reguleret ved et cirkulære og vejledninger, der efter omstændighederne vil kunne fraviges.

Underudvalget påpegede, at det i sagens natur ligger fast, at en regering har kompetence til at fremsætte lovforslag, og at der heri ligger, at det i almindelighed er op til regeringen alene at foretage vurderingen af, hvorvidt og hvornår der skal udarbejdes et lovforslag, og også, hvornår lovforslaget har en tilstrækkelig kvalitet til, at det kan fremsættes.

Underudvalget udtrykte tillid til, at den statslige revision og regeringen i praksis i det samarbejde, der foregår i forbindelse med revisionsundersøgelser, kan finde den rette balance mellem de forskellige hensyn, herunder hensynet til, at den statslige revision tilbundsgående kan foretage sine undersøgelser, og hensynet til, at revisionen ikke herved bliver normskabende, for så vidt angår regeringens lovforberedende
arbejde. Det var således sammenfattende underudvalgets vurdering, at der ikke var anledning til at foretage præciseringer i lovgivningen vedrørende den statslige revision.
Emne: Folketinget
Dokumentdato: 05-02-2015
Modtaget: 14-03-2019
Omdelt: 05-02-2015

Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 4. februar 2015

Beretning nr. 5 (pdf-version)
Html-version