I Venstre er vi meget optaget af, at vi sikrer en effektiv konkurrence på det danske telemarked. Konkurrence sikrer udvikling, investeringer og lave priser. På telemarkedet er det jævnligt nødvendigt, at vi hjælper konkurrencen lidt på vej, og at styrke konkurrencen er netop, hvad dette lovforslag drejer sig om. Mulighederne for såkaldt intern kabling har været et klart politisk ønske i en årrække. Desværre har en kendelse i Teleklagenævnet vist, at det gældende regelgrundlag ikke gav den mulighed, og det retter vi nu op på, således at teleforligskredsens ønsker omkring mulighed for intern kabling nu også skal blive til virkelighed på det danske telemarked. Lovforslaget præciserer, at såfremt markedsundersøgelser viser behov for regulering for at styrke konkurrencesituationen på telemarkedet, har IT- og Telestyrelsen kompetence til at pålægge virksomheder med en stærk markedsposition forpligtelser, som har til formål at styrke konkurrencen på telemarkedet. Endvidere præciseres adgangen for IT- og Telestyrelsen til at fastsætte krav til kvaliteten af de samtrafikprodukter, som en teleudbyder med en stærk markedsposition kan pålægges. Det betyder bl.a., at en bedre bredbåndsdækning i Danmark, hvor vi i forvejen ligger i top internationalt, kan gå hånd i hånd med ordentlige konkurrenceforhold. Vi er i Venstre meget optaget af at sikre bredbåndsdækning til alle, men det er vigtigt, at vi samtidig sikrer balancen med dette forslag, og at den øgede bredbåndsudrulning ikke kommer i konflikt med effektiv konkurrence.
Endelig sikrer forslaget, at omdannelse af selskabskonstruktioner hos en teleudbyder ikke kan bruges som værn mod de afgørelser, som IT- og Telestyrelsen måtte komme med.
Lovforslaget har altså til formål at skabe mere klarhed omkring telelovgivningen i Danmark. Det hidtidige lovgrundlag har ikke sikret den fornødne klarhed, og telebranchen giver også i høringssvarene udtryk for, at forslaget sikrer mere klarhed om reglerne. Mere klarhed om reglerne og bedre konkurrence er til gavn for telebranchen og telekunderne i Danmark. Vi styrker liberaliseringen af telemarkedet, og det kan vi i Venstre naturligvis bakke op om.