Tak for det spørgsmål. Jeg tror, at vi alle sammen på det seneste har mærket, at når vi går en tur i Netto og skal handle ind, betyder de stigende priser selvfølgelig rigtig meget for, hvor meget vi kan fylde kurven op. Og det skal vi holde øje med, og der er ingen tvivl om, at den her inflationskrise, som vi også kalder den, stadig påvirker mange familier.
Dengang det omtalte Forum for Forbrugerpriser blev nedsat, så vi rigtig store prisstigninger, og der var god grund til, at forummet blev nedsat for også at se de her prisstigninger efter i sømmene. Nu er vi imidlertid i en anden situation, end vi var i efteråret, hvor eksempelvis smør- og gaspriserne steg meget voldsomt; de er faldet nu.
Selv om inflationen er toppet, mærker både borgere, almindelige familier og virksomheder jo stadig væk konsekvenserne af de højere priser. Derfor er der god grund til, at forummet fortsætter deres arbejde og jo altså så også tilpasser arbejdet til den nye virkelighed, hvor vi nu begynder at kigge på mere strukturelle forhold i prisdannelsen. Det drøftede vi på sidste møde i forummet, og det var der enighed om at vi skulle se på. Derfor er aftalen, at vi mødes en gang efter Folketingets åbning i oktober måned, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen så vil prøve at give en redegørelse for lige nøjagtig det, altså hvordan det er, at de ser de mere generelle behov for skærpet prisovervågning, når det handler om de her strukturelle forhold i prisdannelsen.
Så jeg tror sådan set ikke, at der er nogen uenighed i forummet om fremgangsmåden. Vi mødes, når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har haft mulighed for at dykke ned i det her, for der er ingen tvivl om, at der meget vel kan være god grund til at kigge på det. Men det kræver, at vi kan få et ordentligt grundlag for det, og det var der også enighed om i forummet, da vi havde møde sidst.