Tak, formand. Det her er jo ikke noget stort forslag. Vi har allerede, som det har været nævnt af andre ordførere, masser af muligheder for at indkalde i samråd, stille spørgsmål osv. osv. – men ikke desto mindre finder jeg, at det er et nødvendigt forslag. Og jeg vil bare lige læse op, hvad det var for et spørgsmål, jeg tilbage i maj 2022 af Folketingets Administration fik afvist at måtte stille hernede til fru Trine Bramsen. Spørgsmålet lød: Hvorfor har ministeren skiftet holdning til det danske forsvarsforbehold, i forhold til hvad hun mente som forsvarsminister, og kan det skyldes, at danskerne skal til folkeafstemning den 1. juni 2022?
Det spurgte jeg altså om i maj. På det tidspunkt var hr. Morten Bødskov så blevet forsvarsminister. Jeg har bare svært ved at forstå, hvordan hr. Morten Bødskov skulle kunne svare på, hvorfor fru Trine Bramsen havde skiftet holdning til det danske forsvarsforbehold, i forhold til hvad fru Trine Bramsen havde ment som forsvarsminister. Altså, jeg tror ikke, at der er en eneste af de meget, meget dygtige embedsmænd ovre i Forsvarsministeriet, som var i stand til at give et fyldestgørende svar, som hr. Morten Bødskov så kunne have formidlet videre. Og derfor ville det da være mere end relevant i en situation, hvor man beder danskerne om at tage stilling til, om vi skal bevare eller vi skal afvikle et forsvarsforbehold, og hvor vi har en forsvarsminister, som åbenlyst har skiftet holdning til spørgsmålet, at vi som folketingspolitikere og som Folketing kunne få lov til at spørge om det.
Men det fik jeg at vide at jeg ikke måtte; ikke af regeringen, ikke af fru Trine Bramsen som minister, ikke af hr. Morten Bødskov som minister, men af vores eget embedsværk her i Folketinget. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor vi laver – for at bruge hr. Peder Hvelplunds udtryk – det benspænd for os selv. Og jeg er ikke blevet klogere, må jeg sige, igennem de ordførertaler, der har været holdt her i dag. Tværtimod tror jeg, at jeg vil give en undskyldning til Socialdemokratiets ordfører, for jeg tror i virkeligheden, at han holdt den mest forklarende tale om, hvorfor han stemmer nej til det her. Han sagde gentagne gange: Jeg forstår det ikke, jeg forstår det ikke. Og man er jo ikke forpligtet ud over sine evner. Men de øvrige ordførere har ikke tilkendegivet, at det er, fordi de ikke har forstået forslaget; de synes bare, at det er naturligt – tilsyneladende – at Folketinget laver det benspænd for sig selv.
Det her handler jo ikke kun om fru Trine Bramsen og afstemningen om forsvarsforbeholdet. Det er altså en relativt sædvanlig ting, at Folketinget med de regler, der gælder i dag, lægger begrænsninger ind for, hvad vi så må foretage os, hvad vi må spørge om for at kontrollere ministrene. Jeg kan huske en sag – det var ligeledes hr. Morten Bødskov – som handlede om beregningsgrundlaget for hybridbiler, hvor det var kommet frem, at en dansk undersøgelse godtgjorde, at pluginbiler ikke var grønne. Der havde den tidligere skatteminister sagt nogle interessante ting, man lavede et belejligt skifte, og Folketinget kunne ikke stille spørgsmål til det, som den tidligere skatteminister havde sagt.
Vi har også oplevet det i forhold til statsministeren, hvor statsministeren i den tidligere regering – fru Mette Frederiksens etpartiregering – har vægret sig ved at svare på spørgsmål om, hvad der er foregået i hendes ministerium i forhold til den praksis, der har været, om at slette sms'er, og har henvist til justitsministeren. Vi kunne ikke gøre noget ved det.
Vi har oplevet det på en række områder, og jeg føler mig overbevist om, at alle kollegaer, der har siddet i Folketinget, måske bare en årrække, vil have oplevet det her. Og det er jo ikke, fordi ministre skal på gyngende grund, og det er jo ikke, fordi vi hele tiden prøver at få en minister til at sige noget, vi så efterfølgende kan holde hende op på og sige: Det var usandt, der er ministeransvar osv. Det er slet ikke det, det handler om. En minister må selvfølgelig forventes at have styrke nok til at kunne sige: Prøv nu at høre, kære venner, det er ikke mig, der kan give det mest fyldestgørende svar. Og det er helt rimeligt. Det sker jo hver eneste dag. Og så accepterer vi det som folketingsmedlemmer og siger: Fint, vi vil egentlig gerne høre, hvad regeringens holdning er. Vi vil faktisk gerne blive klogere på den her sag. Og så accepterer vi jo at stille spørgsmålet til en anden minister – eller gøre det på en anden måde.
Men det, som det her forslag handler om, er, når man som regering forsøger at undslå sig for den kontrol fra Folketingets side, som er vores grundlovsgivne forpligtelse. Og der kan jeg ikke forstå, og der har hr. Leif Lahn Jensen og jeg så noget tilfælles, hvorfor det er Folketingets regler, der skal lave det benspænd. Det er jo fint, hvis man gerne vil have en refleksion i Udvalget for Forretningsordenen, som jeg hører Det Konservative Folkeparti lægger op til. Det ser jeg meget, meget gerne. Det er også rigtig fint, hvis vi kan finde nogle andre værktøjer, hvormed vi kan forøge Folketingets muligheder for at kontrollere regeringen.
Men det her er ikke en stor sag; det er ikke noget, der burde være kontroversielt. Jeg vil nærmest sige, at det må være en fortalelse, at man har valgt at formulere forretningsordenen på den måde, man har gjort i dag, for der er jo ikke tale om, at vi nærmest skal hive afgåede ministre op af graven, for at de så skal stå til ansvar for, hvad de sagde for 20 år siden. Det, der er tale om, er, at det er siddende ministre, altså i de tilfælde, hvor man inden for en regering foretager en rokade for at undslå sig for, at Folketinget har mulighed for at kunne stille de relevante spørgsmål.
Og selvfølgelig, hvis det bliver af teknisk art, eller hvis man har brug for bistand osv., vil Folketinget være forstående over for, at der så er andre, der skal på banen. Det er vi jo også, når vi f.eks. har samråd. Det er jo ikke ualmindeligt, at vi kalder en minister i samråd, men at det så ofte er embedsfolk, der sidder og forklarer, al den stund at embedsmændene meget ofte har en mere detaljeret og sådan mere fagligt baseret indsigt, end en minister måske har. Så når Folketinget er ude efter sagkundskab, fungerer det jo godt nok – det kan vi sagtens finde ud af. Men modsat bør reglerne altså også give mulighed for, at vi i politiske sager kan stille spørgsmål af den art her.
Så jeg håber, at debatten her har gjort folk lidt klogere på forslaget, på intentionerne. Det er faktisk ikke et forsøg på at genere nogen; det er faktisk et forsøg på at styrke Folketinget – ikke fra mus til gorilla, men bare med et lille værktøj, som jeg synes ville være naturligt. Så jeg håber, at vi i den proces, der nu kommer, kan tale om tingene, og at det her på den ene eller anden måde kan finde vej ind i forretningsordenen. Tak, formand.