Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
B 47
Offentligt
2860616_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 2. maj 2024
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 6 til B 47, forslag til folketingsbeslutning om et forbud mod
avl, import m.v. af fladsnudede hunde og hunde med unaturligt små kranier, som Folketingets Miljø- og
Fødevareudvalg har stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri den 18. april 2024.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Pia Kjærsgaard (DF).
Spørgsmål nr. 6 til B 47 fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”Vil
ministeren bekræfte, at en udvidelse af listen i hundeloven, som opregner, hvilke hunderacer det er
forbudt at besidde og avle i Danmark, bl.a. med racerne Mobs, Engelsk Bulldog, Cavalier King Charles
Spaniel og lignende racer, som via avl er blevet fladsnudede eller har fået unaturligt små kranier med
manglende plads til hjernen, og som fagkundskaben vurderer har stor risiko for at lide af søvnapnø,
forhøjet blodtryk, hjertekarsygdomme og lign., og som dermed lider under manglende dyrevelfærd, ikke
vil være i strid med EU’s regler, selvom det kan give anledning til eventuelle EU-retlige
overvejelser og
spørgsmål?”
Svar
Det skal indledningsvist bemærkes, at hundeloven ikke har til formål at varetage hensynet til
dyrevelfærd. Som det fremgår af den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 5 til B 47 fra Miljø- og
Fødevareudvalget, er forbuddet mod visse hunderacer og krydsninger heraf, jf. hundelovens § 1 a,
begrundet i hensynet til menneskers og dyrs liv og sundhed og hensynet til den offentlige orden og
sikkerhed, og forbuddet er vurderet egnet til og nødvendigt for at nå formålet om at begrænse antallet
af de pågældende hunde i Danmark. En udvidelse af hundelovens forbudsliste med bl.a. racerne mops,
engelsk bulldog, cavalier king charles spaniel og lignende racer vil således ikke kunne begrundes i
samme hensyn som de nuværende hunderacer på forbudslisten i hundeloven § 1 a.
Et forbud mod de nævnte hunderacer vil kunne rejse EU-retlige spørgsmål. En endelig afklaring af, om
og i givet fald hvordan et sådant forbud eventuelt ville kunne udformes med respekt af EU-retten ligger
uden for rammerne af besvarelsen af dette spørgsmål.
Det igangsatte arbejde med at identificere og fastsætte kriterier og parametre for avlsmål for bl.a. hunde,
som besluttet med dyrevelfærdsaftalen af 9. februar 2024, er et vigtigt første skridt imod en sundere
hundeavl. I disse overvejelser vil i relevant omfang også indgå EU-retlige spørgsmål.
Der kan endvidere henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 5 til B 47 fra Folketingets Miljø-
og Fødevareudvalg.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Holbergsgade 6
1057 København K
Tlf. 38 10 60 00
• CVR
41956011
• EAN
5798000880016
[email protected]
www.fvm.dk
B 47 - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 6: MFU spm. om bekræftelse af, at en udvidelse af listen i hundeloven, med racerne Mobs, Engelsk Bulldog, Cavalier King Charles Spaniel og lignende racer ikke vil være i strid med EU’s regler
Jacob Jensen
/
Paolo Drostby
2