Læserbrev i Berlingske Tidende, søndag 10. marts 2024
Indlæg af: Jens Borelli-Kjær, Teglgårdsvej 26, 2920 Charlottenlund
Organdonation: To konkrete forslag
Jeg følger med interesse den igangværende debat om organdonation. Behov for at modtage et
donororgan er en potentiel skæbne for alle – ung, gammel, fattig og rig. Sygdom, medfødt eller
udviklet senere i livet, ulykker og andre årsager kan betyde, at vi alle en dag risikerer at finde vores
navn på en venteliste til et donororgan.
Og skulle man være så uheldig, er der næppe tvivl om, at man den dag ville ønske, at ventelisten
med patienter ikke var så pokkers lang i forhold til antallet af organer, eller at man stod øverst på
listen!
Diskussionen om organdonation er på ingen måde ny, ej heller er kampagner for at få flere donorer
i kartoteket. Og alligevel er det efter mange, mange år stadig kun et beskæmmende mindretal af
befolkningen, som har taget stilling og er opført som organdonorer. Vi er nok nødt til at erkende, at
der skal andre midler til.
Jeg syne derfor, at regeringens oplæg med fordel kan skærpes på to punkter:
-
For det første synes jeg, at den voksne patient, som får brug for et donororgan, og som selv
har tilmeldt sig som organdonor, skal stå foran på ventelisten i forhold til den voksne
patient, som ikke har meldt sig som organdonor. Børn undtaget, de skal alt andet lige op på
ventelisten.
For det andet skal det være donors beslutning at være donor. Pårørende skal ikke have
mulighed for at nedlægge veto mod organdonation fra en afdød, som selv i levende live har
besluttet sig for at være donor.
-
Disse to skærpelser vil med vis sandsynlighed øge antallet af donororganer og det måske endda så
meget, at der er organer nok til alle på ventelisterne. Eller i hvert fald nok til alle dem på
ventelisterne som selv har taget stilling og er villige til at være organdonorer for andre.
Det er to løsninger, som er lette at forstå og dermed at kommunikere, og som næppe kan kaldes
uretfærdige.