Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling)
L 84 Bilag 1
Offentligt
2683942_0001.png
Lovforslag nr.
L 84
Folketinget 2022-23 (2. samling)
Fremsat den 29. marts 2023 af beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen)
Forslag
til
Lov om ansættelsesbeviser og visse arbejdsvilkår
1
Anvendelsesområde
§ 1.
Denne lov finder anvendelse på alle lønmodtagere
med et ansættelsesforhold, hvor den forudbestemte eller fak-
tiske arbejdstid udgør mere end gennemsnitligt tre timer
pr. uge i en referenceperiode på fire på hinanden følgende
uger, jf. dog stk. 2-5. Ved beregning af den gennemsnitlige
arbejdstid medregnes arbejdstid hos alle arbejdsgivere, der
udgør eller tilhører samme virksomhed, koncern eller enhed.
Stk. 2.
Loven gælder ikke for personer, som er omfattet af
lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v.
Stk. 3.
Loven finder anvendelse for lønmodtagere med et
ansættelsesforhold, hvor der ikke på forhånd er fastsat en
garanteret mængde betalt arbejde før ansættelsesforholdets
begyndelse.
Stk. 4.
Loven finder ikke anvendelse, i det omfang en
pligt for arbejdsgiver til at give lønmodtageren oplysning
om ansættelsesvilkår og mindstekrav vedrørende arbejdsvil-
kår følger af en kollektiv overenskomst og denne indeholder
regler, der mindst svarer til artikel 2-13 samt artikel 15-19 i
Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv (EU) 2019/1152 af
20. juni 2019 om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvil-
kår i Den Europæiske Union.
Stk. 5.
Lovens §§ 6-11 finder ikke anvendelse i forhold til
lønmodtagere, der er omfattet af kollektive overenskomster,
som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsp-
arter i Danmark, som dækker hele det danske område, og
som sikrer den overordnede beskyttelse af de pågældende
lønmodtagere, jf. artikel 14 i direktiv 2019/1152 om gen-
nemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den Europæiske
Union.
Stk. 6.
Loven kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for
lønmodtageren, jf. dog stk. 4 og 5.
Definitioner
§ 2.
I denne lov forstås ved:
1) Lønmodtager: En person der modtager vederlag for
personligt arbejde i tjenesteforhold.
2) Tidsplan for arbejdet: Plan for fastlæggelse af, på hvil-
ke klokkeslæt og dage arbejdet begynder og slutter.
3) Referencetimer og -dage: Tidsintervaller på bestemte
dage hvor arbejdet kan finde sted efter anmodning fra
arbejdsgiveren.
4) Arbejdsmønster: Måden, hvorpå arbejdstiden og dens
fordeling tilrettelægges, hvilket fastlægges af arbejdsgi-
veren.
Arbejdsgivers oplysningspligt
§ 3.
Arbejdsgiveren skal give lønmodtageren oplysninger
om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet, jf. stk.
2. Oplysningerne skal skriftligt tilgå lønmodtageren, jf. stk.
3. Oplysningerne nævnt i stk. 2 nr. 1-5, 7 og 10-12 skal gi-
ves senest syv kalenderdage efter, at ansættelsesforholdet er
påbegyndt. Oplysningerne nævnt i stk. 2 nr. 6, 8-9 og 13-15
skal gives senest en måned efter, at ansættelsesforholdet er
påbegyndt.
Stk. 2.
Arbejdsgiverens oplysningspligt omfatter mindst
følgende oplysninger:
1)
Arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse.
2)
Arbejdsstedets beliggenhed eller i mangel af et fast
arbejdssted eller et sted, hvor arbejdet hovedsagelig
udføres, oplysning om, at lønmodtageren er beskæfti-
get på forskellige steder eller frit kan bestemme sit
arbejdssted, samt om hovedsæde eller arbejdsgiverens
adresse.
3)
Beskrivelse af arbejdet eller angivelse af lønmodtage-
rens titel, rang, stilling eller jobkategori.
4)
Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt.
1
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1152 af 20. juni 2019 om gennemsigtige og forudsigelige
arbejdsvilkår i Den Europæiske Union, EU-Tidende 2019, nr. L 186, side 105.
BE009508
Beskæftigelsesmin., j.nr. 2023-720
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0002.png
2
Ansættelsesforholdets forventede varighed, hvor der
ikke er tale om tidsubestemt ansættelse.
6)
Når det drejer sig om vikaransatte, brugervirksomhe-
dernes identitet, når og så snart denne er kendt.
7)
Varigheden af og vilkårene for en eventuel prøvetid.
8)
Varigheden af det fravær med løn, som lønmodtageren
har ret til.
9)
Varigheden af lønmodtagerens og arbejdsgiverens op-
sigelsesvarsler eller reglerne herom.
10) Den gældende eller aftalte løn, som lønmodtageren
har ret til ved ansættelsesforholdets påbegyndelse, og
tillæg og andre løndele, der ikke er indeholdt heri, fx
pensionsbidrag og eventuel kost og logi. Endvidere
skal der oplyses om lønnens udbetalingsterminer.
11) Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid og
eventuelle ordninger for overarbejde og betaling her-
for og, hvor det er relevant, ordninger for vagtændrin-
ger.
12) Hvis arbejdsmønstret er helt eller overvejende uforud-
sigeligt, skal arbejdsgiveren underrette lønmodtageren
om
a) det princip, at tidsplanen for arbejdet er variabel,
antallet af garanterede betalte arbejdstimer og be-
taling for arbejde, som udføres ud over disse ga-
ranterede timer,
b) de referencetimer og -dage, hvor lønmodtageren
kan pålægges at arbejde, og
c) den minimumsvarslingsperiode, som lønmodtage-
ren er berettiget til, før en arbejdsopgave påbe-
gyndes, samt en eventuel frist for annullering af
arbejdsopgaven.
13) Den ret til uddannelse, som arbejdsgiveren eventuelt
tilbyder.
14) Angivelse af, hvilke kollektive overenskomster eller
aftaler der regulerer arbejdsforholdet. Er overenskom-
sten eller aftalen indgået af parter uden for virksomhe-
den, skal det endvidere oplyses, hvem parterne er i
den pågældende overenskomst.
15) Hvor det er arbejdsgiverens ansvar, identiteten på de
socialsikringsinstitutioner, som modtager de sociale
bidrag, der er knyttet til ansættelsesforholdet, og en-
hver beskyttelse i forbindelse med social sikring fra
arbejdsgiverens side.
Stk. 3.
Oplysningerne skal skriftligt tilgå lønmodtageren
på en af følgende måder:
1) Udleveres og fremsendes på papir.
2) Fremsendes i elektronisk form forudsat at
a) oplysningerne er tilgængelige for lønmodtageren,
b) de kan lagres og udskrives, og at
c) arbejdsgiveren opbevarer dokumentation for frem-
sendelse eller modtagelse.
Stk. 4.
Bortset fra de oplysninger, der er nævnt i stk. 2,
nr. 1-6, 12 og 14, anses pligten til at oplyse lønmodtageren
om de væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet for at væ-
re opfyldt, hvis der i de dokumenter, som er omtalt i stk.
3, henvises til love, administrative bestemmelser, vedtægts-
mæssige bestemmelser eller kollektive overenskomster, der
gælder for de pågældende forhold.
5)
Udstationerede lønmodtagere
§ 4.
Hvis lønmodtageren skal udføre sit arbejde i et el-
ler flere andre lande end det, hvor vedkommende normalt
arbejder, og arbejdets varighed overstiger fire på hinanden
følgende uger, skal de nævnte oplysninger i § 3, stk. 2,
være lønmodtageren i hænde inden afrejsen. Ud over de
oplysninger, der skal gives lønmodtageren efter § 3, stk. 2
og 3, skal dokumentet eller dokumenterne for udstationere-
de lønmodtageres vedkommende mindst indeholde følgende
supplerende oplysninger:
1) Det land eller de lande i hvilket eller hvilke arbejdet
i udlandet skal udføres, og arbejdets forventede varig-
hed.
2) Den valuta som lønnen udbetales i.
3) Eventuelle ydelser i kontanter eller naturalier vedrøren-
de arbejdsopgaverne.
4) Oplysninger om hvorvidt omkostningerne i forbindel-
se med lønmodtagerens tilbagevenden til hjemlandet
godtgøres og i givet fald vilkårene for lønmodtagerens
tilbagevenden til hjemlandet.
5) Om der er taget skridt til at få udstedt de nødvendige
attester i forbindelse med udstationeringen.
Stk. 2.
Desuden underrettes udstationerede lønmodtagere,
som er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
1996/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i
udveksling af tjenesteydelser, om
1) den løn, som lønmodtageren er berettiget til i overens-
stemmelse med gældende ret i værtsmedlemsstaten,
2) hvor det er relevant, eventuelle ydelser, der specifikt
vedrører udstationeringen, og eventuelle ordninger for
godtgørelse af udgifter til rejse, kost og logi, og
3) linket til det centrale officielle nationale websted, der er
etableret af værtsmedlemsstaten eller værtsmedlemssta-
terne i henhold til artikel 5, stk. 2, i Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2014/67/EU.
Stk. 3
Oplysninger, der er omfattet af stk. 1, nr. 2, og stk.
2, nr. 1, kan tilgå lønmodtageren, jf. § 3, stk. 3, ved en hen-
visning til de love, administrative bestemmelser, vedtægts-
mæssige bestemmelser eller kollektive overenskomster, der
gælder for de pågældende forhold.
Ændring af ansættelsesvilkårene
§ 5.
Arbejdsgiveren skal ved enhver ændring af de i §
3, stk. 2, og § 4, stk. 1 og 2, omhandlede forhold hurtigst
muligt og senest på den dato, hvor ændringen træder i kraft,
give lønmodtageren skriftlig besked herom. Det gælder dog
ikke, hvis ændringen skyldes ændringer i de love, admini-
strative bestemmelser, vedtægtsmæssige bestemmelser eller
kollektive overenskomster, som arbejdsgiveren efter § 3, stk.
4, eller § 4, stk. 3, kan henvise til.
Mindstekrav vedrørende arbejdsvilkår
§ 6.
Prøvetiden i et ansættelsesforhold kan ikke være
længere end 6 måneder, jf. dog stk. 4.
Stk. 2.
I tidsbegrænsede ansættelsesforhold kan prøveti-
den ikke overstige en fjerdedel af ansættelsestiden, idet
funktionærlovens § 2, stk. 5 og 6, dog ikke berøres her-
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0003.png
3
ved. Prøvetiden i et tidsbegrænset ansættelsesforhold kan
ikke overstige 6 måneder.
Stk. 3.
Der kan ikke aftales yderligere prøvetid i forbin-
delse med forlængelse eller fornyelse af et tidsbegrænset
ansættelsesforhold.
Stk. 4.
Bestemmelser om fastsættelse af prøvetidens læng-
de for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansættelse
berøres ikke.
§ 7.
En arbejdsgiver må ikke hindre en lønmodtager i at
tage sideløbende ansættelse eller på den baggrund behandle
lønmodtageren ugunstigt, hvis lønmodtageren fortsat kan
arbejde i overensstemmelse med en af arbejdsgiver fastlagt
tidsplan, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis omstændighe-
derne ved det pågældende arbejde, såsom hensyn til sund-
hed og sikkerhed, beskyttelse af forretningshemmeligheder,
integriteten i den offentlige forvaltning eller at undgå inte-
ressekonflikter, indebærer, at beskæftigelse som nævnt i stk.
1 er uforenelig med det bestående ansættelsesforhold.
§ 8.
En arbejdsgiver kan alene pålægge en lønmodtager,
hvis arbejdsmønster er helt eller overvejende uforudsigeligt,
at arbejde, hvis arbejdet finder sted inden for de forudbe-
stemte referencetimer og referencedage, jf. § 2, nr. 3, og
hvis lønmodtageren er blevet varslet om arbejdsopgaven
med det varsel, som lønmodtageren har modtaget oplysning
om i overensstemmelse med § 3, stk. 2, nr. 12, litra c.
Stk. 2.
Er betingelserne i stk. 1 ikke opfyldt, har lønmod-
tageren ret til at afvise arbejdsopgaven uden negative følger
heraf.
Stk. 3.
Bliver en arbejdsopgave, der er fastlagt gennem
aftale mellem arbejdsgiver og lønmodtager, annulleret af ar-
bejdsgiver efter udløbet af en rimelig frist, skal arbejdsgiver
kompensere lønmodtager herfor. Kompensationen udmåles
på baggrund af de konkrete omstændigheder ved annullerin-
gen af arbejdsopgaven.
§ 9.
Er en lønmodtager ansat på tilkaldebasis eller lig-
nende ud over 3 måneder, påhviler det arbejdsgiver at godt-
gøre, at der ikke er indgået en ansættelsesaftale med et
minimumsantal betalte timer svarende til det arbejde, der
er udført af lønmodtageren i de seneste 4 uger. Har der i de 4
uger været perioder med fravær, forlænges de 4 uger med en
tilsvarende periode uden fravær.
§ 10.
En lønmodtager, der har været ansat i 6 måneder,
og som har udstået sin eventuelle prøvetid, kan anmode
om en ansættelsesform med mere forudsigelige og trygge
arbejdsvilkår, hvis en sådan ansættelsesform findes på virk-
somheden.
Stk. 2.
Lønmodtageren har krav på et skriftligt og begrun-
det svar fra arbejdsgiver på en anmodning som nævnt i stk.
1 senest en måned efter, at anmodningen er modtaget, jf.
dog stk. 3 og 4.
Stk. 3.
Lønmodtageren har alene krav på et skriftligt og
begrundet svar fra arbejdsgiver på en anmodning som nævnt
i stk. 1 en gang årligt.
Stk. 4.
For virksomheder, hvor arbejdsgiver er en fysisk
person eller hvor antallet af ansatte er mindre end 35, er
fristen for at besvare en anmodning som nævnt i stk. 1
senest 3 måneder efter, at anmodningen er modtaget.
§ 11.
Skal en arbejdsgiver i henhold til EU-retten, dansk
lovgivning eller kollektive overenskomster tilbyde en løn-
modtager uddannelse med henblik på udførelse af det på-
gældende arbejde, skal uddannelsen tilbydes uden udgift for
den ansatte, tælle som arbejdstid i ansættelsesforholdet og så
vidt muligt foregå i lønmodtagerens sædvanlige arbejdstid.
Klageadgang, beskyttelse mod ugunstig behandling,
bevisbyrde og sanktioner
§ 12.
Spørgsmål om, hvorvidt arbejdsgiveren har over-
holdt sin oplysningspligt, jf. §§ 3-5 samt § 16, stk. 4, afgøres
af Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
Stk. 2.
Spørgsmål om, hvorvidt arbejdsgiver har overholdt
sin forpligtelse i forhold til at sikre lønmodtagere de vilkår,
der er angivet i §§ 6-11, indbringes for de almindelige dom-
stole.
Stk. 3.
Spørgsmål om, hvorvidt betingelserne i § 1, stk. 5,
hvorefter §§ 6-11 ikke finder anvendelse, er opfyldt, afgøres
af Arbejdsretten. Spørgsmål om, hvorvidt den overordnede
beskyttelse af lønmodtagere sikres, afgøres dog ved fagretlig
behandling og eventuelt faglig voldgift, hvis dette er aftalt
mellem de pågældende overenskomstparter.
§ 13.
En ansat, hvis rettigheder i henhold til denne lovs §§
3-5 samt § 16, stk. 4, er krænket, kan tilkendes en godtgørel-
se. Godtgørelsen, der for den enkelte kan udgøre op til 13
ugers løn, fastsættes under hensyntagen til sagens omstæn-
digheder, herunder om manglen har haft konkret betydning
for lønmodtageren. Godtgørelsen kan, hvis der foreligger
skærpende omstændigheder, forhøjes op til 20 ugers løn.
Stk. 2.
Godtgørelsen kan dog højst udgøre 1.000 kr., hvis
manglen er undskyldelig og i øvrigt ikke har haft konkret
betydning for ansættelsesforholdet.
Stk. 3.
For lønmodtagere, der er omfattet af en overens-
komst som nævnt i § 1, stk. 4, kan sager om en godtgørelse
svarende til den i stk. 1 og 2 nævnte afgøres ved de almin-
delige domstole, hvis en sag om overholdelse af oplysnings-
pligten ikke behandles fagretligt.
§ 14.
En lønmodtager, hvis rettigheder i henhold til denne
lovs §§ 6-11 er krænket, kan tilkendes en godtgørelse.
Stk. 2.
For lønmodtagere, der er omfattet af en overens-
komst som nævnt i § 1, stk. 4, kan sager om en godtgørelse
svarende til den i stk. 1 nævnte afgøres ved de almindelige
domstole, hvis en sag om overholdelse af de pågældende
rettigheder ikke behandles fagretligt.
§ 15.
En lønmodtager, som mener at være blevet afskedi-
get eller udsat for foranstaltninger med tilsvarende virkning,
fordi denne har gjort sine rettigheder i henhold til denne
lov gældende, har efter anmodning ret til at få en skriftlig
begrundelse for afskedigelsen eller den pågældende foran-
staltning fra arbejdsgiver.
Stk. 2.
En lønmodtager, herunder en lønmodtagerrepræ-
sentant, der udsættes for ugunstig behandling, fordi denne
har udøvet sine rettigheder i henhold til denne lov eller har
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0004.png
4
fremsat klage til arbejdsgiveren om at sikre overholdelse af
disse, kan tilkendes en godtgørelse.
Stk. 3.
Kan en lønmodtager, herunder en lønmodtagerre-
præsentant, påvise faktiske omstændigheder, som giver an-
ledning til at formode, at denne har været udsat for afskedi-
gelse eller foranstaltninger med tilsvarende virkning, fordi
denne har udøvet sine rettigheder i henhold til denne lov
eller har fremsat klage til arbejdsgiveren om at sikre over-
holdelse af disse, påhviler det arbejdsgiveren at bevise, at
afskedigelsen eller foranstaltninger med tilsvarende virkning
ikke skyldes, at lønmodtageren har udøvet sine rettigheder i
henhold til denne lov eller har fremsat klage til arbejdsgive-
ren.
Stk. 4.
For lønmodtagere, der er omfattet af en overens-
komst som nævnt i § 1, stk. 4, kan sager om en godtgørelse
svarende til den i stk. 2 nævnte afgøres ved de almindelige
domstole, hvis en sag om ugunstig behandling ikke behand-
les fagretligt.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
§ 16.
Loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Stk. 2.
§ 9, stk. 1, nr. 12, i lov om Arbejdsretten og faglige
voldgiftsretter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1003 af 24. august
2017, som ændret ved § 50 i lov nr. 60 af 30. januar 2018,
§ 3 i lov nr. 870 af 14. juni 2020 og § 6 i lov nr. 214 af 6.
marts 2023, som affattet i § 19, nr. 2, får virkning fra den 1.
januar 2024.
Stk. 3.
Lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette løn-
modtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 240 af 17. marts 2010, ophæves.
Stk. 4.
En arbejdsgiver skal kun udlevere eller supplere
de dokumenter, der er omhandlet i §§ 3 og 4, efter anmod-
ning fra en lønmodtager, der allerede er ansat inden 1. juli
2023. Anmodningen skal efterkommes senest inden for 8
uger efter, at den er fremsat.
§ 17.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Ændringer i anden lovgivning
§ 18.
I lov nr. 214 af 6. marts 2023 om konsekvenser
ved afskaffelsen af store bededag som helligdag foretages
følgende ændring:
1.
§ 6
ophæves.
§ 19.
I lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1003 af 24. august 2017, som ændret
ved § 50 i lov nr. 60 af 30. januar 2018, § 3 i lov nr. 870 af
14. juni 2020 og § 6 i lov nr. 214 af 6. marts 2023, foretages
følgende ændringer:
1.
I
§ 9, stk. 1, nr. 10,
udgår: »og«.
2.
§ 9, stk. 1, nr. 11,
ophæves og i stedet indsættes:
»11) hvorvidt en overenskomst er indgået af de mest repræ-
sentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og er gældende
på hele det danske område, jf. § 6, stk. 3, nr. 1 og 2, i lov om
godskørsel og § 18, stk. 2, i lov om buskørsel,
12) betydningen for kollektive overenskomster af § 2 i lov
om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som
helligdag, og
13) hvorvidt de i § 1, stk. 5, i lov om ansættelsesbeviser og
visse arbejdsvilkår anførte betingelser er opfyldt, jf. lovens §
12, stk. 3.«
3.
I
§ 9
indsættes som stk. 9:
»Stk. 9.
Sager efter stk. 1, nr. 13, kan indbringes for Ar-
bejdsretten af en lønmodtager, dennes lønmodtagerorganisa-
tion eller arbejdsgiver eller en lønmodtager- eller arbejdsgi-
verorganisation, der har en konkret og aktuel interesse i den
pågældende sag, jf. dog § 13, stk. 1.«
§ 20.
I lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., jf. lov-
bekendtgørelse nr. 1662 af 17. december 2018, som ændret
ved § 3 i lov nr. 251 af 30. marts 2011, foretages følgende
ændringer:
1.
Fodnoten
til lovens titel affattes således:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører de-
le af Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009
om iværksættelse af den aftale, der er indgået mel-
lem European Community Shipowners’ Associations
(ECSA) og European Transport Workers’ Federation
(ETF) om konventionen om søfarendes arbejdsforhold
af 2006, EU-Tidende 2009, nr. L 124, side 30, som
ændret ved Rådets direktiv (EU) 2018/131, EU-Tiden-
de 2018, nr. L 22, side 28, dele af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2013/54/EU af 20. november
2013 om visse af flagstatens ansvar for overholdelse og
håndhævelse af konventionen om søfarendes arbejds-
forhold af 2006, EU-Tidende 2013, nr. L 329, side
1, dele af Rådets direktiv 2017/159/EU af 19. decem-
ber 2016 om iværksættelse af den aftale vedrørende
gennemførelsen af Den Internationale Arbejdsorganisa-
tions 2007-konvention om arbejdsforhold i fiskerisek-
toren, der er indgået den 21. maj 2012 af Sammenslut-
ningen af Landbrugsandelsorganisationer i EU (Coge-
ca), Det Europæiske Transportarbejderforbund (ETF)
og Sammenslutningen af Nationale Fiskeriorganisatio-
ner i Den Europæiske Union (Europêche), EU-tidende
2017, nr. L 25, side 12, og dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2019/1152 af 20. juni 2019 om gen-
nemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den Euro-
pæiske Union, EU-Tidende 2019, nr. L 186, side 105.«
2.
Overskriften
før § 3 affattes således:
»1. Tjenesteaftalens indgåelse, vilkår og opsigelse«
3.
Efter § 3 indsættes:
Ȥ 3 a.
Prøvetiden i et ansættelsesforhold kan ikke være
længere end 6 måneder, jf. dog stk. 3. I tidsbegrænsede
tjenesteforhold kan prøvetiden ikke overstige en fjerdedel af
ansættelsestiden. Opsigelsesvarslerne i lovens §§ 5, 37 og
47 berøres ikke herved.
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0005.png
5
Stk. 2.
Der kan ikke aftales yderligere prøvetid i forbin-
delse med forlængelse eller fornyelse af et tidsbegrænset
tjenesteforhold.
Stk. 3.
Bestemmelser om fastsættelse af prøvetidens læng-
de for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansættelse
berøres ikke.
§ 3 b.
Er ansættelsesforholdet indgået på tilkaldebasis el-
ler lignende, og ansættelsesforholdet varer ud over 3 måne-
der, påhviler det rederen eller arbejdsgiveren at godtgøre, at
der ikke er indgået en ansættelsesaftale med et minimums-
antal betalte timer svarende til det arbejde, der er udført
af den ansatte i den seneste måned. Har der i den seneste
måned været perioder med fravær, forlænges den med en
tilsvarende periode uden fravær.
§ 3 c.
Skal en reder eller arbejdsgiver i henhold til EU-
retten, dansk lovgivning eller kollektive overenskomster til-
byde en ansat uddannelse med henblik på udførelse af det
pågældende arbejde, skal uddannelsen tilbydes uden udgift
for lønmodtageren, tælle som arbejdstid og så vidt muligt
foregå i lønmodtagerens sædvanlige arbejdstid.
§ 3 d.
En ansat, hvis rettigheder i henhold til denne lovs
§§ 3 a – 3 c er krænket, kan tilkendes en godtgørelse.
Stk. 2.
Kan den ansatte påvise faktiske omstændigheder,
som giver anledning til at formode, at den ansatte har væ-
ret udsat for afskedigelse eller en foranstaltning med tilsva-
rende virkning, fordi denne har fremsat klage til rederen,
skibsføreren eller arbejdsgiveren om at sikre overholdelsen
af rettigheder i henhold til §§ 3 a – 3 c, påhviler det rederen,
skibsføreren eller arbejdsgiveren at bevise, at afskedigelsen
eller foranstaltningen med tilsvarende virkning ikke skyldes,
at der er fremsat klage om at sikre overholdelse af rettighe-
der efter §§ 3 a – 3 c.
§ 3 e.
Lovens §§ 3 a – 3 c finder ikke anvendelse for
ansatte, der er omfattet af overenskomster indgået af de
mest repræsentative arbejdsmarkedsparter, og som dækker
det danske område inden for søfart eller fiskeri, hvorved den
overordnede beskyttelse af de pågældende ansatte sikres, jf.
artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om gen-
nemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den Europæiske
Union.«
4.
I
§ 49
indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3) §§ 3 a – 3 e,«
Nr. 3-25 bliver herefter nr. 4-26.
5.
I
§ 49
indsættes efter nr. 25, der bliver nr. 26, som nyt
nummer:
»27) § 64,«
Nr. 26 og 27 bliver herefter nr. 28 og 29.
6.
I § 64, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »ansættelsesforhol-
det«: », herunder hyre- og ansættelseskontrakten,«.
7.
I § 65, stk. 1,
ændres »§ 49, nr. 13« til: »§ 49, nr. 14«, »§
49, nr. 19« til: »§ 49, nr. 20«, »§ 49, nr. 23 eller 26« til: »§
49, nr. 24 eller 28« og »§ 49, nr. 3 eller 24« til: »§ 49, nr. 4
eller 25«.
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0006.png
6
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
2.
3.
3.1.
3.1.1.
3.1.2.
3.1.3.
3.2.
3.2.1.
3.2.1.1.
3.2.1.2.
3.2.1.3.
3.2.1.4.
3.2.1.5.
3.2.2.
3.3.
3.3.1.
3.3.2.
3.4.
3.4.1.
3.4.2.
3.5.
3.5.1.
3.5.2.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
11.
Indledning
Gældende ret
Lovforslagets hovedpunkter
Anvendelsesområdet
Gældende ret og det danske lønmodtagerbegreb
Arbejdstagerbegrebet i henhold til EU-Domstolens praksis
Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
De formelle rettigheder (Oplysningspligten)
Gældende ret
Hvilke oplysninger skal gives
Hvornår skal oplysningerne gives
Oplysningernes form
Ændring af ansættelsesvilkår
Klage og sanktion m.v.
Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
De materielle rettigheder
Gældende ret
Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Horisontale bestemmelser
Gældende ret
Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Arbejdsvilkårsdirektivet for søfarende og fiskere
Gældende ret
Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Administrative konsekvenser for borgerne
Klimamæssige konsekvenser
Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Sammenfattende skema
Arbejdsvilkårsdirektivet indeholder overordnet to former for
rettigheder for arbejdstagere. Den ene form for rettigheder,
de formelle rettigheder, omhandler krav på oplysninger om
vilkår i ansættelsesforholdet, og findes i arbejdsvilkårsdirek-
tivets kapitel II. Den anden form for rettigheder, de mate-
rielle rettigheder, omhandler forskellige vilkår ved selve
ansættelsen, fx et maksimum over en eventuel prøvetids
længde, og disse rettigheder findes i kapitel III. Herudover
er der i kapitel I almindelige bestemmelser og i kapitel IV
horisontale bestemmelser. Kapitel V indeholder afsluttende
bestemmelser.
Formålet med arbejdsvilkårsdirektivet, som lovforslaget har
til formål at implementere, er bl.a., at der fastsættes mini-
mumskrav til oplysninger om de væsentlige punkter i an-
sættelsesforholdet for at sikre alle arbejdstagere i Den Euro-
pæiske Union en passende grad af gennemsigtighed og at
1. Indledning
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1152 om
gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den Europæ-
iske Union (herefter arbejdsvilkårsdirektivet) blev vedtaget
den 20. juni 2019. Som anført i artikel 1, stk. 1, har arbejds-
vilkårsdirektivet til formål at forbedre arbejdsvilkårene ved
at fremme mere gennemsigtig og forudsigelig ansættelse,
samtidig med at arbejdsmarkedets tilpasningsevne sikres.
Med dette lovforslag foreslås arbejdsvilkårsdirektivet imple-
menteret i dansk lovgivning.
Implementeringen af arbejdsvilkårsdirektivet har i lighed
med sædvanlig praksis på det arbejdsretlige område været
drøftet i Beskæftigelsesministeriets Implementeringsudvalg.
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0007.png
7
tilvejebringe større forudsigelighed for så vidt angår deres
arbejdsvilkår.
Det fremgår af arbejdsvilkårsdirektivets præambelbetragt-
ning (4), at arbejdsmarkederne har undergået vidtrækken-
de forandringer som følge af den demografiske udvikling
og digitaliseringen siden vedtagelsen af Rådets direktiv
91/533/EØF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt
til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskon-
trakten eller ansættelsesforholdet (herefter ansættelsesbevis-
direktivet). Dette har ført til, at der er blevet skabt nye an-
sættelsesformer, hvilket har skabt usikkerhed om gældende
rettigheder og social beskyttelse, og der er derfor et øget
behov for, at arbejdstagerne underrettes fuldt ud om deres
væsentlige arbejdsvilkår.
Den udvidelse af oplysningspligten i forhold til ansættelses-
bevisdirektivet, der ligger i arbejdsvilkårsdirektivet, vil såle-
des i særdeleshed komme lønmodtagere, hvis tilknytning til
arbejdsmarkedet er begrænset eller marginal, til gode. Selv-
om arbejdsvilkårsdirektivet er gældende for alle lønmodta-
gere, vil den i arbejdsvilkårsdirektivet liggende udvidelse
af oplysningspligten ikke mindst tilgodese lønmodtagere,
hvis ansættelsesform adskiller sig fra traditionel ansættelse,
forstået som tidsubegrænset og på fuld tid.
Indførelsen af visse materielle rettigheder vil også i sær-
deleshed komme lønmodtagere, hvis tilknytning til arbejds-
markedet er begrænset eller marginal, til gode, idet flere
af disse rettigheder først og fremmest vil have betydning
for sådanne lønmodtagere. Eksempelvis angår visse af ret-
tighederne lønmodtagere, hvis arbejdsmønster er helt eller
overvejende uforudsigeligt, eller lønmodtagere, der er ansat
på tilkaldebasis.
Som ovenfor nævnt omhandler dette lovforslag arbejdsgi-
vers pligt til at oplyse lønmodtager om vilkårene i et ansæt-
telsesforhold og visse materielle arbejdsvilkår. I den forbin-
delse fastsættes regler om tvistløsning, bevisbyrde og sank-
tion m.v. Lovforslaget erstatter den gældende ansættelsesbe-
vislov, men kan ses som en udvidelse eller udbygning af lov
om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om
vilkårene for ansættelsesforholdet, jf. lovbekendtgørelse nr.
240 af 17. marts 2010 med senere ændringer (ansættelsesbe-
visloven).
Der er flere grunde til, at nærværende lovforslag er en ny
hovedlov, og ikke fremsættes som en ændring af ansættel-
sesbevisloven. Det skyldes, at der er tale om grundlæggende
ændringer, der understøtter, at der gennemføres en ny lov
i stedet for en ændring af ansættelsesbevisloven, som med
dette lovforslag foreslås ophævet. Fremsættelse af en ny
hovedlov flugter således med arbejdsvilkårsdirektivet. Det
kan desuden fremhæves som begrundelse for, at der udarbej-
des en ny hovedlov, at lønmodtagerbegrebet i nærværende
lovforslag på baggrund af arbejdsvilkårsdirektivet ikke er
helt magen til ansættelsesbevislovens danske lønmodtager-
begreb.
I forbindelse med arbejdet med implementering af arbejds-
vilkårsdirektivet i regi af Beskæftigelsesministeriets Imple-
menteringsudvalg har Fagbevægelsens Hovedorganisation
(FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) indgået en for-
ståelsesaftale af 30. juni 2022 om implementering af ar-
bejdsvilkårsdirektivet, hvori der tages stilling til, hvordan
forskellige af arbejdsvilkårsdirektivets elementer vil kunne
implementeres lovgivningsmæssigt. Denne forståelsesaftale,
som blandt andet omhandler anvendelse af arbejdsvilkårsdi-
rektivets artikel 14 om muligheden for ved kollektiv over-
enskomst at fastsætte eller anvende regulering, som adskiller
sig fra de i arbejdsvilkårsdirektivet indeholdte materielle
rettigheder, har været væsentlig i forbindelse med udform-
ning af nærværende lovforslag med henblik på at sikre bred
opbakning hertil fra arbejdsmarkedets parter. Specifikt ved-
rørende anvendelsen af artikel 14 henvises til afsnit 3.3.2 i
dette lovforslags almindelige bemærkninger, men det er tilli-
ge såvel i relation til oplysningspligten som i relation til de
materielle rettigheder i nærværende lovforslag, at forståel-
sesaftalen har sat et aftryk, Forståelsesaftalen mellem FH og
DA har sammen med lovforslaget været forelagt Beskæfti-
gelsesministeriets Implementeringsudvalg, hvis medlemmer
har haft mulighed for at komme med bemærkninger hertil
forud for, at lovforslaget har været i høring.
Arbejdsvilkår for søfarende og fiskere har ressort i Søfarts-
styrelsen under Erhvervsministeriet. Gennemførelsen af dele
af arbejdsvilkårsdirektivet for så vidt angår søfarende og
fiskere foreslås derfor foretaget ved ændring af lov om søfa-
rendes ansættelsesforhold m.v.
2. Gældende ret
Det er et karakteristisk træk ved det danske arbejdsmarked,
at regulering af arbejdsvilkår i høj grad varetages af arbejds-
markedets parter. Materielle rettigheder, som de i §§ 6-11
i dette lovforslag omhandlede, reguleres primært gennem
kollektive overenskomster, der eksempelvis kan indeholde
bestemmelser om prøvetid, forudsigelighed i arbejdet og
uddannelse.
I Danmark findes dog en række love, som regulerer materi-
elle arbejdsvilkår for enkelte grupper af lønmodtagere. Ek-
sempler herpå er funktionærloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1002 af 24. august 2017 med senere ændring, lov om vis-
se arbejdsforhold i landbruget m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 712 af 20. august 2002 (medhjælperloven) og lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
1662 af 17. december 2018 (sømandsloven). Der findes til-
lige lovgivning, som regulerer lønmodtageres retsstilling i
bestemte situationer, fx lov om lønmodtageres retsstilling
ved virksomhedsoverdragelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 710
af 20. august 2002 med senere ændringer (virksomhedsover-
dragelsesloven), og lovgivning om specifikke vilkår, fx ar-
bejdstid og ferie.
I modsætning til, hvad tilfældet er med de i dette lovforslag
omhandlede materielle rettigheder, som kun sporadisk er
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0008.png
8
genstand for lovgivning allerede, er oplysningspligten i dag
reguleret i ansættelsesbevisloven.
Ansættelsesbevisloven gennemfører Rådets direktiv nr.
91/533 af 14. oktober 1991, EF-Tidende 1991, nr. L 288
s. 32, om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstage-
ren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesfor-
holdet.
Det følger af § 1 i ansættelsesbevisloven, at den gælder for
alle lønmodtagere, hvis ansættelsesforhold har en varighed
på mere end 1 måned, og hvis gennemsnitlige ugentlige
arbejdstid overstiger 8 timer. Der er enkelte undtagelser her-
til. Den væsentligste er, at loven ikke finder anvendelse, i
det omfang ansættelsesbevisdirektivet er implementeret ved
kollektiv overenskomst.
Ansættelsesbevisloven har som overordnet formål at pålæg-
ge arbejdsgiverne at oplyse lønmodtagerne om de vilkår, der
er i ansættelsesforholdet. Det sker for at undgå usikkerhed
om, hvad der gælder i det pågældende ansættelsesforhold.
Arbejdsgiveren har i medfør af ansættelsesbevisloven pligt
til skriftligt at underrette lønmodtageren om vilkårene for
ansættelsesforholdet senest l måned efter, at arbejdet er
påbegyndt. Oplysningspligten omfatter de væsentligste op-
lysninger vedrørende ansættelsesforholdet, herunder bl.a.
oplysninger om arbejdets art, lønmodtagerens titel, ansæt-
telsesforholdets begyndelsestidspunkt, ferierettigheder, opsi-
gelsesvarsler, løn og arbejdstid.
Hvis der er tale om udstationerede lønmodtagere, skal ar-
bejdsgiveren endvidere oplyse om udstationeringens varig-
hed, den valuta lønnen udbetales i, eventuelle fordele i
forbindelse med opholdet i udlandet og, hvis det er aftalt,
hvad der skal gælde ved lønmodtagerens tilbagevenden til
Danmark.
Loven regulerer ingen materielle ansættelsesvilkår, men re-
gulerer alene oplysningspligten. En manglende overholdelse
af oplysningspligten kan sanktioneres, idet arbejdsgiveren
ved domstolene kan blive pålagt at betale en godtgørelse til
lønmodtageren. Spørgsmål om, hvorvidt oplysningspligten
efter loven er overholdt, kan afgøres af Ankestyrelsens Be-
skæftigelsesudvalg.
På søfarts- og fiskeriområderne er arbejdsvilkårene regu-
leret ved lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1662 af 17. december 2018. Loven
gennemfører bl.a. FN�½s Internationale Arbejdsorganisations
(ILO�½s) konvention om søfarendes arbejdsforhold (herefter
MLC-konventionen), som trådte i kraft i Danmark den 23.
juni 2011, og ILO’s konvention om arbejdsforhold i fiske-
risektoren (herefter ILO-konvention nr. 188), som trådte i
kraft i Danmark den 3. februar 2021. Loven omfatter –
ligesom konventionerne – mange aspekter af søfarendes og
fiskeres ansættelsesforhold, herunder indgåelse af ansættel-
sesaftaler, arbejdsvilkårene herfor m.m.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Anvendelsesområdet
Det fremgår af direktivet, at de heri fastsatte minimumsret-
tigheder finder anvendelse på ”alle arbejdstagere i Unionen
med en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold som
fastsat i gældende ret, ved overenskomst eller i gældende
praksis i de enkelte medlemsstater under hensyntagen til
Domstolens retspraksis”. Der er således tale om, at de nati-
onale lønmodtager- eller arbejdstagerbegreber skal lægges
til grund, men der skal tages hensyn til EU-Domstolens
praksis, der vedrører det EU-retlige arbejdstagerbegreb, ved
anvendelse af arbejdsvilkårsdirektivet.
3.1.1. Gældende ret og det danske lønmodtagerbegreb
I ansættelsesbevisloven er lønmodtager defineret i § 1, stk.
2, som en person, der modtager vederlag for personligt ar-
bejde i tjenesteforhold. Efter ansættelsesbevisdirektivet skal
der anvendes et nationalt lønmodtagerbegreb, og formule-
ringen om vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold
er da også kendt fra eksempelvis ferieloven, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 230 af 12. februar 2021, selvom det bemærkes, at
der ikke i dansk ansættelsesretlig lovgivning er et gennem-
gående entydigt lønmodtagerbegreb.
Om en person er lønmodtager efter dansk ansættelsesret
vil bero på en helhedsvurdering. En lønmodtager vil være
karakteriseret ved at være en person, som i kraft af en
arbejdsaftale har pligt til personligt at udføre erhvervsmæs-
sigt arbejde (yde en tjenesteydelse) efter arbejdsgiverens
instruktioner, for arbejdsgiverens regning og risiko, under
arbejdsgiverens tilsyn og i arbejdsgiverens navn, og som har
krav på en modydelse for arbejdet (tjenesteydelsen) betalt
af arbejdsgiveren – som hovedregel et vederlag, der sæd-
vanligvis udmåles i forhold til den medgåede tid (timeløn,
14-dages løn eller månedsløn).
Der vil med andre ord skulle være tale om et over-/under-
ordnelsesforhold eller en tjenestestilling. Der behøver dog
ikke nødvendigvis at være tale om instruktionsbeføjelse i
traditionel forstand. Det er almindeligt anerkendt, at arbejds-
giverens instruktionsbeføjelse kan bestå i at fastsætte ram-
mer for arbejdets udførelse, hvorefter den ansatte udfører ar-
bejdet eventuelt med løbende rapportering til arbejdsgiveren
om, hvordan arbejdsopgaven løses. Det vil trække i retning
af lønmodtagerstatus, at den pågældende ikke har del i virk-
somhedens risiko, udbytte eller kapital, at arbejdsgiveren
afholder alle udgifter til materialer, arbejdsredskaber m.v.,
og at der er aftalt en fast arbejdstid inden for en bestemt
referenceperiode.
Det vil derimod være uden betydning, om den pågældendes
arbejdsforhold har en varighed af kun ganske få timer, eller
om der er tale om et arbejdsforhold, der – både for så
vidt angår den ugentlige arbejdstid som varigheden af det
samlede arbejdsforhold – svarer til det, der sædvanligvis
karakteriseres som et tidsubestemt arbejdsforhold på fuld
tid (almindeligt ansættelsesforhold). Størrelsen af den aftal-
te løn, og i hvilken form vederlaget ydes, vil også være
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0009.png
9
uden betydning. Det afgørende er, at vederlaget ydes for
en arbejds- eller tjenesteydelse, som den ansatte har præste-
ret. Ligeledes vil titel ingen betydning have for vurderingen
af, om en person er lønmodtager.
3.1.2. Arbejdstagerbegrebet i henhold til EU-Domstolens
praksis
Det er fastslået i EU-Domstolens praksis vedrørende TEUF
artikel 45, at arbejdstagerbegrebet er et EU-retligt begreb,
som ikke må fortolkes indskrænkende. Således skal enhver
person, som udøver reel og faktisk beskæftigelse, bortset fra
beskæftigelse af så ringe omfang, at den fremtræder som et
rent marginalt supplement, anses for arbejdstager. Kendeteg-
net ved et arbejdsforhold er ifølge Domstolens praksis, at
en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag
for en anden og efter dennes anvisninger, jf. eksempelvis
Domstolens dom af 4. februar 2010 i sag C-14/09, Genc,
præmis 19.
Hverken en begrænset størrelse af vederlaget eller spørgs-
målet om, hvorledes midlerne til at sikre vederlaget tilveje-
bringes, eller det forhold, at den pågældende person søger at
supplere lønnen med andre midler, såsom offentlige ydelser
udbetalt af bopælsmedlemsstaten, er afgørende for arbejds-
tagerbegrebet i EU-retlig forstand, ligesom det ikke er afgø-
rende, om vederlaget udbetales af arbejdsgiveren eller fra
offentlige midler. Se hertil Domstolens dom af 4. februar
2010 i sag C-14/09, Genc, præmis 20, og dom af 9. juli 2015
i sag C-229/14, Balkaya, præmis 49-52.
Det er endvidere ikke afgørende, om indtægten er begrænset
eller har karakter af naturalydelser, jf. Domstolens dom af
7. september 2004 i sag C-456/02, Trojani, præmis 20 og
26. Frivilligt arbejde uden nogen form for aflønning er ude-
lukket fra definitionen.
EU-Domstolen har endvidere taget stilling til grænsen mel-
lem arbejdstagerbegrebet og selvstændig erhvervsvirksom-
hed. Det fremgår af Domstolens dom af 14. december 1989,
sag C-3/87, Agegate Ltd., præmis 35-36, at det væsentligste
kendetegn ved arbejdsforholdet er, at en person i en vis peri-
ode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter
dennes anvisninger. Spørgsmålet om, hvorvidt et givet for-
hold falder uden for rammerne af et sådant arbejdsforhold,
må i hvert enkelt tilfælde besvares under hensyn til alle
de faktorer og omstændigheder, som er karakteristiske for
forholdet mellem parterne, fx at den pågældende bærer en
del af den kommercielle risiko, frit vælger sin arbejdstid
og selv ansætter sine medhjælpere. Endvidere følger det af
Domstolens praksis, at en direktør efter omstændighederne
godt kan være arbejdstager, jf. hertil Domstolens dom af 11.
november 2010 i sag C-232/09, Danosa, præmis 39-56, og
dom af 9. juli 2015 i sag C-229/14, Balkaya, præmis 31-43.
Det følger endvidere af Domstolens dom af 8. juni 1999 i
sag C-337/97, Meeusen, præmis 15-17, at en virksomheds-
ejers ægtefælle efter omstændighederne kan være arbejds-
tager i virksomheden, hvis der i virksomheden består et
over- og underordnelsesforhold mellem ægtefællerne, der er
karakteristisk for et arbejdsforhold.
3.1.3. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den fore-
slåede ordning
Det foreslås, at lønmodtager i § 2, nr. 1, defineres som
en person, der modtager vederlag for personligt arbejde i
et tjenesteforhold. Det er Beskæftigelsesministeriets vurde-
ring, at den foreslåede definition er dækkende for såvel
det danske lønmodtagerbegreb som det EU-retlige arbejds-
tagerbegreb, og dermed også for en afgrænsning af de af
arbejdsvilkårsdirektivet omfattede rettighedssubjekter. Det
kan nævnes, at der i ferieloven anvendes en formulering
vedrørende lønmodtagerstatus, der ligger meget tæt op ad
den her foreslåede, og som beskrevet i ferielovens forarbej-
der er det i ferieloven det EU-retlige arbejdstagerbegreb,
som skal lægges til grund. I lighed med det i ferielovens
forarbejder anførte, vurderes det således at være muligt at
tage EU-Domstolens praksis i betragtning ved anvendelsen
af en definitionsbestemmelse som her foreslået.
Uddybende kan der med hensyn til, hvordan den foreslåede
definition af ”lønmodtager” skal bruges, henvises til det i ar-
bejdsvilkårsdirektivets præambelbetragtning (8) anførte. Her
fremgår det, at de kriterier, som EU-Domstolen har anvendt
i forbindelse med fastlæggelsen af status som arbejdstager,
bør tages i betragtning, og i det omfang husarbejdere, ar-
bejdstagere på tilkaldebasis, løst ansatte arbejdstagere, vou-
cher-baserede arbejdstagere, arbejdstagere på onlineplatfor-
me, praktikanter og lærlinge opfylder de nævnte kriterier,
kan de være omfattet af arbejdsvilkårsdirektivets anvendel-
sesområde. Det fremgår endvidere, at reelt selvstændige ik-
ke bør være omfattet, da de ikke opfylder kriterierne, mens
en ”proformaselvstændig”, hvor der er tale om misbrug af
en betegnelse som selvstændig, vil opfylde kriterierne og
bør omfattes af anvendelsesområdet for arbejdsvilkårsdirek-
tivet. Det er således de faktiske forhold i forbindelse med
arbejdets reelle udførelse, der skal lægges vægt på ved vur-
deringen af, om der foreligger et ansættelsesforhold, og ikke
den formelle beskrivelse af forholdet.
3.2. De formelle rettigheder (Oplysningspligten)
Ansættelsesbevisloven har som overordnet formål at pålæg-
ge arbejdsgivere en oplysningspligt med det formål at undgå
usikkerhed om, hvad der gælder i det pågældende ansæt-
telsesforhold. Ansættelsesbevisloven regulerer hvilke oplys-
ninger, der skal gives, hvornår de skal gives, fristen herfor
og i hvilken form.
3.2.1. Gældende ret
Det fremgår af ansættelsesbevislovens § 1, stk. 1, at den
gælder for alle lønmodtagere, hvis ansættelsesforhold har en
varighed på mere end 1 måned, og hvis den gennemsnitlige
ugentlige arbejdstid overstiger 8 timer. Det fremgår også, at
loven ikke gælder for personer, som er omfattet af sømands-
loven.
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0010.png
10
Det fremgår endvidere af ansættelsesbevislovens § 1, stk. 2,
at som lønmodtagere anses personer, der modtager vederlag
for personligt arbejde i tjenesteforhold. Der henvises i den
forbindelse til lovforslagets afsnit 3.1.
Loven finder dog ikke anvendelse, i det omfang en pligt
for arbejdsgiveren til at give lønmodtageren oplysninger
om ansættelsesforholdet følger af kollektiv overenskomst
og denne indeholder regler, der som minimum svarer til
bestemmelserne i Rådets direktiv nr. 91/533 om arbejdsgive-
rens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for
arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet, jf. ansættelses-
bevislovens § 1, stk. 3.
Videre fremgår det af ansættelsesbevislovens § 1, stk. 3 og
4, at loven ikke kan fraviges ved aftale til ugunst for løn-
modtageren, og at beskæftigelsesministeren kan bestemme,
at lønmodtagere, som har lejlighedsvist arbejde eller arbejde
af særlig karakter, ikke skal være omfattet af denne lov.
3.2.1.1. Hvilke oplysninger skal gives
Det fremgår af § 2, stk. 2, i ansættelsesbevisloven, hvilke
oplysninger, der skal gives, når loven finder anvendelse. Det
fremgår dog af bestemmelsen, at hvis lønmodtageren ik-
ke fra ansættelsesforholdets begyndelse har en gennemsnit-
lig ugentlig arbejdstid, der overstiger 8 timer, indtræder ar-
bejdsgiverens oplysningspligt, når lønmodtageren inden for
de seneste 4 uger har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejds-
tid, der overstiger 8 timer. Arbejdsgiverens oplysningspligt
omfatter mindst følgende oplysninger:
1)
Arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse.
2)
Arbejdsstedets beliggenhed eller i mangel af et fast
arbejdssted eller et sted, hvor arbejdet hovedsagelig
udføres, oplysning om, at lønmodtageren er beskæfti-
get på forskellige steder, og om hovedsæde eller ar-
bejdsgiverens adresse.
3)
Beskrivelse af arbejdet eller angivelse af lønmodtage-
rens titel, rang, stilling eller jobkategori.
4)
Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt.
5)
Ansættelsesforholdets forventede varighed, hvor der
ikke er tale om tidsubestemt ansættelse.
6)
Lønmodtagerens rettigheder med hensyn til betalt fe-
rie, herunder om der udbetales løn under ferie.
7)
Varigheden af lønmodtagerens og arbejdsgiverens op-
sigelsesvarsler eller reglerne herom.
8)
Den gældende eller aftalte løn, som lønmodtageren
har ret til ved ansættelsesforholdets påbegyndelse, og
tillæg og andre løndele, der ikke er indeholdt heri, fx
pensionsbidrag og eventuel kost og logi. Endvidere
skal der oplyses om lønnens udbetalingsterminer.
9)
Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid.
10) Angivelse af hvilke kollektive overenskomster eller
aftaler der regulerer arbejdsforholdet. Hvis der er tale
om overenskomster eller aftaler indgået af parter uden
for virksomheden, skal det endvidere oplyses, hvem
disse parter er.
Oplysningerne, som angivet ovenfor, skal arbejdsgiveren
som minimum give lønmodtageren, når ansættelsesforholdet
er omfattet af loven. Der er dog enkelte tilfælde, hvor ar-
bejdsgiveren er forpligtet til at give yderligere oplysninger
til lønmodtageren. Det er tilfældet, når lønmodtageren skal
udføre sit arbejde i et eller flere andre lande, og arbejdets
varighed overstiger en måned, jf. ansættelsesbevisloven §
3, stk. 1. I disse tilfælde skal arbejdsgiveren som minimum
give oplysning om:
1) varigheden af det arbejde, der udføres i udlandet,
2) den valuta, som lønnen udbetales i,
3) i givet fald de fordele i kontanter og naturalier, der er
forbundet med opholdet i udlandet,
4) i givet fald vilkårene for lønmodtagerens tilbagevenden
til hjemlandet, og
5) om der er taget skridt til at få udstedt de nødvendige
attester i forbindelse med udstationeringen.
Pligten til at give lønmodtageren oplysninger om ansættel-
sesforholdet, som angivet i § 2, stk. 2, nr. 6-9, i § 3, stk. 1,
nr. 2 og 3, og ved enhver ændring af de i § 2, stk. 1 og 2, og
§ 3, stk. 1, omhandlende forhold, anses for at være opfyldt,
hvis der i de dokumenter, som er omtalt i § 2, stk. 3, henvi-
ses til love, administrative bestemmelser, vedtægtsmæssige
bestemmelser eller kollektiv overenskomst, der gælder for
de pågældende forhold. Oplysningerne skal dog fremgå så
tydeligt heraf, at lønmodtageren har mulighed for at afklare
sin retstilling.
3.2.1.2. Hvornår skal oplysningerne gives
Oplysningerne skal gives, når ansættelsesforholdet er omfat-
tet af ansættelsesbevisloven. Der er endvidere fastsat en frist
for, hvornår de skal afgives. Fristen varierer dog alt efter
hvilke oplysninger, der er tale om.
For så vidt angår den generelle oplysningspligt i § 2 i an-
sættelsesbevisloven, fremgår det af bestemmelsens stk. 1,
2. pkt., at oplysningerne skal gives senest en måned efter,
at ansættelsesforholdet er påbegyndt. Når der er tale om
udstationerede medarbejdere efter ansættelsesbevislovens §
5, skal oplysningerne være lønmodtageren i hænde inden
afrejse.
3.2.1.3. Oplysningernes form
Det fremgår af § 2, stk. 3, i ansættelsesbevisloven, at oplys-
ningerne kan gives i følgende dokumenter:
1) en skriftlig erklæring, som indeholder oplysning om
alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet bortset
fra de oplysninger, der eventuelt er givet i et af de
nedenfor i nr. 2-4 nævnte dokumenter,
2) en skriftlig arbejdskontrakt,
3) et ansættelsesbrev eller
4) et eller flere andre dokumenter, forudsat at mindst ét af
disse indeholder samtlige oplysninger nævnt i stk. 2, nr.
1-4, 8 og 9.
3.2.1.4. Ændring af ansættelsesvilkår
Arbejdsgiveren skal ved enhver ændring af de i § 2, stk.
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0011.png
11
1 og 2, og § 3, stk. 1, nævnte vilkår give lønmodtageren
skriftlig besked herom, jf. ansættelsesbevislovens § 4, stk.
1. Bestemmelsen medfører ikke, at der under iagttagelse af
kravene heri frit kan ændres i ansættelsesforholdene. En æn-
dring af ansættelsesvilkår skal gennemføres i henhold til på-
gældende regler i relevant lovgivning, og de kollektive over-
enskomster, der regulerer ansættelsesforholdet. Væsentlige
ændringer af ansættelsesforholdet kan typisk gennemføres
med det varsel, der svarer til det normale opsigelsesvarsel,
der gælder i det pågældende ansættelsesforhold.
3.2.1.5. Klage og sanktion m.v.
Det fremgår af § 5 i ansættelsesbevisloven, at spørgsmål om,
hvorvidt arbejdsgiveren har overholdt sin oplysningspligt ef-
ter loven, afgøres af Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
Det fremgår endvidere af § 6, stk. 1, i ansættelsesbevis-
loven, at hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplys-
ningspligt, kan lønmodtageren tilkendes en godtgørelse ved
domstolene. Godtgørelsen, der for den enkelte ikke kan
overstige 13 ugers løn, fastsættes under hensyntagen til sa-
gens omstændigheder, herunder om manglen har haft kon-
kret betydning for lønmodtageren. Godtgørelsen kan, hvis
der foreligger skærpende omstændigheder, forhøjes op til 20
ugers løn. Det fremgår endvidere af stk. 2, at godtgørelsen
dog højst kan udgøre 1.000 kr., hvis manglen er undskylde-
lig og i øvrigt ikke har haft konkret betydning for ansættel-
sesforholdet.
3.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den fore-
slåede ordning
Det foreslås i § 3, stk. 1, 1. pkt., at arbejdsgiveren skal
give lønmodtageren oplysninger om alle væsentlige vilkår
for ansættelsesforholdet. Bestemmelsen er en videreførelse
af den eksisterende bestemmelse i ansættelsesbevislovens §
2, stk. 1, 1. pkt., med den ændring, at der henvises til den
udvidede liste af oplysninger, som en arbejdsgiver skal give
lønmodtageren, jf. stk. 2. Den foreslåede bestemmelse vil
indebære, at væsentlige punkter i ansættelsesforholdet, som
ikke er opregnet i bestemmelsens stk. 2, også skal afgives
i den beskrevne form. Der er ikke med bestemmelsens nyaf-
fattelse tilsigtet nogen ændring i vurderingen af, hvad der
må anses for væsentlige oplysninger ud over det i stk. 2
opregnede.
Der er for så vidt angår oplysningerne, som nævnt i lovfor-
slagets § 3, stk. 2, nr. 1-5, nr. 9-11 og nr. 14, tale om en
videreførelse af gældende ret i ansættelsesbevislovens § 2,
stk. 2.
Det foreslås i § 3, stk. 1, 2-4. pkt., at oplysningerne nævnt
i nr. 1-5, 7 og 10-12 skal gives senest syv kalenderdage
efter, at ansættelsesforholdet er påbegyndt. De øvrige i stk.
2, omhandlede oplysninger skal gives senest en måned efter,
at ansættelsesforholdet er påbegyndt. I den forbindelse skal
det nævnes, at lovforslaget ikke ændrer på muligheden for
overenskomstmæssigt at give arbejdsgiver adgang til at rette
op på eventuelle forsømmelser i forhold til opfyldelse af
oplysningspligten, den såkaldte nachfrist.
Det foreslås derudover i lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 6-7,
nr. 12-13 og nr. 15, at arbejdsgiver skal afgive yderligere op-
lysninger til lønmodtagere end hidtil ved ansættelsesforhold
omfattet af loven.
Det foreslås i § 3, stk. 2, nr. 6, at arbejdsgivers oplysnings-
pligt omfatter, når det drejer sig om vikaransatte, brugervirk-
somhedernes identitet, når og så snart denne er kendt. Det
foreslås endvidere i lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 7, at op-
lysningspligten omfatter varigheden af og vilkårene for en
eventuel prøvetid. Med hensyn til § 3, stk. 2, nr. 8, er der
tale om fravær med løn generelt og ikke blot ferie.
Det foreslås endvidere i lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 12-13,
at arbejdsgivers oplysningspligt omfatter:
1) Hvis arbejdsmønstret er helt eller overvejende uforudsi-
geligt, skal arbejdsgiveren underrette lønmodtageren om:
a) det princip, at tidsplanen for arbejdet er variabel, antal-
let af garanterede betalte arbejdstimer og betaling fodet
princip, at tidsplanen for arbejdet er variabel, antallet af
garanterede betalte arbejdstimer og betaling for arbej-
de, som udføres ud over disse garanterede timer
b) de referencetimer og -dage, hvor lønmodtageren kan
pålægges at arbejde
c) den minimumsvarslingsperiode, som lønmodtageren er
berettiget til, før en arbejdsopgave påbegyndes, samt en
eventuel frist for annullering af arbejdsopgaven.
2) Den ret til uddannelse, som arbejdsgiveren eventuelt til-
byder.
Af nye krav til den generelle oplysningspligt foreslås det
endeligt i lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 15, at den omfatter,
hvor det er arbejdsgiverens ansvar, identiteten på de social-
sikringsinstitutioner, som modtager de sociale bidrag, der
er knyttet til ansættelsesforholdet, og enhver beskyttelse i
forbindelse med social sikring fra arbejdsgiverens side.
Formålet med de formelle bestemmelser i arbejdsvilkårs-
direktivet er bl.a., at der fastsættes minimumskrav til op-
lysninger om de væsentlige punkter i ansættelsesforholdet
for at sikre alle arbejdstagere i Den Europæiske Union en
passende grad af gennemsigtighed for så vidt angår deres
arbejdsvilkår. Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering,
at den udvidede oplysningspligt bidrager til at sikre, at løn-
modtagere i høj grad er bekendt med deres rettigheder i det
pågældende ansættelsesforhold.
3.3. De materielle rettigheder
3.3.1. Gældende ret
I gældende ansættelsesretlig lovgivning er der ikke generelle
bestemmelser om de materielle arbejdsvilkår, der med dette
lovforslag foreslås indført. I Danmark reguleres arbejdsvil-
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0012.png
12
kår i høj grad af arbejdsmarkedets parter gennem kollektive
overenskomster.
Der findes dog lovgivning om arbejdsvilkår for bestemte
grupper af lønmodtagere, fx funktionærer, medhjælpere in-
den for landbruget og søfarende. Der findes tillige lovgiv-
ning om bestemte vilkår, fx arbejdstid, eller lønmodtageres
retsstilling i bestemte situationer, fx ved virksomhedsover-
dragelse. Bortset fra de i funktionærloven indeholdte be-
stemmelser om prøvetid, er der således ikke bestemmelser i
gældende ansættelsesretlig lovgivning, som specifikt regule-
rer de materielle rettigheder, som indgår i dette lovforslag.
3.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den fore-
slåede ordning
Det foreslås at indføre visse materielle rettigheder for de
lønmodtagere, der omfattes af loven. Formålet med bestem-
melserne er blandt andet at tilvejebringe en større forudsi-
gelighed i ansættelsesforhold i Danmark, jf. det i direktiv
2019/1152 anførte herom. De enkelte materielle rettigheder,
der foreslås indført med dette lovforslag, er af forskelligar-
tet karakter, men et fællestræk er, at de nævnte rettigheder
måske især vil være til gavn for lønmodtagere, som har en
løsere tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det foreslås i § 6, at der indføres en maksimal varighed
af en eventuel prøvetid, således at denne ikke må overstige
seks måneder. Prøvetiden kan dog ikke i tidsbegrænsede an-
sættelser overstige en fjerdedel af ansættelsestiden, og prø-
vetiden kan ikke forlænges yderligere, hvis et tidsbegrænset
ansættelsesforhold forlænges eller fornyes. Det foreslås, at
funktionærlovens § 2, stk. 5 og 6, som indeholder regule-
ring af prøvetid for funktionærer, ikke herved berøres, og
at tjenestemænd og ansatte på tjenestemandslignende vilkår
undtages fra grænsen på seks måneder.
Det foreslås endvidere i § 7, at en arbejdsgiver ikke må
hindre en lønmodtager i at tage sideløbende ansættelse eller
på den baggrund behandle lønmodtageren ugunstigt, hvis
lønmodtageren fortsat kan arbejde i overensstemmelse med
en af arbejdsgiver fastlagt tidsplan. Bestemmelsen finder
dog ikke anvendelse, hvis omstændighederne ved det pågæl-
dende arbejde, herunder hensyn til sundhed og sikkerhed,
beskyttelse af forretningshemmeligheder, integriteten i den
offentlige forvaltning eller at undgå interessekonflikter, in-
debærer, at beskæftigelsen er uforenelig med det bestående
ansættelsesforhold.
Videre foreslås det i § 8, at en arbejdsgiver alene kan pålæg-
ge en lønmodtager, hvis arbejdsmønster er helt eller overve-
jende uforudsigeligt, at arbejde, hvis arbejdet finder sted
inden for de forudbestemte referencetimer og referencedage,
og hvis lønmodtageren er blevet varslet om arbejdsopgaven
med det varsel, som lønmodtager er blevet oplyst om i
overensstemmelse i lovens § 3, stk. 2, nr. 12, litra c. Hvis
betingelserne ikke overholdes, kan lønmodtageren vælge at
afvise opgaven. Det foreslås endvidere, at det indføres, at
hvis en arbejdsgiver annullerer en aftalt arbejdsopgave efter
udløbet af en frist herfor, skal lønmodtageren kompenseres
herfor.
Det foreslås i § 9, at der indføres en formodningsregel i for-
hold til ansatte på tilkaldebasis. Det foreslås konkret, at hvis
en lønmodtager er ansat på tilkaldebasis eller lignende ud
over tre måneder, påhviler det arbejdsgiver at godtgøre, at
der ikke er indgået en ansættelsesaftale med et minimums-
antal betalte timer svarende til det arbejde, der er udført af
lønmodtageren i de seneste fire uger.
Det foreslås i § 10, at en lønmodtager, der har været ansat
ud over seks måneder, og som har udstået sin eventuelle
prøvetid, kan anmode om en ansættelsesform med mere for-
udsigelige og trygge arbejdsvilkår, hvis en sådan ansættel-
sesform findes på virksomheden. Svaret på lønmodtagerens
anmodning skal være skriftligt og begrundes, og det skal
være lønmodtageren i hænde senest en måned efter anmod-
ningen. Lønmodtageren har krav på et skriftlig svar en gang
årligt. For mindre virksomheder, hvor der er mindre end 35
ansatte, er fristen for besvarelse 3 måneder efter anmodnin-
gen.
Det foreslås i § 11, at hvis en arbejdsgiver i henhold til
EU-retten, dansk lovgivning eller kollektive overenskomster
skal tilbyde en lønmodtager uddannelse med henblik på ud-
førelse af det pågældende arbejde, skal uddannelsen tilbydes
uden udgift for den ansatte, tælle som arbejdstid i ansæt-
telsesforholdet og så vidt muligt foregå i lønmodtagerens
sædvanlige arbejdstid.
I den af FH og DA udformede forståelsesaftale af 30. juni
2022 er følgende bl.a. anført:
”Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Ar-
bejdsgiverforening (DA) har drøftet indholdet af arbejdsvil-
kårsdirektivet.
Forståelsesaftalen forholder sig alene til lovgivning, og skal
ikke tages til udtryk for, hvordan direktivet skal ses i rela-
tion til en eventuel gennemførelse af direktivet i den enkelte
overenskomst. Forståelsesaftalen skal dermed alene danne
grundlag for den lovgivning, der skal implementere arbejds-
vilkårsdirektivet. Det er i den forbindelse afgørende, at over-
enskomstparterne på det private arbejdsmarked sikres de
videst mulige rammer for en aftalemæssig gennemførelse af
direktivet. ”
Med hensyn til anvendelsen af arbejdsvilkårsdirektivets arti-
kel 14 er følgende anført i den af FH og DA udformede
forståelsesaftale af 30. juni 2022:
”Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Ar-
bejdsgiverforening (DA) har drøftet indholdet af arbejdsvil-
kårsdirektivets kapitel 3 (art. 8-13) i forhold til de overens-
komster, der er indgået af FH�½s medlemmer og DA�½s med-
lemmer samt medlemmer heraf.
Ved vurderingen af hvorvidt overenskomsterne respekterer
den overordnede beskyttelse af lønmodtageren ved fastsæt-
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0013.png
13
telse af arbejdsvilkår, der er forskellige fra dem, som er
fastlagt i art. 8-13 og direktivets formål, som udtrykt i art. 1,
stk. 1, er FH og DA enige om, at bl.a. følgende elementer
kan indgå:
Varsling og procedurer ved opsigelse
– Uddannelsesplanlægning og adgang til efteruddannelse
Overenskomsternes regler om ret til betaling ved pålæg om
uddannelse og individuel kompetenceudvikling samt de til-
hørende kompetenceudviklingsfonde sikrer lønmodtagerne
både gratis adgang til og betaling ved pålagt uddannelse.
DA og FH er på den baggrund enige om følgende formule-
ring af lovbestemmelse og bemærkninger til implementering
af artikel 14:
"Arbejdstagere, der er omfattet af overenskomster indgået af
de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter, og som dæk-
ker hele det danske område, og som sikrer en overordnet
beskyttelse, jf. direktivets artikel 14, er ikke omfattet af §§
x-x, der gennemfører direktivets artikel 8- 13."
FH og DA er enige om, at "overenskomster indgået af de
mest repræsentative arbejdsmarkedsparter" skal fortolkes på
samme måde, som efter vikarloven. Det betyder, at der
er tale om overenskomster, herunder tiltrædelses- eller virk-
somhedsoverenskomster, som er eller bliver indgået af de
mest repræsentative arbejdsmarkedsparter. Det er repræsen-
tativiteten på lønmodtagerside, der først og fremmest vil
være afgørende for, om en overenskomst kan betragtes som
indgået af en mest repræsentativ part.
FH og DA er enige om, at man kan lægge ovenstående
til grund ved lovimplementering af direktivet, idet FH�½s
og DA�½s forståelse ikke udelukker, at en overenskomstpart
konkret kan tage spørgsmålet om det generelle beskyttelses-
niveau op med deres modpart.
FH og DA er i den forbindelse enige om at pege på den
fortolkning af direktivets art. 14, som er udtrykt i næstsid-
ste afsnit i EU-Kommissionens svar til FH af 11. marts
2022. Det følger heraf, at en kollektiv overenskomst, som
indeholder regler med et lavere beskyttelsesniveau end fast-
lagt i art. 8-13, skal sikre, at det overordnede beskyttelses-
niveau for arbejdstagerne ikke er sænket. Overenskomsten
skal indeholde andre tiltag eller fordele for lønmodtagerne,
som er i overensstemmelse med formålet med direktivet,
som det kommer til udtryk i art. 1, stk. 1, og som oprethol-
der et niveau for beskyttelse af lønmodtagerne som svarer
til det beskyttelsesniveau, som lønmodtagere omfattet af
art. 8-13 er sikret.
Såfremt overenskomstparterne på FH/DA-området som led
i en fagretlig behandling er uenige om, hvorvidt deres
overenskomst lever op til det generelle beskyttelsesniveau,
jf. ovenstående afsnit, kan spørgsmålet indbringes for FH
og DA, som vil bistå parterne med at afklare deres uenig-
hed. Hvis dette ikke fører til enighed, kan spørgsmålet ind-
bringes for faglig voldgift. ”
De i forståelsesaftalen af 30. juni 2022 anførte §§ x-x, er §§
6-11 i lovforslaget.
Den fælles forståelse mellem FH og DA udelukker ikke, at
spørgsmål om, hvorvidt de mest repræsentative arbejdsmar-
Overenskomsternes regler om varsling og procedurer ved
opsigelse giver lønmodtagerne en forudsigelighed i relation
til ansættelsen og en beskyttelse mod vilkårlighed i relation
til afskedigelse.
Ledelsesrettens udstrækning
Ledelsesretten, som den er udtrykt i Hovedaftalen mellem
FH og DA, sikrer lønmodtagerne mod vilkårlighed og usag-
lige begrænsninger i forhold til ansættelsesvilkår generelt
og særlig i relation til begrænsning i forhold til at søge
sideløbende ansættelse.
Varsling af og varighed af den daglige arbejdstid, beta-
ling m.v.
Overenskomsternes regler om rimelig varsling af og varig-
heden af den daglige arbejdstid giver lønmodtagerne forud-
sigelighed i forhold til, hvornår de skal møde på arbejde, og
hvornår de har fri.
Derudover sikrer overenskomsternes bestemmelser om vars-
ling og betaling af overarbejde, forskudt tid, skiftehold og
flextid m.v. lønmodtagerne klarhed og forudsigelighed i for-
hold til, hvornår de skal arbejde og hvornår de har fri. Desu-
den sikrer bestemmelserne lønmodtagerne ekstra indtægter
ved udførelse af det pågældende overarbejde osv.
Endelig har overenskomsternes regler om mindstebetaling
ved indvarsling af arbejde til formål at sikre lønmodtagerne
mod at skulle stå til rådighed uden kompensation.
Foranstaltninger for ansættelseskontrakter på tilkaldeba-
sis
Overenskomsterne indeholder som udgangspunkt regler om
en aftalt og forudsigelig arbejdstid. I overenskomster, der
giver mulighed for brugen af ansættelser på tilkaldebasis, er
vilkårene herfor jævnligt reguleret af overenskomsten.
Lokal dialog om centrale temaer
Samarbejdsaftalen mellem FH og DA sikrer, at der lokalt
er en dialog om de centrale temaer for rammerne på den en-
kelte virksomhed, som man lokalt kan blive enige om. I hen-
hold til Samarbejdsaftalen påhviler det virksomhedens ledel-
se løbende at informere om bl.a. beskæftigelsesforhold. Li-
geledes forudsætter samarbejds- og tillidsmandssystemet lo-
kal dialog på virksomheden om beskæftigelsesforhold. Ar-
bejdstager ansat på tilkaldebasis eller som ikke har en fast
eller varig tilknytning til virksomheden, vil dermed løbende
have klarhed over sin fremtidige beskæftigelsesmulighed i
virksomheden.
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0014.png
14
kedsparters overenskomster, der er indgået på FH/DA-områ-
det, sikrer, at den overordnede beskyttelse af lønmodtagere
respekteres, konkret kan tages op af en overenskomstpart
og kan blive adresseret i fagretlig sammenhæng. Det er
Beskæftigelsesministeriets vurdering, at der også i overens-
komster, der er indgået af de mest repræsentative arbejds-
markedsparter uden for FH/DA-området, kan være regule-
ring, hvorved den overordnede beskyttelse af lønmodtagere
respekteres, og at en mulighed for at håndtere eventuelle
tvivlsspørgsmål i den henseende i fagretlig sammenhæng vil
indebære, at sådanne spørgsmål kan håndteres inden for det
fagretlige system.
Det foreslås på den baggrund i lovens § 1, stk. 5, at lovens
§§ 6-11 ikke finder anvendelse i forhold til lønmodtagere,
der er omfattet af kollektive overenskomster, som er indgået
af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark,
som dækker hele det danske område, og som sikrer den
overordnede beskyttelse af de pågældende lønmodtagere, jf.
artikel 14 i direktiv 2019/1152 om gennemsigtige og forud-
sigelige arbejdsvilkår i Den Europæiske Union.
3.4. De horisontale bestemmelser
I de horisontale og afsluttende bestemmelser i lovforslaget
foreslås spørgsmål om klageadgang, beskyttelse mod ugun-
stig behandling, sanktioner samt ikrafttræden m.v. regule-
ret. Det drejer sig om §§ 12-17 i lovforslaget.
3.4.1. Gældende ret
Efter ansættelsesbevisloven afgøres spørgsmål om, hvorvidt
arbejdsgiveren har overholdt sin oplysningspligt efter loven,
af Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Har arbejdsgiveren
ikke overholdt oplysningspligten, kan lønmodtageren tilken-
des en godtgørelse ved domstolene. Godtgørelsen kan for
den enkelte udgøre op til 13 ugers løn, men hvis der forelig-
ger skærpende omstændigheder, kan godtgørelsen forhøjes
op til 20 ugers løn. Hvis manglen er undskyldelig og i øvrigt
ikke har haft konkret betydning for ansættelsesforholdet,
kan godtgørelsen dog højst udgøre 1.000 kr.
3.4.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den fore-
slåede ordning
Med hensyn til spørgsmål om overholdelse af oplysnings-
pligten foreslås den gældende retstilstand videreført, således
at Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kan tage stilling til,
om oplysningspligten er iagttaget, domstolene kan tilkende
en godtgørelse og godtgørelsesniveauet er det samme.
I forhold til spørgsmål om, hvorvidt de materielle rettighe-
der i §§ 6-11 er overholdt, foreslås sådanne afgjort ved
de almindelige domstole, som i givet fald kan tilkende løn-
modtageren en godtgørelse, mens spørgsmål om, hvorvidt
betingelserne i § 1, stk. 5, hvorefter §§ 6-11 ikke finder
anvendelse, er opfyldt, foreslås afgjort af Arbejdsretten, idet
spørgsmål om, hvorvidt den overordnede beskyttelse af løn-
modtagere sikres, dog foreslås afgjort ved fagretlig behand-
ling og eventuelt faglig voldgift, hvis dette er aftalt mellem
de pågældende overenskomstparter.
Herudover foreslås indsat en bestemmelse, der beskytter
lønmodtagere, som har gjort rettigheder efter dette lovfor-
slag gældende. Sådanne lønmodtagere vil i tilfælde af ugun-
stig behandling på den baggrund kunne tilkendes en godtgø-
relse, og hvis de faktiske omstændigheder giver anledning
til en formodning om, at en afskedigelse eller tilsvarende
foranstaltning skyldes, at lønmodtageren har udøvet sine
rettigheder i henhold til denne lov eller har fremsat klage
til arbejdsgiveren om at sikre overholdelse af rettigheder
som nævnt, påhviler det arbejdsgiver at bevise, at dette ikke
er tilfældet. På dette punkt foreslås delt bevisbyrde således
indført.
Endelig foreslås indsat bestemmelser om, at loven træder
i kraft den 1. juli 2023, at ansættelsesbevisloven ophæves
samt at det i relation til lønmodtagere, som allerede er
ansat på ikrafttrædelsestidspunktet, alene er nødvendigt at
give yderligere oplysning, jf. §§ 3-5, hvis den pågældende
lønmodtager anmoder herom. Arbejdsgiver skal i så fald
efterkomme en sådan anmodning senest 8 uger efter, at den
er fremsat.
3.5. Arbejdsvilkårsdirektivet for søfarende og fiskere
3.5.1. Gældende ret
Lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1662 af 17. december 2018, gennemfører bl.a.
FN�½s Internationale Arbejdsorganisations (ILO�½s) konven-
tion om søfarendes arbejdsforhold (herefter MLC-konventi-
onen), som trådte i kraft i Danmark den 23. juni 2011, og
ILO’s konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren (her-
efter ILO-konvention nr. 188), som trådte i kraft i Danmark
den 3. februar 2021. Loven omfatter – ligesom konventio-
nerne – mange aspekter af søfarendes og fiskeres ansættel-
sesforhold, herunder indgåelse af ansættelsesaftaler, arbejds-
vilkårene herfor m.m.
Væsentlige dele af MLC-konventionen er gennemført i EU-
retten ved Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009
om iværksættelse af den aftale, der er indgået mellem
European Community Shipowners’ Associations (ECSA)
og European Transport Workers’ Federation (ETF) om kon-
ventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006 (herefter
MLC-direktivet). Væsentlige dele af ILO-konvention nr.
188 er gennemført ved Rådets direktiv (EU) 2017/159 af
19. december 2016 om iværksættelse af den aftale vedrøren-
de gennemførelsen af Den Internationale Arbejdsorganisati-
ons 2007-konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren,
der er indgået den 21. maj 2012 af Sammenslutningen af
Landbrugsandelsorganisationer i EU (Cogeca), Det Europæ-
iske Transportarbejderforbund(ETF) og Sammenslutningen
af Nationale Fiskeriorganisationer i Den Europæiske Union
(Europêche) (herefter ILO 188-direktivet). Dele af begge
direktiver er således også gennemført ved lov om søfaren-
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0015.png
15
des ansættelsesforhold m.v. og de bekendtgørelser, der er
udstedt i medfør heraf.
Lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. finder anvendel-
se på søfarende og skibsføreren. Søfarende defineres som
enhver person bortset fra skibsføreren, der er ansat, forhyret
eller arbejder om bord på et dansk skib, og som ikke udeluk-
kende arbejder om bord, mens skibet ligger i havn. I tilfæl-
de af tvivl om, hvorvidt en personkategori skal betragtes
som søfarende, afgøres spørgsmålet af Søfartsstyrelsen efter
høring af de organisationer for redere og søfarende, som
spørgsmålet vedrører. Skibsføreren har den højeste myndig-
hed om bord. Loven finder tillige anvendelse på fiskere.
Rederen skal bl.a. sikre, at reglerne i lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v. og regler udstedt i medfør af loven
overholdes. Forpligtelserne påhviler rederen, uanset om an-
dre organisationer, virksomheder eller personer varetager
visse af opgaverne eller pligterne på rederens vegne. Lov
om søfarendes ansættelsesforhold m.v. indeholder ingen de-
finition af, hvem der er reder, idet det ikke er fundet nød-
vendigt eller hensigtsmæssigt at indsætte en definition her-
af. Hvem, der er reder, afgøres efter en konkret vurdering,
hvor der – ud over ejerforholdet – tages hensyn til de om-
stændigheder, som skibet drives under, jf. Folketingstidende
2009-10, A, L 100 som fremsat, side 26.
MLC-konventionen indeholder regler om klagebehandling
om bord på handelsskibe. Disse regler er implementeret i
§ 64 i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., hvorefter
den søfarende har ret til at klage til rederen over afregnin-
gen, skibstjenesten, ansættelsesforholdet eller andre forhold
om bord. Rederen har endvidere pligt til at sørge for, at
klager over brud på loven bliver tilstrækkeligt undersøgt og
til at udarbejde og gennemføre procedurer om bord for en
retfærdig, effektiv og hurtig behandling af klager. Formålet
er, at klager skal løses på det lavest mulige niveau.
ILO-konvention nr. 188 indeholder lignende regler om klage
over forhold, der er omfattet af konventionen. Disse regler
er ligeledes implementeret i lovens § 64.
En klage, der ikke er løst om bord, og som Søfartsstyrelsen
bliver gjort opmærksom på, vil kunne give anledning til, at
Søfartsstyrelsen foretager en generel kontrol af, om forhol-
dene om bord lever op til lovens krav.
3.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Arbejdsvilkårsdirektivet gælder for søfarende og fiskere i
begrænset omfang. Det følger af direktivets præambelbe-
tragtning nr. 10, at begrænsningerne skal ses i lyset af de
særlige ansættelsesvilkår, som søfarende og fiskere er under-
lagt. Efter artikel 1, stk. 8, finder de forpligtelser, som er
fastsat i artikel 4, stk. 2, litra m) og o), samt artikel 7, 9, 10
og 12, ikke anvendelse på søfarende og fiskere. Det medfø-
rer, at direktivets regler om prøvetid, ansættelseskontrakter
på tilkaldebasis eller lignende, obligatorisk uddannelse, og
den til disse bestemmelser knyttede beskyttelse mod afske-
digelse, herunder bevisbyrdereglerne, uanset ansættelsesfor-
men, skal implementeres for fiskere og søfarende.
Af artikel 1, stk. 8, fremgår tillige, at kapitel II i direktivet
om oplysninger om ansættelseskontrakten finder anvendelse
på søfarende og fiskere, uden at det berører henholdsvis
MLC-direktivet og ILO 188-direktivet. Både MLC-direkti-
vet og ILO 188-direktivet indeholder krav til, hvilke oplys-
ninger, der skal fremgå af en ansættelseskontrakt.
Arbejdsvilkårsdirektivets regulering af ansættelseskontrak-
ter med prøvetid, på tilkaldebasis eller lignende og obli-
gatorisk uddannelse medfører, at det skal sikres, at lov
om søfarendes ansættelsesforhold m.v. indeholder den fore-
skrevne og nødvendige beskyttelse i overensstemmelse her-
med. Samtidig indeholder arbejdsvilkårsdirektivet udvidede
håndhævelsesmuligheder, der skal sikre, at de ansattes ret-
tigheder iagttages.
For en nærmere beskrivelse af arbejdsvilkårsdirektivet hen-
vises til afsnit 1.1. ovenfor.
Det foreslås, at lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v.
justeres ved at der indsættes en ny bestemmelse om, at
i de tilfælde hvor et ansættelsesforhold er betinget af en
prøvetid, kan denne ikke være længere end 6 måneder, jf.
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 8.
Vedrørende ansættelseskontrakter på tilkaldebasis eller lig-
nende foreslås indsat en formodningsregel, hvorefter en an-
sat på tilkaldebasis eller lignende, hvis ansættelsesforhold
varer ud over 3 måneder, anses at have indgået en ansættel-
sesaftale med et minimumsantal betalte timer svarende til
det arbejde, der er udført af den ansatte i den seneste måned,
hvis ikke rederen eller arbejdsgiveren godtgør, at der ikke
er indgået en sådan ansættelsesaftale, jf. arbejdsvilkårsdirek-
tivets artikel 11, litra b.
Der foreslås vedrørende obligatorisk uddannelse indsat en
ny bestemmelse, hvorefter en uddannelse skal tilbydes uden
udgift for den ansatte, tælle som arbejdstid i ansættelsesfor-
holdet og så vidt muligt foregå i den ansattes sædvanlige
arbejdstid, hvis en reder eller arbejdsgiver i henhold til
EU-retten, dansk lovgivning eller kollektive overenskomster
skal tilbyde en lønmodtager uddannelse med henblik på ud-
førelse af det pågældende arbejde, jf. arbejdsvilkårsdirekti-
vets artikel 13.
For søfarende og fiskere forventes anvendelsen af de oven-
for nævnte foreslåede bestemmelser at være begrænset hen-
set til søfarendes og fiskeres særlige ansættelsesformer.
Samtidig foreslås det med hensyn til anvendelse af arbejds-
vilkårsdirektivets artikel 14 at indsætte en ny bestemmelse
om, at i det omfang den ansatte er omfattet af overenskom-
ster indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter,
som dækker det danske område inden for søfart eller fiske-
ri, hvorved den overordnede beskyttelse, jf. arbejdsvilkårs-
direktivets artikel 14, sikres, er den ansatte ikke omfattet af
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0016.png
16
de bestemmelser, som implementerer direktivets artikel 8,
11 og 13.
Det foreslås tillige, at lovens relevante bestemmelser for så
vidt angår klage præciseres, og at der i loven indsættes de
nødvendige håndhævelsesbestemmelser, herunder om bevis-
byrderegler, der skal sikre de søfarendes og fiskernes rettig-
heder.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Lovforslaget vurderes at have begrænsede implementerings-
mæssige og økonomiske konsekvenser for det offentlige,
idet den væsentlige del af reglerne vurderes allerede at være
implementeret på det offentlige område, herunder i overens-
komster.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering vurderer,
at de samlede omstillingsomkostninger for erhvervslivet for-
ventes at udgøre i alt ca. 900 mio. kr. på baggrund af de ad-
ministrative byrder ved lovforslaget. Hertil kommer løbende
omkostninger på ca. 3,4 mio. kr om året.
Lovforslaget indebærer, at erhvervslivet pålægges at give
en større gruppe af lønmodtagere et ansættelsesbevis, idet
lønmodtagere hvis arbejdstid udgør mere end gennemsnitligt
tre timer pr. uge i en referenceperiode på fire på hinanden
følgende uger har krav på et ansættelsesbevis. Lønmodtage-
re med et ansættelsesforhold, hvor der ikke på forhånd er
fastsat en garanteret mængde betalt arbejde før ansættelses-
forholdets begyndelse, har ligeledes krav på et ansættelses-
bevis. Grænsen for hvornår lønmodtagere har krav på et
ansættelsesbevis i den nuværende ansættelsesbevislov er, at
ansættelsesforholdet har en varighed på mere end 1 måned,
og at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid overstiger 8
timer. Der skal desuden gives flere oplysninger i ansættel-
sesbeviser. Det vil kræve, at erhvervslivet opdaterer sine
skabeloner for ansættelsesbeviser.
Lovforslaget indebærer endvidere, at en lønmodtager, der
har været ansat i 6 måneder, og som har udstået sin prøvetid,
kan anmode om en ansættelsesform med mere forudsigeli-
ge og trygge arbejdsvilkår, hvis en sådan ansættelsesform
findes på virksomheden. Lønmodtageren har krav på et
skriftligt og begrundet svar fra arbejdsgiver på en sådan
anmodning op til en gang årligt og senest en måned efter
anmodningen.
På søfarts- og fiskeriområdet medfører lovforslaget ikke væ-
sentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser, da krav til, hvil-
ke oplysninger, der skal fremgå af en ansættelseskontrakt for
søfarendes og fiskere, reguleres af henholdsvis MLC-direk-
tivet og ILO 188-direktivet, som allerede indeholder langt
de fleste af arbejdsvilkårsdirektivets oplysningskrav.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for bor-
gerne.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke klimamæssige konsekvenser.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget implementerer Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2019/1152 af 20. juni 2019 om gennemsigtige og
forudsigelige arbejdsvilkår. Arbejdsvilkårsdirektivet skulle
have været gennemført senest den 1. august 2022.
Implementeringen af arbejdsvilkårsdirektivet har efter sæd-
vanlig praksis været drøftet i Beskæftigelsesministeriets
Implementeringsudvalg, hvor arbejdsmarkedets parter er re-
præsenteret. Det har ikke været muligt at opnå en fælles
forståelse for implementeringen i Implementeringsudvalget
tids nok til, at et lovforslag kunne fremsættes og træde i
kraft den 1. august 2022. Lønmodtagere har derfor ikke i
medfør af dansk lovgivning kunnet gøre deres direktivmæs-
sige rettigheder gældende fra den 1. august 2022.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 15. august
2022 til den 12. september 2022 været sendt i høring.
Endvidere har et udkast til lovforslag indeholdende en vur-
dering af de økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet været sendt i supplerende høring fra den 28.
februar 2023 til den 6. marts 2023.
Følgende organisation og myndigheder m.v. har modtaget et
udkast til lovforslaget:
3F, 3F Sømændene, 3F Privat Service, Hotel og Restau-
ration, Advokatrådet, Akademikerne (AC), Arbejdsretten ,
Ankenævnet for ATP, Ankenævnet for Søfartsforhold, An-
kestyrelsen, ATP, Beskæftigelsesrådet (BER), Business Dan-
mark, Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), CO-
Søfart, Danmarks Frie Fagforening, Danmarks Fiskeripro-
ducent Organisation, Danmarks Pelagiske Producentorgani-
sation, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Erhverv,
Dansk Metal, Danske Advokater, Danske Rederier, DI
Byggeri, Dansk Industri, Danske Regioner, Datatilsynet,
Den Danske Dommerforening, Det Faglige Hus, Digitalise-
ringsstyrelsen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Finans-
forbundet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Fi-
skeriets Arbejdsmiljøråd, Fiskernes Forbund, Frie Funktio-
nærer, FOA – Fag og Arbejde, Foreningen Danske Reviso-
rer, Forhandlingsfællesskabet, Gartneri-, Land- og Skovbru-
gets Arbejdsgivere (GLS-A), Handelsflådens Arbejdsmiljø-
og Velfærdsråd, HK Service, ITD/ITD Arbejdsgiver, Kom-
munernes Landsforening (KL), Kooperationen, Kristelig Ar-
bejdsgiverforening (KA), Kristelig Fagbevægelse (KRIFA),
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0017.png
17
Landbrug & Fødevarer, Lederne, Lederne Søfart, Lærernes
Centralorganisation, Maskinmestrenes Forening, Medarbej-
11. Sammenfattende skema
der- og Kompetencestyrelsen, SM. V. Danmark, Team Ef-
fektiv Regulering, Udbetaling Danmark (UDK).
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske kon- Ingen.
Lovforslaget vurderes at have begrænsede
sekvenser for stat,
implementeringsmæssige og økonomiske
kommuner og re-
konsekvenser for det offentlige, idet den
gioner
væsentlige del af reglerne vurderes allere-
de at være implementeret på det offentlige
område, herunder i overenskomster.
Implementerings- Ingen.
Der kan umiddelbart efter lovens vedtagel-
konsekvenser for
se forventes forhøjede administrative byr-
stat, kommuner og
der til opdatering af paradigmer for ansæt-
regioner
telsesbeviser i stat, kommuner og regio-
ner. Eventuelle konsekvenser herefter vil
være begrænsede.
Økonomiske kon- Ingen.
Ingen.
sekvenser for er-
hvervslivet
Administrative
Ingen.
Forslaget indebærer bl.a., at en større
konsekvenser for
gruppe af lønmodtagere skal modtage et
erhvervslivet
ansættelsesbevis. Forslaget indebærer bl.a.
endvidere, at der skal gives flere oplysnin-
ger i ansættelsesbeviser.
Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Re-
gulering vurderer, at de samlede omstil-
lingsomkostninger for erhvervslivet for-
ventes at udgøre i alt ca. 900 mio. kr.
Hertil kommer løbende omkostninger på
ca. 3,4 mio. kr.
Ingen.
Administrative
konsekvenser for
borgerne
Klimamæssige
konsekvenser
Miljø- og natur-
mæssige konse-
kvenser
Forholdet til EU-
retten
Er i strid med de
fem principper for
implementering af
erhvervsrettet EU-
regulering/ Går vi-
dere end mini-
mumskrav i EU-
regulering (sæt X)
Ingen.
Ingen.
Ingen.
Ingen.
Ingen.
Lovforslaget implementerer en del af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1152
af 20. juni 2019 om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår.
Ja
Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
I § 1, stk. 1, i den gældende ansættelsesbevislov er det
fastsat, at loven gælder for alle lønmodtagere, hvis ansættel-
sesforhold har en varighed på mere end 1 måned, og hvis
gennemsnitlige ugentlige arbejdstid overstiger 8 timer. An-
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0018.png
18
sættelsesbevisloven gælder ikke for personer, der er omfattet
af sømandsloven, og ansættelsesbevisloven finder ikke an-
vendelse, i det omfang en pligt for arbejdsgiveren til at give
lønmodtageren oplysninger om ansættelsesforholdet følger
af kollektiv overenskomst og denne indeholder regler, der
som minimum svarer til bestemmelserne i ansættelsesbevis-
direktivet. Endelig er det anført i ansættelsesbevisloven, at
loven ikke ved aftale kan fraviges til ugunst for lønmodtage-
ren.
Det foreslås i lovforslagets
§ 1, stk. 1,
at loven finder anven-
delse på alle lønmodtagere med et ansættelsesforhold, hvor
den forudbestemte og/eller faktiske arbejdstid udgør mere
end gennemsnitligt tre timer pr. uge i en referenceperiode på
fire på hinanden følgende uger.
I forhold til grænsen på tre timer ugentligt og referencepe-
rioden henvises til arbejdsvilkårsdirektivets artikel 1, stk. 3,
og med hensyn til søfarende bemærkes, at deres rettigheder
efter arbejdsvilkårsdirektivet vil blive implementeret i den
lovgivning, der specifikt vedrører søfarendes ansættelsesvil-
kår.
Den foreslåede grænse på tre timer angår såvel den forudbe-
stemte arbejdstid som den tid, der faktisk arbejdes. Hvis en
lønmodtager i en periode på fire uger arbejder mere end
tre timer i gennemsnit om ugen, har lønmodtageren krav
på oplysning om arbejdsvilkårene fra arbejdsgiver, uanset
hvad der måtte være aftalt på forhånd vedrørende arbejdsti-
den. Pligten til at oplyse om arbejdsvilkårene udløses, så
snart det står klart, at der arbejdes mere end tre timer om
ugen i en periode på fire uger.
Det foreslås endelig, at ved beregning af tretimersgennem-
snittet efter stk. 1 medregnes arbejdstid hos alle arbejdsgive-
re, der udgør eller tilhører samme virksomhed, koncern eller
enhed.
Dette vil udgøre et værn mod omgåelse af oplysningsplig-
ten, idet det ikke vil være muligt gennem indgåelse af flere
kontrakter eller ansættelsesaftaler mellem lønmodtageren og
virksomheden eller inden for koncernen at komme uden om
pligten til at oplyse om vilkår. Et moder- og et datterselskab,
der er koncernforbundne, betragtes i denne sammenhæng
som én virksomhed, uanset om de hver især betragtes som
en selvstændig juridisk person.
Det foreslås endvidere i
§ 1, stk. 2,
at loven ikke gælder for
personer, der omfattes af lov om søfarendes ansættelsesfor-
hold m.v.
I
§ 1, stk. 3,
foreslås, at den i stk. 1 fastsatte grænse på
i gennemsnit 3 timer ugentligt ikke skal være gældende
for lønmodtagere, hvor der i ansættelsesforholdet ikke på
forhånd er fastsat en garanteret mængde betalt arbejde før
ansættelsesforholdets begyndelse.
Sådanne lønmodtagere vil under alle omstændigheder have
ret til at få oplysninger om ansættelsesvilkår efter dette
lovforslag. Der henvises til arbejdsvilkårsdirektivets artikel
1, stk. 4. Sådanne lønmodtagere vil ofte være i en ansæt-
telse, hvor de tilkaldes, når der er arbejde til dem. Hvis
lønmodtagerne er forpligtet efter ansættelsesaftalen til at
møde op ved tilkald, hvilken ansættelse ofte er blevet beteg-
net som “0-timers kontrakter”, har de krav på at få oplyst
ansættelsesvilkårene uanset det faktiske timetal. De lønmod-
tagere, der typisk er ansat på tilkald i Danmark, er, i hvert
fald på det overenskomstdækkede område i almindelighed,
ikke efter en ansættelsesaftale forpligtede til at tage en mu-
lig tilkaldevagt, og omfattes derfor generelt ikke af den
foreslåede undtagelse. Deres ansættelsesforhold må først
anses for påbegyndt ved tilkaldevagtens start og ses som
afsluttet på vagtens sluttidspunkt, og arbejdsmængden vil
altså være kendt ved ansættelsesforholdets begyndelse. Et
tilsagn fra en person om, at en anden person gerne må tage
kontakt og tilbyde vagter, er ikke tilstrækkeligt til, at et
ansættelsesforhold etableres, og den person, som tilbydes en
vagt, kan først betragtes som lønmodtager, når tilbuddet er
accepteret. Hvis arbejdsgiver har garanteret en vis mængde
betalt arbejde løbende, er den foreslåede bestemmelse heller
ikke anvendelig i forhold til retten til oplysninger om ansæt-
telsesvilkår, heller ikke hvis det ugentlige antal garanterede
timer er under den i stk. 1 fastsatte grænse på 3 timer. I til-
fælde af, at lønmodtagere som netop nævnt faktisk arbejder
mere end tre timer ugentlig i gennemsnit, vil de kunne have
ret til oplysning om ansættelsesvilkårene i medfør af hoved-
reglen i det foreslåede stk. 1. Lovforslaget ændrer ikke på
eventuelle overenskomstmæssige begrænsninger i adgangen
til at indgå denne type kontrakter.
I
§ 1, stk. 4,
foreslås, at loven ikke finder anvendelse, i det
omfang en pligt for arbejdsgiver til at give lønmodtageren
oplysning om ansættelsesvilkår følger af en kollektiv over-
enskomst og denne indeholder regler, der mindst svarer til
artikel 2-13 samt artikel 15-19 i direktiv nr. 2019/1152 om
gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den Euro-
pæiske Union. Herved muliggøres overenskomstimplemen-
tering af bestemmelserne i arbejdsvilkårsdirektivet, og at
en sådan overenskomst kan træde i stedet for loven som
det retlige grundlag for oplysningspligten og de materielle
arbejdsvilkår.
I det omfang de nævnte direktivbestemmelser ikke overens-
komstimplementeres eller ikke bliver implementeret korrekt,
vil loven finde anvendelse. Hvis der eksempelvis ikke fin-
der fagretlig behandling sted af en sag om arbejdsgivers
overholdelse af oplysningspligten i henhold til en kollektiv
overenskomst, vil lønmodtageren ikke nødvendigvis på bag-
grund af overenskomsten have mulighed for at gøre sine ret-
tigheder gældende eller få sanktioneret arbejdsgiver for ikke
at have overholdt oplysningspligten, og i så fald kan loven
i relevant omfang, herunder lovens § 14, stk. 2, bruges. Der
kan i den forbindelse henvises til det i § 11, stk. 2, i lov
om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1003 af 24. august 2017 med senere ændringer
(arbejdsretsloven), anførte om lønmodtageres subsidiære ad-
gang til at anlægge sag ved de almindelige domstole.
I
§ 1, stk. 5,
foreslås, at §§ 6-11 ikke finder anvendelse i
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0019.png
19
forhold til lønmodtagere, der er omfattet af kollektive over-
enskomster, som er indgået af de mest repræsentative ar-
bejdsmarkedsparter i Danmark, som dækker hele det danske
område, og som sikrer den overordnede beskyttelse af de
pågældende lønmodtagere. Herved udnyttes den mulighed
for fravigelse af arbejdsvilkårsdirektivets artikel 8-13, som
findes i arbejdsvilkårsdirektivets artikel 14. Der er, jf. det
i de almindelige bemærkninger anførte, indgået en forståel-
sesaftale mellem FH og DA, hvor parterne blandt andet har
anbefalet en implementering af artikel 14, som har været
væsentlig i forbindelse med udformning af nærværende lov-
forslag.
Der henvises i den forbindelse til den forståelsesaftale af
30. juni 2022, der er indgået mellem FH og DA, jf. de al-
mindelige bemærkninger. Den fælles forståelse mellem FH
og DA udelukker ikke, at spørgsmål om, hvorvidt de mest
repræsentative arbejdsmarkedsparters overenskomster, der
er indgået på FH/DA-området, sikrer, at den overordnede
beskyttelse af lønmodtagere respekteres, konkret kan tages
op af en overenskomstpart og kan blive adresseret i fagretlig
sammenhæng.
Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at der også i
overenskomster, der er indgået af de mest repræsentative ar-
bejdsmarkedsparter uden for FH/DA-området, kan være re-
gulering, hvorved den overordnede beskyttelse af lønmodta-
gere respekteres, og at en mulighed for at håndtere eventuel-
le tvivlsspørgsmål i den henseende i fagretlig sammenhæng
vil indebære, at sådanne spørgsmål kan håndteres inden for
det fagretlige system.
I forhold til de foreslåede stk. 4 og 5 i relation til kol-
lektive overenskomster, som indgås eller er indgået af de
mest repræsentative arbejdsmarkedsparter og som er lands-
dækkende, kan det anføres, at de i dette lovforslag indehold-
te bestemmelser, som giver lønmodtagere rettigheder såvel
formelt som materielt, ikke vil finde anvendelse, hvis de
direktivmæssige rettigheder ud over dem, der findes i artikel
8-13, er implementeret i en overenskomst som nævnt. Stk.
4 og 5 kan således anvendes i kombination, hvilket vil
sige, at arbejdsvilkårsdirektivet vil kunne anses for fuldt
implementeret i en kollektiv overenskomst, der er indgået
af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter, og som er
landsdækkende, også uden at bestemmelserne i artikel 8-13
direkte er gennemført heri. Hvis de mest repræsentative ar-
bejdsmarkedsparter skulle ønske, at lovens §§ 6-11 finder
anvendelse i relation til de lønmodtagere, der omfattes af en
landsdækkende overenskomst, vil de kunne skrive dette ind
i overenskomsten. Muligheden for at henvise til §§ 6-11 kan
også anvendes af andre overenskomstparter, som eksempel-
vis måtte ønske at implementere arbejdsvilkårsdirektivets
formelle rettigheder overenskomstmæssigt og lade lovens
bestemmelser være gældende for så vidt angår arbejdsvil-
kårsdirektivets materielle rettigheder.
I forhold til spørgsmålet om, hvilke overenskomster der
kan anses for indgået af de mest repræsentative arbejdsmar-
kedsparter, kan der henvises til, hvad der er gældende efter
lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau
m.v., nr. 595 af 12 juni 2013 med senere ændring (vikarlo-
ven). Det beror således på en konkret vurdering, hvilke ar-
bejdsmarkedsparter der på det givne ansættelsesområde må
anses for at være de mest repræsentative arbejdsmarkedsp-
arter i Danmark. Denne vurdering, der foreslås at skulle
foretages af Arbejdsretten, jf. den foreslåede § 12, stk. 3,
og § 19, kan blandt andet tage udgangspunkt i, hvor mange
medlemmer den pågældende lønmodtagerorganisation, som
er part i overenskomsten, har, og hvor mange der er dæk-
ket af den pågældende lønmodtagerorganisations overens-
komster. Tiltrædelses- og virksomhedsoverenskomster kan
også anses for indgået af de mest repræsentative arbejds-
markedsparter, og derfor vil det være repræsentativiteten på
lønmodtagerside, der først og fremmest vil være afgørende
for, om en overenskomst kan betragtes som indgået af en
mest repræsentativ part. Vurderingen af lønmodtagerorgani-
sationens repræsentativitet må nødvendigvis foretages på
landsplan, og altså ikke lokalt eller regionalt, da det alene
er de landsdækkende overenskomster, herunder tiltrædelses-
eller virksomhedsoverenskomster, som kan indebære, at §§
6-11 ikke finder anvendelse.
Det er ikke hensigten med lovforslaget at ændre på gælden-
de praksis i forhold til organisationer, der i dag er aftalebe-
rettigede og har en gyldig kollektiv overenskomst, og der
tages således ikke med lovforslaget stilling til, hvem der
på et givet ansættelsesområde skal anses for mest repræsen-
tative arbejdsmarkedsparter. På et givet ansættelsesområde
vil der kunne være flere overenskomster, der må anses for
indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter, og
det vil bero på en konkret vurdering, hvem der i konkrete
tilfælde kan betragtes som mest repræsentative arbejdsmar-
kedsparter.
Det kan nævnes, at fx KL, regionerne og staten kan have
landsdækkende overenskomster med bestemte faggrupper,
og at lovforslaget ikke betyder, at kun af én af disse over-
enskomster vil kunne indebære, at §§ 6-11 ikke skal iagtta-
ges. Lovforslaget hindrer heller ikke, at der kan være over-
lappende overenskomster i arbejdsgiverfællesskaber, som
hver især må betragtes som indgået af de mest repræsentati-
ve parter. Det er således ikke hensigten med lovforslaget, at
landsdækkende overenskomster, der i dag er gældende, og
som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsp-
arter i Danmark, ikke fremover skal kunne påberåbes som
grundlag for, at §§ 6-11 ikke er gældende i relation til de af
en sådan overenskomst omfattede lønmodtagere.
I
§ 1, stk. 6,
foreslås, at loven ikke ved aftale kan fraviges
til ugunst for lønmodtageren, jf. dog stk. 4 og 5. Dette er
en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i ansættelses-
bevisloven og bestemmelsen skal sikre, at en lønmodtager
ikke, eksempelvis i forbindelse med en ansættelse, giver
afkald på sine rettigheder med hensyn til oplysning om an-
sættelsesvilkår. Henvisningen til stk. 4 og 5 er begrundet i,
at det ved overenskomst er muligt at fastsætte bestemmelser
om dels oplysningspligten og dels de materielle rettigheder,
der er mindre gunstige for lønmodtager end det, der fore-
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0020.png
20
slås i nærværende lovforslag, eksempelvis vedrørende frister
for opfyldelse af oplysningspligten eller i form af, at en
lønmodtager omfattes af en landsdækkende overenskomst
indgået af mest repræsentative parter og derved er sikret en
passende beskyttelse.
Til § 2
Efter gældende ret er der ikke definitioner i ansættelsesbe-
visloven, bortset fra en definition af, hvad der forstås ved
lønmodtager. Denne definition findes i § 1, stk. 2. Definitio-
nen her – en person, der modtager vederlag for personligt
arbejde i tjenesteforhold – er udtryk for et dansk lønmodta-
gerbegreb, da der i ansættelsesbevisdirektivets artikel 1, stk.
1, henvises til definitionen i den gældende lovgivning i en
medlemsstat.
Det foreslås i lovforslagets
§ 2, nr. 1,
at en lønmodtager
defineres som en person, der modtager vederlag for person-
ligt arbejde i tjenesteforhold. Det kan nævnes, at der i ferie-
loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 230 af 12. februar 2021,
anvendes en formulering vedrørende lønmodtagerstatus, der
ligger meget tæt op ad den her foreslåede, og som beskrevet
i ferielovens forarbejder er det i ferieloven det EU-retlige
arbejdstagerbegreb, som skal lægges til grund. I lighed med
det i ferielovens forarbejder anførte vurderes det således at
være muligt at tage EU-Domstolens praksis i betragtning
ved anvendelsen af en definitionsbestemmelse som her fore-
slået.
Uddybende kan der med hensyn til, hvordan den foreslåede
definition af ”lønmodtager” skal bruges, henvises til det i ar-
bejdsvilkårsdirektivets præambelbetragtning (8) anførte. Her
fremgår det, at de kriterier, som EU-Domstolen har anvendt
i forbindelse med fastlæggelsen af status som arbejdstager,
bør tages i betragtning, og i det omfang husarbejdere, ar-
bejdstagere på tilkaldebasis, løst ansatte arbejdstagere, vou-
cher-baserede arbejdstagere, arbejdstagere på onlineplatfor-
me, praktikanter og lærlinge opfylder de nævnte kriterier,
kan de være omfattet af arbejdsvilkårsdirektivets anvendel-
sesområde. Det fremgår endvidere, at reelt selvstændige ik-
ke bør være omfattet, da de ikke opfylder kriterierne, mens
en ”proformaselvstændig”, hvor der er tale om misbrug af
en betegnelse som selvstændig, vil opfylde kriterierne og
bør omfattes af anvendelsesområdet for arbejdsvilkårsdirek-
tivet. Det er således de faktiske forhold i forbindelse med
arbejdets reelle udførelse, der skal lægges vægt på ved vur-
deringen af, om der foreligger et ansættelsesforhold, og ikke
den beskrivelse af forholdet, der foreligger.
Det foreslås i lovforslagets
§ 2, nr. 2,
at ved ”tidsplan
for arbejdet” forstås en plan for fastlæggelse af, på hvilke
klokkeslæt og dage arbejdet begynder og slutter. Begrebet
anvendes i lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 12, litra a, og § 7.
Det foreslås i lovforslagets
§ 2, nr. 3,
at ved ”reference-
timer og –dage” forstås tidsintervaller på bestemte dage,
hvor arbejdet kan finde sted efter anmodning fra arbejdsgi-
veren. Begrebet anvendes i lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 12,
litra b, og § 8.
Det foreslås i lovforslagets
§ 2, nr. 4,
at ved ”arbejdsmøn-
ster” forstås i denne lov måden, hvorpå arbejdstiden og
dens fordeling tilrettelægges, hvilket fastlægges af arbejds-
giveren. Begrebet anvendes i lovforslagets § 3, stk. 2, nr.
12 og § 8. Et arbejdsmønster kan være fast, så der på hver
arbejdsdag er et bestemt mødetidspunkt og et bestemt tids-
punkt, hvor arbejdet afsluttes, men kan også være mere eller
mindre varierende, jf. lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 12.
Til § 3
Det fremgår af § 2, stk. 1, i ansættelsesbevisloven, at ar-
bejdsgiveren skal give lønmodtageren oplysninger om alle
væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet, herunder mindst
de oplysninger, der er opregnet i stk. 2, nr. 1-10. Det frem-
går endvidere, at oplysningerne skal gives senest en måned
efter, at ansættelsesforholdet er påbegyndt. Videre fremgår
det, at hvis lønmodtageren ikke fra ansættelsesforholdets be-
gyndelse har en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid, der over-
stiger 8 timer, indtræder arbejdsgiverens oplysningspligt, når
lønmodtageren inden for de seneste 4 uger har haft en gen-
nemsnitlig ugentlig arbejdstid, der overstiger 8 timer.
Det fremgår endvidere af § 2, stk. 2, i ansættelsesbevislo-
ven, at arbejdsgiverens oplysningspligt omfatter mindst føl-
gende oplysninger:
1)
Arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse.
2)
Arbejdsstedets beliggenhed eller i mangel af et fast
arbejdssted eller et sted, hvor arbejdet hovedsagelig
udføres, oplysning om, at lønmodtageren er beskæfti-
get på forskellige steder, og om hovedsæde eller ar-
bejdsgiverens adresse.
3)
Beskrivelse af arbejdet eller angivelse af lønmodtage-
rens titel, rang, stilling eller jobkategori.
4)
Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt.
5)
Ansættelsesforholdets forventede varighed, hvor der
ikke er tale om tidsubestemt ansættelse.
6)
Lønmodtagerens rettigheder med hensyn til betalt fe-
rie, herunder om der udbetales løn under ferie.
7)
Varigheden af lønmodtagerens og arbejdsgiverens op-
sigelsesvarsler eller reglerne herom.
8)
Den gældende eller aftalte løn, som lønmodtageren
har ret til ved ansættelsesforholdets påbegyndelse, og
tillæg og andre løndele, der ikke er indeholdt heri,
f.eks. pensionsbidrag og eventuel kost og logi. Endvi-
dere skal der oplyses om lønnens udbetalingsterminer.
9)
Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid.
10) Angivelse af, hvilke kollektive overenskomster eller
aftaler der regulerer arbejdsforholdet. Hvis der er tale
om overenskomster eller aftaler indgået af parter uden
for virksomheden, skal det endvidere oplyses, hvem
disse parter er.
Videre fremgår det af § 2, stk. 3, i ansættelsesbevisloven, at
oplysningerne kan gives i følgende dokumenter:
1) en skriftlig erklæring, som indeholder oplysning om
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0021.png
21
2)
3)
4)
alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet bortset
fra de oplysninger, der eventuelt er givet i et af de
nedenfor i nr. 2-4 nævnte dokumenter,
en skriftlig arbejdskontrakt,
et ansættelsesbrev eller
et eller flere andre dokumenter, forudsat at mindst ét af
disse indeholder samtlige oplysninger nævnt i stk. 2, nr.
1-4, 8 og 9.
Nr. 1
viderefører gældende ret om, at en arbejdsgivers oplys-
ningspligt omfatter arbejdsgiveren og lønmodtagerens navn
og adresse.
Nr. 2
viderefører gældende ret om, at en arbejdsgivers
oplysningspligt omfatter arbejdsstedets beliggenhed eller i
mangel af et fast arbejdssted eller et sted, hvor arbejdet
hovedsagelig udføres, oplysning om, at lønmodtageren er
beskæftiget på forskellige steder eller frit kan bestemme
sit arbejdssted, samt om hovedsæde eller arbejdsgiverens
adresse. Det betyder bl.a., at hvis lønmodtageren fx har flere
arbejdssteder, skal disse angives.
Nr. 3
viderefører gældende ret om, at en arbejdsgivers oplys-
ningspligt omfatter en beskrivelse af arbejdet eller angivelse
af lønmodtagerens titel, rang, stilling eller jobkategori. Job-
kategori kan fx være akademisk arbejde, rengøringsarbejde
eller forefaldende arbejde.
Nr. 4
viderefører gældende ret om, at en arbejdsgivers
oplysningspligt omfatter ansættelsesforholdets begyndelses-
tidspunkt. Ansættelsesforholdet begynder senest samtidig
med, at lønmodtageren faktisk tiltræder sin stilling.
Nr. 5
viderefører gældende ret om, at en arbejdsgivers oplys-
ningspligt omfatter ansættelsesforholdets forventede varig-
hed, hvor der ikke er tale om tidsubestemt ansættelse.
Det foreslås i
nr. 6,
at en arbejdsgivers oplysningspligt for
så vidt angår vikaransatte omfatter brugervirksomhedernes
identitet, når og så snart denne er kendt. Denne forpligtelse
indebærer, at en vikaransat i forhold til en konkret udsendel-
se snarest skal have oplysning om, hvilken brugervirksom-
hed udsendelsen sker til.
Vikararbejde reguleres i vikarloven, hvoraf det fremgår af §
2, nr. 2, at en vikar er en lønmodtager, som har indgået en
arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et vikarbureau
med det formål at blive udsendt til en brugervirksomhed for
midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under dennes tilsyn og
ledelse.
Det foreslås i
nr. 7,
at en arbejdsgivers oplysningspligt
omfatter varigheden af og vilkårene for en eventuel prøve-
tid. Der er ikke en generel definition af prøvetid i dansk
ret, og hvad der nærmere ligger heri beror på den konkrete
aftale, der indgås mellem arbejdsgiver og lønmodtager, eller
den kollektive overenskomst eller lovgivning, som gælder
for det pågældende ansættelsesforhold.
Det fremgår således af funktionærlovens § 2, stk. 5, at hvis
en arbejdsgiver godtgør, at ansættelsen er sket på prøve, og
forholdet ikke varer ud over 3 måneder, skal opsigelse fra
arbejdsgiverens side ske med mindst 14 dages varsel. Det er
en undtagelse til hovedreglen om, at opsigelse fra arbejdsgi-
verens side skal ske med 1 måneds varsel til fratræden ved
en måneds udgang i de første 6 måneder efter ansættelsen,
jf. funktionærlovens § 2, stk. 2, nr. 1. Oplysningspligten kan
opfyldes ved at henvise til love, administrative bestemmel-
ser, vedtægtsmæssige bestemmelser eller kollektive overens-
Videre fremgår det af § 2, stk. 4, i ansættelsesbevisloven,
at bortset fra de oplysninger, der er nævnt i stk. 2, nr. 1-5
samt 10, anses pligten til at oplyse lønmodtageren om de
væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet for at være op-
fyldt, hvis der i de dokumenter, som er omtalt i stk. 3, henvi-
ses til love, administrative bestemmelser, vedtægtsmæssige
bestemmelser eller kollektiv overenskomst, der gælder for
de pågældende forhold.
Det foreslås i
stk. 1, 1. pkt.,
at arbejdsgiveren skal give
lønmodtageren oplysninger om alle væsentlige vilkår for
ansættelsesforholdet, herunder mindst de oplysninger, der er
opregnet i stk. 2, nr. 1-15.
Bestemmelsen er en videreførelse af den eksisterende be-
stemmelse i ansættelsesbevislovens § 2, stk. 1, 1. pkt., med
den ændring, at der henvises til den udvidede liste af oplys-
ninger, som en arbejdsgiver skal give lønmodtageren, jf.
stk. 2. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at væsent-
lige punkter i ansættelsesforholdet, som ikke er opregnet
i bestemmelsens stk. 2, også skal afgives i den beskrevne
form. Der er ikke med bestemmelsens nyaffattelse tilsigtet
nogen ændring i vurderingen af, hvad der må anses for
væsentlige oplysninger ud over de i stk. 2 opregnede.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil medføre, at oplys-
ningerne, der er opregnet i § 3, stk. 2, nr. 1-5, 7 og 10
-12, skal gives til lønmodtageren inden for syv kalenderdage
efter, at ansættelsesforholdet er begyndt. De øvrige oplys-
ninger i § 3, stk. 2, skal gives senest en måned efter, at
ansættelsesforholdet er påbegyndt.
Ansættelsesforholdet kan senest anses for påbegyndt ved
den faktiske start for lønmodtagerens udførelse af arbejde
i ansættelsesforholdet. Oplysningerne skal afgives i overens-
stemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 2,
indeholder en række
oplysninger, der som minimum vil være omfattet af arbejds-
giverens oplysningspligt.
De nuværende regler bygger på direktiv (EØF) nr. 91/533,
hvori der blev indført en liste over væsentlige aspekter
af ansættelseskontrakten eller ansættelsesforholdet, som løn-
modtageren skal underrettes om skriftligt. Med vedtagelse
af direktiv (EU) nr. 2019/1152 tilpasses denne liste. Det
sker for at tage hensyn til udviklingen på arbejdsmarkedet,
navnlig væksten i atypiske ansættelser.
Der er på den baggrund en række af minimumskravene, som
videreføres uændret fra ansættelsesbevisloven.
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0022.png
22
komster, jf. lovforslagets § 3, stk. 4. Lønmodtagerens rets-
stilling skal dog fremgå tydeligt af den pågældende lov,
administrative bestemmelse, vedtægtsmæssige bestemmelse
eller kollektive overenskomst, så lønmodtageren kan få klar-
lagt sin retstilling.
Den foreslåede
nr. 8
bygger oven på gældende ret om, at en
arbejdsgivers oplysningspligt omfatter lønmodtagerens ret-
tigheder med hensyn til betalt ferie. Som noget nyt skal der
også oplyses om varigheden af andet fravær, hvor lønmodta-
ger modtager løn. Dette vil fx kunne være omsorgsdage eller
seniorfridage.
Oplysningspligten kan opfyldes ved at henvise til love, ad-
ministrative bestemmelser, vedtægtsmæssige bestemmelser
eller kollektive overenskomster, jf. lovforslagets § 3, stk. 4.
Lønmodtagerens retsstilling skal fremgå tydeligt af den på-
gældende lov, administrative bestemmelse, vedtægtsmæssi-
ge bestemmelse eller kollektive overenskomst, så lønmodta-
geren kan få klarlagt sin retstilling. Det vil derfor ikke være
tilstrækkeligt, at der blot henvises til, at lønnen tillægges
feriepenge. Det skal således udspecificeres, at der fx er
ferieret og betaling under ferie efter pågældende kollektiv
overenskomst eller ferie efter ferieloven, hvori lønmodtage-
ren har mulighed for at gøre sig bekendt med sin retstilling.
Den foreslåede
nr. 9
viderefører gældende ret om, at en ar-
bejdsgivers oplysningspligt omfatter varigheden af lønmod-
tagerens og arbejdsgiverens opsigelsesvarsler eller reglerne
herom. Bestemmelsen vil medføre, at det skal oplyses hvilke
opsigelsesvarsler og procedurer herfor, der gælder i ansæt-
telsesforholdet. Det vil fx være tilstrækkeligt, at der henvi-
ses til, at opsigelsesvarslerne i funktionærlovens § 2, stk.
2, følges, eller at der henvises til opsigelsesvarslerne i en
konkret overenskomst.
Den foreslåede
nr. 10
viderefører gældende ret om, at en
arbejdsgivers oplysningspligt omfatter den gældende eller
aftalte løn, som lønmodtageren har ret til ved ansættelsesfor-
holdets påbegyndelse, og tillæg og andre løndele, der ikke
er indeholdt heri, fx pensionsbidrag og eventuel kost og
logi. Endvidere skal der oplyses om lønnens udbetalingster-
miner.
Det vil være tilstrækkeligt, at der i en ansættelseskontrakt
blot henvises til, at der ydes løn i henhold til en konkret
overenskomst, hvis lønnen fremgår tydeligt af den. Det skal
således være muligt for lønmodtageren på baggrund af hen-
visningen at få overblik over sin løn. En henvisning til, at
lønmodtageren indplaceres på et bestemt trin i et skema
i overenskomsten, hvilket giver lønmodtageren mulighed
for at få dette overblik, vil kunne være tilstrækkelig. Det
er således et krav for opfyldelse af oplysningspligten ved
henvisning til overenskomsten, at lønnens størrelse fremgår
tydeligt af den pågældende overenskomst.
Den foreslåede
nr. 11
viderefører gældende ret om, at en
arbejdsgivers oplysningspligt omfatter den normale daglige
eller ugentlige arbejdstid, og indebærer, at eventuelle ord-
ninger for overarbejde og betaling herfor og, hvor det er re-
levant, ordninger for vagtændringer, omfattes af oplysnings-
pligten.
Oplysningspligten for så vidt angår den ugentlige og daglige
arbejdstid vil kunne opfyldes ved angivelse af en årsnorm,
som det fx er tilfældet på nogle områder i undervisnings-
sektoren, en absolut ugentlig arbejdstid eller ved angivelse
af fremmøde- og sluttidspunkt, medmindre der er tale om
et helt eller overvejende uforudsigeligt arbejdsmønster som
nævnt i den foreslåede § 3, stk. 2, nr. 12.
Det vil endvidere være et krav, at det oplyses, om der kan
pålægges overarbejde, og under hvilke betingelser dette vil
kunne pålægges.
Oplysningspligten kan opfyldes ved at henvise til love, ad-
ministrative bestemmelser, vedtægtsmæssige bestemmelser
eller kollektive overenskomster, jf. lovforslagets § 3, stk.
4. Lønmodtagerens retstilling skal dog fremgå tydeligt her-
af.
Det foreslås i
nr. 12,
at hvis arbejdsmønstret er helt eller
overvejende uforudsigeligt, skal arbejdsgiveren underrette
lønmodtageren om:
a) det princip, at tidsplanen for arbejdet er variabel, antal-
let af garanterede betalte arbejdstimer og betaling for
arbejde, som udføres ud over disse garanterede timer,
b) de referencetimer og -dage, hvor lønmodtageren kan
pålægges at arbejde,
c) den minimumsvarslingsperiode, som lønmodtageren er
berettiget til, før en arbejdsopgave påbegyndes, samt en
eventuel frist for annullering af arbejdsopgaven.
Hvis det ikke er muligt at angive en fast tidsplan for arbejdet
på grund af beskæftigelsens art, såsom i tilfælde af kontrak-
ter på tilkaldebasis, vil lønmodtagere af deres arbejdsgiver
skulle informeres om, hvordan deres arbejdstid skal fastlæg-
ges, herunder i hvilke tidsintervaller de kan blive kaldt på
arbejde, og hvilken minimumsvarslingsperiode de skal have
inden påbegyndelsen af en arbejdsopgave. Det bemærkes,
at arbejdsgiveren alene er forpligtet til at oplyse antallet af
garanterede timer, når der i ansættelsesforholdet er indgået
aftale herom.
At arbejdsmønsteret er helt eller overvejende uforudsigeligt
indebærer, at arbejdets tidsmæssige placering ikke er fastlagt
eller kun er fastlagt i mindre omfang. 0-timerskontrakter
vil betyde, at arbejdet er helt uforudsigeligt, og ansættelse
i øvrigt på tilkald, hvor lønmodtager og arbejdsgiver ad
hoc indgår aftale om en konkret arbejdsopgave, vil også
kunne betragtes som uforudsigeligt, hvis der er tale om et
løbende ansættelsesforhold, hvor arbejdsgiver eksempelvis
har garanteret et vist minimumstimetal. Hvis der er tale
om meget varierende arbejdstid, må arbejdet også kunne
anskues som helt eller overvejende uforudsigeligt, selvom
starttidspunktet for de pågældende arbejdsopgaver eventuelt
kendes på forhånd, og det kan anføres, at arbejde, hvor en
mindre del, eksempelvis en lørdagsvagt, ligger fast, men der
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0023.png
23
herudover og primært i ansættelsesforholdet faktisk arbejdes
på forskellige tidspunkter, der ikke lader sig fastlægge på
forhånd, hvilket eksempelvis kan være efter tilkald. Det vil
bero på en konkret vurdering af den enkelte ansættelse, om
arbejdsmønsteret må anses for at være helt eller overvejende
uforudsigeligt.
Det foreslås i
nr. 13,
at en arbejdsgivers oplysningspligt om-
fatter den ret til uddannelse, som arbejdsgiveren eventuelt
tilbyder.
Oplysninger om den ret til uddannelse, som arbejdsgiveren
tilbyder, vil skulle gives i form af oplysninger, som omfatter
antallet af uddannelsesdage, om nogen, som lønmodtageren
har ret til pr. år, og oplysninger om arbejdsgiverens generel-
le uddannelsespolitik.
Oplysningspligten kan opfyldes ved at henvise til love, ad-
ministrative bestemmelser, vedtægtsmæssige bestemmelser
eller kollektive overenskomster, jf. lovforslagets § 3, stk.
4. Oplysningerne skal dog fremgå tydeligt heraf.
Den foreslåede
nr. 14
viderefører gældende ret om, at en
arbejdsgivers oplysningspligt omfatter angivelse af, hvilke
kollektive overenskomster eller aftaler der regulerer arbejds-
forholdet. Hvis der er tale om overenskomster eller aftaler
indgået af parter uden for virksomheden, skal det endvidere
oplyses, hvem parterne er i den pågældende overenskomst.
Kollektive overenskomster kan også være uskrevne, herun-
der bestå på kutyme. Såfremt disse uskrevne eller kutyme-
mæssige overenskomster indeholder væsentlige elementer
for lønmodtageren, vil lønmodtageren også skulle oplyses
herom.
Det foreslås i
nr. 15,
at en arbejdsgivers oplysningspligt om-
fatter, hvor det er arbejdsgiverens ansvar, identiteten på de
socialsikringsinstitutioner, som modtager de sociale bidrag,
der er knyttet til ansættelsesforholdet, og enhver beskyttelse
i forbindelse med social sikring fra arbejdsgiverens side.
Oplysningspligten kan opfyldes ved at henvise til love, ad-
ministrative bestemmelser, vedtægtsmæssige bestemmelser
eller kollektive overenskomster, jf. lovforslagets § 3, stk.
4. Oplysningerne skal dog fremgå tydeligt heraf.
Oplysninger om sociale sikringsordninger vil skulle omfatte
oplysninger om identiteten på de socialsikringsinstitutioner,
som modtager de sociale bidrag, hvor det er relevant, for så
vidt angår sygdom, barsel, fædreorlov og forældreydelser,
ydelser i forbindelse med arbejdsulykker og arbejdsrelatere-
de sygdomme samt til alderdoms-, invaliditets-, efterladte-,
arbejdsløsheds-, førtidspension- og familieydelser. Social
sikring må defineres i overensstemmelse med EU-rettens
almindelige forståelse af begrebet. Herefter anses en ydelse
for en social sikringsydelse, når den tildeles uafhængigt af
en individuel, skønsmæssig vurdering af de personlige be-
hov på grundlag af kriterier, der er fastlagt ved lov.
Arbejdsgivere vil ikke være forpligtet til at give disse op-
lysninger, hvor lønmodtageren vælger socialsikringsinstitu-
tionen. Oplysninger om den sociale sikring, der gives af
arbejdsgiveren, vil, hvor det er relevant, omfatte dækningen
fra supplerende pensionsordninger som defineret i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2014/50/EU og Rådets di-
rektiv 98/49/EF.
For de fleste danske ordninger er der tale om ikke-bidrags-
pligtige, men rene skattefinansierede ordninger. Eksempler
på danske arbejdsgiverbidragspligtig sociale sikringsordnin-
ger er ATP, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, en privat
tegnet arbejdsforsikring (ved arbejdsulykke) m.v. Det er ale-
ne sociale sikringsordninger, som vedrører ansættelsesfor-
holdet, der skal oplyses om.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 3
indebærer, at oplysnin-
gerne vil skulle tilgå lønmodtagerne skriftligt, herunder at
de skal udleveres og fremsendes på papir eller fremsendes
i elektronisk form. Hvis de fremsendes elektronisk, vil det
være et krav, at oplysningerne er tilgængelige for lønmodta-
geren, at de kan lagres og udskrives, og at arbejdsgiveren
opbevarer dokumentation for fremsendelse eller modtagel-
se. Det vil efter lovforslaget være tilstrækkeligt til opfyl-
delse af bestemmelsen, at oplysningerne fx gives gennem
E-boks eller på e-mail.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 4
indebærer, at oplys-
ningspligten for så vidt angår minimumskravene i stk. 2,
nr. 7-13, er opfyldt, hvis der i overensstemmelse med stk.
3, henvises til love, administrative bestemmelser, vedtægts-
mæssige bestemmelser eller kollektiv overenskomst, der
gælder for de pågældende forhold.
En generel henvisning til en kollektiv overenskomst, love,
administrative bestemmelser eller vedtægtsmæssige bestem-
melser vil ikke nødvendigvis være tilstrækkelig til at opfyl-
de oplysningspligten. Lønmodtager skal være i stand til at
danne sig et overblik over sin retsstilling på baggrund af
henvisningen. Det vil kræve, at den pågældende oplysning,
som oplysningspligten i nr. 7-11, 13 og 15 angår, fremgår
tydeligt af den kollektive overenskomst, lov, administrative
bestemmelser eller vedtægtsmæssige bestemmelse, der hen-
vises til.
Til § 4
Ansættelsesbevislovens § 3, stk. 1, stiller krav om, at en
lønmodtager, der skal udføre sit arbejde i et eller flere andre
lande og arbejdets varighed overstiger en måned, skal mod-
tage det eller de dokumenter, der er nævnt i ansættelsesbe-
vislovens § 2, stk. 3, inden afrejse. Der stilles desuden krav
om, at lønmodtagere ved udførelse af sit arbejde i udlandet
skal modtage supplerende oplysninger.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i
§ 4, stk. 1, 1.
pkt.,
at hvis lønmodtageren skal udføre sit arbejde i et el-
ler flere andre lande end det, hvor vedkommende normalt
arbejder, og arbejdets varighed overstiger fire på hinanden
følgende uger, skal de i § 3, stk. 2, nævnte oplysninger være
lønmodtageren i hænde inden afrejsen. Det bemærkes, at
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0024.png
24
der kan være udfordringer for en arbejdsgiver med at skaffe
informationerne, der kræves i lovforslagets § 3, stk. 3, nr.
15, idet pågældende værtsmedlemsstat skal kontaktes. I dis-
se tilfælde vil det være tilstrækkeligt, at arbejdsgiveren har
kontaktet værtsmedlemsstaten og igangsat indhentningen af
de i § 3, stk. 3, nr. 15, omhandlende oplysninger.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at lønmodtageren er
bekendt med sine rettigheder i det pågældende ansættelses-
forhold inden afrejse til udlandet. Bestemmelsen vil medfø-
re, at fristen for arbejdsgiverens afgivelse af de oplysninger,
der som minimum kræves afgivet til lønmodtageren i § 3,
stk. 2, skal afgives inden afrejsen, frem for den normale frist
i § 3, stk. 1, 2. og 3. pkt., på henholdsvis syv kalenderdage
og en måned efter ansættelsesforholdet er påbegyndt.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 4, stk. 1, 2. pkt.,
vil medfø-
re, at ud over de oplysninger, der skal gives lønmodtageren
efter § 3, stk. 2 og 3, skal dokumentet eller dokumenterne
for udstationerede lønmodtageres vedkommende, når disse
er udrejst i mindst 4 uger, mindst indeholde følgende supple-
rende oplysninger:
1) Det land eller de lande, i hvilket eller hvilke arbejdet
i udlandet skal udføres, og arbejdets forventede varig-
hed.
2) Den valuta som lønnen udbetales i.
3) Eventuelle ydelser i kontanter eller naturalier vedrøren-
de arbejdsopgaverne.
4) Oplysninger om hvorvidt omkostningerne i forbindel-
se med lønmodtagerens tilbagevenden til hjemlandet
godtgøres, og i givet fald vilkårene for lønmodtagerens
tilbagevenden til hjemlandet.
5) Om der er taget skridt til at få udstedt de nødvendige
attester i forbindelse med udstationeringen.
Der vil således blive stillet yderligere krav til, hvilke oplys-
ninger arbejdsgiveren skal meddele lønmodtageren inden
afrejse. Det sker for at sikre, at lønmodtageren er bekendt
med sine vilkår under udstationeringen.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 2
indebærer, at udstatio-
nerede lønmodtagere, som er omfattet af Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 1996/71/EF om udstationering af
arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser, under
alle omstændigheder skal underrettes om:
1) den løn, som lønmodtageren er berettiget til i overens-
stemmelse med gældende ret i værtsmedlemsstaten,
2) hvor det er relevant, eventuelle ydelser, der specifikt
vedrører udstationeringen, og eventuelle ordninger for
godtgørelse af udgifter til rejse, kost og logi,
3) linket til det centrale officielle nationale websted, der er
etableret af værtsmedlemsstaten/værtsmedlemsstaterne
i henhold til artikel 5, stk. 2, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/67/EU.
Ved en udstationeret lønmodtager forstås en lønmodtager,
som sædvanligvis udfører sit arbejde i ét land (oprindelses-
landet), men som midlertidigt udfører arbejde i et andet
land.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 3
vil medføre, at for
så vidt angår oplysninger, der er omfattet af stk. 1, nr. 2,
og stk. 2, nr. 1, kan de tilgå lønmodtageren, jf. § 3, stk.
3, ved en henvisning til de love, administrative bestemmel-
ser, vedtægtsmæssige bestemmelser eller kollektive overens-
komster, der gælder for de pågældende forhold.
En generel henvisning til en kollektiv overenskomst, love,
administrative bestemmelser eller vedtægtsmæssige bestem-
melser vil ikke nødvendigvis være tilstrækkelig til at opfyl-
de oplysningspligten. Lønmodtager skal være i stand til at
danne sig et overblik over sin aflønning på baggrund af
henvisningen.
Det vil kræve, at den pågældende oplysning, som oplys-
ningspligten i stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 1, angår, fremgår
tydeligt af den kollektive overenskomst, lov, administrative
bestemmelser eller vedtægtsmæssige bestemmelse, der hen-
vises til.
Til § 5
Ansættelsesbevislovens § 4 fastsætter regler for den pligt,
som en arbejdsgiver har til at oplyse lønmodtageren om
eventuelle ændringer af de i § 2, stk. 1 og 2, og § 3, stk. 1,
omhandlende forhold inden for en nærmere bestemt frist og
med visse undtagelser.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1, 1. pkt.,
vil medføre,
at arbejdsgiveren ved enhver ændring af de i § 3, stk. 2,
og § 4, stk. 1 og 2, omhandlede forhold hurtigst muligt og
senest på den dato, hvor ændringerne træder i kraft, skal
give lønmodtageren skriftlig besked herom.
Bestemmelsen medfører ikke, at der under iagttagelse af
kravene heri frit kan ændres i ansættelsesforholdene. En æn-
dring af ansættelsesvilkår skal gennemføres i henhold til på-
gældende regler i relevant lovgivning, og de kollektive over-
enskomster, der regulerer ansættelsesforholdet. Væsentlige
ændringer af ansættelsesforholdet kan typisk gennemføres
med det varsel, der svarer til det normale opsigelsesvarsel,
der gælder i det pågældende ansættelsesforhold.
Oplysning om ændringer kan ske ved en ny udstedelse af
det eller de i § 3, stk. 3, nævnte dokumenter, eller ved
udstedelse af et dokument i overensstemmelse hermed, som
indeholder den pågældende ændring.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1, 2. pkt.,
vil medføre, at
pligten til at meddele ændringer efter stk. 1, 1. pkt., ikke
gælder, hvis ændringen skyldes ændringer i de love, admini-
strative bestemmelser, vedtægtsmæssige bestemmelser eller
kollektive overenskomster, som arbejdsgiveren efter § 3, stk.
4, eller § 4, stk. 3, kan henvise til.
Det er dog en forudsætning for, at pligten ikke gælder, at
lønmodtageren kan orientere sig om ændringen i de pågæl-
dende love, administrative bestemmelser, vedtægtsmæssige
bestemmelser eller kollektive overenskomster. Resultatet af
ændringen skal derfor fremgå tydeligt.
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0025.png
25
Hvis der fx er tale om en ændring af lønnen i en kollek-
tiv overenskomst, vil den skulle fremgå tydeligt af den
pågældende kollektive overenskomst. Lønnen kan fx være
opstillet i et skema, hvor lønmodtageren kan danne sig et
overblik over sin egen løn. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., vil
derfor ikke finde anvendelse på en beløbsmæssig opdatering
i sådan et skema i en kollektiv overenskomst.
Til § 6
Den foreslåede § 6 vedrører grænser for varigheden af en
eventuel prøvetid i ansættelsesforhold. I gældende ansættel-
sesretlig lovgivning er der ikke generelle bestemmelser om
prøvetid, men efter funktionærlovens § 2, stk. 5, vil en
ansættelse kunne ske på prøve i op til 3 måneder, og i
den periode kan funktionæren opsiges med mindst 14 dages
varsel. Prøvetid på op til 3 måneder er endvidere nævnt i
funktionærlovens § 2, stk. 6. Kollektive overenskomster kan
også indeholde bestemmelser om længden af prøvetid, mens
der i ansættelsesforhold, hvor hverken funktionærloven el-
ler kollektive overenskomster finder anvendelse, har kunnet
indgås individuel aftale om længden af prøvetid og vilkår i
den forbindelse.
Det foreslås i
§ 6, stk. 1,
at når der anvendes prøvetid i
et ansættelsesforhold, kan denne ikke være længere end 6
måneder, jf. dog stk. 4.
Herved implementeres arbejdsvilkårsdirektivets artikel 8,
stk. 1. Funktionærlovens § 2, stk. 5 og 6, berøres ikke
af den foreslåede bestemmelse, men med den foreslåede
bestemmelse begrænses længden af en prøvetid uden for det
område, der reguleres af funktionærloven. Arbejdsvilkårsdi-
rektivet indeholder ikke nogen egentlig definition af prøve-
tid og udgangspunktet i dette lovforslag er derfor den almin-
delige forståelse af begrebet i dansk ret, hvorefter prøvetid
er en særlig undtagelse til de i forvejen fastsatte eller aftalte
opsigelsesregler. Der er ikke påtænkt ændringer i forhold
til erhvervsuddannelseslovens muligheder for forlængelse af
prøvetid i forbindelse med fravær, jf. erhvervsuddannelses-
lovens § 60, stk. 3.
Det foreslås i
§ 6, stk. 2,
at i tidsbegrænsede ansættelsesfor-
hold kan prøvetiden ikke overstige en fjerdedel af ansættel-
sestiden og at prøvetiden i et tidsbegrænset ansættelsesfor-
hold ikke kan overstige 6 måneder, idet funktionærlovens §
2, stk. 5 og 6, dog ikke berøres herved.
Herved implementeres arbejdsvilkårsdirektivets artikel 8,
stk. 2, 1. pkt., idet arbejde, som omfattes af funktionærlo-
ven, er af en art, hvor der vil kunne opereres med en prøve-
tid på op til tre måneder. Forslaget indebærer, at hvis der
er tale om en tidsbegrænset ansættelse af et års varighed,
kan prøvetiden højst være tre måneder. Forslaget indebærer
også, at for lønmodtagere, der ikke omfattes af funktionær-
loven, men som via aftale er tillagt funktionærrettigheder,
gælder det, at prøvetiden ikke kan overstige en fjerdedel af
ansættelsestiden, jf. den foreslåede § 1, stk. 6.
Det foreslås i
§ 6, stk. 3,
at der ikke kan aftales yderligere
prøvetid i forbindelse med forlængelse eller fornyelse af et
tidsbegrænset ansættelsesforhold.
Herved implementeres arbejdsvilkårsdirektivets artikel 8,
stk. 2, 2. pkt. Dette indebærer, at en lønmodtager ikke kan
være ansat på prøve i mere end 6 måneder i et uafbrudt
ansættelsesforhold.
Det foreslås i
§ 6, stk. 4,
at bestemmelser om fastsættelse af
prøvetidens længde for tjenestemænd og tjenestemandslig-
nende ansatte ikke berøres. Der kan således fastsættes regler
om længere prøvetid end 6 måneder for tjenestemænd og
tjenestemandslignende ansatte. Bestemmelser om ansættelse
på prøve af tjenestemænd findes i tjenestemandslovens § 6
og regler, der er fastsat i medfør af denne bestemmelse. Reg-
ler om prøveansættelsers varighed fastsættes dog ved aftale
mellem skatteministeren og tjenestemændenes centralorga-
nisationer. Det fremgår af den gældende bekendtgørelse nr.
96 af 20. marts 1972 om ansættelse som tjenestemand på
prøve i staten med senere varig ansættelse for øje, at ved
første varige ansættelse som tjenestemand er prøvetjenestens
længde 2 år, samt at vedkommende minister for enkelte
grupper af tjenestemænd ved aftale med vedkommende for-
handlingsberettigede organisation kan fastætte en længere
prøvetjeneste end 2 år.
Der gælder tilsvarende bestemmelser for tjenestemænd på
det kommunale og regionale område.
Bestemmelsen udnytter muligheden i arbejdsvilkårsdirekti-
vets artikel 8, stk. 3, jf. også præambelbetragtning (28), som
giver de enkelte medlemsstater mulighed for at fastsætte
længere prøvetider, hvor dette er begrundet i beskæftigel-
sens art, såsom for offentlige stillinger, med henblik på at
give hjemmel til at kunne opretholde de nugældende regler
om fastsættelse af prøvetidens længde for tjenestemænd og
tjenestemandslignende ansatte på det statslige, kommunale
og regionale område.
Til § 7
Den foreslåede § 7 vedrører lønmodtageres adgang til at
påtage sig sideløbende ansættelse. Dette er ikke generelt
reguleret i gældende ansættelsesretlig lovgivning, men der
findes dog enkelte eksempler på, at lovgiver har forholdt sig
til, hvad der er gældende i tilfælde, hvor lønmodtager har
et ekstra job. Det følger således af lov om arbejdstid for mo-
bile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren, nr. 395 af
1. juni 2005 med senere ændring, at en mobil lønmodtager
skriftligt skal aflægge regnskab for arbejde, der er udført
for en anden arbejdsgiver, idet loftet over den gennemsnitli-
ge ugentlige arbejdstid på 48 timer er gældende i forhold
til samtlige af de ansættelsesforhold, som lønmodtageren
har. Med hensyn til funktionærer kan funktionærlovens §
15 om adgangen til at påtage sig hverv uden for tjenesten
nævnes. Den foreslåede § 7 implementerer arbejdsvilkårsdi-
rektivets artikel 9.
Det foreslås i
§ 7, stk. 1,
at en arbejdsgiver ikke må hindre
en lønmodtager i at tage sideløbende ansættelse eller på den
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0026.png
26
baggrund behandle lønmodtageren ugunstigt, hvis lønmod-
tageren fortsat kan arbejde i overensstemmelse med en af
arbejdsgiver fastlagt tidsplan, jf. dog stk. 2. Det foreslåede
udgangspunkt er således, at lønmodtagere har ret til at tage
arbejde ved siden af et bestående ansættelsesforhold, hvis
dette ekstra arbejde kan passes, uden at det går ud over
fremmødet i det job, som lønmodtageren allerede har.
I
§ 7, stk. 2,
foreslås, at stk. 1 ikke finder anvendelse, hvis
omstændighederne ved det pågældende arbejde, såsom hen-
syn til sundhed og sikkerhed, beskyttelse af forretningshem-
meligheder, integriteten i den offentlige forvaltning eller at
undgå interessekonflikter, indebærer, at beskæftigelse som
nævnt i stk. 1 er uforenelig med det bestående ansættelses-
forhold. Der kan være tale om forskellige forhold af den
nævnte karakter, som gør, at retten til at tage sideløbende
ansættelse må vige, og de eksempler, som er nævnt i den
foreslåede bestemmelse, er ikke udtømmende.
Beskæftigelsesministeriet bemærker, at det i overensstem-
melse med dansk ansættelsesret fortsat er muligt at fastsæt-
te uforenelighedsbegrænsninger af objektive grunde såsom
sundhed og sikkerhed, beskyttelse af forretningshemmelig-
heder, integriteten i offentlig forvaltning eller undgåelse af
interessekonflikter. En begrænsning af sideløbende ansættel-
se skal være saglig og ske under afvejning mellem virksom-
hedens og arbejdstagerens interesser.
Til § 8
Den foreslåede § 8 vedrører, hvornår lønmodtagere, hvis
arbejdsmønster er helt eller overvejende uforudsigeligt, kan
pålægges at arbejde samt varsling i den forbindelse, og fast-
sætter, at lønmodtagere kan have ret til kompensation, hvis
en planlagt arbejdsopgave aflyses af arbejdsgiver. Gældende
lovgivning indeholder ikke generel regulering af lønmodta-
geres og arbejdsgiveres retsstilling i sådanne situationer,
men i funktionærlovens § 3, stk. 1 og 2, er det fastsat, at
en arbejdsgiver skal betale funktionæren erstatning, hvis ar-
bejdsgiver uberettiget nægter at modtage funktionæren i sin
tjeneste. Det er ikke med den foreslåede bestemmelse, som
implementerer arbejdsvilkårsdirektivets artikel 10, hensigten
at ændre på gældende ret i funktionærlovens § 3.
Det foreslås i
§ 8, stk. 1,
at en arbejdsgiver alene kan pålæg-
ge en lønmodtager, hvis arbejdsmønster er helt eller overve-
jende uforudsigeligt, at arbejde, hvis arbejdet finder sted
inden for de forudbestemte referencetimer og referencedage,
jf. § 3, stk. 2, nr. 12, litra b, og hvis lønmodtageren er blevet
varslet om arbejdsopgaven med det varsel, som lønmodtage-
ren har modtaget oplysning om i overensstemmelse med §
3, stk. 2, nr. 12, litra c. Med hensyn til, hvad der forstås ved
lønmodtagere, hvis arbejde er helt eller overvejende uforud-
sigeligt, samt referencetimer og -dage og varsling, henvises
til bemærkningerne til § 3.
Det foreslås i
§ 8, stk. 2,
at lønmodtageren har ret til at afvi-
se arbejdsopgaven uden negative følger heraf, hvis betingel-
serne i stk. 1 ikke er opfyldt. Bestemmelsen er således ikke
til hinder for, at en arbejdsgiver tilbyder en lønmodtager
at arbejde uden for de tidsrum, der er oplyst, eller med et
kortere varsel end oplyst, men i så fald kan lønmodtageren
afslå den tilbudte arbejdsopgave uden at dette afslag får ne-
gative følger. Lønmodtageren kan afvise en arbejdsopgave,
hvis kun en af betingelserne i stk. 1 er opfyldt, og henvis-
ningen til stk. 1 indebærer herudover, at retten til at afvise
en arbejdsopgave i henhold til den foreslåede bestemmelse
alene vedrører lønmodtagere, hvis arbejdsmønster er helt
eller overvejende uforudsigeligt.
Det foreslås i
§ 8, stk. 3,
at hvis en arbejdsopgave, der er
fastlagt gennem aftale mellem arbejdsgiver og lønmodtager,
bliver annulleret af arbejdsgiver efter udløbet af en rimelig
frist, der måtte være fastsat for annullering af en arbejdsop-
gave i medfør af den foreslåede § 3, stk. 2, nr. 12, skal
arbejdsgiver kompensere lønmodtager herfor. Kompensatio-
nen udmåles konkret efter sagens omstændigheder, herunder
hvornår aflysningen finder sted, fx før eller ved fremmø-
de. Henvisningen til de konkrete omstændigheder indebærer,
at en kompensation som nævnt udmåles i overensstemmelse
med gældende praksis efter dels funktionærlovens § 3, stk.
1 og 2, og dels gældende fagretlig praksis, hvor det er rele-
vant, jf. også arbejdsvilkårsdirektivets artikel 10, stk. 4.
I forhold til kompensation ved annullering af arbejdsopga-
ver bemærkes det, at der skal ydes kompensation ved aflys-
ning af en arbejdsopgave med kort varsel. Det bemærkes
endvidere, at denne udmåles efter almindelige erstatnings-
retlige principper, og at kompensation udmåles konkret efter
sagens omstændigheder, herunder hvornår aflysningen fin-
der sted, fx før eller ved fremmøde.
Til § 9
Den foreslåede § 9 vedrører fastsættelse af en formodnings-
regel, så en lønmodtager ansat på tilkaldebasis eller lignende
ud over 3 måneder, antages at have indgået en ansættelses-
aftale med et minimumsantal betalte timer svarende til det
arbejde, der er udført af lønmodtageren i de seneste 4 uger,
hvis ikke arbejdsgiveren godtgør, at der ikke er indgået en
sådan ansættelsesaftale. I opgørelsen indgår ikke perioder
med fravær som fx ferie, sygdom og barsel, således at opgø-
relsen af perioden forlænges med uger uden fravær.
Der findes ikke en sådan formodningsregel i gældende lov-
givning. Med den foreslåede bestemmelse implementeres
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 11, idet muligheden i artikel
11, b), for at hindre misbrug af sådanne ansatte ved at
fastsætte en afkræftelig formodning for, at der forefindes
en ansættelseskontrakt med et minimumsantal betalte timer
baseret på det gennemsnitlige antal arbejdstimer i en given
periode, udnyttes.
Den foreslåede formodningsregel indebærer ikke, at en løn-
modtager ikke kan arbejde på tilkaldebasis uden et fast mi-
nimumstimetal ud over 3 måneder, men arbejdsgiver skal
kunne godtgøre, at der ikke er indgået aftale om ansættelse
med et minimumstimetal som nævnt. Det kan eksempelvis
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0027.png
27
indgå i bevisvurderingen om arbejdsgiver kan fremlægge et
ansættelsesbevis, hvor det klart fremgår, at der ikke er aftalt
et minimumstimetal som nævnt, og om der er udført arbejde
i overensstemmelse med det i dette ansættelsesbevis anfør-
te. Vurderingen af, om arbejdsgiver har løftet bevisbyrden
og afkræftet formodningen, kan foretages af de almindelige
domstole, jf. den foreslåede § 12, stk. 2.
Til § 10
Det foreslås i § 10 at give en lønmodtager, der har været
ansat i 6 måneder, og som har udstået sin eventuelle prø-
vetid, adgang til at anmode om en ansættelsesform med
mere forudsigelige og trygge arbejdsvilkår, hvis en sådan
ansættelsesform anvendes på virksomheden, og at fastsætte
rammerne for arbejdsgivers besvarelse af en sådan anmod-
ning. Der er ikke i gældende lovgivning bestemmelser om
lønmodtagers adgang til at anmode som nævnt og arbejds-
givers forpligtelse til at svare herpå. Med den foreslåede
bestemmelse implementeres arbejdsvilkårsdirektivets artikel
12.
Det foreslås i
§ 10, stk. 1,
at fastsætte, hvilke betingelser
der skal være opfyldt for at en lønmodtager kan fremsætte
en anmodning som nævnt og dermed have krav på et svar
i overensstemmelse med stk. 2-4. Lønmodtageren skal såle-
des have været ansat i mindst 6 måneder og have udstået sin
eventuelle prøvetid, jf. også den foreslåede § 6, og herudo-
ver skal der på virksomheden anvendes en ansættelsesform
med mere trygge og forudsigelige arbejdsvilkår. Om denne
sidstnævnte betingelse er opfyldt, vil bero på en konkret
vurdering i forhold til den enkelte virksomhed.
Det foreslås i
§ 10, stk. 2,
at en lønmodtager, der har fremsat
en anmodning i overensstemmelse med stk. 1, har krav på
et skriftligt og begrundet svar på anmodningen senest en
måned efter, at anmodningen er modtaget, jf. dog stk. 3 og
4. Det er ikke et krav efter det foreslåede stk. 1, at anmod-
ningen er afgivet skriftligt, men af bevismæssige årsager
kan dette være hensigtsmæssigt, så der ikke opstår tvivl
om, hvorvidt anmodningen er besvaret inden for fristen eller
ej. Med hensyn til besvarelse af anmodningen vil der heri
i givet fald kunne henvises til eventuel regulering, der fx
fastsætter, at ledige stillinger skal slås op, og oplyses om
mulighederne for at søge sådanne stillinger.
Det foreslås i
§ 10, stk. 3,
at lønmodtager alene har krav
på et skriftligt og begrundet svar fra arbejdsgiver en gang
årligt. En anmodning, som eksempelvis afgives 6 måneder
efter, at arbejdsgiver sidst har besvaret en sådan anmodning,
behøver arbejdsgiver således ikke besvare.
Det foreslås i
§ 10, stk. 4,
at for virksomheder, hvor ar-
bejdsgiver er en fysisk person eller hvor antallet af ansatte
er mindre end 35, er fristen for at besvare en anmodning
afgivet i overensstemmelse med stk. 1 3 måneder efter, at
anmodningen er modtaget.
Den nævnte forlængede frist for virksomheder har til formål
at give mindre virksomheder længere tid til at besvare en an-
modning, og den fastsatte grænse på 35 ansatte flugter med,
hvad der efter anden regulering, herunder samarbejdsaftalen
mellem FH og DA samt lov om information og høring af
lønmodtagere nr. 303 af 2. maj 2005 med senere ændring,
er en sædvanlig tærskel. Ved fysisk person forstås i overens-
stemmelse med sædvanlig sprogbrug en person, som ikke
har organiseret sig i selskabsform.
Til § 11
Det foreslås i § 11, at hvis en arbejdsgiver i henhold til
EU-retten, dansk lovgivning eller kollektive overenskomster
skal tilbyde en lønmodtager uddannelse med henblik på
udførelsen af det pågældende arbejde, skal uddannelsen til-
bydes uden udgift for den ansatte, tælle som arbejdstid i
ansættelsesforholdet og så vidt muligt foregå i lønmodtage-
rens sædvanlige arbejdstid. Der er ikke i gældende lovgiv-
ning tilsvarende generelle bestemmelser om obligatorisk ud-
dannelse. Med den foreslåede bestemmelse implementeres
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 13.
Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at udgifter til
uddannelse som nævnt ikke afholdes af, tilbageholdes eller
fradrages lønmodtagerens løn, og at alle lønmodtagere –
herunder personer i atypiske ansættelsesformer – får tilbudt
en sådan uddannelse på lige vilkår. Den foreslåede bestem-
melse vedrører alene uddannelse, som en arbejdsgiver er
forpligtet til at tilbyde som følge af EU-retten, dansk lovgiv-
ning eller kollektive overenskomster.
Til § 12
Efter gældende ret kan Ankestyrelsens Beskæftigelsesud-
valg træffe afgørelse om, hvorvidt arbejdsgivers oplysnings-
pligt i henhold til ansættelsesbevisloven er overholdt.
Det foreslås i
§ 12, stk. 1,
at Ankestyrelsens Beskæftigelses-
udvalg kan træffe afgørelse om, hvorvidt oplysningspligten
efter loven er overholdt af arbejdsgiver, og adgangen til at
indbringe sager for udvalget foreslås således bibeholdt. Der
er tale om en klageinstans som nævnt i artikel 15, stk. 1, b),
i arbejdsvilkårsdirektivet.
På baggrund af en afgørelse fra Ankestyrelsens Beskæftigel-
sesudvalg vil der være mulighed for at rejse en sag ved
domstolene om en godtgørelse, jf. den foreslåede § 13, men
i tilfælde, hvor udvalget har fundet, at arbejdsgiveren ikke
har overholdt oplysningspligten, vil det også være muligt at
indgå et forlig på baggrund af udvalgets afgørelse, hvorved
sagen eventuelt kan afsluttes hurtigt og uden at involvere
domstolene. Den foreslåede bestemmelse giver således mu-
lighed for sagsbehandling, der er smidig og nem at anvende
for lønmodtagere.
Det foreslås i
§ 12, stk. 2,
at spørgsmål om, hvorvidt ar-
bejdsgiver har overholdt sin forpligtelse i forhold til at sikre
lønmodtagere de vilkår, der er angivet i §§ 6-11, indbringes
for de almindelige domstole. Der er i de pågældende be-
stemmelser tale om, at lønmodtager får rettigheder af mate-
riel karakter, og disse rettigheder adskiller sig således fra de
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0028.png
28
formelle rettigheder om arbejdsgivers oplysningspligt, og en
afgørelse af sager om overholdelse af materielle rettigheder
kan i nogle tilfælde kun træffes på baggrund af en mere
omfattende bevisførelse, som bedst kan finde sted ved en
domstol.
Det foreslås i
§ 12, stk. 3,
at spørgsmål om, hvorvidt betin-
gelserne i § 1, stk. 5, er opfyldt, skal afgøres af Arbejdsret-
ten, idet spørgsmål om, hvorvidt den overordnede beskyttel-
se af lønmodtagere sikres, dog foreslås afgjort ved fagretlig
behandling og eventuelt faglig voldgift, hvis dette er aftalt
mellem de pågældende overenskomstparter. Dette fremgår
eksempelvis af den mellem FH og DA indgåede forståelses-
aftale af 30. juni 2022.
Er der ikke indgået en aftale mellem de mest repræsentative
arbejdsmarkedsparter om, at spørgsmålet om, hvorvidt den
overordnede beskyttelse af lønmodtagere sikres via overens-
komsten, afgøres ved fagretlig behandling og eventuelt fag-
lig voldgift, kan Arbejdsretten ved prøvelsen heraf lægge
vægt på, om overenskomsten er mangelfuld, så den ud fra en
samlet vurdering ikke sikrer den overordnede beskyttelse af
de pågældende lønmodtagere.
I anden lovgivning, eksempelvis ferieloven og vikarloven,
er Arbejdsretten på tilsvarende vis tillagt kompetencen til at
afgøre, om en kollektiv overenskomst er landsdækkende og
indgået af de på det pågældende ansættelsesområde mest re-
præsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark. Den foreslåe-
de bestemmelse skal ses i sammenhæng med den foreslåede
§ 19 om ændringer i arbejdsretsloven.
Til § 13
Efter gældende ret kan domstolene tilkende en godtgørel-
se på op til 13 ugers løn, hvis pligten til at oplyse om
ansættelsesvilkår efter ansættelsesbevisloven ikke er over-
holdt. Under skærpende omstændigheder kan godtgørelsen
forhøjes til op til 20 ugers løn, men vil dog, hvis manglen
ved ansættelsesbeviset er undskyldelig og ikke har haft kon-
kret betydning, kunne fastsættes til højst 1.000,- kroner.
Det foreslås i
§ 13, stk. 1,
at domstolene skal kunne tilkende
en godtgørelse på op til 13 ugers løn, hvis pligten til at
oplyse om ansættelsesvilkår efter §§ 3-5 samt i § 16, stk.
4, ikke er overholdt. Ved skærpende omstændigheder, fx
hvis ansættelsesbeviset er helt misvisende og de urigtige
oplysninger heri har haft konkret betydning for lønmodtage-
ren, kan godtgørelsen forhøjes til op til 20 ugers løn. De i
ansættelsesbevisloven fastsatte niveauer for den almindelige
godtgørelse, når arbejdsgivers oplysningspligt efter loven
ikke er overholdt, foreslås således ført videre.
Det foreslås i
§ 13, stk. 2,
at bestemmelsen om, at godtgø-
relsen, hvis manglen ved ansættelsesbeviset er undskyldelig
og ikke har haft konkret betydning, kan fastsættes til højst
1.000,- kroner, ligeledes videreføres uændret set i forhold
til ansættelsesbevisloven. Der er ikke tilsigtet ændringer i
gældende ret (godtgørelsesniveauet).
Det foreslås i
§ 13, stk. 3,
at for lønmodtagere, der er omfat-
tet af en overenskomst som nævnt i § 1, stk. 4, kan sager om
en godtgørelse svarende til den i stk. 1 og 2 nævnte, afgøres
ved de almindelige domstole, hvis en sag om overholdelse
af oplysningspligten ikke behandles fagretligt. Dette skyl-
des, at lønmodtagere, der er sikret de direktivmæssige rettig-
heder vedrørende oplysningspligt i medfør af en kollektiv
overenskomst, men som ikke får behandlet en sag herom
fagretligt, skal have mulighed for at gøre deres rettigheder
gældende og eventuelt blive tilkendt en godtgørelse, hvis
deres rettigheder er krænket. Der henvises til arbejdsvilkårs-
direktivets artikel 16 og mere overordnet til det EU-retlige
effektivitetsprincip. Retsgrundlaget for en sag, der behand-
les i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil være de i
overenskomsten implementerede bestemmelser om arbejds-
givers pligt til at oplyse om ansættelsesvilkår. Der kan i den
forbindelse henvises til det i § 11, stk. 2, i arbejdsretsloven
anførte om lønmodtageres adgang til at anlægge sag ved de
almindelige domstole.
Til § 14
Da der er tale om ny lovregulering af de rettigheder, der
foreslås fastsat i §§ 6-11, findes der ikke i gældende ret
bestemmelser om, at en lønmodtager kan tilkendes en godt-
gørelse, hvis disse rettigheder krænkes.
Det foreslås i
§ 14, stk. 1,
at en lønmodtager skal kunne
tilkendes en godtgørelse, hvis dennes rettigheder i henhold
til §§ 6-11 er krænket. Godtgørelsesniveauet foreslås ikke
reguleret, idet godtgørelsens størrelse kan fastsættes af dom-
stolene på baggrund af de konkrete omstændigheder og ud
fra praksis vedrørende tilkendelse af godtgørelse efter anden
ansættelsesretlig lovgivning, eksempelvis lov om gennemfø-
relse af dele af arbejdstidsdirektivet.
Det foreslås i
§ 14, stk. 2,
at for lønmodtagere, der er omfat-
tet af en overenskomst som nævnt i § 1, stk. 4, kan sager om
en godtgørelse svarende til den i stk. 1 nævnte, afgøres ved
de almindelige domstole, hvis en sag om overholdelse af
de pågældende rettigheder ikke behandles fagretligt. Dette
skyldes, at lønmodtagere, der er sikret de direktivmæssige
rettigheder i artikel 8-13 i medfør af en kollektiv overens-
komst, men som ikke får behandlet en sag herom fagretligt,
skal have mulighed for at gøre deres rettigheder gældende
og eventuelt blive tilkendt en godtgørelse, hvis deres rettig-
heder er krænket. Der henvises til arbejdsvilkårsdirektivets
artikel 16 og mere overordnet til det EU-retlige effektivitets-
princip. Retsgrundlaget for en sag, der behandles i medfør af
den foreslåede bestemmelse, vil være de i overenskomsten
implementerede bestemmelser jf. artikel 8-13. Der kan i den
forbindelse henvises til det i § 11, stk. 2, i arbejdsretsloven
anførte om lønmodtageres adgang til at anlægge sag ved de
almindelige domstole.
Til § 15
I gældende ret er der ikke nogen specifikke bestemmelser
om beskyttelse af lønmodtagere eller af lønmodtagerrepræ-
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0029.png
29
sentanter, der er eller mener at være udsat for ugunstig
behandling, eventuelt en afskedigelse, som følge af, at der
rejses en sag om arbejdsgivers overholdelse af de direktiv-
mæssige rettigheder, der foreslås implementeret i dette lov-
forslag. Der er således tale om en ny bestemmelse, og der
henvises til arbejdsvilkårsdirektivets artikel 17 og 18 i den
forbindelse.
Det foreslås i
§ 15, stk. 1,
at en lønmodtager, som mener
at være blevet afskediget eller udsat for en foranstaltning
med tilsvarende virkning, fordi denne har gjort sine rettighe-
der i henhold til loven gældende, efter anmodning herom
har ret til at få en skriftlig begrundelse for afskedigelsen
eller den pågældende foranstaltning fra arbejdsgiver. Herved
foreslås arbejdsvilkårsdirektivets artikel 18, stk. 2, imple-
menteret. Der er ikke i arbejdsvilkårsdirektivet eller i den
foreslåede bestemmelse fastsat en frist for, hvornår arbejds-
giver skal give begrundelsen efter at have modtaget en an-
modning, men hvis arbejdsgiver ikke inden for rimelig tid
efterkommer anmodningen, vil det eventuelt kunne udgøre
et grundlag for en formodning om, at afskedigelsen eller den
pågældende foranstaltning ikke er sagligt begrundet, jf. også
det foreslåede stk. 3.
Det foreslås i
§ 15, stk. 2,
at en lønmodtager, herunder en
lønmodtagerrepræsentant, der udsættes for ugunstig behand-
ling, fordi denne har udøvet sine rettigheder i henhold til
denne lov eller fremsat klage til arbejdsgiveren om at sik-
re overholdelse af disse, kan tilkendes en godtgørelse. Der
angives ikke noget godtgørelsesniveau i den foreslåede be-
stemmelse, idet der vil være tale om en konkret vurdering på
baggrund af, hvorledes lønmodtageren er blevet behandlet
ugunstigt. Er der tale om en afskedigelse af lønmodtager,
vil der kunne tages udgangspunkt i, hvad der sædvanligvis
fastsættes i godtgørelse for urimelig afskedigelse, herunder
praksis vedrørende funktionærlovens § 2 b.
Der kan ikke ved siden af en godtgørelse efter denne be-
stemmelse opnås godtgørelse for usaglig afskedigelse efter
anden lovgivning.
Det foreslås i
§ 15, stk. 3,
at hvis en lønmodtager, herunder
en lønmodtagerrepræsentant, kan påvise faktiske omstæn-
digheder, som giver anledning til at formode, at denne har
været udsat for afskedigelse eller foranstaltninger med til-
svarende virkning, fordi denne har udøvet sine rettigheder i
henhold til denne lov eller fremsat klage til arbejdsgiveren
om at sikre overholdelse af rettigheder i henhold til dette
lovforslag, påhviler det arbejdsgiveren at bevise, at afskedi-
gelsen eller foranstaltningen med tilsvarende virkning ikke
skyldes, at lønmodtageren har udøvet sine rettigheder i hen-
hold til denne lov, eller der er fremsat klage til arbejdsgive-
ren om at sikre overholdelse af disse. Der foreslås således
indført delt bevisbyrde i sådanne sager om afskedigelse eller
foranstaltninger med tilsvarende virkning og der henvises i
den forbindelse til arbejdsvilkårsdirektivets artikel 18, stk.
3. Der tilsigtes ikke med bestemmelsen gennemført nogen
ændring i beskyttelsen af eksempelvis tillidsrepræsentanter i
medfør af kollektive overenskomster.
Faktiske omstændigheder, der kan give anledning til at for-
mode, at en lønmodtager, herunder en lønmodtagerrepræ-
sentant, er blevet behandlet ugunstigt eller afskediget på
baggrund af en klage, kan være, hvis der er en umiddelbar
tidsmæssig sammenhæng mellem en klage og en afskedigel-
se eller tilsvarende foranstaltning, og i den forbindelse vil
det kunne tillægges betydning, hvordan arbejdsgiver har re-
ageret på en anmodning efter det foreslåede stk. 1. I givet
fald vil arbejdsgiver skulle godtgøre, at det ikke er klagen
om at sikre overholdelse af rettigheder i henhold til dette
lovforslag, der er baggrunden for en afskedigelse eller til-
svarende foranstaltning, men at der foreligger saglige grun-
de hertil.
Det foreslås i
§ 15, stk. 4,
at for lønmodtagere, der er omfat-
tet af en overenskomst som nævnt i § 1, stk. 4, kan sager
om en godtgørelse svarende til den i stk. 2 nævnte, afgøres
ved de civile domstole, hvis en sag om ugunstig behandling
ikke behandles fagretligt. Herved sikres, at sådanne lønmod-
tagere under alle omstændigheder vil kunne få prøvet en
sag om ugunstig behandling på baggrund af en klage, og
der henvises i den forbindelse til arbejdsvilkårsdirektivets
artikel 16. Der kan i den forbindelse henvises til det i § 11,
stk. 2, i arbejdsretsloven anførte om lønmodtageres adgang
til at anlægge sag ved de almindelige domstole.
Til § 16
Det foreslås i
stk. 1,
at loven skal træde i kraft den 1. juli
2023.
Det foreslås i
stk. 2,
at § 9, stk. 1, nr. 12, i arbejdsretsloven,
jf. dette lovforslags § 19, nr. 2, får virkning den 1. januar
2024. Baggrunden herfor er, at lov om konsekvenser ved af-
skaffelsen af store bededag som helligdag nr. 214 af 6. marts
2023, træder i kraft den 1. januar 2024, og sager vedrørende
betydningen af § 2 i denne lov vil derfor først kunne blive
indbragt for Arbejdsretten efter denne dato.
Det foreslås i
stk.
3, at ansættelsesbevisloven ophæves. Sag-
er, der rejses før 1. juli 2023, afgøres efter de regler, der er
gældende på dette tidspunkt.
Det foreslås i
stk.
4, at en arbejdsgiver kun skal udlevere el-
ler supplere de oplysninger og dokumenter, der er omhand-
let i §§ 3 og 4, efter anmodning fra en lønmodtager, der
allerede er ansat den 1. juli 2023.
Fristen for at efterkomme en anmodning som nævnt i
stk. 3, foreslås fastsat til 8 uger efter lønmodtagers anmod-
ning. Hvis arbejdsgiveren ikke overholder denne frist eller
slet ikke efterkommer anmodningen, vil lønmodtageren i
medfør af den foreslåede § 13, stk. 1 og 2, kunne tilkendes
en godtgørelse. Hvis en arbejdsgiver ikke har overholdt op-
lysningspligten efter ansættelsesbevisloven, kan en lønmod-
tager, der har været ansat inden den 1. juli 2023, ikke på
grundlag af et forud for nævnte dato udformet ansættelses-
bevis blive tilkendt en godtgørelse efter dette lovforslag,
men anmode om supplerende oplysninger jf. §§ 3-5, og
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0030.png
30
arbejdsgiveren vil så skulle give disse oplysninger, inden for
fristen på 8 uger.
De materielle rettigheder, der findes i lovens §§ 6-11, vil
lønmodtagere uden videre kunne påberåbe sig, når loven er
trådt i kraft.
Til § 17
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grøn-
land.
Det bemærkes i denne forbindelse, at de områder, der regu-
leres med dette lovforslag, er overtaget.
Til § 18
Til nr. 1
Det foreslås, at
§ 6
i lov om konsekvenser ved afskaffelsen
af store bededag som helligdag nr. 214 af 6. marts 2023,
ophæves.
§ 6 i lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag
som helligdag indebærer, at sager om betydningen for kol-
lektive overenskomster af § 2 i lov om konsekvenser ved
afskaffelsen af store bededag som helligdag indbringes for
Arbejdsretten. Da lov om konsekvenser ved afskaffelsen af
store bededag som helligdag endnu ikke er trådt i kraft,
foreslås bestemmelsen af lovtekniske årsager ophævet og
genindsat som en ændring af arbejdsretsloven, sammen med
en bestemmelse om, at sager om, hvorvidt de i § 1, stk. 5,
i lov om ansættelsesbeviser og visse arbejdsvilkår anførte
betingelser er opfyldt, jf. lovens § 12, stk. 3, indbringes for
Arbejdsretten.
Til § 19
Til nr. 1
Da det med nr. 2 foreslås, at Arbejdsretten tillægges kompe-
tence i sager om betydningen for kollektive overenskomster
af § 2 i lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store
bededag som helligdag, nr. 214 af 6. marts 2023, og at
Arbejdsretten tillægges kompetence til at afgøre, om betin-
gelserne i § 1, stk. 5, i lov om ansættelsesbeviser og visse
arbejdsvilkår er opfyldt, er det nødvendigt at ændre i den
sætningskæde, der fremgår af arbejdsretslovens § 9, stk. 1.
Det foreslås, at arbejdsretslovens § 9, stk. 1,
nr. 10,
ændres
således at »og« udgår.
Med den foreslåede ændring flyttes ordet ”og” til arbejds-
retslovens § 9, stk. 1, nr. 12, som en konsekvens af det i nr.
2, foreslåede nye nr. 12 og 13.
Samtidigt foreslås det, at § 6, nr. 1, i lov nr. 214 af 6. marts
2023 ophæves, jf. dette lovforslags § 18, nr. 1.
Til nr. 2
Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 11, om at
der for Arbejdsretten indbringes sager om, hvorvidt en over-
enskomst er indgået af de mest repræsentative arbejdsmar-
kedsparter i Danmark og er gældende på hele det danske
område, jf. § 6, stk. 3, nr. 1 og 2, i lov om godskørsel,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 12. november 2012 med
senere ændringer og § 18, stk. 2, i lov om buskørsel, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 1050 af 12. november 2012 med senere
ændringer, har samme indhold som § 6, nr. 2, i lov om kon-
sekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag
nr. 214 af 6. marts 2023. Da sidstnævnte lov ikke er trådt
i kraft endnu, er det af lovtekniske grunde nødvendigt at
medtage § 9, stk. 1, nr. 11 i dette forslag.
Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 12, vedrørende
indbringelse af sager om betydningen for kollektive over-
enskomster af § 2 i lov om konsekvenser ved afskaffelsen
af store bededag som helligdag, har samme indhold som §
6, nr. 3, i lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store
bededag som helligdag nr. 214 af 6. marts 2023. Da denne
lov ikke er trådt i kraft endnu, er det af lovtekniske grunde
nødvendigt at medtage § 9, stk. 1, nr. 12 i dette forslag.
Samtidigt foreslås det, at § 6, nr. 2 og 3, i lov nr. 214 af 6.
marts 2023 ophæves, jf. dette lovforslags § 18, nr. 1.
I forhold til affattelsen af § 9, stk. 1,
nr. 11,
foreslås, at
der for Arbejdsretten indbringes sager om, hvorvidt en over-
enskomst er indgået af de mest repræsentative arbejdsmar-
kedsparter i Danmark og er gældende på hele det danske
område, jf. § 6, stk. 3, nr. 1 og 2, i lov om godskørsel og §
18, stk. 2, i lov om buskørsel.
Det fastslås dermed, at Arbejdsretten kan tage stilling til
spørgsmålet, såfremt der skulle opstå uenighed.
I forhold til affattelsen af § 9, stk. 1,
nr. 12,
foreslås at ind-
sætte et nyt nr. 12 i arbejdsretslovens § 9, stk. 1, hvorefter
Arbejdsretten har kompetence i sager om betydningen for
kollektive overenskomster af § 2 i lov om konsekvenser ved
afskaffelsen af store bededag som helligdag.
Procesparterne i disse sager vil være de faglige organisa-
tioner og arbejdsgiverorganisationer, hhv. uorganiserede ar-
bejdsgivere med egen overenskomst.
Øvrige sager vil kunne føres ved domstolene, ligesom en
lønmodtager i medfør af arbejdsretslovens § 11, stk. 2, kan
anlægge sag ved domstolene om påståede løntilgodehaven-
der m.v., hvis den pågældende godtgør, at vedkommende
faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig be-
handling af kravet.
Med hensyn til § 9, stk. 1,
nr. 13,
foreslås det at ændre
arbejdsretsloven som konsekvens af, at det i § 12, stk. 3,
foreslås, at spørgsmål om, hvorvidt betingelserne i § 1, stk.
5, er opfyldt, afgøres af Arbejdsretten. Da dette spørgsmål
ikke hidtil har været aktuelt, har det ikke været reguleret
i gældende lovgivning, men afgørelsen af spørgsmål af til-
svarende karakter, eksempelvis i forhold til bestemmelser
i vikarloven og ferieloven, henhører også under Arbejds-
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0031.png
31
rettens kompetence, og arbejdsretsloven er tidligere konse-
kvensændret på samme måde som det foreslås i denne be-
stemmelse.
Den foreslåede affattelse af § 9, stk. 1, nr. 13, er således ud-
tryk for en reel ændring af retstilstanden, da spørgsmål om,
hvorvidt de i § 1, stk. 5, i nærværende lovforslag anførte
betingelser er opfyldt, jf. lovens § 12, stk. 3, ikke tidligere
har kunnet indbringes for Arbejdsretten. Dette spørgsmål
har ikke tidligere været relevant, da sådanne overenskomster
ikke tidligere har kunnet finde anvendelse i stedet for §§
6-11 i nærværende lovforslag.
Til nr. 3
Det foreslås, at indsætte et nyt
stk. 9
i § 9 i arbejdsretsloven
for at præcisere, hvem der kan indbringe en sag for Arbejds-
retten vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne i
nærværende lovforslags § 1, stk. 5, er opfyldt. Det foreslås
således, at sager efter stk. 1, nr. 13, kan indbringes for Ar-
bejdsretten af en lønmodtager, dennes lønmodtagerorganisa-
tion eller arbejdsgiver eller en lønmodtager- eller arbejdsgi-
verorganisation, der har en konkret og aktuel interesse i den
pågældende sag, jf. dog § 13, stk. 1. Den foreslåede bestem-
melse er udformet på samme måde som § 9, stk. 7, som
omhandler adgangen til at indbringe sager om, hvorvidt be-
tingelserne for via de mest repræsentative arbejdsmarkeds-
parters landsdækkende overenskomster at fravige ferieloven,
er opfyldt.
Til § 20
Til nr. 1
Det fremgår af fodnoten til lov om søfarendes ansættelses-
forhold m.v., at loven indeholder regler, der gennemfører
dele af henholdsvis Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. fe-
bruar 2009 om iværksættelse af den aftale, der er indgå-
et mellem European Community Shipowners’ Associations
(ECSA) og European Transport Workers’ Federation (ETF)
om konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006, og
om ændring af direktiv 1999/63/EF, og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2013/54/EU af 20. november 2013 om
visse af flagstatens ansvar for overholdelse og håndhævelse
af konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006.
I mellemtiden er ILO 188-direktivet, der trådte i kraft den
15. november 2019, bl.a. gennemført ved lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v.
Derudover foreslås med dette lovforslags § 20 dele af ar-
bejdsvilkårsdirektivet for så vidt angår søfarende og fiskere
gennemført.
Det foreslås derfor, at
fodnoten
til lovens titel affattes så-
ledes: ”Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører
dele af Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009
om iværksættelse af den aftale, der er indgået mellem
European Community Shipowners’ Associations (ECSA) og
European Transport Workers’ Federation (ETF) om konven-
tionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006, EU-Tidende
2009, nr. L 124, side 30, som ændret ved Rådets direktiv
(EU) 2018/131, EU-Tidende 2018, nr. L 22, side 28, dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/54/EU af
20. november 2013 om visse af flagstatens ansvar for over-
holdelse og håndhævelse af konventionen om søfarendes
arbejdsforhold af 2006, EU-Tidende 2013, nr. L 329, side
1, dele af Rådets direktiv 2017/159/EU af 19. december
2016 om iværksættelse af den aftale vedrørende gennemfø-
relsen af Den Internationale Arbejdsorganisations 2007-kon-
vention om arbejdsforhold i fiskerisektoren, der er indgået
den 21. maj 2012 af Sammenslutningen af Landbrugsandel-
sorganisationer i EU (Cogeca), Det Europæiske Transpor-
tarbejderforbund (ETF) og Sammenslutningen af Nationale
Fiskeriorganisationer i Den Europæiske Union (Europêche),
EU-tidende 2017, nr. L 25, side 12, og dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2019/1152 af 20. juni 2019 om
gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den Europæ-
iske Union, EU-Tidende 2019, nr. L 186, side 105. ”
Det følger af forslaget, at fodnoten udvides med en henvis-
ning til ILO 188-direktivet. Det følger derudover af forsla-
get, at fodnoten udvides med en henvisning til arbejdsvil-
kårsdirektivet som konsekvens af lovforslagets § 20, hvoref-
ter dele af arbejdsvilkårsdirektivet foreslås gennemført.
Samtidig foretages en lovteknisk opdatering af fodnoten, så
den er i overensstemmelse med retningslinjerne herfor.
Til nr. 2
Det foreslås at affatte overskriften før § 3 på ny som følge af
forslagets § 20, nr. 3, hvorefter der foreslås indsat en række
vilkår vedrørende maksimal varighed af en eventuel prøve-
tid, supplerende foranstaltninger for ansættelseskontrakter
på tilkaldebasis samt obligatorisk uddannelse, som svarer til
de bestemmelser i arbejdsvilkårsdirektivet, der finder anven-
delse for søfarende og fiskere. Som følge af indsættelse af
de nye bestemmelser om vilkår, foreslås det, at overskriften
før § 3 ændres, så den også nævner vilkår.
Til nr. 3
Lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. indeholder ikke
regler om prøvetid, herunder den maksimale varighed af en
eventuel prøvetid, supplerende foranstaltninger for ansættel-
seskontrakter på tilkaldebasis, obligatorisk uddannelse eller
den til disse bestemmelser knyttede beskyttelse mod afske-
digelse og bevisbyrde uanset ansættelsesformen, som svarer
til de bestemmelser i arbejdsvilkårsdirektivet, der finder an-
vendelse for søfarende og fiskere.
Det foreslås derfor, at der efter lovens § 3 indsættes nye be-
stemmelser som §§ 3 a – 3 e med henblik på at gennemføre
disse dele af arbejdsvilkårsdirektivet.
Lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. skelner mellem
søfarende, der er rederiansatte, således at ansættelsen hos
rederen fortsætter, selv om tjenesten på det enkelte skib
ophører, og søfarende, der er skibsansatte, hvor ansættelsen
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0032.png
32
er i forhold til et bestemt skib. Forslaget griber ikke ind
i disse ansættelsesformer, men vil indføre generelle princip-
per vedrørende maksimal varighed af en eventuel prøvetid,
supplerende foranstaltninger for ansættelseskontrakter på til-
kaldebasis, obligatorisk uddannelse og beskyttelse mod af-
skedigelse og bevisbyrde uanset ansættelsesformen.
De foreslåede §§ 3 a – 3 e vil også finde anvendelse
på ansatte med en forudbestemt og/eller faktisk arbejdstid
på mindre end gennemsnitligt tre timer pr. uge i en refe-
renceperiode på fire på hinanden følgende uger, uanset at
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 1, stk. 3, giver mulighed
for at undtage sådanne ansatte fra direktivets rettigheder
og krav. Undtagelsesmuligheden i direktivet foreslås ikke
anvendt for søfarten og fiskeriet, da en sådan undtagelse
ikke findes hverken i MLC eller ILO 188. Det vil ikke være
hensigtsmæssigt med to systemer.
Det følger af § 1 a i lov om søfarendes ansættelsesforhold
m.v., at rederens pligt til at overholde krav, der gælder efter
lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., også gælder i
relation til personer, der er ansat til at udføre arbejde om
bord af andre end rederen.
Har rederen eller arbejdsgiveren helt eller delvis overladt
sine pligter og ansvarsområder i henhold til loven eller an-
sættelseskontrakten til en anden person eller organisation,
gælder pligterne tillige for den pågældende for så vidt angår
de overtagne pligter og ansvarsområder.
Til § 3 a
Prøvetid for søfarende og fiskere er ikke reguleret i lov-
givningen, men kan forekomme i kollektive overenskom-
ster. Det kan ikke udelukkes, at der er søfarende, som ikke
er omfattet af en overenskomst, men som har indgået en in-
dividuel aftale om længden af prøvetid og vilkårene herfor.
Lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. indeholder reg-
ler om tidsbegrænsede tjenesteaftaler. Ved tidsbegrænsede
tjenesteaftaler forstås efter lovens § 1, stk. 3, aftaler, hvor
tidspunktet for ansættelsesforholdets udløb er fastsat ud fra
objektive kriterier såsom en bestemt dato, fuldførelsen af en
bestemt opgave, herunder en bestemt rejse, eller indtrædel-
sen af en bestemt begivenhed.
Efter artikel 8 i arbejdsvilkårsdirektivet skal der fastsættes
en maksimal periode for en eventuel prøvetid, hvor et ansæt-
telsesforhold er betinget af en prøvetid, samt fastsættes at en
sådan prøvetid ikke må overstige seks måneder.
Det foreslås derfor, at der som ny
§ 3 a, stk. 1, 1. pkt.,
i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. indsættes, at
prøvetiden i et ansættelsesforhold ikke kan være længere
end 6 måneder.
Bestemmelsen indebærer, at varigheden af en prøveperiode
som helhed ikke kan overstige 6 måneder.
Det foreslås endvidere i
§ 3 a, stk. 1, 2. pkt.,
at ved tids-
begrænsede tjenesteforhold kan prøvetiden ikke overstige
en fjerdedel af ansættelsestiden. Med den foreslåede bestem-
melse implementeres artikel 8, stk. 2, i arbejdsvilkårsdirekti-
vet.
Ifølge § 7, stk. 2, i lov om søfarendes ansættelsesforhold
m.v., kan en søfarende højst udmønstre i en sammenhæn-
gende periode på samme skib eller på skibe tilhørende
samme reder i 12 måneder. Reglen i den foreslåede § 3
a, stk. 1, 2 pkt., om, at ved tidsbegrænsende aftaler, kan
prøvetiden maksimalt udgøre en fjerdedel af ansættelsen, vil
betyde, at der ved skibsansættelse ikke kan blive tale om
en maksimal prøvetid på 6 måneder. Der er derfor ikke i
forslaget til bestemmelsen indsat en bestemmelse om, at i
et tidsbegrænset ansættelsesforhold er den maksimale prøve-
tid 6 måneder svarende til direktivets artikel 8, stk. 1. En
rederiansat, der er ansat i en tidsbegrænset periode, vil blive
omfattet af 1. pkt. i bestemmelsen, dvs. maksimalt en prøve-
tid på 6 måneder.
I
§ 3 a, stk. 1, 3. pkt.
foreslås det, at opsigelsesvarslerne i §§
5, 37 og 47 i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. ikke
berøres herved. Dette vil betyde, at de opsigelsesvarsler, der
fremgår af disse bestemmelser, vil være gældende, uanset
om der måtte være aftalt prøvetid i ansættelsesforholdet.
Det foreslås i
stk. 2,
at hvor et tidsbegrænset tjenesteforhold
fornys eller forlænges, må dette ikke underkastes en ny prø-
vetidsperiode. Dette vil indebære, at en lønmodtager ikke
kan være ansat på prøve i mere end 6 måneder i et uafbrudt
ansættelsesforhold.
Det foreslås i
stk. 3,
at bestemmelser om fastsættelse af
prøvetidens længde for tjenestemænd og tjenestemandslig-
nende ansatte ikke berøres. Der kan således fastsættes regler
om længere prøvetid end 6 måneder for tjenestemænd og
tjenestemandslignende ansatte. Bestemmelser om ansættelse
på prøve af tjenestemænd findes i tjenestemandslovens § 6
og regler, der er fastsat i medfør af denne bestemmelse. Reg-
ler om prøveansættelsers varighed fastsættes dog ved aftale
mellem skatteministeren og tjenestemændenes centralorga-
nisationer. Det fremgår af den gældende bekendtgørelse nr.
96 af 20. marts 1972 om ansættelse som tjenestemand på
prøve i staten med senere varig ansættelse for øje, at ved
første varige ansættelse som tjenestemand er prøvetjenestens
længde 2 år, samt at vedkommende minister for enkelte
grupper af tjenestemænd ved aftale med vedkommende for-
handlingsberettigede organisation kan fastætte en længere
prøvetjeneste end 2 år.
Der gælder tilsvarende bestemmelser for tjenestemænd på
det kommunale og regionale område.
Bestemmelsen implementerer arbejdsvilkårsdirektivets arti-
kel 8, stk. 3, jf. også præambelbetragtning nr. 28, som giver
de enkelte medlemsstater mulighed for at fastsætte længere
prøvetider, hvor dette er begrundet i beskæftigelsens art, fx
for offentlige stillinger, med henblik på at give hjemmel til
at kunne opretholde de nugældende regler om fastsættelse
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0033.png
33
af prøvetidens længde for tjenestemænd og tjenestemands-
lignende ansatte på det statslige, kommunale og regionale
område.
Direktivet indeholder ikke nogen egentlig definition af prø-
vetid. Udgangspunktet i dette lovforslag er derfor den al-
mindelige forståelse af begrebet i dansk ret, hvorefter prøve-
tid er en særlig undtagelse til de i forvejen fastsatte eller
aftalte opsigelsesregler.
Rettigheden efter den foreslåede § 3 a vil være en del af
ansættelsesforholdet, som der efter § 64, stk. 1, kan klages
over. Det vil betyde, at der kan klages til rederen, hvis rettig-
heden krænkes, og at klagen behandles efter de principper,
der gælder for klager efter § 64, stk. 1. Der henvises til de
specielle bemærkninger til § 20, nr. 6.
Til § 3 b
Det foreslås, at der som ny
§ 3 b
i lov om søfarendes ansæt-
telsesforhold m.v. indsættes en formodningsregel, hvorefter
en ansat på tilkaldebasis eller lignende, hvis ansættelsesfor-
hold varer ud over 3 måneder, anses at have indgået en an-
sættelsesaftale med et minimumsantal betalte timer svarende
til det arbejde, der er udført af den ansatte i den seneste
måned, hvis ikke rederen eller arbejdsgiveren godtgør, at
der ikke er indgået en sådan ansættelsesaftale. Periodeangi-
velsen vil være en måned, da der i søfarten opereres med
månedslønninger. Bestemmelsen er en implementering af
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 11, litra b.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at perioder med
fravær som fx ferie, sygdom og barsel ikke indgår i opgø-
relsen, således at opgørelsen af perioden forlænges med en
tilsvarende periode uden fravær.
Ved ansættelse på tilkaldebasis eller lignende skal bl.a. for-
stås ansættelse, hvor den ansatte tilkaldes, når der er arbejde,
og den ansatte er forpligtet efter ansættelsesaftalen til at
møde op ved tilkald. Denne form for ansættelse betegnes
typisk “0-timers kontrakter”.
0-timerskontrakter vil betyde, at arbejdet er helt uforudsige-
ligt, og ansættelse i øvrigt på tilkald, hvor lønmodtager og
arbejdsgiver ad hoc indgår aftale om en konkret arbejdsop-
gave, vil også kunne betragtes som uforudsigeligt, hvis der
er tale om et løbende ansættelsesforhold, hvor arbejdsgiver
eksempelvis har garanteret et vist minimumstimetal.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at forhindre mis-
brug af tilkaldebasis eller lignende ansættelseskontrakter,
såsom 0-timers kontrakter.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at rederen eller
arbejdsgiveren ved afkræftelig formodning skal godtgøre, at
der ikke er indgået en aftale med et minimum antal timer,
hvis ansættelsesforholdet varer ud over 3 måneder. Hvis
ansættelsen varer ud over 3 måneder, vil der være en for-
modning for, at der indgået en ansættelsesaftale på et antal
timer, der svarer til, hvad den ansatte har arbejdet den sene-
ste måned. Rederen eller arbejdsgiveren vil i disse tilfælde
skulle godtgøre, at der ikke er indgået et sådant ansættelses-
forhold. Rederen eller arbejdsgiveren vil fx kunne godtgøre
dette ved at fremvise en skriftlig kontrakt med den ansatte
om, at den ansatte ikke har en forventning om eller er ga-
ranteret et minimum antal timer, og eventuelt tillige påvise,
at der er udført arbejde i overensstemmelse med det i kon-
trakten anførte. Vurderingen af, om reder eller arbejdsgiver
har løftet bevisbyrden og afkræftet formodningen, vil kunne
foretages af de civile domstole.
Rettigheden efter den foreslåede § 3 b vil være en del af
ansættelsesforholdet, som der efter § 64, stk. 1, kan klages
over. Det betyder, at der kan klages til rederen, hvis rettig-
heden krænkes, og at klagen behandles efter de principper,
der gælder for klager efter § 64, stk. 1. Der henvises til de
specielle bemærkninger til § 20, nr. 6.
Til § 3 c
Der findes ikke i gældende lovgivning en bestemmelse om,
at den uddannelse, som en ansat tilbydes i henhold til EU-
retten, dansk lovgivning eller kollektive overenskomster,
skal være uden udgift for den ansatte, tælle som arbejdstid
og i muligt omfang foregå i arbejdstiden.
Det foreslås, at der som ny
§ 3 c
i loven indsættes, at
skal en reder eller arbejdsgiver i henhold til EU-retten,
dansk lovgivning eller kollektive overenskomster tilbyde en
lønmodtager uddannelse med henblik på udførelse af det
pågældende arbejde, skal uddannelsen tilbydes uden udgift
for lønmodtageren, tælle som arbejdstid og så vidt muligt
foregå i lønmodtagerens sædvanlige arbejdstid.
Med den foreslåede bestemmelse implementeres artikel 13 i
arbejdsvilkårsdirektivet.
I de situationer, hvor der påhviler rederen eller arbejdsgive-
ren som følge af EU-retten, dansk lovgivning eller kollekti-
ve overenskomster en forpligtelse til at tilbyde uddannelsen,
må omkostningerne ikke skulle videregives til den ansatte –
hverken i form af en anmodning om betaling af hele eller
dele af uddannelsen eller som fradrag fra eller standsning af
løn eller ved en reduktion af ydelser i enhver anden form,
som ellers ville blive betalt til den ansatte.
Rettigheden efter den foreslåede § 3 c vil være en del af
ansættelsesforholdet, som der efter § 64, stk. 1, kan klages
over. Det betyder, at der kan klages til rederen, hvis rettig-
heden krænkes, og at klagen behandles efter de principper,
der gælder for klager efter § 64, stk. 1. Der henvises til de
specielle bemærkninger til § 20, nr. 6.
Til § 3 d
Da der er tale om ny lovregulering af de rettigheder, der
foreslås fastsat i §§ 3 a – 3 c, findes der ikke i gældende ret
bestemmelse om, at en ansat kan tilkendes en godtgørelse,
hvis disse rettigheder krænkes.
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0034.png
34
Det foreslås, at der indsættes en ny
§ 3 d, stk. 1,
hvorefter
ansatte, hvis rettigheder efter de foreslåede §§ 3 a – 3 c
krænkes, kan tilkendes en godtgørelse.
Med den foreslåede bestemmelse implementeres artikel 16 i
arbejdsvilkårsdirektivet, hvorefter det skal sikres, at arbejds-
tagere, hvis ansættelsesforhold er ophørt, bl.a. har ret til
oprejsning i tilfælde af tilsidesættelse af deres rettigheder i
henhold til direktivet.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at en ansat kan få godt-
gørelse, hvis den pågældende er blevet afskediget eller udsat
for en foranstaltning med tilsvarende virkning som følge af,
at denne har gjort sine rettigheder i henhold til de foreslåede
§§ 3 a – 3 c gældende. Spørgsmål om godtgørelsen størrelse
m.v. kan indbringes for de danske civile domstole.
For så vidt angår fastsættelse af godtgørelsens størrelse for
søfarende henvises til lovens § 18, hvorefter en søfarende,
der afskediges uden grund, har ret til hyre for 2 måneder ef-
ter tjenesteforholdets ophør, såfremt almindelige erstatnings-
regler ikke hjemler ret til et større beløb. For godtgørelsens
størrelse for så vidt angår skibsofficerer henvises til lovens
§ 45, hvor retten til hyre er 3 måneder. § 45 finder ligeledes
anvendelse for skibsføreren, jf. § 47, stk. 3.
Der kan ikke ved siden af en godtgørelse efter denne be-
stemmelse, opnås anden godtgørelse efter anden lovgivning.
Det foreslås i
stk. 2,
at hvis en ansat kan påvise faktiske
omstændigheder, som giver anledning til at formode, at den-
ne har været udsat for afskedigelse eller en foranstaltning
med tilsvarende virkning, fordi denne har fremsat klage til
rederen, skibsføreren eller arbejdsgiveren om sikre overhol-
delse af rettigheder i henhold til de foreslåede §§ 3 a – 3 c,
påhviler det rederen, skibsføreren eller arbejdsgiveren at be-
vise, at afskedigelsen eller foranstaltningen med tilsvarende
virkning er begrundet i andre forhold. Der foreslås således
indført delt bevisbyrde i sådanne sager om afskedigelse eller
foranstaltning med tilsvarende virkning, fordi den ansatte
har klaget over manglende overholdelse af rettighederne ef-
ter §§ 3 a – 3 c. Der henvises i den forbindelse til artikel 18,
stk. 3, i arbejdsvilkårsdirektivet.
Faktiske omstændigheder, der kan give anledning til at for-
mode, at en ansat er blevet afskediget eller udsat for en
foranstaltning med tilsvarende virkning på baggrund af en
klage, vil kunne være, hvis der er en umiddelbar tidsmæs-
sig sammenhæng mellem en klage og en afskedigelse eller
foranstaltning med tilsvarende virkning. I givet fald vil ar-
bejdsgiver skulle godtgøre, at det ikke er klagen om at sikre
overholdelse af rettigheder i henhold til de foreslåede §§ 3 a
– 3 c, der er baggrunden for en afskedigelse eller foranstalt-
ning med tilsvarende virkning, men at der foreligger saglige
grunde hertil.
Til § 3 e
Det foreslås, at der som ny
§ 3 e
i loven indsættes, at
ansatte, der er omfattet af overenskomster indgået af de
mest repræsentative arbejdsmarkedsparter, som dækker det
danske område inden for søfart eller fiskeri, hvorved den
overordnede beskyttelse af de pågældende ansatte sikres, jf.
arbejdsvilkårsdirektivets artikel 14, ikke er omfattet af de
foreslåede §§ 3 a – 3 c, der gennemfører direktivets artikel
8, 11 og 13.
Med den foreslåede bestemmelse udnyttes den mulighed
for fravigelse af bestemmelserne i direktivets kapitel 3, der
finder anvendelse for søfarende og fiskere, som findes i
direktivets artikel 14.
Det er repræsentativiteten på lønmodtagerside, der først og
fremmest vil være afgørende for, om en overenskomst kan
betragtes som indgået af en mest repræsentativ part. Det
bemærkes, at inden for søfart kan et område være dækket af
flere overenskomster, og at betingelserne for anvendelse af §
3 e anses for opfyldt også hvor flere overenskomster dækker
området, såfremt parterne kan anses for de mest repræsenta-
tive. Det er Arbejdsretten, der i tvivlstilfælde afgør, hvem
der de mest repræsentative parter.
Med hensyn til de direktivmæssige rettigheder, som gen-
nemføres med forslaget til §§ 3 a – 3 c, jf. lovforslagets
§ 20, nr. 3, er det ikke et krav, at de nævnte overenskom-
ster specifikt fastsætter regulering heraf, idet det vil være
tilstrækkeligt, at det pågældende arbejde dækkes af de mest
repræsentative overenskomster. Baggrunden herfor er, at de
kollektive overenskomster, som indgås af de mest repræsen-
tative arbejdsmarkedsparter i Danmark inden for søfart og
fiskeri, generelt må anses for betryggende for de af overens-
komsterne omfattede ansatte, selvom de ikke nødvendigvis
indeholder regulering, som direkte svarer til det i direktivets
artikel 8, 11 og 13 fastsatte.
Til nr. 4
Ved lov nr. 493 af 12. maj 2010 blev søfarende som følge af
MLC-konventionen defineret som værende enhver person,
med undtagelse af skibsføreren, der har sit arbejde på dansk
skib, og som ikke udelukkende arbejder om bord, mens
skibet ligger i havn. Der skelnes mellem søfarende og skibs-
fører, da det i loven er nødvendigt at kunne sondre mellem
søfarende og skibsføreren, der er rederens repræsentant, og
som har den højeste myndighed om bord, jf. lovens § 51. §
49 i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. oplister de
bestemmelser i loven, som finder tilsvarende anvendelse for
skibsføreren.
For at sikre, at skibsføreren også får de rettigheder, der
følger af arbejdsvilkårsdirektivet, foreslås det, at der i
§ 49
efter nr. 2 som nyt nummer indsættes en henvisning til de
foreslåede §§ 3 a – 3 e som konsekvens af lovforslagets
§ 20, nr. 3, hvorefter der i loven foreslås tilføjet §§ 3 a –
3 e med henblik på implementering af arbejdsvilkårsdirekti-
vet. Det vil medføre, at de nye bestemmelser også vil finde
anvendelse for skibsføreren.
Skibsførere er normalt ikke omfattet af en overenskomst, da
de anses at være rederens repræsentant, hvorfor anvendelsen
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0035.png
35
af den foreslåede § 3 e vurderes ikke at blive særlig relevant
for skibsførere.
Til nr. 5
Ved lov nr. 493 af 12. maj 2010 blev søfarende som følge af
MLC-konventionen defineret som værende enhver person,
med undtagelse af skibsføreren, der har sit arbejde på dansk
skib, og som ikke udelukkende arbejder om bord, mens
skibet ligger i havn. Der skelnes mellem søfarende og skibs-
fører, da det i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. er
nødvendigt at kunne sondre mellem søfarende og skibsføre-
ren, der er rederens repræsentant, og som har den højeste
myndighed om bord, jf. lovens § 51.
§ 49 i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. oplister
de bestemmelser i loven, som finder tilsvarende anvendelse
for skibsføreren. Af de specielle lovbemærkninger til § 49 i
lov nr. 493 af 12. maj 2010, jf. Folketingstidende 2009-10,
A, L 100 som fremsat, side 52, fremgår, at skibsførere, som
ikke er omfattet af begrebet søfarende i loven, har samtlige
de rettigheder m.v., som MLC-konventionen tillægger de
søfarende. Bestemmelsen sikrer hermed, at konventionen
også gennemføres for skibsførere, der er omfattet af konven-
tionens definition af søfarende.
Det fremgår bl.a. af § 64, stk. 1, i lov om søfarendes ansæt-
telsesforhold, at en søfarende har ret til at klage til rederen
over afregningen, skibstjenesten, ansættelsesforholdet eller
forholdene om bord. Rederen har pligt til at sørge for, at
klager bliver tilstrækkelig undersøgt, og til at udarbejde og
gennemføre procedurer om bord for en retfærdig, effektiv og
hurtig behandling af klager. Efter stk. 2 må tvister over af-
regningen, skibstjenesten, ansættelsesforholdet eller forhol-
dene om bord ikke indbringes for fremmed domstol. Har
den søfarende ikke andet værneting i Danmark, kan sag
mod den søfarende anlægges ved den ret, i hvis kreds skibet
har hjemsted. Dette gælder dog ikke, hvis andet følger af
Bruxelles I-forordningen eller af regler udstedt i medfør af
loven, jf. stk. 3.
§ 64 er indsat i lov om søfarendes ansættelsesforhold som
følge af MLC-konventionens forskrift 5.1.5 ved lov nr. 493
af 12. maj 2010. ILO-konvention nr. 188 indeholder ligele-
des et krav om mulighed for klage for fiskere omfattet af
konventionen, herunder skibsføreren.
Der er ikke i lovens § 49 henvist til § 64 som en rettighed,
som skibsføreren er tillagt.
Det vurderes hensigtsmæssigt, at der i § 49 henvises til §
64 som en rettighed, som også finder anvendelse for skibs-
føreren, især taget i betragtning af, at skibsføreren efter
lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. bør have alle
de rettigheder m.v., som MLC-konventionen tillægger de
søfarende. ILO-konvention nr. 188 indeholder en tilsvarende
mulighed for klage for skibsføreren over forhold omfattet af
konventionen.
Det foreslås derfor, at der i
§ 49
efter nr. 25 som nyt num-
mer indsættes en henvisning til § 64, således at det fremgår,
at § 64 også finder anvendelse for skibsføreren. Loven har
hidtil været forstået i praksis, som at dette var tilfældet, og
der er derfor ikke i praksis tale om en ny rettighed, men om
en teknisk tilpasning af loven.
Forslaget vil indebære, at skibsføreren efter § 64, stk. 1,
kan klage til rederen over afregningen, skibstjenesten, an-
sættelsesforholdet eller forhold om bord i det omfang, at
det giver mening i forhold til det indbyrdes forhold mellem
rederen og skibsføreren, der er rederens repræsentant. Det
vil betyde, at skibsføreren dermed også vil kunne klage over
rettigheder efter de foreslåede §§ 3 a – 3 c i forslagets § 20,
nr. 3.
Forslaget indebærer også, at skibsføreren eventuelt vil være
omfattet af regler, der er udstedt i medfør af § 64, stk. 1,
som fx regler om forbud mod personforfølgelse som følge af
en indgivet klage.
Til nr. 6
Efter § 64, stk. 1, i lov om søfarendes ansættelsesforhold
m.v. har en søfarende ret til at klage til rederen over afreg-
ningen, skibstjenesten, ansættelsesforholdet eller forholdene
om bord. Rederen har endvidere pligt til at sørge for, at
klager over brud på loven bliver tilstrækkeligt undersøgt
og at udarbejde og gennemføre procedurer om bord for en
retfærdig, effektiv og hurtig behandling af klager. Formålet
er, at klager skal løses på det lavest mulige niveau. Efter §
64, stk. 1, 3. pkt., kan erhvervsministeren fastsætte nærmere
regler om klage m.v., herunder om det offentliges behand-
ling af klager, der ikke er løst om bord på skibet, jf. også de
specielle lovbemærkninger til § 64, stk. 1, i lov nr. 493 af
12. maj 2010, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 100 som
fremsat, side 52-53.
Bestemmelsen er indsat som følge af MLC-konventionen
og har til hensigt at sikre en effektiv klageprocedure for
klager over forhold, der er omfattet af konventionen. MLC-
konventionen indeholder bl.a. krav til, hvilke oplysninger,
der skal fremgå af en afsættelsesaftale, og § 64, stk. 1, inde-
holder således også allerede en mulighed for den søfarende
til at klage til rederen over den skriftlige kontrakt om ansæt-
telsesvilkårene.
ILO-konvention nr. 188 indeholder en tilsvarende mulighed
for klage for fiskere over forhold omfattet af konventionen.
Efter artikel 15, stk. 1, litra b, i arbejdsvilkårsdirektivet skal
arbejdstageren – hvis personen ikke rettidigt har modtaget
alle eller en del af de oplysninger, som denne skal have
modtaget i ansættelseskontrakten – have mulighed for at
indgive en klage til en kompetent myndighed eller et kom-
petent organ og modtage passende oprejsning på rettidig og
effektiv vis.
For at præcisere, at den søfarendes ret til at klage over
hyre- og ansættelseskontrakten også omfatter forhold, der er
omfattet af arbejdsvilkårsdirektivet, foreslås det, at hyre- og
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0036.png
36
ansættelseskontrakten eksplicit indsættes i
§ 64, stk. 1, 1.
pkt.
Det vil indebære, at den søfarende kan klage til rederen, hvis
den søfarende ikke rettidigt har modtaget oplysninger om
ansættelseskontrakten eller ændringer heraf. Forslaget vil
således sikre, at krav til hyre- og ansættelseskontrakten efter
arbejdsvilkårsdirektivet også omfattes af retten til klage.
Det er dog vurderingen, at behovet for at klage over hyre-
og ansættelseskontrakten vil være begrænset, idet en sådan
underskrives inden den søfarende eller fiskeren mønstrer
om bord på skibet, og ansættelsesforholdet dermed begyn-
der. Hertil kommer, at en søfarende eller fisker efter lovens
§ 3, stk. 3, har mulighed for, inden en ansættelsesaftale un-
derskrives, at gennemgå kontrakten og søge råd vedrørende
dens vilkår.
Forslaget vil indebære, at klager over hyre- og ansættelses-
kontrakten, hvis den søfarende ikke rettidigt har modtaget
oplysninger om ansættelseskontrakten eller ændringer heraf,
i første omgang skal søges løst på det lavest mulige niveau
og vil være omfattet af erhvervsministerens bemyndigelse til
at fastsætte nærmere regler om klage m.v., herunder om det
offentliges behandling af klager, der ikke er løst om bord
på skibet. Der henvises i øvrigt til de specielle lovbemærk-
ninger til § 64, stk. 1, i lov nr. 493 af 12. maj 2010, jf. Fol-
ketingstidende 2009-10, A, L 100 som fremsat, side 52-53,
herunder i forhold til, at uenigheder, der ikke kan løses om
bord, som udgangspunkt må afgøres i det fagretlige system
eller indbringes for en dansk domstol, afhængigt af tvistens
indhold.
Det vurderes hensigtsmæssigt, at krav til ansættelses- og
hyrekontrakten efter arbejdsvilkårsdirektivet er underlagt de
samme muligheder for klage og for oprejsning som krav ef-
ter MLC-konventionen og ILO-konvention nr. 188 er under-
lagt, idet flere af oplysningerne om ansættelseskontrakten er
sammenfaldende. Ydermere har begge konventioner stren-
gere krav til, hvornår oplysningerne skal foreligge, idet den
søfarende skal have en underskreven ansættelseskontrakt
med om bord. Det vurderes at ville kunne føre til uklar
retstilstand med to forskellige systemer afhængig af, om
oplysningskravet stammer fra konventionerne eller arbejds-
vilkårsdirektivet.
Rettighederne i de foreslåede §§ 3 a – 3 c, jf. lovforslagets
19, nr. 3, vil være en del af ansættelsesforholdet, som allere-
de er omfattet af § 64, stk. 1, som forhold, der kan klages
over. Det betyder, at der kan klages til rederen, hvis rettighe-
der efter de foreslåede §§ 3 a – 3 c krænkes, og at klagen
behandles efter de principper, der gælder for klager efter §
64, stk. 1.
Til nr. 7
Efter § 65, stk. 1, kan rederen straffes med bøde, hvis denne
tilsidesætter sine pligter efter bl.a. § 49.
Som konsekvens af, at lovforslagets § 20, nr. 4, hvorefter §§
3 a – 3 e, foreslås tilføjet til § 49, samt at lovforslagets §
20, nr. 5, hvorefter § 64 foreslås tilføjet til § 49, vil medføre
en ændring af nummereringen i § 49, foreslås henvisningen
i
§ 65, stk. 1,
til § 49, nr. 13 ændret til § 49, nr. 14, henvis-
ningen til § 49, nr. 19, ændret til § 49, nr. 20, henvisningen
til § 49, nr. 23 eller 26, ændret til § 49, nr. 24 eller 28, og
henvisningen til § 49, nr. nr. 3 eller 24, ændret til § 49, nr. 4
eller 25.
Der er tale om en konsekvensrettelse.
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0037.png
37
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 18
I lov nr. 214 af 6. marts 2023 om konsekvenser ved afskaf-
felsen af store bededag som helligdag foretages følgende
ændring:
§ 6.
I lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1003 af 24. august 2017, som ændret
ved § 50 i lov nr. 60 af 30. januar 2018 og § 3 i lov nr. 870
af 14. juni 2020, foretages følgende ændringer:
1. I § 9, stk. 1, nr. 10, udgår »og«.
2. I § 9, stk. 1, nr. 11, ændres »buskørsel.« til: »buskørsel,
og«.
3. I § 9, stk. 1, indsættes som nr. 12:
»12) betydningen af § 2 i lov om konsekvenser ved afskaf-
felsen af store bededag som helligdag for kollektive over-
enskomster.«
1.
§ 6 ophæves.
§ 19
I lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1003 af 24. august 2017, som ændret ved §
50 i lov nr. 60 af 30. januar 2018, § 3 i lov nr. 870 af 14.
juni 2020 og § 6 i lov nr. 214 af 6. marts 2023, foretages
følgende ændringer:
§ 9.
For Arbejdsretten indbringes sager om
1-9) ---
10) hvorvidt de anførte betingelser i ferielovens § 3, stk.
3-5, er opfyldt, jf. lovens § 3, stk. 7, og
11) hvorvidt en overenskomst er indgået af de mest repræ-
sentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og er gældende
på hele det danske område, jf. § 6, stk. 3, nr. 1 og 2, i lov om
godskørsel og § 18, stk. 2, i lov om buskørsel.
Stk. 2-8. ---
1.
I § 9, stk. 1, nr. 10, udgår »og«.
2.
§ 9, stk. 1, nr. 11, ophæves og i stedet indsættes:
»11) hvorvidt en overenskomst er indgået af de mest repræ-
sentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og er gældende
på hele det danske område, jf. § 6, stk. 3, nr. 1 og 2, i lov om
godskørsel og § 18, stk. 2, i lov om buskørsel,
12) betydningen for kollektive overenskomster af § 2 i lov
om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som
helligdag, og
13) hvorvidt de i § 1, stk. 5, i lov om ansættelsesbeviser og
visse arbejdsvilkår anførte betingelser er opfyldt, jf. lovens §
12, stk. 3.«
3.
I § 9 indsættes som stk. 9:
»Stk. 9. Sager efter stk. 1, nr. 12, kan indbringes for Ar-
bejdsretten af en lønmodtager, dennes lønmodtagerorganisa-
tion eller arbejdsgiver eller en lønmodtager- eller arbejdsgi-
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0038.png
38
verorganisation, der har en konkret og aktuel interesse i den
pågældende sag, jf. dog § 13, stk. 1.«
§ 20
I lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1662 af 17. december 2018, som ændret ved § 3 i
lov nr. 251 af 30. marts 2011, foretages følgende ændringer:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele
af Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009 om
iværksættelse af den aftale, der er indgået mellem European
Community Shipowners�½ Associations (ECSA) og European
Transport Workers�½ Federation (ETF) om konventionen om
søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om ændring af direk-
tiv 1999/63/EF (EU-Tidende nr. L 124 af 20. maj 2009, side
30-50), og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2013/54/EU af 20. november 2013 om visse af flagstatens
ansvar for overholdelse og håndhævelse af konventionen om
søfarendes arbejdsforhold af 2006, EU-Tidende 2013, nr. L
329, side 1
1.
Fodnoten til lovens titel affattes således:
»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009 om iværk-
sættelse af den aftale, der er indgået mellem European
Community Shipowners’ Associations (ECSA) og European
Transport Workers’ Federation (ETF) om konventionen om
søfarendes arbejdsforhold af 2006, og om ændring af direk-
tiv 1999/63/EF, EU-Tidende 2009, nr. L 124, side 30, dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/54/EU af
20. november 2013 om visse af flagstatens ansvar for over-
holdelse og håndhævelse af konventionen om søfarendes
arbejdsforhold af 2006, EU-Tidende 2013, nr. L 329, side
1, dele af Rådets direktiv 2017/159/EU af 19. december
2016 om iværksættelse af den aftale vedrørende gennemfø-
relsen af Den Internationale Arbejdsorganisations 2007-kon-
vention om arbejdsforhold i fiskerisektoren, der er indgået
den 21. maj 2012 af Sammenslutningen af Landbrugsandel-
sorganisationer i EU (Cogeca), Det Europæiske Transpor-
tarbejderforbund (ETF) og Sammenslutningen af Nationale
Fiskeriorganisationer i Den Europæiske Union (Europêche),
EU-tidende 2017, nr. L 25, side 12, og dele af Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2019/1152 af 20. juni 2019 om
gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den Europæ-
iske Union, EU-Tidende 2019, nr. L 186, side 105.«
2.
Overskriften til kapitel 2 affattes således:
»Kapitel 2
Tjenesteaftalen m.v.
1. Tjenesteaftalens indgåelse, vilkår og opsigelse«
3.
Efter § 3 indsættes:
»§ 3 a. Prøvetiden i et ansættelsesforhold kan ikke være
længere end 6 måneder, jf. dog stk. 3. I tidsbegrænsede
tjenesteforhold kan prøvetiden ikke overstige en fjerdedel af
ansættelsestiden, Opsigelsesvarslerne i lovens §§ 5, 37 og 47
berøres ikke herved.
Stk.2. Der kan ikke aftales yderligere prøvetid i forbindelse
med forlængelse eller fornyelse af et tidsbegrænset tjeneste-
forhold.
Stk. 3. Bestemmelser og fastsættelse af prøvetidens længde
for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansættelse berø-
res ikke.
§ 3 b. Er ansættelsesforholdet indgået på tilkaldebasis eller
lignende, og ansættelsesforholdet varer ud over 3 måneder,
påhviler det rederen eller arbejdsgiver at godtgøre, at der
ikke er indgået en ansættelsesaftale med et minimumsantal
Kapitel 2
Tjenesteaftalen m.v.
1. Tjenesteaftalens indgåelse og opsigelse
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0039.png
39
betalte timer svarende til det arbejde, der er udført af den
ansatte i den seneste måned. Har der i den seneste måned
været perioder med fravær, forlænges den med en tilsvaren-
de periode uden fravær.
§ 3 c. Skal en reder eller arbejdsgiver i henhold til EU-ret-
ten, dansk lovgivning eller kollektive overenskomster tilby-
de en ansat uddannelse med henblik på udførelse af det
pågældende arbejde, skal uddannelsen tilbydes uden udgift
for lønmodtageren, tælle som arbejdstid og så vidt muligt
foregå i lønmodtagerens sædvanlige arbejdstid.
§ 3 d. En ansat, hvis rettigheder i henhold til denne lovs §§ 3
a – 3 c er krænket, kan tilkendes en godtgørelse.
Stk. 2. Kan den ansatte påvise faktiske omstændigheder,
som giver anledning til at formode, at den ansatte har været
udsat for afskedigelse eller en foranstaltning med tilsvarende
virkning, fordi denne har fremsat klage til rederen, skibs-
føreren eller arbejdsgiveren om at sikre overholdelsen af
rettigheder i henhold til §§ 3 a – 3 c, påhviler det rederen,
skibsføreren eller arbejdsgiveren at bevise, at afskedigelsen
eller foranstaltningen med tilsvarende virkning ikke skyldes,
at der er fremsat klage om at sikre overholdelse af rettighe-
der efter §§ 3 a – 3 c.
§ 3 e. Lovens §§ 3 a – 3 c finder ikke anvendelse for ansatte,
der er omfattet af overenskomster indgået af de mest repræ-
sentative arbejdsmarkedsparter, og som dækker det danske
område inden for søfart eller fiskeri, hvorved den overordne-
de beskyttelse af de pågældende ansatte sikres, jf. artikel 14
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om gennemsigtige
og forudsigelige arbejdsvilkår i Den Europæiske Union.
§ 49. For skibsføreren finder følgende bestemmelser tilsva-
rende anvendelse:
1) § 1, stk. 3,
2) § 3, stk. 3 og 4,
3) § 4, stk. 2,
4) § 6,
5) § 7, stk. 1, jf. § 39,
6) § 7, stk. 2, 3. pkt.,
7) § 8,
8) §§ 8 a-8 e,
9) § 10, stk. 3,
10) § 10 a, stk. 1 og 2,
11) § 14, stk. 1, jf. stk. 3,
12) § 15,
13) § 18 a, stk. 1, og § 18 b,
14) § 18 c,
15) § 18 d,
16) § 18 e,
17) § 19 a, stk. 2,
18) §§ 21, 22 og 24-26,
19) §§ 27-30, jf. §§ 35, 40 og 41,
20) § 31,
21) §§ 32 og 34,
22) § 33, jf. §§ 35 og 41,
23) § 55, stk. 1 og 2,
24) § 57,
25) § 61,
4.
I § 49 indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3) §§ 3 a – 3 e,«
Nr. 3-25 bliver herefter nr. 4-26.
L 84 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat
2683942_0040.png
40
26) 73 a og
27) § 73 c.
5.
I § 49 indsættes efter nr. 25, der bliver nr. 26, som nyt
nummer:
»27) § 64,«
Nr. 27 og 28 bliver herefter nr. 28 og 29.
Kapitel 4
Tvist om tjenesteforholdet og klagebehandling om bord
§ 64. En søfarende har ret til at klage til rederen over afreg-
ningen, skibstjenesten, ansættelsesforholdet eller forholdene
om bord. Rederen har pligt til at sørge for, at klager bliver
tilstrækkeligt undersøgt, og til at udarbejde og gennemføre
procedurer om bord for en retfærdig, effektiv og hurtig be-
handling af klager. Erhvervsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om klage m.v.
Stk. 2. Tvister over afregningen, skibstjenesten, ansættelses-
forholdet eller forholdene om bord må ikke indbringes for
fremmed domstol. Har den søfarende ikke andet værneting i
Danmark, kan sag mod den søfarende anlægges ved den ret,
i hvis kreds skibet har hjemsted.
Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke, hvis andet følger af Bruxelles
I-forordningen eller af regler udstedt i medfør
af denne lov.
Kapitel 5
Straffebestemmelser
§ 65. 3) Tilsidesætter rederen sine pligter efter § 55 eller §
73 a eller sin forpligtelse efter § 1 a til at
sikre overholdelse af § 12, stk. 2 og 3, § 18 a, stk. 1-4, § 18
b, stk. 4 og 5, § 27, § 49, nr. 13, for så vidt angår § 18 a, stk.
1, § 49, nr. 19, for så vidt angår § 27, § 49, nr. 23 eller 26, §
55, § 74 b, stk. 1 eller 3,
eller § 74 c, stk. 2, straffes den pågældende med bøde eller
fængsel indtil 1 år. Tilsidesætter rederen sine pligter efter §
4, stk. 1 og 2, § 8 a, stk. 2, § 8 c, stk. 1 og 2, § 8 e, § 46,
§ 49, nr. 3 eller 24, § 57 eller § 64 b, stk. 1, straffes den
pågældende med bøde.
6.
I § 64, stk. 1, indsættes efter »ansættelsesforholdet«: »,
herunder hyre- og ansættelseskontrakten«.
7.
I § 65, stk.1, ændres »§ 49, nr. 13« til: »§ 49, nr. 14«, »§
49, nr. 19« til: »§ 49, nr. 20«, »§ 49, nr. 23 eller 26« til: »§
49, nr. 24 eller 28« og »§ 49, nr. 3 eller 24« til: »§ 49, nr. 4
eller 25«.