L 13 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 15: Spm., om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol nogensinde har accepteret, at et land greb ind i foreningsfriheden for at opnå en forventet årlig forbedring af statens finanser på til 3 mia. kr.

Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling)
L 13
Offentligt

Folketingets Beskæftigelsesudvalg

[email protected]

Helle Bonnesen

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Holmens Kanal 20

1060 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

J.nr.

17. februar 2023

Beskæftigelsesudvalget har i brev af 9. februar 2023 stillet følgende spørgsmål nr.

6 (L 13), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Helle Bonne-

sen (KF).

Spørgsmål nr. 6:

”Vil ministeren redegøre for, hvilken vurdering der ligger til grund for den i hø-

ringsnotatet angive bemærkning om, at lovforslaget ikke vurderes at være i strid

med internationale konventioner, og vil ministeren oplyse om justitsministeriet

har været

inde over vurderingen? Der henvises til FH’s kritik om, at lovforslaget

kan være i strid med EMRK artikel 11 og ILO konvention 87 om foreningsfrihed

og konvention 98 om beskyttelse af retten til at forhandle kollektivt, jf. L 13

–

bi-

lag 1. Der henvises videre

til artiklen ”Fagbevægelsen: Afskaffelse af store bede-

dag kan være i strid med internationale konventioner”, bragt på A4medier.dk den

24. januar 2023.”

Svar:

Beskæftigelsesministeriet skal i forhold til lovforslaget (L13) og ILO-konventio-

nerne nr. 87 og 98 bemærke følgende:

ILO konvention 87

ILO’s konvention nr. 87 om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organi-

sere sig er fra 1948 og blev ratificeret af Danmark i 1951.

Af de centrale bestemmelser i konventionen fremgår det, at arbejdstagere og ar-

bejdsgivere uden forskel af nogen art, er berettiget til at oprette og til alene under

iagttagelse af den pågældende organisations bestemmelser at slutte sig til organisa-

tioner efter eget valg og uden forudgående tilladelse.

Efter konventionen er arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer berettiget til selv

at udarbejde deres vedtægter og bestemmelser, til i fuld frihed at vælge deres re-

præsentanter, til at ordne deres administration og virksomhed samt til at udforme

deres programmer. De offentlige myndigheder skal afholde sig fra enhver indblan-

ding, som kan begrænse denne ret, eller som kan hæmme organisationerne i deres

lovlige udøvelse heraf.

L 13 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 15: Spm., om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol nogensinde har accepteret, at et land greb ind i foreningsfriheden for at opnå en forventet årlig forbedring af statens finanser på til 3 mia. kr.

ILO konvention 98

ILO’s konvention nr. 98 om retten til at organisere sig og føre kollektive forhand-

linger er fra 1949 og blev ratificeret af Danmark i 1955.

Af de centrale bestemmelser i konventionen fremgår det, at arbejdstagere skal be-

skyttes mod foranstaltninger, der går ud på at modarbejde fagforeninger. Den be-

skyttelse skal i særdeleshed ydes mod foranstaltninger, der går ud på a) at gøre be-

skæftigelsen af en arbejdstager betinget af, at arbejdstageren ikke melder sig ind i

en fagforening, eller at arbejdstageren ophører med at være medlem af en sådan

forening; b) at afskedige eller på anden måde skade en arbejdstager på grund af ar-

bejdstagerens medlemskab af fagforening eller som følge af deltagelse i fagfor-

eningsvirksomhed uden for arbejdstiden eller med arbejdsgiverens samtykke i ar-

bejdstiden.

Arbejdstager- og arbejdsgiverforeninger skal med hensyn til deres oprettelse, drift

eller administration på fyldestgørende måde beskyttes mod hinandens indblanding,

hvad enten denne indblanding sker direkte eller gennem repræsentanter eller med-

lemmer. Der skal om nødvendigt træffes foranstaltninger af regeringen, tilpasset ef-

ter forholdene i det enkelte land, til at opmuntre og fremme fuld udvikling og be-

nyttelse af et organ, der giver mulighed for frivillige forhandlinger mellem arbejds-

givere eller arbejdsgiverorganisationer og arbejderorganisationer med henblik på

regulering af arbejdsvilkårene gennem kollektive overenskomster.

Vurdering af lovforslag L13 i forhold til ILO-konventionerne nr. 87 og 98

Lovforslaget (L13) har til formål at gøre store bededag til en almindelig arbejds-

dag, hvor de løn- og ansættelsesvilkår, der gælder på almindelige arbejdsdage fin-

der anvendelse. Lovforslaget sikrer desuden, at den effektive arbejdstid øges med

en arbejdsdag om året, og at lønmodtageren får løn herfor. Det følger af lovforsla-

get, at særlige aftaler, bestemmelser mv., herunder ret til fri, kompenserende hvile-

tid og tillæg, som er knyttet til store bededag bortfalder. Desuden fastsætter lov-

forslaget, at lønmodtageren skal have en kompensation i form af et løntillæg, som

svarer til løn for en almindelig arbejdsdag.

Lovforslaget omfatter alle lønmodtagere og grupper af lønmodtagere, som i dag har

særlige løn- og ansættelsesvilkår, som følge af store bededag. Hvis en lønmodtager

i sine løn- og ansættelsesvilkår ikke har særlige forhold, som følge af store bede-

dag, er lønmodtagerens ansættelsesforhold ikke omfattet af loven.

Der redegøres i lovforslagets bemærkninger for, hvordan lovforslaget får virkning

for kollektive overenskomster og andre aftaler på det danske arbejdsmarked. Det

fremgår bl.a. heraf, at arbejdstid og løn på det danske arbejdsmarked først og frem-

mest er reguleret i kollektive overenskomster indgået mellem arbejdsmarkedets

parter eller individuelle aftaler indgået mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren.

Med lovforslaget sikres det, at forslaget bredes ud til alle aftaler, herunder indivi-

duelle ansættelsesaftaler, som ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst.

Lovforslaget er ikke til hinder for, at der efter lovens ikrafttræden indgås aftale om

særlige løn- og ansættelsesvilkår på den dag, der tidligere var store bededag. Dette

vil kunne ske på samme måde som i forhold til andre almindelige arbejdsdage.

Lovforslaget rejser således hverken spørgsmål om faglige organisationers ret til or-

ganisering, eller om retten til at føre kollektive forhandlinger, som udgør de cen-

trale bestemmelser i ILO-konventionerne nr. 87 og 98. Det er på baggrund af oven-

stående Beskæftigelsesministeriets vurdering, at lovforslaget ikke er i strid med

ILO-konventionerne nr. 87 og 98 om foreningsfrihed og retten til at føre kollektive

forhandlinger.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11

Beskæftigelsesministeriet har i forhold til Den Europæiske Menneskerettigheds-

konventions artikel 11 indhentet et bidrag fra Justitsministeriet, der har oplyst føl-

gende:

”Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 11

indeholder en ret til forsamlings- og foreningsfrihed. EMRK artikel 11

lyder således:

”Stk. 1. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til

foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforenin-

ger for at beskytte sine interesser.

Stk. 2. Der må ikke gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse

rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige

i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller

den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at

beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret-

tigheder og friheder. Denne artikel skal ikke forhindre, at der pålæg-

ges medlemmer af de væbnede styrker, politiet eller statsadministrati-

onen lovlige begrænsninger i udøvelsen af disse rettigheder.”

I sagen Demir og Baykara mod Tyrkiet, som der henvises til i spørgs-

mål nr. 10, 12 og 13 til lovforslaget, fastslog Den Europæiske Menne-

skerettighedsdomstol (EMD) ved dom af 12. november 2008, at retten

til at forhandle og indgå kollektiv overenskomst med en arbejdsgiver

er et væsentligt element i retten til at oprette og slutte sig til fagfor-

eninger for at beskytte sine interesser, jf. præmis 154.

EMD fastslog i den konkrete sag, at der forelå en krænkelse af EMRK

artikel 11 ved, at en tyrkisk national domstol tilsidesatte en kollektiv

overenskomst, som var indgået mellem en fagforening oprettet af

kommunale embedsmænd og kommunen, som ugyldig, idet tyrkisk

lovgivning indeholdt et forbud mod, at kommunale embedsmænd

kunne oprette fagforeninger, der kunne indgå kollektive overenskom-

ster med stat og kommuner. Dommen angik således et ganske andet

forhold end lovforslaget om konsekvenser ved afskaffelsen af store

bededag som helligdag.

EMD bemærkede mere generelt i dommen bl.a., at indholdet af be-

skyttelsen af retten til foreningsfrihed efter EMRK artikel 11 fastlæg-

ges efter to grundlæggende principper, jf. præmis 144. Det gælder så-

ledes, at EMD vil foretage en vurdering af de samlede foranstaltnin-

ger, som er truffet af den pågældende stat for at sikre fagforeningsfri-

heden inden for rammerne af statens skønsmargin. Det gælder endvi-

dere, at EMD ikke vil acceptere begrænsninger, som påvirker de

grundlæggende elementer af fagforeningsfriheden, uden hvilke fagfor-

eningsfriheden vil være indholdsløs.

Om omfanget af fagforeningsfriheden efter EMRK artikel 11 henvises

i øvrigt til Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention

–

for praktikere, 6. udgave (2023), side 1234f., hvoraf bl.a.

følgende fremgår:

”Artikel 11 sikrer som udgangspunkt ikke fagforeninger eller deres

medlemmer ret til at blive behandlet på en bestemt måde af staten,

herunder en pligt for staten til at lade forskellige goder, der følger af

en overenskomst, blive tillagt tilbagevirkende kraft, en pligt til at yde

særlige fordele i form af løn, en pligt for en arbejdsgiver til at aner-

kende en fagforening ved indgåelse af kollektive overenskomster, en

ret for en fagforening til at kræve, at en kollektiv overenskomst helt

eller delvist opretholdes tidsubegrænset, eller en ret for medlemmer til

ikke at blive forflyttet som led i ansættelsen.

[…]

Efter tidligere praksis havde fagforeninger ikke krav på, at staten for-

handlede og indgik overenskomst med fagforeningen. Domstolen har

imidlertid fastslået, at retten til at forhandle og indgå kollektiv over-

enskomst med en arbejdsgiver er et væsentligt element i retten til at

”oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser”.

Men staten har frihed til at indrette sit system på dette område, herun-

der om nødvendigt at give repræsentative fagforeninger en særstatus i

forhold til mindre repræsentative fagforeninger.” (fodnoter udeladt)

Lovforslaget om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som

helligdag skal ses i sammenhæng med, at der, som anført i bemærk-

ningerne til lovforslaget, forventes gennemført en kongelig resolution

om afskaffelse af store bededag som helligdag.

Justitsministeriet er mest tilbøjelig til at mene, at den foreslåede regu-

lering af konsekvenserne af afskaffelsen af en helligdag ikke vil ud-

gøre et indgreb i rettigheder omfattet af EMRK artikel 11. Det bemær-

kes i den forbindelse, at EMD ikke ses at have taget stilling til et lig-

nende tilfælde, hvor reguleringen berører en mindre, afgrænset del af

en eller flere overenskomster.

Det bemærkes endvidere, at selv hvis den foreslåede ordning måtte

blive anset for et indgreb, er det Justitsministeriets vurdering, at den

vil kunne gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel 11, stk.

Det er på den baggrund samlet set vurderingen, at lovforslaget ikke

rejser spørgsmål i forhold til EMRK artikel 11.

Det kan endelig oplyses, at Justitsministeriet forud for fremsættelsen

har været inddraget i vurderingen af lovforslagets forhold til EMRK

artikel 11.”

Venlig hilsen

Ane Halsboe-Jørgensen