Til Sundhedsudvalget
Angående B 13, brev til Sundhedsudvalget og Indenrigs- og Sundhedsministeren.
B
orgerforslaget oprettede jeg for at gøre opmærksom på, hvor mangelfuldt vores system er, når det
drejer sig om børn, der mister forældre, såvel som søskende. Jeg kan personligt ikke stå̊ på mål for
et bredere forslag, da det er uden for min ufrivillige barske erfaring. Men selvfølgelig ønsker jeg, at
alle børn i sorg bliver grebet af voksne, som er rustet til de svære følelser og de sårbare samtaler,
som kommer, når døden bliver en del af børnelivet. Voksne, som har resurserne til at se forskellen
på usunde reaktioner og sunde reaktioner på en usædvanlig situation. Fordi hvad er normal adfærd
for en 5-årig i sorg? Eller en 2-årig, der endnu ikke er verbal? Eller en tweenager?
Det er ikke det vigtigste, at borgerforslaget bliver vedtaget. Det vigtigste er, at der bliver vedtaget et
systematiseret beredskab til familier med børn i sorg, som ikke kræver familiernes eget initiativ.
Fordi børn kan ikke selv række ud. Børn kan ikke selv have ansvaret for, hvorfor de har så̊ ondt
inden i. De kan ikke selv have ansvaret for at forstå̊ eller begribe, hvad det vil sige at dø. Det er de
voksnes ansvar, det er forældrenes ansvar. Og ikke alle forældre har overskud til selv at tage
initiativ til at søge hjælp.
Spørgsmålene, reaktionerne, frustrationerne, tårerne bliver en del af livet, ofte ud af det blå̊. I køen
i Netto, under godnat læsningen eller når lynlåsen i jakken driller. Bittesmå̊ ting kan vælte alt, når
børn er i sorg. Derfor er det væsentligt, at forældrene har en basal viden og forståelse af, hvordan
de bedst muligt støtter deres egne børn igennem sorgen og ind i den nye virkelighed.
Beslutningsforslaget bygger på en tidlig og forbyggende støtte, så̊ familierne netop er bedst muligt
klædt på til, hvad der sandsynligvis vil blive den sværeste periode i deres liv. Trygheden, der vil
komme med en tidlig og forebyggende støtte, skal afværge at børnene får komplicerede
sorgreaktioner og et usundt mentalt helbred, der kan påvirke og/eller være ødelæggende for resten
af deres liv.
Sundhedsministeren omtalte Serviceloven §50 som et værktøj. Det er dybt foruroligende, eftersom
denne omfatter de børn, hvor der allerede er tegn på usunde reaktioner, mistrivsel, svære
reaktioner, relationer eller anden bekymrende adfærd. Dette ”værktøj” sættes ind alt for sent og når
sorgen allerede har ”sat sig negativt”. Således mener jeg ikke, at Serviceloven §50 som et værktøj er
den rette eller tilstrækkelige omsorg i de tilfælde, hvor børn mister forældre såvel som søskende.
Det var nervepirrende og bekymrende at overvære 1. behandling af beslutningsforslaget om et
beredskab som griber børn i sorg. Blandt andet fordi en essentiel del af beslutningsforslaget blev
overset; nemlig vigtigheden i, at de kriseramte familier ikke selv skal tage initiativet og opsøge
hjælpen. Dette er en fuldkommen uoverstigelig handling, når familien er i dyb sorg og måske endda
chok. Her taler jeg både ud fra mine egne barske erfaringer, men også på vegne af de mange af
personer, der har henvendt sig til mig med personlige beretninger om lignende forløb.
På nuværende tidspunkt har vi et omsorgsfuldt tilbud om sundhedsplejerske, når der kommer et
lille nyt liv i en familie, hvilket kan være en stor tryghed, da der med kompetent omsorg gives støtte
og professionel rådgivning til den nye livssituation. Det jeg har foreslået i borgerforslaget, er
sammenligneligt. Altså̊ en tryghed, rådgivning og støtte, når en børnefamilie mister et
familiemedlem i husstanden, og derfor gennemgår en stor livsændring og krise.