Udvalget for Digitalisering og It 2022-23 (2. samling)
DIU Alm.del
Offentligt
2722695_0001.png
Folketingets Udvalg for Digtalisering og IT
Stormgade 2-6
1470 København K
Telefon 72 28 24 00
[email protected]
Sagsnr.
2023 - 1833
Doknr.
20141
Dato
12-06-2023
Svar på spørgsmål fra Peter Kofod (DF) stillet den 15. maj 2023.
Spørgsmål nr. 75:
”Mener
ministeren, at myndighederne bør lovgive eller udarbejde retningslinjer for virksom-
heder, der arbejder med kritisk infrastruktur i forhold til deres brug af ChatGPT og lignende i
lyset af, at eksperter peger på, at ChatGPT kan komme til at lække fortrolig information, som
virksomhederne fodrer dem med, jf. »ChatGPT udgør sikkerhedsrisiko for samfundet - ingeni-
ører efterlyser regler for brugen af AI «, Dr.dk den 3. maj 2023?”
Svar:
Vi skal huske på, at der i forvejen er lovgivning overfor virksomhederne, som de skal over-
holde, når det kommer til fx deling af forretningshemmeligheder, fortrolig information og
håndtering af persondata. Den lovgivning gælder også når de anvender kunstig intelligens,
som fx ChatGPT. Med det sagt, så er der behov for at vi ser på yderligere regulering og initiati-
ver for at fremme en ansvarlig brug af kunstig intelligens.
I regeringen arbejder vi derfor aktivt på regulering i EU. Vi arbejder benhårdt for at forhandle
fælles regler, hvor vi sætter krav til udviklingen og brugen af kunstig intelligens. De fælles reg-
ler i EU kan være med til at sætte en global standard for reguleringen af kunstig intelligens, og
sikre at der er ens konkurrencevilkår for virksomhederne på tværs af EU. Skal vi regulere de
grundlæggende udfordringer med kunstig intelligens, så er vi nødt til at gøre det i EU.
Lige nu forhandler vi forordningen om kunstig intelligens. Her lægger vi op til, at kunstig-intel-
ligenssystemer, der anvendes i kritisk infrastruktur klassificeres som højrisiko, og derfor skal
leve op til en række krav, før de kan komme på markedet. Derudover arbejder regeringen for,
at kunstig intelligens systemer til generelle formål, herunder chatbots, vil blive underlagt en
række krav, så virksomheder, der efterfølgende anvender dem, fx i kritisk infrastruktur, har
adgang til den nødvendige dokumentation.
Selvom virksomhederne selv har et ansvar for at have styr på deres informationssikkerhed, så
skal vi også hjælpe dem. Digitaliseringsstyrelsen er derfor i gang med at udarbejde og opda-
tere vejledning til virksomhederne om sikker brug af kunstig intelligens, som udkommer på
sikkerdigital.dk. Derudover vil jeg fortsætte med at anbefale virksomhederne at lade sig D-
mærke. D-mærket er verdens første dataetiske mærke, og er et rigtig godt sted at starte for
virksomheder, der anvender kunstig intelligens.
Med venlig hilsen
Marie Bjerre