Udvalget for Forretningsordenen 2021-22
UFO Alm.del
Offentligt
2500287_0001.png
Folketingets Udvalg for Forretningsordenen
Stormgade 2-6
1470 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2021 - 7244
Doknr.
471282
Dato
14-12-2021
Svar på spørgsmål fra Udvalget for Forretningsordenen stillet den 18. november 2021.
Spørgsmål nr. 94:
”Hvilke
perspektiver ser ministeren i en mulig ændring af ordningen for den offentlige
partistøtte, hvor administrationen af støtten, herunder kontrol med anvendelsen af
støttemidler, henlægges til et uafhængigt organ, f.eks. Valgnævnet eller et eller flere
andre nævn m.v., og vil ministeren i forlængelse heraf belyse de økonomiske følger af
en sådan ændring?”
Svar:
Den offentlige partistøtte er inddelt i tre niveauer
statslig, regional og kommunal
partistøtte.
Partier og kandidater uden for partierne (løsgængere), der har deltaget i det senest af-
holdte folketingsvalg og fået mindst 1.000 stemmer ved valget, er berettiget til parti-
støtte fra staten. Ansøgningen skal indgives til Indenrigs- og Boligministeriet, der be-
handler ansøgningen og udbetaler partistøtte. Ved flerpartiregeringer ressortoverføres
ansøgningen om partistøtte for den siddende ministers parti dog efter fast praksis til
Justitsministeriet for at undgå tvivl om ministerens habilitet. En ressortoverførsel in-
debærer forudgående involvering af Statsministeriet og Kongehuset.
Kandidatlister, der har deltaget i det senest afholdte regionsrådsvalg og fået mindst
500 stemmer, er berettiget til partistøtte fra regionen. Ansøgningen skal indgives til
regionsrådet, der behandler ansøgningen og udbetaler partistøtte.
Kandidatlister, der har deltaget i det senest afholdte kommunalbestyrelsesvalg og fået
mindst 100 stemmer, i Københavns Kommune dog mindst 500 stemmer, er berettiget
til partistøtte fra kommunen. Ansøgningen skal indgives til kommunalbestyrelsen, der
behandler ansøgningen og udbetaler partistøtte.
Der er således i alt 107 forskellige myndigheder (98 kommuner, 5 regioner og 4 stats-
lige myndigheder), der er involveret i udbetalingen af partistøtte.
Det fremgår ikke af spørgsmålet, om det er alle tre niveauer af den offentlige parti-
støtte eller alene den statslige partistøtte, der eventuelt overvejes henlagt til et uaf-
hængigt organ. Den offentlige partistøtte ydes imidlertid på baggrund af lovfastsatte
objektive kriterier, og behandling af ansøgninger samt udbetaling af partistøtte kræver
ikke en særlig kompetence eller et særskilt kendskab til de enkelte partier m.v. for den
ansvarlige myndighed. Disse forhold kan derfor tale for, at administrationen af den of-
fentlige partistøtte på alle tre niveauer kan samles hos én myndighed.
UFO, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 94: Spm. om ordningen for den offentlige partistøtte.
2500287_0002.png
Om det i givet fald vil være hensigtsmæssigt at samle administrationen af den offent-
lige partistøtte hos et nævn, vil dog skulle undersøges yderligere. For eksempel be-
handler Valgnævnet sager på et møde under ledelse af nævnets formand, der er høje-
steretsdommer. Nævnet holder møde ca. seks gange om året, dvs. ca. hver anden må-
ned. Det kan medføre en længere sagsbehandlingstid, alt efter hvornår partiet søger
om partistøtte. Endvidere indebærer partistøttesagerne en høj grad af konkret sagsbe-
handling, herunder kontrol af afgivne erklæringer m.v., der for en umiddelbar betragt-
ning måske ikke egner sig til mundtlig behandling i et kollegialt organ. Hvis admini-
strationen af den offentlige partistøtte på alle tre niveauer samles hos én myndighed,
kunne det imidlertid i den forbindelse eventuelt overvejes at etablere en klageadgang
til Valgnævnet.
Det fremgår også af spørgsmålet, om kontrollen med anvendelsen af partistøtten kan
henlægges til et uafhængigt organ. I den forbindelse bemærkes, at den myndighed (In-
denrigs- og Boligministeriet, regionsrådene og kommunalbestyrelserne), der i dag ud-
betaler partistøtte, ikke fører kontrol med, om de modtagne regnskaber fra partier, der
har deltaget i folketingsvalg, erklæringer og oplysninger i øvrigt er korrekte. Dette
skyldes navnlig, at man fra lovgivers side har ønsket, at staten ikke skal afgøre og
blande sig i, hvad der kan anses som politisk arbejde. Rigsrevisor har dog mulighed for
at indkalde regnskabsbilag til gennemgang fra partier, der modtager statslig parti-
støtte. Der henvises i øvrigt til afsnit 6 i vedlagte bilag 1 til det netop besvarede spørgs-
mål nr. 93 fra Udvalget for Forretningsordenen.
Det vil kræve ændring af partistøtteloven og partiregnskabsloven at flytte og eventuelt
samle administrationen af den offentlige partistøtte hos en anden myndighed. Derud-
over vil det kræve lovændring, hvis der skal indføres øget kontrol med anvendelsen af
den offentlige partistøtte.
Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at estimere eller belyse de økonomiske
konsekvenser ved en eventuel ændring i ordningen med at udbetale offentlig parti-
støtte.
Som det forhåbentlig fremgår af mit svar på spørgsmålet, deltager jeg gerne i en fortsat
drøftelse af disse spørgsmål.
Med venlig hilsen
Kaare Dybvad Bek
Bilag:
Bilag 1. UFO alm. del
svar på spm. 93, bilag 1.
2