Udlændinge- og Integrationsudvalget 2020-21
UUI Alm.del Bilag 183
Offentligt
2455142_0001.png
Notat
Juridisk vurdering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9.
juli 2021 i sagen M.A. mod Danmark (appl. no. 6697/18 [GC])
1. Indledning
Den 9. juli 2021 afsagde Storkammeret ved Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol (Domstolen) dom i sagen
M.A. mod Danmark
(appl.
no. 6697/18 [GC]).
Sagen vedrørte den udskydelse af familiesammenføring til flygtninge med
midlertidig beskyttelsesstatus i 3 år, der er fastsat bl.a. i udlændingelovens § 9, stk.
1, nr. 1, litra d (3-årsreglen).
Domstolen fandt med stemmerne 16-1, at Danmark har krænket Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 (retten til respekt for privat- og
familieliv). En dissentierende dommer fandt, at der ikke var sket en krænkelse af
artikel 8.
2. Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte den 5. juli 2016 M.A. afslag på
ægtefællesammenføring under henvisning til, at han ikke havde haft
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i mere end de sidste 3 år som
krævet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og at der ikke forelå ganske
særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for at meddele
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet
stadfæstede den 16. september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse. På dette
tidspunkt havde M.A. haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i 1
år og 3 måneder.
3. De danske regler
Efter udlændingelovens § 7, stk. 3, gives der opholdstilladelse til en udlænding, der
risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf, der har baggrund i en særlig alvorlig
1. oktober 2021
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Familiesammenføring
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
Sags nr.
Akt-id
6198 4000
[email protected]
www.uim.dk
36977191
2021 - 12607
1707086
Side
1/15
UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 183: Juridisk vurdering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9. juli 2021 i sagen M.A. mod Danmark, fra udlændinge- og integrationsministeren
situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile.
Denne type opholdstilladelse kaldes midlertidig beskyttelsesstatus.
Det følger af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, at ægtefællesammenføring
med en herboende person, der har midlertidig beskyttelsesstatus efter
udlændingelovens § 7, stk. 3, er betinget af, at den herboende person har haft sin
opholdstilladelse efter § 7, stk. 3, i mere end de sidste 3 år.
En tilsvarende 3-årsregel fremgår af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, og §
9, stk. 1, nr. 3, litra d, om familiesammenføring af mindreårige børn.
Efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., kan der efter ansøgning gives
opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet
til familiens enhed og, hvis udlændingen er under 18 år, hensynet til barnets tarv,
taler derfor.
Af lovbemærkningerne til 3-årsreglen i udlændingelovens § 9, jf. Folketingstidende
2015-16, A, L 87 som fremsat, side 11-12, fremgår bl.a. følgende:
Udlæ di ge, de eddeles opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 7, stk. 1
eller 2, er individuelt forfulgte, typisk på grund af en konkret konflikt med
myndighederne eller andre i deres hjemland. Udlændinge, der meddeles
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, er i modsætning hertil på flugt
fra generelle forhold
f.eks. krig
i deres hjemland. De pågældende har således
ikke en mere konkret konflikt med nogen i hjemlandet. Derfor har denne gruppe
generelt set
et mere midlertidigt behov for beskyttelse end individuelt forfulgte,
idet situationen i hjemlandet hurtigt kan ændre karakter i retning af mere fredelige
forhold i hjemlandet.
[…]
Regeringen ønsker overordnet set at begrænse tilstrømningen af flygtninge og
migranter til Danmark. Karakteren af opholdet her i landet for en udlænding, som
er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, må normalt
betragtes som så usikker og varigheden af opholdet så begrænset, at den
pågældendes familie bl.a. under hensyn til opretholdelsen af en effektiv
immigrationspolitik ikke bør meddeles opholdstilladelse her i landet, før
udlændingen har opholdt sig tre år her i landet.
Det foreslås på denne baggrund, at der ikke skal kunne meddeles
familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 i forhold til udlændinge, der har
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, før vedkommende har haft en
sådan opholdstilladelse i mere end de sidste 3 år.
Hvis den pågældende udlænding har krav på familiesammenføring efter Danmarks
internationale forpligtelser inden for de første 3 år, vil dette skulle meddeles efter
udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Beskyttelsesbehovets forventede midlertidige karakter sammenholdt med, at
opholdstilladelsernes varighed alene er et år ad gangen, medfører imidlertid, at
parternes samlede tilknytning til Danmark ikke har en sådan karakter, at der i
Side
2/15
UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 183: Juridisk vurdering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9. juli 2021 i sagen M.A. mod Danmark, fra udlændinge- og integrationsministeren
almindelighed foreligger en pligt til at tillade familiesammenføring efter Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8.
Det bemærkes i den forbindelse, at der fortsat vil være tale om en ordning, der ikke
permanent afskærer adgangen til familiesammenføring, men alene udskyder
de e i lyset af udlæ di ge s sæ lige idle tidige opholds etlige status.
Af lovbemærkningernes side 13 fremgår endvidere følgende:
De e so a fø t ikke i iste iet eke dt p aksis f a De Eu opæiske
Menneskerettighedsdomstol vedrørende spørgsmålet om udskydelse af adgangen
til familiesammenføring i denne sitatuion. Henset hertil og da EMRK artikel 8 i alle
tilfælde indebærer en afvejning, er der en vis risiko for, at Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol i forbindelse med prøvelse af en konkret sag vil kunne
nå frem til, at det ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 8 er muligt generelt at stille krav om 3 års ophold som betingelse for
familisammenføring for udlændinge, der har opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7, stk. 3.
Henset til den begrænsede varighed af den herboende udlændings ophold i
Danmark, beskyttelsesbehovets forventede midlertidige karakter og det forhold,
at opholdstilladelsen kun er meddelt for 1 år ad gangen, er det imidlertid
regeringens opfattelse, at der er tungtvejende argumenter for, at den foreslåede
ordning
er
forenelig
med
artikel
8
i
Den
Europæiske
Me eske ettighedsko e tio .
3-årsreglen i udlændingeloven blev indført med lov nr. 102 af 3. februar 2016.
Forud herfor var der i 2015 indført en lignende betingelse for familiesammenføring,
hvorefter den herboende person skulle have opholdstilladelse efter § 7, stk. 3, og
denne opholdstilladelse skulle være blevet forlænget. Da den første
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, blev givet for højst 1 år ad
gangen, virkede bestemmelsen derfor som en 1-årsregel.
Af lovbemærkningerne til den dagældende 1-årsregel, jf. Folketingstidende 2014-
15 (1. samling), A, L 72 som fremsat, side 10, fremgår bl.a. følgende:
Det fo eslås,
at der ikke skal kunne meddeles opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 til en ægtefælle eller samlever eller til børn af en udlænding,
som er meddelt opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3,
og som ikke har fået denne opholdstilladelse forlænget. Det skyldes, at karakteren
af opholdet her i landet for en udlænding, som er meddelt en 1-årig
opholdstilladelse efter den foreslåede ordning, er så usikker og varigheden af
opholdet så begrænset, at den pågældendes familie bl.a. under hensyn til
opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol ikke som udgangspunkt bør
meddeles opholdstilladelse her i landet. Forlænges den midlertidige
opholdstilladelse, vil der kunne meddeles familiesammenføring efter
udlændingelovens § 9, ligesom der fortsat vil kunne meddeles
familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, jf. pkt. 2.4.2.1.
Det forudsættes i den forbindelse, at udlændingemyndighedernes sagsbehandling
vil blive tilrettelagt således, at en ansøgning om familiesammenføring efter
udlændingelovens § 9, som indgives mindre end 2 måneder før udløbet af den 1-
årige opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7,
Side
3/15
UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 183: Juridisk vurdering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9. juli 2021 i sagen M.A. mod Danmark, fra udlændinge- og integrationsministeren
stk. 3, ikke skal afslås under henvisning til, at udlændingens midlertidige
opholdstilladelse ikke er blevet forlænget, men derimod behandles med henblik
på, at sagen kan afgøres hurtigst muligt efter, at der er truffet afgørelse i sagen om
fo læ gelse af de
idle tidige opholdstilladelse efte de fo eslåede § , stk. .
Betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, er ufravigelige. Det betyder, at i sager,
hvor betingelserne ikke er opfyldt, men hvor det er nødvendigt at meddele
opholdstilladelse for at opfylde Danmarks internationale forpligtelser, gives
opholdstilladelsen i stedet efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Efter denne
bestemmelse kan der gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige
grunde, herunder hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingen er under 18
år, hensynet til barnets tarv, taler derfor. Bestemmelsen anvendes bl.a. til at give
opholdstilladelse, hvor det vil stride imod EMRK at afslå en ansøgning.
Bl.a. følgende fremgår således af forarbejderne til den dagældende 1-årsregel, jf.
Folketingstidende 2014-15 (1. samling), A, L 72 som fremsat, side 10, om
vurderingen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1:
Fa ilie edle
e til e
udlæ di g, de ha e
-årig midlertidig
opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3,
kan efter omstændighederne opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c,
stk. 1, hvis betingelserne herfor er opfyldt, herunder hvis det følger af Danmarks
internationale forpligtelser.
Efter § 9 c, stk. 1, vil der således kunne meddeles opholdstilladelse i alle tilfælde,
hvor Danmarks internationale forpligtelser kræver det. Det forudsættes i den
forbindelse, at udlændingemyndighederne efterlever disse forpligtelser, og at
udlændingemyndighederne således i hver enkelt sag foretager en konkret og
individuel vurdering, hvor relevant praksis fra navnlig EMD inddrages.
Det midlertidige 1-årige ophold må i almindelighed føre til, at karakteren og
omfanget af parternes tilknytning til Danmark vil være meget begrænset. Efter
Justitsministeriets opfattelse må det antages, at dette moment
det korte ophold
her i landet og det forhold, at opholdstilladelsen kun er meddelt for 1 år
vil indgå
ed etydelig ægt i u de i ge af, o de pågælde de efte EMRK’s a tikel il
have krav på familiesammenføring. Endvidere vil det kunne indgå, at der er tale om
en ordning, der ikke permanent afskærer adgangen til familiesammenføring, men
alene udskyder denne i lyset af udlændingens særlige midlertidige opholdsretlige
status.
Der vil dog i de enkelte tilfælde skulle foretages en konkret vurdering af, om der er
krav på familiesammenføring, idet der vil kunne være særlige situationer, hvor
hensynet til familiens enhed vejer tungere. Dette gælder f.eks., hvis personen i
Danmark før udrejsen fra hjemlandet har passet en handicappet ægtefælle i
hjemlandet, eller hvis den herboende har alvorligt syge mindreårige børn i
hjemlandet. I sådanne tilfælde kan et afslag på familiesammenføring være særligt
indgribende allerede inden for det første år. Ligeledes vil der i forhold til børn af en
udlænding, som har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, kunne
æ e situatio e , h o FN’s ø eko e tio , he u de ko e tio e s a tikel ,
stk. 1, om hensynet til barnets tarv, kan have betydning for, om der skal gives
tilladelse til fa iliesa
e fø i g.
Side
4/15
UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 183: Juridisk vurdering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9. juli 2021 i sagen M.A. mod Danmark, fra udlændinge- og integrationsministeren
Af lovbemærkningerne til 3-årsreglen, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 87 som
fremsat, side 12, fremgår bl.a. følgende om vurderingen efter udlændingelovens §
9 c, stk. 1:
De skal so hidtil eddeles fa iliesa
e fø i g –
også inden for de første tre
års ophold her i landet
hvis Danmarks internationale forpligtelser konkret tilsiger
det. Dette gælder f.eks., hvis personen i Danmark før udrejsen fra hjemlandet har
passet en handicappet ægtefælle i hjemlandet, eller hvis den herboende har
alvorligt syge mindreårige børn i hjemlandet. I sådanne tilfælde kan et afslag på
familiesammenføring være særligt indgribende allerede inden for de første tre år.
Ligeledes kan
de i fo hold til ø
æ e situatio e , h o FN’s ø eko e tio ,
herunder konventionens artikel 3, stk. 1, om hensynet til barnets tarv, kan have
betydning for, om der skal gives tilladelse til familiesammenføring på et tidligere
tidspunkt. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis den herboende er et uledsaget
mindreårigt barn, hvis forældre søger om familiesammenføring.
[…]
I forbindelse med meddelelse af midlertidig beskyttelsesstatus skal
udlændingemyndighederne som i dag vejlede om de begrænsninger i adgangen til
familiesammenføring, der følger af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §
7, stk. 3. Udlændingemyndighederne skal således i alle tilfælde, hvor der meddeles
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, vejlede om mulighederne for
familiesammenføring, herunder om mulighederne for familiesammenføring efter
udlændingelovens § 9 c, stk. 1, inden den tidsbegrænsede opholdstilladelse
eventuelt forlænges efter 3 år. Vejledningen vil så vidt muligt skulle ske på et sprog,
som udlændi
ge fo stå .
4. Dommen
Domstolen bemærker indledningsvist i sin bedømmelse af sagen, at dens prøvelse
begrænser sig til, om Udlændingenævnets afslag den 16. september 2016 på
familiesammenføring under henvisning til 3-årsreglen indebar en krænkelse af
EMRK artikel 8 (præmis 128), og at Domstolen ikke tidligere har haft anledning til
at tage stilling til, i hvilken udstrækning en lovbestemt udskydelse af retten til
familiesammenføring for personer med beskyttelsesstatus, herunder midlertidig
beskyttelsesstatus, er forenelig med EMRK artikel 8 (præmis 130).
Herefter følger en gennemgang af den fortolkning af EMRK artikel 8, der er
etableret i domspraksis.
Det kan herfra fremhæves, at enhver stat har en grundlæggende ret til at
kontrollere udlændinges adgang til at indrejse og tage ophold på statens
territorium, og at et ægtepar ikke har en ubetinget ret til at vælge det land, hvori
de vil udøve deres familieliv. Staten kan dog være forpligtet til at sikre
forudsætningerne for, at et beskyttelsesværdigt familieliv kan udøves med
udgangspunkt i de konkrete omstændigheder. Der vil derfor skulle sikres en rimelig
balance (strike
af fair balance)
mellem forskellige modsatrettede interesser. Her vil
de relevante hensyn være bl.a. parrets tilknytning til værtslandet, og om der
foreligger uoverstigelige forhindringer for udøvelse af familielivet i hjemlandet. Er
Side
5/15
UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 183: Juridisk vurdering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9. juli 2021 i sagen M.A. mod Danmark, fra udlændinge- og integrationsministeren
2455142_0006.png
der børn involveret, skal hensynet til barnets tarv endvidere tillægges betydelig
vægt (præmis 131-133).
I tilfælde af massetilstrømning af asylansøgere udtaler Domstolen følgende om en
modtagende stats adgang til at prioritere beskyttelse af et større antal personer
efter EMRK artikel 3 end familiesammenføring til nogle efter EMRK artikel 8:
"145. The situation of general violence in a country may be so intense as to
conclude that any returnee would be at real risk of Article 3 ill-treatment
solely on account of his or her presence there. The absolute nature of the
right under Article 3 does not allow for any exceptions or justifying factors or
balancing of interests. Accordingly, an increased influx of migrants cannot
absolve a State of its obligation under that provision (see, for
example,
Khlaifia and Others v. Italy,
cited above, § 114). In principle, this
factor may also reduce the latitude enjoyed by States in striking a fair balance
between the competing interests of family reunification and immigration
control under Article 8, albeit that, during periods of mass influx of asylum-
seekers and substantial resource constraints, recipient States should be
entitled to consider that it falls within their margin of appreciation to
prioritise the provision of Article 3 protection to a greater number of such
persons over the Article 8 interest of family reunification of some."
[Udlændinge- og Integrationsministeriets fremhævning]
I Domstolens vurdering af en stats skønsmargin indgår også, om der på nationalt,
internationalt og europæisk niveau er konsensus om det, der reguleres. I forhold til
spørgsmålet om, for hvilket tidsrum der kan ske udskydelse af retten til
familiesammenføring, finder Domstolen ikke, at der foreligger en sådan konsensus
(præmis 151-160).
Bl.a. anfører Domstolen følgende i sin analyse af eventuel konsensus på europæisk
plan om udskydelse af retten til familiesammenføring:
"155. At the same time the Court notes that while Denmark was not bound
by the common European asylum and immigration policies set out in the
Treaty on the Functioning of the European Union, nor of any measures
adopted pursuant to those policies (see paragraph 42 above) it is clear that
within the EU an extensive margin of discretion was left to the member States
when it came to granting family reunification for persons under subsidiary
protection and introducing waiting periods for family reunification.
156. Thus, the Family Reunification Directive (see paragraphs 45-50 above)
did not apply to subsidiary protection (see Article 3 of the Directive). For other
categories of aliens, Article 8 provided for an opportunity for the member
States to postpone the right to family reunification by two years, or three
years by way of derogation, except where the alien was a 1951 Convention
refugee (see Article 12 of the Directive)."
Side
6/15
UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 183: Juridisk vurdering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9. juli 2021 i sagen M.A. mod Danmark, fra udlændinge- og integrationsministeren
2455142_0007.png
Domstolen opsummerer herefter rammerne for statens skønsmargin på følgende
måde:
"161. Having regard to all the elements above, the Court considers that the
member States should be accorded a wide margin of appreciation in deciding
whether to impose a waiting period for family reunification requested by
persons who have not been granted refugee status but who enjoy subsidiary
protection or, like the applicant, temporary protection.
162. Nevertheless, the discretion enjoyed by the States in this field cannot be
unlimited and falls to be examined in the light of the proportionality of the
measure. While the Court sees no reason to question the rationale of a
waiting period of two years as that underlying Article 8 of the EU Family
Reunification Directive (three years being accepted only by way of
derogation, see paragraphs 46, 156 and 157 above), it is of the view that
beyond such duration the insurmountable obstacles to enjoying family life in
the country of origin progressively assume more importance in the fair
balance assessment. Although Article 8 of the Convention cannot be
considered to impose on a State a general obligation to authorise family
reunification on its territory (see paragraph 142 above), the object and
purpose of the Convention call for an understanding and application of its
provisions such as to render its requirements practical and effective, not
theoretical and illusory in their application to the particular case. This
principle of effectiveness is a general principle of interpretation extending to
all the provisions of the Convention and the Protocols thereto (see, for
example,
Muhammad and Muhammad v. Romania
[GC], no. 80982/12,
§ 122, 15 October 2020).
163. Furthermore, the said fair-balance assessment should form part of a
decision-making process that sufficiently safeguards the flexibility, speed and
efficiency required to comply with the
appli a t’s ight to espe t fo fa ily
life under Article 8 of the Convention (see paragraphs 137 to 139 above)."
[Udlændinge- og Integrationsministeriets fremhævning]
Domstolen anfører om sin anvendelse af de generelle principper på den konkrete
sag, bl.a.:
"165. Thus, the crux of the matter is whether the Danish authorities, on
16 September
, he efusi g the appli a t’s e uest fo fa ily eu io ,
owing to the three-year waiting period, struck a fair balance between the
competing interests of the individual and of the community as a whole. The
applicant had an interest in being reunited with his wife as soon as possible,
whereas the Danish State had an interest in controlling immigration as a
means of serving the general interests of the economic wellbeing of the
country, and of ensuring the effective integration of those granted protection
with a view to preserving social cohesion. However, on the latter point, it
should be borne in mind that family reunification may also favour preserving
Side
7/15
UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 183: Juridisk vurdering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9. juli 2021 i sagen M.A. mod Danmark, fra udlændinge- og integrationsministeren
2455142_0008.png
social cohesion and facilitate integration. The Court also notes that the
granting of family reunification does not in itself change the nature and legal
basis of the stay in Denmark for beneficiaries of temporary protection, which
still remains temporary."
[Udlændinge- og Integrationsministeriets
fremhævning]
Herefter følger et sammendrag af de gældende regler, hvor Domstolen fremhæver
bl.a., at udskydelsen af retten til familiesammenføring i 2015 ansås nødvendig
grundet en kraftig stigning i antallet af asylansøgninger i Danmark, hvor antallet
steg fra 7.557 i 2013 til 14.792 i 2014 og til 21.316 i 2015, og at anerkendte
flygtninge havde ret til forsørgelse, indkvartering samt sprog- og jobtræning
(præmis 166-173).
Domstolen fremhæver også bemærkningerne til lovændringerne i 2015 og 2016,
herunder beskyttelsesbehovets midlertidige karakter for udlændinge, der
meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, sammenholdt med
opholdstilladelsernes varighed på 1 år ad gangen, og at udskydelsen af
familiesammenføring alene ville være midlertidig. Endvidere fremhæves, at
familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kan tillades inden
udløbet af de 3 år, hvis dette er påkrævet efter Danmarks internationale
forpligtelser, og at det fremgår af den tilgængelige statistik, at sådanne tilladelser
faktisk blev givet (præmis 174-176).
Domstolen finder herefter, at indførelsen af den midlertidige beskyttelsesstatus og
udskydelsen af retten til familiesammenføring var begrundet i et behov for at
kontrollere tilstrømningen til Danmark med henblik på at sikre landets økonomiske
velfærd og en effektiv integration af anerkendte flygtninge med henblik på at
bevare den sociale sammenhængskraft, og at Danmark ikke havde nogen
holdepunkter i Domstolens praksis for, om en udskydelse af retten til
familiesammenføring kunne indføres og i hvor lang tid.
Om udskydelsens længde udtaler Domstolen dog:
"179.
I the Cou t’s ie , ho e e , a aiti g pe iod of th ee yea s, although
temporary, is by any standard a long time
to e sepa ated f o o e’s fa ily,
when the family member left behind remains in a country characterised by
arbitrary violent attacks and ill-treatment of civilians and when
insurmountable obstacles to reunification there have been recognised.
Moreover, the actual separation period would inevitably be even longer than
the waiting period and would exacerbate the disruption of family life and, as
in this case, the mutual enjoyment of matrimonial cohabitation, which is the
essence of married life (see, among others,
Abdulaziz, Cabales and
Balkandali,
cited above, § 62 and
Mehemi v. France (no. 2),
no. 53470/99,
§ 45, ECHR 2003-IV). The family members would also be separated during the
period of flight, during the initial period after arrival in the host country
pe di g the i
ig atio autho ities’
processing of the asylum application,
Side
8/15
UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 183: Juridisk vurdering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9. juli 2021 i sagen M.A. mod Danmark, fra udlændinge- og integrationsministeren
2455142_0009.png
and for some time after the three-year waiting period (or two months before,
see paragraph 128) pending their decision.
180. Moreover, although
the e isio lause
hi h had
een inserted in
the 2015 Act) had been maintained in the 2016 Act so that the three-year
waiting period could be reviewed during the 2017/2018 parliamentary year
at the latest (see Act No. 562 of 29 May 2018 in paragraphs 30 and 34 above),
it does not appear that the sharp fall in the number of asylum-seekers in 2016
and 2017 prompted any reconsideration of the three-year rule."
Videre om den konkrete sag anfører Domstolen, at M.A. havde haft
opholdstilladelse i Danmark i 1 år og 3 måneder, da Udlændingenævnet traf
afgørelsen i september 2016, og at M.A. på daværende tidspunkt derfor havde en
begrænset tilknytning til Danmark, mens hans ægtefælle ingen tilknytning havde.
Det er ubestridt, at der var uoverstigelige forhindringer for at udøve familielivet i
Syrien, men parret havde dog kontakt via telefon og SMS. Afslaget på
familiesammenføring var begrundet både i, at M.A. ikke havde haft
opholdstilladelse i 3 år, og at der ikke var ganske særlige grunde, herunder hensynet
til familiens enhed, der talte for en opholdstilladelse (præmis 181-185).
Domstolen anfører afsluttende følgende:
"191. The Court observes, though, as mentioned above (see paragraph
180) that the sharp fall in the number of asylum seekers in 2016 and 2017 did
not prompt Parliament to avail itself of the possibility under the said clause
to review the duration of the waiting period.
192. Whilst acknowledging the absence of guidance in its case-law as it stood
at the time and reiterating that it sees no reason for questioning the rationale
of a waiting period of
two years
(see paragraph 162 above), the Court cannot
but note that the 2016 amendments to the Aliens Act, extended the statutory
waiting period from one to
three years
to persons who, like the applicant, had
ee g a ted te po a y p ote tio u de se tio
of the A t.
As
amended, the 2016 Act did not allow for an individualised assessment of the
interest of family unity in the light of the concrete situation of the persons
concerned beyond the very limited exceptions falling under section 9c(1) of
the Act (see paragraph 176 above). Nor did it provide for a review of the
situation in the country of origin with a view to determine the actual prospect
of return or obstacles thereto.
193. Thus, for the applicant, the statutory framework and the three-year
waiting period operated as a strict requirement for him to endure a prolonged
separation from his wife, irrespective of considerations of family unity in the
light of the likely duration of the obstacles. In these circumstances, it cannot
be said that the applicant was afforded a real possibility under the applicable
law of the respondent State of having an individualised assessment of
whether a shorter waiting period than three years was warranted by
considerations of family unity. The union of the applicant and his wife had
Side
9/15
UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 183: Juridisk vurdering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9. juli 2021 i sagen M.A. mod Danmark, fra udlændinge- og integrationsministeren
been established some 25 years before the applicant obtained protection
status in Denmark and it was accepted that there were insurmountable
o sta les i the ay of the ouples’
enjoyment of family life in their country
of origin. As the Court has held above (see paragraph 162), beyond two
years the insurmountable obstacles to enjoying family life in the country of
origin progressively assume more importance in the fair balance
assessment. Whilst Article 8 of the Convention does not impose a general
obligation on a State to authorise family reunification on its territory, the right
to respect for family life as guaranteed by this provision must, like all other
rights and freedoms guaranteed by the Convention and its protocols, be
secured by the Contracting States in a manner that makes it practical and
effective, not theoretical and illusory (see paragraphs 142 and 162 above)."
[Udlændinge- og Integrationsministeriets fremhævning]
Herefter følger Domstolens samlede konklusion i præmis 194-195, hvoraf det
fremgår, at Domstolen ikke finder det godtgjort, at den danske stat, ved at pålægge
M.A. en udskydelse i 3 år, før han kunne søge om familiesammenføring med sin
ægtefælle, sikrede en rimelig balance mellem, på den ene side, hans interesse i at
blive genforenet med sin ægtefælle i Danmark, og, på den anden side, den
generelle interesse i at kontrollere indvandringen med det formål at sikre landets
økonomiske velfærd, en effektiv integration af anerkendte flygtninge, og en
bevarelse af den sociale sammenhængskraft. Som følge heraf finder Domstolen, at
der er sket en krænkelse af EMRK artikel 8.
Da Domstolen statuerede en krænkelse af EMRK artikel 8, fandt Domstolen ikke
grund til at tage stilling til M.A.s anbringende om, at også artikel 14 (forbud mod
diskrimination) sammenholdt med artikel 8 var krænket under henvisning til, at der
ikke gælder en tilsvarende udskydelse af retten til familiesammenføring for
flygtninge med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på grund
af en individuel asylrelevant risiko for forfølgelse.
Domstolen berører dog dette forhold i dommen således:
"177. The Court finds no reason to question the distinction made by the
Danish legislature in respect of persons granted protection due to an
individualised threat, namely refugee status under the UN Refugee
Co e tio o e ed y se tio
of the Alie s A t o p ote tio status
covered by section 7(2) of the Act, on the one hand, and persons granted
protection due to a generalised threat, the so-
alled te po a y p ote tio
status o e ed y se tio
of the A t, o the othe ha d."
5. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
5.1. Vurdering af dommen
På baggrund af dommens præmisser er det Udlændinge- og
Integrationsministeriets vurdering, at Domstolen overordnet anerkender, at der
kan fastsættes regler om at udskyde adgangen til familiesammenføring for andre
Side
10/15
UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 183: Juridisk vurdering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9. juli 2021 i sagen M.A. mod Danmark, fra udlændinge- og integrationsministeren
flygtninge end flygtninge med konventionsstatus, og at staterne bør indrømmes en
vid skønsmargin i forhold til beslutningen om at indføre sådanne regler.
Domstolen anfører således i dommens præmis 161, at staterne bør indrømmes
a
wide margin of appreciation in deciding whether to impose a waiting period for
family reunification requested by persons who have not been granted refugee
status but who enjoy subsidiary protection or, like the applicant, temporary
p ote tio .
Domstolen lægger dog i præmis 162 til grund, at denne skønsmargin ikke kan være
ubegrænset og er underlagt en proportionalitetsvurdering, og fastslår på den
baggrund, at mens Domstolen ikke ser grund til at betvivle rationalet bag den 2-
årige udskydelse af adgangen til familiesammenføring, som er fastsat i artikel 8 i
EU-familiesammenføringsdirektivet, finder Domstolen, at efter 2 år får de
uoverstigelige hindringer for at nyde familielivet i oprindelseslandet gradvist større
betydning. Domstolen anfører i forlængelse heraf, at selvom EMRK artikel 8 ikke
kan anses for at pålægge en stat en generel forpligtelse til at tillade
familiesammenføring på dens territorium, kræver konventionens genstand og
formål en forståelse og anvendelse af dens bestemmelser på en sådan måde, at de
er praktiske og effektive
ikke blot teoretiske og illusoriske i deres anvendelse i en
konkret sag. Domstolen henviser til, at dette effektivitetsprincip er et generelt
fortolkningsprincip, der omfatter alle konventionens bestemmelser samt dens
tilhørende protokoller. Domstolen henviser i præmis 179 bl.a. til, at 3 år i alle
tilfælde er en lang periode at være adskilt fra sin familie, når et familiemedlem
opholder sig i et land karakteriseret ved vilkårlig voldsudøvelse og mishandling af
civile, og når det er anerkendt, at der er uoverstigelige forhindringer for udøvelse
af familielivet dér. Derudover vil den reelle adskillelse uundgåeligt være længere
end venteperioden på grund af, dels tiden der går i forhold til selve flugten, og dels
sagsbehandlingstiden i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring.
I forhold til den konkrete sag finder Domstolen i præmis 192-193, at den indførte
udskydelse af adgangen til familiesammenføring i 3 år kun giver begrænset
mulighed for at tage konkrete og individuelle hensyn til familiens enhed, og at der
ikke gives mulighed for at vurdere situationen i hjemlandet med henblik på at
fastslå de faktiske udsigter for en mulig tilbagevenden dertil eller forhindringer for
dette. 3-årsreglen virkede derfor for M.A. som et ufravigeligt krav om at måtte tåle
en længerevarende adskillelse fra sin ægtefælle uden hensyntagen til familiens
enhed i lyset af den sandsynlige varighed af disse forhindringer.
Selvom Domstolen anerkender en 2-årig venteperiode, indebærer dette efter
Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse ikke, at Domstolen ikke ville
anerkende, at en udskydelse af adgangen til familiesammenføring i 3 år for
udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus er mulig efter EMRK artikel 8 i
særlige tilfælde.
Domstolen lægger således vægt på situationen i 2015, hvor Danmark og det øvrige
Europa oplevede en massetilstrømning af asylansøgere, og at myndighederne i
Side
11/15
UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 183: Juridisk vurdering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9. juli 2021 i sagen M.A. mod Danmark, fra udlændinge- og integrationsministeren
2455142_0012.png
Danmark havde pligt til at sørge for forsørgelse, indkvartering samt sprog- og
jobtræning til alle personer, der fik international beskyttelse i Danmark, jf. præmis
171-173. Da beskyttelsen i EMRK artikel 3 mod tortur, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf er ubetinget, og der derfor ikke kan indføres
begrænsninger som følge af et stigende antal personer med krav på denne
beskyttelse, anerkender Domstolen, at det i en sådan situation vil være tilladt inden
for staternes skønsmargin at prioritere beskyttelsen af disse personer frem for at
tillade familiesammenføring under hensyn til familiens enhed efter EMRK artikel 8,
jf. præmis 145. Endelig bemærker Domstolen i præmis 180, at den betydelige
nedgang i antallet af asylansøgninger til Danmark i 2016 og 2017 ikke førte til en
ændring af 3-årsreglen i forbindelse med revisionsloven i 2018
1
.
I en situation som den aktuelle, hvor Danmark ikke oplever en massetilstrømning
af asylansøgere, vil der således ikke være grundlag for at udskyde adgangen til
familiesammenføring i mere end 2 år. Det betyder, at der efter ansøgning vil skulle
meddeles opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring, når den
herboende udlænding har haft midlertidig beskyttelsesstatus i mindst 2 år, og når
de øvrige betingelser for familiesammenføring er opfyldt eller må fraviges som
følge af hensynet til familiens enhed.
Det er endvidere Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at det ikke vil
være foreneligt med EMRK at administrere en 2-årig udskydelse af
familiesammenføring absolut. Der vil således som hidtil skulle gives
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, inden 2 år i tilfælde, hvor et
afslag på det tidspunkt må antages at være i strid med Danmarks internationale
forpligtelser som følge af særlige individuelle forhold, f.eks. alvorlig sygdom.
5.2. Betydningen for verserende og afgjorte sager
Udlændingestyrelsen havde pr. 12. juli 2021 21 verserende sager om
familiesammenføring til en herboende udlænding med midlertidig
beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3. I 18 af disse sager har den
herboende haft midlertidig beskyttelsesstatus i mere end 2 år.
Siden dommens afsigelse har Udlændingestyrelsen ikke meddelt afslag på
familiesammenføring under henvisning til, at den herboende ikke har haft
midlertidig beskyttelsesstatus i mere end 3 år. Udlændingestyrelsen vil nu skulle
fortsætte behandlingen af de verserende sager og afgøre, om der på baggrund af
vurderingen af dommen skal meddeles familiesammenføring efter
udlændingelovens § 9 c, stk. 1, på nuværende tidspunkt.
Dommen rejser endvidere spørgsmål om genoptagelse af allerede afgjorte sager.
1
Lov nr. 562 af 29. maj 2018 om ændring af lov om ændring af udlændingeloven (Ophævelse af
bestemmelse om revision af reglerne om midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge).
Side
12/15
UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 183: Juridisk vurdering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9. juli 2021 i sagen M.A. mod Danmark, fra udlændinge- og integrationsministeren
Udlændingestyrelsen har i perioden fra 2015 til den 12. juli 2021 truffet 99
afgørelser om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1,
hvor den herboende ikke havde haft midlertidig beskyttelsesstatus i mere end de
sidste 3 år, og hvor familiesammenføring ikke samtidig blev givet efter
udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og hvor ansøgeren heller ikke senere har opnået
opholdstilladelse i Danmark.
Imidlertid er alene 48 af de 99 afslag begrundet i, at 3-årsreglen endnu ikke var
opfyldt. De øvrige sager er begrundet i andre forhold, f.eks. at ægteskabet ikke er
retsgyldigt, eller at den herboende person ikke havde fast bopæl i Danmark.
Udlændingestyrelsen vil derfor på baggrund af vurderingen af dommen rette
henvendelse til de 48 berørte familier og vejlede om, at de kan anmode om
genoptagelse af deres sag, hvis de fortsat ønsker familiesammenføring i Danmark.
5.3. Konsekvenser for udlændingeloven
Det følger af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, at ægtefællesammenføring
med en herboende person, der har midlertidig beskyttelsesstatus efter
udlændingelovens § 7, stk. 3, er betinget af, at den herboende person har haft sin
opholdstilladelse efter § 7, stk. 3, i mere end de sidste 3 år.
En tilsvarende 3-årsregel fremgår af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, og §
9, stk. 1, nr. 3, litra d, om familiesammenføring af mindreårige børn.
Familiesammenføring gives efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når 3-årsreglen
ikke er opfyldt, og Danmarks internationale forpligtelser betyder, at der skal
meddeles opholdstilladelse.
Af lovbemærkningerne til 3-årsreglen, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 87 som
fremsat, side 11-12, fremgår bl.a.:
"Karakteren af opholdet her i landet for en udlænding, som er meddelt
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, må normalt betragtes
som så usikker og varigheden af opholdet så begrænset, at den pågældendes
familie bl.a. under hensyn til opretholdelsen af en effektiv immigrationspolitik
ikke bør meddeles opholdstilladelse her i landet, før udlændingen har opholdt
sig tre år her i landet.
Det foreslås på den baggrund, at der ikke skal kunne meddeles
familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 i forhold til udlændinge, der
har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, før vedkommende
har haft en sådan opholdstilladelse i mere end de sidste 3 år.
Hvis den pågældende udlænding har krav på familiesammenføring efter
Danmarks internationale forpligtelser inden for de første 3 år, vil dette skulle
meddeles efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Side
13/15
UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 183: Juridisk vurdering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9. juli 2021 i sagen M.A. mod Danmark, fra udlændinge- og integrationsministeren
2455142_0014.png
Beskyttelsesbehovets forventede midlertidige karakter sammenholdt med, at
opholdstilladelsernes varighed alene er et år ad gangen, medfører imidlertid,
at parternes samlede tilknytning til Danmark ikke har en sådan karakter, at
der i almindelighed foreligger en pligt til at tillade familiesammenføring efter
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8."
3-årsreglen er således forudsat som den klare hovedregel og meddelelse af
opholdstilladelse før udløbet af 3-årsfristen
efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
som en undtagelse hertil.
Som nævnt er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at det følger
af dommen, at det inden for rammerne af EMRK ikke er udelukket at udskyde
adgangen til familiesammenføring, men at en udskydelse i over 2 år kun vil være
mulig i en situation, hvor Danmark på ny måtte opleve en massetilstrømning af
asylansøgere.
Med den aktuelle situation, hvor Danmark ikke oplever en massetilstrømning af
asylansøgere
2
, vil en administration i overensstemmelse med dommen derfor
indebære, at 3-årsreglen i udlændingelovens § 9, stk. 1, ikke vil blive anvendt, og at
familiesammenføring vil blive givet efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, senest efter
2 år.
Der er derfor Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der bør
fremsættes lovforslag om at ændre udlændingelovens § 9, stk. 1, således at
perioden for udskydelse af familiesammenføring ændres fra 3 år til 2 år, idet det
ikke er retvisende, at en regel giver udtryk for en retstilstand, der reelt ikke er
gældende.
Udlændinge- og Integrationsministeriet forventer at fremsætte et sådant lovforslag
i den kommende folketingssamling.
For at tage højde for en eventuel fremtidig situation med en ny massetilstrømning
af asylansøgere til Danmark, vil der i lovforslaget blive indsat en bemyndigelse til,
at udlændinge- og integrationsministeren i tilfælde af massetilstrømning af
asylansøgere til Danmark kan ændre perioden fra 2 år til 3 år. Det vil i
lovbemærkningerne nærmere blive defineret, hvad der forstås ved
massetilstrømning.
Indtil en lovændring kan træde i kraft, vil Udlændingestyrelsen meddele
familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til flygtninge med
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, senest efter 2 år, når der i
øvrigt er grundlag herfor.
2
Antallet af asylansøgninger i Danmark var i 2020 1.515, og i 2021 pr. 31. august 2021 1.017. Der er
tale om hhv. endelig og foreløbige registreringer i hhv. Rigspolitiets og udlændingemyndighedernes
systemer.
Side
14/15
UUI, Alm.del - 2020-21 - Bilag 183: Juridisk vurdering af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 9. juli 2021 i sagen M.A. mod Danmark, fra udlændinge- og integrationsministeren
Som i dag vil en ansøgning om familiesammenføring, der indgives 2 måneder før
udløbet af 2-årsfristen, skulle realitetsbehandles med henblik på, at der kan træffes
afgørelse hurtigst muligt efter, at den herboende udlænding har haft sin
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i 2 år.
Side
15/15