Grønlandsudvalget 2018-19 (1. samling)
GRU Alm.del
Offentligt
1991502_0001.png
Folketingets Grønlandsudvalg
Christiansborg
18. december 2018
Svar på spørgsmål nr. 18 (alm. del) af 27. november 2018 stillet
efter ønske fra Aaja Chemnitz Larsen (IA)
Spørgsmål
”Hvilke
krav er der stillet fra dansk henholdsvis grønlandsk side i forhandlingerne om betingel-
ser for den økonomiske aftale, der er indgået om dansk bidrag til lufthavne i Nuuk og Ilulissat
samt erhvervsudvikling i Grønland, og i hvor høj grad er kravene fra grønlandsk side blevet
imødekommet?”
Svar
Regeringen og Naalakkersuisut indgik d. 10. september 2018 en aftale om et dansk
engagement i lufthavnsprojektet i Nuuk og Ilulissat samt et styrket erhvervssam-
arbejde mellem Grønland og Danmark. Det er lagt til grund i svaret, at spørgsmå-
let vedrører følgende økonomiske aspekter af aftalen:
1. Et dansk bidrag til finansiering på 1,6 mia. kr. til udvidelsen af lufthavne i Nu-
uk og Ilulissat bestående af egenkapital på 700 mio. kr., en statsgaranti på en
låneramme på 450 mio. kr. og et genudlån på 450 mio. kr.
2. Tilførsel af 220 mio. kr. til Greenland Venture og Vækstfonden til fælles inve-
steringer i Grønland og styrket arbejde med at modne perspektivrige er-
hvervsprojekter i Grønland.
Baggrunden for aftalen mellem regeringen og Naalakkersuisut er, at den danske
regering sammen med Naalakkersuisut grundlæggende ønsker at samarbejde om
opgaver, som kan have stor betydning for Grønlands udvikling. Hertil er aftalen et
udtryk for, at regeringen ønsker at bidrage til en modernisering og forbedring af
kritisk infrastruktur i Grønland. Det vil i vid udstrækning gavne grønlandske bor-
gere, der får nemmere ved at rejse til og fra Grønland.
Derudover er det forventningen, at en udbygning af infrastrukturen i Grønland vil
kunne understøtte erhvervslivet, herunder turismesektoren. Det anser regeringen
som et vigtigt element i en erhvervsmæssig og økonomisk fremgang i Grønland.
Der er igennem tekniske drøftelser i en arbejdsgruppe på embedsmandsniveau
blevet belyst en række forskellige muligheder for udformningen af et dansk bidrag
til lufthavnsprojektet i Grønland samt forskellige mulige initiativer mhp. et styrket
erhvervssamarbejde mellem Grønland og Danmark. Belysningen og drøftelserne
af mulighederne har mundet ud i fælles enighed om den udformning og de betin-
gelser, der fremgår af den politiske aftale af 10. september 2018, og som nu er
under teknisk implementering.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk
GRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 18: Spm. om, hvilke krav der er stillet fra dansk henholdsvis grønlandsk side i forhandlingerne om betingelser for den økonomiske aftale, der er indgået om dansk bidrag til lufthavne i Nuuk og Ilulissat samt erhvervsudvikling i Grønland, til finansministeren
Side 2 af 2
Det står helt klart for mig, at regeringen og Naalakkersuisut dermed har indgået
en aftale, som vil kunne bidrage til at modernisere og forbedre kritisk infrastruktur
i Grønland. Det, er jeg sikker på, vil komme det grønlandske samfund til gode.
Med venlig hilsen
Kristian Jensen
Finansminister