Uddannelses- og Forskningsudvalget 2013-14
FIV Alm.del Bilag 233
Offentligt
1390591_0001.png
Notat om uddannelsesdimensionering efter ledighed
Ref. LMU/WMQ
Indledning
Behovet for stærkere match mellem uddannelserne og arbejdsmarkedet er kommet
på dagsordenen. Såvel produktivitetskommissionen som Regeringens Udvalg for
Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser efterspørger uddannelser,
der i højere grad afspejler arbejdsmarkedets behov. En af de primære bevæggrun-
de for at gøre dette er den høje dimittendledighed, som desværre rammer en stor
del af kandidaterne. Men udfordringen består i at finde den rette måde at matche
på, og her taler flere for en øget dimensionering af optaget på de forskellige uni-
versitetsuddannelser.
Dimensioneringen kan foretages på forskellige måder, og flere har peget på ledig-
hedstal som en af vejene. Djøf finder, at dette i så fald må gøres med en forsigtig-
hed, der afspejler, at ledighedstal angår dem, der er uddannede, men dimensione-
ringen rammer dem, der først skal til at påbegynde en længere uddannelse. Der
bevirker, at en evt. brug af ledighedstal må ske under hensyntagen til et arbejds-
marked under stor forandring.
Vi må desværre konstatere, at vi endnu befinder os i en tid, hvor arbejdsmarkedet
præges af den økonomiske krise. Hvis det danske samfund skal ikke blot fasthol-
de, men også fremtidssikre sin velfærd og velstand, skal arbejdsmarkedet tage nye
retninger. Der skal bl.a. ansættes flere i den private sektor og særligt i de små og
mellemstore virksomheder, der udgør rygraden i den danske erhvervsstruktur. Der
er derfor brug for et skifte i ansættelsesmønstre, som bevirker, at en fremtidig di-
mensionering af uddannelserne ikke kan eller bør tage afsæt i, hvordan arbejds-
markedets forskellige sektorer og virksomhedsprofiler hidtil har ansat. Brugen af
ledighedstal kan derfor risikere at genskabe mønstre, der ikke matcher de ændrin-
ger i ansættelsespolitikkerne, vi forhåbentlig vil se i de kommende år.
Endelig er det helt afgørende, at ledighedstallene bruges på rette vis. Man må dels
tage høje for, hvad det er, ledighedstal er og kan være udtryk for, dels må man
benytte de ledighedstal, der på bedste vis afspejler arbejdsmarkedets efterspørgsel
eller mangel på samme.
Nedenfor er anført nogle udfordringer ved brug af ledighedstal samt et eksempel
på hvordan, brugen af dimittendledighedstal er mindre retvisende end brugen af
generelle ledighedstal. Eksemplet angår cand.scient.pol.ere, da netop disse er
blevet udpeget som en gruppe med høj ledighed. Eksemplet viser, at dette ikke er
et korrekt billede, idet den generelle efterspørgsel af dem, ikke forårsager en høj
ledighed.
06.08.2014
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Problemer ved brug af ledighedstal til dimensionering af uddannelser
Ledighed er altid konjunkturafhængig. Konjunkturer kan vare kort eller lang
tid, inden de slår om. Den konjunkturnedgang, vi har haft siden tredje kvar-
tal 2008, er den længste i nyere tid. Og vi har befundet os på bunden af
konjunkturen med en svag pil opad i meget lang tid. Det er for alle meget
vanskeligt at spå om konjunkturers varighed.
Tidligere har der været en klar sammenhæng mellem konjunkturer og be-
skæftigelse. Man mente blandt økonomer, at der skulle være en vækst i
økonomien på halvanden procent, før det gav sig udslag i markant vækst i
beskæftigelsen. I dag ser vi, at en spirende økonomisk vækst ikke nød-
vendigvis resulterer i voksende beskæftigelse. Det handler i nogen grad
om, at økonomien er blevet mere global end tidligere. Et økonomisk op-
sving i Danmark resulterer ikke nødvendigvis i øget beskæftigelse i Dan-
mark, men måske snarere andre steder i verden. Det siger derfor sig selv,
at det er vanskeligt at dimensionere uddannelser alene efter det danske
arbejdsmarked med mindre, at vi taler om uddannelser, der kun er rettet
mod det danske marked.
Dertil kommer, at det fremtidige arbejdsmarked vil undergå forandringer i
form af en forventet vækst i den private sektor, herunder formodentlig og
forhåbentlig særligt i SMV’erne, og en opprioritering af arbejdsstyrkens ud-
dannelsesniveau i den offentlige sektor. Begge forhold, der bevirker, at den
historiske udvikling ikke blot forlænges. Kvalitetsudvalgets første delrap-
port påviser de forventede ændringer. Det er derfor vitalt, at fremtidens ar-
bejdsmarkedsbehov ikke forudsiges ud fra historiske nøgletal, som ikke
længere vil gøre sig gældende.
Forudsætninger for at prioritere efter ledighed
Skal vi alligevel dimensionere efter ledighed må det forudsætte:
at ledigheden for en given uddannelse eller uddannelsesretning er over-
gennemsnitlig høj over længere tid, dvs. en periode på 5-20 år.
at der på trods heraf stadig er markant søgning til den pågældende uddan-
nelse.
at der ikke er et veldefineret eller entydigt arbejdsmarked for kandidaterne
med den pågældende uddannelse - eller at det er under afvikling eller re-
duktion, uden at signifikante nye trends tegner sig.
Hvilke redskaber skal i givet fald anvendes?
Det vil være mest hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i den generelle,
gennemsnitlige ledighed og ledighedsprocent af flere grunde.
2
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1390591_0003.png
o
En uddannelse kan have mange ledige fordi, at der årligt og gen-
nem lang tid er blevet produceret mange kandidater, men en lav
ledighedsprocent fordi, efterspørgslen efter uddannelsen er stor.
Det gælder fx jura.
Den generelle, gennemsnitlige ledighed og ledighedsprocent om-
regner berørte ledige til fuldtidsledige. Det giver et mere retvisende
billede af den generelle, strukturelle ledighed indenfor den pågæl-
dende uddannelse end dimittendledighedstallene.
o
Ledighedsstatistikker har ikke den validitet, de tidligere havde. For at få et
retvisende billede vil det være nødvendigt også i procentberegningen at
inddrage, hvor mange fra den pågældende uddannelse, der har mistet
dagpengeretten og er på andre overførelsesydelser såsom kontanthjælp,
arbejdsmarkedsydelse etc., og dermed reelt er ledige, men ikke længere
figurerer i ledighedsstatistikken.
Det vil også være relevant at undersøge, hvor hurtigt kandidaterne inden
for en given uddannelse kommer i arbejde.
Det vil ligeledes være relevant at kigge på, hvilke jobtyper og professioner,
uddannelseskandidaterne ansættes inden for. Er der fx tale om job, der
matcher kandidaternes kompetencer, nye eller gamle job, eller måske jobs,
der umiddelbart ikke har en akademisk karakter, men får den eller leder til
jobs, der har det. Det er med andre ord vigtigt ikke blot at se på den karrie-
rebegyndelse kandidaterne har, men også havde et blikfokusere på deres
karriereudvikling.
Det vil også være relevant at differentiere mellem uddannelsesinstitutioner,
der uddanner den samme type kandidater. Er det fx rationelt at uddanne
steder i landet, hvor ledigheden for en given uddannelse er markant højere
end andre steder?
Eksemplet cand.scient.pol.
Det er i debatten bl.a. af Produktivitetskommissionen blevet hævdet, at
cand.scient.pol.erne hovedsageligt er uddannet til den offentlige sektor og derfor
har en overgennemsnitlig høj ledighed i dag. Vi kigger her påstandene efter i
sømmene.
Det er korrekt, at hvis vi kigger på den samlede population af cand.scient.pol.ere,
1
så er 70 % af dem ansat i den offentlige sektor.
1
Kilde: Djøfs medlemsregister pr. januar 2014.
3
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1390591_0004.png
Af dem, der blev uddannet i årene 2007-2009, er 74 % ansat i den offentlige sek-
tor.
Af dem, der blev uddannet i 2010, er 69 % ansat i den offentlige sektor.
Af dem, der blev ansat i 2011-2013, er 66 % ansat i den offentlige sektor.
Det er iøjnefaldende, at stadig flere ansættes i den offentlige sektor i den periode i
00’erne, hvor den offentlige sektor vokser markant. Blandt andet som følge af
strukturreform m.v. Det er imidlertid ligeså klart, at på det tidspunkt, hvor den øko-
nomiske krise sætter ind, og den offentlige sektor begynder at drosle ned, så falder
andelen af cand.scient.pol.ere i den offentlige sektor markant, mens andelen i den
private sektor øges.
Hvis Produktivitetskommissionens påstand er korrekt, så burde ledigheden være
steget mere markant for scient. pol.er end for uddannelsesretninger, der ikke typisk
er orienteret mod den offentlige sektor, fx cand.merc.ere.
Et øjebliksbillede fra april 2014 viser, at cand.scient.pol.erne har en gennemsnitlig
ledighedsprocent på 2,6 %. Den er i den lave ende blandt de samfundsvidenska-
belige uddannelser, fx lavere end juristernes, på niveau med økonomernes og
2
markant lavere end cand.merc.erne. Heller ikke historisk kan det påvises, at
cand.scient.pol.erne har en markant højere ledighedsprocent end andre sam-
fundsvidenskabelige uddannelser.
Eksemplet med cand.scient.pol.erne viser derfor, at ledighedstal må ses i en større
tidsmæssig sammenhæng, idet der kan være betragtelige bevægelser i det rele-
vante jobmarked. Dette underbygges af forskellen på de generelle ledighedstal og
dimittendledigheden. Som nævnt er den generelle ledighed for cand.scient.pol.-
erne på 2,6 pct., mens dimittendledigheden er på 24,2 pct. For at en evt. uddan-
nelsesdimensionering afspejler det reelle arbejdsmæssige behov for de nye kandi-
dater, der jo har et lang karriereforløb foran sig, er der afgørende, at denne tager
afsæt i den udvikling, deres jobmarked undergår og dermed ikke hviler på dimit-
tendledighedstal, der mere er udtryk for et aktuelt og midlertidigt økonomisk vilkår i
erhvervssektorerne.
2
Kilde: Akademikernes a-kasse, tal fra april 2014
4