- 43 udvalgsmøder
- behandling af 14 lovforslag og 5 beslutningsforslag
- 14 samrådsspørgsmål fra udvalget
- 837 udvalgsspørgsmål fra udvalget
- modtagelse af 41 deputationer
- 194 skriftlige henvendelser til udvalget
En række af udvalgets aktiviteter følger af klimalovens årshjul, som både indebærer møder med Klimarådet, samråd med klima-, energi- og forsyningsministeren og en klimapolitisk forespørgselsdebat i Folketingssalen. Udvalget har desuden haft fokus på den energi- og forsyningspolitiske krise og de høje energipriser, hvor udvalget har fået løbende orienteringer af klima-, energi- og forsyningsministeren, hastebehandlet lovforslag i udvalget og afholdt samråd med klima-, energi- og forsyningsministeren.
Høringer
Udvalget holdt den 27. januar 2022 en åben virtuel høring om EU’s »klar til 55«-pakke som motor for Danmarks klimamål. Formålet med høringen var at belyse, hvilken betydning pakken kan få for Danmark og omvendt. Høringen havde især fokus på revisionerne af EU’s kvotehandelssystem og direktiverne om henholdsvis vedvarende energi, energieffektivitet og etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer.
Den 21. april 2022 holdt udvalget en åben høring om klimavenligt valg i hverdagen som forberedelse til forhandlingerne om adfærdstiltag på klimaområdet. Formålet med denne høring var at indsamle viden om de danske forbrugeres klimapåvirkning, hvordan man kan hjælpe danskerne med at træffe flere klimavenlige valg i hverdagen, og hvordan man kan beregne klimaeffekterne af disse valg, så de kan træffes på et mere oplyst grundlag.
Udvalget holdt den 22. september 2022 en åben høring om skovens klimaeffekter og klimabidrag. Formålet med høringen var at belyse, hvordan de danske skove kan bidrage til at nå Danmarks klimamålsætninger, og hvilke hensyn der skal tages i planlægningen af rammerne for de danske skove, så udnyttelsen af skovens ressourcer kan gå hånd i hånd med bevarelse af naturværdi, biodiversitet og skovens velbefindende.
Temamøder, ekspertmøder og andre møder
Den 18. november 2021 holdt udvalget møde med Klimarådet om rådets kommentering af regeringens Klimaprogram 2021. Udvalget holdt møde med Klimarådet igen den 24. februar 2022 om rådets »Statusrapport 2022 – Danmarks nationale klimamål og internationale forpligtelser«.
Udvalget holdt den 30. april 2022 et møde med medlemmerne af Borgertinget på klimaområdet og klima-, energi- og forsyningsministeren. Formålet med mødet var en præsentation af Borgertingets 73 anbefalinger og en efterfølgende debat af anbefalingerne.
Udvalget har modtaget en række udenlandske delegationer i løbet af folketingsåret. Det omfatter delegationer af østrigske og indonesiske parlamentarikere, en delegation af koreanske journalister, den danske ambassadør i Korea og en delegation af embedsmænd fra Hamborgs administration. Det overordnede fokus for møderne har været den grønne omstilling i nationalt og internationalt regi og danske erfaringer med etablering af vedvarende energi.
Tekniske gennemgange
- Forhandlingerne op til FN’s klimakonference (COP 26) ved klima-, energi- og forsyningsministeren og embedsmænd fra ministeriet den 15. oktober 2021.
- L 53 Forslag til lov om ændring af elforsyningsloven m.v. ved klima-, energi- og forsyningsministeren og embedsmænd fra ministeriet den 4. november 2021.
- EU’s »klar til 55«-pakke ved klima-, energi- og forsyningsministeren og embedsmænd fra ministeriet den 27. april 2022.
- L 153 Forslag til lov om ændring af miljøbeskyttelsesloven m.v. (Kommunal behandling af affald m.v.) ved klima-, energi- og forsyningsministeren og embedsmænd fra ministeriet den 28. april 2022.
- FN’s klimapanels anden og tredje delrapport ved Nationalt Center for Klimaforskning, DMI, den 5. maj 2022.
- Energinets projekt »Fremtidssikring af eltransmissionsnettet i Midt- og Vestjylland« ved klima-, energi- og forsyningsministeren, embedsmænd fra ministeriet og Energinet den 10. juni 2022.
- Energinets projekt »Energiø Bornholm« ved klima-, energi- og forsyningsministeren, embedsmænd fra ministeriet og Energinet den 22. juni 2022.
- Finanslovsforslaget for 2023 på klima-, energi- og forsyningsområdet ved klima-, energi- og forsyningsministeren og embedsmænd fra ministeriet den 6. september 2022.
- »Klimastatus og -fremskrivning 2022« og »Global Afrapportering 2022« ved klima-, energi- og forsyningsministeren og embedsmænd fra ministeriet den 15. september 2022.
Rejser
Udvalget deltog med 5 udvalgsmedlemmer i FN’s klimakonference (COP 26) i Glasgow i dagene den 8.-12. november 2021. Det er en mangeårig praksis, at det fagudvalg, der har klima som sit fagområde, deltager i de årlige konferencer under FN’s klimakonvention. Formålet er, at udvalget følger og dermed får indblik i de konkrete forhandlinger og mødes med parlamentarikere fra andre lande og repræsentanter for erhvervslivet, interesseorganisationer og civilsamfundsorganisationer.
Udvalget gennemførte den 5.-12. marts 2022 en studietur til Indonesien for bl.a. at indsamle viden om det dansk-indonesiske strategiske grønne samarbejde og energisamarbejdet, som løber frem til 2025. Under studieturen mødtes udvalget bl.a. med sit søsterudvalg i det indonesiske parlament, repræsentanter for det indonesiske energiministerium og Jakartas guvernør for at drøfte klimamål, energipolitik og omstilling til vedvarende energi.
Udvalget mødtes også med en række repræsentanter for civilsamfundsorganisationer og virksomheder for bl.a. at få indblik i det konkrete arbejde med at reducere CO2-udledninger og de indonesiske udfordringer med afskovning og biodiversitet.
Udvalget var på studietur til Fyn den 19. og 20. september 2022. Formålet med studieturen var at indsamle viden om konkrete virksomheders arbejde inden for den grønne omstilling i Danmark. Udvalget besøgte VandCenter Syd, ESTECH, Nature Energy Midtfyn, LORC, Vestas og Tasso for at få indblik i arbejdet med reduktion af CO2-udledninger og omstilling til vedvarende energi.
Beretning
Udvalget afgav den 15. september 2022 beretning over Borgertinget på klimaområdet (beretning af almen art, nr. 29). Et flertal i udvalget (Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Alternativet og Orla Østerby (UFG)) anerkender i beretningen den store indsats, som medlemmerne af Borgertinget har lagt i at debattere borgernære dilemmaer forbundet med klimaudfordringer og i at udarbejde en række anbefalinger til klimapolitikken. Flertallet bakkede op om flere af Borgertingets anbefalinger, som også allerede var indarbejdet i nogle af de indgåede politiske aftaler, som var indgået med regeringen.