En vælgerforening består af medlemmer af et bestemt politisk parti. Vælgerforeningerne udpeger kandidater til politiske organer som f.eks. Folketinget og Europa-Parlamentet og udbreder partiets synspunkter i befolkningen, bl.a. ved at:

• hverve nye medlemmer
• føre valgkamp for lokale kandidater
• hænge valgplakater op
• indsamle penge 

Nogle partier kalder deres vælgerforeninger for partiforeninger (Socialdemokratiet og SF), mens andre partier kalder dem foreninger (Radikale Venstre).

De store partier har vælgerforeninger i alle valgkredse og/eller kommuner, mens de mindre partier måske kun har vælgerforeninger i visse dele af landet. Vælgerforeningerne udgør tilsammen landsorganisationen i partiet.

Folketingsgruppen

Hvis partiet har repræsentanter i Folketinget, udgør disse en selvstændig gruppe, folketingsgruppen, som løbende holder møder om arbejdet i Folketinget. Det samme gør sig gældende for kommunalpolitikere og regionspolitikere, der mødes i byrådsgrupper og regionrådsgrupper.

• Gå til oversigten over folketingsgrupperne
• Læs om rollen som ordfører og rollen som gruppeformand
• Hvem er hvad i Folketinget

Den øverste myndighed i partierne er landsmødet, hvor repræsentanter for alle niveauer i partiet samles for at diskutere de overordnede politiske linjer.

Der er forskel på, hvor ofte et landsmøde afholdes. Typisk er det dog en gang om året. Landsmødet vælger en hovedbestyrelse og eventuelt et forretningsudvalg, som tager sig af beslutningerne mellem landsmøderne.

I Socialdemokratiet kaldes den øverste myndighed for kongressen. I Det Konservative Folkeparti hedder det landsråd. Enhedslisten foretrækker navnet årsmøde.

De fleste politiske partier arbejder på grundlag af et partiprogram. Man kan skelne mellem to typer:

• principprogrammer
• arbejdsprogrammer

Principprogrammet indeholder partiets overordnede og principielle holdninger.

Arbejdsprogrammet beskriver partiets politiske planer for den nærmeste fremtid på en række samfundsområder og tjener som et arbejdsredskab i det daglige.

• Læs om partiernes historie

Fastlæggelse af partiets holdninger

Principprogrammet vedtages af partiets øverste myndighed. Det sker som regel efter en omfattende debat på alle niveauer i partiet, dvs.:

• lokalafdelinger
• hovedbestyrelsen
• partiledelsen 
• folketingsgruppen

Nogle partier nedsætter et programudvalg, der laver et forslag til et nyt principprogram. Andre lader folketingsgruppen om det. Arbejdsprogrammerne bliver derimod ofte vedtaget af enten partiets hovedbestyrelse eller folketingsgruppen.

Hvem der bestemmer partiets politik i Folketinget, er forskelligt fra parti til parti. I nogle partier er det folketingsgruppens medlemmer. I andre er det landsorganisationen og/eller hovedbestyrelsen. I Socialistisk Folkeparti (SF) bestemmer hovedbestyrelsen f.eks. over folketingsgruppen, mens det i Det Konservative Folkeparti er folketingsgruppen, der fastlægger politikken i Folketinget.

Partierne er ikke nævnt i grundloven, for de var ikke dannet i 1849, da grundloven blev indført. Men i grundlovens § 56 står der: »Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.« Ikke desto mindre forventes det, at folketingsmedlemmerne følger den linje, som partiet er blevet enig om.

Partierne har forskellig praksis for, hvor store afvigelser fra partilinjen der bliver accepteret. Generelt kan man sige, at de fleste partier mener, at der skal være plads til individuelle tilkendegivelser, men at det samtidig sjældent tillades, at et medlem offentligt taler for opfattelser, der er helt anderledes end partiets.

I visse »følsomme spørgsmål«, f.eks. af etisk art, stiller partierne dog deres folketingsmedlemmer frit, det vil sige, at de ikke behøver at stemme ens, men kan følge deres overbevisning. Medlemmerne i regeringspartierne bliver dog ikke stillet frit, hvis det betyder, at regeringen så kommer i mindretal og derfor må gå af.