Europarådets Parlamentariske Forsamling holder session i Strasbourg

26.09.2019

Europarådets Parlamentariske Forsamling holder session i Strasbourg den 30. september – 4. oktober 2019. 4 folketingsmedlemmer deltager i sessionen.


Under Europarådets parlamentariske forsamlings efterårs-session,vil Frankrigs præsident Emmanuel Macron tirsdag den 1. oktober tale til den parlamentariske forsamlingen, samt svare på spørgsmål. Frankrigs statssekretær for europæiske anliggender, Amélie de Montchalin vil tale på vegne af Ministerkomitéen, hvor Frankrig i øjeblikket har formandskabet. Også Europarådets nyvalgte generalsekretær Marija Pejcinovic vil tale til forsamlingen.

Under sessionen vil forsamlingen bl.a. fokusere på beskyttelse af wistleblowers, ensartede standarder for ombudsmandsinstitutioner og beskyttelse og støtte til ofre for terrorisme såvel som bevarelse af jødisk kulturarv. Forsamlingen vil også diskutere rapporter om klimaflygtninge og arbejdsmigration i Østeuropa samt om obstetrisk og gynækologisk vold.

I forbindelse med sessionen er der rejst ønske om en såkaldt urgent debate om krænkelser af demokratiske rettigheder og undertrykkelse af fredelige demonstrationer i Rusland, på baggrund af valget til bystyret i Moskva.

Rapporter om funktionen af demokratiske institutioner i Moldova og om post-overvågningsdialog med Nordmakedonien, samt en rapport om Europarådets Udviklingsbanks bidrag til et mere inkluderende samfund, er ligeledes på dagsorden under sessionen.

Følgende delegationsmedlemmer deltager:

  • Lars Aslan Rasmussen (S), formand
  • Michael Aastrup Jensen (V), næstformand
  • Morten Messerschmidt (DF)
  • Daniel Toft Jakobsen (S)

Hele dagsordenen for sessionen kan ses her.