Forretningsordenens § 20

§ 20

Stk. 1. Ønsker et medlem at få oplyst en ministers holdning til eller opfattelse af et offentligt anliggende på grundlag af information, der er umiddelbart tilgængelig for ministeren, kan dette ske ved et spørgsmål til vedkommende minister efter reglerne i denne paragraf.

Stk. 2. Spørgsmålet stilles skriftligt. Det skal være kort og bestemt affattet og kan være ledsaget af en kort skriftlig begrundelse. Det indgives gennem Lovsekretariatet til formanden, som sender en genpart af spørgsmålet tillige med den eventuelle skriftlige begrundelse til ministeren. Spørgeren kan udbede sig skriftligt eller mundtligt svar. Spørgsmål til skriftlig besvarelse bør være affattet således, at besvarelsen kan holdes inden for et rimeligt omfang. Et medlem kan stille 2 spørgsmål til mundtlig besvarelse i en spørgetid.

Stk. 3. Er et spørgsmål eller dets begrundelse ikke affattet i overensstemmelse med stk. 1 og 2, eller finder formanden, at spørgsmålet eller begrundelsen i form eller indhold i øvrigt er af en sådan karakter, at spørgsmålet ikke bør stilles, kan formanden afslå at sende det til ministeren.

Stk. 4. Erklærer ministeren ved forudgående skriftlig, begrundet meddelelse til formanden eller i Tingets spørgetid, at ministeren ikke ser sig i stand til at besvare spørgsmålet, er sagen dermed sluttet. Besvarer ministeren spørgsmålet, sker det efter reglerne i stk. 6-8.

Stk. 5. Har spørgeren udbedt sig mundtligt svar, kan spørgsmålet opføres på listen over spørgsmål i Tingets førstkommende spørgetid, for så vidt det er modtaget af Lovsekretariatet senest kl. 12 den tredje hverdag forinden (lørdag ikke medregnet). Folketingets formand fastsætter den endelige rækkefølge og kan udelade spørgsmål, der anses for omfattet af en hasteforespørgsel. Medmindre formanden i særlige tilfælde bestemmer andet, må spørgetiden til en enkelt minister ikke vare længere end 1 time.

Stk. 6. Før besvarelsen af spørgsmålet i spørgetiden gengiver spørgeren det mundtligt.

Stk. 7. Ved besvarelsen af spørgsmålet er ministerens taletid 2 minutter første gang. Herefter kan spørgeren få ordet i op til 2 minutter. Ministeren svarer (½ minut), og herefter kan spørgeren få ordet op til 2 gange a ½ minut med svar fra ministeren 2 gange a ½ minut. Såfremt spørgeren ved indgivelsen af spørgsmålet har tilkendegivet at være indforstået hermed, kan Folketingets formand give adgang til 1 medspørger, der senest kl. 10 på dagen for spørgetiden har anmeldt sig som medspørger. Folketingets formand kan give flere medspørgere mulighed for at stille supplerende spørgsmål til et hovedspørgsmål om et større og mere aktuelt emne. En medspørger kan, umiddelbart før spørgeren får ordet for sidste gang, få ordet en gang a 1 minut og en gang a ½ minut, og ministrene har hver gang den samme taletid som medspørgeren til at svare.

Stk. 8. Gives skriftligt svar, hvilket skal ske i løbet af 6 hverdage (lørdag ikke medregnet), videresendes svaret til spørgeren.

Stk. 9. Spørgsmål, der ønskes besvaret skriftligt i et folketingsår, skal være modtaget af Lovsekretariatet senest den 15. september eller, hvis denne dag er en helligdag, den foregående hverdag. Spørgsmål kan ikke indgives efter udskrivning af folketingsvalg eller efter et ministeriums indgivelse af afskedsbegæring, jf. grundlovens § 15, stk. 2.

Stk. 10. Efter formandens beslutning opføres på Tingets dagsorden en spørgetime, hvor medlemmerne kan stille spørgsmål til statsministeren til umiddelbar besvarelse. Formanden kan bestemme, at adgangen til at stille spørgsmål til statsministeren i en spørgetime forbeholdes medlemmer af bestemte folketingsgrupper eller medlemmer, som ikke er tilknyttet en folketingsgruppe. Formanden kan endvidere bestemme, at adgangen til at stille spørgsmål til statsministeren i en spørgetime forbeholdes medlemmer, som er partiledere, eller som fungerer som en partileders stedfortræder ved dennes særligt begrundede forfald. Statsministeren meddeler Folketinget senest kl. 10 dagen før spørgetimen, om statsministeren vil indlede spørgetimen med at give Folketinget en orientering i op til 5 minutter om foranstaltninger, der påtænkes iværksat af regeringen, eller om andre offentlige anliggender. Hvis spørgetimen indledes med en orientering fra statsministeren, skal Folketingets formand umiddelbart herefter give medlemmer, der ønsker at stille spørgsmål, anledning til at tilkendegive dette. Indledes spørgetimen ikke med en orientering, skal medlemmer, der ønsker at stille spørgsmål, meddele dette senest ved spørgetimens start. Formanden kan i særlige tilfælde inddrage spørgsmål fra medlemmer, som ikke senest ved spørgetimens start har meddelt, at de ønsker at stille spørgsmål. Formanden afgør, hvilke medlemmer der kan stille spørgsmål, og i hvilken rækkefølge.

Stk. 11. Et spørgsmål i spørgetimen med statsministeren skal sammen med en eventuel begrundelse stilles inden for en taletid på 2 minutter. Statsministerens besvarelse må ikke overstige 2 minutter. Spørgeren kan efter besvarelsen få ordet op til 2 gange a 1 minut. Efter den første besvarelse er statsministerens taletid 1 minut pr. gang. Statsministeren kan erklære, at statsministeren ikke ønsker at besvare spørgsmålet. Formanden kan med henblik på tilpasning af spørgetimen inden for den afsatte tidsramme eller i øvrigt i særlige tilfælde fravige de i dette stykke nævnte tidsbegrænsninger og begrænsninger i antal gange, et medlem kan få ordet.