Ukrainsk parlamentsformand på besøg i Folketinget

17.05.2023

Ukraines parlamentsformand Ruslan Stefanchuk besøger Folketinget 19. maj som led i sit officielle besøg i Danmark 18.-20. maj.

»Det er en stor ære at modtage den ukrainske parlamentsformand i Folketinget. Folketinget står skulder ved skulder med Ukraine i landets kamp for frihed, og jeg er spændt på at tale med min ukrainske kollega, som jeg har mødt ved en tidligere lejlighed«, siger Folketingets formand Søren Gade. 

Ruslan Stefanchuk skal 19. maj kl. 8.45-9.45 mødes med Folketingets Præsidium sammen med formanden for Udenrigspolitisk Nævn Michael Aastrup Jensen og formanden for Europaudvalget Niels Flemming Hansen. 

Efter mødet kører Ruslan Stefanchuk til audiens hos H.M. Dronning Margrethe på Fredensborg Slot. 

Senere samme dag vil han lægge en krans ved monumentet på Kastellet til ære for de danske soldater, som har været udsendt til FN’s internationale fredsbevarende missioner siden 1948. 

Opholdet i Danmark omfatter også et besøg på Frederiksborg Slot i Hillerød, ligesom han lægger vejen forbi Ukraine House, der er det ukrainske hus i København. 

For pressen
Efter mødet i Folketinget den 19. maj vil der kl. 9.45 i Vandrehallen være mulighed for at tage billeder og få en kort kommentar fra Ruslan Stefanchuk og Søren Gade. Sproget vil være engelsk.