Konference: 50-året for den fri abort

10.05.2023

Folketingets tværpolitiske SRSR-netværk inviterer til konference for at markere 50-året for den fri abort i Danmark. Konferencen finder sted onsdag den 24. maj 2023 kl. 14.00-16.30 i Landstingssalen på Christiansborg.

Konferencen afholdes på dagen, hvor Folketinget for 50 år siden vedtog abortloven, som gav kvinder ret til fri og sikker abort. Konferencen er derfor en markering af den historiske beslutning, der har haft afgørende betydning for kvinders sundhed, livsmuligheder og for ligestillingen i Danmark.

På konferencen vil der være fokus på de folkelige og politiske strømninger, der banede vejen for lovens vedtagelse i 1973 samt lovens betydning for ligestilling og samfundsudviklingen op til i dag. Derudover vil der være en diskussion af den fri abort anno 2023.

Oplægsholderne omfatter en bred vifte af aktører, herunder politikere og aktivister, der banede vejen for lovens vedtagelse for 50 år siden, repræsentanter fra faglige organisationer og civilsamfund samt forskere og nuværende folketingsmedlemmer.

Konferencen er åben for alle, men tilmelding er nødvendig (også for pressen). Tilmelding skal ske senest dagen før kl. 12. Der er et begrænset antal pladser til konferencen, og pladserne vil blive fordelt efter først til mølle-princippet.

Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til registrering i besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en halv time inden konferencen starter. Det er tilladt at optage lyd og billeder under konferencen, hvis det kan ske uden at forstyrre konferencens afvikling i øvrigt.

Konferencen tv-optages og vil blive vist live her på Folketingets hjemmeside, hvor den også kan findes efterfølgende under "TV fra Folketinget". Desuden vises konferencen forskudt på Folketingets tv-kanal.

Senest opdateret: [23.05.2023]
Sideansvarlig: Udvalgssekretær Niklas Borker Bjerre