Fakta om det nye Folketing

17.11.2022

Onsdag den 16. november 2022 blev folketingsvalget godkendt i Folketingssalen. Et rekordhøjt antal kvinder er valgt ind, og for første gang har 12 partier fået plads i Folketinget ved et valg.

Ved folketingsvalget den 1. november 2022 blev 114 folketingsmedlemmer genvalgt til Folketinget, mens 65 nye medlemmer kom ind. 13 af dem har tidligere siddet i Folketinget, enten som ordinært medlem eller som stedfortræder.

Pia Kjærsgaard (DF) er det længst siddende folketingsmedlem og dermed aldersformand. Hun har været medlem af Folketinget siden den 10. januar 1984 og har således haft sin gang på Borgen i over 38 år.

21-årige Helena Artmann Andresen (LA) er det nye Folketings yngste medlem og det fjerdeyngste medlem, der nogen sinde er blevet valgt ind. Det yngste medlem er Karina Sørensen (DF), der i 2001 kom i Folketinget som 19-årig.

Antallet af kvinder i Folketinget er gennem tiden steget støt, og der blev slået rekord, da der i år blev valgt 78 kvinder ind. Karen Ellemann (V) ønskede ikke at modtage sit mandat og er derfor ikke talt med. Den hidtidige rekord blev sat i 2011, hvor 70 kvinder blev valgt. Også ved sidste valg, i 2019, kom 70 kvinder ind i Folketinget.

For første gang ved et folketingsvalg er 12 partier blevet valgt ind. Den tidligere rekord var på 11 partier og blev sat i 1977. Ved seneste valg blev 10 partier repræsenteret i Folketinget. Bemærk, at de nordatlantiske mandater ikke er medregnet.

Både Moderaterne og Danmarksdemokraterne stillede i år op til Folketinget for første gang. At to partier, der ikke tidligere har fået mandater ved et folketingsvalg, kommer ind, sker sjældent. Det skete senest i 1998, hvor både Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne fik mandater. Ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973 blev hele tre nye partier – Fremskridtspartiet, Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti – valgt ind.

Den 1. november blev Moderaterne valgt ind med 16 mandater. Det gør partiet til det største nye parti siden folketingsvalget i 1973, hvor Fremskridtspartiet kom i Folketinget med hele 28 mandater.

I den digitale Folketingssal kan man gå på opdagelse i forskellig statistik om medlemmerne og Folketingets sammensætning. Man kan også se medlemmernes og partiernes placering i Folketingssalen.